Forfatterne og 1848_Læseprøve by Forlagetmultivers

Forfatterne og 1848

– belyst ud fra fem

enmandstidsskrifter

Multivers

Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.

– Det kommunistiske manifest (1848)

Forfatterne og 1848

–belyst ud fra fem enmandstidsskrifter

Af Steen Tullberg

1.udgave, 1. oplag 2025

Omslag: Mark Emil Poulsen

Sats: Jonas Damgaard-Mørch

Tryk: Totem

Printed in Poland 2025

ISBN: 978-87-7917-718-5

www.multivers.dk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Udgivelsen er støttet af:

ALFRED GOODS FOND

DEN HIELMSTIERNE-ROSENCRONESKE STIFTELSE

FARUMGAARD-FONDEN

LANDSDOMMER V. GIESES LEGAT

DennebogervoksetudafmiteditionsfilologiskearbejdepåCenter forGrundtvigforskningmedatudgiveGrundtvigstidsskrift Danskeren (1848-1851),etarbejdejegpåbegyndtekortførcorona-nedlukningenimarts 2020.Udgivelsenernufærdiggjortogtilgængeligpågrundtvigsværker.dk,og denmedfølgendeindledningtildefirebinderindarbejdetidennebogskapitel 4og5.

Dajeghavdesiddetmed Danskeren ietparår,gikdetopformig,atselve mediet:ettidsskriftskrevetnæstenudelukkendeafudgiverenselv,ikkekunvar Grundtvigsopfindelse,menmereudbredtisamtiden,endmanumiddelbart skulletro.Detvarsåledesnemtatfindefremtil,atMeïrGoldschmidts Nord ogSyd varendnueteksempelpåetenmandsforetagendeogdesudenfremstod somdetstørsteogmestcentralestykkeforfatterjournalistikfraperioden.Men dajegderudoveropdagede,atsåvæsentligeforfatteresomHansEgede Schack,FrederikDreierogSørenKierkegaardogsåkunnebetragtessom repræsentanterforenmandstidsskriftet,fikjegmodpåatgivefænomenet ensamletfremstillingogfortolkning.Detvardermedsammenfaldetafen bestemtmedietypeogpolitiseringenaftidsalderenomkringrevolutionsåret 1848,dervarudgangspunktetformitarbejde,mendetblevogsåhurtigt ensportatfindedemereellermindreskjulteindbyrdesforbindelsermellem forfatterneogderestidsskrifter.Detsigerdogforhåbentligsigselv,atet såomfattendemateriale,somtilmedstammerfraentid,derernotorisk sværatfåstyrpå–udoverdetkompliceredeslesvig-holstenskespørgsmål ogdenindvikledeforfatningshistorievardermellem1848og1864hele13 regeringerilandet–ernogetnærumuligtatgennemlyseialledetaljer.Jeger hverkenhistorikerellerlitterat,menderimodteologafuddannelse,ogafde forskningstraditioner,derknyttersigtildebehandledeforfattere,erdetkun dengrundtvigskeogkierkegaardske,jegharenvisfortrolighedmed.Såerman advaret.

Jeg har fået hjælp til bogen fra mange sider undervejs, både fra kolleger, familie, venner og bekendte, men indholdet hæfter alene jeg for. Derfor: Ingen nævnt, ingen glemt.

Valby, februar 2025

Steen Tullberg

1. Indledning

Den journalistiske vending

Det er muligt at tale om en journalistisk vending i den intellektuelle kultur i årene op til og omkring 1848. Jo mere tidsalderen politiseres, desto mere søger forfatterne hen imod journalistikken. Man kan måske ligefrem hævde, at den begyndende realisme i skønlitteraturen har sine rødder i journalistikken. Og det på to måder, dels indholdsmæssigt (en øget tilstedeværelse af dagsaktuelt og samtidshistorisk stof, men også af journalisten og journalistikken som type og fænomen), dels som medie (føljetonlitteraturen). I europæisk sammenhæng er Honoré de Balzac nok det største eksempel på det første (især i Bristede Forhåbninger fra 1837-43), Charles Dickens på det andet (de fleste af Dickens romaner udkom som føljetoner, før de udkom som selvstændige bøger).

