ERIK HVIDT TEATER FOR FOLKET, KONGEN OG GREVINDEN
En teaterhistorie i fem akter om Folketeatrets
grundlægger, H.W. Lange, og hans samtid
MULTIVERS
Teater for folket, kongen og grevinden. En teaterhistorie i fem akter om Folketeatrets grundlægger, H.W. Lange, og hans samtid
Af Erik Hvidt
1. udgave, 1. oplag 2025
Copyright © 2025 Multivers
Omslag: Ida Ejdal
Sats: Demuth Grafisk
Forsideillustration: Portræt af H.W. lange, udført af ukendt kunstner, affotograferet af Kristian Nebelin Hvidt. Billedet hænger i publikumsfoyeren på Folketeatret.
ISBN: 97887-7917-670-6
Tryk: Totem
Printed in Poland
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Bogen er udgivet med støtte fra: DEN HIELMSTIERNE-ROSENCRONESKE STIFTELSE
LASSON ANDERSENS FOND
VELUX FONDEN
Produktionen af denne bog har udledt XXX gram CO2æ.
Indledning
Historien er fuld af folk, der dukker op nærmest ud af intetheden, sætter deres markante præg på de brancher, de nu engang har valgt at vie deres liv til, for så nogle år efter deres død at glide ud i glemslen. I teaterhistorien er Hans Wilhelm Lange en af dem. Han var søn af en skomager, men valgte trods forældrenes modstand et liv inden for teatrets verden, hvor han kom til at stå i spidsen for en teatertrup, der brød Det Kongelige Teaters monopol på at spille professionelt teater inden for de københavnske volde. Det skete på det for længst nedrevne teater Casino i Amaliegade. Siden grundlagde han Folketeatret i Nørregade, der som bekendt stadig eksisterer. Han introducerede på sine scener to af vor tids populære genrer, revyen og musicalen, i dansk teater. Godt nok var der dengang ikke noget, der hed musical, men operette, som er en klar forløber for den moderne musical. Hans ønske var at levere god underholdning, gerne med en snert af satire, for det store brede publikum. Dermed lagde han sig ud med den akademiske elite, der anså teater for en kunstnerisk og åndelig berigelse og opbyggelse for teatergængeren og ikke for det rene tant og fjas. Langes virke inden for københavnsk teater trækker spor helt frem til i dag, men alligevel er han selv helt glemt. Da teater som bekendt er en flygtig kunstart, er der måske ikke noget at sige til det. Han har heller ikke efterladt sig brevvekslinger endsige skrevet sine erindringer. Derfor opstår en nysgerrighed om, hvordan han opnåede det, han gjorde. Han kommer ind
i en branche uden kendskab til nogen enkeltpersoner, uden noget netværk overhovedet. Han havde kun sig selv og en fast overbevisning om, hvad han ville og hvorfor. Han blev en del af et politisk magtspil, men forstod at holde sin egen sti ren, fordi alle vidste, uanset om de var enige med ham eller ej, hvor de havde ham. Han var nok begunstiget af et vist held og en evne til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og kende de rigtige personer, men det skal ikke forklejne hans evne til at opnå resultater.
For at vise vej ind i Langes historie indledes der med en prolog om forholdene i datidens København og de bevægelser, der rørte sig, samt det danske teaterlandskab, som det tog sig ud, da Lange tog fat på sit teaterliv.
En tak skal rettes til Søren Ingvard Nielsen fra Den Danske Frimurerorden for oplysninger om H.W. Langes placering i ordenens hierarki, til Folketeatret for tilladelse til affotografering af billeder og til Kristian Nebelin Hvidt for at fotografere.
En særlig stor tak til Per Lykke for faglig sparring og kritisk gennemlæsning.
Prolog
Scenen er København i første del af 1800-tallet. Inden for voldene spilles der kun teater på Det Kongelige Teater, men teaterinteressen er stor i byen, og amatørteater kommer på mode og udfolder sig i teaterselskaberne. Uden for voldene er der sommerteatre, og i provinsen begynder tyske teatertrupper at turnere.
