Ribe Stift årbog 2020

Page 1

Hvilke veje Ribe Stifts årbog 2020

Visioner i Ribe Stift

? 3


Indhold

Hvad skal vi med visioner?............................................................................. 2 På vej mod en vision for Ribe Stift.................................................................. 5 Kirken skal holde sin egenart i samfundet i hævd...................................... 9 Synligt og usynligt kirkearbejde er to sider af samme opgave................ 13 Kirken i balance mellem samarbejde og egen eksistensberettigelse....... 19 Meget handler om musikalitet, når vi skal fortolke kirkens vision ........ 23 Vi skal hjælpe folk til at bidrage mere til deres kirke, end kirken skal levere til dem....................................................................... 29 Kirkens særkende skal fortsat kunne genkendes....................................... 35 Hugger vi sten, eller bygger vi katedraler?................................................. 41 At se.................................................................................................................. 45

4


1


Forord Hvad skal vi med visioner? »I virksomheder og i politik tales tit om visioner. For mange af os bliver det let et fremmedord, som ikke giver den store mening. Men vision handler om at se. Hvad ser vi? Hvordan ser vi på os selv? Hvordan ser vi vores virkelighed og vore muligheder? Vision handler om, hvad vi ser i vores drøm for vores fælles liv.« Sådan skriver sognepræst Gert Frost Nicolajsen i den afsluttende artikel »At se«. Og det er ikke bare en god afslutning på det årsskrift, I er gået i gang med at læse, det er også en god begyndelse.

»Åbenhed handler ikke om at være populær« »Kirken skal være et korrektiv« »Kirken skal ikke lade være med at tale om Gud, når den får mulighed for at blande sig med det lokale kulturliv«

Denne mangfoldighed skal rummes i Ribe Stifts visioner samtidigt med, at stiftets visioner skal pege i en fælles retning

Det er biskop Elof Westergaard, der har startet visionsprocessen i Ribe Stift, men vi skal alle være en del af den. Er vi ikke det, ender visionerne allernederst i dokumentmappen og tages kun frem ved festlige lejligheder. Derfor giver vi ordet til menighedsråd, præster, organister, kirke- og kulturmedarbejdere, en graver og en borgmester. De fortæller hver især om deres drømme og deres håb for kirken. De siger bl.a.: »Evangeliet er for alle, og det skal helt ud« »Vi må være bedre til at give medejerskab«

2

»Kirken må have en tydeligere social profil«

»...men formidlingen og især graden af forkyndelse kan der godt skrues på, når vi vil invitere ind.«

»...der skal være højmesse, og der kan budskabet sagtens bære sig selv. Resten kan være godt at have, men der er forskel på ›need to have‹ og ›nice to have‹.« »Når fokusområdet må være menneskers livssituationer, er en time søndag formiddag ikke i sig selv nok til at blive vedkommende.« Der er meget, de er enige om og meget, de ser forskelligt på, og sådan må det være, eftersom Folkekirken i Ribe Stift er en mangfoldig størrelse. Denne mangfoldighed skal rummes i Ribe Stifts visioner samtidigt med, at stiftets visioner skal pege i en fælles retning.


Og den fælles retning skal ikke bare rumme os som mennesker og menigheder, den fælles retning skal også pege på Kristus som verdens frelser. De visioner, og den retning, vi sammen sætter, skal tjene forkyndelsen af Kristus, fællesskabet i Kristus og tjenesten for Kristus. Det er ikke nogen nem opgave - men det er en nødvendig opgave! Birgitte Nør Jahn, sognepræst i Tarm pastorat

... den fælles retning skal ikke bare rumme os som mennesker og menigheder, den fælles retning skal også pege på Kristus som verdens frelser

3


4


På vej mod en vision for Ribe Stift Jeg havde forleden fornøjelsen af at deltage i en drøftelse af disse fire arbejdsspørgsmål, som skal hjælpe os i Ribe Stift til at få udarbejdet en ny vision:

høre de forskellige stemmer og få hinandens ord, billeder og syn på kirke og kristentro. Det er oftest meget erfaringsnære ord, som både giver plads til de bekymringer, vi kan have for fremtiden, og som ikke mindst udfolder den • Hvad er Folkekirkens budskaber og glæde ved kirken, som mange af os har. »Vi er opgaver i mødet med det glade for vores kirke, og kri enkelte menneske? stentro har noget væsentligt Et sted med plads til at sige os i dag.« De ord lå i • Hvad gør Folkekirken høj og lav, og hvor alle skal alt fald som en klar tone un for, at folk oplever, at de kunne føle sig velkomne der samtalen den aften med hører til i en bestemt provstiudvalget. Kirken be kirke/menighed? tyder noget for os. Det gæl• Hvad er Folkekirkens opgaver i der såvel budskabet, evangeliets forkyndelse, lokalsamfundet? den konkrete kirkebygning, menighedens fællesskab som salmesangen. Samtidigt er vi opta• Hvad er Folkekirkens opgaver i det get af, hvordan vi kan tydeliggøre, at kirken er politiske og kulturelle liv? til både for dig og mig, dvs. hvordan kirken kan Regionalt og nationalt? være et altid åbent, inkluderende fællesskab. Et sted med plads til høj og lav, og hvor alle skal Deltagerne var alle medlemmer af et provstikunne føle sig velkomne. udvalg. Samtalen gik livligt om kirkens rolle og opgaver i dag. Der blev talt om betydningen af den kristne forkyndelse for den enkelte og i Hvorfor en vision? samfundet. Jeg kørte stærkt oplivet og inspireret hjem fra dette møde. Der kom i samtalens En visionsdebat er nu i gang i Ribe Stift. Jeg vil løb så mange fine og nuancerede betragtninger gerne opfordre dig til at tage del i den. Prøv at frem. tænke over de fire spørgsmål og besvar dem for dig selv eller drøft dem sammen ved middagsJeg har været med til flere drøftelser af disse fire bordet. spørgsmål den sidste tid, og det er så godt at

5


Opfordringen gælder nu i denne tid, hvor ord og materiale indsamles, og visionen er under udformning, men også siden, når visionen er udfærdiget og bliver sendt ud i stiftet. Jeg håber da, at I vil tage den til jer og tilegne jer den netop på jeres måde, så den vil kunne tjene til inspiration for den kirkelige samtale og bruges til at drøfte prioriteringer for arbejdet lokalt.

Når visionen er samlet og skrevet, vil vi forhåbentlig have nogle ord, måske ligefrem en fælles fortælling, som vi kan se os selv i som folkekirkemedlem, som menighed, provsti og stift i det kommende årti her i Ribe Stift. En vision, som både kan hjælpe os til at have fokus på det centrale, og som samtidig kan bruges som afsæt for kirkens deltagelse i lokalsamfundet, på landsplan og i verden. En vision, som vil holde os fast Det er vigtigt for mig, at en på og styrke modet i os til at vision for Ribe Stift gerne skal komme med de nødvendige kunne rumme den polyfoni af både kritiske og opbyggelige stemmer, som findes her i stiftet indspark i tiden.

Det er vigtigt for mig, at en vision for Ribe Stift gerne skal kunne rumme den polyfoni af stemmer, som findes her i stiftet. Der er brug for et blik både fra jer, der bor på heden og ved havet og fra jer, der lever i byen og på landet. Der er brug for både den, der jævnligt kommer i kirken og den, der kommer sjældnere, ja for alle medlemmer af Den Danske Folkekirke. Også gerne fra den, der overvejer at melde sig ind. Alle stemmer hilses velkommen.

6

Jeg glæder mig til at lytte med også i de kommende måneder. Mange af jer har heldigvis meget på hjertet. Elof Westergaard, biskop Ribe Stift


7


8


Kirken skal holde sin egenart i samfundet i hævd Det er muligt at kombinere kirkens særlige status i den brede befolkning og dens relevans for den enkelte i en stærk vision for Folkekirken, ifølge menighedsrådsformand i Næsbjerg sogn, Birgitte Iversen. Hun reflekterer over, hvordan vi udnytter den folkelige forventning til kirken og vækker den til live, både i de kulturelle lag, og når den enkelte har et behov for kirken.

Det kan godt tage nogen tid, før man kommer dertil. Måske skal man nærmest komme ud for et eller andet først og virkelig føle, at man er afmægtig. At man har brug for noget stærkere at have sit liv i. Noget, der kan gennemstrømme alt og stå for alt. Noget, der kan bære alt.«

Vi er elsket af Ham, vores gæld er betalt, vores skyld er sonet. Det er det vigtigste at få ind i hovedet. Har man fået det ind i sit hoved og sit hjerte, ja så er kristendommen faktisk ikke så indviklet. Det er i grunden ikke så vigtigt, om præsten giver dig ›en lille flad oblat‹. Det vigtige er, om du husker, at Jesus har gjort sådan, at oblaten står for noget.