Herhjemme er Meïr Aron Goldschmidt det store eksempel på tendensen, og hvis man betragter tidsalderen i lyset af den journalistiske vending, bliver Goldschmidt simpelthen hovedskikkelsen i dansk litteratur i årene omkring 1848. Dette bekræftes for så vidt allerede af den første store fremstilling af perioden, Otto Borchsenius’ meget væsentlige Fra Fyrrerne (1878-1880). Her fungerer Goldschmidt som en slags ledetråd og løbende kommentator af perioden, og bogen slutter også af med et fyldigt kapitel om Goldschmidt og Corsaren. 1 Endelig kan man sige, at Goldschmidt ved at bruge journalistikken som levevej foregriber en senere tids markedsbaserede livsform og eksistensgrundlag for forfattere og intellektuelle, som etablerer sig uafhængigt af mæcener og personlig formue. Som journalist er Goldschmidt dermed den

1. Jf. Otto Borchsenius, Fra Fyrrerne. Literære Skizzer, bind 1-2, Kbh. 1878-1880. Jf. også Georg Brandes, der i sit første store essay om Goldschmidt placerer denne i centrum af dansk litteratur, dog ikke i kraft af journalistikken, men mere grundlæggende i kraft af prosaen: ”Hans Sprog er først og fremmest ægte Prosa, dets Centrum falder sammen med vor Prosas Centrum. Selv den danske Prosas store Geni, S. Kierkegaard (...) staaer med sin Prosas Velklang mindre centralt end han”, Georg Brandes, ”M. Goldschmidt” i Kritiker og Portrætter, Kbh. 1870, s. 390f.

FORFATTERNE OG 1848

første moderne forfatter herhjemme – og måske mere moderne som journalist end som forfatter.2

Forfatterjournalistik

Goldschmidts journalistik omfatter både det æstetiske og det politiske og holder dermed to områder sammen, som den følgende epokes to betydeligste journalister, Herman Bang og Viggo Hørup, delte imellem sig. Det kan give anledning til nogle historiske og typologiske overvejelser over fænomenet ’forfatteren som journalist’.

I den tysksprogede medieforskning har man talt om ”schriftstellerischer Journalismus”, hvilket kan oversættes til litterær journalistik eller forfatterjournalistik. Forfatterjournalistikken blev ifølge et af de grundlæggende studier på området et afgørende vendepunkt i journalistikkens historie og betegnede en ’forædling’ af den publicistiske presse, der indtil da udelukkende havde været et spørgsmål om nyhedspublikation.3 Forfatterjournalistikken opstod som fænomen i oplysningstiden og begyndte med ”lærde aviser” på kontinentet og moralske ugeskrifter samt politiske tidsskrifter i England. I tysk sammenhæng grundlagde Lessing, Goethe, Schiller og brødrene Schlegel diverse tidsskrifter for at have deres eget talerør at råde over. I disse var den litterært-filosofiske orientering overvejende, men der gør sig med tiden en tydeligt politiserende tendens gældende, som kulminerer med repræsentanterne for ”det unge Tyskland” i den periode, man kalder ”Vormärz” (dvs. perioden 1830-1848).

Hovedskikkelserne er her Ludwig Börne og Heinrich Heine, der begge udgav deres egne tidsskrifter og indførte den franske føljetonjournalistik i Tyskland.

Karl Kraus, hvis tidsskrift Die Fackel (1899-1936) er det måske største eksempel

2. Se hertil Lise Busk-Jensen m.fl. (red.), Dansk litteraturhistorie 6. Dannelse, folkelighed, individualisme 1848-1901, 3. udg., Kbh. 2000, s. 79f. Det er værd at erindre, at Grundloven af 1849 ganske vist fortsatte statsstøtten til kunstnere, men på et mindre niveau end under enevælden; den almindelige holdning blandt politikerne på dette tidspunkt var, at pengene kunne bruges bedre andre steder, jf. Poul Bache, Finkultur og mangfoldighed. 60 års dansk kulturpolitik, Kbh. 2021, s. 15.