København befandt sig i en turbulent periode. Branden i 1795 havde raseret store dele af området mellem Kongens Nytorv og kanalerne mod Slotsholmen til den nuværende Rådhus-
Kort over Københavns kvarterer anno 1799. Rundt om kortet ses de såkaldte kvarterfaner. H.W. Langes barndomshjem lå i Frimands Kvarter, den grålige ’trekant’ øverst til venstre.
plads. 941 huse og gårde nedbrændte. Succesrige handelsfolk købte efterfølgende brandtomterne op og opførte nye imponerende bygninger, men så fulgte slaget på Reden i 1801 og englændernes bombardement af København i 1807, hvor 300 ejendomme blev udslettet, og omkring 1.600 huse blev beskadiget, især i området omkring Frue Plads.
Efter i mange år at have haft held med en neutralitetspolitik i forhold til de europæiske stormagter England, Frankrig og Rusland blev kronprins Frederik, den senere Frederik VI, tvunget til at vælge side, og han valgte ulykkeligvis Frankrig. Da Napoleon mødte sit Waterloo i 1814, rev han Danmark med i faldet. Det betød, at Danmark ved Kielerfreden samme år måtte afstå Norge til Sverige. Samlet set betød det, at Danmark led et knæk som handelsnation. De mange udgifter forbundet med krigen mod englænderne blev i første omgang dækket af, at staten satte seddelpressen på overarbejde, men det førte til en inflation helt ude af kontrol, og i 1813 gennemførtes en pengereform, siden benævnt Statsbankerotten. Nogen egentlig bankerot var der ikke tale om, men alligevel betød den, at mange blandt borgerskabet gik konkurs, mens andre kun lige akkurat holdt skindet på næsen. Konsekvensen blev, at danskerne trak sig tilbage i forhold til den store verden. Man lukkede sig mere om sig selv og fandt trygheden i det nære.
De store gæstebud, som tidligere havde været kutyme blandt borgerskabet, blev stillet i bero. Man mødtes under mere ydmyge former, gik på visit og drak te hos hinanden efter spisetid med dagligstuen som rammen om det sociale samvær. Samtidig forstærkedes interessen for de såkaldte klubber.
De dramatiske selskaber
I slutningen af 1700-tallet befandt Danmark sig i oplysningens og rationalismens tidsalder. Trykkefriheden var indført i 1770, og der spredte sig en frigørelsestrang og et opgør med nedarvede traditioner og fordomme. Tidens åndelige og sociale spørgsmål blev sat under debat. Der var et behov for at diskutere samfundsudviklingen. Dramatiske selskaber blev efter engelsk forbillede oprettet. Her kunne man udveksle holdninger og ideer, og netop selskaberne blev også arnested for en voksende lyst til teater. På det tidspunkt var der kun ét teater inden for voldene i København, nemlig Det Kongelige Teater, som havde monopol på al professionel optræden. Selskaberne bestod af amatører, så de udgjorde ingen konkurrence for nationalscenen.
Teater som udtryksform anså man i tiden som en betydningsfuld kulturel faktor. Således betragtede forfatteren, oversætteren og teaterchefen Knud Lyne Rahbek (1760-1830) teatret som en moralsk opdragelsesanstalt, der på linje med kirken styrkede både forstand og hukommelse. Teatret var til både nytte og fornøjelse. Selvom censuren med trykkefrihedsforordningen af 1799 blev genindført, fordi regeringen fandt, at for mange havde misbrugt friheden til at kritisere myndighederne, havde klubberne fortsat en vigtig social funktion.
Klublivet fik mere karakter af selskabelighed, idet man blev mere varsom med samfundskritiske udfald. Men et medlemskab af et dramatisk selskab betragtedes i tiden også som et led i den almene dannelse. Til at begynde med var det fra embedsmandsstanden og det bedre borgerskab, selskaberne hentede deres medlemmer. Således var senere kongelig konfessionarius og biskop J.P. Mynster (1775-1854) og minister,
nationalbankdirektør og etatsråd L.N. Hvidt (1777-1856) at finde blandt medlemmerne og fremhævet for deres dramatiske fremstillingsevner. Men snart lod folk fra alle samfundslag og aldersklasser sig begejstre af teatrets muligheder. Der blev ligefrem tale om en stor teatergalskab, som rasede gennem flere årtier. Man samlede sig om at opføre teaterforestillinger under private former i til anledningen indrettede teatersale. Til at begynde med var det kun mænd, der deltog, både til møderne og i spillet. Det betød, at kvinderollerne blev udført af mænd, fordi man mente, at en kvindes engagement i en teaterforestilling ville anfægte hendes dyd og moral. Siden fik kvinderne dog også lov til at deltage.
