Issuu

Spanien før Spanien

Jens Skovholm

SPANIEN før SPANIEN

En beretning om magt, tro og myter 711-1609

Spanien før Spanien. En beretning om magt, tro og myter 711-1609

Af Jens Skovholm

1. udgave, 1. oplag 2025

Omslag: Ida Ejdal

Sats: Ida Ejdal og Demuth Grafisk

Trykt hos Totem

Printed in Poland

ISBN 978-87-7917-626-3 www.multivers.dk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Udgivelsen er støttet af:

DET DANSKE INSTITUT I DAMASKUS

LANDSDOMMER V. GIESES LEGAT

VELUX FONDEN

FORORD

Billedet på modstående side viser et kig ind gennem porten til borgen på højdedraget oven over byen Trujillo i Extremadura. Portåbningen med den karakteristiske hesteskobue vidner om at borgen oprindeligt er opført af arabere engang efter erobringen af Den Iberiske Halvø i 711. Senere har kristne magthavere bygget videre på borgen, og den har antagelig fået sit nuværende udseende engang i 1200-tallet. Borgen som ligger med sine massive tårne midt ude i det øde Extremadura, har haft til opgave at bevogte et meget stort territorium. Borgen er opført på toppen af den høj som byen Trujillo ligger op ad. Når man i dag bevæger sig ned fra borgen, kommer man først gennem middelalderbyen med gamle adelshuse og to kirker, både en romansk og en gotisk, også fra 1200-tallet. Den gotiske kirkes indre er udstyret med to små balkoner som i sin tid var tiltænkt De Katolske Monarker, når de var på besøg i Trujillo. De Katolske Monarker var det kongelige ægteskab mellem den castilianske dronning Isabel af Castilien og den aragonske kong Fernando. Forbindelsen mellem dem var en forudsætning for sammenlægningen af kongerigerne Castilien og Aragonien i 1516 – til det vi i dag kender som Spanien.

Når man går længere ned ad højen, kommer man videre ned gennem den spanske historie og kommer ud gennem en af portene i den gamle bymur til Plaza Mayor der er centrum for den nyere bydel som er fra 1500- og 1600-tallet. Midt på den meget uregelmæssige plads er der en rytterstatue af en af byens stolte sønner, Francisco Pizarro, der stod i spidsen for erobringen af Inkariget. Pladsen er i øvrigt domineret af kirken San Martín. Fra pladsen er der et fint udkig til renæssancebyen som er opført af hjemvendte conquistadorer, der drog ud fra disse øde områder og kom tilbage fra den nye verden med formuer som de blandt andet brugte på at bygge de fornemme palæer. Stemningen er sløv og støvet, særligt om sommeren hvor heden er så massiv at man kan skære i den. Nogle af palæerne er aflukket på grund af fare for nedstyrtning. På den stille plads er der også fint kig til alle storkene som flyver omkring. De har reder på taget af kirken og på flere af bygningerne omkring pladsen. Går man videre ud herfra, kommer man ned på det flade område til den nyeste by som dog bærer præg af at være en lilleby langt ude i provinsen.

Trujillo ligger lidt væk fra turismens alfarvej, men den der alligevel finder vej til byen, vil opleve både en lidt hengemt stemning og denne illustrative vandring ned gennem byens historiske lag, fra fortid til nutid. Denne manifeste tilstedeværelse af historien er imidlertid ikke unik for Trujillo – man kan f.eks. køre bare 50 km, og så er man i Cáceres der ligesom så mange andre spanske byer har en forholdsvist stor intakt middelalderbydel med smukke adelspalæer og forsvarstårne. Det er som en direkte rejse tilbage til middelalderen – og til de mange fortællinger og myter som gerne fortælles igen og igen i populærkulturen, i turistguiderne og i forbindelse med byernes festivaler. Om forsvarsløse jomfruer, om stolte maurere og om endnu mere stolte kristne riddere, om mirakuløse hændelser og storslåede sejre. Spansk folklore og populærkultur hylder legenderne i ét stort tag-selv-bord.

Denne bog er skrevet til dem der ligesom jeg er fascineret af Spaniens historie. Til dem der selv rejser rundt og forvirrer sig ind i de historiske labyrinter, og som ved synet af de gamle barrios får lyst til at vide mere om den historie der ligger bag. Mange rejsende i det sydspanske har sikkert besøgt Alhambra i Granada og er blevet slået af at der findes et så imponerende smukt og helt unikt anlæg i Europa. Det vil jeg gerne fortælle baggrunden for. Man kan ikke rejse efter bogen, men hvis man rejser i Spanien, kan man her få et bud på en sammenhængende fortælling om den spanske historie i middelalderen. Som læser af denne bog har jeg gennem hele skriveprocessen haft den historieinteresserede rejsende for øje.

Bogen er også skrevet til dem der er fagligt interesseret i Spaniens historie: lærerstuderende med historie som fag eller historiestuderende ved universitetet som har brug for en indgang til fagområdet. Noterne kan bruges til at se hvilken litteratur min beretning bygger på, og hvordan man selv kan komme videre med bogens emner. Fremstillingen baserer sig på sekundærlitteratur, og de kilder der refereres er tilgængelige på engelsk.

Bogen fokuserer på forholdet mellem de tre religioner kristendom, islam og jødedom som afgørende præger Spaniens historie i middelalderen, og deres betydning for den politiske udvikling. Af den grund er der fokus på konflikt, skiftende konjunkturer og de personer der indgik heri.

Fremstillingen bygger på vignetter som kan være billeder eller små sproglige illustrationer, der refererer til historiske levninger i form af bygninger og fremherskende byggestile, institutioner, sædvaner og ritualiseringer, samtidige ord og begreber (troper), samtidig historieskrivning og litterære tekster eller andre diskursive vinduer til forståelse af mentalitet og identitet. Hvert kapitel indledes med en historisk seværdighed man selv kan opsøge. Herigennem søger jeg at belyse forholdet mellem de tre religioner og deres indbyrdes samspil i forhold til den

løbende politiske historie. Religionerne ses ikke indefra men som samfundsmæssige diskursive forekomster der gennem dannelse af identitet og ideologi opretter en magtbalance og social ligevægt der medvirker til at skabe såvel samfundsmæssig stabilitet som udvikling i form af konflikt og sammenbrud.

