DEBAT

PÅ ALTINGET.DK FINDES DANMARKS STØRSTE OG MEST LEVENDE UNIVERS FOR POLITISK DEBAT. ALTINGET MAGASIN BRINGER HVER MÅNED EN SMAGSPRØVE.

Se mere på Altinget.dk/debat

Britta Nielsen-sagen har en bitter, men dobbelt lære for den offentlige forvaltning

To tidligere embedsmænd, der selv var bipersoner i Britta Nielsensagen, sætter fingeren på de svage sider i en ministeriel kultur, som er mere optaget af at holde ministre og regeringer i godt humør end af driftssikker forvaltning.

Af Jørgen Grønnegård Christensen

Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Britta Nielsen-sagen trak med rette de helt store overskrifter. Over et kvart århundrede havde en betroet kontorfunktionær franarret staten omkring 121 millioner kroner.

Når sagen vakte opsigt, var det ikke kun periodens længde og beløbets størrelse, der gjorde det. Det var også, fordi det var en sjælden sag. Dansk forvaltning er ikke fejlfri, men hæderlig. Danske embedsfolk kan begå fejl, men de er ikke svigagtige. Det er den ene ting. Den anden ting er, at det var en sag om bedrageri og ikke om korruption, hvor embedsfolk lader sig bestikke. Det kender vi ikke i en dansk sammenhæng. Danmark topper, formentlig med rette, Transparency Internationals liste over verdens mindst korrupte lande. Britta Nielsen-sagen var altså en stor, men banal sag. Så hvorfor interessere sig for den, nu hvor sagen er opklaret, og de skyldige har fået deres domme?

En sag uden politiske undertoner Det giver Emil Herskind og Arne Hauge Jensen gode grunde til i deres bog om lige netop sagen. De kalder den en ”øjenvidneberetning fra en møgsag”.

Det er en møgsag, fordi det er en af den slags sager, som ikke burde kunne opstå, men som alligevel gjorde det.

Det er en øjenvidneberetning, fordi den ene af dem som embedsmand (afdelingschef i Socialministeriets departement) uforvarende blev hvirvlet ind i den, mens den anden som konsulent (og tidligere embedsmand) fik en rolle i optrevlingen.

Det var også en sag uden politiske undertoner. Dermed adskiller den sig fra adskillige af de andre sager, som gennem år og dag har tiltrukket sig Folketingets og mediernes opmærksomhed (minksagen, Støjberg-sagen, Tibetsagen, Skatteministeriet og alle de andre sager).

Det handlede jo kun om én medarbejders uærlige omgang med betroede midler – og bevares om et alvorligt administrativt svigt.

Det dobbelte men Man kunne slutte der. Der er bare et dobbelt men ved den konklusion.

Det første men knytter sig til, at enhver sag, hvor der er begået fejl, bliver til en politisk sag. For er det ikke ministeren, der i sidste instans har ansvaret? Jo, er svaret, i hvert fald i mediernes og andre politikeres optik.

Når det er sådan, er det også helt forventeligt, at ministeren straks går i alarmtilstand. Ministerens politiske instinkt tilsiger hende (for det var i Britta Nielsen-sagen Mai Mercado (K)), at det ikke hjælper at henvise til, at sagen ikke er opstået på hendes vagt. Det hjælper heller ikke at henvise til, at bedragerierne er knyttet til sager af en art, som aldrig nogensinde har været forbi hendes eller forgængernes skriveborde.

The Blame Game Dermed er kimen til det andet men lagt. For hvordan slipper ministeren af krogen? Der er her kun en realistisk reaktion: at få de ansvarlige (ud over bedragersken) fundet og ført til skafottet. Eller som Herskind og Hauge forklarer det: at stille en tom stol op på det uomgængelige pressemøde, hvor den ansvarlige embedsmand kan udstilles til spot og spe, ja, det der er værre.