3. Jf. Dieter Paul Baumert, Die Entstehung des deutschen Journalismus. Eine sozialgeschictliche Studie, herausgegeben und eingeleitet von Walter Hömberg, Baden-Baden 2013 [1928].

på et enmandstidsskrift, hyldede således Heinrich Heine for at have opfundet føljetonen og for dermed at have løsnet korsettet på det tyske sprog. At Kraus ikke nødvendigvis mente sin hyldest af Heines indsats som noget positivt – fordi enhver købmandskommis herefter kunne befamle det tyske modersmåls bryster, som han udtrykker det4 – siger noget om den tvetydighed, journalistikken var omgæret af fra intellektuelles side. Kraus er selv blevet kaldt ’antijournalist’ og er ikke tilfældigt blevet sammenlignet med Kierkegaard i denne henseende.5

Forfatteren som publicist

Den tyske udvikling kan nok ikke direkte overføres på danske forhold, især fordi den danske enevælde var et anderledes organiseret og reguleret samfund end de tyske hertugdømmer med deres ofte komplicerede magtstrukturer, som i perioder tillod sprækker af fri meningsdannelse.6 Journalistikken og tidsskriftslitteraturen var af samme grund tættere knyttet til magten og magtens synspunkter og interesser i Danmark end i (dele af) Tyskland. Journalisterhvervet var desuden længe om at blive professionaliseret, og derfor kan man med nogen ret hævde, at dansk journalistik begynder som en slags forfatterjournalistik, idet Anders Bordings Den Danske Mercurius (1666), som man normalt betragter som den første danske avis, og som var enevældens organ, var skrevet på heksametre.

Anders Bording skrev sin avis egenhændigt, og den er dermed et eksempel på en særlig afart af forfatterjournalistikken, nemlig det jeg i nærværende

4. Karl Kraus, ”Heine und die Folgen” i Ausgewählte Werke, München 1971, bind 1 (”Grimassen” 1902-1914), s. 294. 5. Joachim Grage, ”Karl Kraus: ‘The Miracle of Unison’ – Criticism of the Press and Experiences of Isolation” i Jon Stewart (udg.) Kierkegaard’s Influence on Literature, Criticism and Art, i Kierkegaard Research: Sources, Reception and Resources, vol. 12, Tome 1: The Germanophone World, Farnham and Burlington: Ashgate 2013, s. 157-169.

6. Dette gjaldt navnlig byen Jena i 1790’erne, hvis universitet var underlagt fire forskellige hertugdømmer, som alle skulle være enige om universitets regelsæt, for at det kunne gennemføres. Det betød i praksis, at reglerne ofte slet ikke blev håndhævet, og censuren var også langt løsere end andre steder i Tyskland. Dette var en vigtig baggrund for den såkaldte Jena-romantiks opkomst, og det er ikke tilfældigt, at periodiske publikationer som fx Schillers Die Horen (1795-1797) og brødrene Schlegels Athenaeum (1798-1800) blev til i netop Jena. Jf. Andrea Wulf, Fabelhafte Rebellen. Die frühen Romantiker und die Erfindung des Ich, München 2022, fx s. 86.

sammenhæng har valgt at kalde enmandstidsskriftet. Denne medietype kan betragtes som en journalistisk urform, som især dukker op, når der er store åndelige og samfundsmæssige forandringer under opsejling. Enmandstidsskriftet findes ganske vist sjældent i ren form (altså som forfattet 100 % af samme person), men er karakteriseret ved altovervejende at være skrevet, redigeret og udgivet af en og samme person. Forfatteren er altså her ikke alene journalist, men i mere omfattende forstand publicist. Af sådanne enmandsforetagender kan i oplysningstiden fremhæves Jens Schelderup Sneedorffs kongeligt støttede tidsskrift med folkeopdragende sigte, Den Patriotiske Tilskuer (1761-63), af hvis 308 numre han selv skrev ca. 270.7 I kølvandet på den franske revolution blæste de nye frihedsvinde hen over landet, og Malthe Conrad Bruun udgav sine enmandstidsskrifter Vækkeren (1794) og Samleren (1794-96).

Sidstnævnte bragte også artikler af Otto Horrebow, der var hovedkraften bag det religionskritiske tidsskrift Jesus og Fornuften (fra 1797), som igen fandt sit modstykke i biskop Balles Bibelen forsvarer sig selv (1797-1802). Knud Lyne Rahbek stod i samme tidsrum bag en hel række periodiske publikationer, der ofte havde samfundskritisk eller -satirisk brod og et udpræget internationalt udsyn (fx Den Danske Tilskuer (1791-1806), Sandsigeren (1811) og Minerva (1785-1808)). Af overvejende enmandspræstationer inden for tidsskriftet som medie for lærdom bør også nævnes Jens Møllers Theologisk Bibliothek (1811-1821), Nyt Theologisk Bibliothek (1821-1832) og Tidsskrift for Kirke og Theologie (1832-1834), ligesom N.F.S. Grundtvigs Danne-Virke (1816-1819).

