Q AND A

Bertel Haarder

Er Folkemødet virkelig blevet det oprør mod politikerlede og polemisk debat, som det var tanken, eller er det endt som et medieteater uden politisk substans? Altinget har mødt Folkemødets godfather til en snak om elite-bashing og politikere på slap line.

”I Folketinget gælder det om at tælle til 90 – hvis man har flertal, har man ret. Her i Allinge gælder det om at give den bedste inspiration.”

Sådan faldt ordene, da Bertel Haarder (V) stod fadder til det allerførste folkemøde på Bornholm i 2011. Inspireret af sin tur til den svenske demokrati-og politikfestival ’Almedalsveckan’ på Gotland havde han som daværende indenrigs- og sundhedsminister indledt et større lobbyarbejde for at skabe en dansk pendant i den bornholmske havneby Allinge. Visionen var at tage temperaturen på Danmark, både folkeligt, kulturelt, politisk og økonomisk. At skabe et frirum uden for hverdagens larm med plads til fordybelse, nysgerrighed og inspirerende demokratisk debat. ”Deltagerne er med på en ø-lejr, hvor de ikke kan slippe væk. Og det er det, der er en sund, demokratisk øvelse,” lød det dengang fra Bertel Haarder.

Men har Folkemødet fundet sit ideelle format? Er det virkelig blevet det oprør mod politikerlede og polemisk debat, som det var tanken, eller er det nærmere endt som et medieteater uden politisk substans? Og er arrangementet virkelig folkeligt – eller er der noget om snakken, når onde tunger omtaler det som ”djøfstortion”?

Q and A

9 Er Folkemødet endt, som du håbede for ti år siden? x ”Det er blevet præcis det, jeg ønskede, det skulle være: en blanding af en sommerhøjskole, en Roskilde Festival og et politikerdyreskue, hvor man kan se girafferne, som kan tale mere frit, end de plejer. Og netop i den rækkefølge.” ”Det er især en sommerhøjskole, men det har festlige elementer, som leder tankerne over på en Roskilde Festival. Og så åbner det for, at borgerne kan møde alle de politiske koryfæer på gaden i Allinge.”

9 Er du som politiker anderledes, end du plejer at være, når du er på Folkemødet? x ”Jeg er mere på slap line, end jeg ville være i folketingsgruppen eller i Folke-

Af Martin Mauricio

Debatredaktør, Altinget

Q&A Serien Nye bøger og nye debatter kalder på gode spørgsmål. Hver måned bringer Altinget Magasin et interview med en aktuel stemme i samfundsdebatten.

tingssalen. Det er jeg på den måde, at jeg virkelig kan være mig selv og sige nøjagtig det, jeg inderst inde mener.” ”Det kan man ikke altid, hvis man for eksempel er ordfører. Der skal man følge partiets linje. Men den slags behøver man ikke at tænke på, når man er på Folkemødet.”

9 Så det, der sker på Folkemødet, bliver på Folkemødet? x ”Ja, der er et frirum, hvor også pressen accepterer, at vi politikere er mere på slap line, end vi plejer at være. Det betyder, at man får en bedre debat. Ofte består politiske debatter af, at man fremhæver sit eget partiprogram og sine egne synspunkter uden at lytte særligt meget til, hvad de andre siger. Men på Folkemødet hersker en højskolestemning, hvor man ikke møder op for ’at klare sig’, men for at blive klogere. Det er en meget vigtig forskel.”

9 Hvilken betydning mener du, at Folkemødet har i dag? x ”Folkemødet er blevet et vigtigt og varigt element i det danske folkestyre. Det har været tiltrængt, fordi partierne er svækkede, og tilslutningen til politiske møder generelt er svækket.” ”Samtidig er valgkampene blevet dødssyge, fordi vi har fået alt for mange partier. Det er ikke til at holde ud at høre på. Set i den situation er det velgørende at komme til Folkemødet.”