Det har man i den politologiske forvaltningslitteratur et fint og akademisk ord for: The Blame Game. Det er spillet om skyld og ansvar, siger Oxfordpolitologen ChristoI jagten på ansvaret fokuserer ”top bananas” i regeringer og pher Hood. Hvorpå ministerier, i medierne han tørt, og Folketinget på at sarkastisk finde den ene skyldige. og bidenMen det betyder, at ingen kerer sig om de systemfejl, som først de ondskabsfuldt banede vejen for fejlen. fastslår, at i dette spil har ansvaret det med at blive skubbet nedad. Væk fra ”the top bananas” (de øverste politiske og administrative chefer), men ikke helt ned i bunden til ”the troops”, de menige sagsbehandlere, der i frontlinjen ekspederer sager på samlebånd. De udsatte er cheferne midtimellem, dem der koordinerer og skal holde sammen på det hele. ”The meat in the sandwich”, som han kalder dem.

Og akkurat som for den politiske ledelse er det nuet, der tæller, og hver-

ken forhistorien eller synder nedarvet fra den forvaltningsmæssige forhistorie med advarsler, der blev overhørt. Ikke engang sagesløs uvidenhed om sagens omstændigheder og ondets rod tæller her. Hvis man – den politiske og administrative ledelse – vil spille ”The Blame Game” med fuld effekt, er det nuet og kun nuet, der tæller, når de skal placere ansvaret.

Sagens dobbelte lære Herskind og Jensens bog tager udgangspunkt i en farverig sag, hvori de selv var bipersoner. De drager imidlertid en dobbelt lære, som rækker ud over den konkrete sag og ikke bare til alle de andre sager, som gennem årene har taget overskrifterne og den ene gang efter den anden kaldt på vending af hver en sten.

Den første lære er, at i jagten på ansvaret fokuserer ”top bananas” i regeringer og ministerier, i medierne og Folketinget på at finde den ene skyldige. Deres rygmarvsreaktion er også at gøre det til et juridisk problem. Det giver nu engang mest slag i bolledejen. Men det betyder, at ingen kerer sig om de systemfejl, som først banede vejen for fejlen, siden der ikke blev rettet op på den. I sagen, som udsprang af administration af de særlige satspuljemidler, er der en stribe af gode, men ubesvarede spørgsmål:

Hvorfor lå sagsansvaret i Socialministeriets departement? Hvorfor blev det overført til Socialstyrelsen, så snart bedraget blev opdaget og forvandlet til en politisk sag? Hvorfor overhørte ministeriets (departementets) ledelse de advarsler, som faktisk var givet? Hvorfor var system- og procestilgangen så uendeligt svag i ministeriet?

Der var dog tale om en ministeriel forvaltning, hvor bureaukrati skulle være en klassisk dyd, der forebygger fejl, og ikke et skimlet skældsord. Og var der endelig ingen erfaren mand eller kvinde, der vidste, at lukker man vedholdende det ene øje herfor, så er den politiske rygmarvsreaktion (der er den igen) et krav om et bureaukrati så vidtgående, at det bliver dysfunktionelt?

Fortjener at blive tygget grundigt igennem Den anden lære, som fortjener at blive draget efter Britta Nielsen-sagen og adskillige af de andre sager, knytter sig til prioriteringen af, hvad der er vigtigt i den offentlige forvaltning. De to forfattere åbner her for en vigtig diskussion.

De er to midaldrende mænd, der som stræbsomme karriereembedsmænd var en del af det system, som endte med at ofre den ene af dem. De noterer med rette, at uendelig megen opmærksomhed i de seneste årtier har været rettet mod samspillet mellem ministre og embedsmænd. De minder om, at det kulminerede med Løkke-regeringens udsendelse af Kodeks VII i 2015, som kodificerer syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen.

Og den ene af forfatterne (Herskind) beretter så om sine indtryk fra det såkaldte SPOT-kursus for ministerielle topchefaspiranter, som løb af stablen i efteråret 2018. På det var Kodeks VII, Slotsholmens bibel, som han skriver, øverst på pensum og blev tygget igennem forfra og bagfra.