Flere af J.L. Heibergs tidsskrifter, der bl.a. tæller Kjøbenhavns Flyvende Post (1827-28, 1830 og 1834-1837), Perseus (1837-1838), Intelligentsblade (1842-1844) og Urania (1844-1846), er næsten også enmandsforetagender, især Perseus, der introducerede hegelianismen i dansk åndsliv. Man kunne også nævne tidsskrifter som Claudius Rosenhoffs Den Frisindede (1835-1846) og Concordia (1835-1839), der var liberale blade og bl.a. rummede en kritik af Heiberg, og

D.G. Monrads Flyvende politiske Blade (1839-1842) – som dog næppe kan gælde

7. Jf. Flemming Lundgreen-Nielsen, ”Jens Schelderup Sneedorf” på lex.dk https://denstoredanske.lex.dk/Jens_Schelderup_Sneedorff.

for et egentligt tidsskrift, fordi det ingen abonnenter havde, men Monrad tog her det vigtige forfatningsspørgsmål op med stor energi.

Alt dette er selvfølgelig meget summarisk fremstillet, og på nær især Malthe Bruuns tidsskrifter fra den første revolutionstid og Monrads flyveblade er de nævnte organer overvejende ikke-politiske.8 Det afgørende i nærværende sammenhæng er imidlertid, at dette ændrer sig markant i løbet af 1840’erne, da politiseringen af åndslivet for alvor sætter ind. Fælles for forfatterne

M.A. Goldschmidt (1819-1887), N.F.S. Grundtvig (1783-1872), H.E. Schack (1820-1859), F. Dreier (1827-1853) og S. Kierkegaard (1813-1855) er således, at de alle griber til journalistikken omkring eller i kølvandet på det skelsættende år 1848, og at de alle gør det ved at lancere et tidsskrift, som de skriver, redigerer og udgiver selv. I nærværende fremstilling vil jeg argumentere for, at dette peger på noget centralt ikke alene ved de respektive forfatterskaber, men ved den historiske situation. Til formålet vil jeg indledningsvis placere de fem tidsskrifter i en mediehistorisk og en åndshistorisk sammenhæng. Jeg vil dernæst give en karakteristik af hvert af tidsskrifterne og – ikke mindst –kortlægge den indbyrdes polemik forfatterne imellem.

De fem tidsskrifter er M.A. Goldschmidt s Nord og Syd (1847-1859), N.F.S. Grundtvigs Danskeren (1848-1851), Hans Egede Schacks 1848 (1849-1850), Frederik Dreiers Samfundets Reform (1852-1853) og Søren Kierkegaards Øieblikket (1855).9 Af disse er Grundtvigs, Kierkegaards og Dreiers tidsskrifter tilgængelige i videnskabeligt forsvarlige udgaver, mens Goldschmidts og Schacks kun

8. For en mere detaljeret fremstilling, se Klaus Bruhn Jensen (red.), Dansk mediehistorie, bind 1: Mediernes forhistorie og 1840-1880, Kbh. 2001, s. 49-90. En god oversigt over tidsskrifter i perioden inden 1848 findes også i Harald Jørgensens Tidsskriftspressen i Danmark indtil 1848, Kbh. 1961. Se også Jette Drachmann Søllinge og Lars Peter Rømhild, ”Tidsskrift” på lex.dk, https://denstoredanske.lex.dk/tidsskrift. 9. Jeg har her valgt at se bort fra den islandske filolog Thorleifur Gudmundsson Repps tidsskrift Tiden (1848-1850), som også er et enmandsforetagende. Repps tidsskrift, som allerede i titlen har den konservative engelske avis The Times som forbillede, var finansieret af godsejerkredse og dermed i mindre grad repræsentant for den medietype, der her er til behandling. Den redaktionelle uafhængighed mangler, og receptionshistorisk har Repps tidsskrift heller ikke den nødvendige tyngde. Den mig bekendt mest udførlige behandling af dette tidsskrift, som bl.a. leverede bidrag til forfatningsdiskussionen, findes i Jens Lei Wendel-Hansens ph.d.-afhandling, De Jorbundne Danmarks godsejere og det konstitutionelle monarki 1835-1919, Aarhus Universitet 2012.