Tidsmæssigt dækker bogen den periode hvor der var muslimer, jøder og kristne på halvøen – fra den arabiske invasion i 711 til landsforvisningen af de sidste muslimer i 1609, med et første slutpunkt i 1492 hvor de kristne monarker besejrede den sidste islamiske stat og udviste de jøder som ikke ville lade sig konvertere til kristendommen, fra landet. I denne 900 år lange periode betragtes den politiske historie i lyset af den religiøse og kulturelle dynamik. Over årene overgik magten fra at have konkret personlig karakter, knyttet til den enkelte regent, til at den blev udøvet gennem institutioner – hvilket peger frem mod moderne tid. Magten blev udøvet af de regerende fyrstefamilier og dynastier –kaliffer såvel som konger – ved at de betjente sig af allehånde forskellige udbytteformer og alliancer, herunder også ægteskabsalliancer. Og når disse ikke rakte, greb man til mere eller mindre diskrete mord og landsforvisninger – også når det gjaldt den allernærmeste familie – og egentlig krig. Men til trods for et tilsyneladende ubegrænset voldsmonopol måtte emirerne, kalifferne og kongerne mv. holde sig inden for den givne stats legitimitet sat af sædvane og mere eller især mindre formulerede kontrakter mellem fyrstemagten og den øvrige del af den indflydelseshavende del af aristokratiet eller ulama’en.

Man taler ofte om la reconquista frem mod 1492. Det udtryk udspringer af en forestilling om at de spanske kristne kongeriger der startede som små frimærker på nordkysten af Den Iberiske Halvø i tiden umiddelbart efter den arabiske erobring af halvøen i 711, i løbet af små 800 år foretog en vedholdende og målrettet tilbageerobring af det øvrige territorium. Begrebet stammer fra den middelalderlige samtid, særligt

første halvdel af 1200-tallet, hvor der foregik noget der med en vis ret kan kaldes generobring. Begyndende med det strategisk afgørende slag ved Las Navas de Tolosa i 1212 som åbnede adgangen for de kristne hære til Guadalquivir-dalen og dermed til den erobringsbølge der fulgte i 1230’erne og 1240’erne med erobringen af de centrale byer Jaén, Córdoba og Sevilla. Samtidig erobrede den aragonske konge Valencia på østkysten. Disse år og disse erobringer er sammen med den afsluttende krig om Granada i 1480’erne den egentlige reconquista. Resten af tiden var præget af skiftende konjunkturer, konflikter og alliancer på kryds og på tværs. Der foregik masser af militære bevægelser og erobringer af byer – krig var langt hen ad vejen tidens anvendte politik. Men krigen foregik både interreligiøst, altså på tværs af de religiøse grænser mellem de kristne riger og det muslimske al-Andalus eller Granada, og intrareligiøst inden for de kristne riger og mellem de mindre islamiske stater indbyrdes. Men til trods for det skabte den samtidige korstogsideologi en selvstændig myte om Spanien og ikke mindst om la reconquista. Ordet er således et historisk diskursivt fænomen, og det kan ikke bruges som analytisk begreb. Begrebet er selv til undersøgelse. Derfor bruges benævnelsen la reconquista i denne bog kun som en karakteristik af den samtidige opfattelse, ikke som begreb for udviklingen af den politiske historie på Den Iberiske Halvø.

For at holde styr på den uendelige række af enslydende kongenavne, særligt Alfonso som der er omkring 20 af når man tæller de aragonske og portugisiske med, betegner jeg dem konsekvent med deres nummer og ofte det tilnavn som historien senere har givet dem. Jeg følger den nationale navngivning, og det betyder at de portugisiske Alfonso’er bliver til Afonso’er. Vedrørende de catalanske navne holder jeg mig til de spanske navne, f.eks. Jaime, men oplyser som regel også den catalanske version, Jaume. De mest kendte kongelige har fået danske, engelske eller tyske navne i forskningen. Her holder jeg mig til de spanske. Det betyder

at jeg vælger Fernando og Isabel frem for Ferdinand og Isabella. Karl V staves dog med K som tysk-romersk kejser mens han som spansk konge hedder Carlos. Det samme gælder stednavne. Ved byer skriver jeg de nationale navne, dog vælger jeg ved de catalanske stednavne de spanske, f.eks. Lérida, evt. suppleret med en oplysning om det catalanske, Lleida.

Lande og regioner nævnes ved de danske betegnelser; derfor Spanien i stedet for España. Ved de arabiske navne har jeg tilladt mig at sløjfe alle diakritiske tegn primært ud fra min egen mangel på indsigt, men også ud fra den formodning at de ikke er relevante for bogens publikum.

Til slut et par ord om den entitet vi plejer at kalde Spanien. Udtrykket ’Spanien i middelalderen’ er en anakronisme; det er set fra nutidens synspunkt. I middelalderen var der ingen klare grænser på Den Iberiske Halvø. Udadtil var halvøen en del af den indsø vi kalder Middelhavet, og dermed delvist en del af Nordafrika. De gamle grækere kaldte halvøen Iberia mens romerne brugte betegnelsen Hispania om deres iberiske provins. Det visigotiske rige der opstod i forbindelse med Romerrigets fald, blev også kaldt for Hispania. España er en afledning heraf. Dette ord optræder allerede hos Isidoro af Sevilla i en hyldesttale til landet. Efter år 711 blev store dele af halvøen en del af den islamiske verden som strakte sig fra øst, hvorimod den nordlige del havde tætte forbindelser til det kristne Europa. Araberne kaldte halvøen al-Andalus hvilket efterhånden blev navnet på den del de dominerede. I dag genfindes dette navn i Andalusien som er det moderne navn på den sydligste autonome region i Spanien. Jeg bruger betegnelsen andalusisk som adjektiv både for al-Andalus og Andalusien. I skyggen af al-Andalus dannedes mod nord en række kristne kongeriger: først Asturien, derpå León og Castilien med forskellige dobbeltbetegnelser. I nordøst opstod først Navarra, dernæst Aragonien og Catalonien. Senere opstod Valencia, og længst mod vest blev Portugal dannet som kristent kongerige.

