Forord
le ressac des flots du temps contre le rivage de l’éternité Chateaubriand: La vie de Rancé
Dette er min disputats. Jeg skrev den i årene 1984-1991, hvor jeg var forskningsstipendiat og senere kandidatstipendiat på Odense Uni versitet. Først i 1997 så den dagens lys – i tysk oversættelse, Wissen und Phänomen, på forlaget Königshausen & Neumann i Würzburg. Og i 1998 forsvarede jeg den på fransk for habilitationsgraden, den internationale doktorgrad, på Université de Nice.
Hvis jeg skulle forklare, hvorfor udgivelsen af og forsvaret for afhandlingen måtte vente så længe, ville det overskride rammerne for et forord. Det mindste, man kan sige, er, at jeg som ung og til lidsfuld overvurderede den akademiske verdens rummelighed ved først at træde ved siden af dansk mainstream med min gennem gang af den angelsaksiske filosofis mangel på ontologisk perspektiv, og dernæst at træde ved siden af ortodoksien med vægtningen af den husserlske udvikling frem for antagelsen af et ufejlbarligt, hus serlsk system. I dag finder jeg det ikke over raskende, at en afhand ling med sådan et indhold hverken kunne forsvares for den danske doktorgrad på Odense Universitet eller for den internationale dok torgrad ved Katholieke Universiteit Leuven, hvor Husserl-Arkivet er beliggende. Men jeg vil nu hellere være taknemlig for, at der trods alt åbnede sig en vej uden om disse institutioner, og kort gøre rede for, hvad det har forekommet vigtigt at revidere og redigere ved udgivelsen af det danske manuskript her tredive år efter.
Man må forlange to ting af en disputats. Dels at den forsvarer en tese (eller flere). Dels at den er på omgangshøjde med den litteratur, der i forvejen findes på området. Til det kommer de metodologiske overvejelser.
Tesen for afhandlingen er, at videnskabelig erkendelse forud
7
Viden og fænomen.indd 7 22.09.2022 11.48
sætter et ontologisk grundlag, og at ontologien ikke omvendt følger i videnskabernes spor. Ikke desto mindre vil det ganske ofte vise sig, at det ontologiske grundlag først kan belyses, efter at videnskaben har udfoldet sig. Mulighederne for en sådan belysning i dag viser sig her i successionen af tre forfatterskaber – Edmund Husserls, Alexandre Koyrés og Gaston Bachelards. Der er ved afhandlingens revidering ikke ændret noget ved denne tese eller tolkningen af de tre forfatterskaber.
Inddragelsen af litteraturen på området måtte i sin tid være gan ske omfattende for at leve op til de akademiske standarder. Skulle man nu inddrage, hvad der siden er udkommet, ville arbejdet blive overvældende, ikke mindst hvad angår Husserl. Resultatet ville bli ve en anden bog. I stedet har jeg valgt at gå den modsatte vej. Jeg har skåret i mængden af sekundærlitteratur og henviser nu kun til det nødvendigste.
Det metodiske greb i afhandlingen var i forvejen beskrevet i La philosophie dans le texte, udgivet 1982 og som i dag foreligger i en ny udgave, Avec Kierkegaard. La philosophie dans le texte, fra 2017, en bog som forsøger at bestemme teksten som det element, filosofien altid bevæger sig i men kun sjældent gør til genstand for sin refleksion. I overensstemmelse med denne metode beskriver jeg de undersøgel ser, de tre forfattere foretager, uden at forsøge at få det, de gør, til at gå op med det, de erklærer, at de gør.
Spørgsmålet om det grundlag for videnskaberne, der går for ud, men først opdages bagefter, viser sig i afhandlingens løb som et spørgsmål om forholdet mellem erkendelse og historie. Jeg har senere behandlet dette tema for sig og med fyldigere stof fra filo sofiens tradition i Transcendental historie, der udkom på dansk i år 2000 og i udvidet tysk og engelsk udgave som hhv. Transzendentale Geschichte og Transcendental History i 2012.
Min tak går her ved udgivelsen på dansk som ved første, tyske udgave, frem for nogen til professor Gérard Granel, min læreme ster gennem fire studieår ved Université de Toulouse II Mirail og
8
Viden og fænomen.indd 8 22.09.2022 11.48
ved Université de Paris I Sorbonne. Ligeledes stor tak til professor
Dominique Janicaud, der påtog sig at være formand for bedøm melsesudvalget ved afhandlingens indlevering til forsvar for habi litationsgraden ved Université de Nice. Under arbejdet i tiden på Odense Universitet havde jeg gavn af næsten daglige samtaler med min ven og kollega, lektor Jørgen Hass. Jeg er ham stor tak skyldig for korrektioner og nuanceringer. Ligeledes en stor tak til min vej leder i Odense-årene, professor David Favrholdt, for hans energi ske støtte under mit tidligste forskningsarbejde. Ansvaret for fejl og mangler, som måtte være tilbage, er naturligvis mit eget.
Lad mig til slut bemærke, at jeg gerne havde rettet det sprog, der præger afhandlingen, til det enklere, som jeg efterhånden har lært mig; men heller ikke det lader sig gøre, uden at der kommer en ny bog ud af det. Sproget hører vel den tid og den alder til. Jeg kan her kun sige som R. D. Laing i forordet til The Divided Self, da den kom i nyt oplag: ”If I am older, I am now also younger.”
Høve strand, foråret 2022
9
Viden og fænomen.indd 9 22.09.2022 11.48
I. Indledende, tematisk oversigt
Nærværende arbejde er en undersøgelse af videnskabernes ontolo giske belysning hos Edmund Husserl, Alexandre Koyré og Gaston Bachelard. Dets problemfelt er forholdet mellem videnskab og filo sofi, således som det fremstår hos de tre nævnte forfattere.
Betegnelsen ’videnskabsteori’ er overalt søgt undgået som be tegnelse for dette felt, thi arbejdets tese er, at de tre forfatterskaber rummer en belysning af videnskaberne, som er radikalt forskellig fra videnskabsteoriens, nemlig en ontologisk belysning. Forveksler man denne ontologiske belysning af videnskaberne med videnskab steoriens, forbliver det uerkendt, at forholdet mellem filosofi og videnskab ikke artikuleres på samme måde i de to tilfælde. Mens videnskabsteorien undersøger den videnskabelige erkendelses mu lighed ved hjælp af filosofiens begreber og problemformuleringer, søger den ontologiske belysning at fremstille filosofien som den alle rede trives i videnskaberne (eller videnskaben som den allerede for valtes i filosofien). Derfor udgør videnskab og filosofi i sidste instans ikke adskilte størrelser for den ontologiske belysning; denne må da også siges at være af historisk inspiration, for så vidt filosofi og vi denskab i historien (i de store opdagelser, i verdensbilledet, i de nye discipliner, i lovmæssighederne osv.) fremstår uden adskillelse. Men dermed viser også forskellen mellem videnskabsteori og ontologisk belysning sig at være historisk, al den stund videnskabsteori som begreb og disciplin først opstår i en tid, hvor filosofi og videnskab overvejende forekommer at slippe deres hidtidige forbindelse. I den ne tid, som vore dage udgår af, kan videnskabsteorien vel forsøge at bygge bro mellem filosofi og videnskab, men netop derved kommer den til at anse deres adskillelse for givet. Man risikerer altså, nær
12
Viden og fænomen.indd 12 22.09.2022 11.48
mere bestemt, at overse det allerede filosofiske i videnskaben (og det allerede videnskabelige i filosofien), hvis man overser forskellen mellem videnskabsteorien og den ontologiske belysning.
Den tematiske indlednings opgave er i korthed at fremstille den nævnte forskel med udgangspunkt i videnskabsteorien. Fremstillingen deles i to hoveddele, hvoraf 1) omhandler videnskabsteorien som corpus, dvs. som foreliggende institution og 2) omhandler videnskabsteo riens opståen, dvs. historisk behandler det under det foregående punkt klarlagte. For øvrigt skal det med hensyn til fremstillingens insisteren på ’begrebshistorien’ præciseres, at denne ikke har sin grund i formodninger om sammenhænge mellem ordets og sagens oprindelse; sådanne formodninger ville være lige så generelt ukon trollable som deres genstande. På den anden side er begrebshisto rien ikke kun ’et spørgsmål om ord’; thi når en sag kan formuleres, kan den også derved ændre status. Når man begynder at tale om vi denskab og filosofi som sådanne (: selvstændige størrelser), kan man også begynde at tale om eller diskutere forholdet mellem videnskab og filosofi, hvilket ikke tidligere udgjorde noget forhold. Man rejser ikke noget skinproblem ved at spørge efter betimeligheden af at tale om materialisme versus idealisme hos Heraklit, eller om Platons psykologi, eller om forholdet mellem logik og ontologi hos Aristo teles osv.; snarere risikerer man at diskutere skinproblemer ved at gå ud fra disse talemåder som givne og selvfølgelige. Dette bør ikke forlede til idiosynkratisk forhåbning om sådanne betegnelsers ud ryddelse, men det burde lede én til en vis forsigtighed i anvendelsen af nutidens betegnelser, som var de alle tiders.
1) Videnskabsteori og ontologi
Videnskabsteorien foreligger, som f.eks. ’fysikkens videnskabsteori’ eller ’humanistisk videnskabsteori’, ved universiteterne og de højere læreanstalter, som rubrik i encyklopædier, i bibliotekernes katalogi seringssystemer, i forlagenes udgivelsesserier, etc. Det skal bemær kes, at videnskabsteoriens realitet her på ingen måde opfattes som
13
Viden og fænomen.indd 13 22.09.2022 11.48
vidnesbyrd om, at videnskabsteorien har fundet sit grundlag (derfor anførselstegnene). Ikke desto mindre fortjener videnskabsteoriens tilsyneladende trivielle realitetskarakter at blive taget filosofihisto risk ad notam, først og fremmest fordi det derved bliver muligt at søge eksempler på tekster, de som kaldes videnskabsteoretiske, hvori videnskabsteoriens egenart kan undersøges.
Som rubrik dækker ’videnskabsteori’ et højst forskelligartet ind hold. Enhver undersøgelse af rubrikken videnskabsteori må være indstillet på, at en rubrik, i modsætning til et begreb, ikke bestemmer men kun benævner sit indhold. Omfanget af, hvad der kan gælde som videnskabsteori, synes da også at kunne indskrænkes eller ud vides næsten efter forgodtbefindende, med blot ’didaktisk’ genfrem stilling af fagvidenskabelige resultater, metoder, etc. og generel ’vi denskab om videnskaben’ som ekstremer. Skal videnskabsteorien imidlertid kunne defineres som disciplin, er det klart, at denne ikke kan være slet og ret sammenfaldende med den ene eller den anden fagvidenskab, ligesom den ikke simpelthen kan være identisk med filosofien. Udgangspunktet for en søgen efter en sådan definition må være beskrivelsen af videnskabsteorien som den faktisk foreligger. Ifald videnskabsteorien skal kunne gøre krav på disciplinær selv stændighed, dvs. på at adskille sig fra filosofien i øvrigt, og fra fag videnskaberne, må denne selvstændighed kunne påvises tematisk. At dømme ud fra videnskabsteoriens nomenklatur synes en sådan påvisning imidlertid umulig. De ”videnskabsteoretiske begreber”1
1 Her og i det flg. citeres Josef Speck (ed.): Handbuch wissenschaftstheoretischer Begriffe, bd. 1-3. Denne håndbogs forord indledes med flg. karakteristik af begrebernes anvendel sesområde: „Obwohl die Wissenschaftstheorie in ihrer jetzigen Form eine relativ jun ge (und keineswegs unumstrittene) Disziplin ist, gewinnt sie zunehmend an Bedeu tung. Sie gilt weithin nicht mehr als eine philosophische Teildisziplin im Sinne einer allgemeinen Methodologie der Wissenschaften, sondern sie behandelt, angesichts einer immer komplizierter werdenden Begriffs- und Theoriebildung in den Einzel wissenschaften, auch zahlreiche Probleme einzelwissenschaftlicher Forschung“. Til begrundelse for valget af netop denne håndbog er at sige, at den fra og med sin titel lægger vægt på videnskabsteoriens karakter af selvstændig disciplin, i modsætning til f.eks. Jürgen Mittelstrass: Enzyklopädie Philosophie und Wissenschsaftstheorie.
14
Viden og fænomen.indd 14 22.09.2022 11.48
må snarere betegnes som hentet fra enten A) fagvidenskaberne el ler B) filosofien. Grænsen er ganske vist ingenlunde let at trække: Begreber som ”parameter”, ”statistik”, ”tal”, synes for en umid delbar betragtning at tilhøre forskellige fagvidenskaber, hvorimod ”begreb”, ”dialektik”, ”nødvendighed” umiddelbart synes at tilhøre filosofien2; men hvad gælder for begreber som ”induktion”, ”logik”, ”sprog”, ”sandhed”? Disse begreber finder anvendelse i fagviden skabelige og i filosofiske betydninger. Kan de tillige anvendes i en videnskabsteoretisk betydning? I så fald kan begrebets filosofiske betydning ikke grænse direkte op til den fagvidenskabelige. Imel lem disse må begrebets videnskabsteoretiske betydning kunne angi ves. Nomenklaturen er rig på tvivlstilfælde. Disse angår ikke mindst selve definitionen af fagvidenskaberne: ”geometri”, ”matematik”, etc. Skal spørgsmålet ’hvad er geometri?’ besvares af geometrikeren eller af filosoffen? Problemet løses ikke ved, at man hævder, spørgs målet må besvares af en geometriker, som tillige har studeret filoso fi, eller af en geometrisk studeret filosof. Tilstedeværelsen af såvel fagvidenskab som filosofi ’i samme bevidsthed’ kan, lige så lidt som deres tilstedeværelse i samme bygning eller lokale, anses for deres grundlæggelse som ny og tredje, selvstændig disciplin. Problemet bliver ikke mindre af generelle termers (”videnskab”, ”videnskab steori”) indlemmelse i begrebsapparaturet Er ’videnskab’ et viden skabsteoretisk begreb? Er ’videnskabsteori’ videnskabsteoretisk de finerbar?
Synes videnskabsteoriens definition i egentlig forstand, i for stand af afgrænsning, problematisk indefra, kan undersøgelsen måske med større resultat henholde sig til filosofifagets håndbøger. Findes der heller ikke her forsøg på at vise, hvad videnskabsteoriens selvstændighed består i, tilskrives denne dog af håndbøgerne som
2 Ved opslag findes art. ”Parameter” at omhandle, først hvad statistikken forstår ved P., dernæst hvad matematikken forstår derved. For art. ”Dialektik” gælder, at den gennemgår D’s betydning hos Platon, Aristoteles, Kant, Hegel, Marx, osv., hvorefter D’s anvendelse på videnskabernes udvikling diskuters.
15
Viden og fænomen.indd 15 22.09.2022 11.48
filosofisk disciplin en vis egenart. Således nævnes “philosophy of science” i Encyclopedia of Philosophy som “a distinct branch of philoso phical inquiry”. Det siges endvidere, at denne indtil for nylig ”for med part of the general theory of knowledge”; denne igen udgør dog i Encyclopedia of Philosophy ingen selvstændig opslagsartikel, men behandles under betegnelsen ”epistemology”.3 Her skitseres altså en forbindelse mellem ’videnskabsteori’ og ’erkendelsesteori’. At opfattelsen af de to som nært beslægtede endog kan føre til forveks ling, bevidnes måske af, at ’epistemologi’ på engelsk (epistemology) er kommet til at betyde erkendelsesteori, mens det tilsvarende ord på fransk (épistémologie) betyder videnskabsteori. Forbindelsen eller slægtskabet findes beskrevet af Vocabulaire technique et critique de la philosophie, hvis artikel ”épistémologie” slutter: ”On doit done distinguer l’épistémologie de la théorie de la connaissance, bien qu ’elle en soit l’introduction et l’auxiliaire indispensable, en ce qu’elle étudie la connaissance en détail et a posteriori, dans la diversité des sciences et des objets plutôt que dans l’unité de l’esprit”.4 Spørgsmå let om videnskabsteoriens selvstændighed kan derfor med fordel tage udgangspunkt i en karakteristik af erkendelsesteorien.
I de nævnte filosofiske encyklopædier præsenteres ’erkendel sesteoriens’ spørgsmål som gældende erkendelsens mulighed; det er spørgsmålet ”whether we are justified in claiming knowledge of some whole classes of truths, or indeed, whether knowledge is possi ble at all”.5 Nu forudsætter jo, som den citerede artikel fremhæver, spørgsmålet om erkendelsens mulighed, at erkendelsen ”may not be possible”. Spørgsmålet om erkendelsens mulighed ses nærmere bestemt at være et spørgsmål om muligheden for at påvise erkendel sens sandhed eller falskhed. Herved introduceres et forhold mellem, hvad erkendelsen rummer, og hvad påvisningen gælder. Dette for
3 The Encyclopedia of Philosophy, bd. 6, art. “Philosophy of Science, History of’, p. 289 col. 1, cf. bd. 4, p. 345 col. 1 og bd. 3, art. “Epistemology, History of’, p. 8 col 2.
4 Vocabulaire technique et crilique de la philosophie, p. 293, col.2.
5 The Encyclopedia of Philosophy, bd. 3, art. “Epistemology, History of’, p. 9, col 2
16
Viden og fænomen.indd 16 22.09.2022 11.48
hold og dets led kan benævnes varierende: bevidsthed og genstand, subjekt og objekt, omverdensproblem, etc. Som formodentlig oprin delig formulering nævner den franske håndbog spørgsmålet ”dans quelle mesure ce que les bommes se représentent ressemble-t-il à ce qui est, independemment de cette representation?”6 Med udgangs punkt i encyklopædiernes formuleringer kan forbindelsen mellem de to discipliner resumeres som følger: Mens ’erkendelsesteorien’ generelt undersøger forholdet mellem erkendelsen og dens gen stand, undersøger ’videnskabsteorien’ specifikt forholdet mellem de faktiske videnskaber og deres genstand. Også andre formulerin ger kunne som antydet have været valgt, men det synes under alle omstændigheder klarlagt, at såvel erkendelsesteorien som viden skabsteorien i deres foreliggende udformning undersøger forholdet mellem erkendelsen eller videnskaben og genstanden for denne el ler hin. Netop forholdet mellem erkendelsen og dens genstand (det, som ”er”, jvf. citat), men ikke hvad denne er, eller hvad det vil sige, at den er, belyses. Spørgsmålet om selve genstandens væren undgås eller underlægges spørgsmålet om erkendelsens forhold til genstan den. Med andre ord: synes erkendelsesteorien og videnskabsteorien indbyr des nært forbundne, synes de begge at distancere sig fra ontologien
En præcisering af denne for undersøgelsen afgørende, omend foreløbige, bestemmelse, må henholde sig til det foreliggende cor pus af videnskabsteoretiske tekster. For en sådan præcisering stiller det spørgsmål sig imidlertid i vejen, om ikke betegnelsen ’videnskab steori’ faktisk anvendes så upræcist, at en hvilken som helst filoso fisk tekst kan hævdes at udgøre et eksempel på videnskabsteoretisk refleksion. At en sådan tendens til diffus anvendelse af termen fin des, skal ikke benægtes. Den vil ikke mindst kunne påvises i den faktiske undervisning. ”Alt for ofte bliver den videnskabsteoretiske diskussion til en gennemgang af forskellige videnskabsfilosofiske positioner (positivisme, strukturalisme, kritisk teori, marxisme,
6 Vocabulaire technique et critique de la philosophie, p. 1129, col. 1.
17
Viden og fænomen.indd 17 22.09.2022 11.48
etc.), men disse positioner befinder sig på et metaniveau i forhold til de faktiske videnskaber”.7 Selv ud fra en sådan blot konstaterende påvisning vil dog det spørgsmål kunne stilles, om ikke de viden skabsteoretiske strømninger, skoler eller positioner faktisk adskiller sig fra de filosofiske skoler simpelthen. Forekommer det ikke i en vis forstand nærliggende at betegne f.eks. ’strukturalisme’ og ’kritisk teori’ som videnskabsteoretiske skoler, på samme måde som f.eks. ’rationalisme’ og ’occasionalisme’ betegnes som filosofiske skoler? Udtryk som ’strukturalismens filosofi’ eller ’den occasionalistiske videnskabsteori’ klinger ejendommeligt. Dette vil nu ikke sige, at den gængse anvendelse af betegnelser som ’videnskabsteoretisk skole’ eller ’filosofisk skole’ vidner om klart begreb om, hvad ’vi denskabsteori’ eller hvad ’filosofi’, endsige om hvad ’skole’ betyder. I denne faktiske sprogbrug findes kun forbegrebet om ’filosofi’, om ’videnskabsteori’, etc. Dette kan imidlertid tjene en præcisering af den indledende bestemmelse af forskellen mellem videnskabsteori og videnskabernes ontologiske belysning der ved, at den faktiske an vendelse af betegnelsen videnskabsteori operationelt afgrænser et tekstcorpus, hvori forskellen eksemplarisk kan påvises. Hvis, som ovenfor nævnt, betegnelsen ’videnskabsteoretisk skole’ forekommer rimelig, anvendt om ’strukturalisme’, ’kritisk teori’ etc., men urime lig, anvendt om ’rationalisme’, ’occasionalisme’, etc., gælder dette ikke mindre om anvendelsen af betegnelserne ’filosof og ’viden skabsteoretiker’, anvendt om bestemte forfattere.8 Således gælder Platon, Descartes, Kant … for navne på ’filosoffer’, ikke på ’videnskabs teoretikere’; omvendt gælder Achinstein, Feyerabend, Kuhn … snarere som navne på ’videnskabsteoretikere’ end som navne på ’filosoffer’. Konstateringen af denne faktiske sprogbrug lader nok stå hen, hvad
7 Lars-Henrik Schmidt: ”Sandhed og viden”, p. 10 i Indledning (pp. 9-20) i forf.s (udg.) Epistemologi.
8 Den anvendte fremgangsmåde er benyttet og metodisk udarbejdet vedrørende filo sofien som sådan i forf.s La philosophie dans le texte, kap. I afsn. 1, pp. 8 -14. (Note til 2. udgave:) Nu i Avec Kierkegaard. La philosophie dans le texte, pp. 15-20.
18
Viden og fænomen.indd 18 22.09.2022 11.48
kriteriet for selve den konstaterede fordeling er, men forbereder dog samtidig ved sin operationelle anvisning en fremstilling af dette. Videre klarlæggelse af kriteriet med henblik på videnskabsteoriens konfrontation med nærværende arbejdes problemfelt kan kun op nås gennem eksemplarisk studium inden for det således foreløbigt afgrænsede tekstcorpus. Det her skitserede eksemplariske studium adskiller sig fra et statistisk i flere henseender. Var det end muligt statistisk at påvise videnskabsteoriens undgåelse af den ontologi ske problematik, ville dette ikke bidrage afgørende til nærværende undersøgelses fremskridt. Tværtimod må selve forskellen mellem ’videnskabsteori’ og ontologisk belysning af videnskaben fremana lyseres, netop hvor det ontologiske problem er på tale i såkaldt viden skabsteoretiske tekster.
Det er således nærliggende eksempelvis at drøfte problemet i for bindelse med det meget udbredte videnskabsteoretiske begreb om en videnskabs ’paradigme’. – Ifølge Thomas S. Kuhn, dets skaber, findes videnskab praktiseret på to måder: dels som normal viden skab, dels som revolutionerende videnskab. Den førstnævnte praksis præger forskningens dagligdag; forskningen behandler visse proble mer ud fra visse metoder, etc. Så trivielt dette er, betyder det dog, at andre problemer, andre metoder, umiddelbart udelukkes. Hvil ket igen, stadig ifølge Kuhn, betyder, at selv den mest ’uprætentiøse’ forskning adlyder visse regler, dvs. forudsætter en bestemt regulering af, hvad der indlemmes i, og udelukkes fra, videnskabelig beskæfti gelse. Disse reglers helhed udgør paradigmet, og et sådant ligger til grund for enhver normal videnskab. “Without commitment to a pa radigm there could be no normal science”.9 Videnskaben kan altså ikke ’gå ud over’ paradigmet; bliver dette problematisk, afskaffes det ikke simpelthen. Men støder videnskaben på en ”anomali” som gør det gældende paradigme problematisk, kan den videnskabelige op dagelse af anomaliens tilfælde føre til, at et nyt paradigme opstilles
19
9 Th. S. Kuhn: The structure of Scientific Revolutions, p. 100.
Viden og fænomen.indd 19 22.09.2022 11.48
(op. cit., p. 80). Under denne proces må normalvidenskaben for en tid indstille sin praksis. Den videnskab, som formår at bringe et gam melt paradigme til fald og et nyt til ikrafttræden, kan med Kuhn be tegnes som revolutionerende. Thi paradigmeskiftet udgør ifølge den nes udtryksmåde intet ringere end en ”videnskabelig revolution”.
Det spørgsmål kan så stilles, hvad det er, som ændres med pa radigmeskiftet. Angår dette ’kun’ de for videnskaben gældende regler, og ikke dermed også genstanden for videnskabens udfoldelse? Kuhn rejser selv dette spørgsmål, og præciserer nærmere sin for ståelse af det ud fra en række gestaltpsykologiske forsøg. Det må i nærværende sammenhæng være tilstrækkeligt at henvise til den velkendte tegning, som kan ses både som afbildende det ydre af en terning ovenfra, og som afbildende det indre af en terning nedefra: på lignende måde skal, hedder det, videnskabsmanden ”learn to see a new gestalt” (op. cit., p. 112). For så vidt videnskabsmandens verden udgøres af, hvad han ’ser’, forekommer den videnskabelige revolution at hidføre en forandring af verden. Imidlertid er viden skabens verden ikke lig med verden simpelthen. Kan verden ’uden for’ videnskaben siges at ’fortsætte’ som før? Eller angår paradigme skiftet verden ’som sådan’? Svaret må søges i Kuhns bestemmelse, ikke af hvorledes videnskaben ved revolutionen overgår fra et para digme til et andet, men af, hvad den ’videnskabelige revolution’ betyder. En sådan bestemmelse synes Kuhn tydeligst at nærme sig i et senere svar (”Postscript”) til kritikerne af begrebet.
Kritikken af revolutions- og dermed paradigmebegrebet har i disse villet påpege en ’relativistisk’ videnskabsopfattelse. Den kuhn ske opfattelse forbyder sig da også, som netop ’revolutionær’, at be tragte videnskabshistorien absolut, ud fra en ide om en gennemgå ende ’evolution’, der kommer ”constantly nearer to some goal” (op. cit., p. 171). Kuhns afvisning af denne kritik (hvis ærinde det falder uden for denne undersøgelse at diskutere) skelner mellem en, kun ne man sige, målrettet, og en ikke-målrettet opfattelse af videnska beligt fremskridt. For så vidt der kan tales om fremskridt i viden
20
Viden og fænomen.indd 20 22.09.2022 11.48
skaberne uden at dette forstås som gående henimod et bestemt mål, hævder Kuhn at være ”a convinced believer in scientific progress” (p. 206). I forbindelse med målrettet begreb om videnskabeligt fremskridt accepterer Kuhn derimod betegnelsen ’relativisme’ som (omend upræcist) dækkende for den fremsatte teori. Er diskussio nen af ’relativismen’ som antydet uvedkommende for nærværende undersøgelse, er Kuhns valg af denne betegnelse dog i nævnte sam menhæng af helt afgørende betydning. Det hedder (i “Postscript”): “One often hears that successive theories grow ever closer to, or approximate more and more closely to, the truth. Apparently ge neralizations like that refer not to the puzzlesolutions and the con crete predictions derived from a theory but rather to its ontology, to the match, that is, between the entities with which the theory populates nature and what is ‘really there’” (op. cit., p. 206). Som det fremgår, formulerer Kuhn spørgsmålet om videnskabelige frem skridts evt. målrettethed som identisk med teoridannelsens større eller mindre grad af tilnærmelse til det, som ’virkelig er’. Afvisnin gen af den målrettede fremskridtsopfattelse (og dermed accepten af ’relativismen’) består i en afvisning af forsøg på jævnføring af de af teorien stipulerede ”entiteter” med det, som ’virkelig er’. For nærværende undersøgelse er det afgørende imidlertid den herved fremsatte konception af ontologiens problem. Uagtet jævnførings forholdet mellem erkendelsen og dennes genstand afvises som me ningsløst, fremsættes ontologiens problem i denne afvisning som et spørgsmål om, hvilke entiteter teorien stipulerer. Betydningen af disse størrelsers væren: af den med selve spørgsmålet om entitas be nævnte esse, gøres derimod ikke til genstand for belysning. Dermed er det ontologiske problem de facto borteskamoteret.
Kan der altså nok i de ’videnskabsteoretiske tekster’ afsløres forsøg på at undvige ontologiens problem, hvor dette (en sjælden gang) kommer på tale, vil den indledende bestemmelse af forskel len mellem ’videnskabsteorien’ og den ontologiske belysning af vi denskaberne dog især vinde ved at opsøge egentlige formuleringer af
21
Viden og fænomen.indd 21 22.09.2022 11.48
problemet. Som antydet er sådanne imidlertid næsten uopdrivelige i den litteratur, som almindeligvis regnes for at tilhøre ’videnskab steorien’. En undtagelse foreligger ikke desto mindre, i form af Wil lard van O. Quines forsøg på at opstille et kriterium for, hvorved en videnskab impliceres i ontologiske antagelser. I encyklopædiernes behandling af termen ontologi10 findes blandt tekster kendt fra den videnskabsteoretiske diskussion og undervisning alene Quines ar tikel ”On what there is” citeret. Kun selve formuleringen af ontolo giens problem og altså ikke van Orman Quines senere diskussioner af dennes notationelle m.v. konsekvenser, skal omtales i nærværen de sammenhæng.
Artiklen præsenteres af forfatteren fra begyndelsen som en for mulering af ontologiens problem eller spørgsmål. “A curious thing about the ontological problem is its simplicity. It can be put in three Anglo-Saxon monosyllables: ‘What is there?”’11 Denne formulering er imidlertid, ifølge Quine, til hinder for en afgørelse af ontologi ske stridsmål mellem filosoffer. Hvis nemlig en hævder, at noget er, bliver det tilsyneladende umuligt for hans modstander at hævde, at dette noget ikke er. “Nonbeing must in some sense be, otherwise what is it that there is not” (op. cit. p. 1 -2). Selve påstanden, at x ikke er, får som blot påstand om noget, den paradoksale implikation, at x er.
For at skaffe dette paradoks af vejen henviser Quine til Ber trand Russells såkaldte beskrivelsesteori. Omskrives eksistens-på stande til beskrivelser, afskaffes den paradoksale implikation af det ikke-værendes væren. Ligesom påstanden ’Forfatteren til Waverley er’ kan omskrives til ’Noget skrev Waverley og intet andet skrev Waverley’, således kan påstanden ’Forfatteren til Waverley er ikke’ omdannes til beskrivelsen ’Enten skrev ingenting Waverley eller også skrev to eller flere ting Waverley’. Den førstnævnte, omskrevne sætning er sand, den sidste falsk. ”So the old notion that statements
10 Cf. Historisches Wörterbuch der Philosophie, bd. 6, col. 1189ff og Encyclopedia of Philosophy, bd. 5, p. 542ff.
11 Willard von 0. Quine: “On what there is”, in: From a logical point of view, p. 1.
22
Viden og fænomen.indd 22 22.09.2022 11.48
of nonbeing defeat themselves goes by the board” (p. 7). Imidlertid siges fejltagelsen, som afstedkommer det her afskaffede paradoks om ”nonbeing”, at være fremkaldt af en fundamental forveksling af to af sprogets funktioner.
Selv den singulære terminus behøver ikke, for at have mening, at benævne: ”there is a gulf between meaning and naming” (p. 9). Quine henviser her til Gottlob Freges skelnen mellem ”Sinn” og ”Bedeutung”. Udtrykket ’aftenstjernen’ f.eks. benævner den samme genstand som udtrykket ’morgenstjernen’, og dog har de to udtryk forskellig mening; det ene hentyder til planeten Venus, sådan som denne viser sig om aftenen, det andet til planeten Venus, sådan som den viser sig om morgenen. Var denne distinktion værdiløs, så kunne, hedder det hos Quine (p. 9) om det fregeske eksempel, den babyloniske forsker, hvem man skylder opdagelsen af, at de to ud tryk benævner samme genstand, have undladt sine observationer og nøjedes med at reflektere over de forskellige udtryks mening.
Man nødes ikke til at antage en verden af meningsenheder, parallel til verdenen af benævnte genstande, for at afgøre om et udtryk er meningsløst eller ej. Quine stiller så på ny spørgsmålet hvornår vi forpligter os til at antage (”commit ourselves to”) en eller anden ontologi. Svaret har allerede været antydet i fremstillingen af beskrivelsesteorien, hvis beskrivelser kun opererede med de så kaldte ’bundne variabler’ (”nothing”, ”something”, ”everything”). I sin endelige formulering lyder svaret: “But this is, essentially, the only way we can involve ourselves in ontological commitments: by our use of bound variables” (p. 12). Den quineske konception af on tologiens problem bliver da: “To be assumed as an entity is, purely and simply, to be reckoned as the value of a variable” (p. 13). Det fremgår, at de to formuleringer er indbyrdes afhængige, således at spørgsmålet om en teoris ontologiske ”commitment” overordnes ontologiens spørgsmål overhovedet
Som fremstillet kommer Quines formulering af ontologiens pro blem i stand med Russells beskrivelsesteori samt Freges distinktion
23
Viden og fænomen.indd 23 22.09.2022 11.48
mellem mening og betydning som kilder. Det er imidlertid bemær kelsesværdigt, at disse to kilder af deres forfattere ikke præsenteres som formulerende, ja eller blot behandlende, det nævnte problem.
