27 minute read
VEDBYS ANALYSE
ALTINGETS PANEL OM INTERNATIONAL POLITIK OG ØKONOMI
Analyse & perspektiv
Advertisement
Af Mikkel Vedby Rasmussen
Professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
Som brødre
Finland og Sveriges medlemskab af NATO er det bedste, som kunne ske for Danmark. Men det betyder også, at Danmark må affinde sig med en mindre vigtig rolle.
Finland og Sverige bliver med al sandsynlighed medlemmer af NATO i løbet af efteråret. Men allerede inden traktaterne er underskrevet, har Storbritannien og USA givet sikkerhedsgarantier, som reelt betyder, at et angreb på dem vil være at regne for et angreb på et NATO-land. Finland og Sveriges medlemskab af NATO er det bedste, som kunne ske for Danmark i den nye sikkerhedspolitiske situation. Med Putins erobringskrig kunne vi ikke længere fortrænge, at Rusland udgjorde en trussel, men vi og vores allierede var sårbare over for et russisk angreb i Østersøområdet. Havde Putin valgt at slå til mod de baltiske lande i stedet for Ukraine, havde NATO haft mere end svært ved at forsvare dem. Og havde Rusland løbet de baltiske lande over ende, som den russiske generalstab havde håbet, man kunne gøre i Ukraine, ville NATO have stået med valget mellem at starte en krig mod Rusland eller at erkende, at Atlantpagten ikke var det papir værd, den var skrevet på.
Ruslands håbløse krigsførelse mod Ukraine gav Finland og Sverige muligheden for at søge ind i NATO på et tidspunkt, hvor alle Ruslands militære ressourcer var optaget andetsteds. Det gør det paradoksalt nok sikrere for de to lande at søge ind i alliancen end på noget andet tidspunkt siden den Kolde Krig. Med deres medlemskab er forsvaret af de baltiske lande blevet nemmere, og NATO vil have langt lettere ved at sikre kontrol over Østersøen.
Mens den danske regering byder Finland og Sverige velkommen i alliancen, så er der måske ikke helt tid til at reflektere over, at deres medlemskab grundlæggende vil forandre det danske NATO-medlemskab.
Før Finland og Sverige meldte sig ind i alliancen, så var Danmark medlemslandet, som bevogtede indgangen til Østersøen. Under den Kolde Krig var det således en dansk
general, der var leder af NATO’s Østersøkommando. Og Danmark stod igen i centrum af NATO’s planer i den nye Kolde Krig med Rusland. At amerikanerne ønsker at forhandle en baseaftale med Danmark, var netop udtryk for, at Danmark havde den afgørende militærgeografiske placering. Det var her, amerikanske skibe skulle have forsyninger, inden de gik i kamp i Østersøen, og herfra amerikanske fly skulle flyve de baltiske lande til undsætning. At Finland og Sverige bliver allierede, forandrer med ét Danmark fra en frontlinjestat til en baglinjestat. Det har bestemt sine fordele, at kampen står et andet sted. Men det betyder også, at Danmark bliver mindre vigtig. Danske diplomater og officerer er vant til at være i centrum for beslutninger og opmærksomhed i denne del af verden. Den kommende Det har bestemt sine chef for en Østersøkommando vil formentlig være en svensk fordele, at kampen står et andet sted. Men det betyder også, at general; og det vil være på Gotland eller i Finland, at amerikanske styrker vil stille op til forsvaret af de baltiske lande. Danmark bliver mindre Efter i årevis kun at have haft slet skjult foragt for ideen vigtig. om et nordisk forsvarspolitisk samarbejde vil det pludselig være danskerne, der står på anden række, mens vores nordiske naboer bliver de nye populære piger i klassen. Danmark har prøvet det før. Da Finland og Sverige blev medlemmer af EU, mistede de interessen for samarbejde med Danmark, som ellers havde været nødvendigt for at få en fod indenfor i EU. Det samme vil ske i NATO. Det vil ikke længere blot være nordmænd og danskere, som er de fornuftige og ansvarlige allierede. Danmark vil uden tvivl være taknemlig både for det militære og politiske bidrag, som Finland og Sverige giver. Flere nordlige medlemmer vil fastholde NATO’s opmærksomhed på regionen, også efter Ukrainekrigen er slut. Men med vores nordiske broderfolk i alliancen skal vi dele amerikanernes opmærksomhed og dele det bidrag i form af territorium, som hidtil har været Danmarks alene.