Bogen indledes med en prolog og afsluttes med en epilog som har til formål at indramme bogens emne aktuelt og fagligt. Jeg kalder det en beretning, og heri ligger at det er en tilstræbt kronologisk fremadskridende fremstilling med fokus på politiske begivenheder og med inddragelse af kulturhistorien og forholdet mellem majoriteten og de religiøse minoriteter.

Denne bog har haft en lang fødsel, men den var ikke blevet til noget hvis ikke Det danske Institut i Damaskus, Veluxfonden og Landsdommer V. Gieses Legat beredvilligt havde støttet den økonomisk. Tak for det. Jeg skylder også en tak til dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og lektor emeritus

John Kuhlmann Madsen, som har gennemlæst og kommenteret manuskriptet. Endelig skylder jeg en tak til forlagets redaktør Mie Bjørnskov Frandsen som med et skarpt øje for alle detaljer har hjulpet med at gennemarbejde det endelige manuskript, samt til Ida Ejdal Pedersen som har udarbejdet alle kort og slægtstavler.

Og med disse formaliteter på plads kan jeg her præsentere beretningen om det Spanien der var, før det blev Spanien.

PROLOG

Fortiden er altid til stede i Spanien. Ikke bare i byernes gamle bygninger og monumenter men også i det politiske liv og den politiske debats værdigrundlag og argumentation. Således meget udtalt i forbindelse med de senere års voldsomme modsætningsforhold mellem især de catalanske separatister og den spanske stat; separatisterne har for eksempel ofte sammenlignet statens indgreb med Francisco Francos kontrol med de nationale mindretal under diktaturet frem til 1976. Separatisterne legitimerer desuden deres ønske om selvstændighed med den relation der i århundreder var mellem den spanske castiliansk-dominerede stat og Catalonien. I middelalderen udgjorde kongerigerne Aragonien, Catalonien og Valencia sammen med De Baleariske Øer, Sardinien og Sicilien samt dele af Syditalien Aragoniens Krone. Disse lande blev ved ægteskabet mellem Aragoniens kong Fernando og Castiliens dronning Isabel lagt sammen med Castilien-León i en personalunion hvorefter dronningen i sit testamente fastlagde at de nye erobringer, Granada, De Kanariske Øer samt alle de lande i den nye verden som fremover skulle opdages og erobres, skulle tillægges Castilien-León. Det blev fastholdt i århundreder med den konsekvens at al handel med det oversø-

iske imperium gik gennem de castilianske byer, altovervejende Sevilla. Derfor forblev særligt Catalonien et yderområde frem til slutningen af 1800-tallet hvor regionen blev industrialiseret og moderniseret med stor velstand til følge. Det er den fortid den catalanske separatistbevægelse ser tilbage på i dag, og man fremhæver Catalonien som et suverænt og uafhængigt fyrstendømme der traditionelt har indgået i konføderationen Aragoniens Krone.

På den kortere bane drejer konflikten sig imidlertid om de muligheder den spanske forfatning fra 1978 giver for selvstyre, og ikke mindst spørgsmålet om retten til at kalde sig et nationalt mindretal, hvis ikke ligefrem en nation. Forfatningen fra 1978 blev udarbejdet i et samarbejde mellem kongemagten og den af kongen udpegede konservative statsminister Adolfo Suárez med inddragelse af blandt andet catalanske eksilpolitikere. Den fastslår at Spanien er en ”social og demokratisk retsstat” baseret på forfatningens overhøjhed. Staten fremhæves frem for nationen idet ”den spanske nations uopløselige enhed, det fælles og udelelige fædreland for alle spaniere” fremhæves. Ambitionen var at opløse Franco-tidens modsætning mellem spansk nationalisme og de nationale mindretal som baskisk, catalansk og galicisk mv. I 1978-forfatningen kaldes de nationale mindretal ”nationaliteter”, og ”regioner” garanteres retten til at kunne få selvstyre. Formuleringerne er et udtryk for et kompromis mellem den højreorienterede nationalisme og de nationale mindretal – som altså netop ikke kaldes nationale mindretal men blot ”nationaliteter” – idet de bliver bundet sammen af den fælles forfatning.1

I slutningen af 00’erne forsøgte man at aftale en ny selvstyreordning for Catalonien. Den blev først vedtaget i Catalonien, derefter blev et revideret udkast vedtaget i det spanske parlament, og endelig fik dette opbakning med næsten 74 % ved en folkeafstemning i Catalonien. Men til trods for denne klare demokratiske proces og det overbevisende

resultat mødte selvstyreordningen stor modstand fra højrefløjen. Den daværende oppositionsleder – og senere statsminister – Mariano Rajoy og flere af de øvrige regioner indklagede derfor den vedtagne selvstyreordning for den spanske forfatningsdomstol som endte med at give dem ret ved sin afgørelse i 2010.

Det afgørende stridspunkt var ordet ”nation”. Det havde optrådt i den oprindelige tekst om Catalonien men var i processen blevet flyttet fra selve teksten til præamblen. Set i lyset af de konflikter der senere opstod, var det tilsyneladende en god salomonisk løsning, men det var åbenbart ikke tilstrækkeligt for højrefløjen som fastholdt at der efter landets forfatning ikke eksisterede ”nationale mindretal” men kun ”nationaliteter”.

