Wok

Lidt efter parkerede vi bilen i nærheden af Den glade reje. Restauranten lå i et gammelt pakhus ved havnen. Der var en reje malet på facaden. En stor, glad reje med neonlys rundtom, så den også kunne ses i mørket. Men lige nu var det højlys dag, og rejen var slukket, om man så må sige.

Ved fælles hjælp fk vi bakset kassen med hummeren ind i restauranten. Der var heldigvis tomt, for restauranten åbnede først om nogle timer.

Vi fandt Wok i køkkenet i færd med at hakke grøntsager til fskesuppen. Han kunne godt bruge en kniv, så det ud til. Hak, hak, hak! Og så var de grøntsager færdige med at se godt ud.

Dick forklarede, hvad vi kom for. Wok lyttede og nikkede og kløede sig i nakken. Han syntes selvfølgelig, at vi var langt ude. For det første åbnede han først om to timer. For det andet var det meningen, at man skulle købe maden i en restaurant, ikke medbringe den selv.

”Tager I måske også pølser med til pølsevognen?” ville han vide.

”Nej, men vi har et problem med Dyrenes Beskyttelse,” forklarede Dick. ”Og så var det, jeg tænkte, at min gamle ven mesterkokken Wok, måske kunne gøre mig en tjeneste.” Dick halede sin tegnebog op og lagde et par sedler på bordet. Dét afgjorde sagen. Penge taler deres eget sprog, og lige her sagde Dicks goodbye!

Wok krattede sedlerne til sig og lovede os, at han nok skulle koge vores hummer for os, og vi kunne såmænd også få lov til at nyde den i restauranten, bare vi købte noget at drikke til.

Dick slog ud med armene og bestilte champagne. Mindre kunne ikke gøre det, nu der stod hummer på menuen. Jeg nøjedes med en cola.

Wok hentede drikkevarerne og satte dem foran os. Colaen kom i en dåse, champagnen i en sølvskål fyldt med is. Det hele var meget fnt og fornemt. Men jeg tænkte, at det blev en dyr hummer, inden vi var færdige med den.

Dick var ligeglad, når bare han fk hummer til frokost. For det havde han sat næsen op efter, som han sagde.