Et skrig i natten

”Tror du ikke hellere, vi må tilkalde politiet?” sagde jeg. ”Han har skåret nogens arm af.”

”Er du dum i hovedet?” fnøs Dick. ”Vi er brudt ind i en restaurant. Gulvet sejler i vand og blod, og der er hummere over det hele, for ikke at tale om et smadret akvarium. Tror du ikke lige, at de vil undre sig?”

Det kunne han selvfølgelig have ret i. Men nu vidste vi i hvert fald, hvem morderen var. Dette forklarede dog ikke, hvorfor Wok havde forvandlet sig til en hummer, eller rettere en halv hummer.

”Hvad flan er der gået galt med ham?” spurgte Dick, mens vi så ned i det skidne havnevand.

Jeg nåede ikke at svare, for nu hørtes et skrig ikke langt borte. Et skrig af smerte. Var det Wok, som havde slået til igen? Nej, skriget kom fra Den glade reje, og vi kendte kun én, der kunne skrige på den måde.

”Sue!” gispede Dick og fåede sin skyder frem igen, og så spænede vi tilbage til restauranten.

Efter skrigene at dømme var der ikke et sekund at spilde.

Hummer nr. 9

Det var midt om natten. Sue burde ligge i sin seng lige nu. Men det gjorde hun ikke. Hun befandt sig i Den glade reje, og hun var ikke alene.

Hun sprang rundt med en sæk i den ene hånd og en hummer i den anden. Og hendes skrig skyldtes, at hummer nr. 9 havde sat klosaksene solidt i hendes bagdel.

”Sue!?” udbrød vi som med én mund. ”Hvad i alverden laver du her?”

”Arrghh!” hylede Sue. ”Hvad ser det ud, som om jeg laver? Få det møgdyr væk fra min popo.”

Sue havde sort tøj på og lignede faktisk lidt en tyv. En tyv med en sæk, som er blevet taget på fersk gerning. Ikke af en vagthund, men af en opvakt hummer.

”Få den væk,” råbte hun, mens hun plaskede rundt. ”Stå ikke der og glo. Fjern det krapyl.”

Vi skyndte os at hjælpe Sue af med hummeren, og derefter fk vi os alle tre bragt i sikkerhed oppe på et bord. Der kunne vi sidde i fred uden at få våde fødder eller blive nappet.

”I spurgte, hvad jeg lavede, og til det kan jeg svare: Befrier hummere.” Sue snørede sækken til og lagde den fra sig.

Vi gloede på hende for en femmer. Så meget, at hun følte sig nødsaget til at uddybe: ”Har I glemt, at jeg er medlem af Dyrenes Befrielsesfront? Takket være jer to kom jeg i tanke om alle de stakkels hummere, der venter på at blive ædt rundtom på byens fskerestauranter. Men nu får de friheden.”

”De virker ikke særlig taknemmelige,” sagde jeg.

”Men hey, hvad laver I selv her?” Sue kneb øjnene sammen på en ret mistroisk måde. Heldigvis var Dick for en gangs skyld kvik.

”Øh, vi gør det samme,” sagde han. ”Vi fk ondt af alle de små, uskyldige hummere, og så sagde jeg til Jack: Jack, sagde jeg, vi tager ned på Den glade reje og slipper de stakkels dyr fri.”

”Ja, ligesom vi slap den store hummer ud i går,” nikkede jeg.

”Ud i naturen,” tilføjede Dick. ”Hvor den nu løber rundt og har det godt.”

”Altså ude i havet,” præciserede jeg for en god ordens skyld.

Sue så på os med mildere øjne. ”I er kommet til fornuft. Uskyldige dyr skal ikke dø, for at vi kan spise os mætte. I støtter op om Dyrenes Befrielsesfront. Hvor ædelt af jer.”

Dick og jeg smilede de helt store tandsmil, mens vi nikkede, så vores hoveder var ved at falde af. Af og til må man pynte lidt på sandheden for husfredens skyld.

”Jeg vidste, at jeg kunne regne med jer,” sagde Sue og svingede benene ud over bordkanten. ”Lad os blive færdige her. Der er stadig masser af hummere at redde i denne fordømte by, og natten er endnu ung.”

De næste minutter soppede vi rundt og hjalp hende med at indfange hummere og putte dem i sækken. Dick kunne ikke engang stikke en til side til sig selv til senere brug.

”Det er et held, at politiet har travlt med at fange den morder,” sagde Sue. ”Så kan man befri de her dyr, uden at de blander sig.”

Det er sådan noget, man aldrig skal sige, for næppe havde vi fået den sidste hummer ned i sækken, før helvede brød løs. Døren ind til restauranten blev sparket op, og ind stormede en større politistyrke. Med gasmasker og geværer og hele svineriet. ”Ned på gulvet!” skreg de og sigtede på os med røde lasersigtekorn, så det så ud, som om vi alle tre havde fået røde hunde. ”I er sigtet for mord!”

Vi fk travlt med at gøre, som de sagde. Og jeg kan godt hilse og sige, at der var vådt på det møggulv. Men heldigvis var hummerne forsvarligt lukket inde i sækken. Det kunne man også sige om os. For lidt efter sad vi i salatfadet* på vej til stationen. Iført håndjern og i den grad i problemer.

”Sigtet for mord?” sagde Sue og så på os. ”Hvad handler det om? Hvad har I to megafjolser nu fået rodet mig ind i?”

”Det er en lang historie,” svarede Dick. ”Men nyd turen. Vi sidder i et salatfad, og du er jo vegetar!”

Godt sagt, Dick, tænkte jeg. Sue skulle bare have ladet os koge den hummer forleden; så var vi ikke havnet i den her suppedas.

* Slang for fangetransport