INDLEDNING

INDLEDNING

Portrættet af Bernhard Christensen på omslaget af denne bog – fotograferet af den fremragende portrætfotograf Ole Haupt – viser den modne komponist i en karakteristisk positur: lyttende og samtidig animerende. Det var en del af hans væsen at lytte på den måde, når hans elever spillede og sang. Oftest var det til musik, som han selv var ophavsmand til, og det er en væsentlig del af hans profil som komponist, at han også var en original musikpædagog.

Som komponist dukkede han op og modnedes i første halvdel af 1900-tallet i en tid, der var præget af, at mange danske komponister søgte inspiration i de aktuelle internationale strømninger i musikken. Carl Nielsens betydning for de unge danske komponister var udtalt, men mange af de unge søgte også forbilleder uden for den danske horisont, f.eks. i de ekspressionistiske atonale strømninger i Centraleuropa eller i disse strømningers modpol, neoklassicismen. Jazzens indflydelse på kunstmusikken, som allerede havde gjort sig gældende under 1. Verdenskrig, bl.a. hos Stravinskij (L’histoire du soldat, Ragtime for Eleven Instruments og Piano-Rag-Music) og hos Darius Milhaud (La Création du monde), fik afgørende betydning for Bernhard Christensen.

Dertil kom, at den brede musik, populærmusikken, nu trængte sig på i det offentlige musikliv. Ikke mindst i kraft af udviklingen af de nye massemedier – radioen, filmen og grammofonen – blev den en faktor, ja nærmest et vilkår, som komponisterne måtte forholde sig til på godt og ondt. Denne massespredte musik vakte stærk modstand blandt de fleste klassiske komponister, men dens betydning i det samlede musikbillede blev større end nogensinde før, og man blev nødt til at overveje, hvordan man skulle håndtere den, når den nu åbenlyst var kommet for at blive. Endelig fik musikpædagogikken en stærkere plads i billedet. Organiseringen af en pædagogisk indsats, ikke mindst rettet mod de bredere sam-

INDLEDNING ∙ 13

fundslag, der var musikkens potentielle publikumsbasis, slog igennem.

Bernhard Christensen voksede op i et velstillet københavnsk håndværkerhjem, hvor musik på flere måder spillede en rolle. Det vakte en tidlig trang hos ham til ikke bare at udøve musik, men til at udforske, hvad musik var, og hvad den kunne være. Bernhard Christensens familie var metodister, og religiøs vækkelsesmusik havde en særlig betydning i hjemmet, men også den klassiske musik var til stede. Tanken om at uddanne sig musikalsk meldte sig hos ham i slutningen af gymnasieårene, men det var ikke alene de udøvende og skabende dimensioner af musikken, der vakte hans interesse. Han opdagede en musikalsk verden uden for den europæiske horisont, og han blev optaget af at orientere sig i den.

Hvad Bernhard Christensen hurtigt kom til at stå for og blive kendt for offentligt, først og fremmest det at han dyrkede jazzmusik, vakte opmærksomhed, men også modstand. Mindre opmærksomhed var der omkring det forhold, at han i næsten hele sin komponisttilværelse var kirkemusiker og organist. Heller ikke dette område var dog uden kontroverser. Bernhard Christensen forbandt sig med den fløj af kirkemusikken, der var kritisk over for den romantiske strømning, som havde hersket i den danske kirkemusik siden slutningen af 1800-tallet. Modsætningerne gjaldt udtrykket i de salmemelodier, der blev brugt i kirken, og de gjaldt kirkens instrument, orglet, både den måde, man byggede orgler på, og den måde, man spillede på dem på. Modsætningerne i kirkemusikken var stærke. Bernhard Christensen tilhørte den reformatoriske retning, der havde fundet sit grundlag hos Thomas Laub, og et nyt syn på orglet som instrument. Dette syn, som han dyrkede sammen med organisten og vennen Finn Viderø, indebar både et brud med den romantiske musikstil i kirken og med den type romantiske orgler, der var udbredte et stykke ind i det 20. århundrede.

14 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

Hvordan kirkemusik og jazz forenede sig hos Bernhard Christensen, vil være et af de centrale emner i denne bog. Interessen for jazz opstod, voksede og trivedes, samtidig med at han udannede sig og virkede som organist, først i Christiansborg Slotskirke og fra 1945 i Vangede Kirke, og den åbnede for en verden af fremmede kulturers musik og førte til, at han komponerede jazzprægede melodier til teater og film, først og fremmest gennem en række samarbejder med Poul Henningsen.

Bernhard Christensen orientererede sig i de forskellige nye strømninger i kunstmusikken, alt imens han forblev fremmed over for det romantiske – ikke blot på kirkemusikkens område. Det ekspressive element i musik og dyrkelsen af musik som udtryk for følelser fangede ham ikke, han var mere tiltrukket af den før-romantiske musik, hvor følelsesudtryk spillede en mindre rolle. Han var grundlæggende optaget af det fysiske og kropsligt mærkbare ved musik mere end af det ekspressive og følelsesmæssige.

