10 SKARPE OM CORONAKRISEN

INTERVIEW AF DSU’EREN LYKKETOFT Mads Hvidbjerg

Mia Fallentin

Julie Anine Noesgaard

MOGENS LYKKETOFT ER TIDLIGERE SKATTE-, FINANS- OG UDENRIGSMINISTER OG FORMAND FOR SOCIALDEMOKRATIET, FOLKETINGET OG FN’S GENERALFORSAMLING.

HAN ER UDDANNET ØKONOM FRA KØBENHAVNS UNIVERSITET. SOM FINANSMINISTER DESIGNEDE MOGENS LYKKETOFT SAMMEN MED POUL NYRUP RASMUSSEN DEN POLITIK, DER I LØBET AF 1990’ERNE BRAGTE 200.000 DANSKERE I ARBEJDE. DSU’EREN HAR SPURGT MOGENS LYKKETOFT, HVORDAN DANMARK SKAL HÅNDTERE DEN NYE ØKONOMISKE KRISE.

1

Hvordan får vi gang i økonomien efter coronakrisen?

Vi har oplevet meget dybe kriser, og vi ved også godt, at måden, vi kommer ud af dem mindst smertefuldt, det er, at staten sætter en masse ting i gang. Det mest epokegørende eksempel var, da Franklin D. Roosevelt blev valgt som præsident i USA efter den store krise i 1929.

Keynes slog i 1936 fast i sin økonomiafhandling, at man skal bruge staten til at sætte gang i økonomien igen, indtil den private forbrugsefterspørgsel driver det videre frem.

Det værste man kan gøre i en situation som denne – når så mange mennesker tjener mindre, frygter mere, bruger færre penge og derfor øger deres opsparing – det er, at staten også begynder at spare mere op.

Hvordan sikrer vi, at Danmark ikke bliver ramt lige så hårdt afcoronakrisen som af finanskrisen?

Da finanskrisen brød ud, havde vi desværre Lars Løkke som statsminister, og han valgte den ringest tænkelige løsning: Pengeudpumpning ved at lette skatten for de rige. Det er for det første asocialt. For det andet er det det mindst effektive, man kan gøre. For de rige bruger ikke deres penge.

I virkeligheden er det et ret godt socialdemokratisk argument: Hvis du vil dele penge ud, som du er sikker på, at folk bruger for at få økonomien i gang, så skal du dele dem ud til de fattige. For de er nødt til at bruge alle deres penge. Det andet er simpelthen for åndssvagt og dumt. Det er også urimeligt. Men det var det, man gjorde i 2009.

3Begrænser EU’s budgetregler Danmarks krisehåndtering?

Man bliver nødt til at lave EU’s budgetlove om. Love, som vi i Danmark endda har defineret endnu strammere, end hvad EU har gjort for eurolandene. Vi har valgt at kopiere dem, men gøre dem strammere for os selv. Det er der ingen grund til.

Jeg vil vove den påstand, at det, man kalder for den europæiske stabilitetspagt ER afgået ved døden. Man kan også drage konklusionen helt ud som den amerikanske nobelprismodtager i økonomi, Joseph Stiglitz:

Den europæiske stabilitetspagt og den der forestilling om, at man højest må have et underskud på 3 % af BNP og en gæld på 60 % af BNI og en inflation på 2 % - Det er tre tal, der er taget ud af den klare blå luft.

4

Er det problematisk at øge Danmarks statsgæld?

Der er ikke noget som helst uforsvarligt for Danmark i at forestille sig, at vi øger vores bruttogæld - Det er ikke afgørende, fordi alle lande kommer i samme situation.

USA har et underskud nu, som er på 15 % af BNP – også fordi de har ført en åndssvag økonomisk politik i mange år – men det er ikke deres største problem. Japan har en statsgæld, som er mere end 200 gange større end vores BNP – det er heller ikke deres største problem. Begge steder bliver de nødt til at stifte mere gæld for at komme ud af krisen.

Og det er slet ikke det samme problem, som da jeg blev skatteminister i 1981, hvor staten måtte låne penge til helt op over 20 % i rente. Så bliver det en lavine. I dag kan stater låne penge til 0 % i rente.

5Men skal krise

regningen så slet ikke betales?

Jo jo, det skal den. Men det er faktisk helt afgørende, hvis det skal lykkes at gøre noget ved klimaet og beskæftigelsen, at vi ikke betaler regningen med det samme. At vi gemmer den. Og at vi sender den ud til de rigtige adresser, når den skal sendes ud – Og det er ikke nederst i indkomstfordelingen: Det er opad.

Det er et spørgsmål om at bekæmpe skattesnyd og skatteundvigelse. Det er et spørgsmål om at skærpe nogle af de skatter, som hviler på kapitalen. Europa skal tage sig sammen og realisere en omsætningsafgift på finansielle transaktioner og en omsætningsskat på de store techvirksomheder, som er dem, der tjener mest på krisen, men som betaler mindst i skat. 