Det er fint. ”Det, vi imidlertid ikke taler om på denne regnfulde og grå decemberdag lige før frokost i Gentofte, er, hvordan disse kloge og rigtige principper skal udøves i krigstid, når kuglerne flyver om hovedet på os, og the shit hits the fan.” ”Det hele lyder rigtigt og relevant i fredstid, og når stemningen er god, men kodekset er ikke særlig brugbart og relevant for mig i min situation. For hvad betyder formuleringerne om åbenhed om fejl, samarbejde, ansvar og god ledelse, når man alene står i mudder til knæene? Og hvordan er man en god embedsmand, når man bruger de fleste af døgnets vågne timer på at håndtere en sag, der får store konsekvenser for ministeren, og man samtidig selv trues af en undersøgelse, der i sidste ende kan koste én karrieren og på kort sigt ens eksistensgrundlag, og når ikke alle kolleger lever op til den klassiske dyd om sandhed?”

Det er problemer, der er nok så væsentlige. Problemer, som fortjener at blive tygget grundigt igennem, når Folketingets granskningskommission i juni har afgivet sin beretning om ansvar (og skyld?) i minksagen.

George Orwell forudså også Putin

Putins forsøg på at genskabe et handledygtigt Sovjetrusland gennem krigen i Ukraine kan i høj grad komme til at ligne George Orwells dystopiske roman 1984.

Af Per Stig Møller

Fhv. minister, MF og partiformand (K)

I 1947 udkom George Orwells Kammerat Napoleon i Ukraine, som han havde forsynet med et nyt forord. Heri beskrev han, hvordan kommunisterne under Den Spanske Borgerkrig underløb socialisterne og anarkisterne. Ligesom under Moskvaprocesserne forklarede de deres overgreb med, at de andre havde konspireret med fascisterne. Da folk troede på deres løgne, erfarede han, ”hvor let totalitær propaganda kan kontrollere oplyste folks mening i demokratiske lande”. Og det er just, hvad der sker i Rusland, hvor selv oplyste russere tror, at neonazisterne har taget magten i Ukraine og konspirerer med Vesten om at ødelægge Rusland, hvorfor den russiske hær nødvendigvis måtte gå ind og rydde op. I 1930’erne troede de på ”de mest fantastiske fortællinger om konspiration, forræderi og sabotage,” skriver Orwell, og det gør de igen i Rusland.

Grisene og den kyniske magtelite I Kammerat Napoleon genfinder vi Sergej Lavrov i form af de herskende grises propagandaminister, Squealer, der formår at overbevise dyrene om alt og herunder nødvendigheden af, ”at mælken og nedfaldsæblerne (og også den væsentlige høst af de æbler, der blev modne på træet) skulle forbeholdes svinene alene”.

Disse rager til sig med henvisning til, at ”alle dyr er lige. Men nogle dyr er mere lige end andre,” hvilket i dag gælder oligarkerne. Ligesom svinene bag ryggen på de andre dyr solgte den tålmodige hest Boxer til slagteren, sendte Putin tusinder af menige, russiske soldater i krig, selv om de fik at vide, at de bare deltog i en øvelse. Som forlagskonsulent refuserede T. S. Eliot Kammerat Napoleon, fordi Orwell havde gjort dyrene for dumme. Det havde Orwell bare ikke. Han havde vist,

hvorledes en kynisk magtelite gennem manipulation og propaganda formår at misbruge et godtroende folk. Ligesom kammerat Napoleon bruger religionens repræsentant, ravnen Moses, til at få dyrene med sig, bruger Putin den ortodokse russiske kirkes primas, Kirill.

