I håndjern

Doom Towns politigård var ikke det mest behagelige sted at tilbringe natten. Men det var altså her, vi måtte forklare, hvad vi lavede i Den glade reje. Og hvordan det lige kunne være, at der var blodspor over det hele. Og hvorfor man fandt en død kvinde i gyden bag restauranten. En død kvinde, som havde fået sin arm hugget af! Har vi måske spist den arm? Havde vi, hva’? Hva’? Og de lyste os i hovederne med deres 1000-watts forhørslamper. Det var meget ubehageligt.

Sue nægtede at have noget som helst med noget at gøre. Hun trak dyreaktivist-kortet og opførte det vildeste drama.

”Ingen dyr skal dø for sjov!” råbte hun og hævede en knyttet næve i luften, hvilket var ret belastende, fordi hun og jeg delte håndjern. Jeg var ved at få trukket armen af led, hver gang hun fægtede med næven og råbte slagord. ”Død over dyremishandlere og kødsvin! Befri hummere i alle lande!”

”Rolig, dame,” sagde politifolkene, men en af dem fk travlt med at gemme sin sandwich med tunsalat af vejen.

Dick prøvede at forklare alting. Vi var uskyldige, hævdede han. Faktisk var vi selv på morderjagt. Vi var nemlig detektiver, økologiske detektiver sjovt nok. Og vi havde allerede opklaret, at den gale morder, som gjorde byen usikker, var kokken fra Den glade reje. Wok.

”Så du påstår, at kokken er morderen?” ville politiet vide og rettede deres forhørslamper ind i hovedet på Dick, så han nærmest blev solbrændt.

Dick sagde, at det præcis var dét, han gjorde, og tilføjede, at Wok var blevet ramt af en slags skaldyrsforgiftning, som var overført, da han havde spist en hummer. Det var derfor, han nu gik rundt og lavede folk til sushi. I stedet for hænder havde han fået klosakse. Og følehorn ud af panden. Dick indrømmede, at det lød som en dårlig science fction-fm, men det var sådan, det var. Lidt ligesom når folk blev bidt af en varulv og selv blev til en. Her var Wok bare blevet til en varulvehummer!

Betjentene gloede på Dick med åben mund og polypper. ”Han er lige til kolbøttefabrikken,” sagde en af dem. Og så slæbte de Dick ud af forhørslokalet.

”Sig til dem, at det er sandheden,” råbte Dick, mens de trak afsted med ham i retning af pipcellerne. Men Sue og jeg havde ikke lyst til at komme på kolbøttefabrik, så vi lod, som om vi ikke hørte ham, selvom han sprællede og lavede det værste drama.

I stedet forklarede Sue, at hun var medlem af Dyrenes Befrielsesfront. Og at jeg var hendes lille fætter, Bønne. Vi var trængt ind i restauranten alene med det formål at befri hummerne, fordi vi ikke ville fnde os i, at de skulle ende som mad. Men vi havde intet at gøre med mordene. For syns skyld råbte Sue nogle fere slagord, og betjentene begyndte at se trætte ud. Jeg holdt lav profl og prøvede bare at se dum og uskyldig ud. Det var nemt nok.

”Sig noget, Bønne,” sagde Sue og stak mig i siden med albuen. ”Bak mig op!”

”Død over frikadellefars,” mumlede jeg. ”Spis grønt og drik rødbedesaft!”

”Der kan I se. Bønne er kampveganer,” nikkede Sue. ”Ligner han måske ikke én, der lever 100 procent grønt.”

Alle i lokalet betragtede mig, som om jeg var en oggenok, men heldigvis troede de os. Vi lignede jo heller ikke ligefrem gale mordere, og desuden havde de beslaglagt sækken med hummere. Så det endte med, at vi fk en bøde for hærværk og indbrud. Derpå låste de håndjernene op og hældte os ud med besked om ikke at lave den slags igen. For næste gang røg vi ind og ruske tremmer, det kunne de godt love os.

”Det er modtaget,” sagde Sue, og jeg nikkede og gjorde honnør, indtil Sue sparkede mig over benet og sagde, at jeg ikke behøvede at overdrive.