DET ER OS, DER KAN NÅ DE UNGE

KASPER OG CHRISTOFFER ER AKTIVE I 3F UNGDOM:

DET ER OS, DER KAN NÅ DE UNGE

INTERVIEW AF

Oliver Gabrielsen

Julie Steenbuch Holt

FOTOS AF

Oliver Gabrielsen

DISTANCEN TIL DET AT TAGE EN HÅNDVÆRKERUDDANNELSE ER BARE BLEVET FOR STOR.

HVORFOR ER DET VIGTIGT AT VÆRE AKTIV I UNGDOMSFAGBEVÆGELSEN? DET HAR DSU’EREN TALT MED TO UNGE FAGLÆRTE OM.

En kold eftermiddag i maj møder DSU’eren de to fagligt aktive; 29-årige Kasper Henriksen og 23-årige Christoffer Rusz. En af 3F’s mange lokalafdelinger, 3F Køge Bugt, danner rammen for interviewet, hvor snakken falder på alt fra uddannelsessnobberi, kampen mod social dumping, ungdommens rolle i jagten på flere faglærte, og selvfølgelig hvorfor det er så vigtigt at være aktiv i ungdomsfagbevægelsen.

Kasper Henriksen er til daglig procesoperatør på en fabrik og tillidsrepræsentant på sin arbejdsplads. Christoffer Rusz er uddannet tømrer og arbejder på off-shore boreplatforme som stilladsarbejder.

Begge fyre er fagligt aktive i 3F Ungdom. Kasper Henriksen er formand for industrigruppen, og Christoffer Rusz er næstformand i Region Nordjylland. Ingen af dem er i tvivl om, at ungdomsorganisationen i den grad har sin eksistensberettigelse. Det er vigtigt at få de unge til at forstå det essentielle i, at arbejdskraften er organiseret, og hvorfor et medlemskab af 3F er så meget dyrere end et medlemskab af Det Faglige Hus.

“Vores ambition er at skulle udvikle os til noget større. Vi vil ikke bare være en kanin, man engang imellem trækker op af hatten for at vise, at man også har en ungdomsorganisation. Vi vil gerne lave noget reelt,” siger Christoffer Rusz. Han indrømmer, at han til at starte med ikke selv var klar over vigtigheden af at nå de unge og gribe fat om deres problemstillinger som et selvstændigt område.

“Ellers har man ikke nogen, der kan nå ud til de unge. Der skal være nogen, der forstår sig på de unge mennesker og kan tage ud for at snakke med dem. Det havde heller ikke virket på mig dengang, hvis et ældre fagforeningsmedlem var kommet ud og havde fortalt, hvad jeg kunne gøre, og hvorfor jeg skal være medlem af fagforeningen. Det er bare ikke altid nemt at forstå som ung,” siger han.

Kasper Henriksen stemmer i: “Og så er det også bare vigtigt at fjerne de fordomme, der er om fagforeninger. Den består jo ikke kun af gamle mænd, der sidder og drikker øl hele dagen.”

De unge bør nemlig være med til at definere det fremtidige arbejdsmarked, for det er de unge, der skal være på det, understreger de begge.

UDDANNELSESSNOBBERI OG MANGEL PÅ FAGLÆRT ARBEJDSKRAFT

Snakken falder naturligt også på det, som både Kasper Henriksen og Christoffer Rusz betegner som uddannelsessnobberi. I folkeskolen bliver dygtige elever per automatik opfordret til at gå i gymnasiet, og mange unge vælger det, fordi “de ikke ved, hvad de ellers skal tage sig til.” Samtidig bliver “håndværker”-kortet trukket over for de elever, der kan være fagligt udfordrede i folkeskolen.

Christoffer Rusz har selv prøvet det: “Jeg fik at vide, at jeg altid kunne blive tømrer, fordi det gik dårligt for mig i matematik.”

Og netop den indstilling viser, hvor lidt viden der er om de faglærte uddannelser. Efter to år på en efterskole havde Christoffer Rusz fået hævet sine karakterer i matematik op fra 00 til 12.

“Da jeg så startede på tømreruddannelsen, tænkte jeg ‘altid blive tømrer?’. Det var da godt, at jeg havde fået styr på min matematik på det tidspunkt, for det kræver det altså,” fortæller han. Kasper Henriksen nikker anerkendende.