Sådan var der adskillige unge komponister, der havde det. Men Bernhard Christensen opdagede i sin ungdommelige søgen efter et identifikationsgrundlag en anden mulighed end de fleste jævnaldrende, nemlig muligheden for at søge nyt uden for europæiske musiktraditioner. Han stiftede midt i 1920’erne bekendtskab med musikvidenskaben gennem studier på Københavns Universitet og – gennem selvstudier – med den musiketnologi, som internationalt var i sin vorden og først langt senere kom til at indgå i, hvad der forelæstes i på Københavns Universitet. I 1929 tog han også sin organisteksamen som privatist ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Straks fra eksamensbordet blev han ansat som assistent for Mogens Wöldike ved Christiansborg Slotskirke. Efter en række år ved orglet i Slotskirken blev han i 1945 organist i Vangede Kirke, hvor han afløste musikforskeren og studiekammeraten Jens Peter Larsen.

Med en anden studiekammerat, Sven Møller Kristensen, som medspiller satte Bernhard Christensen i de tidlige 1930’ere gang i et jazzpædagogisk arbejde for skoleungdommen. Det

INDLEDNING ∙ 15

var funderet på en ny aktiviserende genre, der i begyndelsen blev betegnet ”jazzoratorium”, og ved hjælp af denne videreudviklede Bernhard Christensen de musikpædagogiske principper, han tidligt var kommet på sporet af.

Fra 1950 underviste han på Den Lille Skole i Gladsaxe, da skolen blev etableret af en forældrekreds, som han i begyndelsen selv tilhørte. Han fortsatte på skolen indtil pensioneringen i 1976. Efter først at have undervist voksne pædagogstuderende ved Frøbelseminariet og ved Kursus for Småbørnspædagoger, underviste han i efterkrigstiden således både pædagoger og børn og unge på det jazzpædagogiske grundlag, som han udviklede.

Blandt de unge danske komponister var der få andre, der som Bernhard Christensen så muligheder i jazzen, som den ytrede sig i 1920’ernes sorte musikkulturer i USA, og som den fik indflydelse på musiklivet både i USA og i Vesteuropa. Jazzen var i musiklivets debatter ofte en anstødssten, og den var genstand for bastant kritik. Men Bernhard Christensen opfattede den anderledes, og jazzen kom til at spille en væsentlig rolle for hans genrevalg og hans måde at komponere på.

Der var især to grundlæggende aspekter af jazzen, som appellerede til ham: dens rytmiske karakter og dens improvisatoriske dimension. Han så samtidig den kendsgerning, at mange i kulturlivet så at sige ikke ville finde sig i jazzen, som et musikkulturelt dilemma, og det optog ham. På denne baggrund opdagede han netop i jazzen (og sidenhen i en række andre beslægtede musikalske former og genrer) et grundlag for den musikpædagogik med musikkulturelt perspektiv, som han grundlagde i 1930’ernes begyndelse. Dette musikpædagogiske arbejde var ganske enestående og fornyende, men det var også forankret i en videreførelse af Finn Høffding og Jørgen Bentzons arbejde i Københavns Folkemusikskole, som blev stiftet i 1931, ikke for at undervise i folkemusik, men for at fremme musikkulturen hos den del af befolkningen, der ikke ellers havde adgang til musikuddannelse.

Når man interesserer sig for fremmede musikkulturer, spil-

16 ∙ BERNHARD CHRISTENSEN

ler rejser ud i det fremmede en betydelig rolle, og det gjorde de også for Bernhard Christensen. Første gang da han i 1936 sammen med Sven Møller Kristensen besøgte New York-bydelen Harlem, der spillede en central rolle i jazzens oprindelse og udvikling. Senere, i efterkrigsårene, foretog Bernhard Christensen rejser til bl.a. det daværende Jugoslavien, som han gennemrejste på kryds og tværs. Her fik han kontakt med folkemusikgrupper, der havde bevaret deres kunst og musik gennem generationer, og hvis musik han dokumenterede med private optagelser. I 1975 foretog han sammen med tidligere elever fra Den Lille Skole også en studierejse til Brasilien.

Mens Bernhard Christensen satte et afgørende præg på musikpædagogikken i Danmark, så gik det anderledes med hans kompositioner i de klassiske genrer. Efter hans død i 2004 har denne musik stort set ikke optrådt på klassiske koncertprogrammer. Det gælder også hans markante værker i større former, f.eks. musikken til de to balletter Enken i Spejlet (1934) og Den evige Trio (1944). Førstnævnte værk var så kontroversielt, at Det Kgl. Kapels musikere gjorde veritabelt oprør mod det. Det forhindrede ikke, at Enken i Spejlet var på teatrets repertoire i en række år, men den uvenlige modtagelse af hans musik var en stor skuffelse og en bitter erfaring for ham.

Af Bernhard Christensen ’klassiske’ værker er det alene orgelværkerne, der endnu opføres. Det er disse værker, der mere end noget andet tegner hans profil som ’klassisk’ komponist i dag.

INDLEDNING ∙ 17