VI HAR ALDRIG SOM SOCIALDEMOKRATER TROET PÅ, AT MAN KAN TÆMME GRÅDIGHEDEN VED HENSTILLINGER.

HVIS VI I STORT OMFANG SKAL IND OG HJÆLPE BANKERNE, SÅ SKAL VI KRÆVE AKTIER TIL GENGÆLD.

6

Skulle vi have stillet strengere krav til de virksomheder, der har modtaget hjælpepakker?

Det har været svært at stille flere krav i den hast, vi har skullet udforme hjælpepakkerne. Men der er ligesom to faser i det: Hvad gør vi nu for at holde hånden under dem, vi tvinger til at lukke ned? Og så er der den næste fase med alt det, vi skal gøre for at få en tilstrækkelig efterspørgsel efter arbejdskraft i gang igen, selvom vi har lukket op.

Folk er blevet bange, og mange hænger fast i arbejdsløshed. I den anden fase mener jeg, at man bør stille nogle meget mere målrettede krav til for eksempel grøn indsats.

Hvis vi i stort omfang skal ind og hjælpe bankerne, så skal vi nok – modsat hvad vi kunne komme igennem med under finanskrisen – kræve at få aktier til gengæld, så vi er sikre på, at samfundet får en del af den gevinst, bankerne får, når de kommer op igen.

7Bestseller ville ikke betale

husleje, og bankerne ville udbetale milliardudbytte: Har vi set en opblomstring i grådigheden under krisen?

Eksemplerne har bare understreget, at sådan virker den kapitalistiske økonomi. Vi har aldrig som socialdemokrater troet på, at man kan tæmme grådigheden ved henstillinger. Man er nødt til at lave nogle rammer og nogle regler, der gør, at grådigheden bliver inddæmmet. Man behøver ikke engang at lægge en værdiladning i den her grådighed. Det at tjene penge er hovedmotivationen i kapitalistisk økonomisk teori. Hvis markedskræfterne udfolder sig helt uden nogen form for statslig adfærdsregulering, så får vi ikke en fair fordeling, og vi får heller ikke løst kriser, som ligger ud over det kortsigtede privatkapitalistiske profitjag, som eksempelvis klimakrisen.

Markedskræfterne udfolder sig aldrig ureguleret. Enten har man reguleret til fordel for monopolisterne, eller også har man reguleret imod dem.

8Kan krisehåndteringen

bindes sammen med den grønne omstilling?

Vi har nu en enestående chance for at koble indsatsen for klimaløsninger sammen med indsatsen for at få beskæftigelsen op igen. Det er ikke alle ting, der er nødvendige for klimaet, der også er nødvendige for beskæftigelsen. Men meget af det er. Og vi skal prøve at finde den størst mulige sammenkobling.

Og når vi ved, at vi alligevel bliver nødt til at køre med et hul i kassen i nogle år, så bliver det egentlig også nemmere at få indfaset en CO2-afgift, fordi vi kan lempe så meget andet i de første år, som er vanskeligt for virksomhederne. Der er en mulighed for at få det hele til at gå op i en større enhed.

9Kan vi lære af ”Gang i

1990’erne” i håndteringen af coronakrisen?

I 1990’erne satte vi ikke folks ydelser ned, og vi kylede dem heller ikke ud af dagpengesystemet, før vi havde givet dem uddannelse og jobtilbud og fået dem i arbejde.

Vi satsede netop på, at mange skal over i noget helt andet end dét, de plejer at lave. De skal have nogle ekstra kvalifikationer, og derfor investerede vi i en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Og den er jo blevet rusten undervejs under borgerlige regeringer og sådan set også under Thorningregeringen.

Men først og fremmest skal vi forstå, at arbejdsudbudsproblemet – skærpet nu af krisen – er et kvalifikationsproblem. Det er ikke et spørgsmål om, at der mangler villige hænder. Det er et spørgsmål om, at nogle skal til at lave noget helt andet end det, de plejer.

Vi bliver nødt til at se et samfund, der investerer meget mere i omskoling, efteruddannelse og opkvalificering. 10 Hvad frygter du, der kan ske, hvis vi endnu engang håndterer en

økonomisk krise ved at skære på velfærden og lade uligheden vokse?

Den radikalisering, vi har set især på højrefløjen efter finanskrisen, er ikke kun et spørgsmål om indvandrere. Den er også en reaktion på, at mange af dem, der ikke er særligt privilegerede i de her samfund, synes, at en uforholdsmæssig stor del af de indgreb, der har været, har ramt dem og ikke dem, der har forvoldt krisen.

Alle muligheder er oppe i luften. Understøttet af Pikettys kapitalismekritik plejer jeg at sige, at hvis man anskuer de seneste års begivenheder som historiker og ikke som økonom, så kan det godt være optakten til større disruption, revolution og kriser af politisk karakter. Folk vil ikke finde sig i, at problemer bliver løst på den måde, de er hidtil.