DEN KØBENHAVNSKE BARNDOM

DEN KØBENHAVNSKE BARNDOM

Bernhard Christensen levede hele sit liv i København. Hans barndom udspillede sig på Frederiksberg, og hans musik skrev sig ind i storbykulturen med dens kulturelle institutioner og offentlige liv. Han voksede op i et harmonisk familiemiljø, men den familiemæssige baggrund var ganske forgrenet. Familierødderne på faderens side var nordjyske og på moderens side svenske. Bernhard Christensen blev født 9. marts 1906 på Frederiksberg. Faderen, Bernhard Hans Christensen (f. 1875 i København) og moderen Olga Axeline Hansson (f. 1880 i Malmö), var blevet viet 3. december 1905 i den metodistiske Bethania Kirke på Nørrebro. Forældrene fik ikke flere børn end Bernhard.

Barndomshjemmet var et bedrestillet håndværkerhjem, der var uden kunstnerisk eller musikalsk tradition, men udtalt religiøst. Faderens familie havde haft en vis tilknytning til kvækerne i Danmark, men det var metodismen, der prægede familien, og den religiøse vækkelsesmusik var til stede i dagligdagen.

Metodismen var ikke gammel i Danmark. Den var kommet hertil i 1858 og var blevet et anerkendt trossamfund i 1866. Christensen-familien blev således nogle af trossamfundets første medlemmer, da de flyttede til København. Medlemmer havde de været allerede i Aalborg-tiden, hvor menigheden havde haft en mødesal i Bispensgade i det centrale Aalborg som samlingssted.

Da familien i 1866 rykkede til hovedstaden, knyttede den sig til den lokale metodistmenighed, Bethania i Møllegade på Nørrebro. Både moderens og faderens familier var knyttet til denne menighed, og ud over at der blev sunget kristelige vækkelsessange i hjemmet, læste man bibeltekster og bad bønner. Det var særlig mormorens side af familien, der var stærkt religiøs, og fordi metodismen er en lægmandsreligion, var så at sige alle familiemedlemmer aktive i kirken gennem bekendelser, bibeloplæsning osv. Musikislættet var enkle, nærmest ba-

18 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

nale, salmemelodier, enten uden akkompagnement eller med akkompagnement af guitar eller andet strengeinstrument. En af Bernhard Christensens farbrødre, Gunnar Christensen, spillede også selv musik, han havde et harmonium hjemme og kom senere til at spille orgel i kirken. Han var selvlært og ikke musikuddannet.

Netværket i den nærmeste familie var tæt og stærkt. En anden af faderens brødre, Anders Carl Christensen, blev gift med en af moderens ældre søstre, Alma Vilhelmine Hansson. Sammen med parrets to døtre Esther og Dagny, Bernhard Christensens kusiner, kom denne familie til at spille en meget væsentlig rolle i hans opvækst.

Esther og Dagny Christensen, der senere blev konservatorieuddannede, spillede klassisk-romantisk musik på klaver og violin, og i mødet med kusinefamilien stiftede Bernhard Christensen bekendtskab med den finere, borgerlige kunstmusik. Kusinerne stod ham nær, men Bernhard Christensen følte sig ikke på bølgelængde med deres tilgang til musikken, og hans antiromantiske holdning havde sin rod her. Det var dog Esther, der af nødvendighed blev Bernhard Christensens klaverlærer fra ca. 1925, hvor han påbegyndte sine egentlige musikstudier. Før da havde han ikke fået musikundervisning, og indtil da havde hans forhold til musik været helt igennem gehørorienteret og intuitivt.

Yderligere en familiemæssig relation af betydning skal her nævnes: En søster til Bernhard Christensens far, Clara Bertha, var gift med præsten i Blovstrød, August Andersen, og Blovstrød kom til at spille en rolle på Bernhard Christensens vej til musikken. Det var her, at han i forbindelse med et familiebesøg i 1925 for første gang stiftede bekendtskab med et kirkeorgel og fik lejlighed til at afprøve dets muligheder. Bernhard noterede i sin dagbog (27.8.1925): ”Det var herligt selv om tonerne var spinkle og mangelfulde. Jeg spillede Bachs pragtfulde prelude: Vor Gud han – og endelig noget fantasi.” August Andersen havde før været sognepræst i Timring i Vestjylland, og Bernhard Christensen huskede, at han som dreng havde væ-

DEN KØBENHAVNSKE BARNDOM ∙ 19

ret på ferie der, og at han havde oplevet et tordenvejr, der blev forklaret som ”Guds vilje”. Det var karakteristisk for hans eget barndomshjem, at denne udlægning var for meget af det gode for hans mor, der ikke brød sig om at gå til yderligheder.

Bernhard Christensens fader var typograf, senere faktor på et trykkeri. Efter alt at dømme var hjemmet præget af grundlæggende humanistiske og menneskelige kvaliteter og af en uborgerlig åbenhed, der f.eks. tillod den musikalsk interesserede søn at udforske sin interesse også ud over det konventionelle. Hjemmet gav ham god plads. Som enebarn fik han mulighed for at udfolde sig og for at udvikle evner og anlæg på musikområdet, uden at der var bestemte normer for, hvad musikalitet og musikdyrkelse var eller burde være.

Bernhard Christensens farbror Carls familie var materielt lidt højere på strå end hans egen. Carl var således på et tidspunkt blevet husejer, og døtrene Esther og Dagny kom i privatskole, mens Bernhard gik i kommuneskole. Han begyndte i det hårde skolemiljø i kommuneskolen på Howitzvej i årene 1913-17, hvor der var adskilte pige- og drengeklasser, og hvor klassekvotienten var meget høj. ”Først da jeg som syvårig begyndte at gå i skole; på en kommuneskole på Frederiksberg, fik jeg kontakt med en verden uden for mit hjem”, huskede Bernhard Christensen. ”Valget af kommuneskole var bestemt af mine forældre, der havde en social indstilling og ikke ønskede, at jeg skulle have særlige privilegier.”1

Nogle af skolekammeraterne kom fra børnehjem, og mange af dem havde slet ikke kendt deres forældre og havde levet på institutioner hele deres barndom. Kontrasten var stor, bl.a. i påklædningen. Frikvartererne i skolegården var et rent mareridt, hvor kun bestikkelse i form af deling af den lækre skolemad hjemmefra med klassens stærkeste fyr indebar en fredning af giveren.

Hvor man i Bernhard Christensens barndomshjem lagde vægt på åndelige begreber som ”synd” og ”anger”, så var re-

20 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

aliteten i skolen korporlig: afstraffelse med spanskrør. Da forældrene opdagede, at dette også havde overgået deres søn, blev han flyttet til en anden kommuneskole, hvor forholdene var mere tålelige.

I 1918 kom han i mellemskolen på Fuglevangsvej, hvor der til forskel fra kommuneskolen var fælles klasser for drenge og piger. Bernhard Christensen fik nogle nære venner blandt drengene – én, han kunne filosofere sammen med, og en anden, han kunne klovne med. Om ham selv sagde drengene, at ”Bernhard skulle blive skuespiller”.

Den offentlige musik, han kom i nærheden af, var f.eks. den udendørs musik i Zoologisk Have tæt på barndomshjemmet. I de sidste mellemskoleår besøgte familien på sommeraftener ofte Zoo og hørte havens 20-mandsorkester spille et populært klassisk repertoire.

Da han begyndte at nedfælde erindringer, huskede han intet om musik i de fem første skoleår, og det er meget tænkeligt, at der slet ikke har været noget at huske på det felt. Men han huskede, at han havde sangtimer i mellemskolen og at man her opdagede, at han var musikalsk, og at han kunne synge rent. Men sine kusiners måde at musicere på var han ikke uden en vis drenget skepsis over for:

Deres musiceren ved de almindelige familiesammenkomster forholdt jeg mig ret negativt til. Mens familien sad lyttende nærmest andægtigt, følte jeg en vis antipati ved at overvære mine kusiners adfærd, skabagtige manerer når de spillede deres meget romantisk-prægede musik. Jeg kendte dem jo som gode legekammerater, smarte, sportige, mægtig gode ski- og skøjteløbere. Jeg var ligesom de fleste drenge i min alder interesseret for sport. Jeg foretrak fodbold, selv om jeg gik med briller og smadrede dem hver anden dag. Mine forældre foretrak derfor at jeg spillede tennis – og det er jeg glad for den dag i dag.2

DEN KØBENHAVNSKE BARNDOM ∙ 21

Bernhard Christensen erindrede siden, at han blev optaget af den mekaniske side af klaveret og at han beskæftigede sig meget med selve instrumentet og dets beskaffenhed. Man sporer her kimen til den interesse for det instrument, musikken spilles på, som han siden kom til at dyrke i forbindelse med orglet i samarbejde med Finn Viderø.

Han omtaler den ungdommelige interesse for klaveret nærmere i en af scrapbøgerne:

Jeg havde en lille skruenøgle, som kunne bruges til at stemme klaverets toner op eller ned. Dette ville mange kalde ”barbariske” indgreb, som enhver musikkyndig ville have forhindret. […] Jeg husker de mange iagttagelser jeg gjorde om instrumentmekanismen: Forholdet mellem sorte og hvide tangenter – strengenes placering og spænding – Der var tolv toner, når man spillede alle sorte og hvide tangenter i rækkefølge; og derefter kom de samme toner igen bare en oktav højere eller lavere, og således videre hele klaviaturet igennem. Jeg spekulerede meget over, hvorfor der netop var 12 toner; hvorfor ikke flere eller færre? Hvem havde bestemt det? Det fik mig til at prøve at omstemme klaveret – dog kun en del – det teknisk mulige, hvad strengene kunne tåle af opspænding og afspænding, en fysisk grænse til den ene og den anden side. Jeg prøvede endog at stemme 24 toner inden for en oktav! Denne proces og lignende eksperimenter står stadig nogenlunde klart for mig, ikke i detaljer, men jeg vendte tilbage til disse problemer nu og da gennem årene.

Næste skridt på vej mod musikken fandt sted i gymnasieårene. I 1922 kom Bernhard Christensen på Skt. Jørgens Gymnasium. Her gik der også kun drenge, men eleverne kom fra andre sociale lag, end kommuneskolekammeraterne havde gjort. Fædrene var jurister, læger, forretningsførere o.l., og der var kun ganske få af gymnasieklasse-kammeraterne, der som Bernhard Christensen havde gået i kommuneskolen.

22 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

Jeg valgte den matematiske linje. Det var noget af en begivenhed i 1920’erne at jævne folks børn skulle fortsætte i gymnasiet. Esther og Dagny var så beæret på mine vegne, at de ansporede mig til at få et andet instrument, så jeg kunne begynde at gå til spil. Jeg fik et gammelt Hornung & Møller flygel og startede med at spille hos Esther samtidig med min start på gymnasiet. Men jeg må indrømme, at det ikke blev til mange timers øvelse; mine interesser gik i andre retninger. Jeg husker at jeg spillede en række romantiske klaverværker: Schumann, Mendelssohn, Chopin m.fl. Jeg husker ikke om jeg blev ”færdig” med stykkerne. Og da jeg rykkede op i 3.G. holdt jeg helt op med at gå til spil med undskyldningen: for mange lektier til den afsluttende studentereksamen.3

Klaverspillet blev først alvor for Bernhard Christensen efter studentereksamen, da han var begyndt at overveje at studere musikvidenskab på universitetet. Her blev der stillet krav om klaverfærdigheder ved den optagelsesprøve, som skulle bestås for at få adgang til studiet. Et mere målrettet arbejde med klaveret blev således en nødvendighed.

Bernhard Christensen fik ikke noget forærende i forhold til en løbebane som musiker og komponist. De materielle kår, han voksede op i, var beskedne, men der blev på den anden side ikke lagt hindringer i vejen for, at drengen kunne udforske musikkens verden, i hjemmet repræsenteret af klaveret. En forbindelse mellem musikken og det religiøse var til stede i hans omgivelser og var med til at præge ham, og at vokse op i et storbymiljø var også med til at præge ham kulturelt.

DEN KØBENHAVNSKE BARNDOM ∙ 23