9 Har du selv oplevet at møde borgere på Folkemødet, som har forandret dit syn på noget? x ”Ja. Flere gange. Som undervisningsminister og senere kulturminister fik jeg rigtig meget inspiration fra samtaler, jeg havde på Folkemødet.” ”Jeg husker for eksempel en debat ombord på kutteren Samka. Den handlede om foreningslivet, og her blev jeg for alvor klar over, hvor meget foreningslivet er plaget af bureaukrati, polititilladelser og alt muligt, man ikke må på grund af GDPR. Det førte til, at jeg satte gang i et arbejde for at løse den problematik. Og da vi var i opposition stillede jeg et meget omfattende forslag om foreningsdanmark, som var direkte inspireret af samtalen på kutteren i Allinge Havn.” 9 De uformelle rammer giver også mulighed for at konfrontere politikerne, hvis man er utilfreds. Har du selv oplevet det? x ”Ja. På det allerførste folkemøde var jeg indenrigsminister, og dermed var jeg ansvarlig for deponering af atomaffald. Et udvalg i Folketinget havde kort forinden udpeget Bornholm som ét ud af syv mulige placeringer for den lille smule atomaffald, som Danmark har. Og her blev jeg virkelig angrebet af nogle bornholmere, der nærmest overfaldt mig.” ”Det var ikke mig, der havde foreslået det. Og det var noget, Folketinget havde vedtaget enstemmigt. Men de var helt uforsonlige, og det var faktisk meget ubehageligt. Men i sådan en situation må man jo svare for sig – og det gjorde jeg bestemt også.”

9 Folkemødet er blevet beskyldt for at være en fest for eliten snarere end et folkeligt arrangement. Hvad tænker du om den kritik? x ”Når der i løbet af de fire dage kommer mere end 100.000 mennesker, skal man ikke påstå, at det udelukkende er et arrangement for eliten. Så stor er den danske elite slet ikke.”

9 Så der er ikke noget om snakken, når Folkemødet bliver omtalt som ”djøfstortion”? x ”Den kritik er rent nonsens. Hvis man betragter djøfere som dem, der sidder i toppen af ministerierne og organisationerne, er det netop til gavn for alle parter, at de mødes. Og hvis de ikke er lobbyister, så betaler de jo selv omkostningerne for at deltage på Folkemødet, og det er faktisk ret dyrt.”

9 Men burde man ikke være ærlig om, at Folkemødet afholdes på nogle økonomiske præmisser, der primært tilgodeser eliten? x ”Men undskyld mig, er der 100.000 mennesker i Danmark, der tilhører eliten? Det er jo det rene vrøvl.” ”Når man går rundt på Folkemødet, møder man for eksempel grundtvigianernes telt, det nordiske telt, sydslesvigernes telt og alle højskolernes telte, hvor en masse unge højskoleelever for eksempel sælger mad. Så jeg kan overhovedet ikke genkende, at det skulle være et arrangement for eliten.” ”Hvis der så skulle være et møde arrangeret af Dansk Industri eller FH, som har en del af eliten med i panelet eller blandt tilhørerne, hvad er der så overhovedet galt i det? Det er da kun godt, at eliten bruger deres tid på åben og folkelig debat. Normalt sidder de buret inde i deres glasbure, men på Folkemødet kan hvem som helst komme og lytte, spørge og sige noget til hovedet af dem.”

9 Det er det første ”rigtige” Folkemøde i to år. Er der et arrangement, du glæder dig særlig meget til? x ”Jeg glæder mig særligt til sang med Søren Pind, hvor vi synger med 1.500 deltagere i Danchells Have. Her er det mig, der laver sanghæftet, og det er meget blandet med både sange fra højskolesangbogen, Giro 413 og grand prix-melodier.”

9 Du er selv en habil og flittig sangskriver. Har du skrevet en sang til arrangementet? x ”Jeg har netop revideret en sang, der skal bruges til lejligheden. Det er en Europa-hymne revideret i lyset af krigen i Ukraine til melodien fra Jutlandia, som jo er en fantastisk sang. Budskabet bliver, at nu er sammenholdet i Europa vigtigere end nogensinde. Vi skal sige nej til Putin og lærer af det, der er sket.”

