Ballade for en femmer

Dick tog et forklæde på. Nu skulle masterchefen vise, hvordan man lavede hummer, sagde han og satte gryden med vand over.

Jeg blev sat til at skære en citron i både. Jeg var jo heller ikke masterchef. Jeg var bare et barn i en voksenkrop. Men jeg havde en følelse af, at vi var ved at rode os ud i nogle velvoksne problemer.

Lidt efter kogte vandet. Så langt, så godt, som Dick sagde, mens han fk låget af kassen igen. Han have taget grillvanter på, for skaldyret havde et par ordentlige klosakse og var ikke bange for at bruge dem.

Men så var det lige, at Sue kom hjem. Og det var straks mindre godt, for Sue var medlem af Dyrenes Beskyttelse. Og hun var også vegetar og modstander af alt, som gik ud over dyr. For eksempel at man spiste dem. Uskyldige dyr skulle ikke dø, for at vi kunne blive mætte, som hun sagde. Men en uskyldig gulerod gjorde det åbenbart ikke noget med.

Typisk, at hun lige skulle træde ind ad døren nu, hvor Dick akkurat havde fået hummeren op af kassen. Han stod med den i strakt arm. For den var ret ivrig efter at give ham et hak i tuden.

Sue så på den dampende gryde og på hummeren og ville vide, hvad vi havde gang i, men åbenbart kunne hun selv regne det ud.

”I har vel ikke tænkt jer at koge det stakkels dyr, har I?” spurgte hun med et ildevarslende udtryk.

”Nej, vi er ved at give den et varmt bad,” sagde Dick og gjorde klar til at dumpe hummeren i gryden med hovedet først.

”Det var Dick, som fandt på det,” skyndte jeg mig at tilføje. For nu begyndte Sue at skabe sig for en femmer. Hun spurgte, hvad vi var for nogle helvedes dyrplagere, og kaldte os mordere og kødhoveder samt en hel masse andre mindre pæne ting.

Nu havde vi to arrige bæster i køkkenet. Jeg ved ikke, hvem der var værst, hummeren eller Sue. Men for at gøre en lang historie kort endte det med, at vi måtte opgive det hele. Sue ville blæse højt og fot på, hvor den hummer kom fra. Hun forlangte, at vi kørte ud til havet og slap den fri, for ellers kunne vi se os om efter en ny partner i detektivbureauet.

Hun gad ikke være sammen med folk, der gik rundt og myrdede hummere. Og når Sue var i det humør, var der ikke så meget at stille op. Dick kunne skyde en hvid pil efter den hummerfrokost! Men hummeren hang vi stadig på.