Analyse & perspektiv
Af Søren Hove Ravn
Ph.d., lektor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet
Ændrede pensionsregler vil koste statskassen dyrt
Pensionskommissionens anbefalinger er i store træk fornuftige. Men de vil tvinge fremtidens politikere til hårde prioriteringer.
Imaj landede en rapport fra regeringens kommission om tilbagetrækning og nedslidning, populært kaldet pensionskommissionen. Det mest omtalte element var anbefalingen til regeringen og Folketinget om at slække på den såkaldte levetidsindeksering af tilbagetrækningsalderen. Det betyder på almindeligt dansk en mindre stigning i pensionsalderen over de kommende årtier, end de nuværende regler lægger op til. Hvis politikerne vælger at følge anbefalingen, vil det betyde, at fremtidens politikere får markant færre penge at fordele til andre politiske mærkesager.
Den omtalte levetidsindeksering blev indført med velfærdsforliget i 2006. Dengang handlede det meste af debatten om, at politikerne satte pensionsalderen op fra 65 til 67 år med virkning fra 2027. Dette blev senere fremrykket til 2022. Nok så væsentligt aftalte politikerne samtidig, at man fremover vil sætte tilbagetrækningsalderen yderligere op i takt med, at vi lever længere. Siden da er danskernes levetid kun fortsat med at stige. Derfor har Folketinget allerede vedtaget, at pensionsalderen stiger til 68 år i 2030 og til 69 år i 2035. Aftalen indebærer, at politikerne hvert femte år vedtager en ny stigning i pensionsalderen, såfremt levetiden er fortsat med at stige.
Det er denne mekanisme, som pensionskommissionen nu foreslår at slække på. Pensionsalderen skal fortsat stige, men i et mindre strabadserende tempo, hvis det står til kommissionen. Den oprindelige idé i velfærdsforliget var, at hvis levetiden steg ét år, så skulle tilbagetrækningsalderen også stige med et år. Det indebærer, at nutidige og fremtidige generationer kan se frem til samme antal år på pension. Kommissionen foreslår i stedet, at fremtidige stigninger i levetiden omsættes til 80 procent arbejdstid og 20 procent fritid, eller med andre ord, at hvis levetiden stiger med ét år, så stiger tilbagetrækningsalderen med ca. ni en halv måned. Dermed får de forskellige generationer udsigt til at tilbringe den samme andel af livet som pensionister. Konkret betyder kommissionens forslag, at pensionsalderen frem mod år 2100 forventes at stige til 74 år i stedet for 77 år med de nuværende regler. Denne skribent kan med en dåbsattest fra 1984 se frem til en pensionsalder på 71 år i stedet for 72 et halvt år, hvis forslaget gennemføres. Det er dog ikke alle læsere, som kan se frem til længere tid på pension, idet kommissionen ikke anbefaler at ændre de gældende regler før 2045.
Der kan være gode grunde til de foreslåede lempelser. Dels er det naturligt, at vi vil ønske at omsætte en del af de kommende årtiers forventede stigning i levestandarden til mere fritid. Samtidig kan der være en bekymring for, hvorvidt de planlagte stigninger i pensionsalderen nu også var realistiske på alle dele af arbejdsmarkedet. Dertil kommer, at vi i Danmark i nogle år har været i den situation, at de offentlige finanser ikke bare er langtidsholdbare, men decideret overholdbare. Det betyder, at der på langt sigt er plads til at lempe finanspolitikken i form af højere offentlige udgifter eller lavere skatter. Kommissionens forslag vil i sig selv koste omkring to tredjedele af denne overholdbarhed, hvis det bliver gennemført. Indregner man den usikkerhed, der naturligt knytter sig til beregninger af denne type, er vi dermed ikke langt fra en situation, hvor de offentlige finanser må betegnes som ”omtrent holdbare”. Det betyder, at fremtidens politikere bliver tvunget til at medbringe finansiering, hver gang de fremlægger nye politiske ønsker, som belaster de offentlige finanser. Dermed kan man roligt sige, at pensionskommissionens anbefalinger langtfra er gratis.
Fremtidens politikere bliver tvunget til at medbringe finansiering, hver gang de fremlægger nye politiske ønsker.
#REGIONERNE
Torsdag 16.15-17.00
Torsdag 12.15-13.45 Det gode børneliv i psykisk balance – hvad skal der til?
Danske Regioner
Torsdag 14.15-15.00 Kan vi overlade forebyggelsen til civilsamfundet?
Danske Regioner
Torsdag 15.15-16.00 Hvad spænder ben for grønnere hospitaler?