Et kig ind i præstens maskinrum sammen med andre giver et fællesskab om gudstjenesten: »Vi har haft prædikenværksted, hvor man en ugedag kunne komme og tale præst og menighed imellem om, hvad søndagens tekster og budskab handlede om og gav af associationer. Det giver en oplevelse af at blive mødt og hørt, når man sammen med andre kan tale højt om tros-

Birgitte tror, at corona-krisen og dens affødte daglige salmesangs-ritual på landsDet giver en oplevelse af at blive Ingen grund til at gøre dækkende tv har rørt ved et mødt og hørt, når man sammen kristendommen indviklet behov for at komme nærmere med andre kan tale højt om kirken end ellers: »KirkelukMed den rette tilgang til fortrosmæssige emner ningerne i foråret 2020 viste kyndelsen vil kirkens budmig, at når noget selvfølgeligt skab kunne nå til alle og enpludseligt bliver taget fra os, hver, mener Birgitte: »Uanset, hvem der sidder er der en menneskelig insisteren på, at man vil på kirkebænken - om man er opvokset med have det tabte tilbage - i det her tilfælde kirken. kirkens trossætninger og ritualer eller har opDet er voldsomt at sige, at kirken skal have fat i levet en mere pludselig vækkelse i sit liv - må os, når vi nærmest ligger ned, men det er præcis fundamentet gennem hele kirkeårets prædikeder, kirken har så meget at give os.« ner først som sidst være, at vi alle er Guds børn.

9


mæssige emner og så om søndagen høre tanker fra samtalerne blive inddraget i prædikenen.«

Skabe højtider i sognets kulturelle liv året rundt »I Næsbjerg har vi et samarbejde på tværs af alle foreninger, som vi kalder Fokus Næsbjerg. I det forum har alle mulighed for at fortælle, hvad der sker netop i deres forening via et ›nyhedsbrev‹, en reklame eller skrivelse, der bliver omdelt til alle 570 husstande i sognet,« fortæller Birgitte. »Med ›Kirkens nyhedsbrev‹ i Fokus Næsbjerg kan vi give vores bud på, hvad der skal ske i kirken, når alle mand af huse samler sig om en fælles begivenhed som Sportsugen, Byfesten eller Jul i Næsbjerg. Med løbende udgivelser kan vi styre opmærksomheden hen på kirkens liv her og nu. Det opleves relevant for sognets beboere, når de kan gribe kirkens tilbud med det samme.« En balancegang mellem kirkens indforståede sprog og folkeligheden kan skabe den brede interesse om en seriøs begivenhed: »Kirken skal ikke lade være med at tale om Gud, når den får mulighed for at blande sig med det lokale kulturliv og få et møde i stand. Det ville være for ærgerligt. Medlemmerne af sportsklubben tager også deres klub og træning seriøst. Hvis folk f.eks. under Sportsugen oplevede en koncert i kirken uden noget religiøst islæt, ville de med rimelighed kunne undre sig over, at der al-

10

ligevel ikke var andet eller mere i det end det.« I det hele taget er der mening i at finde de tilknytningspunkter, som folk kender lokalt og hægte sig på dem. »I Næsbjerg har høstgudstjenesten en stærk konkret appel. Den skaber billeder af at høre til, fordi høsten i kirken og høsten på marken kan spejle hinanden i at være relevante i vores liv,« forklarer Birgitte.

Kirkens område skal holdes åbent og må gerne betrædes Vejen ind i kirken går mange steder ad kirkegården: »Kirkegården skal være et sted, hvor folk kan lide at komme, og hvor de også må komme. Vi skal indrette den sådan, at man har lyst til at opholde sig der. Hvis kirken og kirkegården ligefrem ligger inde midt i byen som i Næsbjerg, skal folk kunne se sig selv befinde sig der. Det må hverken være for lukket eller for åbent,« mener Birgitte. Hun ser, at kirkegården kræver lige så mange overvejelser som kirkerummet for at få folk til at føle sig så meget hjemme, at de tør gå der og måske overveje også at gå skridtet videre ind. »Jeg kunne godt tænke mig, at folk ikke var så forskrækkede over at gå ind i selve kirken, hvis der foregår noget derinde. Det er da der, det bliver spændende,« siger Birgitte. Der skal være et samspil mellem indretning, beplantning og vedligehold. Der er det en velsignelse at have en graver, som kan mere end det: »Kirkegår-


dens medarbejdere skal være udadvendte, så folk føler sig velkomne der. Kirkegården er en arbejdsplads, men først og fremmest sognebørnenes sted. Den skal hjælpe folk de første skridt hen til en oplevelse af at høre til kirken.« Ligesom gudstjenestens ord kan blive for højtravende, kan kirkegårdens træer rage for højt op og stå for tætte. Det erfarede man i Næsbjerg: »For år tilbage havde vi store, gamle træer ved diget. Så blev de fældet, og der blev meget åbent. Det gav så et andet problem. Kirkegården ligger over for Brugsen, og folk følte, at alt for mange andre kunne se, at man gik derinde. Den, der f.eks. lige havde mistet og nu så efter et gravsted, brød sig ikke om at blive betragtet af kunderne ovre på den anden side. Vi opda-

gede, at kontrasten kan blive for stor mellem det samfund, man bor i og den kirke, man også er en del af.« Sogneaftenerne osv. i kirkens tilstødende lokaler behøver heller ikke at lukke folk inde bag »snævre grænser og udelukkende talen om Gud. Men det skal stadig have en smag af kirkens område. Man kunne godt begynde sogneaktiviteterne med en salme, så man bliver ledt ind i det rum sammen med de andre fra byen.«

Samfundets forventninger til kirken er kirkens store chance For Birgitte skal kirken vække til engagement, men uden at tale politisk. Kirkens budskab kan godt trænge ind og blive hørt alligevel: »Man ville nok løbe ind i problemer, hvis man udtalte sig direkte politisk fra prædikestolen. Men hvis man ellers hører kirkens budskab, kan man jo ikke undgå dernæst at vælge det rigtige: At du vil tage dig af din næste. Hvis du førte budskabet ud i livet, ville du tage imod de mennesker, der kommer til vores land, og behandle dem ordentligt. Og du ville sørge for, at de gamle bliver passet ordentlig på vores plejehjem, og at de fængslede får den hjælp, de trænger til osv. Det er jo alt sammen politisk, men det kommer indefra.« Birgitte sondrer mellem vores kulturelle arv og tidens politiske skel: »Den danske kultur er nærmest bygget op omkring De Ti Bud og

11


næstekærlighedsbuddet. Bevæger vi os derhen, hvis kirken sagde, at man ikke vil tage politisk holder vi os egentlig inden for kirkens rammer. udstukne regler på sig, når formålet er at passe Men så snart buddet om at hjælpe sin næste blipå hinanden. Folk ville finde det usandsynligt, ver til konkrete sager, f.eks. hvor mange flygtat man ikke kan finde ud af det i kirken, af alle ninge vi skal modtage, er vi ovre i politik. Det steder! Det skal vi som kirke tage som en komer en gråzone; for vi kan aldrig sige, at nu har vi pliment.« Allerbedst som vi står i det dilemma, delt hensynene og ressourcerne lige. Der vil alat kirken måske bliver uretfærdigt behandlet i tid være en ny ›næste‹ at tage forventningerne om at oversig af.« holde love og regler, har vi lige præcis chancen: Kirken skal ikke lade være Gråzonen mellem kirken og med at tale om Gud, når den får politik er blevet tydelig und»Så kan vi komme i gang med mulighed for at blande sig med er den aktuelle corona-krise, at tale med folk om kirken det lokale kulturliv synes Birgitte. Hun har på og kirkens budskab ud fra kirkens vegne mærket tyngden af de restriktioner, der politisk er blevet stukket ud, og hun reflekterer: »Hvis der opstod smitte, der havde sit udspring under et foredrag i vores konfirmandstue, kunne man frygte, at ansvaret ville blive rettet mod kirken, dvs. menighedsrådet. Samtidig var det tilladt i foråret, på trods af smittefaren, at samle flere tusinde mennesker til en demonstration foran Christiansborg. Oven i det kom der forbud mod at samles flere end halvtreds mennesker til en begravelse! Er det retfærdigt over for kirken, kan man spørge.« Og så alligevel: Kirken lever på, at ord og handling må hænge sammen: »Det er utrolig vigtigt, at kirken holder fanen højt og helst kommer pletfri gennem en krise. Hvis ikke engang kirken kan finde ud af at rette ind og tage de nødvendige hensyn, er det betænkeligt. Det ville være meningsløst,

12

konkrete problemstillinger,« siger Birgitte og ser muligheder for, at kirken, selv i kaotiske situationer, offentligt kan få skabt større forståelse for, hvad den hviler på: »Det er ikke rimeligt, at kirken bliver bedømt hårdere på, hvordan den viser samfundshensyn i forhold til andre offentlige steder. Hvis det så sker alligevel, har den en virkelig god anledning til at svare for sig og tale højt om sit ståsted. Kirken består som udgangspunkt af mennesker, der er fejlbarlige som alle andre, og derfor overtræder den ikke regler og hensyn mere eller mindre end andre.« Under alle omstændigheder mener Birgitte Iversen nu, at vi i kirken burde kunne finde ud af at tage hensyn. Ikke af os selv, men »fordi kirken altid har en større værdinorm og et ›bør‹ at rette sig efter.«


Synligt og usynligt kirkearbejde er to sider af samme opgave For sognepræst i Gørding, Pernille Plesner Troldborg, består kirkens arbejde af lige dele aktivitet inden for egne fysiske rammer og ›ude i marken‹ blandt de mennesker, vi er kirke for og sammen med. Kirkens budskab skal til enhver tid forkyndes i et væld af sammenhænge.

