Den glade reje

Lidt efter var vi på vej mod havet. Og med ’vi’ mener jeg Dick og mig. Og hummeren selvfølgelig. Den befandt sig atter i kassen. Og den var ikke blevet i bedre humør. Heldigvis stod kassen omme på bagsædet med låget sømmet godt fast.

Dicks humør var heller ikke i top. Han sad og skar tænder, mens han kørte. Man kunne se en masse røde blodkar i hans øjne. Jeg prøvede at trøste ham.

”Sådan en hummer smager nok heller ikke godt,” sagde jeg.

Dick bad mig klappe gællerne i. Han havde en anden mening om den ting. Og det var tydeligt, at han havde tænkt sig at surmule hele vejen.

Men så var det, at jeg kom i tanke om en restaurant nede ved havnen. Den glade reje, hed den. Og som man måske kan gætte, serverede den seafood. Jeg havde hørt, at de havde et akvarium derinde. Altså inde i selve restauranten. Det var fyldt med store, fede hummere. Man kunne sidde og se på dem, mens man spiste.

Jeg fortalte Dick om akvariet. Der kunne vores hummer få det godt, sagde jeg. Sammen med alle de andre hummervenner. Og så slap vi også for at køre helt ud til havet.

Dick sendte mig et håbløst blik og sagde, at det var meningen, at man skulle æde hummerne i det akvarium.

”Man peger på den, man vil have, og så fsker tjeneren den op og bringer den ud i køkkenet, hvor kokken koger den i en stor gryde. Fatter du slet ikke det, din grønne tumpe?”

”Er du sikker?” spurgte jeg.

Dick sukkede bare og så på mig, som om jeg var skudt i låget eller sådan noget. Men så fk han pludselig en idé, der fk ham til at smile fra øre til øre.

”Jack, du er genial!” udbrød han, og nu fattede jeg slet ikke noget, for lige før var jeg en tumpe, men Dick forklarede sin idé. Den gik i korthed ud på, at vi kørte ned til Den glade reje. Dick kendte ejeren. Det var en fyr, som hed Wok. Og ifølge Dick var Wok lidt af en haj i et køkken.

”Det passer jo fnt til en fskerestaurant,” sagde jeg.

Dick nikkede og sagde, at vi lod Wok gøre det beskidte arbejde. Vi medbragte selv vores hummer. Wok kogte den. Vi åd den. Sådan gjorde smarte fyre med hang til hummer.

”Hang til hummer?” Jeg var ikke sikker på, at jeg var med.

”Hemmelig hummerhang,” nikkede Dick tilfreds.

”Og på den måde får vi vores hummerfrokost, uden at Sue aner uråd.”

”Nå, sådan. Og vi slipper for at vaske op.”

”Lige præcis,” sagde Dick. Og med de ord lavede han en U-vending, så dækkene hvinede, og strøg for fuld hammer tilbage i retning mod Doom Town.