Musikkens tid
Ulrik Spang-Hanssen
Musikkens tid
Et essay om tempo
MULTIVERS
Musikkens tid – et essay om tempo
Af Ulrik Spang-Hanssen
1.udgave, 1. oplag 2025
© Multivers 2025
Omslagslayout: Emil Stephensen
Tryk: Totem
Printed in Poland
ISBN: 978-87-7917-682-9 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Udgivelsen er støttet af VELUX FONDEN
FSC www.fsc.org
MIX
Papir I Stetler ansvarligtskovbrug FSC® C115691
Produktionen af denne bog har udledt 200 g CO2æ. Udledningen er beregnet med ClimateCalcTM og kompenseret gennem South Pole.
To selvoplevede historier fra det virkelige liv
For nogle år kom jeg ved et tilfælde til at skrive en artikel om salmesangen og dens tempo, ’Salmetempo i Danmark fra Ruder Konge til i dag’. Det var faktisk egentlig en kollega, der skulle skrive det meste af den, men han måtte opgive på grund af alvorlige hændelser i familien, og pludselig stod jeg så og måtte fuldføre denne artikel alene. Mine undersøgelser gav nogle ret markante resultater, da jeg ret utvetydigt kunne påvise, at kgl. sanginspektør Anders Peter Berggreens koralbog fra 1853 ud over at være en melodisamling også var et kampskrift for at få sat salmetempoet op. Det var den dels i det meget omfattende forord og dels derved, at han forsyner alle de i bogen forekommende salmemelodier med tempoangivelser. Disse tempoangivelser, som er angivet både som moderne metronomtal og ved hjælp af den nøjagtige længde på snoren til et pendul, var sat så hurtigt, at den lærde mand mente at ’være gaaet til Grændsen for passelig Hurtighed’. Ser man imidlertid på Berggreens tal med moderne øjne, forekommer de at være helt utåleligt langsomme. Ingen dansk menighed i dag kommer blot i nærheden af synge i det ultra-langsomme tempo, som altså var det, Berggreen gerne ville have sat
farten op til. Deraf kan man slutte, at tempoet inden Berggreen har været så langsomt, at man i dag næsten ikke kunne opfatte det som en melodi, og der er da også flere kilder, som taler om noget med én tone per åndedrag. Efter disse historiske betragtninger udførte jeg nogle målinger på vores salmetempo i dag ved at måle tempo på en række forskellige menigheder, der var blevet transmitteret af Danmarks Radio. Jeg nåede frem til det resultat, at salmetempoet på det tidspunkt (2018) var ca. 5-7 gange så hurtigt, som det sandsynligvis havde været inden Berggreens tid.
Disse resultater publiceredes i et ærværdigt tidsskrift, som hedder Hymnologiske Meddelelser. Det er en publikation af den slags, der har en lille, men dedikeret læserskare i Danmark og Norden, men som sandt at sige næppe kan findes i kiosker og på benzintanke. Det læses ikke af mange uden for meget salmeinteresserede kredse, men dem hører Kristeligt Dagblad til. Jeg blev derfor ringet op en dag, hvor jeg meget passende sad ved orglet i Dorothea-kapellet på Sønderborg Slot og forberedte en koncert. Journalisten var særdeles vaks og velforberedt og udførte et langt interview på basis af min artikel, og det offentliggjorde han så nogle dage senere i sit blad. Hvorefter pokker tog ved det hele. Dagen efter blev
jeg om morgenen ringet op af samtlige medier i landet, dagbladene skulle have interviews, og fjernsynskanalerne skulle have indslag til aftennyhederne.
Jeg er aldrig blevet interviewet så mange gange på et døgn. Og derved holdt det ikke. Selv norsk og svensk radio måtte have mine kommentarer, og en TV-kanal blev nødt til at gate-crashe en pladeindspilning med Randers Kammerorkester og mig selv for at få en udtalelse øjeblikkeligt. På grund af salmetempoet. Nu skal det siges, at jeg i min artikel havde stillet det retoriske spørgsmål, om vi mon nu var nået til ’Grændsen for passelig Hurtighed’. Medierne anede konfliktstof, og det var nok mest det, de var interesserede i, men alligevel viser oplevelsen, at det tempo, som vi synger vore kendte og elskede salmer i, har stor interesse for rigtig mange mennesker. Ellers ville alle disse medier ikke have rørt på sig.