BERTEL HAARDER

• Født 1944 på Rønshoved Højskole. • Kandidat i statskundskab fra

Aarhus Universitet. • Valgt ind i Folketinget for

Venstre første gang i 1975.

Har siddet i Folketinget i 42 år. • Medlem af Europa-Parlamentet fra 1994 til 2001. • Tidligere minister for ni forskellige fagområder og tidligere næstformand i Folketinget. • Gift med Birgitte Haarder.

Parret har fire børn.

Redaktør, Altinget Transport

”Så meget er der heller ikke at savne ved dansk politik”

Da Karsten Lauritzen skulle være far for første gang, skiftede han Christiansborg ud med et topjob i dansk erhvervsliv. Nu advarer han fra sin nye position om tidens selfiepolitik og et stigende tempo på gangene.

Karsten Lauritzen er ved at gå forkert og må ty til hjælp fra journalisten, mens han viser vej til det til lejligheden reserverede mødelokale i Industriens Hus.

Den tidligere toppolitiker er stadig ved at finde sig til rette i glashuset ved Rådhuspladsen i København, der har været hans faste arbejdsplads siden 1. februar, hvor han skiftede stillingen som formand for Venstres folketingsgruppe ud med en direktørtitel i DI Transport. Selvom det skete efter 15 år i Folketinget, og selvom Karsten Lauritzen i en alder af blot 38 år allerede har opnået mere end de fleste i dansk politik, var det ikke voldsomt vemodigt for ham at tage afskeden. ”Christiansborg er et fantastisk sted at være, fordi man får enormt meget viden på en lang række områder. Men jeg ved ikke, om jeg savner det. Jeg savner selvfølgelig kollegerne i Venstre. Men så meget er der heller ikke at savne ved dansk politik. Der er flere ting, jeg ikke savner,” siger han.

Karsten Lauritzen havde også længe været klar over, at hans tid i politik ville have en slutdato. Tidspunktet skulle bare være det rette. Men da DI tidligere på året tilbød ham direktørstillingen, føltes timingen endelig rigtig. Også med tanke på den nært forestående familieforøgelse, der ville gøre pasningen af de nordjyske vælgere og en krævende toppost på Christiansborg endnu vanskeligere at kombinere. ”Når der er 500 kilometer til ens valgkreds, skal man derop for at kunne repræsentere dem. Det kunne jeg ikke rumme i det familieliv, jeg gerne ville leve. Det ville alle være utilfredse med, og jeg ville gå ned med stress over det. Det ville jeg hverken udsætte vælgerne, min familie eller mig selv for,” siger Karsten Lauritzen. Derfor blev 1. februar umiddelbart et endegyldigt punktum for Karsten Lauritzens politiske karriere.

Selvom Jakob Ellemann-Jensen har gjort det klart, at døren altid står åben for ham, forventer han nemlig ikke at vende tilbage til den hverdag, som han har viet størstedelen af sine vågne timer til, siden han som stor dreng begyndte at interessere sig for politik.

Tårnhøjt tempo En af de ting i det politiske arbejde, som Karsten Lauritzen ikke ser tilbage på med stor glæde, er det pres, som parlamentarikerne udsætter sig selv og hinanden for, når der forhandles i næsten alle døgnets timer. Gennem sine år på Christiansborg har han oplevet, hvordan politik i stadig højere grad handler om nemme budskaber, der kan sælges til vælgerne på sociale medier.

”Tempoet er blevet helt sindssygt højt, og det bliver bare højere og højere. Samtidig er det blevet det rent kommunikative, der alt for ofte styrer, hvad man som politiker foreslår, mener og beslutter,” siger han.

Det er en bekymrende udvikling, mener han. ”Problemet er, at det sker på bekostning af kerneproduktet. Og det er altså ikke at skrive pressemeddelelser eller opslag på de sociale medier. Det handler om at kvalitetssikre lovgivningen, at lytte til borgere og interessenter, og at give lovforslag en grundig behandling. Det er at komme med gennemarbejdede politiske udspil, hvor man løser samfundets problemer,” siger han.