De fem regioner
Danske Regioner
Torsdag 17.15-18.00 Praksissektorens rolle i fremtidens sundhedsvæsen
Torsdag 18.15-19.00 Dataetisk samtalesalon om kunstig intelligens
Fredag 9.15-10.00 De svære valg – hvordan prioriterer vi i sundhedsvæsenet?
Behandlingsrådet
Fredag 10.15-11.00
Fremtidssikkert sundhedsvæsen – hvad med medarbejderne?
Danske Regioner
Fredag 11.15-12.00 Hvem tager vagten på fremtidens hospitaler?
De fem regioner
Fredag 12.15-13.00 Hvad vil vi have i vores drikkevand?
Danske Regioner
Fredag 13.15-14.00 Mistrivselsboom: Hvad sker der i hovedet på de unge?
De fem regioner
Fredag 14.15-15.00 Akuthjælp til akutområdet. Lappeløsning eller nytænkning?
BESØG #REGIONERNE DANSKE REGIONERS TELT
ved Allinge Røgeri (F8)
Fredag 15.15-16.00 Rigtige mænd går ikke til lægen. Hvorfor egentlig ikke?
De fem regioner
Fredag 16.15-17.00 Sundhedsreformen – hvordan skaber den nærhed og sammenhæng?
Danske Regioner
Fredag 17.15-18.00 Reel ungeinddragelse i sundhedsvæsenet. Hvorfor og hvordan?
Ungepanelerne i Danmark
Fredag 18.15-19.00 Oplysningskampagner: Gør de mere skade end gavn?
Dansk Råd for Genoplivning
Lørdag 9.15-10.00 Hvordan kan sundhedsklynger styrke kvalitet for patienter?
Danske Patienter
Lørdag 10.15-11.00 Når hjerneskaden rammer – er vi alle (u)lige?
Danske Regioner
Lørdag 11.15-12.00 Beklager – du må ikke få et kejsersnit
DSOG (Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi)
Lørdag 12.15-13.00
Bare bryster?
Lørdag 13.15-14.00 Det digitale sundhedsvæsen – er det patientsikkert?
Danske Selskab for Patientsikkerhed
Lørdag 14.15-15.00 Mens vi venter på psykiatriplanen: Hvad kan vi gøre i morgen?
Danske Patienter
Lørdag 15.15-16.00 Fremtidens sundhedsvæsen afhænger af god praktik
Studenterforum FC
Lørdag 16.15-17.00 Multisyg sundhedsvæsenet, bliver det bedre i fremtiden?
Dansk Selskab for Multisygdom og Polyfarmqaci
Lørdag 17.15-18.00 Zoomer vs. Boomer – broen over generationskløften!
Saga og Avilius
Lørdag 18.15-19.00
Verdensmål og dilemmaer
Verdens bedste nyheder
Torsdag 13.50-14.00 Fredag 13.00-13.10 Lørdag 13.00-13.10
Forbyggelsesgymnastik
HK’S FØRSTE KVINDELIGE FORMAND:
Det værste, man kan være i Danmark, er jo sippet
Af Katrine Falk Lønstrup
Journalist, Altinget
Hun dejsede om i en bus, fordi hun engang var så stresset, at hun glemte, hvordan man trak vejret. Hun har ejet et brunt værtshus, og hun har givet en nærgående stamgæst en flad. Nu ankommer hun til forhandlinger i rød Tesla med eget navn på nummerpladen. Mød Anja C. Jensen.
Egentlig havde hun bestilt Teslaen i sort. Sådan lidt som et kompromis mellem at købe en rød Tesla og lade helt være. Eller mellem den hun er, og sådan som andre kunne opfatte hende. Men da hun ringede til sin lillebror og fortalte om den sorte Tesla, syntes han godt nok, det lignede hende dårligt at lægge en dæmper på sig selv på den måde.
Så hun ringede til Tesla og ændrede bestillingen til rød. Og så fik hun også lige skrevet ANJA på nummerpladen. Ingen kompromiser og ingen undskyldninger.
Anja Camilla Jensen var næstformand i HK Privat, og hun vidste godt, at der nok skulle være nogen, der ville mene, det er et dårligt signal at sende. At det, som der vist også var en, der skrev på Facebook, er “en pamperbil, som hun kører rundt i for medlemmernes penge”. Og at det er vigtigt for hende, at medlemmerne kan identificere sig med hende. At de ser hende som deres repræsentant.
Det kan da godt være, det er lidt blære- røvsagtigt ligefrem at vælge en rød Tesla, konstaterer Anja C. Jensen tørt. Men det tager hun ikke så tungt. For hun har købt den for sine egne penge. Og det er egentlig også ret fedt, fortsætter hun.