Nogle år tidligere havde jeg været ude for et ganske anderledes fænomen, som på sin vis var det omvendte af det, vi lige har hørt om. Hvor jeg i historien ovenfor kom i mediernes søgelys, fordi jeg skrev om et salmetempo, der var meget langsommere, end det vi er vant til, så blev jeg i denne anden fortælling meget kritiseret, fordi jeg omvendt spillede musikken meget hurtigere, end vi er vant til at høre den.
Den franske komponist César Franck er især i orgelkredse et ikon. Han er muligvis en af de få romantikere, som indtager en urørlig plads på et meget højt parnas, hvor kun de komponister kan få lov til at komme op, som har ry for af være allermest dybsindige. Hans orgelmusik er både lyrisk, imposant og flot, men fart over feltet kan man generelt ikke hævde, at der er. Han døde i 1890, ganske få måneder efter at hans sidste større komposition, Trois Chorals pour Grand Orgue, var blevet færdiggjort, og denne tidsmæssige kobling har medført, at disse dejlige stykker er blevet set som en art ’budskab fra hinsides graven’, som jeg har hørt det formuleret. De har fået en næsten sakral aura omkring sig. Denne aura er ydermere blevet accentueret af, at han døde få år, inden den franske kirke blev skilt fra staten. En lang proces, der tog sin begyndelse allerede med Napoleon. Stridighederne omkring dette var voldsomme, og blandt fortalerne for fastholdelse af status quo, altså kirkens forbliven som statskirke, var en hel del af Francks tidligere elever under anførsel af komponisten Vincent d’Indy. Han havde grundlagt et nyt institut for kirkemusikere, Schola Cantorum –allerede navnet antyder, at der i udgangspunktet var tale om et ganske konservativt institut. Man ville ved
at vælge et latinsk navn understrege tilknytningen til det kirkelige, men man havde også brug for en from, åndelig musikalsk bannerfører, og her kunne man meget passende vælge César Franck, som var død og derfor nærmest kunne helgengøres. Eleverne bidrog ivrigt til billedet af den fromme belgiske ’Pater
Seraficus’ på knæ foran alteret i from kontemplation, og de knæsatte en lang tradition med ganske rolige tempi i Francks orgelmusik.
Under arbejdet med sin store Franck-biografi fandt den franske forfatter Joël-Marie Fauquet et komplet manuskript til samlingen Six Pièces, som sensationelt var forsynet med metronomtal i Francks karakteristiske håndskrift. Desværre var Fauquet af hensyn til den arving, som besad manuskriptet, forhindret i at publicere nøjagtig, hvor han havde sine oplysninger fra. Det viste sig nemlig, da han offentliggjorde disse metronomtal i et appendiks til sin bog, at de fuldstændig sensationelt antydede, at Franck selv skulle have spillet sin orgelmusik mellem 30 og 50 procent hurtigere, end traditionen ellers bød. Det troede ingen på, og Fauquet blev mistroet, ja ligefrem latterliggjort.
Organisterne blev ved med at spille fuldstændig, som de plejede. Men så fandt man på et helt usandsynligt sted, nemlig Brooklyn Museum of Art, et brev fra
Franck til en amerikansk elev, som havde forputtet sig ind i en forkert mappe, der ikke havde noget med sagen at gøre. I dette brev havde Franck på elevens direkte forespørgsel noteret en hel del af de præcist samme tempi plus nogle nye, som man ikke kendte fra den anden kilde, men som var i samme ånd. Og så skulle man jo tro, at sagen var afgjort. Det var den tilsyneladende ikke.
Jeg selv hørte om sagen fra en fransk organist og musikforsker, Marie-Louise Langlais, der, ud over at være en fremragende fagperson selv, også var enke efter den kendte organist Jean Langlais, som var en af Francks efterfølgere i Ste. Clotilde-kirken og derfor havde traditionen fra komponistens elever meget tæt inde på livet. Jeg blev ganske optændt af fortællingen om de ’nye’ tempi, for jeg havde ærligt talt altid syntes, at Francks orgelmusik var ’schön, aber schläfrig’, for nu at citere den russiske pianist Anton Rubinsteins bemærkning om de lokale musici efter at have overværet en koncert i København. Derfor besluttede jeg sporenstregs at indspille de 12 store orgelværker med de tempi, man nu havde fået indsigt i.
Nu begyndte så i fagkredse et større cirkus af bortforklaringer:
• Francks metronom var i stykker