Også Kasper Henriksen mener, at fordommene om især håndværkere lever i bedste stil. “For at tage VVS’eren, hvad laver han så? Han ordner lokummet, tænker man. Men han laver meget andet end det, og det synes jeg egentlig, at man burde sætte fokus på,” siger han.

Og manglen på faglært arbejdskraft skriger ligeså til himlen, mener de begge. Her vil et opgør med fordommene være ét skridt at tage. Et andet skridt er at give folkeskoleelever mulighed for virkelig at prøve de forskellige fag af. Det var nemlig sådan, både Christoffer Rusz og Kasper Henriksen fandt ud af, hvad de gerne ville. 

VI VIL HELST IKKE BARE VÆRE EN KANIN, MAN ENGANG IMELLEM TRÆKKER OP AF HATTEN FOR AT VISE, AT MAN OGSÅ HAR EN UNGDOMSORGANISATION

Men noget af det vigtigste er at få styr på antallet af lærepladser, så det også bliver attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse.

“Det kræver svende at kunne tage lærlinge, og når vi ikke uddanner nok svende i øjeblikket, vil det lige pludselig tage rigtig lang tid at bygge op igen, når de ældre svende eller mestre går på pension. Vi kan ikke pludselig sige, at vi vil uddanne 20.000 mere. Først må vi uddanne 5.000 for så at kunne uddanne 10.000,” siger Christoffer Rusz.

DE UNGE SKAL MØDE HINANDEN PÅ TVÆRS

En vigtig mærkesag for især Christoffer Rusz er at få unge fra de gymnasiale eller akademiske uddannelser til at møde de unge fra erhvervsskolerne. Lige så snart de unge forlader folkeskolen er det sjældent, at de kommer til at have noget med hinanden at gøre, før de måske rammer ind i hinanden ude på arbejdsmarkedet igen.

“Jeg går rigtig meget op i at skabe blandede studieboliger, hvor både universitetsstuderende og erhvervsskoleelever kan bo. Distancen til det at tage en håndværkeruddannelse er bare blevet for stor,” siger Christoffer Rusz.

Derudover ser han sagtens, at mange gymnasieelever eller universitetsstuderende og erhvervsskoleelever kan have undervisning sammen:

“Når helt nye arkitektstuderende starter, ved de som regel slet ingenting om arkitektur. Tømrerne får også undervisning i arkitektur, så hvorfor ikke undervise de to grupper sammen? Det vil skabe et bedre samarbejde fra starten af, og så skal man ikke bagefter stå ude på byggepladsen uden at kunne kommunikere ordentligt, fordi man måske regner hinanden for nul og niks.”

DEN STØRSTE KAMP ER DEN MOD SOCIAL DUMPING

Adspurgt om 3F’s største kamp er både Christoffer Rusz og Kasper Henriksen enige om, at det er kampen mod social dumping.

“Hvis flere og flere er uorganiserede og begynder at gå til lavere løn og dårligere vilkår, så det er jo pisse svært for os andre at følge med. Vi ødelægger den danske model og os selv. Ja, faktisk hele vores system. Vi smadrer jo vores velfærd. Der er så store konsekvenser ved social dumping,” siger Christoffer Rusz.

Kasper Henriksen stemmer i og forklarer, at en af de primære årsager til, at han er tillidsrepræsentant på sin arbejdsplads netop er, fordi han gerne vil være med til at kæmpe for de gode arbejdsforhold og -vilkår.

“Det betyder meget for mig, at jeg kan gøre en forskel. Inden for industrien har vi ikke så store problemer med social dumping på samme måde som i andre brancher, men til gengæld har vi problemer med, at mange virksomheder hyrer vikarer i stedet for at fastansætte folk,” siger han og fortsætter: “Men det er jo et stigende problem med social dumping, og man har tilmed (fra den tidligere regerings side, red.) skåret ned på Arbejdstilsynet. Det er jo helt grotesk.”

Inden vi igen skal ud i det kolde efterårsvejr, kommer Christoffer Rusz med en opfordring til at styrke undervisningsindsatsen i folkeskolen:

“Jeg synes, at der bliver sat nok fokus på social dumping. Det er også vigtigt at få udbredt kendskabet til den danske model. Jeg finder det imponerende, at man faktisk sjældent møder en elev, der lige er gået ud af folkeskolen, gymnasiet eller teknisk skole, som har fuldstændig styr på det.”