“Hvis jeg er til en konference, på besøg hos en virksomhed eller til forhandlinger forskellige steder, kan man se, at HK er kommet. At Anja er der. På en eller anden måde er det også en manifestation af, at vi er her. I kan regne med, at HK er in the house.”
Og nu er arbejderpigen, der trådte sine barnesko blandt bryggeriarbejderne på Frederiksberg, lige der, hvor hun ifølge hende selv skal være. Ikke bare næstformand i HK Privat, men den første kvindelige forbundsformand i HK. Den næststørste fagforening i Danmark med 220.000 medlemmer. På en post, der giver hende adgang til bestyrelsesposter og beslutningstagere, og utvivlsomt placerer hende som del af den danske magtelite. Kort sagt en position, der giver adgang til at forandre og forsvare. Og gøre HK synlig.
Det sidste er der ifølge Anja C. Jensen brug for.
“HK har slet ikke været synlige og højlydte nok,” siger hun.
Og så er det jo godt med én, der med egne ord “er sådan en, der larmer lidt”. Og hun tror faktisk på, at det også er, hvad hendes medlemmer forventer af hende, for det er trods alt hende, de har valgt.
Det her er et portræt af Anja C. Jensen og hendes vej fra arbejderklassen omkring det gamle Carlsberg til toppen af HK. Et portræt, der gerne vil høre hendes egen forklaring på, hvordan man kan bryde ud af sit miljø og ud af sin klasse og stadig være dens vigtigste repræsentant.
Slog gæst og mistede jobbet Man kan starte mange steder, når man skal fortælle et menneskes historie. I Anja C. Jensens tilfælde kunne det være, dengang hun var så stresset, at hun glemte, hvordan man trak vejret, og dejsede om i en HT-bus. Eller dengang hun hørte venindens mor få en flad inde i stuen. Men måske begynder man bedst ved at starte med historien om, dengang hun blev fyret for at give en gæst en lussing.
For Anja C. Jensens historie er en kvindepolitisk historie fra opvæksten til den kamp, hun kæmper nu. Den er på én gang personlig og politisk. Eller den begyndte personligt. Nu er den politisk.
“En stamgæst på en bar på Nørregade, hvor jeg arbejdede som ung, var fuld og nærgående. Først var det mest upassende og lumre kommentarer, men da jeg stod med en fyldt opvaskebakke i hænderne, så han det som en anledning til at rage mig på brysterne. Jeg ved ikke, hvad han forventede, jeg ville gøre. Men jeg stillede opvaskebakken fra mig og svingede ham én.”
Hvad skete der så?
“Jeg blev fyret. Der var selvfølgelig ikke derfor. Det var bare tilfældigvis umiddelbart derefter,” siger hun med en ironi, som jeg fornemmer ikke er fremmed for hende. Jeg er dog ikke i tvivl om, hvad hun mener. Det tror jeg egentlig sjældent, at man er.
Efter Anja C. Jensen startede som receptionistelev, fulgte et langt arbejdsliv i hotelbranchen. Et arbejdsliv, hvor hun også har måttet lægge øre – og krop – til en del.
“Som kvindelig HK’er og kvinde i det hele taget tror jeg bare, jeg har oplevet ting på arbejdsmarkedet, som det ikke er særligt mange mænd, der oplever,” erindrer Anja C. Jensen.
Hvad er det for nogle ting? ”Der er nok ikke så mange mænd, der har oplevet at blive befamlet på brysterne af en gæst. Det har jeg mere end én gang.
Når vi spurgte, hvad vi skulle have at spise, fik vi altid at vide, at det kom an på, hvad der var i DFØ-kassen.
Eller at bukke sig ned for at tømme opvaskemaskinen og høre en, der siger: ‘Så, nu er du lige præcis i den stilling, jeg gerne vil have dig i.’”
Sagde du fra?
“Jeg har altid sagt fra over for det fysiske. Men det verbale er svært. Indtil for få år siden kunne jeg stadig komme i en situation, hvor jeg simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle sige. For hvad fanden siger man? Det værste, man kan være i Danmark, er jo sippet. Og det bliver man hurtigt, hvis man er i et mandeselskab og er den, der siger, at det sgu bare ikke er sjovt. ’Nå, nå, må vi nu heller ikke hygge os mere.’ Det er bare til at brække sig over. Og jeg bliver tosset over det,” siger hun og fortsætter. ”For det starter jo ikke med en voldtægt i kopirummet. Det starter ofte i det små. Med en halvsjofel vittighed eller lummer bemærkning. Men det er desværre sjældent, at det bliver ved det.”
