FORORD Bernhard Christensen indtager en særstilling i dansk musik. Nøgleordene for hans virke er jazz, rytme og improvisation, forenet med en nysgerrighed over for musikkens kulturelle rødder og over for spørgsmålet om, hvad jazz og klassisk kompositionsmusik kunne have med hinanden at gøre. I 1930’erne vakte Bernhard Christensens musik til revyer og film stor offentlig opmærksomhed og afstedkom megen presseomtale, undertiden med en stærkt kritisk og nedgørende tone. Men i jazz- og kulturtidsskrifter begyndte der dog også at dukke omtaler af mere saglig art op, og det stod efterhånden klart, at Bernhard Christensens tilgang til musik havde en særlig karakter. Både det kulturelle og det populære spillede en rolle, og hos ham udelukkede de to sfærer ikke hinanden. Bernhard Christensen havde tilknytning til kulturradikalismen og bidrog med musik til en række kulturradikale teaterforestillinger og film. Også den musikpædagogik, som han grundlagde i begyndelsen af 1930’erne, kan forstås som kulturradikal, selv om han aldrig så sig selv som kulturradikal talsperson – den rolle overlod han til Poul Henningsen, litteraten Sven Møller Kristensen og andre samarbejdspartnere. Bernhard Christensen var optaget af musikken, dens væsen og kulturelle sammenhænge. Men hans tilknytning til kulturradikalismen er en betydningsfuld del af historien om ham, og den er udførligt behandlet af musikforskeren Michael Fjeldsøe i Kulturradikalismens musik (2013). I 1983 udgav Bernhard Christensen selv bogen Mit motiv. Bogens undertitel, ”Musikpædagogik bygget på rytme og improvisation”, angiver, hvor vægten ligger i hans musikpædagogik, og mange musikkulturelle sammenhænge bliver i øvrigt berørt. Oplevelser i hans eget liv spiller en rolle i bogen, men der er ikke tale om en selvbiografi. Der er bl.a. kapitler om ”Orientalsk og afrikansk musik”, om ”Jazzen som bro mellem europæisk og ikke-europæisk musikopfattelse” og om ”TrediFORORD ∙ 9
Bernhard Christensen.indd 9
17.05.2022 13.30