Men det er vel politikernes eget ansvar, hvordan de prioriterer deres tid. Kan de ikke bare bruge den mere fornuftigt? ”Jeg tror egentlig, at meget få politikere synes, at det er sjovt at tage selfies, hvor man ser Jeg tror egentlig, at sur ud. Men det meget få politikere er ligesom blevet synes, at det er sjovt at normen, fordi tage selfies, hvor man vi lever i en tid, ser sur ud. Men det er ligesom blevet normen, fordi vi lever i en tid, hvor hvor vælgerne belønner det. Og vælgerne belønner det. så er det jo sådan med politikere, at selvom de selvfølgelig leder befolkningen, så løber de også efter folkestemningen, fordi det er sådan, man bliver genvalgt. Det er ikke en kritik, men bare en konstatering af en udvikling, som ikke er særligt sund for folkestyret.”

Hvad skal man gøre ved det? ”Jeg går stadig og grubler over det. Men nogen skal finde svarene på et tidspunkt, for ellers er jeg noget bekymret for de mennesker, som bliver klemt i stress og dårlige arbejdsvilkår. Og når ting går for stærkt, bliver produktet dårligt. Der går nogle år, fra produktet kommer ud af lovmøllen på Christiansborg, til det rammer sagsbehandlingen i kommunerne. Men jeg tror, at vi vil se resultatet over de kommende år. Der kommer en regning for, at politik går så ekstremt hurtigt.”

Man skyder sig selv i foden En af regningerne for den hurtige og salgbare politik blev ifølge Karsten Lauritzen udskrevet, da regeringen beordrede alle mink aflivet, selvom der ikke var lovhjemmel til det.

Den sag kunne være undgået, hvis politikerne havde haft modet til at slå koldt vand i blodet i stedet for at insistere på at levere hurtige løsninger, mener han. ”Der er selvfølgelig stor efterspørgsel på, at der bliver handlet, når man står i sådan en krisesituation. Men når ting skal gå stærkt, bliver der begået fejl, og så får man truffet mindre kloge beslutninger, end hvis man havde tænkt sig lidt om,” siger han.

Det er også en lærdom, som lobbyisten Karsten Lauritzen håber, at politikerne på Christiansborg har noteret sig.

Han frygter nemlig, at krigen i Ukraine vil udløse lignende fejl.

Hvis politikerne i iveren efter at slippe ud af afhængigheden af import af russisk gas og olie vælger lette løsninger, risikerer de at skabe endnu større problemer for samfundet, mener han. ”Der er en stærk kommunikativ dagsorden og stor efterspørgsel på sanktioner og på at lukke for olie og gas. Men hvis man spørger folk, der ved noget om sanktioner og energipolitik, så vil de advare om, at man let kommer til at skyde sig selv i foden og hjælpe vores modstandere. Så kan vi måske pudse vores glorier, men vi får ikke udrettet det, vi gerne vil,” siger han.

Mere konkret advarer Karsten Lauritzen imod, at politikerne benytter sig af reguleringspisken, der nok kan synes kraftfuld, men som ifølge DI-direktøren ikke vil have den ønskede effekt.

Han tænker specifikt på tiltag såsom bilfrie søndage eller lavere hastighedsgrænser på motorvejene, der vil sænke forbruget af olie og dermed både være en gevinst for klimaet og bidrage til uafhængigheden af Rusland.

Problemet er, at de også vil få store konsekvenser for danskerne. ”Det er ikke virkemidler, der står øverst på mine hylder. Da man indførte bilfrie søndage under oliekrisen, sad de fleste folk alligevel derhjemme om søndagen. I dag er der jo enormt mange mennesker, der arbejder der. Jeg tror ikke, at man skal bilde sig ind, at man kan styre folks adfærd. Det kunne man måske for 20, 30 eller 40 år siden. Men når man vælger de her kommunikativt lette løsninger, render man typisk ind i en lang række praktiske problemer.”

