Jacob Gade
1879-1963
Af Toke Lund Christiansen
Danske Komponister 25: Jacob Gade
Af Toke Lund Christiansen
© Forlaget Multivers ApS, 2025
1. udgave, 1. oplag 2025
Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius
Forsidefoto: Ung Jacob Gade med violin. Ukendt fotograf
Omslag: Anton Ian Nielsen
Sat hos Demuth Grafisk
Tryk: Totem
Printed in Poland 2025
ISBN: 978-87-7917-692-8
ISSN 2596-6561
www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Udgivelsen er støttet af:
AUGUSTINUS FONDEN
FORORD
Vist er der forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager. Sådan konstaterede Heiberg det i en vaudeville, og det kan man vel også sige om Carl Nielsen og Jacob Gade, de to danske partiturkomponister der i international sammenhæng og målt på KODA-afregninger er spillet oftest og mest. Gade placeret med i hovedsagen blot én komposition, Tango Jalousie, og Nielsen med især sit overvældende katalog af symfoniske værker. To vidt forskellige musikverdener. Og dog er der adskillige lighedspunkter: Begge er de udsprunget af spillemandsmiljøer, begge kom fra provinsen for at slå sig igennem i København, og begge spillede de violin og dirigerede. Nielsen er født i 1865. Gade i 1879. Havde de livet igennem nogen indbyrdes forbindelse? Tilsyneladende ingen. Men ét spor viser, at nok var deres verdener forskellige – af indhold som af størrelse – men man holdt dog øje. Kort efter sin 60-årsdag i 1925 og det følgende år udtalte Nielsen sig flere gange til dagbladene og gav meget overraskende udtryk for, at han til hver en tid ville fraråde andre at vælge komponistgerningen! ”Kunne jeg tage en eksamen eller lære et håndværk, ville jeg føle mig mere lykkelig ved det arbejde”. I den sammenhæng nævner han ikke uden bitterhed, at man åbenbart dårligt kan leve af at være kunstner, ”hvis man ikke har held med en foxtrot eller lignende”. Man kunne tro at her i januar 1926, hvor udtalelsen falder, er det Jacob Gade og hans Tango Jalousie, Nielsen har i tankerne. Men ”århundredes melodi” blev komponeret omkring august 1925 og først efter en vis tid kendt overalt. Det kan ikke udelukkes, at Nielsens udtalelse skal opfattes generelt, men er den mere specifik, kunne det nok være Gades foxtrot Maggidudi, han henviser til. En simpel melodi der bider sig fast i øret og med sine synkoper giver spjæt i benene. Revymelodien gik fra sommeren 1923 sin sejrsgang, blev spillet og sunget overalt i Skandinavien, og klavernoderne blev solgt i tusindvis. Hvis Nielsen havde levet længe nok til også at udtrykke sig ved sin
velskrevne bog om Gade både solgt, læst, og genoptrykt, og det er her de første samlede indtryk af Tango Jalousies komponist stammer fra. Men bogen beskæftiger sig næsten ikke med Jacob Gades værker endsige om ham som komponist.
I 1996 udkom der endnu en bog om Jacob Gade, Jacob Gade, et eventyr i musik. Denne gang var udgangspunktet anderledes: forfatteren og historikeren Jørgen Gram Christensen har en empatisk tilgang til den portrætterede. Tilmed indeholder denne udgivelse en fyldig værkliste. Her finder man også nøjagtige angivelser af Jacob Gades forskellige salonorkestre og deres besætninger. Der er tale om gedigen grundforskning, der også fremover kan tjene til kilde for yderligere Gadestudier. Også musikhistorikeren Dan Fog har udarbejdet en værkliste over Gades trykte kompositioner, og for undertegnede har både værklisterne og Gram Christensens troværdige og oplysende biografi været til stor hjælp under udarbejdelsen af denne bog.
Med adgang bl.a. til dette væld af kildemateriale og med et forhåbentlig klarøjet syn på Jacob Gade og hans værker håber jeg, at Gade i nærværende bog fremstår som den begavede og interessante personlighed, han var. Af hensyn til læsbarheden er gamle stavemåder og versaler i citaterne blevet nænsomt opdateret.
