Neonreje

Meget passende havde Sue den aften en aftale i Dyrenes Befrielsesfront, eller hvor det var, så vi slap for at rode hende ind i sagen. Det passede især Dick fnt. For nu skulle der stjæles hummere til århundredets hummerkalas.

Jeg syntes, det var lidt omvendt, at detektiver gjorde den slags, men Dick blev bare ved at ævle om øje for øje og tand for tand.

”Javel,” nikkede jeg. ”Og klosaks for klosaks, måske?”

Dick sagde, at jeg havde fattet budskabet.

Vi var tilbage i havnen, hvor Den glade reje lå. Vi parkerede bilen et stykke borte for ikke at vække opsigt. Men det havde vi ikke behøvet, for en tæt tåge lå over havnen. Alt var øde. I det fjerne tudede et tågehorn. Det var en perfekt nat til mørkets gerninger.

Dicks plan var, at jeg holdt vagt, mens han huggede hummerne. Jeg kan godt hilse og sige, at jeg ikke var meget for det. At stå alene i mørke og tåge, mens en gal morder huserede i byen, men Dick lovede at skynde sig.

Og det var derfor, at man lidt før midnat kunne se mig stå foran Den glade reje og forsøge at se naturlig ud.

Restauranten var naturligvis lukket for længst. På muren over mig blinkede den glade neonreje i den fugtige luft. Tændte og slukkede med en gnistrende summen, så jeg skiftevis stod i mørke og oplyst af et rødt skær. Det var til at blive helt snotforvirret af.

Jeg tænkte på den gale morder, der klippede folk i stykker, og håbede i det mindste, at han var i den anden ende af byen. Desværre vidste man aldrig med gale mordere. Og én ting var sikkert: De gik sjældent tidligt i seng.

Jeg havde heldigvis ’lånt’ Sues peberspray med økologisk chili, som hun altid gik med i jakkelommen, og jeg var parat til at bruge den. Især mod gale mordere. Lidt efter lød der skridt. Jeg hev sprayen frem, men det var bare Dick. ”Fri bane,” sagde han. ”Vi går bagom.”

”Skulle jeg ikke holde vagt her?” spurgte jeg, men Dick oplyste, at planen var ændret, hvorpå han vinkede mig med sig om til bagindgangen.

Bagsiden af Den glade reje lå ud til kajen. Man kunne høre vandet slå mod bolværket og et par rotter, der peb. Men tågen gjorde det svært at se ret meget. Dick pegede på et lillebitte vindue et stykke over vores hoveder. Det stod på klem.

”Det er ind til wc’et,” forklarede Dick, og hans plan var at løfte mig op til det. Jeg havde nemlig lige den rette størrelse.

”Til hvad?” ville jeg vide.

”Til at mase dig gennem det, og når du så er inde, skal du bare gå gennem restauranten og låse op indefra. Som at klø sig i øret,” siger Dick.

”Nå, på den måde,” sagde jeg. ”Og hvad hvis Wok har sat alarmen til?”

”Så tager vi den derfra,” sagde Dick. ”Men det tror jeg ikke. Wok er ikke typen, som smider penge ud på den slags.”

Dick tilføjede, at han godt gad se Wok i fjæset, når han kom i morgen og fandt sit akvarium helt tomt.

”Det gad jeg ikke,” sagde jeg. ”Til den tid vil jeg helst være langt væk.”

Dick lod mig komme op på sine skuldre, og snart stod vi som et par cirkusakrobater, og jeg kunne næsten nå vinduet, især da Dick stillede sig på tæer. Med et snuptag fk jeg det åbnet helt. Jeg maste mig gennem. Det gik godt til at begynde med, men så opstod der problemer.

”For pokker,” stønnede jeg og sprællede med benene. ”Jeg sidder fast. Få mig ud!”

Men i stedet for at hive gav Dick mine fødder et skub, så jeg røg gennem vinduet og lige på hovedet ned i wc’et. Og ud over at slå mig halvt fordærvet blev jeg også våd. For en eller anden idiot havde ikke slået brættet ned.

”Er du inde?” lød det udefra.

Sådan noget tis! havde jeg lyst til at råbe. For samme idiot havde også glemt at skylle ud efter sig.

Dick sagde, at jeg skulle skynde mig at lukke ham ind. Og det gjorde jeg så, men jeg kan godt hilse og sige, at jeg syntes, det her var en møgplan.

Kort efter var Dick inde. Han lagde ikke engang mærke til, at jeg var lettere klam. Han tændte bare sin lommelygte og styrede mod akvariet.

”Så skal der fskes hummere,” sagde han.