Der er omvendt folk, der siger, at man er med til at finansiere Putins krigsmaskine, hver gang man tanker sin bil op med benzin eller diesel. Hvorfor tror du ikke, at man kan få danskerne til at acceptere de her virkemidler? ”Det kan man måske, men så skal man italesætte det individuelle ansvar i stedet for at trække statslige løsninger ned over hovedet på folk. Det er en gammeldags måde at lave politik på, som ikke virker i den komplekse og globale verden. Vi lever i en tid, hvor man som politiker skal understøtte en teknologisk og markedsdrevet udvikling og passe på med at gå ind og lave detailregulering, der mindsker forbruget.”

Hvad er det så for greb, man skal finde frem, hvis man vil gøre transportsektoren hurtigere uafhængig af fossile brændsler? ”Man har jo en sum penge til rådighed til at lave forskellige tiltag. Dem skal man bruge på den grønne omstilling, ligesom man har gjort det i landbruget. Det betyder, at jeg faktisk tror på, at det kan lade sig gøre at levere der. Hvis man gerne vil have en grøn omstilling af transportbranchen, så skal man på samme måde erkende, at det koster nogle penge. Man skal lade være med at tro, at man kan gøre det gratis.” Handler de her

Der kommer en regning advarsler for, at politik går så ekstremt hurtigt. ikke bare om, at dine medlemmer bliver ramt, når man vil sænke forbruget af olie? ”Vi bakker op og spiller med på den politiske dagsorden. Men når man træffer meget vidtgående politiske beslutninger, som der kan være behov for i en krisetid, skal man tænke sig godt om. Ellers risikerer man at skyde sig selv i foden. Man risikerer at generere nogle unødvendige regninger eller få dem placeret et sted, som bliver et kæmpestort politisk problem efterfølgende.”

KARSTEN LAURITZEN

• Født 14. oktober 1983 i Løgstør. • Tidligere skatteminister og mangeårigt folketingsmedlem for Venstre. • Formand for Venstres Ungdom i 2005. • Første gang valgt til Folketinget i 2007. • Formand for Venstres folketingsgruppe i 2020. • Opgav sit mandat 31. januar 2022 til fordel for jobbet som direktør i DI Transport. • Er kendt som en åben politiker og har tidligere givet store interviews om blandt andet sexisme, ordblindhed og stress.

Hestekrigen

Af Marie Møller Munksgaard

Journalist, Altinget

Snart skal både heste og køer leve vildt i 15 udpegede nye naturnationalparker, og det har udløst en “grov” og “ekstrem” debat om rewilding. Uenighederne er ikke til at misforstå, men hvad er det ved rewilding, der vækker så mange følelser i os?

Foto : Arthur J. Cammelbeeck / Altinget Sådan ser en ko ud, når den er vild. Dyrene skal selv finde føde i området, men har adgang til vand og tilses hver dag, så helt vildt er det måske ikke.

Midt blandt de bølgede bakker på Mols udspiller sig et landsdækkende drama. Hovedrollerne spilles af en række vilde heste, en gruppe vrede dyreaktivister og et hold biologer, der vil genskabe naturen, som den var engang. Og som borgmester i Syddjurs Michael Stegger Jensen (S) siger:

“Der er alle følelser involveret. Skuffelse. Også glæde. Det er hele paletten.”

Årsagen til alle disse følelser er det, man kalder rewilding, der snart skal indføres i 15 nye naturnationalparker, som regeringen har udpeget.

Det indebærer, at man slipper kontrollen med naturen og lader naturlige processer udspille sig for at udvikle biodiversiteten. Og derfor skal forskellige dyr også sættes fri i naturnationalparkerne og leve vildt – og dermed kun leve af det foder, der findes i området. Naturnationalparkerne er ikke endeligt etableret endnu, men man har alligevel kunnet rette blikket mod Mols for at få en forsmag på, hvad der er i vente. Her har Molslaboratoriet, som tilhører Naturhistorisk Museum, nemlig i nogle år lavet et forskningsprojekt med rewilding, hvor en gruppe køer og heste lever så vildt som muligt uden indblanding fra mennesker.

