PÅ A LT I N G E T. D K F I N D E S DA N M A R K S STØ R ST E O G M E ST L E V E N D E U N I V E R S F O R P O L I T I S K D E BAT. A LT I N G E T M AGA S I N B R I N G E R H V E R M Å N E D E N S M AG S P R ØV E .
S o m m e r 2 0 2 2 / n r. 5 5
Se mere på Altinget.dk/debat
Debat
72
Britta Nielsen-sagen har en bitter, men dobbelt lære for den offentlige forvaltning To tidligere embedsmænd, der selv var bipersoner i Britta Nielsensagen, sætter fingeren på de svage sider i en ministeriel kultur, som er mere optaget af at holde ministre og regeringer i godt humør end af driftssikker forvaltning.
Af Jørgen Grønnegård Christensen Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Britta Nielsen-sagen trak med rette de helt store overskrifter. Over et kvart århundrede havde en betroet kontorfunktionær franarret staten omkring 121 millioner kroner. Når sagen vakte opsigt, var det ikke kun periodens længde og beløbets størrelse, der gjorde det. Det var også, fordi det var en sjælden sag. Dansk forvaltning er ikke fejlfri, men hæderlig. Danske embedsfolk kan begå fejl, men de er ikke svigagtige. Det er den ene ting. Den anden ting er, at det var en sag om bedrageri og ikke om korruption, hvor embedsfolk lader sig bestikke. Det kender vi ikke i en dansk sammenhæng. Danmark topper, formentlig med rette, Transparency Internationals liste over verdens mindst korrupte lande. Britta Nielsen-sagen var altså en stor, men banal sag. Så hvorfor interessere sig for den, nu hvor sagen er opklaret, og de skyldige har fået deres domme? En sag uden politiske undertoner Det giver Emil Herskind og Arne Hauge Jensen gode grunde til i deres bog
om lige netop sagen. De kalder den en ”øjenvidneberetning fra en møgsag”. Det er en møgsag, fordi det er en af den slags sager, som ikke burde kunne opstå, men som alligevel gjorde det. Det er en øjenvidneberetning, fordi den ene af dem som embedsmand (afdelingschef i Socialministeriets departement) uforvarende blev hvirvlet ind i den, mens den anden som konsulent (og tidligere embedsmand) fik en rolle i optrevlingen. Det var også en sag uden politiske undertoner. Dermed adskiller den sig fra adskillige af de andre sager, som gennem år og dag har tiltrukket sig Folketingets og mediernes opmærksomhed (minksagen, Støjberg-sagen, Tibetsagen, Skatteministeriet og alle de andre sager). Det handlede jo kun om én medarbejders uærlige omgang med betroede midler – og bevares om et alvorligt administrativt svigt. Det dobbelte men Man kunne slutte der. Der er bare et dobbelt men ved den konklusion. Det første men knytter sig til, at enhver sag, hvor der er begået fejl, bliver til en politisk sag. For er det ikke ministeren, der i sidste instans har ansvaret? Jo, er svaret, i hvert fald i mediernes og andre politikeres optik. Når det er sådan, er det også helt forventeligt, at ministeren straks går i alarmtilstand. Ministerens politiske instinkt tilsiger hende (for det var i Britta Nielsen-sagen Mai Mercado (K)), at det ikke hjælper at henvise til, at sagen ikke er opstået på hendes vagt. Det hjælper heller ikke at henvise til, at bedragerierne er knyttet til sager af en art, som aldrig nogensinde
har været forbi hendes eller forgængernes skriveborde. The Blame Game Dermed er kimen til det andet men lagt. For hvordan slipper ministeren af krogen? Der er her kun en realistisk reaktion: at få de ansvarlige (ud over bedragersken) fundet og ført til skafottet. Eller som Herskind og Hauge forklarer det: at stille en tom stol op på det uomgængelige pressemøde, hvor den ansvarlige embedsmand kan udstilles til spot og spe, ja, det der er værre. Det har man i den politologiske forvaltningslitteratur et fint og akademisk ord for: The Blame Game. Det er spillet om skyld og ansvar, siger Oxford- politologen ChristoI jagten på ansvaret pher Hood. fokuserer ”top bananas” Hvorpå i regeringer og han tørt, ministerier, i medierne og Folketinget på at sarkastisk finde den ene skyldige. og bidenMen det betyder, at de ondingen kerer sig om de skabsfuldt systemfejl, som først fastslår, at banede vejen for fejlen. i dette spil har ansvaret det med at blive skubbet nedad. Væk fra ”the top bananas” (de øverste politiske og administrative chefer), men ikke helt ned i bunden til ”the troops”, de menige sagsbehandlere, der i frontlinjen ekspederer sager på samlebånd. De udsatte er cheferne midtimellem, dem der koordinerer og skal holde sammen på det hele. ”The meat in the sandwich”, som han kalder dem. Og akkurat som for den politiske ledelse er det nuet, der tæller, og hver-