Forord

le ressac des flots du temps contre le rivage de l’éternité Chateaubriand: La vie de Rancé

Dette er min disputats. Jeg skrev den i årene 1984-1991, hvor jeg var forskningsstipendiat og senere kandidatstipendiat på Odense Universitet. Først i 1997 så den dagens lys – i tysk oversættelse, Wissen und Phänomen, på forlaget Königshausen & Neumann i Würzburg. Og i 1998 forsvarede jeg den på fransk for habilitationsgraden, den internationale doktorgrad, på Université de Nice.

Hvis jeg skulle forklare, hvorfor udgivelsen af og forsvaret for afhandlingen måtte vente så længe, ville det overskride rammerne for et forord. Det mindste, man kan sige, er, at jeg som ung og tillidsfuld overvurderede den akademiske verdens rummelighed ved først at træde ved siden af dansk mainstream med min gennemgang af den angelsaksiske filosofis mangel på ontologisk perspektiv, og dernæst at træde ved siden af ortodoksien med vægtningen af den husserlske udvikling frem for antagelsen af et ufejlbarligt, husserlsk system. I dag finder jeg det ikke overraskende, at en afhandling med sådan et indhold hverken kunne forsvares for den danske doktorgrad på Odense Universitet eller for den internationale doktorgrad ved Katholieke Universiteit Leuven, hvor Husserl-Arkivet er beliggende. Men jeg vil nu hellere være taknemlig for, at der trods alt åbnede sig en vej uden om disse institutioner, og kort gøre rede for, hvad det har forekommet vigtigt at revidere og redigere ved udgivelsen af det danske manuskript her tredive år efter.

Man må forlange to ting af en disputats. Dels at den forsvarer en tese (eller flere). Dels at den er på omgangshøjde med den litteratur, der i forvejen findes på området. Til det kommer de metodologiske overvejelser.

Tesen for afhandlingen er, at videnskabelig erkendelse forud-

7

sætter et ontologisk grundlag, og at ontologien ikke omvendt følger i videnskabernes spor. Ikke desto mindre vil det ganske ofte vise sig, at det ontologiske grundlag først kan belyses, efter at videnskaben har udfoldet sig. Mulighederne for en sådan belysning i dag viser sig her i successionen af tre forfatterskaber – Edmund Husserls, Alexandre Koyrés og Gaston Bachelards. Der er ved afhandlingens revidering ikke ændret noget ved denne tese eller tolkningen af de tre forfatterskaber.

Inddragelsen af litteraturen på området måtte i sin tid være ganske omfattende for at leve op til de akademiske standarder. Skulle man nu inddrage, hvad der siden er udkommet, ville arbejdet blive overvældende, ikke mindst hvad angår Husserl. Resultatet ville blive en anden bog. I stedet har jeg valgt at gå den modsatte vej. Jeg har skåret i mængden af sekundærlitteratur og henviser nu kun til det nødvendigste.

Det metodiske greb i afhandlingen var i forvejen beskrevet i La philosophie dans le texte, udgivet 1982 og som i dag foreligger i en ny udgave, Avec Kierkegaard. La philosophie dans le texte, fra 2017, en bog som forsøger at bestemme teksten som det element, filosofien altid bevæger sig i men kun sjældent gør til genstand for sin refleksion. I overensstemmelse med denne metode beskriver jeg de undersøgelser, de tre forfattere foretager, uden at forsøge at få det, de gør, til at gå op med det, de erklærer, at de gør.

Spørgsmålet om det grundlag for videnskaberne, der går forud, men først opdages bagefter, viser sig i afhandlingens løb som et spørgsmål om forholdet mellem erkendelse og historie. Jeg har senere behandlet dette tema for sig og med fyldigere stof fra filosofiens tradition i Transcendental historie, der udkom på dansk i år 2000 og i udvidet tysk og engelsk udgave som hhv. Transzendentale Geschichte og Transcendental History i 2012.

Min tak går her ved udgivelsen på dansk som ved første, tyske udgave, frem for nogen til professor Gérard Granel, min læremester gennem fire studieår ved Université de Toulouse II Mirail og

8

ved Université de Paris I Sorbonne. Ligeledes stor tak til professor Dominique Janicaud, der påtog sig at være formand for bedømmelsesudvalget ved afhandlingens indlevering til forsvar for habilitationsgraden ved Université de Nice. Under arbejdet i tiden på Odense Universitet havde jeg gavn af næsten daglige samtaler med min ven og kollega, lektor Jørgen Hass. Jeg er ham stor tak skyldig for korrektioner og nuanceringer. Ligeledes en stor tak til min vejleder i Odense-årene, professor David Favrholdt, for hans energiske støtte under mit tidligste forskningsarbejde. Ansvaret for fejl og mangler, som måtte være tilbage, er naturligvis mit eget.

Lad mig til slut bemærke, at jeg gerne havde rettet det sprog, der præger afhandlingen, til det enklere, som jeg efterhånden har lært mig; men heller ikke det lader sig gøre, uden at der kommer en ny bog ud af det. Sproget hører vel den tid og den alder til. Jeg kan her kun sige som R. D. Laing i forordet til The Divided Self, da den kom i nyt oplag: ”If I am older, I am now also younger.”

Høve strand, foråret 2022

9