Kirke for alle Kirken skal være et korrektiv til samfundets idé om, at vi hele tiden skal præstere, ikke begå fejl og have nytteværdi, mener Pernille Plesner Troldborg: »I kirken peger vi grundliggende på det enkelte menneskes værdighed. Vi kan være fælles om at forholde os til vilkårene ved at være menneske og bliver samtidigt holdt fast på vores ansvar.« Det gode budskab kan forkyndes på mangfoldige måder til mange tider. Kirken lægger ramme til gudstjenesterne om søndagen, kirkelige handlinger, familiegudstjenester, foredrag og koncerter. »Jeg synes, det er vigtigt, at vi har øje for alle de lejligheder i menneskers liv, hvor kirkens budskab kan forkyndes. Dåbsgudstjenester om lørdagen kan tage trykket af mange dåb i højmessen, og det giver mulighed for at tale evangeliet ind i netop den kontekst. En indledende dåbstale forud for selve dåbsritualet kan

være med til, at forældrene og fadderne føler sig set og særligt tiltalt, og at resten af gudstjenesten måske i højere grad opleves som vedkommende.« Pernille oplever i disse år, at flere og flere gerne kommer og deltager i gudstjenester og kirkelige arrangementer, hvis de får en særskilt invitation: »Så opleves kirkegangen som legitim. En oplagt kirkelig legitimering er børnene. Børn trækker forældrene med, og en prædiken ud fra børnenes forudsætninger giver en åbenbaring af, at kirken kan tale til folk. At den faktisk har noget at tale ind i vores levede liv.« Modsat det målrettede blik på dem, der kommer til kirken om søndagen og ved særlige lejligheder, skal det usynlige kirkelige arbejde stå lige så stærkt. »Husbesøgene kan fylde meget, og det er en væsentlig måde at møde den enkelte på som både ›Pernille‹ og som ›præst‹. De personlige møder er ikke til at gøre op i arbejdstid og resultater, men skal anerkendes. Vi forlader vores kontor og går ind i menneskers stuer uden tanke på særlige målgrupper og behov.«

God tid til at undersøge vores kirkeliv Der er en tendens til at spejle sig i præstens tro og præstens visioner for kirken. Men præsten

13


14


er ikke ene om at vide noget om, hvordan vi Den lydhøre kirke inden for skal udvikle kirken, så den opleves som sogog uden for kirkens mure nets kirke: »Menighedsrådet skal have mange Vi skal spille sammen med det samfund, vi er flere kræfter frigivet til at bidrage med visioner en del af. De faglige og menneskelige ressourom, hvordan den lokale kirke skal være. De skal cer ved kirken kan bruges ind i det omkringligkunne udfolde deres ambitioner og visioner for gende foreningsliv. »Vi kan vise, at en gudstjekirken, for jeg tror absolut, at engagementet inneste f.eks. godt kan fejres i forbindelse med et den for sognets grænser er det, der driver folk verdsligt arrangement, som folk i forvejen har ind i menighedsrådene. Deres holdninger til det valgt til. Når vi har blik for, hvor og hvornår vi kirkelige skal bringes mere kan samarbejde med det øvfrem i lyset. Man må tage sig rige lokalsamfund, kan nogle den tid, det kræver at drøfte Vi skal prioritere tid til aktiviteter godt fungere mere aktuelle kirkelige temaer, så at mødes om, hvorfor vi gør, ad hoc.« de eventuelt kan udmønte sig som vi gør her hos os i lokale tiltag. Liturgisk forDet lokale menighedsråds andring er en måde, hvorpå involvering i aktiviteterne er vi kan markere, at vi fejrer en stærk garant for kontakgudstjeneste på vores måde i vores sogn,« siger ten mellem det kirkelige og det folkelige. Når Pernille. ›kirke‹ og ›folk‹ går op i en højere enhed, kan det give deltagerne en større frimodighed til Hun vil egentlig gerne bevare den form og forat være med - også når arrangementet foregår trolighed, som Højmesse-ordningen lægger ned på kirkens grund. Skole-familie-kirke udgør en over kirkegængeren på bænken søndag formidsolid trio. Pernille fremhæver dette samvirke, dag. Alligevel udelukker hun ikke, at man lohvor kreativitet, livsoplysende undervisning kalt kan introducere en ny, gennemarbejdet liog almen dannelse i skole-regi møder eleverne: turgi, f.eks. til nadveren: »Vi skal prioritere tid »Det trækker automatisk forældrene med ind i til at mødes om, hvorfor vi gør, som vi gør her kirkens ramme, når præsten er skolens aktive hos os. Der er liturgiske forandringer en måde, medspiller. Det er i det hele taget vigtigt, at kirhvorpå vi fremover kan markere, at vi fejrer ken prøver at finde sin plads andre steder end gudstjeneste på vores måde i vores sogn. Ikke kun her på Kirkevej 22.« alle menighedsrådsmedlemmer kommer med en lang forhistorie fra det kirkelige liv. Nogle har måske andre dagsordener. De skal klædes godt på, og det kræver længere samtaler over tid.«

Ved siden af de udadrettede aktiviteter i lokalsamfundet ser Pernille et behov for fordybelse i den kristne tro. En slags konfirmationsforbe15


redelse for voksne kan vække lysten til at blive dig‹ fra Højskolesangbogen.« Spørgsmålet er, klogere på troen og dens praksis. Fysisk er kirom vi lukker folks ører for kirkens budskab ved ken en synlig - nogle steder den eneste synlige at sige nej til en sang, som de godt kan forestille - bastion i sognet. »Det skal vi også markere på sig til lejligheden. »Jeg tror, at vi på den kirkeindholdssiden, ved at tale vedkommende om lige arbejdsplads kommer til at kæmpe med at troen. Den skal være inkluderende. Det gælder få folks goodwill, hvis vi konsekvent siger nej f.eks. der, hvor kristne fra andre kirkesamfund til deres ønsker,« er Pernilles vurdering. og andre sprog bosætter sig i et sogn, og Folkekirken da kan være med til at opfylde deres beFoden i døren til det sekulære samfund hov for kirkeligt fællesskab, blot ved at iværkKirken skal ikke lukke sig om sig selv. Den har sætte gudstjenester på andre sprog.« Pernille bygningerne og ritualerne til at invitere det tror, at »vi nogle gange bare skal mødes og være sekulære samfund ind til fælles møder. Ribe åbne for at tænke anderledes. Domkirke kunne være stedet, Ved at bryde vanens magt og hvor Folkekirken og det ›ofde trygge rammer, f.eks. ved Vi kan vise, at en ficielle Esbjerg‹ mødes først at flytte gudstjenesten udengudstjeneste f.eks. godt kan i det nye år og fejrer nytårsdørs, opdager vi måske, at fejres i forbindelse med et gudstjeneste: »Vi må godt det inkluderer nogle andre verdsligt arrangement være dem, der ikke lukker os eller flere end dem, vi forvenom os selv, men sætter foden tede at se.« i døren til det sekulære samFællessang er med til at lægge troens ord i munden på flere end blot præsten. Aktiviteter omkring salmer og sange er en forholdsvis simpel måde at skabe mening for folk på, fordi musikken og ordene allerede leverer materiale til fordybelse. »Vi skal holde øjne og øre åbne for, hvilken musik og hvilke sange, der kan være ønske om og anerkende, hvad der er vigtigt for andre end os selv, f.eks. når en vielse skal planlægges. Hvis det betyder, at de også hører alt det andet, der bliver sagt og sunget ved den lejlighed, og det taler til deres hjerter, er det fint for mig, at vi synger ›Du kom med alt det, der var 16

fund og får en røst dér. Det kan hjælpe på evnen til at kunne se hinanden i øjnene og fremme den fremtidige samtale og et samarbejde, når man som kirke og kommune har mødt hinanden ved en gudstjeneste.« Blandt andre udadvendte aktiviteter nævner Pernille: »Det ville være fremragende at kunne tilbyde teologisk voksenundervisning a la Teologi for Lægfolk på stiftsplan med de teologiske discipliner repræsenteret. Kunstmuseerne kunne danne ramme for konfirmanders udstillinger. Mange i mine sogne er desuden glade for tv- og radiogudstjenester.«


Folkekirken kan udnytte mediebilledet og koordinere sin tale ind i verserende politiske og etiske debatter: »En gruppe præster kunne sammen få opgaven at tale ind i f.eks. MeToodebatten ud fra forskellige teologiske synsvinkler. Det skal ikke være Folkekirken som sådan, der mener noget, men med flere afsendere af et debatindlæg kan det afhjælpe trykket fra modreaktioner. Det kunne sættes i system, så vi ikke bare venter på at blive spurgt om vores synspunkter, men løbende lader kritiske stemmer, nuancer og de gode fortællinger fra Folkekirkens præster flyde ud og blande sig i mediestrømmen.« Medielandskabet byder på nye veje at gå: »Der udsendes podcasts og radioprogrammer med

aldeles glimrende samtaler, der sætter ord på livet og troen. Hele den digitale platform skal kirken efter min mening drage endnu større nytte af, så vi når flest muligt med den kristne forkyndelse.«

Tradition og fornyelse Pernille Plesner Troldborg mener kort og godt, at kirken skal være kirke til tiden: »Det vil sige, at kirken på én gang skal være genkendelig og åben over for forandringer og tiltag. Om søndagen kan vi i fællesskab være kirke; sætte os og høre »hvad Gud vil tale til os«, som det lyder i indgangsbønnen. Det kan få udtryk på mangfoldige måder alt efter sogn og menighed,« afslutter hun sine visioner for kirken med.