Dette førte videre til en uforsonlig strid mellem den catalanske løsrivelsesbevægelse og den spanske centralregering, og det konservative parti Partido Popular i særdeleshed, som i første omgang kulminerede på Cataloniens nationaldag – La Diada den 11. september – i 2014 som samtidig var trehundredeårsdagen for at indbyggerne i Barcelona i 1714 måtte overgive sig til det sejrende Bourbonmonarki under den Spanske Arvefølgekrig. Catalonien havde satset på at den habsburgske hertug Karl kunne trække området ud af sin flerhundredårige isolation, og at Barcelona kunne erstatte Madrid som Spaniens hovedstad med adgang til handel med kolonierne.2 I 2014 blev årsdagen brugt til en massedemonstration i Barcelona hvor de catalanske uafhængighedspartier krævede en folkeafstemning om løsrivelse. En såkaldt konsultation blev gennemført i november 2014 men med meget lav deltagelse, og en ny uofficiel folkeafstemning blev gennemført den 1. oktober 2017 med en noget højere deltagelse men dog uden væsentlig deltagelse fra de spansksindede. Til gengæld vandt løsrivelsesbevægelsen en del international sympati på grund af politiets til tider meget voldsomme fremfærd under den uofficielle afstemning. På grund af valgsystemets indretning

har løsrivelsespartierne ved de samtidige officielle valg til det catalanske parlament opnået flertal i mandattal uden dog på noget tidspunkt at have opnået flertal i stemmetal.

Denne konflikt nåede i november 2023 til et foreløbigt slutpunkt da lederen af det socialistiske arbejderparti, PSOE, Pedro Sánchez dannede regering med støtte fra de nationalistiske og separatistiske partier i Galicien, Baskerlandet og Catalonien samt De Kanariske Øer og i den forbindelse foreslog at udstede amnesti for de ansvarlige for gennemførelse af den forfatningsstridige afstemning i 2017. Dette gav på den ene side anledning til voldsomme protester fra højre men på den anden side måske også en mulighed for at overkomme en politisk gordisk knude som man blev nødt til at angribe med en vis form for anerkendelse for at komme videre.

Netop anerkendelse af fortidens skygger har lige siden Francisco Francos død den 20. november 1975 været et vigtigt punkt. Fra starten valgte man de mere pragmatiske løsninger for at kunne slå ind på demokratiets vej idet man kollektivt indgik en slags ’glemslens pagt’ som sikrede at politiske forbrydelser begået før 1976 ikke kunne forfølges ved domstolene ligesom partierne ikke offentligt diskuterede hvem der havde været ansvarlig for udviklingen i 1930’erne frem til og under Den Spanske Borgerkrig 1936-1939. Umiddelbart betød denne pragmatisme at det var muligt for nationen som sådan at komme videre, men på den anden side betød den også at en masse mennesker fortsat måtte bære på erindringer som det – både på det personlige plan og på det politiske plan – kunne være ganske vanskeligt at komme videre med.

Man kan hævde at det er denne uafklarethed der fortsat dominerer i Spanien. Men ellers har Spaniens nyere historie været et stærkt eksempel på hvordan det var muligt at vikle sig ud af et diktatur på fredelig vis. Det førte Spanien ud af den hidtidige internationale isolation med optagelse i Nato i 1982 og EF i 1986. Under det spanske socialistparti

PSOE som regerede uafbrudt fra 1982 til 1996, brød Spanien for alvor isolationen. I 1992 kunne landet både byde velkommen til Olympiske

Lege i Barcelona og Verdensudstilling i Sevilla samt fejre 500-året for opdagelsen af Amerika. I 00’erne kunne man så – igen under en socialistregering – tage fat på nogle af de identitetspolitiske hængepartier.

Inspireret af Murens Fald i 1989 var man i stigende grad begyndt offentligt at diskutere borgerkrigen. Det førte til at man i 2007 vedtog en lov om ’historisk hukommelse’. Denne lov påbød fjernelse af tilbageværende statuer og mindesmærker som på den ene eller anden måde hyldede Francos oprør og efterfølgende diktatur. Loven havde til formål at give oprejsning til den halvdel af spanierne der tabte borgerkrigen, og som havde måttet leve som andenrangsborgere under Franco-regimet. Et særligt – og endnu uafsluttet – kapitel er de mange efterladte efter likviderede republikanere som i mange tilfælde ikke har kunnet begrave deres døde. Man mener at omkring 70.000 likviderede republikanere ligger i massegrave rundt omkring i landet. Loven om historisk hukommelse blev kritiseret fra to sider. På den ene side var konservative politikere meget imod denne lovgivning idet de henviste til at nationalisterne også havde mistet et stort antal familiemedlemmer. Fra den anden side blev loven kritiseret for kun at give erstatning til visse grupper og for ikke at omstøde Franco-regimets dødsdomme. Samme lovgivning om den historiske hukommelse førte til at man i oktober 2019 flyttede Francisco Francos balsamerede lig fra kryptkirken i Valle de los Caídos til et familiegravsted på en kirkegård i Madrid-forstaden El Pardo. Valle de los Caídos er umiddelbart et storslået mindesmærke for de faldne under borgerkrigen i Guadarrama-bjergene lidt uden for Madrid men i realiteten et monument for Franco som efter sin død blev begravet i kryptkirken. Det tog 18 år at opføre anlægget som er boret ind i klippen, og arbejdet blev udført ved hjælp af regimets straffefanger. Det rummer således alle elementer til en symbolsk værdikamp.

Endnu en historisk skandale blev afdækket fra begyndelsen af 00’erne da det kom frem at babyer af Franco-kritiske familier systematisk var blevet fjernet fra deres mødre mens general Franco var ved magten, og at denne praksis endda var fortsat endnu længere. De nyfødte var blevet videregivet ulovligt indtil en ny lov der regulerer adoption, blev introduceret i 1987. Læger, sygeplejersker, nonner og præster var efter sigende med til at fjerne babyerne fra deres biologiske mødre. Børnene blev ofte givet til forældrepar med tilknytning til Franco-regimet der ikke selv kunne få børn. Det er estimeret at ca. 30.000 babyer blev fjernet fra Franco-kritiske familier. I 2018 kom den første sag for retten.