Morskabsteatret kom til Vesterbro i 1802, da James Price lod en bygning opføre over for, hvor Musikhuset København i dag har til huse. Der har ligget tre teaterbygninger på stedet. Dette er den tredje, som blev opført i træ og med rødt tegltag og blev kaldt Vesterbros Morskabsteater.
TEATER FOR FOLKET, KONGEN OG GREVINDEN
Det kongelige lyststed Blågård lå ved Peblingesøen i København uden for Nørreport, hvor Indre Nørrebro ligger i dag. Blågård blev opført i 1706 af prins Carl, der var bror til kong Frederik IV.
Knud Lyne Rahbek var initiativtager til et af tidens mere markante selskaber, Det dramatiske literaire Selskab, bedre kendt som Borups Selskab. Borup var stolemager og lagde lokaler til de første opførelser, deraf navnet. Det blev oprettet i 1780 og eksisterede frem til 1841. Rahbek deltog selv ivrigt i opførelserne. Holbergs Jeronimus var hans foretrukne figur, men lige så dygtig en teaterteoretiker han var, lige så lidt egnede han sig til selv at spille komedie, et forhold, han dog ikke var sig bevidst. Man sagde ikke nej til Rahbek, når han insisterede på at optræde. Det fremkaldte ufrivilligt komiske situationer på scenen til vild jubel for det fremmødte publikum. Blandt mange af tidens øvrige store personligheder var Oehlenschläger og Bertel Thorvaldsen medlemmer, ligesom skuespilleren N.P. Nielsen indledte sin karriere i Borups Selskab, inden han kom til Det Kongelige Teater.
I 1820 blev antallet af klubber og selskaber i København opgjort til 18 med tilsammen 2.229 medlemmer, heraf var 5 af klubberne dramatiske selskaber, mens de øvrige primært samlede sig om musik og litteratur. Ideen med at oprette dramatiske selskaber spredte sig hurtigt til de større provinsbyer, hvor fremtrædende borgere tog initiativ til at lade opføre egentlige teatersale. Det gjaldt Odense i 1795, Randers i 1806, Aalborg og Aarhus i 1816, Helsingør i 1817 og Rønne i 1823.
Trods en nøjsom levevis ville københavnerne gerne more sig, men de skulle søge uden for voldene, hvis de ville andet og mere end at gå i Det Kongelige Teater.
Teatre uden for voldene
På Vesterbro holdt Morskabsteatret til. Det blev drevet af familien Price, som satte pantomimen i højsædet. Det første morskabsteater blev opført af James Price (1761-1805) i 1802 under navnet Det danske National-Sommertheater. Det var en enkel træbygning, der lå på Vesterbrogade lige over for Den Kongelige Skydebane, hvis lokaler siden i en årrække husede Københavns Bymuseum og nu Musikhuset København. Repertoiret bestod af pantomimer, som blev opført i samarbejde med den italienske Casorti-familie. Efter Prices død overtog hans enke, Hanne, ledelsen. Bygningen blev revet ned i 1808, og et nyt træteater blev opført på stedet i 1812 under navnet Hanne Kuhns Sommerteater; hun var i mellemtiden blevet gift med den tyske kunstberider og artist Franz Joseph Kuhn. Også det blev revet ned for i 1817 at give plads til en mere solid bygning i nyklassicistisk stil, bygget af træ med rødt teglstenstag og nu kaldet Vesterbro Morskabsteater. Åbningsforestillingen hed Harlekin Kukkenbager. Repertoiret var en blanding af cir-
TEATER FOR FOLKET, KONGEN OG GREVINDEN