17


18


Kirken i balance mellem samarbejde og egen eksistensberettigelse »Hvis kirken ligner alt andet, får man et tyndt fundament at bygge videre på.« Sagt af Vardes borgmester, Erik Buhl. Kirken hviler på et fundament, som det omskiftelige politiske liv ikke har. I 2030 handler det om kerneværdien: Evangeliets frisind og forpligtende fællesskab uden flertal-demokratiets flydende former.

Skarpt syn på livssituationer

famle sig vej til kirkens budskab og opleve, at der er plads til den usikkerhed, mange kan have over for gudstjenesten. Om nogle år har kirken fået skabt flere forskellige veje til, at netop dens fundament og byggesten er det, folk opdager, at de mangler at stå fast på. Jeg tænker bl.a. på den gruppe unge, der mangler et konkret livsmål og nogen, der lytter.«

»Der er nogen, der lytter til mig!«

Erik Buhl ser et fokusområde i de livssituationer, hvor der på forhånd er banet en adgang til »Kirken må have en tydeligere social profil,« kirken: »Der har vi allerede anledningerne til at siger Erik Buhl og spejler kirken i det tungere møde den enkelte; ved dåb, konfirmation, vielse, kommunale system, som nogle mennesker med begravelse. Dem skal vi stille god grund har slået sig på. endnu skarpere på uden at Socialt set er kirkens force, misbruge det. Man kan næsat den ikke ser firkantet på Der skal åbnes endnu flere ten tage julegudstjenesten mennesker, men allerede har rum, hvor mennesker ligefrem med i den sammenhæng. Når forpligtelsen til at være medhar lov at famle sig vej til mennesker alligevel kommer menneske og medvandrer for kirkens budskab i kirken, fordi man plejer.« nogen: »Ja, det er helt bibelsk Fokus må altså være menneskers livssituationer. Her er en time søndag formiddag ikke i sig selv nok til at blive vedkommende. »Samlet set kan kirken danne et tilgængeligt, lyttende fællesskab omkring helt almene spørgsmål til tilværelsen. Der skal åbnes endnu flere rum, hvor mennesker ligefrem har lov at

at være med folk på den gyngende grund, hvor livet ikke kan forstås med firkantede og bedrevidende svar. Hvordan vi så gør det, er det store spørgsmål, men der skal skabes et rum, hvor folk kan være trygge. Kirken kan være med til at nedbryde samfundets kendte skel mellem at være

19


medarbejder kontra bruger, et navn kontra et nummer i systemet, rask kontra syg. Om vi kan lide det eller ej, er det lettest at få fat i mennesker, når de er i knibe. Her er kunsten at opbygge respekt. Det kræver stor tålmodighed, inden mennesker måske er trygge til at sige, at de er i knibe. Kirken har rammerne og tiden og hjælpen til at skabe et miljø, der hviler mere på medmenneskelige egenskaber og mindre på socialfaglige egenskaber. Tiden kan så vise, om en person også kunne bruge f.eks. varmestuens eller de sociale myndigheders hjælp.«

Bevægelse mod større tilknytning til den lokale kirke Den lokale tilknytning vil betyde mere end i dag. »Som politiker oplever jeg, at folk mere og mere efterspørger liv og fællesskab der, hvor de bor. Kirken kan få en rolle i, at flere gerne vil noget omkring nærmiljøet, hvor man kender andre i forvejen. Man rykker sammen - om ikke andet så for at være imod den større by,« siger Erik Buhl. Han tror, at nøglen til den lokale sammenhængskraft ligger hos menighedsrådene. De er lokalkendere og må endnu mere kræve, at de først og fremmest er forpligtede på livet omkring kirken og mindre på beregninger og mursten. Det lokale engagement vil tiltrække flere til menighedsrådene: »Politisk er der i hvert fald opmærksomhed på, at de lokale kræfter må komme i brug for at få helheden til at fun-

20

gere. Menighedsråd kan være med til at vise en stolthed over lokalsamfundet. Det tiltrækker nye folk til sognet og ind i de engagerende fællesskaber.« Præstegårdene skal bevares, for de er en konkret dør for samarbejder med foreningerne ud over de rent kirkelige aktiviteter. For nogle vil det afmystificere det at være kirke, at den samarbejder lokalt, men selvfølgelig er der en grænse: »Kirken skal ikke trække folk ind til ingenting. Folkekirken kan udnytte sin enestående rummelighed til, at den ikke behøver at gå yderligere på kompromis med budskabets indhold, for at folk nemt skal forstå det. Vi må arbejde med, hvor skillelinjen skal være, for at budskabet når ud.«

Ord og handling skal passe sammen over for lokalsamfundet Opgaven begynder med familierne: »De skal se, at kirken har værdi for dem. Cirklerne omkring familierne er skolen, foreningerne og erhvervslivet, der vil mærke en smittende effekt fra familiernes kirkelige interesse. Gennem borgernes interesse vil skolen og foreningerne komme til at opdage kirken som en naturlig institution at samarbejde med i stedet for at gøre tingene alene.« En kommune lever af sit erhvervsliv. »Men det moderne menneske vil have andet end bare brød på bordet,« erkender Erik Buhl. »Jeg tror, vi skal fylde på familiernes kirkelige behov. Mi-


nikonfirmandundervisning har allerede med sin enkle formidling virket til at få afmystificeret kirkens ry blandt nogle som et farligt sted, der fortæller os, at vi ikke er gode nok,« siger han.

mere for borgerne at forholde sig et debatemne eller et dogmatisk spørgsmål som f.eks. vielse af homoseksuelle, hvis kirken faktisk repræsenterer forskellige teologiske vinkler på et spørgsmål i mediebilledet. Folkekirkens kvalitet er netop plads til forskellighed.

En formidlings-gevinst ligger også i, at kirKirkens naturlige rummelighed, som den møken faktisk gør det, den prædiker. Så vil lokale der den enkelte i lokalsammedborgere kunne fortælle, fundet med, kan samtidig at kirken også kommer den godt være dens hæmsko i det dag, man er i knibe: »Ord og Ord og handling skal passe bredere politiske og kulturelhandling skal passe sammen. sammen. Det skal være le liv. »I vores multikulturelle Det skal være overskriften på overskriften på alt, hvad tid, hvor det næsten er lige alt, hvad kirken gør. En prækirken gør meget, hvad vi står fast på, diken, der ikke bliver fulgt kan det ende i, at alt er lige op af samme handling, holgodt. Det er langt hen ad vejder hverken i politik eller i en godt at respektere hinandens ståsteder, men kirken. Så er vi jo ved ordene i Matthæusevanvi bliver nødt til som kirke at fortælle, at vi kan geliet kapitel 25, at »jeg var sulten, og I gav mig noget, som andre trosretninger eller ateisme ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke kan. Kirken skal ikke blive for usynlig eller ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog for rummelig i dens grundlag. Hvis man lige så ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke godt kunne gå på biblioteket i stedet for i kirtøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.« ken, så har man spillet fallit.« De ord har måske aldrig været mere aktuelle. Kirken har også der en rolle at spille. Ellers kan Det stiller krav til demokratiet i kirken: »Jeg det hurtigt blive til, at den, der er i knibe, er de skal være den sidste til at sige, at demokratiet andres problem at løse.« i sig selv altid har ret,« siger Erik Buhl, »men

Kirkens opgave i det kulturelle og politiske liv Erik Buhl har respekt for, at biskopper påvirker landsdækkende debatter eller påpeger, når noget går for vidt. Han mener, at det gør det nem-

flertallet bestemmer nu engang. Uanset, hvad et kirkeligt flertal har af holdninger, skal kirken altid kunne noget, de andre samfundsinstitutioner og trosretninger ikke kan. Kirken er jo ikke sat i verden for at tale folk efter munden; Vorherre sagde selv, at han var kommet for at