Det er snart 50 år siden Francisco Franco døde, men der er åbenbart stadig mange fortielser i det spanske samfund. Og der er stadig en vis politisk uvilje i konservative kredse mod at få disse gennemlyst – også til trods for at Spanien har udviklet sig radikalt siden diktaturets ophør, og at kun mindre miljøer på den politiske højrefløj egentlig hylder Franco-tiden. Kirkens position er heller ikke længere den samme. Men at mange spaniere – og toneangivne spaniere – endnu forstår sig som spaniere på den spansk-katolske måde, kan man blandt andet se af den reaktion den daværende konservative statsminister José María Aznar havde da han efter terrorangrebet i Madrid den 11. marts 2004 ved en tale på Georgetown University i USA sagde at angrebet ikke havde noget at gøre med Al-Qaeda og invasionen i Irak i 2003, men at man skulle gå 1300 år tilbage til maurernes invasion, som han omtalte det som, hvor Spanien havde nægtet at blive en del af den islamiske verden og påbegyndt en lang krig for at generobre sin identitet.3

De spanske troppers deltagelse i invasionen i Irak havde ellers skabt opmærksomhed ved at soldaternes uniform var udstyret med et skulderemblem som blandt andet indbefattede et såkaldt Santiago-kors – en sammenstilling af et kors og et sværd som trækker på en middelalderlig ikonografi, og som man i dag ser overalt i Spanien, også på tilsynela-

dende yderst profane ting, som eksempelvis som udsmykning på den berømte Santiago-tærte. Men sammenfaldet mellem korstogsmyte og invasion i Irak var ikke heldig.4

Med sin bemærkning placerede Aznar sig på linje med den identitetsopfattelse der herskede under og efter Den Spanske Borgerkrig hvor general Franco blev kaldt el Caudillo, lederen af en moderne reconquista Omtalen konnoterer middelalderens krigsherrer og blev især anvendt under udbygningen af det oversøiske imperium. Efter borgerkrigen var betegnelsen et signal om sikring af en sammensmeltet spansk-katolsk identitet som den sande spanske nationale identitet. Det var kernen i francismen, og heroverfor konstruerede man en antispansk identitet som omfattede alle modstanderne – kommunisterne, de liberale grupper samt de baskiske og catalanske separatister. De blev opfattet som antispanske og knyttet til udenlandske identiteter og interesser.

Denne konstruktion greb imidlertid længere tilbage til historievidenskaben i det forrige århundrede som indgående havde beskæftiget sig med hvilken betydning de udefrakommende påvirkninger havde haft for udviklingen af den spanske identitet: indvandringen af skiftevis visigotere, arabere og nordafrikanere, de franske munkes indflydelse i Nordspanien og modsætningsforholdet til protestanterne i Nordeuropa mv. Her var den spanske historiker Marcelina Menéndez y Pelayo i slutningen af 1800-tallet en central person. Han hævdede at alt dette var fremmedelementer, og at det sande Spanien havde vist sig fra slutningen af middelalderen til ind i det 16. århundrede som en sammensmeltning af den spanske nation og katolicismen. Og siden da var Spanien degenereret på grund af fornyet fremmed påvirkning.5

Det var den historieopfattelse Franco abonnerede på. Og det var denne meget traditionalistiske historieopfattelse de spanske professorer der blev ansat ved universiteterne under Franco, hyldede. Blandt andet Ramón Menéndez Pidal som allerede i 1929 havde glorificeret middel-

alderhelten El Cid. Han hævdede at lejesoldaten El Cid havde spillet en central rolle i nationens historie i forhold til at standse de muslimske almoraviders fremfærd. I 1961 var han historisk rådgiver for produktionen af den amerikanske storfilm El Cid med Charlton Heston og Sophia Loren i hovedrollerne og var således med til at videregive myten til populærkulturen.6 Dette traditionalistiske synspunkt blev på samme tidspunkt bakket op af en republikansk eksilhistoriker i Buenos Aires, Claudio Sánchez-Albornoz, som mente at man ved at skelne mellem kulturens genotype og fænotype kunne argumentere for at den afgørende kulturelle identitet ikke udviklede sig over tid. Ifølge ham er der altså en kerne af spanskhed som kan føres tilbage til det visigotiske Hispania.

Sánchez-Albornoz argumenterede imod Américo Castro, en anden eksileret republikaner, der fra USA fastslog at den spanske kulturelle identitet var et resultat af en sammensmeltning af de tre religioner islam, jødedom og kristendom – kaster som han valgte at kalde dem.7

Imidlertid havde spanske arabister fra midten af 1800-tallet og frem kortlagt og oversat en stor del af de arabiske tekster som var overleveret fra den spanske middelalder. Filologer og arabister som Pascual

Gayangos y Arce og senere Miguel Asín Palacios besatte det fra 1843 nyoprettede professorat i arabisk ved universitetet i Madrid og bidrog med teksthistoriske oversigter og udgivelse af oversættelser af arabisk videnskab og poesi samt kortlægning af disses betydning for den tidlige skolastik i Europa.8 Men meget karakteristisk blev de islamiske filosoffer fremstillet som nærmest kristne.9

Det ændrede sig med Américo Castro som af flere årsager står som et fyrtårn i nyere spansk middelalderhistoriografi. For det første tager han i sin bog fra 1948, España en su historia: Cristianos, moros y judíos, fat på en analyse af samspillet mellem de tre religioner i middelalderens Spanien. I den forbindelse introducerer han et senere meget omtalt begreb nemlig convivencia, sameksistens, som et konstituerende begreb for den

spanske middelalder. For det andet anlægger han – tydeligt i den reviderede og udvidede engelske udgave fra 197110 – en nærmest diskurskritisk synsvinkel over for den traditionalistiske spanske historieskrivning som han kritiserer for at tilbageføre sin samtids forestilling om spanskhed til et tidspunkt før der endog var et ord for dette. Den samlende identitet på tværs af de små nationer af asturiere, galiciere, baskere, castilianere, navarranere, cataloniere var at de var kristne, og at de så sig selv som sådanne. For det tredje gennemfører han en slags mentalitetshistorie hvor han nedtoner analysen af begivenheder til fordel for inddragelse af et meget bredt kildegrundlag – blandt andet inddrager han i stort omfang litterære kilder med henblik på at fremdrage de verdensbilleder de forskellige grupper bevægede sig inden for. Og endelig bidrager han til en forståelse af hvordan særligt de kristne samfund blev organiseret langs de religiøse linjer.

