Herfra hvor vi står
Af samme forfatter
Under en Sort Sol. Fra Pisserenden til Statens Museum for Kunst (2002)
Hitlisten. Alt om 2.015 hits på Tjeklisten (med Andrew Jensen) (2005)
DNA twothousandandfive (2005)
David Bowie. Station til station (2006)
Something Rotten! Punk i Danmark. Maleri, musik og litteratur (2010)
Eik Skaløe. Spejder og Steppeulv (2012)
David Bowie. Station til station mod den næste dag (2013)
Dizzy Mizz Lizzy. En drengedrøm (2015)
David Bowie. Starman 1947-2016 (2016)
Iggy Pop. En overlever (2017)
Sods: Minutes To Go (2023)
Den røde tråd. 50 år med Shu-bi-dua (med Jacob Wendt Jensen) (2023)
Medforfatter og -redaktør til (seneste udgaver)
Politikens Store Rockleksikon (2004)
Bonniers Rock Lexikon (2005)
Herfra hvor vi står
Jan Poulsen
Herfra hvor vi står
Af Jan Poulsen
© Forfatteren og Multivers ApS, 2025
1.udgave, 1. oplag 2025
Danske albums redigeres af Jan Poulsen og Henrik Marstal
Forsidefoto: Polydor, 1971. Akvarel af Niels Skousen, 1967
Bagsidefoto: Asker Reib Telvad, Klostermarken (i dag Folkeparken), Roskilde, 26. juni 1971
Omslagslayout: Simon Lilholt, Imperiet
Sat hos Demuth Grafisk
Tryk: Totem
Printed in Poland
ISBN: 978-87-7917-687-4 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
For nogle illustrationer i denne bog har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt vi på nogen måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet, og retmæssige krav i den forbindelse vil ved henvendelse til forlaget blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen.
Denne bog er udgivet i samarbejde med
Herfra hvor vi står - Danske
Forord
Sock! Bang! Svisch! Smack! Vroom!
Fem forskellige udråb fra et tegneserieunivers, men sat i lige præcis den rækkefølge var det titlen på en ”Batman-musical” for børn, som havde dansk premiere på Svalegangen i Aarhus den 22. oktober 1968. Men det var mere end det. Det var måske begyndelsen på Herfra hvor vi står? Det var i al fald første gang, at Niels Skousen og Peter Ingemann mødte hinanden.
Eller blev frøene til lp’en sået den dag, Niels Skousen fik besøg af Stig Møller, som skulle lære ham at spille guitar? Eller var det reelt den 20. juni 1966, hvor Bob Dylan udsendte sin skelsættende dobbelt-lp Blonde On Blonde?
Eller måske snarere halvanden måned forinden, hvor samme Dylan indtog scenen i K.B. Hallen i København den 1. maj og gav Niels Skousen en åbenbaring? Eller skal vi søge endnu tidligere i dylanologien?
Det kunne også være dengang, Tømrerclaus, Knud
Bjørnø og Bjørn Uglebjerg dukkede op en efter en og blev en del af holdet, som over bare fire dage i midten af
Den 2. juni 1971 spillede Skousen & Ingemann og venner på trappen op til Vor Frue Kirke i Svendborg. Koncerten blev filmet af Danmarks
Radio og godt en halv time af den blev sendt på tv den 21. juni. Fra venstre er det Knud Bjørnø på fløjte, Thomas ”Tom” Lund på congas, Bjørn Uglebjerg bag trommerne, Peter Ingemann på bas, Niels Skousen på akustisk guitar og Stig Møller på elektrisk guitar. (Fotograf ukendt).
februar 1971 indspillede og mixede den danske rockmusiks første store bestseller.
Svaret blæser i vinden og er svært at indfange. Det er langtfra entydigt, for her skal der lægges noget til, og dér skal der trækkes noget fra, men de nævnte begivenheder vægter alle tungt, hvis man vil navigere efter et udgangspunkt for Herfra hvor vi står. Faktum er i al fald, at albummet havde en uhørt lang fødsel, og Bob Dylan var jordemoder in absentia.
Albummet med dets seks sange har også fået et langt liv. Det lever og har det tilmed godt her mere end 50 år senere, hvor det stadig finder et nyt og ungt publikum, som det også gjorde dengang i 1970’erne. Jeg var selv ikke særlig gammel, da jeg hørte det første gang. Ikke engang teenager. Men jeg blev fanget af det. Af fortællingerne i teksterne, af den imødekommende og på sin vis letgenkendelige musik og af den afslappethed, der nærmest sprang ud af rillerne. De seks musikere lød til at have det sjovt.
Jeg elskede Knud Bjørnøs saxofon, navnlig i Fodbold, og han var et af mine to sax-forbilleder – det andet var Andy Mackay – da jeg i mine teenageår lidt senere i tiåret købte en saxofon og havde store planer om at lære at spille på instrumentet. Det gik ikke så godt. Jeg havde lettere ved at spille plader. Og navnlig dem, der var signeret min egen generation, som tog teten efter den musikalske revolution i sidste del af 1970’erne.
