Kok amok

Der var fredeligt og rart i Den glade reje. Især fordi vi havde det hele for os selv. Jeg kiggede mig omkring, mens jeg nippede til colaen.

På væggen hang en udstoppet sværdfsk og så dum ud. Lamperne over bordene var formet som muslingeskaller. I det store akvarium ved siden af vores bord kunne vi se alle hummerne. Men ikke vores. Den var Wok ved at gøre klar ude i køkkenet.

Dick lænede sig tilbage og så vældig tilfreds ud. ”Sue skulle bare vide, hvad vi to laver lige nu,” smilede han.

Jeg var nu ret glad for, at Sue ikke vidste, hvad vi lavede.

”Er du klar over, Jack,” sagde Dick efter at have kastet et blik på menukortet, ”hvor dyrt det er at spise hummer på en restaurant? Men takket være onkel Mulle sidder vi nu her og kan lege luksusdyr. Uden at det koster os en bønne.”

Hvis man lige ser bort fra champagnen og colaen, tænkte jeg.

Vi tilbragte ventetiden med at glo på akvariet. Derinde kravlede hummerne rundt uden at ane, hvad der ventede. De havde numre på ryggen. Så man bare behøvede at pege og sige ”nummer syv, tak”, og så ville tjeneren fske nummer syv op med et net og tage den ud i køkkenet til Wok. Og så var det slut med den hummer. Men lige nu var der ingen tjener. Wok var i gang med vores hummer fra Den Sorte Lagune. Dem i akvariet er ikke i fare.

Ude fra køkkenet kunne vi pludselig høre larm. Gryder, der væltede, og potter, der faldt på gulvet, og den slags. Så lød nogle høje vræl. Vi skyndte os derud for at se, hvad der var på færde, og mødte Wok, som blødte fra det ene øre og havde fået sit forklæde fænset.

”Hvad har du gang i?” spurgte Dick, selvom enhver kunne se, hvad kokken havde gang i. Han havde gang i at jage vores hummer med en frkantet kødøkse. På komfuret stod en gryde spilkogende vand parat.

Men ikke alt var åbenbart gået efter planen. Trækassen var væltet, og dens indhold krablede rundt på gulvet og virkede ærlig talt ikke særlig sam- arbejdsvillig. Den var på vej ind under køkkenbordet og klippede i luften med sine klosakse.

”Få den nu kogt, Wok,” sagde Dick. ”Vi har ikke hele dagen.”

Wok smed sig ned på knæ og kravlede efter den ind under køkkenbordet. Vi hørte en vred mumlen derindefra, derpå fulgte et skrig, og så kom Wok bakkende ud igen efterfulgt af hummeren, som havde fået solidt fat i han næse.

”Wiiii!” jamrede Wok, mens han hev og sled i bæstet. ”Gør noget! Få den væk! AV!” rungede det. Både hummer og Wok faldt til gulvet. Hummeren spænede ind under komfuret. Det lød som en fok damer på stilethæle. Wok tumlede omkuld i en kasse sardiner. Han havde aftryk af stegepande i hele femøren, og det brune i hans øjne raslede rundt som terningerne i et rafebæger.

Det så skideskægt ud, men jeg skulle nok lade være med at grine, for det kunne lige så godt have været en af os, det var gået ud over.

Dick greb den største stegepande, han kunne fnde, og svingede den med fuld kraft mod hummeren.

I samme øjeblik fk Wok vristet den løs fra sin næse. Dick ramte Wok midt i ansigtet. KLOOONG!

Han kom først til sig selv, da Dick sjaskede noget koldt vand i hovedet på ham. Men så kom han også rigtig meget til sig selv!

Med et vildt karatehyl sprang han på benene. Nu var han pludselig ligeglad med hummeren. Nu var det Dick, han ville hakke i småstykker med sin kødøkse.

”Jeg skal lave dig til makrel i tomat-sushi!” hylede han, og så var Dick den, der var skredet. Ud af køkkenet og videre ud af restauranten. Wok stormede bagefter med hævet økse, mens han sendte en tsunami af spyt og bandeord efter Dick. Jeg begyndte at forstå, hvorfor det var så dyrt at spise hummer på restaurant.

Tattoo-Tut

Jeg var ladt alene tilbage. Eller helt alene var jeg jo ikke, for psykopat-hummeren var der jo stadig. Heldigvis havde den gemt sig inde under komfuret. Det var i hvert fald, hvad jeg troede, indtil den pludselig kom ræsende på sine seks ben som et uhyre i et forbandet computerspil. Med øjne på stilke, vippende antenner og klosakse, som klippede i alle retninger. Havde den kunnet spy ild, havde den sikkert også gjort dét.

Noget tydede på, at det nu var mig, som skulle have skylden, så jeg fk travlt med at komme væk og benede ud ad bagdøren. Hummeren opgav heldigvis forfølgelsen og trak sig tilbage til køkkenet. Men vores frokost var helt sikkert gået i vasken.