findes som førstetryk (Goldschmidt genoptrykte dog nogle af artiklerne fra Nord og Syd i Blandede Skrifter, bind 1-4, fra 1859, som også rummer artikler fra Corsaren).10

Mediehistorisk

At de fem tidsskrifter er enmandsforetagender kan minde om vores egen tids blogosfære: De udtrykker behovet for en individuel platform for synspunkter og indhold, som anses at være i offentlighedens interesse, men som ikke på tilfredsstillende vis repræsenteres i det traditionelle mediebillede. Jürgen Habermas (og andre) har talt om, at nutidens digitalisering har medført en ’platformisering’ af den demokratiske offentlighed,11 dvs. den offentlighed der tog sin begyndelse med de moderne mediers gennembrud i midten af 1800-tallet.12 De historiske situationer spejler hinanden: I 1848 var den

10. Goldschmidts Nord og Syd citeres efter indbundne samlebind, der dækker et kvartal ad gangen; den benyttede komplette udgave (privateje) rummer følgende: Nord og Syd. Et Maanedsskrift, bind 1-6 (1848-1849); Nord og Syd. Et Ugeskrift, bind 1-7 (1849-1851); Nord og Syd. Ny Række, bind 1-7 (1852-1855); Nord og Syd. Et Ugeskrift, 1ste Qvartal-4de Qvartal (1856); Nord og Syd. Ny Række, bind 8-11 (1856-1857); og Nord og Syd. Et Ugeskrift. Ny Række, 1857 (1-2 og 3-4), 1858 (1-3), 1859 (1-2), i alt 37 bind, Kbh. 1848-1859. Bindene er indbundet i 29 uniforme grågrønne helshirtingsbind. Bind 3 og 4 af ugeskriftet 1850 er dog indbundet sammen i et samtidigt brunt helshirtingsbind, hvilket betyder, at bind 4 (april-juni) findes i dublet i sættet. Formatet er for de sidste ni binds vedkommende (indbundet i fire bind) fra 1857-1859 i kvarto, resten i oktav. Et nyttigt værktøj har været hjemmesiden litteraturpriser.dk ved Niels Jensen, der har udarbejdet indholdsfortegnelser over samtlige bind af Nord og Syd med links til søgbare digitale kildesamlinger på HathiTrust og Google Books (Nord og Syd. Indholdsfortegnelser (uforbederlig.dk)). Grundtvigs Danskeren citeres efter den digitale udgave på Grundtvigs Værker (grundtvigsvaerker.dk). Schacks 1848. Ugeblad for Politik og Litteratur citeres efter de originale numre, der er samlet i et foliobind (katalog K 1660 2o) på Det Kongelige Bibliotek i København. Frederik Dreiers Samfundets Reform citeres efter andet bind af Frederik Dreier, Samlede Skrifter, bind 1-5, udg. af Hanne Nørregaard Posselt, Niels Finn Christiansen m.fl., Kbh. 2003. Kierkegaards Øieblikket citeres efter bind 13 af Søren Kierkegaards Skrifter, bind 1-28 (med kommentarbind K1-K28), udg. af Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup m.fl., Kbh. 1997-2012.

11. Jf. Jürgen Habermas, Ein neuer Strukturwandel der Öffentlichkeit und die deliberative Politik, Berlin 2022, s. 56. Udtrykket stammer fra O. Jarren og R. Fischer, ”Die Platformisierung von Öffentlichkeit und der Relevanzverlust des Journalismus als demokratische Herausforderung” i M. Seeliger og S. Sevignani (udg.), Ein erneuter Strukturwandel der Öffentlichkeit? (=Leviathan. Sonderband 37), Baden-Baden 2021, s. 365-382.

12. Jf. Klaus Bruhn Jensen (red.), Dansk mediehistorie, bind 1: Mediernes forhistorie og 1840-1880, Kbh. 2001, s. 10.

demokratiske offentlighed under dannelse, i dag er den – om ikke under afvikling, så i hvert fald stærkt fragmenteret. Enmandstidsskrifterne kan udlægges som et mediemæssigt udtryk for overgangen fra enevælde til det spæde demokrati. De er et udtryk for, at situationen var ny og flimrende eller fluktuerende: Mediebilledet var endnu ikke stabiliseret og konsolideret, og partierne og partipressen var endnu ikke fastlagte størrelser. I den situation var udtryksbehovet og behovet for kritisk uafhængighed enormt og akut –øjeblikket har haft en uhørt vægt, og derfor koblede forfatterne (det være sig i deres egenskab af skønlitterære, teologiske eller filosofiske forfattere) sig på offentligheden ved at skabe deres eget ’organ’ til at påvirke og kvalificere den offentlige samtale.

Enmandstidsskriftet kan dermed betragtes som et medium sui generis og dets ophavsmænd som publicister i mere end én forstand. Ordet publicist kan nemlig både betyde 1) en ekspert i statsret, 2) en politisk skribent og 3) en der udsender publikationer. De tre betydninger er alle relevante for min fremstilling; den første fordi det statsretslige spørgsmål om Slesvigs stilling er centralt i de tre første tidsskrifter. Og endnu en etymologisk pointe: Ordet journal kan både betyde avis, tidsskrift og dagbog. En journalist kan derfor også være en, der fører dagbog. Det gør Goldschmidt, og i hans tidsskrift optræder som fast rubrik et dagbogsafsnit, som han måske har lanceret for at kompensere for, at tidsskriftet til at begynde med kun udkom en gang om måneden og derfor havde meget aktuelt stof at samle op på i hvert nummer. Det er i høj grad i denne ’journal i journalen’, at Goldschmidts umiddelbare reaktion på tidsbegivenhederne kommer til udtryk. At Kierkegaard kaldte sin dagbog for journal er heller ikke uden relevans for min fremstilling; det er således her man finder hans umiddelbare reaktion på de politiske omvæltninger, hvilket gør det muligt at trække trådene fra journalerne op til udgivelsen af Øieblikket. Det kan også nævnes, at Dostojevskij kaldte sit enmandstidsskrift fra 1870’erne for En forfatters dagbog.

Åndshistorisk

I Det kommunistiske manifest, der udkom i februar 1848, kan man læse følgende tidsdiagnose: ”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.”13 Man kan tale om, at 1848 betegner et grundlæggende kulturskifte: fra en absolutistisk-æstetisk kultur til en demokratisk-politisk kultur. Allerede i 1833 kunne tidens store æstetiske overdommer J.L. Heiberg til sin fortrydelse konstatere, at ”de Dannede ere i den nyere Tid de Politiserende (...) Politiken er nemlig i vore Tider den Nærværelse, hvori den dannede Verden lever”.14 I Henrik Hertz’ roman Stemninger og Tilstande fra 1839 konstateres det på lignende vis om tiden, da stænderforsamlingerne blev indstiftet (i begyndelsen af 1830’erne), at ”Dengang vare vi saa at sige Alle æsthetiske”15 , men at den udenlandske indflydelse har medført, at den talrigeste klasse nu er de politiske avislæsere, der med samme andagt læser ”Allgemeine og Neue Zeitung, Journal des Debats eller Times som Don Quixote sine Ridderbøger”.16 Ifølge en af romanens hovedskikkelser, Translateuren, som nogle har ment er et skjult portræt af Søren Kierkegaard, har udviklingen opdelt de danske undersåtter i to grupper: ”Bevægelsesmænd og Stillestandsmænd”.17

Det er dette kulturskifte og dets nedslag i de fem tidsskrifter, der skal undersøges i nærværende fremstilling. Til den åndelige omvæltning hører også nogle debatter i samtiden, der lægger spor ud i eftertidens kultur, således debatten om tro og viden, der første gang blusser op i 1849-50, og spørgsmålet om kvindernes emancipation: Mathilde Fibigers Clara Raphael udkom sidst i 1850 og udløste en omfattende debat, herunder indlæg og kommentarer fra de fem forfattere, der er til behandling her. Man kan også nævne Ørsteds Aanden

13. Karl Marx, Økonomi og filosofi Ungdomsskrifter, udvalg og indledning ved Villy Sørensen, på dansk ved Ulrich Horst Petersen, Kbh. 1962, s. 162.

14. J.L. Heiberg, Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, Kbh. 1833, s. 16.

15. Henrik Hertz, Stemninger og Tilstande. Scener og Skildringer af et Ophold i Kjøbenhavn, Kbh. 1839, s. 219.

16. Henrik Hertz, Stemninger og Tilstande. Scener og Skildringer af et Ophold i Kjøbenhavn, Kbh. 1839, s. 231.

17. Henrik Hertz, Stemninger og Tilstande. Scener og Skildringer af et Ophold i Kjøbenhavn, Kbh. 1839, s. 222.