Under bordet

Der var lys i akvariet, så det var nemt at se, hvad vi lavede. Hummerne så nysgerrigt ud på os. Med deres numre på skjoldet så det ud, som om de var i gang med at stille op til et væddeløb. Dick fk fat i en trappestige og et net, så han kunne fske dem op. Han skulle lige til at jage nettet ned i akvariet, da det puslede ved fordøren. En eller anden var ved at låse op udefra!

”Abort mission!” hviskede jeg og kastede mig i dækning under et bord. Sjovt nok samme bord, hvor vi havde siddet aftenen før. To sekunder senere gjorde Dick mig selskab. Så lå vi der. Vi kunne høre døren blive åbnet. Nogen trådte ind i restauranten ledsaget af et pust af kølig luft. Bare det ikke var en vagtmand, for hvem kunne vide, om der alligevel var alarm? Heldigvis nåede dugen næsten ned til gulvet. Vi sad helt stille med tilbageholdt åndedræt, og jeg kan godt hilse og sige, at jeg var nervøs nu.

Der lød en hvæsende lyd. Som om en eller anden havde svært ved at trække vejret, eller som Darth Vader på en dårlig dag. Nu lød der skridt. Nogen gik lige forbi vores skjulested uden at opdage os. Det lød, som om personen slæbte på noget tungt. Han stønnede af anstrengelse.

Måske var det Wok, som allerede var mødt på arbejde. Han havde måske været henne og hente friske fsk. For at drive en restaurant i Doom Town skal man stå tidligt op. Og det lød faktisk, som om Wok var i gang med at slæbe en stor fsk med sig. Måske en tun eller en sværdfsk. For det stod der på menukortet, at de solgte her.

Desværre løb noget rødt ind under bordet. Dick så på det med afsky. Blod! mimede hans mund.

Kort efter hørtes lyden af noget, som blev lagt på et af nabobordene, og lidt efter hørte vi en smaskende lyd. Vi løftede dugen en smule og tittede frem. Og det ville jeg ønske, at vi aldrig havde gjort. For i lyset fra akvariet så vi et syn, der fk blodet til fryse i vores årer, som man siger. Og de små nakkehår til at stritte som kaktuspigge.

Et stykke borte stod nogen bøjet over noget på bordet. En person iført kokketøj. Det lignede, nej, det var Wok! Han stod med ryggen til, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at han var i færd med at æde et eller andet. Han slubrede på en klam måde. Lidt som når man gufer saftig vandmelon eller hiver det sidste af en smoothie i sig gennem et sugerør. Men jeg var bange for, at det hverken var vandmelon eller smoothie, som Wok var ved at indtage. For nu så jeg noget dryppe ned på gulvet. Og det kom fra det, som lå på bordet. Det, som Wok stod bøjet over. Og selvom vi sad i halvmørke, var der lys nok fra akvariet til at se, at det var blod.