Til fest i lak og læder Vi spoler frem og tilbage. Mellem den kamp, hendes mor kæmpede som rødstrømpe og tillidskvinde i 1970’erne, og Anja C. Jensens egne oplevelser gennem 30 år som kvinde på arbejdsmarkedet. Flere gange i løbet af interviewet vender hun tilbage til den trepart om seksuel chikane, som regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i marts i år.
Det var en trepartsaftale, hvor HK blandt andet var med til at få vedtaget en såkaldt ungepakke, der betyder, at det bliver gjort helt klart i lovgivningen, at den godkendelse, en virksomhed får til at have elever og lærlinge, kan trækkes tilbage igen, hvis den ikke lever op til sit ansvar. Vigtigheden af den aftale er ikke til at tage fejl, mener Anja C. Jensen. For HK har – med Anjas egne ord – haft en hel del udfordringer.
“Der var en lang række unge mennesker fra samme virksomhed, som kom til os. De beskrev deres elevtid som en vild tur til Sunny Beach. Cheferne kom til fest iklædt lak og læder, og de skulle drikke shots af dildoer. Det var helt grotesk. Virksomheden tog elev efter elev, og alligevel formåede vi ikke at sikre, at de mistede retten til at tage flere elever,” fortæller Anja C. Jensen og fortsætter:
“Da vi ringede til nogle af de elever, der var stået frem, efter vi havde fået vedtaget treparten, begyndte en del at græde. De var så lettede over, at der endelig var sket noget. At de havde gjort en forskel for ikke bare dem selv, men også en masse andre elever. Det tror jeg egentlig ligger dybt i os alle: at vi gerne vil gøre en forskel for andre end os selv.”
Et arbejderhjem med DFØ-kasser Altinget møder Anja Camilla Jensen, hvor det hele begyndte. I Carlsberg Byen på Frederiksberg, hvor hun var til sit første faglige møde, da hun var to år gammel. Dengang lugtede der af humle, siger hun, mens vi går fra Elefantporten ned mod Vestre Fælledvej, hvor hun hver morgen blev afleveret i Carlsberg Børnehave sammen med alle andre børn, der havde forældre, som var bryggeriarbejdere.
Her blev hun født i 1970, dengang Frederiksberg havde et decideret arbejderkvarter. Hun voksede op i en lille lejlighed på Falkoner Allé sammen med sine forældre, der begge arbejdede på Carlsberg, og sin to år yngre lillebror. Hendes far var ølmand, og hendes mor gjorde rent og var i køkkenet – og så var hun tillidskvinde for alle Carlsbergs rengøringskvinder og køkkenassistenter. Alle kvinderne i de blå kitler.
Med to ufaglærte forældre var der sjældent ret mange penge på kontoen, så der var ikke råd til andet end det allermest nødvendige. Hun manglede ikke noget, men fik heller ikke stereoanlæg i konfirmationsgave som flere af klassekammeraterne, der også gik i mærketøj. Alt skulle være Lacoste. For det var jo Frederiksberg.
“Jeg er vokset op med Dansk Fryseøkonomi, hvor man kunne købe sådan nogle pakker med kød til enten en uge, 14 dage eller en måned. Det var der, vi fik vores mad fra. Så når vi spurgte, hvad vi skulle have at spise, fik vi altid at vide, at det kom an på, hvad der var i DFØ-kassen,” fortæller hun.
Det var Anja C. Jensens mor, der stod for alt det huslige, og det var hende, der sørgede for mad på bordet hver dag. Sådan var det i det i de fleste hjem, Anja kom i, selvom kvinderne arbejdede nøjagtig lige så hårdt og lige så længe som mændene.
“Min far havde den helt rigtige indstilling og syntes jo, at min mor kæmpede en vigtig kamp. Det betød dog ikke, at han selv lavede mad derhjemme,” fortæller hun og fortsætter:
“Men han var nok egentlig med til at frisætte min mor og gøre hende bevidst om, at hun havde sine egne meninger og sin egen ret til at bestemme. Min mor var ud af en stor søskendeflok af næsten kun piger, som var opdraget meget klassisk. Så det var hun ikke så vant til.”
Kvinder fik tæsk derhjemme Anja C. Jensens far var også fagligt aktiv, for det var bryggeriarbejderne jo, som hun bemærker. Men det var især hendes mor, der gik forrest for Carlsbergs kvinder. Anja var med til det hele. De faglige møder og rødstrømpedemonstrationerne, hvor hun de første år sad i klapvogn med tophue og snotnæse, og fra hun var helt lille, var hun med sin mor på kvindehøjskole sammen med alle de andre kvinder.