Siden projektet blev søsat i 2016, er bølgerne gået højt og har været med til at splitte alt fra almene borgere til politikere til forskere om spørgsmålet om rewilding. Flere kilder beretter om dødstrusler, shitstorms og alvorlige anklager på sociale medier. Holdningerne til rewilding er nemlig mange. Men ét spørgsmål står stadig tilbage ubesvaret:

Hvorfor vækker det så mange følelser i folk, når man diskuterer spørgsmålet om rewilding?

“Det er kørt fuldstændig af sporet” For at finde svar på spørgsmålet er jeg taget ud til dramaets omdrejningspunkt. Der er nu roligt hos Molslaboratoriet denne mandag morgen. Et par brune ponyer trisser rundt og gumler på noget græs i det bakkede landskab, mens forårssolen er ved at stå op. Derfor er det svært at forestille sig, at der få uger forinden måtte rulle politibiler herud for at standse et hold dyreaktivister.

Dyreaktivisterne troppede op med sække fulde af hø, som blev kastet ud til hestene med klapsalver i baggrunden, mens en kvinde strakte sig ud på jorden for at fodre et æble til en af hestene.

Jeg mødes med en kvinde ved navn Grethe M. Laursen i det bakkede landskab et par uger efter hændelsen. Hun er lokal borger i området og tidligere byrådsmedlem i Syddjurs Kommune for Dansk Folke-

FAKTA

Rewilding betyder genforvildning og indebærer, at man slipper kontrollen med naturen for at lade naturlige processer udspille sig så frit som muligt og hermed udvikle biodiversiteten.

Projektet hos Molslaboratoriet indebærer, at en gruppe heste og køer sættes ud for at leve vildt i et afgrænset område. Dyrene har adgang til vand og tilses hver dag, men skal selv finde føde i området.

parti. Og selvom hun også i den grad er imod rewilding, tager hun klar afstand fra de personer, der vælger at fodre dyrene, som indgår i forskningsprojektet. Det viser med hendes øjne, at debatten er “kørt fuldstændig af sporet”.

“Da jeg stemplede ind i diskussionen for et år siden, var vi slet ikke nået til det her punkt af grovheder og beskyldninger. Det er fuldstændig eskaleret, og det er en skam,” siger hun. Grethe Laursen begyndte at engagere sig i debatten for omkring et år siden, hvor hun blev medlem af facebookgruppen “Stop vanrøgt af dyr bag hegn”.

En gruppe, som Dorthe Brauner Jensen står bag. Hun bor ikke selv i Syddjurs, men hun har med sine egne ord “et brændende hjerte for dyrevelfærd”.

Et brændende hjerte, der nu har ledt til, at hun er en ud af fire personer, der er sigtet for hærværk for at fodre heste, som indgår i Molslaboratoriets forskningsprojekt. Hun har svært ved at se, hvordan konflikten kan nedtones, da dyrene i hendes øjne sulter.

“Vi kan ikke gå i dialog med hinanden, fordi vi har alt for forskellige syn på hesten. De ser hesten som et vildt dyr, og vi ser hesten som et tamt dyr. Og så længe det er sådan, kommer vi ikke nogen vegne.”

Naturelsker eller naiv hestepige? Det giver god mening, at debatten om rewilding hiver fat i de helt store følelser hos almindelige mennesker, mener Mickey Gjerris, der er lektor i bioetik ved Københavns Universitet. Det rører nemlig ved vores syn på, hvornår dyr har det godt.

“Dyrevelfærd betyder meget for os. Og når noget er betydningsfuldt for os, har vi det med at have stærke holdninger. Derfor bliver diskussioner som den her meget hurtigt personlig,” siger han. Bioetikeren forklarer, at debatten har drejet sig væk fra at handle om, hvilke værdier og uenigheder der er på spil, til næsten at være en slags “personhetz” på sociale medier.