I historiografien reduceres Castro imidlertid ofte til at have skabt begrebet convivencia som en banal form for fredelig sameksistens eller tolerance som adskillige af hans efterfølgere anvender lidt for ukritisk. Og han er også med rette blevet kritiseret for med sit kaste-begreb at essentialisere de tre religioners udøvere. Dog har mange – måske de fleste – historikere ikke kunnet komme uden om med udgangspunkt i convivencia at forsøge at definere et mere skarpt begreb til deres egne historiske undersøgelser. Først anvendte den amerikanske antropologisk orienterede historiker Thomas F. Glick begrebet som udgangspunkt for at identificere og undersøge elementer af akkulturation, dvs. påvirkning mellem de tre religioner.11 Det gør han ved at undersøge hvordan samspillet mellem de tre religioner var medvirkende til at udbrede viden om produktionsmetoder i landbrug og håndværk, samt hvordan handel mellem kristne og islamiske områder fungerede integrerende på tværs af grænserne. Glick interesserer sig for hvordan disse forbindelser understøttede videndeling og skabte ensartede strukturer på tværs af grænserne. Man kan

sige at han med udgangspunkt i en alsidig forståelse af kommunikation mellem de tre religioner, dog særligt islam og kristendom, analyserer de civiliserende konsekvenser af convivencia-begrebets sameksistensside.

Imidlertid er det Chicago-professoren David Nirenberg, hvis historiske metode kan karakteriseres som antropologisk diskurskritisk, der mest grundlæggende har sprængt den essentialistiske spændetrøje af conviviencia-begrebet.12 Han tager udgangspunkt i tolerancesiden af begrebet men fastslår at det kun giver mening at tale om tolerance såfremt udgangspunktet er intolerance. Derved kommer convivencia-begrebet til at dække over en spændingstilstand der opretholdes i de sociale, kulturelle og økonomiske interaktioner som minoritetsbefolkningerne har med hinanden og med majoritetsbefolkningen, men som når som helst kan eksplodere i vold og ødelægge relationerne mellem religionerne. Som konsekvens heraf interesserer Nirenberg sig for at analysere netop sådanne voldsbølger, særligt i det 13. og 14. århundrede.

Tolerance-begrebet blev også analyseret af to af nutidens filosofiske sværvægtere, Jürgen Habermas og Jacques Derrida, umiddelbart efter terrorangrebet på New York 11. september 2001.13 De er enige om at spørgsmålet om tolerance har et religiøst udgangspunkt, og at der i princippet må findes et universelt ideal hvor alle medlemmer af et givet samfund tildeler hinanden de samme rettigheder. Habermas ser den demokratiske retsstat som kanal for at sikre dette men er for så vidt også enig med Derrida om at tolerance i realiteten ofte bliver et paternalistisk foretagende, en slags velgørenhed der udøves ud fra et suverænt standpunkt. Og Derrida gør opmærksom på at begrebet tolerancetærskel i biologien udgør den hårfine grænse mellem integration og afvisning, altså grænsen mellem stabilitet og opløsning, hvilket kan overføres til det samfundsmæssige område og den historiske analyse.

Det er imidlertid interessant at det mest er amerikanske historikere der har påtaget sig at reformulere Castros convivencia-begreb14 – muligvis

fordi Castro var tilknyttet Princeton University i USA – hvorimod andre synsvinkler præger den engelske forskning. Især har en håndfuld latinere sat nogle afgørende spor for udforskningen af spændingen mellem al-Andalus og de kristne efterfølgerstater til det visigotiske rige. Særligt har Roger Collins taget livtag med kildegrundlaget for at beskæftige sig med al-Andalus’ tidligste historie. Han gør i sit arbejde op med tidligere tiders mere ukritiske brug af arabiske kilder der gennem afskrifters afskrift behandler emner på afstand af flere hundrede år. I stedet vælger han at tage udgangspunkt i de ganske få latinske kilder hvoraf den ældste er fra 754 altså 43 år efter den arabiske invasion. Hans speciale er Den Iberiske Halvø fra år ca. 400-1000, særligt det visigotiske rige, baskerne og det islamiske al-Andalus. Han har derfor et længere tilløb til sin analyse og skildrer visigoterne, der afløste romerne, og deres rige som faldt sammen i en borgerkrig forud for den arabiske erobring i 711, og endelig beskriver han Umayyadestaten op til sammenbruddet i 1031. Hans bog fra 1983 har undertitlen Unity in Diversity, og netop dette er hans vinkel på historien.15 Han mener at det er forskelligheden på Den Iberiske Halvø og modstanden mod en centralmagt der knytter de skiftende magthavere sammen på tværs af epoker. Når den enkelte hersker ikke længere kan holde sammen på magten, falder den fra hinanden og baner vejen for nye magthavere.

Fra samme miljø kommer Angus MacKay som allerede i 1977 udgav en bog med undertitlen From Frontier to Empire. 16 Til trods for udgivelsesrytmen er hans bidrag en slags bind to til Roger Collins’. Han følger også kulturvandringen på tværs af grænserne, men hans grundlæggende projekt er at vise hvordan det konstante militære beredskab og de hyppige krige skaber et riddervæsen med nye relationer mellem kongemagt og befolkning. Han beskriver videre hvordan borgerkrige i Castilien og et medfølgende engagement i 100-årskrigen mellem Frankrig og England medfører et finansieringsbehov der både skaber social

uro langs de religiøse linjer, og som på samme tid er med til at udvikle institutioner som peger ud over middelalderen.