Da Jacob Gade besluttede at oprette et legat for musikstuderende, var det landsretssagfører Ove Bisgaard, der efter Gades ønsker opsatte fundatsen. Ove Bisgaard blev også gennem en lang årrække Jacob Gade Legatets første formand. Denne bogs forfatter har været en del af Legatets bestyrelse siden 1984. Dette betyder, at de oplysninger, der stammer fra Ove Bisgaard og Hans Winding, Gades læge, har jeg fra dem selv. Holger Bisgaard efterfulgte sin far, Ove Bisgaard, som formand for Legatet. Der skal her lyde en varm tak til Holger Bisgaard for stor hjælp med at fremdrage kildematerialer og kaste et kritisk blik på manuskriptet. Marie Martens på Musikmuseet i København har som altid været en fortrinlig hjælp til at fremdrage relevante materialer. Tak til cellisten Søren Friis, der gen-
nem mange år har været en værdifuld ambassadør for Jacob Gade og hans værker. Tak til Mikael Beier, Henrik Engelbrecht og Michael Hornung for værdifuld sparring, og Claus Byriths ekspertise omkring historiske indspilninger har gjort gavn. Der skal også lyde en tak til redaktør Jens Cornelius og forlaget Multivers for den opbakning, som udgivelsen har kunnet trække på. Det er en glæde og tilfredsstillelse, at en komponist fra den ”lettere genre” nu optages på linje med musikkens højkulturelle koryfæer. Det ville have glædet Jacob Gade!
Toke Lund Christiansen, 2025
EFTERMIDDAG I THORØHUSE
Eftermiddagssolen stråler skråt ind i den lavloftede stue, og Lillebælt udenfor blinker gyldent. Det er november 1956. Jacob Gade sidder på sin favoritplads, lænestolen med de høje armlæn. Herfra kan han sidde som i dybe tanker og holde øje med de forbipasserende fiskerbåde. Vi er nogle kilometer udenfor Assens. Det er her 77-årige Jacob Gade nyder sit otium. Ikke for ingenting døbte han og hustruen Mimi huset ”Kig u’”.
Men denne eftermiddag er anderledes. Han har besøg, og det huer ham egentlig ikke. Der lyder en klirren af kaffekopper fra køkkenet. Efter Mimis død er husbestyrerinden Petra Larsen Gades daglige hjælp. I det hele taget har han livet igennem altid haft en kvinde i sin nærhed. Gade sidder uudgrundelig. Hans gæst er blind, men selv hvis han kunne se, ville han næppe ane, hvad der gemmer sig bag Gades tykke hornbriller. Danmarks Radio har stillet kameraer op. Det skal ende med et tv-portræt om Tango Jalousies komponist. Netop fordi mødet blev tvoptaget, har vi også et dækkende billede af forløbet.
Den dengang landskendte journalist og forfatter Karl Bjarnhof samler ikke kun optagelser til dokumentarudsendelsen, men også stof til en romanbiografi. Gade har opnået alt, hvad en musiker med rimelighed kan håbe på, og Bjarnhof føler formodentlig – nok uden at gøre sig det helt klart – at denne spillemand, denne enkle eksistens med ét særligt talent, står under ham i evner. De kommer begge fra Vejle, og derovre er man helt på det rene med, at det er Jacob Gade, der er byens berømthed af de to.
Samtalen bevæger sig kun trevent fremad. Det er en del af Bjarnhofs samtaleteknik. Hans pauser kan gøre modparten mør. Men også Gade kan trække tiden ud, alt imens det gamle ur på væggen bag dem tikker langsomt videre. Bjarnhof fornemmer altid, hvor hans offer søger hen. Gade vælger defensiven. I grunden har han intet imod Bjarnhof. Det er situationen, der er noget akavet.