21


skille folk ad. Hvis vi kun følger flertallet, bliver det nemt kun lige til, hvad flertallet kan acceptere. Kommer vi så overhovedet til at tale om dele af kirkens budskab som dom, fortabelse og frelse, eller har flertallet for længst fejet dem af bordet?«

»Hvis du vil vide mere, klik her« - den medie-kunst at oversætte troens begreber I lyset af, at informationer i dag har det med at krydse landegrænser ved hjælp af radiosignaler, kan flere sogne gå sammen og lave en fælles indsats på tværs af sognegrænser. »Sådan har kirken altid gået ud over grænserne i dens missionerende arbejde,« siger Erik Buhl: »Vi skal imødegå den blufærdighed, der er langt større over for tro end over for så mange andre emner såsom den aktuelle sexisme. Blufærdigheden må vi tage alvorligt ved f.eks. at møde mennesker derhjemme, hvor de er. Med de nyere medier kan folk sidde hjemme i privatsfæren og samtidig blive udfordret på tro og kirke.« Et fremtidsscenarie vil være, at folk hjemme får nogle hurtige og nemme informationer om kristendom gennem sociale medier: »Et 30 sekunders YouTube-klip med et link til at få mere at vide kan flytte meget for en del unge mennesker. Det kan åbne for uddybende samtaler; både med dem, der har det allersværest og med dem, der lever et liv med 120 km i timen og får

22

ene topkarakterer i skolen. Kirken kan få unge til at stoppe op og begynde at tænke over helt basale ting som f.eks. forholdet til ens mor og far,« tror Erik Buhl.

Samskabelse - hvem løser opgaver for hvem? Det er ikke længere nyt, at der kan være muligheder i fænomenet ›samskabelse‹. Hvordan gør vi, så det ikke bliver en umulig opgave, der til sidst lander på kirkens bord? »Hvis vi sætter flere forskellige kompetencer sammen, når vi videre,« siger Erik Buhl. »Jeg mener, at kirken også skal spille bolden tilbage og ikke udelukkende være den, skal tage fra og levere. Jeg vil bl.a. gerne være med til at holdningsbearbejde Folkeskolen, så den tør danne sine elever og vores unge mennesker. Det kan være gennem et socialt blik på det at rumme hinanden.« »Alle parter skal levere en del. Derfor må kirken i fremtiden være endnu skarpere på, hvad der er dens særlige eksistensberettigelse i samskabelsen. Ellers kunne kommunen lige så godt lave opgaven selv.« Erik Buhl ser nemlig en risiko i, at kirkens grundopgaver kan blive udvandet i samskabelsens navn: » Det er naturligvis ikke sådan, at når kirken er part i en samfundsopgave, skal der på bunden af tallerkenen stå ›Johannes 3,16‹ - men der skal være plads til de kirkelige værdier. Det skal alle parter kunne finde ud af at give plads,« slutter borgmesteren.


Meget handler om musikalitet, når vi skal fortolke kirkens vision Kirken skal komme ud over det konventionelle og mer til at ramme folk lige der, hvor de er, når de kedsommelige for at bevare kvaliteten i indholdet, ikke nødvendigvis selv kommer til kirken med lyder det fra to af stiftets organister, Mikkel Andre›hele pakken‹ af salmekundskab og kristenassen i Vor Frelsers Kirke i Esbjerg og Hans Kaarde dom. Kirkemusikeren skal være kolossal lydGundesen i Tarm Kirke. Det er hør for at finde ud af, hvorfortællingen om, hvordan en dan vi gebærder os i det, for enighed om kirkens visioner musikken er det, folk tager Hvis vi kun sender på den sagtens kan sende dem ud i hver med hjem bagefter - ud over kanal, folk beder os om, så tror sin retning musikalsk, når de talen, stemningen, liturgien. jeg, at vi misforstår opgaven går til opgaven at forvalte og Meget af det er musik.« fortolke visionerne. Hans kollega Mikkel Andreassen supplerer: »Vi går galt i byen, hvis vi tror, Den enkeltes møde med kirkens budskab at vi altid skal lede efter en direkte 1:1-kommunikation med ›den enkelte‹, hvem det så end er. Mødet kan beskrives meget enkelt, samstemVi skal gøre det muligt for folk at rumme det, mer organisterne: »Kirken skal forkynde kriskirken taler om, når de sidder der. De skal komtendom. Det er kristendom, hver enkelt skal me i kontakt med noget, der er meget større end kunne møde.« - »Mødet står centralt i forbinddem selv. Hvis vi kun sender på den kanal, folk else med overgangs-ritualerne i folks liv. Vi skal beder os om, så tror jeg, at vi misforstår opgasom kirke komme det enkelte menneske ved ven.« Organister skal være bevidste om, at de er med de værdier og ting, som netop kirken tilformidlende mellempersoner mellem budskabyder. Det er dem, der skal give rum for følelser bet og den enkelte i menigheden. Det er en rolog ord ud fra fortællingen om Jesus Kristus,« le, de skal træde ind i. »Jeg er ikke en privat peruddyber Hans Kaarde Gundesen. son, når jeg spiller til en gudstjeneste. Jeg har en »Men mange mennesker tager ikke hele den ligliturgisk rolle, som jeg med hele min tyngde af ning med, når de går ind i kirken,« siger han. professionel kunnen, min personlighed og mit »De kommer med et helt andet forsæt. Der kan engagement skal fylde bedst muligt ud. Jeg skal kirkemusikeren pludselig blive den, der kom-

23


Hans Kaarde Gundesen og Mikkel Andreassen ved orglet i Vor Frelsers Kirke

24


tilpasse min kirkelige aktion til den opgave, vi er i, uanset humør. Jeg må f.eks. lægge mit jubelhumør fra mig langfredag.« Efter manges års prøven frem og tilbage opstår efterhånden en sikker fornemmelse for, hvordan mennesker kan tage kirkens budskab ind i bestemte situationer. »Jeg prøver at ramme de enkelte mennesker, hvor de er for på den måde at lukke kirken op for dem. Så de føler sig favnet af et eller andet, som jeg kan accentuere. Jeg prøver at være åben der, så det kan vække noget genkendeligt. Både ord og musik kan favne den enkelte,« siger Hans.

Kirkens Ja til den enkelte ved at sige Nej Åbenhed handler ikke om at være populær. Mikkel og Hans mener, at der er sange og musik, som ikke kan forsvares teologisk. Mikkel mener, at »dagens mest efterspurgte stykke ›kirkemusik‹, Kim Larsens Om lidt bli’r her stille, bringer os uforholdsmæssigt langt væk fra kirkens forkyndelse.« Han forklarer, at komponisten faktisk selv var enig med de to organister i det - eller rettere omvendt. »Organister har så mange andre muligheder for at fange noget i luften til lejligheden og gøre det til musik inden for det kirkeligt forsvarlige…,« siger Hans, og Mikkel fortsætter: »… end Kim Larsens cirkussang eller tonerne fra Wagners totalt u-kirkelige Bryllupsmarch, når bruden kommer ind. Ingen bliver virkeligt fanget ind i kirken gennem konventioner og kedsommelighed.«

Mikkel har en teologisk ærgrelse over de faste forestillinger: »På den ene side har vi en befolkning, der står og råber om, at kirken skal forny sig og være med osv., og så spiller vi gamle popsange, fordi det bliver ønsket. At sige, at ›om lidt bli'r her stille, om lidt er det forbi‹ er antikristent vrøvl. Uanset, at organisten så spiller den som en kompliceret fuga, og præsten også har gjort sig umage med sit, så er der en grænse for meningsløsheden i gudstjenesten. Så møder vi ikke den enkelte med kirkens budskab - for jeg tror faktisk, at de fleste forventer, at der er sammenhæng og mening i kirken, og at vi bestræber os på det.« Hans supplerer: »Det bliver kaotisk, når ønskerne til sange og musik går ud over gudstjenestens mening. Så sidder organisten tilbage og kan ikke få enderne til at nå sammen for menigheden.«

Gudstjenesten er uropførelse hver gang De lejligheder, hvor folk kommer til kirken, er noget andet end alle hverdagssituationerne. Så når de kommer i kirken, hvorfor så ikke spille netop kirkemusik? Mikkel mener faktisk, at folk har fortjent at høre noget andet i kirken: »Noget, der også bringer dem ud af deres bestræbelse på at være helt særlige og individuelle i deres ønsker til salmer og musik. Kirkemusikken stiller et større og bredere repertoire til rådighed end f.eks. århusianske popsange fra 80’erne, som er blandt ønskerne for tiden.« En misforståelse om kirkemusik må også ryddes af vejen:

25


»Der vil altid være et fornyende tilsnit over kirkemusikken, for der bliver stadig og igen tilført ny musik til brug i kirken.«

ved vielsen er ikke principielt problematisk, men det bliver det, hvis det er en løsreven stemning og ikke giver sammenhæng. Vi må blive afklarede om, hvad vi med vores samlede kræfter Der er vel ikke noget andet sted end i kirken, vil præge menigheden med.« Hans uddyber, at hvor folk i den grad kan få enheden af gennem»den afklaring ikke bare skal gøres én gang for komponeret, spritny musik og gennemtænkte alle. Hver ting til sin tid. I en bestemt situation ord at gå hjem med. »Præster og medarbejdere kan det være centralt, at vi giver køb på vores skal hele tiden arbejde deres forskellige bidrag fine fornemmelser og gør notil gudstjenesten endnu mere get, der rammer mennesket sammen, så ordene, musiki hjertekulen. Alle organister Vi skal bruge kræfterne på ken og den øvrige stemning kan skabe stemninger uanset at være der for dem, møder menigheden i en samteknisk kunnen eller størrelder virkelig har behov menhængende, meningssen på instrumentet.« fyldt uropførelse hver gang,« siger Mikkel. Hans og Mikkel mener, at løbende samtaler faggrupperne imellem er afgørende for at kvalificere valgene endnu bedre. Sammenhængen i gudstjenesten »Vi skal turde træffe nye valg, så kirken ikke Vejen til at skabe sammenhængende gudstjenemøder mennesker med kedsommelighed og en ster kræver et samvirke mellem præster, medsmal horisont. Om ti eller hundrede år skal vi arbejdere og lægfolk. »Måske skal der ske en have flere salmer og mere musik i spil; ellers slikulturforandring af kirken som arbejdsplads, der vi det lille repertoire, vi bruger nu, helt ned så hver person ikke bare sidder med sin egen og mister dermed alt.« Organisterne ser musikfunktion,« siger Hans. »Visioner for kirken når ken og salmerne som steder, hvor vi må have vi simpelthen kun gennem samtale om principmodet til at være kirke. Uden det mod forsvinperne for gudstjeneste, så grænsefladerne melder kirken i strømmen af så meget andet. lem ord, musik og de ydre æstetiske lag bliver føjet sammen.« Mikkel gentager, at folk skal møde sammenhæng: »I princippet er der ikke noget musik eller nogen salmetekster, der på forhånd ikke dur til at skabe sammenhæng. Et stykke syre-jazz

26

Ambition om ›det rene‹ og ›det rette‹

Hans griber tilbage til kirkens grundlag i den lutherske Augsburgske Bekendelse (1530), hvor det hedder: »Evangeliet skal tales rent og purt,


og sakramenterne forvaltes ret.« »Og så læste jeg for nyligt en fagmands kommentar, at der herudover er plads til en hel del frihed! Hvis vi netop holder os for øje, at alt, hvad vi bidrager med til kirken, skal være lige så rent og være forvaltet ret, så kan vi rigtig meget.« »Friheden består så i at være lydhør over for sit lokalsamfund og opdage de muligheder og kræfter, der nu er at spille sammen med der,« siger Mikkel. »Ud fra traditionen for ›det rene‹ og ›det rette‹ skal vi have ambition om at være med i lokalsamfundet på alle mulige skønsomme måder,« siger Hans.

Hans og Mikkel sidder begge i bykirker, men som udgangspunktet har Folkekirken den højeste kunstneriske og arkitektoniske kvalitet repræsenteret lokalt alle steder i landet. Ambitionen skal fortsat være gennemtænkt kvalitet i alle sogne. Heller ikke i det lille sogn kan folk nøjes med et lille orgel, der lyder dårligt, eller at kalkmalerierne ikke kan være til glæde, fordi de er ved at smuldre væk. Det betyder i princippet intet, hvor højt uddannet organisten er. Folk vil automatisk møde god kvalitet, når afsenderen troværdigt kan stå inde for det, han eller hun skal kommunikere. Der må organister

27


og øvrige medarbejdere tage ansvar på sig. »Vi skal holde op med at se menigheden som brugere eller kunder og kun spørge dem, hvad de vil have,« siger Mikkel. »Den slags imødekommenhed over for lokalsamfundet kan føre til en ansvarsløs kirke.«

Mikkel mener, at kirken har stræbt efter at tilpasse sig dem, der i forvejen får mange behov stillet i samfundet. »Vi skal bruge kræfterne på at være der for dem, der virkelig har behov i stedet for i detaljer at nå de i forvejen stærke og aktive mennesker. Det går i høj grad ud over kirkens eget budskab, når den vil lokke dem, der i forvejen er stressede, hen til endnu et arrangement.«

Mikkels holdning er, at højmessen trænger til at blive talt op: »Det næste store bølgeslag bliver at gøre noget andet end de seneste halvtreds år, hvor vi Hans forventer, at kirken Om ti eller hundrede år har talt om alle mulige andre igen prioriterer sin diakonale skal vi have flere salmer gudstjenester og aktiviteter fordring i evangeliet: »Skal og mere musik i spil end højmessen. Hvor menigder arbejdes på at få bevilget hedsrådet tidligere var samnyt varmeanlæg inde i kirmensat af forskellige holdken, mens en hjemløs fryser ningsmæssige substanser, handler det nu om, udenfor? Hvis kirken selv bliver direkte polihvilke aktiviteter man vil tilbyde ›kunderne‹ de tisk i ord, lukker vi nemt af for det samfundsøvrige seks ugedage.« engagement, som vi hver især skal gå ud og gøre til handling. Og vi risikerer at lukke af for det menneske, som en bestemt politik ikke vil Det, kirken kan og skal i de prioritere.« kulturelle og politiske lag »Kirken skal besinde sig på at tale rent og gøre ret,« gentager Hans så. »Det vil vække folks kirkelige engagement og gennemsyre deres forhold til kultur og politik. Man skal gå fra kirke med det, som evangeliet har slebet én til med og derpå engagere sig politisk og kulturelt. Evangeliets fordring er netop den diakonale opgave. »Vi undgår ikke at skulle tage imod det enkelte menneske uanset dets situation,« siger han.

28

Selvom orgeltonen kan lyde forskelligt i Vor Frelsers Kirke og Tarm Kirke, er der en samklang i organisternes visioner for, hvordan kirken skal ›lægge øret til musikken‹. Det vil sige, at den samme ambition om at forkynde kristendommen ret i ord og musik og være autentisk til stede i situationen skal kirken have om sin diakonale opgave. Den er en naturlig konsekvens af forkyndelsen.


Vi skal hjælpe folk til at bidrage mere til deres kirke, end kirken skal levere til dem ker og tage os tid til at lytte til andres ønsker. Jeg tror, at vi er i gang med en forandring af, hvordan folk skal møde indholdet. Det kan være prædikenen eller den måde, gudstjenesten bliver sat sammen på, der bliver fornyet,« siger Kim. Han forestiller sig, at vi kan møde mennesker ved at pirre dem lidt i deres forventninger til kirken og dens normer: »Vi er vant Min vision for Folkekirkens til kirkeorglet, og det kan Lige dele gode minder og rummelighed er, at vi skal møde suppleres med klaver nede i oplevelse af nytænkning tilflyttere med en bedre velkomst kirkerummet, eller at vi har Det er i høj grad de personlien kirkesanger, der synger ge oplevelser, der værdisæten solosang. Prædikenen fra ter kirken, mener Kim Schmidt: »For de fleste prædikestolen kan blive suppleret med en præmennesker er det en bygning, der rummer mindiken fra kirkegulvet, evt. med brug af rekvisitder fra dåb, konfirmation, vielse og begravelse. ter.« Jeg tænker på alle de personlige og familiemæs»Vi er en folkekirke, så vi skal bruge ressoursige oplevelser. Man kan komme ind i kirken og cerne på at skabe mere liv i rummet - ikke være igen mærke suset fra dengang, man fulgte datet bygningsmuseum. Min vision for Folkekirteren op ad kirkegulvet eller huske, hvor man kens rummelighed er, at vi skal møde tilflyttere sad til sin konfirmation osv.« med en bedre velkomst og vise, hvad vi kan Gudstjenestens velkendte træk - tid til ro og hjælpe dem med. Det gælder lige fra at invieftertanke - tror Kim også vil være et kendetere dem med til et sognearrangement og til at mærke om ti år. »Ro og eftertanke skal præge vejlede nye kirkegængere om, at der bruges et den måde, vi fornyer kirkens indhold på, for vi salmebogs-tillæg, eller hvor de løse hynder til kommer ikke uden om at skulle tænke nye tanbænkene ligger. Det skal ikke være sværere elKim Schmidt har nu i 20 år været graver og kirketjener ved Agerbæk Kirke. Ved at tænke utraditionelt i sit arbejde har han erfaret, at kirken ikke så éntydigt skal levere ydelser til folk, men inddrage folk i arbejdet. Mange flere får derved en oplevelse af at kunne bidrage; og desuden et stærkere tilhørsforhold og gode minder om deres gang i kirken.

29


30


ler anderledes end det at tage imod gæster i sit eget hjem,« siger Kim.

ler som udfordrer mit syn på tingene. Hvorfor blev det sagt på den måde?«

Den bestemte udlægning fra den bestemte præst får ordene til at blive levende. For Kim »Mange kender til at havne i en livskrise eller i Schmidt siger det noget om, at kirken dels kan sygdom. Vi skal som folkekirke være bedre til at tale til alle hver især og dels kan rumme foranrække ud og tilbyde at være dringerne i hver enkelts liv: et aktivt netværk for den, der »Vi modtager alle prædikeikke er vant til at finde ind i nen forskelligt, fordi vi har Det styrker oplevelsen af en menighed. Folk skal opforskellige indfaldsvinkler til netværk, når kirken tager leve, at der er andre at støtte den. Jeg hører selv noget aninitiativer til at vise folk, at sig til i kirken. Da er vi nået det i en prædiken i dag end de selv kan bidrage langt,« siger Kim og fortsætfor ti år siden. Den kvalitet ter: ved forkyndelsen skal vi ikke glemme at fremhæve. Det »Vi kan nok i første omgang kan jeg høre fra mine snakke med kirkegæninvitere folk med i sognehuset. Det kan gøre, at gere efter gudstjenesten. Når vi bagefter bliver vi kommer til at lære hinanden bedre at kende bevidste om, at vi kan høre en prædiken over og får lyst til sammen at gå over i kirken og den samme tekst forskelligt, oplever mange, at også få en oplevelse af fællesskab der. Det skal de også har plads i kirken med deres tanker og ikke kun være i form af ambulanceredning, at deres sted i livet.« vi skal række ud til dem, der er ensomme eller

Værdien i, at vi hører forskelligt

på anden måde er svage. Vi skal fortælle, at vi jævnt hen også har brug for dem og deres bidrag, hvis vi skal overleve som kirke. Alle har noget at give.« Folk skal opleve ved Folkekirken, at der er plads til forskellige holdninger og syn på troslivet. Det kan være en berigelse og skal fortsat være en værdi ved gudstjenesten. Kim oplever selv, at »de bedste prædikener kan være dem, der ikke er lige til at gribe for min forståelse, el-

Lokalbefolkningen skal engageres til at være kirke sammen Kirkens opgaver i lokalsamfundet hænger for Kim sammen med hans idéer om det gensidige møde mellem mennesker. Kirkens medarbejdere, præster og menighedsråd er ikke de eneste, der skal levere opgaver ud i lokalsamfundet: »Vi skal hele tiden se efter, at alle har et eller andet at bidrage med ind i kirkens fællesskab. Det styrker oplevelsen af netværk, når kirken tager

31


initiativer til at vise folk, at de selv kan bidrage på andre håndgribelige måder end ved kun at komme til gudstjenesten.« For Kim er det naturligt at have en samtale med alle, der står for at skulle have en bisættelse eller begravelse: »Der kommer nogle, der aldrig har været inden for kirkediget før. Jeg lytter til deres behov og kan vejlede omkring de normer, der er for handlingen i kirken, kistenedsænkningen, valg af gravsted osv. Vi vil gerne blødgøre kirkegårdsvedtægten ved at tale med dem om alt, hvad vi kan tilbyde i stedet for begrænsninger.« Ud over det første praktiske møde i forbindelse med et dødsfald er den gode samtale også første skridt til at tilbyde folk et bekendtskab og et følgeskab med kirken og kirkegården, der måske skal vare mange år. Endvidere fortæller Kim om, hvordan de tre gravere får brudt nogle grænser ned ved at gå indenfor i folks haver: »Vi har fået en hel masse varieret pyntegrønt til gravstederne ved, at vi er taget rundt og har fået lov at klippe af folks buske og træer. Folk får på den måde en aktie i gravstedspyntningen, og vi giver noget tilbage ved at vise vores kreativitet på deres gravsted og holde prisen lidt nede. Samtidig kommer vi i snak med folk om deres livshistorie ud fra noget konkret, nemlig hvor de har planterne fra. Den samtale sker ofte på tværs af husstandene. Vi får brudt nogle skel ned mellem ligusterhækkene, og de leverer gratis grønt til kirkegården og bidrager ved at åbne deres hjem for en snak.«

32

Kim Schmidt med det afklippede pyntegrønt fra haver i sognet.


Kim vender sig igen væk fra gravstederne: kale berettigelse.« Social åbenhed og overskue»Den bedste måde at pynte en kirke på er ved lig geografisk afstand til den lokale kirke er af at have folk i kirken. Vi kan jo ikke være kirke, stor værdi. Det ændrer bare ikke ved en anden, hvis vi ikke får folk til at komme.« I Agerbæk mere dyster vision: nøjes man så ikke med at få folk til at komme. Trods de få kilometers afstand mellem kirkerne Der er en gensidig forventning om, at de bidratror Kim ikke, at billedet ser sådan ud om tiger: »Hos os er det venner, tyve år. »Sogne og kirkegårfamilie eller naboer, der låner de på landet bliver affolket. kirkenøglen og pynter kirken Den situation presser FolkeRetorikken skal være sådan, til en begravelse, og familien kirken, også i Ribe Stift. Om at den truede kirke skal flytter selv kisten fra kapelfå år vil der være en del kiroverleve; ikke lukke let. Vi engagerer folk med ker, der skal gøres til lejligopgaver, så de opdager, at hedskirker eller nedlægges, det gør en forskel, at kirken for vi skal bruge kræfterne der, hvor de rækker bliver brugt.« længst. Ressourcetilførslen til vedligeholdelse af de gamle bygninger bliver indimellem holdt Folkekirkens geografiske og i live for længe, hvor man i andre dele af samfrisindede tilgængelighed fundet ville have rationaliseret tidligere. Det viser, hvor svær problemstillingen er. Hvordan »Vi lever i et kristent land, og kirken skal være bestemmer man, hvilken konkret lokal kirke mere synlig. Både i den offentlige debat og i der skal nedlægges?« Ved så indgribende en kontakten til mennesker med anden religiøs beslutning som kirkelukning eller alternativ baggrund. Når vi skal byde nye velkommen i brug af kirkerummet mener Kim, at der skal en menigheden, må det også gælde udenlandske folkelig høring til gennem en lang og grundig tilflyttere,« mener Kim. Han er glad for den arbejdsproces. »Retorikken skal være sådan, at danske ›åbent hus‹-model, hvor mennesker uden truede kirke skal overleve; ikke lukke. Det anset kulturelt og religiøst tilhørsforhold har ville være en konstruktiv synsvinkel, der kan lov at bruge Folkekirkens kirker og kirkegårde, hjælpe med at genoprette folks tabte ejerskab til som er let tilgængelige overalt og med få kilokirken.« meters afstand: »Når vi viser større åbenhed over for den del af befolkningen, kan især kirkens diakonale aktiviteter såsom fællesspisning blive tættere befolket og bekræfte kirkens lo-

Ud over kirkens mere interne udfordringer såsom kirkelukninger melder der sig af og til spørgsmål, som fører til en offentlig politisk el-

33


ler kulturel debat. Det kalder på et bevidst, konstant arbejde med at navigere rundt inden for debatkulturen. »Vi skal huske at skelne mellem Folkekirkens rummelighed og den holdningsløse kirke,« mener Kim Schmidt. Den rummelige baggrund skal være det naturlige motiv til at få udfoldet flere forskellige holdninger i de debatter, der udspiller sig i det offentlige rum: »Jeg synes f.eks., at spørgsmålet om vielse af homoseksuelle for år tilbage blev tacklet fint ved, at Folkekirken ikke tog en beslutning ud

34

fra én teologisk synsvinkel alene, men lagde beslutningen ud til den enkelte præst. Det gør Folkekirken synlig som et sted, hvor der hersker en respekt for forskellige synspunkter.« Kim Schmidts engagement viser, at vi sagtens kan bruge utraditionelle metoder til at styrke tilhørsforholdet til kirken. Ifølge ham skal kirken ikke så meget trække forandringer ned over hovedet på folk, men mere, gennem tillid, holde folk op på at kunne bidrage til forandringer selv.


Kirkens særkende skal fortsat kunne genkendes Det folkelige og det kirkelige kan og skal ikke skilles ad, mener Lis Mærsk Staunstrup. Hun er menighedsrådsmedlem og kontaktperson i Varde Sogn. Man bevarer og genopliver det gamle ved at forny, men far med lempe! Langsomhed og omtanke er også en dyd.

Det identitetsgivende møde med kirken »Hvordan kommer man til at møde kirken? Det kan man gøre ved at blive fortalt ind i den folkelige tradition - ved at leve sit dagligliv et helt konkret sted og lige nu, men med rødder og bevidsthed om det, der gik forud,« mener Lis Mærsk Staunstrup. Lis knytter i høj grad traditionen til familiens historie. De unge går sjældent selv hen og banker på kirkedøren. »Men jeg er ikke bange for, at vi laver for få aktiviteter for børn og unge. Kirken er der, når vi har brug for den. Det tror jeg, at de yngre generationer godt ved, når de på forhånd er blevet taget med ved de traditioner, hvor kirken har haft en plads i familien. Mange stifter også bekendtskab med deres lokale kirke gennem blandt andet minikonfirmandundervisningen.