“Alle mødre havde børn med, for de kunne jo ikke være hjemme hos deres far. Så ville de ikke få noget at spise,” griner hun og fortsætter:
“Jeg kan huske, kvinderne tog på faglig rejse til Cuba på et tidspunkt, hvor min lillebror og jeg var hjemme ved min far. Min mor havde lavet et kæmpestor portion kødsovs, som skulle række til hele ugen. Og min far kom alle mulige ingredienser
i for at spæde op. Først var det vist cocktailpølser – og det endte så med perleløg.”
Langt de fleste af de kvinder, Anja C. Jensens mor repræsenterede, var også gift med mænd, der arbejdede på Carlsberg. En del af dem kom fra temmelig ringe kår, og det var ikke alle bryggeriarbejdere, der var lige søde ved deres koner, fortæller hun.
“Der var simpelthen kvinder, der fik tæsk derhjemme.”
I Anjas C. Jensens eget barndomshjem var der ingen, der fik tæsk, og selvom hendes far drak øl hver dag, var alkohol ikke noget, der prægede hendes familie negativt. Men for bryggeriarbejderne var
Jeg er opdraget til at handle og mene noget, men nok ikke så meget til at håndtere magten.
Begge forældre arbejdede på Carlsberg, hvor moderen var tillidskvinde for ”de blå kitler”, som man kaldte rengøringskvinder og køkkenassistenter på bryggeriet. Anja C. Jensen gjorde karriere i hotelbranchen – med en afstikker som indehaver af et brunt værtshus, før det faglige engagement drev hende ind i fagbevægelsen.
I 1970’erne, da Anja C. Jensen voksede op, duftede der af humle, og området omkring Carlsberg var et rigtigt arbejderkvarter. Den sidste øl blev brygget i 2008, og i dag rækker fem millioner kroner omtrent til at købe en lejlighed på 75 kvadratmeter i Carlsberg Byen.
der fri øl, og der var mange, der var meget tørstige.
“Jeg kan huske, jeg var hjemme hos en af mine kammerater engang og spise aftensmad, hvor faren, der måske nok havde fået lidt rigeligt at drikke, pludselig blev voldsomt sur og slog i bordet. Min kammerat og jeg blev sendt ind på værelset, og så kunne vi høre, at han stak moren en flad inde i stuen. Jeg var virkelig rystet og forarget, da jeg kom hjem.”
Det er tydeligt, at det er oplevelser som den, der har hældt benzin på det bål, der brænder i Anja C. Jensen. Det er vigtigt for hende, at de kampe, hendes mor og medsøstre tog – som var nogle af de helt store kampe – ikke falder på gulvet i dag. Men det har også givet hende håb.
“For nogle gange var der også kvinder, der rejste sig. Fik modet til at sige fra. Eller til at gøre noget godt for sig selv. Som at tage på et kursus og uddanne sig. Det kunne de, fordi de havde hinanden.”
De var nogle rå madammer, fortæller hun. Men det var meget hjerteligt, de talte om alt, og de dannede og uddannede hinanden. Til livet og til alt muligt andet. Og det var der noget frigørende i.
“Selv for de kvinder, der fik tæsk derhjemme. De kunne jo ikke gå fra deres mænd, for det havde de ikke råd til. De var
bundet til hjemmet. Men så fik de noget frihed og søstersolidaritet ved at organisere sig. Det husker jeg meget tydeligt.”
Anja C. Jensen kæmper med at holde grinet tilbage ved tanken om kvinden, der kom på arbejde og fortalte, at hun havde problemer med svamp. ”Nogle af de andre kvinder, som hun sidder og drikker kaffe og ryger smøger med, siger så, at Rodalon kan hjælpe. De troede, der var tale om svamp i hendes lejlighed. Et par dage efter kommer kvinden på arbejde, hvor hun går og ømmer og giver sig hele tiden, og min mor spørger, hvad der dog er med hende. ’Jamen det er det der svamp. Jeg har prøvet med Rodalon, og nu svier det bare sådan.’ Det er den mest sindssyge historie. For de var bare sådan: ’Vi hjælper hinanden. Det kan jeg sgu godt løse for dig.’ Det var så bare ikke lige der, Rodalon skulle anvendes.”
Det starter jo ikke med en voldtægt i kopirummet.
Brun bodega på Frederiksberg Anja C. Jensen har nu været forbundsformand i godt et halvt år. Hun erobrede posten efter et kampvalg, hvor hun fik 178 stemmer mod modkandidaten Martin Rasmussens 173 – og blev dermed den første kvinde på posten nogensinde.