Russerne vender tilbage Om den russiske stat i dag skriver Eliot Cohen fra Hopkins University ifølge The Economist 30. april, at ”den hviler på korruption, løgne, ulovligheder og tvang” – fuldstændig ligesom svinenes magt i Kammerat Napoleon. Efter Sovjetunionens opløsning troede vi, at alt dette var fortid, men russernes fortid vender altid hærgende tilbage. Således er Putin i fuld gang med at genskabe Sovjetunionen, hvis totalitarisme George Orwell afslørede i romanen 1984. Den foregår i Oceanien, der består af Storbritannien og USA og regeres af partiet Engsoc. Dets eneste formål er at skaffe Big Brother magten og sikre, at han beholder den, sådan som det også er meningen med Det daglige had rettes mod landets fjender ude som inde, ligesom Putin Putins parti. Det hele er et spørgsmål om jo opfordrer til at spytte magt. ”Magt er ikke et enhver afviger ud af middel, den er et mål ... munden som en flue. den virkelige magt, den magt, vi må kæmpe nat og dag for at bevare, er ikke magt over ting, men over mennesker,” forklarer O’Brien, der er en af figurerne i 1984. Derfor fyldes folket med løgn, had og frygt. Det daglige had rettes mod landets fjender ude som inde, ligesom Putin jo opfordrer til at spytte enhver afviger ud af munden som en flue. Orwell overdrev bestemt ikke, da han beskrev ”indbyggeren i Oceanien som en, der svæver i himmelrummet uden at kunne vide, hvad der er op, og hvad der er ned”. Det er nemlig lykkedes Big Brother at ”gøre enhver anden form for tænkning umulig”.

Proleføde til masserne Under Putin tvinges medierne ind under statens kontrol eller lukkes. Dissidenter findes ikke mere, for de myrdes eller fængsles, og enhver, der demonstrerer, bliver straks sat fast, om det så er en gammel bedstemor med et tomt skilt. Med mord og drakoniske straffe holder Putin liv i den frygt, der holder folk tilbage. I 1984 gøres de til ”upersoner”, hvorefter de forsvinder. ”Den, der behersker fortiden, behersker fremtiden; den, der behersker nutiden, behersker fortiden,” fastslår partiet. I fuld overensstemmelse hermed har Putin lukket Memorial, for at forhindre folket i at huske. Til gengæld forklarer han i offentlige forelæsninger om Ukraine og Rusland, hvorfor Ukraine er en fejlkonstruktion, som han med sin ”specielle operation” nu råder bod på. De, som måtte mene noget andet, er ”tankeforbrydere”, der i 1984 sættes fast af Tankepolitiet, mens folket fyldes med ”proleføde, der var betegnelsen for den tarvelige underholdning og de propagandaløgne, som partiet serverede for masserne,” forklares det i Tillægget om Nysprog. Det forklarer, hvorfor selv russere med ukrainsk familie insisterer på, at Putins krig er ”nobel”, og at Ukraine regeres af neonazister. Ukrainerne beretter om, hvor umuligt det er at få nogen i Rusland til at indse, at de fyldes med løgn. ”For førte gang var det muligt ikke blot at gennemtvinge fuldstændig lydighed over for statens vilje, men også fuldkommen ensrettede meninger,” berettes det om Big Brothers samfund.

Krig som tankeforbrydelse Berømt fra 1984 er Big Brothers parole om, at ”krig er fred”, og ganske rigtigt bruger Putin krigen til at sikre sig, at han i fred og ro kan regere over Rusland. Således startede Putin sin præsidentkarriere med at overfalde Tjetjenien og udslette Grosnij, som han nu har udslettet Mariupol. Får folket bevidstheden om, at det er i krig og følgelig i fare, er det naturligt, ”at al magten overdrages til den lille kaste, for at staten fortsat skal kunne bestå … Det eneste, der er nødvendigt, er, at staten befinder sig i en krigstilstand,” forklares det i 1984. Ved denne krigs indledning manipulerede Putin ganske vist med sproget ved at påstå, at Rusland ikke var i krig med Ukraine. Der var blot tale om en ”speciel operation”. At tale om ”krig” var en tankeforbrydelse, men efterhånden som operationen trak ud, og tabstallet steg, har ordet ”krig” sneget sig ind i den russiske omtale af, hvad der foregår i Ukraine, og som nu forklares med, at Nato bruger Ukraine til at bekrige Rusland. Og ganske rigtigt, folket samles om Putin.

Det liberale demokrati forkastes Big Brothers anden parole, ”uvidenhed er styrke”, betyder lige netop, at folkets uvidenhed er regimets styrke. Folket skal slet ikke ønske sig tilstande som i det demokratiske Vesten, hvis virkelige forhold folket holdes i uvidenhed om. Dets liberale demokrati forkaster Putin og den russiske kirke, fordi det får folk til at ligge under for hedonismen, ”frihed er slaveri”. Som Big Brother forsvarer Oceaniens befolkning, forsvarer Putin russerne mod det syndige, liberale, irreligiøse og onde Vesten. Som nævnt foregår 1984 i Oceanien bestående af USA og Storbritannien, hvilket efter Brexit passer meget godt. På den anden side ligger Den Engelske Kanal i Eurasien, der består af Vesteuropa og Rusland, hvilket også kan komme til at passe, hvis USA overlader Europa til sig selv, og Putin ikke bliver standset.

Længst ude ligger ”Østasien”. Da de alle tre er udstyret med atomvåben, går de ikke i direkte krig med hinanden, men fører konventionelle stedfortræderkrige i randområderne og i de ikke-allierede lande. Det er sådan en krig, Ukraine er blevet offer for, nu Zelenskyj til Putins overraskelse ikke straks lagde sig ned og rullede rundt.

Sovjetruslands magtlammelse Når Putins Rusland ligner 1984, skyldes det, at Putin vil genskabe Sovjetrusland, som han med bitterhed så bryde sammen, fordi det efter hans mening var ramt af ”magtlammelse”, og dét skal ikke gentages på hans vagt!

Hvis du vil danne dig et billede af fremtiden, ”så forestil dig en støvle, der tramper på et menneskeansigt

– for bestandigt,” forklarer O’Brien. Denne scene er blevet den grusomme virkelighed i de områder, Putins hære har ”befriet”, hvilket er Nysprog for ”undertrykt”.

På et tidspunkt efter 1984 bliver støvlen og Big Brother i 1984 imidlertid fjernet af den del af folket, som ikke har mistet den menneskelige anstændighed, viser Tillægget om Nysprog, som ser tilbage på 1984.

Også på denne måde kan Putins Rusland komme til at ligne George Orwells 1984.

Debatten kort ...

Jeg er så træt af, at konkurrencen om højeste målsætning er kongedisciplin i klimakampen

Stop nu konkurrencen om at overgå hinanden, når det gælder CO2reduktionsmål. Det er, når mål skal omsættes til konkret handling, at man støder på barriererne. Nu skal vi sætte kræfterne ind på implementering.

Af Connie Hedegaard

Formand, Concito & KR Foundation. Fhv. minister & MF (K), fhv. EU-kommissær.

Stop overbud på klimamål. Når jeg siger det, får jeg lidt den samme fornemmelse, som da Niels Hausgaard forleden aften optrådte i en propfyldt sal i Tivoli. En gennemgående rød tråd i det veloplagte show var refleksioner om at blive gammel, ”at opleve det indefra”, som entertaineren udtrykte det. Som læseren kan regne ud, gav det sig udslag i ganske mange sørgmuntre, stærkt underholdende iagttagelser og sågar lidt selverkendelse. Eksempelvis fortalte Hausgaard, at han har taget sig selv i at tænke, at ungdommen i dag da også er lidt for forkælede og burde tage sig lidt sammen. “Altså tænkte jeg virkelig det?” Den inkarnerede 68’er var rystet over sig selv, “men lettet over, at jeg ikke havde sagt det højt”. Nu siger jeg noget højt, som måske lyder lidt overraskende: Kære politikere, klimaaktivister og organisationer: Stop nu konkurrencen om at overgå hinanden, når det gælder CO2 reduktionsmål. ...

5 Læs mere på Altinget.dk

Hækkerups skift kalder på demokratisk selvransagelse

Karensperioder og et rådgivende karantæneråd vil være sundt for vores demokrati og tilliden til politikerne. Og så er det værd at se på arbejdsmiljøet blandt toppolitikere.

Af Sarah Steinitz

Partner, Analyse og Tal

Så blev det Nick Hækkerups tur til at rejse sig fra ministerstolen og vandre ud gennem den gyldne svingdør for at blive lobbyist.

Hækkerup gik i hælene på Brian Mikkelsen, Karsten Lauritzen, Henrik Sass Larsen, Maria Reumert Gjerding, Bjarne Corydon, Karen Hækkerup og en række andre prominente politikere, der gennem de senere år har forladt toppolitik til fordel for et job i en interesseorganisation eller et konsulentbureau.

Når ministre og toppolitikere i stigende grad forlader politik for at blive lobbyister, kalder det på demokratisk selvransagelse.

Først og fremmest fordi de her jobskifter oser af interessekonflikter og svækker tilliden til det politiske system. Men også fordi det virker besynderligt, at en direktørstilling i eksempelvis Bryggeriforeningen åbenbart er mere attraktiv end det, der skulle forestille at være et af landets fineste og vigtigste embeder, nemlig jobbet som justitsminister. Er tjansen som toppolitiker simpelthen blevet så slidsom, at folk i stigende grad flygter? ...

5 Læs mere på Altinget.dk

Søren Pape består ikke tryktesten som statsministerkandidat med glans

Søren Pape har genrejst sit parti og sikret det fremgang. Men måske er ”fribilletternes tid” forbi? Partiformanden bliver nu tryktestet, og det gode spørgsmål er, hvad det gør ved De Konservatives vælgeropbakning.

Af Jarl Cordua

Radiovært, kommentator ved Altinget m.fl.

Siden 2019 har valgperioden for Søren Pape lignet nærmest ét langt triumftog med fremgang på fremgang. Den har budt på tilgang fra markante Venstre-overløbere som Marcus Knuth og Britt Bager, et meget flot valg ved kommunalvalget med markant flere borgmesterposter over hele landet og endelig en efterhånden lang perlerække af meningsmålinger, hvor vælgere peger på De Konservative som det største borgerlige parti.

Nu er den konservative formand imidlertid ved at løbe ind i en række sager, der tester partiformanden både på hans personlige og politiske troværdighed. ...

5 Læs mere på Altinget.dk

Effektivisering viser ikke vejen til en bæredygtig fødevarefremtid

Jeg er rædselsslagen for, at vi i vores iver efter at opgøre klimaaftrykket fra vores levevis kommer til at stemple den mest effektive, højtspecialiserede og målbare produktion som den mest bæredygtige.

Af Thomas Roland

CSR-chef, Coop Danmark.

Gennem alle de år, jeg har arbejdet med bæredygtighed i vores fødevareforbrug, har jeg set fremskridt. Ikke mindst i vores evne til at forstå den effekt, vores fødevaresystem har på klodens liv. Vi er blevet klogere. Vi forstår flere sammenhænge. Men samtidig er det mestendels gået ned ad bakke med vores aftryk på naturen: Vores fødevareforbrug har en kolossal indvirkning ikke bare på klimaet, men også på sundheden og på mangfoldigheden af arter. Selv i kloge og velregulerede Danmark lever der færre arter nu, end da jeg blev født for 50 år siden. Det er en dyster indledning, som kan læses som en anklage mod den sektor, jeg selv er en del af. Men det er ikke mit ærinde. Derimod vil jeg stille spørgsmålet: Hvorfor ender vi nogle gange med at gøre tingene værre for klodens bæredygtighed, selv når vi tror, vi gør det rigtige? ...