En gave

Navnet er Stump, Jack Stump. Privatdetektiv i Doom Town og byens grønneste detektiv. Altså ikke alene, men sammen med Sue og Dick, som ud over at være detektiver også er mine bedste venner. I det økologiske detektivbureau har vi kun blyfrit bly i skyderne, og vi opklarer vores sager med stort hensyn til miljøet. Vi er et fnt trekløver, som man siger. Et grønt trekløver. Desværre har vi ikke så mange sager. Så der kan godt være en smule kedeligt i det trekløver.

Sådan en kedelig dag, hvor Sue var taget til rugby og Dick og jeg sad på kontoret og spillede 500, ringede det på døren.

”Måske er det en sag,” sagde jeg og skyndte mig ud for at åbne.

Men det var ingen sag. Det var bare en fragtmand med en stor kasse af træ. ”Eksprespakke til detektivbureauet,” oplyste han.

”Øh,” sagde jeg. ”Det er her.”

”Skriv under her,” sagde fyren. Det gjorde jeg så, og derefter var han den, der var skredet. Og så stod jeg der med en mystisk kasse.

Jeg bar den ind og satte den på bordet foran Dick.

Han gloede på kassen, hvorfra noget vådt hø stak ud. Og der var et lille skilt på siden, hvor der stod noget.

Indeholder levende dyr, læste jeg. Som for at understrege budskabet var der noget, som puslede inden i kassen.

Dick sendte mig et mistænksomt blik. ”Har du bestilt et kæledyr?” ville han vide, mens han så på mig med det ene øje lukket i.

”Vel har jeg ej,” sagde jeg.

”Du er helt sikker? Ikke nogen ørkenrotte eller en hund eller sådan noget? For jeg kan godt huske, engang du kom slæbende med den der hund på hjul.”

”Det var en, jeg gik tur med,” sagde jeg.

”Gik og gik.” Dick vippede med hånden. ”Så vidt jeg husker, stod den på en plade med hjul under, og desuden var den årsag til et større trafkuheld.”

Jeg spurgte, om vi skulle stå og ævle eller se efter, hvad der var i kassen. Og i forbifarten mindede jeg Dick om, at vi ikke havde haft kæledyr i huset, siden vi passede en hamster, som hed Banjomus, og som Dick kom til at banke fad ved et uheld. Vi måtte begrave den i en pizzaæske, så fadmast var den. Men det er en anden historie. Dick brød sig heller ikke om at blive mindet om det, kunne jeg se, men så kunne han jo lade være med at nævne det med hunden. I øvrigt var pakken jo til ham og ikke til mig. Hans navn stod på den. Dick, De økologiske detektiver, Doom Town. Og der stod også, hvem der havde sendt den.

”Den er jo fra Mulle,” udbrød Dick overrasket.

”Hvad for en Mulle?” spurgte jeg.

”Min onkel. Han er fsker,” forklarede Dick. ”Han har en båd i Den Sorte Lagune. Da jeg var en lille knægt, sendte han mig tit sjove ting fra havet, tørre søstjerner og gebisset fra en haj og den slags. Men faktisk har jeg ikke hørt fra ham i årevis.”

Og det ville Dick snart ønske, at han var blevet ved med. Altså ikke at have hørt fra sin onkel Mulle.

Nu fandt han et brækjern og gav sig til at åbne kassen. Jeg måtte indrømme, at jeg var spændt på

Monster

Dick fk brækket låget op, og vi kunne se, at kassen var fyldt med vådt hø.

”Hvad pokker?” udbrød Dick og rodede i det med fngrene.

Klak! lød det så, og Dick gav et hyl fra sig. Et par blåsorte klosakse skød ud af høet og klippede i luften.

”Shitskaya!” udbrød Dick og fk hevet nallerne til sig, for i høet befandt sig en hummer. En mega monster motorfokker af en hummer faktisk. Og den så ud til at være i dårligt humør. Den havde nogle pænt store klosakse, som den ivrigt forsøgte at nå Dicks næse med. Han fk smækket låget på kassen i en fart.

”En hummer,” sagde han og så på mig. ”Og den er sprællevende!”

”Din onkel Mulle har en syg form for humor,” sagde jeg og rakte ham et brev, som var faldet ud af kassen. Dick skyndte sig at åbne det.

Kære Dick, læste han: God appetit! Vh. Mulle.

”Onkel Mulle har altid været en mand af få ord,” sagde Dick.

”Det er altså en gave?” sagde jeg.

Dick gned sig i hænderne og spurgte, om jeg vidste, hvad det her betød. Problemer, gættede jeg, men for en sikkerheds skyld sagde jeg, at det vidste jeg ikke. Men det kunne Dick så hurtigt fortælle mig: Det betød, at vi nu skulle have hummer til frokost!

”Har du tænkt dig at spise det der uhyre?” spurgte jeg. ”Og hvordan vil du gøre det? Ud over kniv og gafel kræver det en bazooka. Mindst.”

”Vissevasse,” sagde Dick og fandt vores største suppegryde frem. ”Man kyler den på hovedet i en gryde spilkogende vand. Og 10 minutter senere gufer man den med citron og ristet brød.”

”Er det ikke synd?” sagde jeg.

”Du mener at putte citron på?” spurgte Dick.

”Nej, at koge den levende.”

Dick sagde, at den ikke mærkede noget, og spurgte, om jeg nogen sinde havde hørt en hummer skrige. Og det kunne jeg ikke ligefrem påstå.

Det kom jeg heller ikke til. De skrig, jeg snart skulle høre, kom fra helt andre kanter.