Den første tanke er måske nok, at det ikke kunne være meget anderledes. Hun er en slags barn af fagbevægelsen – og hun har været tillidsrepræsentant på flere tidligere arbejdspladser. Men hun har også været vidt omkring, inden hun vendte helt hjem til fagbevægelsen. Hun har arbejdet på hoteller i både London og København. Først som receptionist og siden som chef.
Og så var der lige de fem års afbræk fra hotelbranchen, hvor hun ejede et lille brunt værtshus på Falkoner Allé. Hun købte værtshuset, fordi hun ikke lige havde en forfremmelse inden for rækkevidde og havde lyst til at prøve noget nyt. Det var skægt, men også hårdt, for der blev klart omsat mest, når Anja selv var der.
“Jeg havde en plan om, at der skulle være ugentlig jazz på værtshuset. Men nogle gange var der flere jazzmusikere, end der var gæster. Folk gik, når jazzen gik i gang, og så kom de igen, når det var slut.”
Det var faktisk også bag baren på værtshuset, at Anja C. Jensen besluttede sig for at gå ind i politik i første omgang. For når hun stod der bag baren, hørte hun dagligt på mennesker, der var enormt utilfredse – og enormt kloge, men som ikke gjorde noget som helst ved det. ”Det nyttede jo ikke en skid,” udbryder hun. ”Så da en af de faste gæster, der var skorstensfejermester på Frederiksberg, og som jeg ofte diskuterede med, var sådan lidt: ’Skal du ikke ...’ ’Jo, det skal jeg da.’ Og så gjorde jeg det – og endte med at sidde i alt otte år i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet på Frederiksberg.”
Stresskollaps i 2A Det var først, da Anja C. Jensen for alvor selv fik brug for sin fagforening, at hun blev fagligt aktiv. Da hun en tidlig morgen i 2005 sidder i bus 2A på vej til Kastrup, hvor hun arbejder som receptionschef
ANJA CAMILLA JENSEN
• Født 14. april 1970 på
Frederiksberg (52 år). • Bor i en villa på Frederiksberg og er delemor til to teenagere, som hun har hver anden uge. • 2021: Forbundsformand,
HK Danmark. • 2019-2021: Næstformand,
HK Privat. • 2016-2019: Specialkonsulent, Kost og Ernæringsforbundet. • 2010-2018: Kommunalbestyrelsesmedlem for
Socialdemokratiet,
Frederiksberg Kommune. • 2009-2016: Faglig sekretær,
HK Handel Hovedstaden. • 2005-2009: Faglig sekretær (og tillidsrepræsentant), 3F Hotel & Restauration. • 2002-2005: Receptionschef, Dan Hotel. • 1997-2002: Indehaver,
Café Francke. • 1996-1997: Receptionist,
Hotel Admiral. • 1995-1996: Supervisor,
The Westbury, London. • 1995: Svendebrev, hotelreceptionist, Phoenix. • 1988-1993: Student, sælger, medhjælper og tjener.
på et hotel, kan hun pludselig ikke huske, hvordan man trækker vejret.
Hun går op til buschaufføren, der selvfølgelig ikke forstår, hvad hun siger. Så besvimer hun på gulvet, og det næste, hun husker, er, at hun ligger i en ambulance. Kollapset sker efter måneders massivt pres med en chef, der med Anjas ord var “lidt af en idiot”. Og det er med fagforeningens hjælp, at hun kommer sig igen.
Da hun efter måneders sygemelding vender tilbage, bliver det som faglig sekretær i det daværende RBF, Restaurationsbranchens Forbund, der i dag er en del af 3F. Der var der, hendes faglige karriere startede. Efter en årrække som faglig sekretær bliver hun i 2019 næstformand i HK Privat, da forgængeren Marianne Vind bliver valgt til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Siden da er det gået stærkt.
Da Anja C. Jensen sidste år blev valgt som formand for hele HK, var det med målet, at fagforbundet skal være en mere markant politisk aktør. Det hænger selvfølgelig sammen med, at HK ligesom det meste af den klassiske ’røde’ fagbevægelse har mistet medlemmer de seneste mange år, og at hun mener, de nu skal være mere synlige. Men det hænger også sammen med, hvem Anja C. Jensen er:
“I HK er vi virkelig kendt for vores ordentlighed. Den skal vi selvfølgelig holde fast i. Men samtidig må vi altså også gerne være dem, der rejser os og protesterer, når vi ikke bliver behandlet ordentligt. Med mig som formand får HK nok i højere grad en, der insisterer på det. Og det skal medlemmerne kunne lide. Jeg vil enormt gerne lytte. Men jeg er også nødt til at være mig. For det er jo også min lidenskab, der skaber mig og nok har gjort, at jeg overhovedet blev valgt som formand. Og hvis de så ikke bryder sig om det, skal de have lov til at vælge mig fra.”