Herfra hvor vi står overlevede udrensningen og var således den eneste danske lp i min samling, da Sods udgav
Minutes To Go i 1979. Så stor var – og er – min kærlighed til pladen.
Det har derfor været en udelt fornøjelse og et stort privilegium at dykke ned i den og tale med alle de involverede: Musikere, producer, fotografer og pladeselskabsfolk. Alle stillede beredvilligt op til interviews om den tid og den plade. Selv Knud Bjørnø, som udvandrede til USA i 1972 og med egne ord ikke har spekuleret meget på
Herfra hvor vi står i de forgangne år, sendte med glæde sine tanker tilbage i tiden, da jeg først havde fundet ham i Washington D.C.
Mange mennesker har bidraget til bogen, og det vil jeg gerne kvittere for. Først og fremmest med en stor tak til Niels Skousen, Peter Ingemann, Tømrerclaus, Stig Møller, Knud Bjørnø og Casper Andersen for sammen med Bjørn Uglebjerg at have skabt pladen, men også for generøst at dele ud af deres hukommelse og tanker om tiden dengang.
Samme store tak skal Susanne Mertz og Per Kofod også have; Susanne tillige for generøst at give mig adgang til hendes rige og vidunderlige fotoarkiv.
Tak også til pladeselskabsfolkene Per Stan og Thomas Trolle Hemdorff, som begge var med til at udgive
Herfra hvor vi står i hver sit årtusinde, til Claus Rasmussen for at stille sin store viden og sit lige så store arkiv til rådighed, til Christian Hald Foghmar for svar på spørgsmål om Albert Mertz og til Andrew Jensen, Ole Knudsen, Christian Monggaard og Lars Movin, som hver især gjorde mit arbejde en lille smule lettere.
Endelig vil jeg også takke min ven Peder Bundgaard
(1945-2024) for mange spændende samtaler om dén tid. Desværre nåede han ikke at se det færdige resultat. Bogen er tilegnet ham.
Kapitel 1
Svært at nå frem
Ingen vil bestride The Beatles’ afsmitning på danskrockens barndom. Den 4. juni er for længst blevet en imaginær flagdag, hvor mange danskere hvert år sender en tanke tilbage til den dag i 1964, hvor The Fab Four indtog Danmark og med to koncerter i K.B. Hallen i København ændrede dansk musik for evigt.
Hundredvis af pigtrådsorkestre skød op over det ganske land i årene derefter, og nogle få af dem satte umiddelbart og meget hurtigt store aftryk, mens hovedparten hurtigt blev glemt igen.
Små to år senere kom det næste forvarsel om noget nyt, da Bob Dylan den 1. maj 1966 optrådte samme sted og hævede barren for rockmusikkens væsen.
Sangtekster var ikke længere bare jubeludbrud som yeah yeah yeah og banale, men uden tvivl velmente og kærlige ytringer som she loves you og I want to hold your hand. Dylan introducerede litteraturen i rockmusikken, og selvom han også kunne finde på at synge I want you, var der sprogligt mere gods at hente i hans tekster. På det tidspunkt. The Beatles og mange andre bands og solister kom dog hurtigt efter det.
Var 1. maj ikke en reel flagdag i forvejen, ville den også blive en imaginær en. Dylan-koncerten satte meget i gang, men der gik lang tid, før det blev tydeligt og håndgribeligt.
Den blev dog intet mindre end definerende for mange danske sangskrivere in spe, heriblandt Niels Skousen, for hvem den amerikanske spillemand har haft kolossal stor betydning. Ikke bare for hans musikalske udvikling, men også for mange af de valg, han har truffet; navnlig i sine yngre år, når han stod ved en korsvej, og første gang var såmænd allerede første gang, han overhovedet hørte Dylan.
”Det var hans plade Another Side Of Bob Dylan, der i det hele taget satte mig i gang. Jeg hørte den og navnlig sangen Chimes Of Freedom, og hold nu kæft, tænkte jeg, der var noget, der gav genklang i mig. Det var første gang, jeg havde det på den måde, og jeg strøg ud og købte en guitar,” fortæller han.
En guitar alene gør ingen spillemand, og Niels Skousen havde andre jern i ilden. Mange andre jern. Han var ikke kostfornægter, når det gjaldt kultur, og på et tidspunkt havde han taget den store beslutning, at han ville finde sin plads et sted i den verden. Hvor præcist stod ikke klart for ham, men som det første skridt var han sprunget fra sine medicinstudier ved Københavns Universitet for at gå skuespillets vej. Nogle forestillinger på Studenterscenen havde udstukket kursen, og derfor søgte han mod den eksperimenterende teatergruppe, Collagetruppen, der var udsprunget af netop Studenterscenen i 1962. Han blev en del af det fællesskab.
”Det var min drøm at blive skuespiller, og jeg tænkte, at jeg skulle gå den vej,” fortæller Niels Skousen og fortsætter om Collagetruppen: ”Vi så det som en slags avantgarde, også fordi det var inspireret af det avantgardisti-
ske teater og af Beckett og Ionesco, ligesom vi også så de franske nybølge-film, og sammen med [manuskriptforfatterparret] Bent Grasten, som var Kjeld Petersens bror, og Kirsten Stenbæk, så vi også Gøg og Gokke, og det ledte alt sammen op til, at vi lavede forestillingen Kom herind, jeg vil fortælle Dem noget. Den gik på Allé-Scenen [det nuværende Betty Nansen Teatret], hvor der var stor ballade, fordi vi havde lejet os ind dér. Det var filminstruktøren Bent Christensen og Ingrid Bergmans mand, Lars Schmidt, som havde sat penge i det, og jeg var kun lige 18 år og pludselig helt inde i København. Det var en fantastisk oplevelse for mig.”
Balladen skyldtes alene, at Collagetruppen blev opfattet som amatører af de snobbede kritikere, og amatører havde altså intet at gøre på en etableret teaterscene. Mente sagkundskaben, men den blev klogere. Niels Skousen var dog ikke kun interesseret i at spille rollerne, han ville også være med til at skrive stykkerne, hvad han fik rig mulighed for i Collagetruppen. Han skrev dog også prosa ved siden af og fik novellen Den lille dreng med de blå øjne med i antologien 11+11, som forlaget Arena udgav i 1964, og hvor han som den eneste debutant stod side om side flere af tidens bedste af de yngre – og senere hen meget læste – forfattere som Inger Christensen, Anders Bodelsen og Svend Åge Madsen.
I det hele taget var Niels Skousen aktiv på mange felter, men tankerne om selv at spille musik havde han ikke været synderligt optaget af, selv om han altså havde købt en guitar. I øvrigt havde han altid haft musik tæt inde på
livet, da hans mor havde en danseskole, hvor han hørte en del af den musik, der blev danset til. Men der blev rokket ved det hele en aften, hvor den britiske sanger og sangskriver Richie St. John stod på scenen. Han havde ved et tidligere besøg fundet sig en dansk kæreste og slået sig ned i København. Her havde han fået et renommé som ”den danske Dylan” i det spirende miljø af folkemusikere og visesangere, der også talte navne som Cæsar, Per Dich, Povl Dissing, Trille og trioen Cy, Maia & Robert, og som holdt til på steder som Folkeklubben i Dahlerupsgade, Vise-Vers-Huset i Tivoli og i Folk Lorry på Allégade på Frederiksberg. Senere opstod også en lokal scene omkring det mere anarkistiske, kunstnerdrevne Galleri 101 i Store Kongensgade i Indre By, hvor blandt andre duoen Hasse og William slog deres folder.
”En veninde tog mig med i en folkeklub for at se Rich St. John, og det var første gang, jeg hørte én spille med finger picking på en Martin-guitar. Det satte nogle tanker i gang,” fortæller Niels Skousen og tilføjer, at der dog først for alvor kom handling bag tankerne, efter at han havde oplevet Bob Dylan i K.B. Hallen i 1966:
”Det var faktisk den koncert, der overbeviste mig om, at den scene, hvor man står – her er forstærkeren, her er instrumenterne, her er musikerne, her er sangeren – var scenen; den scene, hvor der bliver fortalt noget lige ud af posen til mig. Jeg tænkte, at det var den slags teater, jeg ville gå over til. Dette var det levende ord. Simpelthen. Fordi ordene fik en stor dybde og betydning, når de blev sunget. Jeg fik en åbenbaring den aften!”
Tilbage i 2011, hvor Niels Skousen udgav sin erindringsbog Herfra hvor jeg står, satte han flere ord på denne åbenbaring:
”Det var en koncert, som grundlæggende ændrede hele min synsvinkel og mit liv. Ikke bare fordi den lille tynde fyr, der stod der i sin prikkede skjorte og med sit store hår, havde en udstråling, der var gigantisk, men også fordi der for mig var en hel række af billeder, der faldt på plads. Ting, der havde ligget og flydt rundt som fragmenter, samlede sig pludselig sammen. (…) Sangen og den elektriske guitar havde genfødt fortællingen og genoplivet ordet. Her og nu og for fuld styrke. Scenen var en platform, og da de spillede numre som Desolation Row og Like A Rolling Stone, var det, som om det hele gik over i farver. En blomst, der foldede sig ud, gaver der blev delt ud. (…) Her var svaret på noget, jeg ikke engang havde spurgt om.”
Bob Dylans turné i 1966 blev skelsættende; ikke bare for Niels Skousen, men i det hele taget, idet den varslede en helt ny vej for rockmusikken. Dylan havde allerede på den første af de to lp’er, han udgav året før, Bringing It All Back Home (1965), taget afsked med den eksplicitte protestsanger, og på sange som Subterranean Homesick Blues, Maggie’s Farm, It’s All Over Now, Baby Blue og Mr. Tambourine Man parret en beskidt rhythm’n’blues-baseret rock med spændende, fortolkningsrig lyrik. Han raffinerede stilen på sit næste album, Highway 61 Revisited (1965), der blandt andet indeholdt de to sange, som fik Niels Skousen til at se farver i K.B. Hallen.
Koncerten gjorde indtryk på mange af de godt 4.000