Fælles for Collins og MacKay er at de analyserer de historiske skift i magten ud fra forholdsvist klassiske synsvinkler som militær styrke, handelsmæssig betydning, statslige strukturer og institutioner samt forholdet mellem primært kristne og muslimer. Oxford-historikeren Peter Linehan er egentlig kirkehistoriker, og som Roger Collins holder han sig primært til de latinske og spanske kilder. Hans hovedværk om Spanien hedder History and the Historians of Medieval Spain og repræsenterer, som titlen antyder, et dobbeltgreb hvor han simultant studerer både begivenheder og skriftlige tolkninger af dem. Med udgangspunkt i forholdet mellem konge og kirke gennemfører han med sin karakteristiske satiriske stil faktisk én lang dekonstruktion af nationale myter.

Til disse mere principielle synsvinkler skal lægges den fascination som også ofte bærer interessen for forskningsområdet Spanien i middelalderen. Det drejer sig om interessen for at følge kultursporet fra det gamle Grækenland hen over Østen og Nordafrika til Spanien. Det er en ganske fascinerende historie som bidrager til forståelsen af den allertidligste renæssance. Dette spor følger skotske W. Montgomery Watt hvis speciale egentlig er profeten Muhammad, men som i slutningen af 60’erne var med til at grundlægge den nyere forskning i importen af islamisk kunst og kultur til Europa via Spanien.17 Hans forskning går på den ene side ud på at klarlægge hvordan den arabiske erobring inddrog Den Iberiske Halvø i den islamiske sfære, og i hvilket omfang der udvikledes en selvstændig iberisk-arabisk hybridkultur samt i hvilket omfang der skete en kulturel assimilation på tværs af grænsen til de kristne kongeriger mod nord. På den måde kan man sige at han er på Américo Castros side, og at han som Thomas F. Glick bestræber sig på at vise hvordan kulturudvekslingen konkret har foregået.

Det er vel også dette kulturspor der animerer mange rejsende i Spanien til at opsøge viden om den spanske middelaldershistorie når de står over for La Mezquita i Córdoba, Alcázar i Sevilla, Alhambra i Granada, synagogerne i Toledo, de romanske kirker i Nordspanien, går rundt i middelalderbyen i Cáceres, besøger de mange gotiske katedraler eller ser hvordan en Antoni Gaudí samlede elementer fra hele denne historie i sine byggerier i Barcelona.

Dette meget manifeste kulturspor gør det imidlertid også interessant at afprøve et aktuelt nutidigt udtryk som multikulturalitet på Spanien i middelalderen. Dette er imidlertid ikke et entydigt begreb idet det kun er en ramme for beskrivelse af de samfundsmæssigt distribuerede vilkår for grupper i et kulturelt diversificeret samfund, men det er interessant i denne sammenhæng fordi der i middelalderen netop ikke var tale om individuelle rettigheder men om grupperettigheder. Frem til udgangen af det 15. århundrede var de religiøse grupper i det store hele adskilt i egne religiøse samfund med egne reproduktionsbetingelser og egne konfliktløsningsmekanismer. Det afgørende for den enkelte var ikke at opnå universelle rettigheder men gennem et gruppetilhørsforhold at opnå beskyttelse mod tidernes ugunst og ikke mindst den altid nærværende vold som var et socialt vilkår. Medlemmerne af de religiøse minoriteter forholdt sig til deres egen autoritet, men minoritetssamfundene indgik samtidig i en relation til majoritetssamfundet som suverænt og paternalistisk definerede minoritetssamfundenes samfundsmæssige placering, herunder det i middelalderen helt afgørende spørgsmål om hvilken skat den enkelte og de religiøse samfund skulle betale og til hvem.

Den vigtigste adskillelsesmarkør var religion, som ikke blot definerede den skat man var pligtig til at betale, men også gav adgang til det fællesskab man tilhørte. Religion var bestemmende for den påklædning man måtte bære, og de muligheder man havde. Religion var afgørende for om man kunne henregnes som førsterangs- eller andenrangsbor-

ger. Men familie og afstamning var også afgørende forskelsmarkører. Familie eller slægt var ikke kun fuldstændig afgørende i de islamiske stater som dyrkede genealogier mange slægtled tilbage; også i de jødiske samfund spillede slægtskab en afgørende rolle ligesom man i de kristne stater overtog fokuseringen på slægtskab – dels i form af forestillingen om vigtigheden af at være af ædel byrd (jf. at betegnelsen for den laveste adelsklasse var hidalgo hvilket er en sammentrækning af hijo de algo, altså søn af nogen) og dels i form af indførelsen af den førstefødtes ret.

Sprog fulgte de religiøse linjer men var samtidig det sted hvor kultur og livserfaringer blandedes. Flersprogethed var i lange perioder en nødvendighed samtidig med at de oprindelige sprog undergik forandringer og i et vist omfang blev flettet ind i hinanden. Det spanske sprog har et meget stort antal arabiske låneord. Ligesom også vaner, institutioner, organisationsmåder, produktionsmåder og arkitektur udviklede sig og tilnærmede sig hinanden. Der var altså tale om både akkulturation og assimilation. Men i disse multikulturelle samfund var det altid én af religionerne der var den dominerende, og som var definerende for sameksistensen.

Multikulturaliteten var styret af en hegemonisk relation, men i løbet af middelalderen blev det tydeligt at det kristne Castilien, særligt fra midten af 1200-tallet, i sin lovgivning i højere grad begyndte at underordne de øvrige religioner under overordnede retlige principper. Det skete samtidig med at de kristne stater begyndte at opbygge institutioner til udøvelse af den kongelige magt der derved begyndte at blive statslig. Der opstod diskurser om ’den religiøse Anden’ som i lige så høj grad afspejlede forestillinger om egen identitet. Hegemoniet ændredes over tid og kom i et stigende omfang til at spille en rolle for den politiske udvikling. Selvom der til udøvelse af magt var knyttet vold, og politiske mål blev forfulgt med krigens midler, så tyder det stigende antal eksem-

pler på vold i forhold til de religiøse minoriteter på at tolerancen og ikke mindst tolerancetærsklerne ændrede sig over tid.