“Det bliver meget polariseret. Enten elsker man naturen og hader dyr, eller også er man en naiv hestepige, der kun går op i hestenes ve og vel og ikke har nogen forståelse af virkeligheden,” siger han. Den oplevelse kan den biolog Morten D.D, der har været ansigtet udadtil på Molslaboratoriets rewilding-projekt, genkende.

“I deres øjne bliver jeg inkarnationen af en, der vil dyrene det ondt, fordi jeg ikke har noget forhold til hestene som individer,” siger han.

Det bliver meget polariseret. Enten elsker man naturen og hader dyr, eller også er man en naiv hestepige, der kun går op i hestenes ve og vel og ikke har nogen forståelse af virkeligheden. - Mickey Gjerris, lektor i bioetik

En slagmark mellem to natursyn For at forstå, hvorfor synet af vilde dyr i naturen har vækket så mange følelser i folk, slår jeg også et smut forbi en mand, der står midt i stormvejret – nemlig Syddjurs’ borgmester, Michael Stegger Jensen. Som den relativt nyvalgte borgmester siger, “er der nok at se til,” og han lyder en allerede en smule træt i stemmen, da jeg spørger ham, hvorfor debatten omkring rewilding i naturnationalparker er blevet så vild.

“Forandringer vækker altid mange følelser i folk. Og når forandringerne kommer oppefra som i det her tilfælde, vil det automatisk give en eller anden form for trodsreaktion,” siger han.

Spørger man Grethe M. Laursen, mener hun også, at det har haft effekt på den intensiverede debat.

“Jeg synes, at det bliver gjort på en helt forkert måde. Det bliver trukket ned om ørene på os fra nationalt niveau uden respekt for lokalområdet og borgerne.”

Og det er ikke kun i Syddjurs Kommune, at borgere har gjort modstand mod de nyligt udpegede naturnationalparker, som miljøminister Lea Wermelin (S) har fastlagt. Også steder som Gribskov og Bidstrup Skov har der været heftig kritik at fornemme. Ifølge Bengt Holst, der er formand for Det Dyreetiske Råd, skyldes den landsdækkende debat, at rewilding sætter to forskellige natursyn på spidsen. “Det ene fløj bøjer til naturens side, Vi kan ikke gå i dialog hvor alt skal ske med hinanden, fordi vi har alt for forskellige syn på hesten. De ser hesten efter naturens præmisser. Den som et vildt dyr, og vi ser anden fløj ser hesten som et tamt dyr. hesten som et - Dorthe Brauner Jensen, stifter af facebookgruppen “Stop vanrøgt af dyr husdyr, der nærmest er en del af bag hegn” familien. Derfor bliver italesættelsen af rewilding enormt farlig, fordi de to natursyn clasher med hinanden.”

Det bliver det også en svær opgave at gøre alle glade, anerkender Michael Stegger Jensen i Syddjurs. Men han er klar til at give det et forsøg.

“Jeg forsøger at gøre det til min opgave at forme den beslutning, der er truffet på nationalt niveau, sådan at den kan passe til vores lokalsamfund.”

Det intime forhold til hesten Der er særligt ét dyr, jeg er på jagt efter på min udflugt til Mols. Det er nemlig endt med at være hesten, der har taget spotlightet i rewilding-debatten, og hvordan kan det egentlig være?

Bunkerne af hestepærer hist og her på stierne indikerer, at de vilde heste har været vidt omkring, men op ad formiddagen er der ikke mange heste for mig og Grethe M. Laursen at finde. De daglige opslag på diverse Facebook-grupper giver mig dog rigelig indsigt i, hvor passionerede folk er omkring hestenes ve og vel. Ifølge Bengt Holst er der en god grund til, at det især er hesten, der er i fokus, når man snakker rewilding.

“Vi føler, at vi har et meget tæt forhold til heste. De er næsten en del af familien, og er der overhovedet nogen risiko for, at de skulle få det dårligt, så gør man oprør.”

Han forklarer, at der eksisterer en “disneyficeret” tilgang til dyr, hvor vi gerne vil sikre, at de lever, som vi selv vil foretrække det. Og derfor vækker det harme, når rewilding bryder med den forestilling.