Den næste halve time holdt jeg lav profl. Jeg måtte fnde Dick og helst undgå at støde på Wok. Imens drev jeg lidt rundt i nabolaget. Jeg endte foran en lille salon, hvor man kunne få lavet en tatovering. Der var ingen kunder, så ejeren fk selvfølgelig øje på mig. Det var en dame, som åbenbart kaldte sig Tattoo-Tut. (Det stod der i hvert fald på skiltet).

”Hej, pomfrit,” sagde hun. ”Leder du efter nogen?”

”Øh, nej,” sagde jeg. For jeg gad ikke blande andre ind i det her rod.

”Hvis du ska’ ha’ lavet en tusse, er du kommet til det rigtige sted,” sagde hun og var selv en omvandrende reklame for sin salon, for hun var helt blåtusset op og ned ad arme og ben.

”Jeg kigger bare,” sagde jeg og ville gå videre, men Tut hev mig indenfor og viste mig et katalog, hvor man kunne se alt, hvad man kunne få lavet. Der var alt fra sejlskibe til … yrk, damer uden ret meget tøj på!

”Var dét noget?” spurgte hun og vippede med øjenbrynene. ”Du ligner en, som er på udkig efter noget helt særligt.”

”Gør jeg det?” sagde jeg.

Hun så vurderende op og ned ad mig. ”Der er nok ikke plads til et helt sejlskib på din brystkasse, men en smækker sild – eller måske en tribal rundt om biceps?”

Jeg forstod ikke et levende ord af, hvad konen ævlede om. Og jeg skulle hverken have sild eller tudser nogen steder. Jeg skyndte mig at lette på hatten og sige, at jeg lige ville sove på det, og væk var jeg.

Et øjeblik efter var jeg tilbage ved Den glade reje, hvor alt heldigvis virkede roligt. Jeg skød hjertet op i livet, som man siger, og trådte indenfor.

I køkkenet fandt jeg Wok. Han sad ved et bord og stangede tænder. Han havde fået en pæn bule efter stegepanden, men han virkede ikke sur længere. Nærmere tilfreds på sådan en hånlig måde, som når man lige har vundet i ludo, fordi man har snydt. Foran ham på en tallerken lå de sørgelige rester af en kogt hummer. Efter størrelsen at dømme vores hummer. For en halv time siden var den blå og sprælsk, nu var den en bunke røde skaller med en slatten dildkvist på.

”Øh, har du set Dick?” spurgte jeg.

”Nej, men hvis du ser den kvajpande, så hils ham og sig, at hummeren var udsøgt,” sagde Wok og lirkede et stykke hummerkød ud med tandstikken og betragtede det interesseret, inden han suttede det i sig.

Jeg skævede rundt i køkkenet. Kødøksen stod plantet midt i et spækbræt, og hummergryden stod på komfuret og stank. Wok løj ikke. Han havde virkelig ædt vores hummer. Ikke bare ædt den, men også myrdet den.

”Prima hummer. Synd, I ikke selv smagte den!” sagde Wok og slog også lige sådan en klam pustebøvs, hvor kinderne bliver spilet helt ud og lyder, som når en badebold punkterer.

”Godt nok usportsligt!” fk jeg sagt. Wok rejste sig og trak kødøksen op af brættet. Så pegede han på døren med den som tegn til, at samtalen var afsluttet.

Jeg skyndte mig at lette på hatten og sige tak for i dag. Og så var jeg den, der var smuttet. Men jeg kan godt hilse og sige, at jeg syntes, at det var lige groft nok, hvad Wok havde gjort. Dick ville næppe blive glad, når han hørte, hvad der var sket med hans hummer. Men hvor var Dick?

Bilen holdt stadig et stykke fra Den glade reje. Men der var ingen Dick i den. Lidt efter hørte jeg noget pusle inde under bilen. Det var så til gengæld Dick.

”Hvad laver du under bilen?” spurgte jeg.

”Holder lav profl,” lød svaret.

”Bare kom frem,” sagde jeg. ”Wok leder ikke efter dig mere.”

”Fyren gik amok,” sagde Dick og krøb frem i lyset.

”Ja, fordi du pandede ham ned,” sagde jeg.

”Jeg prøvede jo bare at hjælpe,” sagde Dick og børstede snavs af tøjet. ”Hvad med vores hummer?”

”Øh, det er nok bedst, hvis vi venter med at hente den til senere,” sagde jeg. ”Lige nu er det hele, øh, lidt opkogt!”

”Du her ret, Jack. I morgen har Wok nok indset, at han overreagerede, og så får vi en undskyldning. Hummeren kan bo i hans akvarium til i morgen.”

Jeg nikkede høfigt, mens jeg overvejede, hvordan jeg bedst kunne fortælle Dick, hvad der var blevet af skaldyret.

Og så kørte vi hjem til Sue.

”Fik I sat den fri?” ville hun vide, straks vi trådte ind ad døren. Hun var i gang med at lave en nunchaku af to stykker persillerod og en stump reb.

”Jep,” sagde Dick og smed sig i sofaen.

Men der tog jeg fejl. Vi kom i høj grad til at se den hummer igen. Bare på en lidt anden måde, end vi havde tænkt os.