Sameksistens og konflikt afløste hinanden og sluttede i et crescendo af forfølgelse, tvangsomvendelser og umenneskelig behandling der førte til endelig udvisning af jøder og muslimer på tærsklen til det moderne Spaniens fødsel. Et forhold som synes særdeles relevant i Europa efter den store tragedie i midten af det 20. århundrede og de markante religiøst-kulturelle dagsordener vi står over for her i starten af det 21. århundrede. Dengang – i slutningen af middelalderen i Spanien – gik de religiøse modsætninger over i etniske modsætninger og udartede til en art racisme og forfølgelse af religiøse mindretal, med uhyggelige konsekvenser. Det er i sig selv et argument for at beskæftige sig med den del af historien.

Forfølgelsen og udvisningen af jøder fra Spanien omkring år 1500 har også fået et aktuelt efterspil i Spanien idet en lov fra 2015 giver efterkommere efter de udviste jøder for femhundrede år siden adgang til spansk statsborgerskab såfremt de kan dokumentere at de har en sefardisk baggrund. I en tale holdt ved en ceremoni på kongeslottet i Madrid ønskede kong Felipe VI de sefardiske jøder velkommen tilbage og takkede dem for at have vedligeholdt det ladinske sprog samt kærligheden til deres spanske hjemland.18 Til gengæld er flere initiativer til anerkendelse af mindet om de fordrevne muslimer faldet til jorden. Dog vedtog parlamentet i 2009, da det var 400-året for Felipe III’s udvisningsordre i 1609, et forslag fra et socialistisk parlamentsmedlem om at styrke de økonomiske, sociale og kulturelle bånd med de lande i Maghreb og syd for Sahara som mange morisco’er (dvs muslimer og efterkommere efter muslimer) i sin tid var blevet udvist til. Men den konservative presse med tæt forbindelse til Partido Popular argumenterede imod forslaget med den begrundelse at krigen i Alpujarras i 1560’erne havde været den blodigste før Den Spanske Borgerkrig.19

AL-ANDALUS – DEN ARABISKE EROBRING

Det smalle stræde mellem Nordafrika og Den Iberiske Halvø ligger oftest hen i tåge om end man indimellem kan opleve at tågen letter så man kan se hen over strædet til klipperne på den modsatte side. De klipper som sammen med Gibraltarklippen i oldtiden blev kaldt for Herkules’ Søjler, der markerede grænsen for den klassiske middelhavsverden: Non plus ultra! – Hertil og ikke længere!

I 711 satte en hær fra Nordafrika over Gibraltarstrædet til Den Iberiske Halvø. Den bestod overvejende af berbere og var anført af berberhøvdingen Tariq ibn Ziyad. Han var udsendt af den lokale arabiske guvernør, Musa ibn Nusayr, som senere selv fulgte efter med endnu en hær. Året før havde en mindre ekspedition sandsynligvis været afsted, anført af en berber ved navn Tarif ibn Malik. Vi ved ikke meget om disse personer, men Tarif kom til at lægge navn til Spaniens sydligste by, Tarifa, Musa til bjerget Jebel Musa på Marokko-kysten og Tariq til

Gibraltarstrædet set med relativ god sigtbarhed fra Gibraltarklippen mod Afrika og Jebel Musa. Foto: Mingo Hagen

Gibraltar-klippen som er en sammentrækning af det arabiske Jebel Tariq, Tariqs Bjerg. Historien ligger i navnene – erobrerne kom til at spille en rolle som magthavere på Den Iberiske Halvø i 781 år frem til 1492.

Tariq ibn Ziyad var leder af befæstningen ved Tanger. Han var andengenerationsmuslim, og han tilhørte sandsynligvis Nafza-stammen.

Hans slægt kom fra området omkring Tripoli som var blevet islamiseret allerede i midten af 600-tallet. I april eller maj 711 satte han med en hær over strædet. Nogle fremstillinger vurderer antallet til 9000 mand,20 og en af mange myter fortæller at Tariq ved ankomsten brændte sine skibe og sagde til sine mænd at den eneste vej tilbage var gennem sejr, ”med mindre I kan flyve: Foran jer er fjenden og bag jer havet”.21 Men vi har i realiteten ikke så mange oplysninger omkring det konkrete forløb.

Musa ibn Nusayr var guvernør i Kairouan for provinserne Barqa og Ifriqiya i det nordvestlige Afrika. Han var søn af en frigiven slave fra det sydlige Irak som havde gjort tjeneste i kaliffens livgarde, og som var konverteret til islam. Gennem dette klientforhold var familien blevet en fri familie. I 711 var Musa ibn Nusayr ikke længere en ung mand. Han var blevet udnævnt til guvernør af kaliffen i Damaskus, og han havde stået i spidsen for den arabiske erobring af Maghreb-området. En meget vanskelig opgave som han blandt andet havde løst med dygtigt diplomati idet han accepterede at berberne som muslimer fortsatte deres stammeritualer mv. Det gav en gevinst i form af mange konverteringer til islam, og at mange berbere blev rekrutteret til erobringshæren. Tariq var en af dem.

Selvom araberne tidligere havde udført flere ekspeditioner på den iberiske sydkyst, kom Tariqs felttog bag på magthaverne i det visigotiske Hispania. Efter den sidste visigotiske konge, Wittiza, var død i 710, var der opstået et magttomrum, og møntfund peger på at der muligvis var to kongsemner som delte riget mellem sig, nemlig Roderic der sandsynligvis var blevet valgt som den nye konge, og som regerede over den