2 minute read

REDAKTØRENS SKRIVEBORD

Skrivebordet

Af Esben Schjørring

Advertisement

Politisk redaktør og podcastvært, Altinget ANBEFALINGER

Hver måned fortæller Altingets politiske redaktør, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

FILM:

Jeg genså – måske for 450. gang – Thirteen Days for et par weekender siden. Og Kevins Costners film om Kennedy og Cubakrisen er stadig alle politicos yndlingsfilm. Det centrale drama er mindre konfrontationen mellem USA og Sovjetunionen som magtkampen mellem det politiske niveau og militæret i den amerikanske regering. Man siger, at krig er fortsættelsen af politik med andre midler, men så er spørgsmålet, hvornår man går i krig, per definition en indre strid mellem generaler og præsidenter. Og det er, da Kennedy og hans folk indser, at det også forholder sig sådan på den sovjetiske side, at de finder en vej ud af 3. verdenskrig. Og så er Kevin Costner bare en skuespiller af fineste karat. Ja, han er en arbejdsmand, der også har spillet med i mange dårlige film, men ingen kan som ham inkarnere knudemanden midt i livet, tynget af ansvarets åg og uden sproget til at få de vigtigste ting sagt til dem, han elsker.

Find Thirteen Days på Netflix.

ARTIKEL:

Kryptovalutaer? Man læser hele tiden om dem, og mit twitterfeed har været hjemsøgt af Matt Damons reklamer for dem (”Fortune favours the brave”). Men hvad er det egentlig? Det har Emily Stewart skrevet en fed feature om for Vox. Hendes konklusion er, at crypto, som det bare kaldes på engelsk, er en løsning, der leder efter et problem. En digital valuta, der i stedet for af en centralbank er opretholdt af en blockchain, som alle deltagere ejer en (større eller mindre) del af, kan ligne en løsning for befolkninger i meget ustabile økonomier. Men hvis det er det, så er det ikke slået igennem endnu. Til gengæld er det allerede slået fast, at crypto mere end noget andet ligner et avanceret digital hasardspil – bare bakket op af anarkoliberalistiske forestillinger om, at friheden er sikret med en internetforbindelse, en pistol og en 3D-printer.

Find Crypto believers insist this is all worth it. Is it? på vox.com

PODCAST:

Det har taget mig noget tid at komme til at elske Ezra Kleins podcast, The Ezra Klein Show. Men hans interview med den amerikanske journalist Matthew Continetti om amerikansk konservatisme og højrefløj er must listen. Continetti, der selv har en fortid som konservativ politisk journalist, har skrevet en formidabel historiebog, der afdækker, hvordan konservatisme og højrefløjspopulisme i USA har været forbundet med og viklet ind i hinanden. Med andre ord: Trump var ikke et brud, bare endnu et kapitel i en lang historie. Continetti bemærker, hvordan europæisk konservatisme er en modreaktion på sociale revolutioner nedefra, altså, forsøg på at forsvare monarkiet eller kirken eller det borgerlige samfund mod omvæltninger fra de mindre privilegerede. Med andre ord er europæisk konservatisme på institutionernes side. Omvendt er det med amerikansk konservatisme. Som europæisk lytter sidder man og spørger sig selv, om ikke også europæiske borgerlige er på vej til den amerikanske position, hvor konspirationsteorier og ideer om, at statens institutioner kun tilsyneladende er uafhængige, men i virkeligheden agerer på ens politiske modstanderes ordrer, udgør det ideologiske grundlag.

Find Continetti på The Ezra Klein show, hvor du henter dine podcasts.

This article is from: