I. Indledende, tematisk oversigt

Nærværende arbejde er en undersøgelse af videnskabernes ontologiske belysning hos Edmund Husserl, Alexandre Koyré og Gaston Bachelard. Dets problemfelt er forholdet mellem videnskab og filosofi, således som det fremstår hos de tre nævnte forfattere.

Betegnelsen ’videnskabsteori’ er overalt søgt undgået som betegnelse for dette felt, thi arbejdets tese er, at de tre forfatterskaber rummer en belysning af videnskaberne, som er radikalt forskellig fra videnskabsteoriens, nemlig en ontologisk belysning. Forveksler man denne ontologiske belysning af videnskaberne med videnskabsteoriens, forbliver det uerkendt, at forholdet mellem filosofi og videnskab ikke artikuleres på samme måde i de to tilfælde. Mens videnskabsteorien undersøger den videnskabelige erkendelses mulighed ved hjælp af filosofiens begreber og problemformuleringer, søger den ontologiske belysning at fremstille filosofien som den allerede trives i videnskaberne (eller videnskaben som den allerede forvaltes i filosofien). Derfor udgør videnskab og filosofi i sidste instans ikke adskilte størrelser for den ontologiske belysning; denne må da også siges at være af historisk inspiration, for så vidt filosofi og videnskab i historien (i de store opdagelser, i verdensbilledet, i de nye discipliner, i lovmæssighederne osv.) fremstår uden adskillelse. Men dermed viser også forskellen mellem videnskabsteori og ontologisk belysning sig at være historisk, al den stund videnskabsteori som begreb og disciplin først opstår i en tid, hvor filosofi og videnskab overvejende forekommer at slippe deres hidtidige forbindelse. I denne tid, som vore dage udgår af, kan videnskabsteorien vel forsøge at bygge bro mellem filosofi og videnskab, men netop derved kommer den til at anse deres adskillelse for givet. Man risikerer altså, nær-

12

mere bestemt, at overse det allerede filosofiske i videnskaben (og det allerede videnskabelige i filosofien), hvis man overser forskellen mellem videnskabsteorien og den ontologiske belysning.

Den tematiske indlednings opgave er i korthed at fremstille den nævnte forskel med udgangspunkt i videnskabsteorien. Fremstillingen deles i to hoveddele, hvoraf 1) omhandler videnskabsteorien som corpus, dvs. som foreliggende institution og 2) omhandler videnskabsteoriens opståen, dvs. historisk behandler det under det foregående punkt klarlagte. For øvrigt skal det med hensyn til fremstillingens insisteren på ’begrebshistorien’ præciseres, at denne ikke har sin grund i formodninger om sammenhænge mellem ordets og sagens oprindelse; sådanne formodninger ville være lige så generelt ukontrollable som deres genstande. På den anden side er begrebshistorien ikke kun ’et spørgsmål om ord’; thi når en sag kan formuleres, kan den også derved ændre status. Når man begynder at tale om videnskab og filosofi som sådanne (: selvstændige størrelser), kan man også begynde at tale om eller diskutere forholdet mellem videnskab og filosofi, hvilket ikke tidligere udgjorde noget forhold. Man rejser ikke noget skinproblem ved at spørge efter betimeligheden af at tale om materialisme versus idealisme hos Heraklit, eller om Platons psykologi, eller om forholdet mellem logik og ontologi hos Aristoteles osv.; snarere risikerer man at diskutere skinproblemer ved at gå ud fra disse talemåder som givne og selvfølgelige. Dette bør ikke forlede til idiosynkratisk forhåbning om sådanne betegnelsers udryddelse, men det burde lede én til en vis forsigtighed i anvendelsen af nutidens betegnelser, som var de alle tiders.

1) Videnskabsteori og ontologi Videnskabsteorien foreligger, som f.eks. ’fysikkens videnskabsteori’ eller ’humanistisk videnskabsteori’, ved universiteterne og de højere læreanstalter, som rubrik i encyklopædier, i bibliotekernes katalogiseringssystemer, i forlagenes udgivelsesserier, etc. Det skal bemærkes, at videnskabsteoriens realitet her på ingen måde opfattes som

13

vidnesbyrd om, at videnskabsteorien har fundet sit grundlag (derfor anførselstegnene). Ikke desto mindre fortjener videnskabsteoriens tilsyneladende trivielle realitetskarakter at blive taget filosofihistorisk ad notam, først og fremmest fordi det derved bliver muligt at søge eksempler på tekster, de som kaldes videnskabsteoretiske, hvori videnskabsteoriens egenart kan undersøges.

Som rubrik dækker ’videnskabsteori’ et højst forskelligartet indhold. Enhver undersøgelse af rubrikken videnskabsteori må være indstillet på, at en rubrik, i modsætning til et begreb, ikke bestemmer men kun benævner sit indhold. Omfanget af, hvad der kan gælde som videnskabsteori, synes da også at kunne indskrænkes eller udvides næsten efter forgodtbefindende, med blot ’didaktisk’ genfremstilling af fagvidenskabelige resultater, metoder, etc. og generel ’videnskab om videnskaben’ som ekstremer. Skal videnskabsteorien imidlertid kunne defineres som disciplin, er det klart, at denne ikke kan være slet og ret sammenfaldende med den ene eller den anden fagvidenskab, ligesom den ikke simpelthen kan være identisk med filosofien. Udgangspunktet for en søgen efter en sådan definition må være beskrivelsen af videnskabsteorien som den faktisk foreligger. Ifald videnskabsteorien skal kunne gøre krav på disciplinær selvstændighed, dvs. på at adskille sig fra filosofien i øvrigt, og fra fagvidenskaberne, må denne selvstændighed kunne påvises tematisk. At dømme ud fra videnskabsteoriens nomenklatur synes en sådan påvisning imidlertid umulig. De ”videnskabsteoretiske begreber”1

1 Her og i det flg. citeres Josef Speck (ed.): Handbuch wissenschaftstheoretischer Begriffe, bd. 1-3. Denne håndbogs forord indledes med flg. karakteristik af begrebernes anvendelsesområde: „Obwohl die Wissenschaftstheorie in ihrer jetzigen Form eine relativ junge (und keineswegs unumstrittene) Disziplin ist, gewinnt sie zunehmend an Bedeutung. Sie gilt weithin nicht mehr als eine philosophische Teildisziplin im Sinne einer allgemeinen Methodologie der Wissenschaften, sondern sie behandelt, angesichts einer immer komplizierter werdenden Begriffs- und Theoriebildung in den Einzelwissenschaften, auch zahlreiche Probleme einzelwissenschaftlicher Forschung“. Til begrundelse for valget af netop denne håndbog er at sige, at den fra og med sin titel lægger vægt på videnskabsteoriens karakter af selvstændig disciplin, i modsætning til f.eks. Jürgen Mittelstrass: Enzyklopädie Philosophie und Wissenschsaftstheorie.

14

må snarere betegnes som hentet fra enten A) fagvidenskaberne eller B) filosofien. Grænsen er ganske vist ingenlunde let at trække: Begreber som ”parameter”, ”statistik”, ”tal”, synes for en umiddelbar betragtning at tilhøre forskellige fagvidenskaber, hvorimod ”begreb”, ”dialektik”, ”nødvendighed” umiddelbart synes at tilhøre filosofien2; men hvad gælder for begreber som ”induktion”, ”logik”, ”sprog”, ”sandhed”? Disse begreber finder anvendelse i fagvidenskabelige og i filosofiske betydninger. Kan de tillige anvendes i en videnskabsteoretisk betydning? I så fald kan begrebets filosofiske betydning ikke grænse direkte op til den fagvidenskabelige. Imellem disse må begrebets videnskabsteoretiske betydning kunne angives. Nomenklaturen er rig på tvivlstilfælde. Disse angår ikke mindst selve definitionen af fagvidenskaberne: ”geometri”, ”matematik”, etc. Skal spørgsmålet ’hvad er geometri?’ besvares af geometrikeren eller af filosoffen? Problemet løses ikke ved, at man hævder, spørgsmålet må besvares af en geometriker, som tillige har studeret filosofi, eller af en geometrisk studeret filosof. Tilstedeværelsen af såvel fagvidenskab som filosofi ’i samme bevidsthed’ kan, lige så lidt som deres tilstedeværelse i samme bygning eller lokale, anses for deres grundlæggelse som ny og tredje, selvstændig disciplin. Problemet bliver ikke mindre af generelle termers (”videnskab”, ”videnskabsteori”) indlemmelse i begrebsapparaturet Er ’videnskab’ et videnskabsteoretisk begreb? Er ’videnskabsteori’ videnskabsteoretisk definerbar?

Synes videnskabsteoriens definition i egentlig forstand, i forstand af afgrænsning, problematisk indefra, kan undersøgelsen måske med større resultat henholde sig til filosofifagets håndbøger. Findes der heller ikke her forsøg på at vise, hvad videnskabsteoriens selvstændighed består i, tilskrives denne dog af håndbøgerne som

2 Ved opslag findes art. ”Parameter” at omhandle, først hvad statistikken forstår ved

P., dernæst hvad matematikken forstår derved. For art. ”Dialektik” gælder, at den gennemgår D’s betydning hos Platon, Aristoteles, Kant, Hegel, Marx, osv., hvorefter

D’s anvendelse på videnskabernes udvikling diskuters.

15

filosofisk disciplin en vis egenart. Således nævnes “philosophy of science” i Encyclopedia of Philosophy som “a distinct branch of philosophical inquiry”. Det siges endvidere, at denne indtil for nylig ”formed part of the general theory of knowledge”; denne igen udgør dog i Encyclopedia of Philosophy ingen selvstændig opslagsartikel, men behandles under betegnelsen ”epistemology”.3 Her skitseres altså en forbindelse mellem ’videnskabsteori’ og ’erkendelsesteori’. At opfattelsen af de to som nært beslægtede endog kan føre til forveksling, bevidnes måske af, at ’epistemologi’ på engelsk (epistemology) er kommet til at betyde erkendelsesteori, mens det tilsvarende ord på fransk (épistémologie) betyder videnskabsteori. Forbindelsen eller slægtskabet findes beskrevet af Vocabulaire technique et critique de la philosophie, hvis artikel ”épistémologie” slutter: ”On doit done distinguer l’épistémologie de la théorie de la connaissance, bien qu ’elle en soit l’introduction et l’auxiliaire indispensable, en ce qu’elle étudie la connaissance en détail et a posteriori, dans la diversité des sciences et des objets plutôt que dans l’unité de l’esprit”.4 Spørgsmålet om videnskabsteoriens selvstændighed kan derfor med fordel tage udgangspunkt i en karakteristik af erkendelsesteorien.

I de nævnte filosofiske encyklopædier præsenteres ’erkendelsesteoriens’ spørgsmål som gældende erkendelsens mulighed; det er spørgsmålet ”whether we are justified in claiming knowledge of some whole classes of truths, or indeed, whether knowledge is possible at all”.5 Nu forudsætter jo, som den citerede artikel fremhæver, spørgsmålet om erkendelsens mulighed, at erkendelsen ”may not be possible”. Spørgsmålet om erkendelsens mulighed ses nærmere bestemt at være et spørgsmål om muligheden for at påvise erkendelsens sandhed eller falskhed. Herved introduceres et forhold mellem, hvad erkendelsen rummer, og hvad påvisningen gælder. Dette for-

3 The Encyclopedia of Philosophy, bd. 6, art. “Philosophy of Science, History of’, p. 289 col. 1, cf. bd. 4, p. 345 col. 1 og bd. 3, art. “Epistemology, History of’, p. 8 col 2. 4 Vocabulaire technique et crilique de la philosophie, p. 293, col.2. 5 The Encyclopedia of Philosophy, bd. 3, art. “Epistemology, History of’, p. 9, col 2

16

hold og dets led kan benævnes varierende: bevidsthed og genstand, subjekt og objekt, omverdensproblem, etc. Som formodentlig oprindelig formulering nævner den franske håndbog spørgsmålet ”dans quelle mesure ce que les bommes se représentent ressemble-t-il à ce qui est, independemment de cette representation?”6 Med udgangspunkt i encyklopædiernes formuleringer kan forbindelsen mellem de to discipliner resumeres som følger: Mens ’erkendelsesteorien’ generelt undersøger forholdet mellem erkendelsen og dens genstand, undersøger ’videnskabsteorien’ specifikt forholdet mellem de faktiske videnskaber og deres genstand. Også andre formuleringer kunne som antydet have været valgt, men det synes under alle omstændigheder klarlagt, at såvel erkendelsesteorien som videnskabsteorien i deres foreliggende udformning undersøger forholdet mellem erkendelsen eller videnskaben og genstanden for denne eller hin. Netop forholdet mellem erkendelsen og dens genstand (det, som ”er”, jvf. citat), men ikke hvad denne er, eller hvad det vil sige, at den er, belyses. Spørgsmålet om selve genstandens væren undgås eller underlægges spørgsmålet om erkendelsens forhold til genstanden. Med andre ord: synes erkendelsesteorien og videnskabsteorien indbyrdes nært forbundne, synes de begge at distancere sig fra ontologien.

En præcisering af denne for undersøgelsen afgørende, omend foreløbige, bestemmelse, må henholde sig til det foreliggende corpus af videnskabsteoretiske tekster. For en sådan præcisering stiller det spørgsmål sig imidlertid i vejen, om ikke betegnelsen ’videnskabsteori’ faktisk anvendes så upræcist, at en hvilken som helst filosofisk tekst kan hævdes at udgøre et eksempel på videnskabsteoretisk refleksion. At en sådan tendens til diffus anvendelse af termen findes, skal ikke benægtes. Den vil ikke mindst kunne påvises i den faktiske undervisning. ”Alt for ofte bliver den videnskabsteoretiske diskussion til en gennemgang af forskellige videnskabsfilosofiske positioner (positivisme, strukturalisme, kritisk teori, marxisme,

6 Vocabulaire technique et critique de la philosophie, p. 1129, col. 1.

17

etc.), men disse positioner befinder sig på et metaniveau i forhold til de faktiske videnskaber”.7 Selv ud fra en sådan blot konstaterende påvisning vil dog det spørgsmål kunne stilles, om ikke de videnskabsteoretiske strømninger, skoler eller positioner faktisk adskiller sig fra de filosofiske skoler simpelthen. Forekommer det ikke i en vis forstand nærliggende at betegne f.eks. ’strukturalisme’ og ’kritisk teori’ som videnskabsteoretiske skoler, på samme måde som f.eks. ’rationalisme’ og ’occasionalisme’ betegnes som filosofiske skoler? Udtryk som ’strukturalismens filosofi’ eller ’den occasionalistiske videnskabsteori’ klinger ejendommeligt. Dette vil nu ikke sige, at den gængse anvendelse af betegnelser som ’videnskabsteoretisk skole’ eller ’filosofisk skole’ vidner om klart begreb om, hvad ’videnskabsteori’ eller hvad ’filosofi’, endsige om hvad ’skole’ betyder. I denne faktiske sprogbrug findes kun forbegrebet om ’filosofi’, om ’videnskabsteori’, etc. Dette kan imidlertid tjene en præcisering af den indledende bestemmelse af forskellen mellem videnskabsteori og videnskabernes ontologiske belysning derved, at den faktiske anvendelse af betegnelsen videnskabsteori operationelt afgrænser et tekstcorpus, hvori forskellen eksemplarisk kan påvises. Hvis, som ovenfor nævnt, betegnelsen ’videnskabsteoretisk skole’ forekommer rimelig, anvendt om ’strukturalisme’, ’kritisk teori’ etc., men urimelig, anvendt om ’rationalisme’, ’occasionalisme’, etc., gælder dette ikke mindre om anvendelsen af betegnelserne ’filosof og ’videnskabsteoretiker’, anvendt om bestemte forfattere.8 Således gælder Platon, Descartes, Kant … for navne på ’filosoffer’, ikke på ’videnskabsteoretikere’; omvendt gælder Achinstein, Feyerabend, Kuhn … snarere som navne på ’videnskabsteoretikere’ end som navne på ’filosoffer’. Konstateringen af denne faktiske sprogbrug lader nok stå hen, hvad

7 Lars-Henrik Schmidt: ”Sandhed og viden”, p. 10 i Indledning (pp. 9-20) i forf.s (udg.)

Epistemologi. 8 Den anvendte fremgangsmåde er benyttet og metodisk udarbejdet vedrørende filosofien som sådan i forf.s La philosophie dans le texte, kap. I afsn. 1, pp. 8 -14. (Note til 2. udgave:) Nu i Avec Kierkegaard. La philosophie dans le texte, pp. 15-20.

18

kriteriet for selve den konstaterede fordeling er, men forbereder dog samtidig ved sin operationelle anvisning en fremstilling af dette. Videre klarlæggelse af kriteriet med henblik på videnskabsteoriens konfrontation med nærværende arbejdes problemfelt kan kun opnås gennem eksemplarisk studium inden for det således foreløbigt afgrænsede tekstcorpus. Det her skitserede eksemplariske studium adskiller sig fra et statistisk i flere henseender. Var det end muligt statistisk at påvise videnskabsteoriens undgåelse af den ontologiske problematik, ville dette ikke bidrage afgørende til nærværende undersøgelses fremskridt. Tværtimod må selve forskellen mellem ’videnskabsteori’ og ontologisk belysning af videnskaben fremanalyseres, netop hvor det ontologiske problem er på tale i såkaldt videnskabsteoretiske tekster.

Det er således nærliggende eksempelvis at drøfte problemet i forbindelse med det meget udbredte videnskabsteoretiske begreb om en videnskabs ’paradigme’. – Ifølge Thomas S. Kuhn, dets skaber, findes videnskab praktiseret på to måder: dels som normal videnskab, dels som revolutionerende videnskab. Den førstnævnte praksis præger forskningens dagligdag; forskningen behandler visse problemer ud fra visse metoder, etc. Så trivielt dette er, betyder det dog, at andre problemer, andre metoder, umiddelbart udelukkes. Hvilket igen, stadig ifølge Kuhn, betyder, at selv den mest ’uprætentiøse’ forskning adlyder visse regler, dvs. forudsætter en bestemt regulering af, hvad der indlemmes i, og udelukkes fra, videnskabelig beskæftigelse. Disse reglers helhed udgør paradigmet, og et sådant ligger til grund for enhver normal videnskab. “Without commitment to a paradigm there could be no normal science”.9 Videnskaben kan altså ikke ’gå ud over’ paradigmet; bliver dette problematisk, afskaffes det ikke simpelthen. Men støder videnskaben på en ”anomali” som gør det gældende paradigme problematisk, kan den videnskabelige opdagelse af anomaliens tilfælde føre til, at et nyt paradigme opstilles

9 Th. S. Kuhn: The structure of Scientific Revolutions, p. 100.

19

(op. cit., p. 80). Under denne proces må normalvidenskaben for en tid indstille sin praksis. Den videnskab, som formår at bringe et gammelt paradigme til fald og et nyt til ikrafttræden, kan med Kuhn betegnes som revolutionerende. Thi paradigmeskiftet udgør ifølge dennes udtryksmåde intet ringere end en ”videnskabelig revolution”.

Det spørgsmål kan så stilles, hvad det er, som ændres med paradigmeskiftet. Angår dette ’kun’ de for videnskaben gældende regler, og ikke dermed også genstanden for videnskabens udfoldelse? Kuhn rejser selv dette spørgsmål, og præciserer nærmere sin forståelse af det ud fra en række gestaltpsykologiske forsøg. Det må i nærværende sammenhæng være tilstrækkeligt at henvise til den velkendte tegning, som kan ses både som afbildende det ydre af en terning ovenfra, og som afbildende det indre af en terning nedefra: på lignende måde skal, hedder det, videnskabsmanden ”learn to see a new gestalt” (op. cit., p. 112). For så vidt videnskabsmandens verden udgøres af, hvad han ’ser’, forekommer den videnskabelige revolution at hidføre en forandring af verden. Imidlertid er videnskabens verden ikke lig med verden simpelthen. Kan verden ’uden for’ videnskaben siges at ’fortsætte’ som før? Eller angår paradigmeskiftet verden ’som sådan’? Svaret må søges i Kuhns bestemmelse, ikke af hvorledes videnskaben ved revolutionen overgår fra et paradigme til et andet, men af, hvad den ’videnskabelige revolution’ betyder. En sådan bestemmelse synes Kuhn tydeligst at nærme sig i et senere svar (”Postscript”) til kritikerne af begrebet.

Kritikken af revolutions- og dermed paradigmebegrebet har i disse villet påpege en ’relativistisk’ videnskabsopfattelse. Den kuhnske opfattelse forbyder sig da også, som netop ’revolutionær’, at betragte videnskabshistorien absolut, ud fra en ide om en gennemgående ’evolution’, der kommer ”constantly nearer to some goal” (op. cit., p. 171). Kuhns afvisning af denne kritik (hvis ærinde det falder uden for denne undersøgelse at diskutere) skelner mellem en, kunne man sige, målrettet, og en ikke-målrettet opfattelse af videnskabeligt fremskridt. For så vidt der kan tales om fremskridt i viden-

20

skaberne uden at dette forstås som gående henimod et bestemt mål, hævder Kuhn at være ”a convinced believer in scientific progress” (p. 206). I forbindelse med målrettet begreb om videnskabeligt fremskridt accepterer Kuhn derimod betegnelsen ’relativisme’ som (omend upræcist) dækkende for den fremsatte teori. Er diskussionen af ’relativismen’ som antydet uvedkommende for nærværende undersøgelse, er Kuhns valg af denne betegnelse dog i nævnte sammenhæng af helt afgørende betydning. Det hedder (i “Postscript”): “One often hears that successive theories grow ever closer to, or approximate more and more closely to, the truth. Apparently generalizations like that refer not to the puzzlesolutions and the concrete predictions derived from a theory but rather to its ontology, to the match, that is, between the entities with which the theory populates nature and what is ‘really there’” (op. cit., p. 206). Som det fremgår, formulerer Kuhn spørgsmålet om videnskabelige fremskridts evt. målrettethed som identisk med teoridannelsens større eller mindre grad af tilnærmelse til det, som ’virkelig er’. Afvisningen af den målrettede fremskridtsopfattelse (og dermed accepten af ’relativismen’) består i en afvisning af forsøg på jævnføring af de af teorien stipulerede ”entiteter” med det, som ’virkelig er’. For nærværende undersøgelse er det afgørende imidlertid den herved fremsatte konception af ontologiens problem. Uagtet jævnføringsforholdet mellem erkendelsen og dennes genstand afvises som meningsløst, fremsættes ontologiens problem i denne afvisning som et spørgsmål om, hvilke entiteter teorien stipulerer. Betydningen af disse størrelsers væren: af den med selve spørgsmålet om entitas benævnte esse, gøres derimod ikke til genstand for belysning. Dermed er det ontologiske problem de facto borteskamoteret.

Kan der altså nok i de ’videnskabsteoretiske tekster’ afsløres forsøg på at undvige ontologiens problem, hvor dette (en sjælden gang) kommer på tale, vil den indledende bestemmelse af forskellen mellem ’videnskabsteorien’ og den ontologiske belysning af videnskaberne dog især vinde ved at opsøge egentlige formuleringer af

21

problemet. Som antydet er sådanne imidlertid næsten uopdrivelige i den litteratur, som almindeligvis regnes for at tilhøre ’videnskabsteorien’. En undtagelse foreligger ikke desto mindre, i form af Willard van O. Quines forsøg på at opstille et kriterium for, hvorved en videnskab impliceres i ontologiske antagelser. I encyklopædiernes behandling af termen ontologi10 findes blandt tekster kendt fra den videnskabsteoretiske diskussion og undervisning alene Quines artikel ”On what there is” citeret. Kun selve formuleringen af ontologiens problem og altså ikke van Orman Quines senere diskussioner af dennes notationelle m.v. konsekvenser, skal omtales i nærværende sammenhæng.