“Debatten blev afsporet på et tidligt tidspunkt, fordi der blandt andet blev sagt, at dyrene skal leve fuldstændig på naturens præmisser og have lov at dø af sult. Når du italesætter det sådan, er det klart, at det vækker mange følelser i folk,” siger Bengt Holst.

Det kommer heller ikke som nogen overraskelse for Mickey Gjerris, at det er hestens velfærd, som har fået førsteprioritet i rewilding-debatten. Man har nemlig en såkaldt sociozoologisk skala, som inddeler dyr efter, hvor godt vi kan lide dem. Og her ligger hesten i top sammenlignet med for eksempel grise.

“Heste og grise har de samme kognitive evner. Men fordi vi bedre kan lide heste, går vi mere op i deres velfærd.”

Derudover forklarer han, at der er mange, som oplever at have en “intim og særlig relation” til deres hest.

“Mange har stærke følelser bundet op på deres hest, og derfor føles forestillingen om, at heste kan have det godt uden mennesker, som et angreb mod de personer,” siger han og tilføjer:

“Det er jo aldrig rart at mærke, at man godt kan undværes.”

Kampen om at vinde har trumfet Selvom debattens omdrejningspunkt er de vilde heste, der trisser rundt ude i virkeligheden på store naturarealer, går det nu hurtigt op for mig, at det ikke er her, man skal vende blikket hen for at forstå rewilding-debatten. Jeg har nemlig forud for mit besøg hos Molslaboratoriet meldt mig ind i en række Facebook-grupper, og det er faktisk her, alt dramaet udspiller sig. De daglige opslag med billeder af hestene, underskriftindsamlinger og politianmeldelser sætter en fed streg under rewilding-kampens forskellige fløje. Og mens de kæmper hver deres kamp i adskilte Facebook-grupper, stikker en kommentar ud:

“Hvor er det dog trist, at debatten er kommet dertil, hvor formålet er ‘at give de andre baghjul’. Det handler om at vinde ‘kampen’ med fare for, at natur og dyr bliver taberne.”

Og det gør også Grethe M. Laursen trist at tænke på, da hun går rundt på stierne hos Molslaboratoriet. For mens hun ikke vil give afkald på sin ambition om at stoppe rewilding-projektet på Mols, ville hun ønske, at de forskellige parter “kunne respektere hinanden og tage dialogen”.

Hun har selv ad flere omgange snakket i telefon med Bo Skaarup, der er direktør for Molslaboratoriet, hvor de har vendt deres uenigheder.

“Selvom jeg er rasende over den måde, de behandler dyrene, er jeg nødt til at respektere deres arbejde. Jeg sætter meget pris på, at vi stadig kan respektere hinanden.”

Hun frygter dog, at det bliver svært at åbne op for samme dialog på et bredere niveau.

“Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det her. Bo og jeg har flere gange overvejet, om vi skal invitere folk til et møde,” siger hun og tilføjer:

“Men det ville bare ende i kaos.”

Spørger man Bengt Holst, vil det også tage nogle år, før man kan forvente at se en mere sober debat om rewilding.

“Det må være ved eksemplets magt, at den her debat falder til ro, når man om nogle år kan vise frem, at det faktisk kommer til at foregå under fine omstændigheder.”

Og da vi er på vej væk fra Molslaboratoriet med Grethe M. Laursen, begynder effekten af at “slippe naturen fri” at vise sig, da en knaldgul sommerfugl flyver forbi.

“Se, det er en citronsommerfugl,” siger Grethe og følger den med blikket.

“Den er meget særlig for det her område.”

Molslaboratoriet begyndte deres rewilding-projekt i 2016, som indebærer at en gruppe særligt robuste heste og køer lever så vildt som muligt i et afgrænset område i Mols Bjerge. Snart skal forskellige dyr, herunder heste, leve vildt i 15 nye naturnationalparker. Det har fået dyreaktivister til at gøre oprør på blandt andet Facebook og andre sociale medier.