ROBERT MUSIL OM DUMH ED
OversatafJacobBülow
MULTIVER S
Om dumhed
Foredrag afholdt i Wien den 2. og igen den 17. marts 1937 på invitation af Det Østrigske Werkbund
skænkede tonefilmsproducenterne talegaven. Jeg har allerede tidligere beskrevet sådanne fænomener ad flere omgange, og det er således ikke nødvendigt at gentage eller fuldføre dem her (og det ville tilsyneladende også være umuligt stillet overfor den hang til storhed, der i dag omgærder alt). Som et sikkert resultat er det dog her tilstrækkeligt at fremhæve, at et folks manglende kunstneriske forfatning ikke kun viser sig i dårlige tider og på hensynsløs vis, men også i gode tider og på enhver måde, således at der kun er gradsforskelle mellem undertrykkelse og forbud på den ene side og æresdoktorgrader, akademiudnævnelser og prisuddelinger på den anden.
Jeg har altid haft den mistanke, at den mangefacetterede modstand mod finkulturen og det åndelige, fra et folk, der ellers praler af deres kærlighed til netop kunsten, ikke er andet end udtryk for dumhed. Måske en særlig form for dumhed, en særlig kunstnerisk og måske også følelsesmæssig dumhed, der dog under alle omstændigheder kan udtrykkes således, at det, vi kalder æstetisk åndelighed, ligeledes må være udtryk for æstetisk dumhed. Og selv i dag ser jeg ikke mange grunde til at opgive denne opfattelse. Naturligvis kan ikke alt, der skæmmer et så fuldstændigt menneskeligt anliggende som kunsten, skydes dumheden i skoene. Som de seneste års erfaringer har vist os, må der også efterlades plads til forskellige former for karakterløshed. Men man kan ikke indvende, at begrebet dumhed ikke hører til her, blot fordi det tilhører forstanden og ikke følelserne, hvorimod kunsten
Og da jeg ikke ville gøre brug af det digteriske, og da det heller ikke var muligt at søge hjælp i det videnskabelige, besluttede jeg mig på naiveste vis for blot at indsamle og nedskrive de mest almindelige og gængse måder at bruge ordet dum på. Desværre har en sådan fremgangsmåde samme karakter, som når man er på jagt efter kålsommerfuglen: Man zigzagger sig vej frem i forsøget på ikke at tabe sommerfuglen af syne mellem andre lignende arter, der også flakser omkring, og pludselig står det ikke længere klart, hvorvidt den, man følger, fortsat er den samme. Ligeledes forholder det sig med de forskellige former for dumhed. Det er ikke altid muligt at afgøre, hvorvidt disse variationer virkelig hænger sammen, eller om ens opmærksomhed blot er blevet draget mod disse forskellige former på grund af en overfladisk lighed, og om de således vil kunne samles under den hat, hvorom man siger, den passer kun en dumrian?
Hvordan man begynder under sådanne omstændigheder, har dog ikke den store betydning. Vi kan derfor begynde således: Den første vanskelighed, der melder sig ved talen om dumhed, er, at den, der taler, må forudsætte, at han ikke selv er dum. Han må således betragte sig selv som klog, skønt dette i almindelighed anses for et tegn på dumhed! Men hvorfor anses det i grunden for dumt at fremvise sin klogskab? På vores forfædres hensygnende snusfornufts horisont lyser et muligt svar: Det er sikrere ikke at fremvise sin klogskab. Det er meget muligt, at denne, for os i dag uforståelige og dybt mistænkelige
er en ond vilje. Selv retsvæsenet er ikke forblevet uberørt af denne personlige fordom, men bedømmer den klogt udførte forbrydelse ugunstigt, da dens ”raffinement” i udførelsen må have afkrævet forbryderen en vis ”følelsesmæssig” kulde. Og dette gælder ligeledes politikken, hvor alle vil kunne finde adskillige eksempler.
Det bør dog nævnes her, at også dumheden kan fremkalde en vis irritation og ikke under alle omstændigheder virker formildende. For at gøre det kort, så fremkalder dumheden som regel en vis utålmodighed og endda i usædvanlige tilfælde grusomhed. Og denne syge og modbydelige grusomhed, som vi almindeligvis benævner sadisme, har oftere den dumme i rollen som offer. Dette skyldes åbenlyst, at den dumme i forhold til andre er et nemmere bytte for den grusomme. Men det lader også til, at den dummes manglende modstandsevne og grænseløshed, vækker den grusommes fantasi, på samme måde som duften af frisk blod vækker rovdyrets instinkter i det øde landskab og næsten opfordrer den grusomme til at drive grusomheden ud over alle grænser. Dette er lidelsen for den grusomme, der selv bringer lidelse, en svaghed indlejret i hans råhed. Og selvom den fornærmede medfølelses privilegerede forargelse sjældent noterer sig det, så hører der også til grusomhed, ligesom til kærlighed, to, der passer sammen!
Denne diskussion har selvfølgelig sin vigtighed i en tid, hvor mennesket er så plaget af sin ”feje grusomhed over for de svage” (og den ”feje grusomhed” er nok den mest brugbare definition