Artiklen præsenteres af forfatteren fra begyndelsen som en formulering af ontologiens problem eller spørgsmål. “A curious thing about the ontological problem is its simplicity. It can be put in three Anglo-Saxon monosyllables: ‘What is there?”’11 Denne formulering er imidlertid, ifølge Quine, til hinder for en afgørelse af ontologiske stridsmål mellem filosoffer. Hvis nemlig en hævder, at noget er, bliver det tilsyneladende umuligt for hans modstander at hævde, at dette noget ikke er. “Nonbeing must in some sense be, otherwise what is it that there is not” (op. cit. p. 1 -2). Selve påstanden, at x ikke er, får som blot påstand om noget, den paradoksale implikation, at x er.

For at skaffe dette paradoks af vejen henviser Quine til Bertrand Russells såkaldte beskrivelsesteori. Omskrives eksistens-påstande til beskrivelser, afskaffes den paradoksale implikation af det ikke-værendes væren. Ligesom påstanden ’Forfatteren til Waverley er’ kan omskrives til ’Noget skrev Waverley og intet andet skrev Waverley’, således kan påstanden ’Forfatteren til Waverley er ikke’ omdannes til beskrivelsen ’Enten skrev ingenting Waverley eller også skrev to eller flere ting Waverley’. Den førstnævnte, omskrevne sætning er sand, den sidste falsk. ”So the old notion that statements

10 Cf. Historisches Wörterbuch der Philosophie, bd. 6, col. 1189ff og Encyclopedia of Philosophy, bd. 5, p. 542ff. 11 Willard von 0. Quine: “On what there is”, in: From a logical point of view, p. 1.

22

of nonbeing defeat themselves goes by the board” (p. 7). Imidlertid siges fejltagelsen, som afstedkommer det her afskaffede paradoks om ”nonbeing”, at være fremkaldt af en fundamental forveksling af to af sprogets funktioner.

Selv den singulære terminus behøver ikke, for at have mening, at benævne: ”there is a gulf between meaning and naming” (p. 9). Quine henviser her til Gottlob Freges skelnen mellem ”Sinn” og ”Bedeutung”. Udtrykket ’aftenstjernen’ f.eks. benævner den samme genstand som udtrykket ’morgenstjernen’, og dog har de to udtryk forskellig mening; det ene hentyder til planeten Venus, sådan som denne viser sig om aftenen, det andet til planeten Venus, sådan som den viser sig om morgenen. Var denne distinktion værdiløs, så kunne, hedder det hos Quine (p. 9) om det fregeske eksempel, den babyloniske forsker, hvem man skylder opdagelsen af, at de to udtryk benævner samme genstand, have undladt sine observationer og nøjedes med at reflektere over de forskellige udtryks mening.

Man nødes ikke til at antage en verden af meningsenheder, parallel til verdenen af benævnte genstande, for at afgøre om et udtryk er meningsløst eller ej. Quine stiller så på ny spørgsmålet hvornår vi forpligter os til at antage (”commit ourselves to”) en eller anden ontologi. Svaret har allerede været antydet i fremstillingen af beskrivelsesteorien, hvis beskrivelser kun opererede med de såkaldte ’bundne variabler’ (”nothing”, ”something”, ”everything”). I sin endelige formulering lyder svaret: “But this is, essentially, the only way we can involve ourselves in ontological commitments: by our use of bound variables” (p. 12). Den quineske konception af ontologiens problem bliver da: “To be assumed as an entity is, purely and simply, to be reckoned as the value of a variable” (p. 13). Det fremgår, at de to formuleringer er indbyrdes afhængige, således at spørgsmålet om en teoris ontologiske ”commitment” overordnes ontologiens spørgsmål overhovedet

Som fremstillet kommer Quines formulering af ontologiens problem i stand med Russells beskrivelsesteori samt Freges distinktion

23

mellem mening og betydning som kilder. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at disse to kilder af deres forfattere ikke præsenteres som formulerende, ja eller blot behandlende, det nævnte problem.

I artiklen ”Sinn und Bedeutung” klarlægger Frege forskellige mulige forhold af interdependens mellem ’mening’ og ’betydning’. Det behandlede problem er, udtrykt med den formulering som ved sin anvendelse i såvel introduktion som konklusion udgør rammen om artiklen, at givet en lighed a = b er det dog ikke i alle tilfælde tilladt at indsætte b for a. Med andre ord, a = b ”udtrykker” ikke nødvendigvis samme ”tanke” som a = a, eller, med atter andre ord, skønt a = b udtrykker, at b har samme ”betydning” som a, kan a’s og b’s ”mening” dog være forskellig.12 Ud fra disse grundbestemmelser gøres der i artiklen som antydet forsøg på at klarlægge forhold af interdependens mellem ”Sinn” og ”Bedeutung”, med særligt henblik på kombinationer af mening i hoved-og-bisætninger. hvorved den fremkomne betydning hverken kan identificeres med hovedsætningens eller med bisætningens betydning.

Dette terminologiske distinktionsarbejde tilføjes øjensynligt en ny dimension, i og med at det inddrages i tydeliggørelsen af spørgsmålet om, hvornår antagelser ’involverer deres ophavsmand i en ontologi’. Tilsyneladende uddrages en ontologisk refleksion af en analyse, som efter sin hensigt var blot logisk. Ret beset er tilfældet dog snarere det, at Quines anvendelse af Freges distinktion lader det ontologiske problem fremstå som et spørgsmål om ”Bedeutung” alene. At problematikken er mindre simpel hos Frege, fremgår allerede af artiklens indledning, hvor ”Bedeutung” defineres som det betegnede (”außer dem Bezeichneten, was die Bedeutung des Zeichens heißen möge”, loc. cit. p. 144), mens ”Sinn” defineres som måden at være givet på: ”die Art des Gegebenseins” (idem). Rejses det ontologiske problem i forbindelse med Freges distinktion, må

12 Frege, art. cit., Kleine Schriften, p. 143, p. 162.

24

det angå såvel ”Sinn” som ”Bedeutung”.13 At rejse dette problem i denne forbindelse kan imidlertid ikke bestå i blot at slutte til en formulering deraf ud fra den logiske analyse. Problemets grund er muligheden for at adskille logisk og ontologisk analyse, eller rettere den ontologiske tvetydighed som opstår ved logikkens forsøg på at gennemføre en sådan adskillelse.

Samme tvetydighed karakteriserer Russells fremsættelse af beskrivelses-teorien i artiklerne ”On Denoting” og ”The Philosophy of Logical Atomism”, hvis sigte er at påvise forskel mellem grammatisk form og logisk form, men hvis eksempel fra først til sidst er ”begrebet eksistens”. Ved klarlægning af forskellen grammatisk form/logisk form skal opnås klarhed over dette begrebs funktion, hvorefter overflødige og fejlagtige ”antagelser om virkeligheden” kan undgås. Sagt med Russells senere formulering skal denne skelnen “prevent inferences from the nature of language to the nature of the world, which are fallacious because they depend upon the logical defects of language”.14 Ved Quines omformulering bliver dette spørgsmål om udledning af ’verdens natur’ fra ’sprogets natur’ til spørgsmålet om ”the ontological commitment”. Den reduktion af sproget, som hos Russell går fra den grammatiske form til den logiske form, synes hos Quine at gå videre til den formal-logisk involverede ontologi. Man ’involveres i en ontologi’ ved at fremsætte påstande indeholdende bundne variable. Hermed ses det formulerede problem imidlertid ikke at være det ontologiske problem som sådan.15 Med Quines egne ord: det fundne kriterium, “to be is to

13 Dog synes visse af Freges formuleringer at tilskynde til en udlægning af den quineske slags. Et sted hævdes det, at navnet ”Odysseus” i sætningen ”Dybt sovende førtes

Odysseus til Ithakas land” ikke tilkommer nogen betydning eller sandhedsværdi.

Herefter skriver Frege: „Mit der Frage nach der Wahrheit würden wir den Kunstgenuß verlassen und uns einer wissenschaftlichen Betrachtung zuwenden“, loc. cit. p. 149. 14 Russell: “Logical Atomism”, in A. J. Ayer (red.): Logical Positivism, p. 45. 15 Man involveres i en ontologi indeholdende a ved at fremsætte påstande af typen ’(� x) (x = a)’. Denne formel udtrykker ikke, hvad det vil sige at være, men hvad det vil sige at antage, at noget findes. Ontological relativity and other essays, p. 9.

25