NR. 2 - JUNI 2020
DER SKAL VÆRE EN LOMME FOR GRØN AKTIVISME I SOCIALDEMOKRATIET LANDET OVER HAR DSU HVER SØNDAG UNDER CORONAKRISEN SAMLET SKRALD SOM LED I KAMPAGNEINDSATSEN #TOURDESKRALD. DET ER BLEVET TIL HUNDREDVIS AF SÆKKE MED AFFALD, OG PROMINENTE POLITIKERE SOM KØBENHAVNS OVERBORGMESTER SAMT MILJØMINISTER LEA WERMELIN HAR DELTAGET I DSU’S FORÅRSRENGØRING AF DANMARK. DSU’EREN HAR VÆRET MED FREDERIK VAD NIELSEN OG LEA WERMELIN UDE FOR AT GØRE CHRISTIANSHAVNS VOLD EN SMULE RENERE.
F
rederik Vad Nielsen og Lea Wermelin er hurtige til at iføre sig blå plastikhandsker, da vi møder dem på Christianshavnssiden af Lille Langebro. Frederik Vad Nielsen bøvler lidt med at slå den gennemsigtige affaldssæk ud, så vi kan blive klar til at samle skrald på voldene. For Danmark flyder med affald. Da Danmarks Naturfredningsforening i 2017 arrangerede en landsdækkende affaldsindsamling henover hele året, blev der indsamlet 155 tons affald – heriblandt næsten 110.000 dåser. Og under coronakrisen har DSU taget teten. Med affaldsindsamling har det været muligt for DSU’ere i hele landet at mødes i små grupper – på behørig coronaafstand – og kombinere politisk engagement med klassisk, grøn aktivisme, fortæller Frederik Vad Nielsen: ”Tour De Skrald har overbevist os om, at vi bliver nødt til at omfavne den individuelle aktivisme og kombinere det med den strukturelle kamp. Tour De Skrald forbinder kampen for noget større strukturelt politisk – altså at vi skal aflevere en grønnere og sundere klode til vores børn – med samtidig individuelt at gøre en forskel.”
Han understreger også, at ”der bliver nødt til at være en lomme for grøn aktivisme i Socialdemokratiet.” TIL KAMP MOD PLASTIKFORURENING Lea Wermelin roser DSU’s initiativ flere gange i løbet af turen. Hun er tydeligvis begejstret og har da også selv været med ude for at samle skrald i løbet af kampagnen. Hun er særligt frustreret over de store mængder plastik, der flyder i den danske natur. ”Der er så meget plastik, som ikke forsvinder, men som alligevel bliver efterladt i vejkanten, og som skader vores dyr. Flere har set de her billeder – ikke bare af hvaler med plastik i maven – men også af dyr herhjemme,” fortæller hun og henviser blandt andet til en jæger i Vesthimmerland, der sidste sommer skød et dådyr og fandt fire kilo plastic i dets mave. Lea Wermelin understreger, at vi skal omstille vores forbrug af plastik hurtigt, så naturen ikke fortsat skal flyde med ballonpinde, engangsbestik og takeaway-affald. Hun er glad for at klimakrisen er kommet øverst på den politiske dagsorden, og Lea Wermelin mener ikke, at den skygger for den naturkrise, der samtidig udspiller sig i vildskab verden over. De to kriser hænger nemlig sammen: ”Det går jo både ud over naturen og klimaet, når man i Amazonas inddrager regnskov til landbrugsmarker og til produktion, som påvirker biodiversiteten rigtig negativt.” Hun slår fast, at ”pilen jo også peger på os i Danmark.” NATUREN ER ET HELLE Er man i tvivl om, hvorvidt naturkrisen er til at tage at føle på, kan man bare tage et kig på tallene. Førende forskere har slået fast, at 2.000 danske arter – heriblandt skovmåren, hasselmusen, odderen og det sorte egern – er i fare for at forsvinde.
På verdensplan er mere end én million dyre- og plantearter udrydningstruede. DSU’s forbundsformand mener, at Socialdemokratiet skal sætte alle sejl ind for at redde Danmarks natur og biodiversitet. ”Vi bliver nødt til at lave nogle store engangsinvesteringer og gældsætte os, så vi kan opkøbe landbrugsjord og få noget mere skov,” siger han og fortsætter: ”Den her regering skal huskes på, at tingene skal hænge sammen – at de grønne løsninger skal hænge sammen. Vi skal ikke bare genoprette Danmark og tilbage til det Danmark, vi kendte. Vi bliver nødt til at bruge coronakrisen til at flytte Danmark. Også i en grønnere retning.” Miljøministeren nikker i enighed, mens hun sætter sig på hug for at samle et cigaretskod op. Hun glæder sig over, at tusindvis af danskere under coronakrisen har genfundet glæden ved at bevæge sig ud i naturen. Lea Wermelin henviser blandt andet til en rundspørge fra Friluftsrådet, der har vist, at hver fjerde dansker under coronakrisen har besøgt et naturområde, de aldrig tidligere har besøgt. Hun håber, den udvikling holder ved, også på den anden side af sundhedskrisen: ”Vi har før set tal på, at børn og unge i dag er halvt så meget ude i naturen som deres bedsteforældre. Der bliver for meget iPad og for lidt natur. Det skal vi have ændret ved. Også fordi vi jo ved, at jo bedre man kender naturen, jo bedre passer man også på den,” siger Lea Wermelin, mens hun og Frederik Vad Nielsen begge afslutter turen og tager de blå plastikhandsker af.
SIDE 17