I artiklen ”Sinn und Bedeutung” klarlægger Frege forskellige mulige forhold af interdependens mellem ’mening’ og ’betydning’. Det behandlede problem er, udtrykt med den formulering som ved sin anvendelse i såvel introduktion som konklusion udgør rammen om artiklen, at givet en lighed a = b er det dog ikke i alle tilfælde tilladt at indsætte b for a. Med andre ord, a = b ”udtrykker” ikke nødvendigvis samme ”tanke” som a = a, eller, med atter andre ord, skønt a = b udtrykker, at b har samme ”betydning” som a, kan a’s og b’s ”mening” dog være forskellig.12 Ud fra disse grundbestemmelser gøres der i artiklen som antydet forsøg på at klarlægge forhold af in terdependens mellem ”Sinn” og ”Bedeutung”, med særligt henblik på kombinationer af mening i hoved-og-bisætninger. hvorved den fremkomne betydning hverken kan identificeres med hovedsætnin gens eller med bisætningens betydning.
Dette terminologiske distinktionsarbejde tilføjes øjensynligt en ny dimension, i og med at det inddrages i tydeliggørelsen af spørgsmålet om, hvornår antagelser ’involverer deres ophavsmand i en ontologi’. Tilsyneladende uddrages en ontologisk refleksion af en analyse, som efter sin hensigt var blot logisk. Ret beset er tilfældet dog snarere det, at Quines anvendelse af Freges distink tion lader det ontologiske problem fremstå som et spørgsmål om ”Bedeutung” alene. At problematikken er mindre simpel hos Frege, fremgår allerede af artiklens indledning, hvor ”Bedeutung” define res som det betegnede (”außer dem Bezeichneten, was die Bedeutung des Zeichens heißen möge”, loc. cit. p. 144), mens ”Sinn” defineres som måden at være givet på: ”die Art des Gegebenseins” (idem). Rejses det ontologiske problem i forbindelse med Freges distinktion, må
12 Frege, art. cit., Kleine Schriften, p. 143, p. 162.
24
Viden og fænomen.indd 24 22.09.2022 11.48
det angå såvel ”Sinn” som ”Bedeutung”.13 At rejse dette problem i denne forbindelse kan imidlertid ikke bestå i blot at slutte til en formulering deraf ud fra den logiske analyse. Problemets grund er muligheden for at adskille logisk og ontologisk analyse, eller rettere den ontologiske tvetydighed som opstår ved logikkens forsøg på at gennemføre en sådan adskillelse.
Samme tvetydighed karakteriserer Russells fremsættelse af be skrivelses-teorien i artiklerne ”On Denoting” og ”The Philosophy of Logical Atomism”, hvis sigte er at påvise forskel mellem gram matisk form og logisk form, men hvis eksempel fra først til sidst er ”begrebet eksistens”. Ved klarlægning af forskellen grammatisk form/logisk form skal opnås klarhed over dette begrebs funktion, hvorefter overflødige og fejlagtige ”antagelser om virkeligheden” kan undgås. Sagt med Russells senere formulering skal denne skel nen “prevent inferences from the nature of language to the nature of the world, which are fallacious because they depend upon the lo gical defects of language”.14 Ved Quines omformulering bliver det te spørgsmål om udledning af ’verdens natur’ fra ’sprogets natur’ til spørgsmålet om ”the ontological commitment”. Den reduktion af sproget, som hos Russell går fra den grammatiske form til den logiske form, synes hos Quine at gå videre til den formal-logisk in volverede ontologi. Man ’involveres i en ontologi’ ved at fremsætte påstande indeholdende bundne variable. Hermed ses det formule rede problem imidlertid ikke at være det ontologiske problem som sådan.15 Med Quines egne ord: det fundne kriterium, “to be is to
13 Dog synes visse af Freges formuleringer at tilskynde til en udlægning af den quineske slags. Et sted hævdes det, at navnet ”Odysseus” i sætningen ”Dybt sovende førtes Odysseus til Ithakas land” ikke tilkommer nogen betydning eller sandhedsværdi. Herefter skriver Frege: „Mit der Frage nach der Wahrheit würden wir den Kunst genuß verlassen und uns einer wissenschaftlichen Betrachtung zuwenden“, loc. cit. p. 149.
14 Russell: “Logical Atomism”, in A. J. Ayer (red.): Logical Positivism, p. 45.
15 Man involveres i en ontologi indeholdende a ved at fremsætte påstande af typen ’(� x) (x = a)’. Denne formel udtrykker ikke, hvad det vil sige at være, men hvad det vil sige at antage, at noget findes. Ontological relativity and other essays, p. 9.
25
Viden og fænomen.indd 25 22.09.2022 11.48