Efterhånden som ordene falder, mørkner det i den lavloftede stue, og Bjarnhofs spørgsmål får en drejning hen imod, hvorvidt Gade har svigtet sit talent ved at skrive døgnfluer, eller, som han udtrykker det: ”Føler De Dem kunstnerisk deklasseret ved at have dyrket den lettere muse”? Der kommer ny kaffe på bordet. Gade ville formentlig foretrække sit whiskyglas. Thorøhuse er en lille by, men dog med en købmand. En gang om dagen leverer man en flaske skotsk til komponisten.
Sådan forlyder det, men selvom det skulle være overdrevent, så var hans whiskyforbrug markant. Ingen her i Thorøhuse har dog set ham beruset. Den stovte skikkelse går sine ture med sin stok og får ofte en lille snak med fiskerne. De kender ham. På sin egen måde er han en af deres. På det seneste er hans syn blevet dårligere. Og her sidder han og Bjarnhof. Næsten lige blinde. Og så svarer han omsider. ”Jo, man skal vel ikke slå større brød op, end man kan bage”.
Jacob Gade er velhavende, og indkomsterne fra Tango Jalousie ruller regelmæssigt ind på hans bankkonto. Det er langt fra første gang, han lader sig interviewe. Tidligere på året satte BT en hel serie artikler af, hvor han fortalte om sit liv. I samtalerne med journalisten på BT får vi en helt anderledes levende fortælling. Her folder Gade sig ud og beretter ganske åbenhjertigt om sit omskiftelige liv. Overfor Karl Bjarnhof og for rullende kamera er det straks en anden sag. Gade er velformuleret, men stiv og underlig omhyggelig. Snakken udfolder sig nærmest som en duel eller et skakspil. Og som et kedeligt spil præget af forsigtighed må det naturligt nok ende remis.
Måske Gade har andet i tankerne, alt imens uret på væggen skærer sekunderne ud. Måske han tænker på den eftermiddag i USA, hvor han sad sammen med sin bror, Carl, og så tv. Frem på skærmen toner dirigenten Arthur Fiedler, der fortæller seerne, at hans og Boston Pops Orchestras indspilning af Tango Jalousie nu har passeret en million solgte eksemplarer. Som den første indspilning i verden. Eller måske han tænker på et par dage senere, da han selv bliver interviewet på amerikansk tv af landsmanden Victor Borge, og at Borge bagefter sætter sig til
flyglet og spiller tangoen. I et kort glimt har han måske set den store banket for sig, der blev afholdt på hotel Astoria i New York. Han rejste sig, slog på glasset og takkede for den overstrømmende modtagelse, de havde givet ham, og tilføjede så, at hvis det stod til ham, skulle alle de amerikanske indtægter af tangoen fremover tilfalde familien herovre!
”De er jo blevet millionær, Gade”. Bjarnhof vil gerne sætte trumf på, og Gade har en svaghed for penge. Det kan undertiden komme over ham at prale lidt, og taler man forlagsrettigheder med ham, bliver han enten tavs eller rasende.
En lille skramlende lyd fra uret i hjørnet vidner om, at om fem minutter falder det i slag. ”Åh ja… noget er det jo blevet til”. Underdrivelse er det bedste våben. Det stod fortsat uafgjort mellem de to vejlensere.
Jacob, eller Thune som han blev kaldt, var efter eget udsagn en ”vild krabat og en spilopmager”.
man en gårdsplads med tømmer og andre byggematerialer. De smalle skorstene fra købmandens kalkbrænderi sendte kraftig røg og svovlgul ild op i nattehimlen. Jacob husker også en anden købmandsfamilie, Svendsens, der holdt til i Vestergade. Her var der tre drenge på Jacobs alder, og de lavede sammen mange gale streger og spilopper. Jacob gik som lille og som skoledreng under sit mellemnavn ”Thune”, og han kunne fra tidlig alder være uregerlig. ”Jeg havde den tilbøjelighed at ville løbe fra mor. Ja, lille Thune, jeg bliver jo nødt til at binde dig, ellers forsvinder du bare, sagde mor altid. Det husker jeg tydeligt. Og siden stak jeg af alligevel”.