Men hvilken kamp er det, fagbevægelsen skal kæmpe i dag? Er der overhovedet en kamp at kæmpe?
“Kampen er givetvis ikke lige så meget liv eller død, som den var engang. Men alt, hvad vi har opnået, har vi kæmpet os til, og alt, hvad vi har opnået, kan vi miste igen. Hvis ikke der er en fagbevægelse, er der heller ingen dansk model, ingen overenskomst, ingen grundlæggende rettigheder. Så skal vi alle igen stå op for os selv for at fastholde eller tilkæmpe os rettigheder. Og jeg tror helt ærligt ikke på, at den enkelte lønmodtager vil kunne få ordentlige vilkår, hvis vi ikke findes. Derfor er det en stor trussel, at så mange unge ikke melder sig ind i en fagforening – eller at voksne for den sags skyld melder sig ud.”
Men handler det ikke også om, at fagbevægelsen ikke har været gode nok til fortsat at gøre sig relevant? ”Jo, jeg tror ikke, vi har været gode nok til at holde forståelsen af fagbevægelsens rolle i live. Og det skal vi tage meget alvorligt. Jeg ser det som en af mine vigtigste opgaver, at flere får fortalt historien om, hvad fagbevægelsen både kan og har kunnet. For det nytter ikke noget bare at slå folk oven i hovedet med Septemberforliget af 1899.”
Har du meget temperament? ”Det er blevet tæmmet – eller jeg har lært at håndtere det. Men ja, det har jeg. Dengang jeg var teenager og gik til fest, endte jeg altid udenfor eller i et køkken i en ofte højlydt politisk diskussion. Jeg har temperament, og så har jeg en lyst til at diskutere. Og måske også til at omvende nogen. Indimellem lidt blåøjet. Det kan virkelig gøre mig vred, hvis der er nogen, der ikke opfører sig ordentligt over for hinanden. Og når man insisterer på at sige det højt og måske heller ikke skyr nogle midler, får man nogle øretæver.”
“Din far var her i dag” Vi afslutter interviewet på en restaurant, der ligger på toppen af et de mange nybyggerier i Carlsberg Byen. Anja bestiller en caffe latte, jeg får en cappuccino, og vi sætter os ud på tagterrassen.
Vi er tilbage, hvor vi startede interviewet. Vi taler om arbejderklassen. Om hvem Anja er og om at være blevet en del af samfundets top – hun er endda formuende, efter en skilsmisse gjorde hende til millionær - og hvordan hun forener alt det med den rolle, hun har som forbundsformand.
“Min opvækst og i virkeligheden også min tid på værtshuset har været med til at danne mig, fordi jeg har fået en masse erfaringer med, hvordan forskellige mennesker lever og har det. Det står for mig som billeder på noget af det, som der skal være anderledes i samfundet. Jeg har virkelig set mange skæbner. Og selvom jeg må erkende, at magten har været svær; at jeg er opdraget til at handle og mene noget, men nok ikke så meget til at håndtere magten, så tror jeg, det har givet mig det bedste fundament for at bruge den magt, jeg nu har fået,” forklarer hun.
Opstigningen fra bryggernes verden til optagelsen i elitens inderste cirkler ser Anja C. Jensen ikke som et brud, der
skiller hende fra dem, hun repræsenterer. Lige som hun ikke tvivlede længe på det med den røde Tesla. Alligevel fortæller hendes sidste anekdote både om en formand, der havde brug for at høre det fra bryggerne, og om en pige, der havde brug for at høre det fra sin far: at hun stadig hører til.
“Min far døde for et par år siden, så han ved ikke, jeg er blevet formand,” fortæller hun.
Hun tøver:
“I går stod jeg på Hovedscenen i Fælledparken og holdt tale 1. maj. Allerforrest foran scenen stod der to gamle, kvindelige bryggeriarbejdere, som jeg kendte tilbage fra mine forældres tid på Carlsberg. Da jeg talte om min mor og far, hujede de to ældre kvinder begejstret. Efter talen kom de hen til mig og gav mig et stort kram, og så hviskede den ene til mig: ’Din far var her i dag. Det sørgede jeg for’. Så tudede vi lidt sammen. Det er jeg sgu ked af, at han ikke nåede at opleve. For han ville have været stolt.”