35


Den lokale forankring er vigtig. Der bliver det vores kirke.« Ganske vist er der en tendens til, at de store fortællinger, salmerne og den historiske bevidsthed fylder mindre hos folk. »Men kradser man lidt i overfladen, tror jeg nu bestemt, at der er interesse for det,« siger hun.

Højmessen og ritualerne giver oplevelse af at høre til

»Det er ikke antallet af kirkegængere, der er det væsentlige - det er, at forkyndelsen finder sted,« mener Lis. »Kirken er det sted i tilværelsen, hvor man kan komme, som man er uanset ens At dåbstallet falder, er konstaterbart på landsstemning. Du skal heller ikke være en bestemt plan, men det har flere årsager: »Sammentype eller præstere noget bestemt. Der er et fælsætningen i befolkningen lesskab, der samler os i noget forandrer sig, og med flere uden for os selv, og selvom ikke-kristne medborgere vil vi ikke er ens. I kirken sidKirken har en væsentlig det give sig udslag i dåbsder der måske nogle, man stemme at lade høre i hele tallene. Også den mere uder rygende uenig med poliidentitetsdebatten bredte tanke blandt forældre tisk, men det er ikke væsentom, at barnet ikke skal døligt. Der sidder måske også bes, før det selv kan tilvælge én, man ikke bryder sig om, det, spiller ind. I dag forventes vi som indivimen der er plads til alle i kirkens fællesskab. der hele tiden at skulle skabe os selv. Vi træffer Her er det ikke er min egen ›skaben-mig-selv‹valg, der definerer os og giver os en identitet. identitet, der er i fokus. Det er da aflastende! Alle forældre træffer hele tiden afgørende valg Kirken har en væsentlig stemme at lade høre for deres børn, men alligevel er dåben et sted, i hele identitetsdebatten, og det er min opfathvor flere og flere viger tilbage. I den bedste telse, at flere og flere får øjnene op for det.« mening,« siger Lis. Hun mener, at man, ud over Lis forventer, at interessen for det, kirken tadåbens gave i sig selv, »også snyder barnet for ler, vil komme til den enkelte drypvis, over tid: en historisk forankring. Det går glip af en større »Når vi lever livet og gør vores erfaringer med fortælling, det kan se dets eget liv og måske den store glæde eller med afmagten, da søger også slægtens fortælling i. Identitet handler i vi kirken. Når vi ikke selv har ord, der rækker, høj grad om relationer. Du har allerede en idenhar vi brug for ritualerne. De er slidstærke, og titet gennem dine nærmeste relationer; og det generationers erfaring har vist os, hvor vi kan er nemmere at tabe identitet end at få sig en ny.« gå hen, også selvom vi måske ikke slider kirkebænkene tynde hver søndag. For mig viser det,

36


at det folkelige og det kirkelige ikke kan skilles ad.«

Det, der foregår i kirken, er ikke en løsrevet museumsoplevelse med historieformidling, som vi kan komme ind og få en time om søndagen, slår Det ville dog ikke skade med en levende samhun fast. »Kirkegængere er ikke besøgende. Vi tale om, hvad der er gudstjenestens særkende, får tværtimod en tiltale lige ind i det liv, vi lever som får os til at gå til den igen og igen, vurdemed hinanden. Derved bliver kirkens budskab rer Lis: »Liturgi-debat er en måde at værne om og ord aktuelle og kan reflekgudstjenesten, især højmestere tanker og strømninger i sen. Så bliver vi mere klar tiden og sætte en horisont. Vi ... jeg er ikke bange for, at vi over, hvad der ikke behøver skal både fastholde de betydlaver for få aktiviteter for børn at blive autoriseret, og hvad ningsmættede ord, som ikke og unge. Kirken er der, der omvendt er uopgiveligt. kan erstattes meningsfuldt når vi har brug for den Ændrer vi ved liturgien, ænaf andre ord, og vi skal også dres teologien, så grundigfinde det enkle sprog frem og hed og omtanke er påkrælytte efter ord og begreber, vet.« der er oppe i tiden, så evangeliet til stadighed forkyndes.«

›Need to have‹ og ›nice to have‹ må afgøres lokalt

Ingen kan undgå at se kirken. Den vil altid være placeret et synligt sted nær, hvor vi bor. Samtidig er kirken også placeret i den enkelte familie: »Mange familier har traditioner for, hvad man gør ved særlige lejligheder. Det giver en genkendelighed i det kirkelige univers, selvom man flytter rundt i landet. Kirken sætter en ramme om vores liv, uanset hvor i landet det skete. Man kan ligefrem huske geografisk, hvor man var til en bestemt begravelse, et bryllup osv. Det sted får man en særlig forbindelse til samtidig med, at det indgår i ens overordnede billede af kirken,« siger Lis.

Det betyder også for Lis, at vi ikke behøver at være mere bekymrede for højmessens fremtid end for kirkens aktiviteter generelt. Kirken åbner sig og tilbyder med sine mange forskelligartede aktiviteter en dialog med tidens og menneskers interesser. Uanset, om der ligefrem dukker en mulighed op for at bygge et nyt sognehus tilpasset fremtidens kirkeliv, som nu i Varde sogn, er det de lokale forhold, der må afgøre, hvilke aktiviteter der giver mening. »Det er i hvert fald ikke op til mig eller et tælleapparat ved kirkedøren at afgøre, om det er ved højmessen, at berøringsfladen til lokalbefolkningen opstår og får værdi,

37


eller om det er ved foredrag f.eks. Men der skal være højmesse, og der kan budskabet sagtens bære sig selv. Resten kan være godt at have, men der er forskel på ›need to have‹ og ›nice to have‹,« siger hun.

at der er nogle ord og tanker at hente her, som man ikke kan få andre steder,« siger Lis. »Det skaber et rum for samtaler om det almenmenneskelige, som ofte kan være svært at finde i en hektisk hverdag.«

Hun forestiller sig, at der kan være vide grænEn konkret opgave med at forankre kirken i loser for, hvad man kan have kalmiljøet er at sørge for godt af aktiviteter i sognehuset elsamvirke mellem skole og ... det er ikke sikkert, at man ler sognegården: »Alt, hvad kirke. Det er vigtigt, at den skal fare ud og gøre en masse der ligger inden for den dankirkelige undervisning bliver aktivistisk for at redde, ske lovgivning, er en samtænkt med i skolernes skehvad reddes kan tale værd. Hvis nogle finder maer. »Forkyndelse hører på noget så relevant, at det må ingen måde skolerne til, men drøftes, skal vi gøre det. Der et godt samarbejde om gode skal ikke diskuteres politik direkte, men man undervisningsmæssige tiltag, som Folkekirken kan godt diskutere f.eks. opfattelsen af demotilbyder, er værdifuldt. I den anden ende af livet krati, åndsfrihed og ytringsfrihed, når bare man får kirken en kolossal tilknytning hos folk ved accepterer præmissen om, at man heller ikke begravelser, for alle mennesker har deltaget i uden for kirken behøver at være enige.« eller kommer til at deltage i begravelser. Der kommer kirken med sit, byen kommer med sit Vi skal tage vare på vores kulturarv i og omet bysbarn er død - og de, der kendte den døde, kring kirken: »Bevaring er mest værd, hvis det kommer. Der sker en sammensmeltning af den historiske kan pege på nutiden og række ind enkelte, byen og kirken og dermed en oplevelse i fremtiden. Kirkegårdene er et sted at kunne af at høre til sognets kirke,« siger Lis. nytænke kulturarven, fordi de har potentialet

Ligeværdige samtaler og kulturarv samler os som kirke Der synes i tiden at være en voksende interesse for at kunne tage del i den eksistentielle samtale. »Jeg tror, at kirkens budskab bliver efterspurgt nu, fordi man har en fornemmelse af,

38

til at kombinere deres egentlige formål med et bredere perspektiv. Mange kirkegårde omdannes til et rekreativt rum for de levende også, og det ville binde dem yderligere sammen med byen,« siger Lis. Fraflytning på landet er en udfordring for Folkekirken. »Hvis præsten kommer for sjældent i


sit sogn, fordi hun eller han skal dække mange sogne og ikke har mulighed for at involvere sig lokalt, ændrer det noget ved forholdet mellem kirke og folk. På landet er der lige så stort behov for præstedækning og kvalitet i den kirkelige betjening og i form af ressourcer til vedligeholdte kirker, dygtige medarbejdere, mulighed for at bygge til osv. - især, når kirken er det sidste samlende sted i sognet,« forudser Lis. »Det er vigtigt, at vi så vidt muligt bevarer kirken på landet, også selvom det vil kræve, at der skal nytænkes og forandres. Langsomhed er en dyd i Folkekirken, og det er ikke sikkert, at man skal fare ud og gøre en masse aktivistisk for at redde, hvad reddes kan. Det kan udvande og føre os på slingrekurs,« siger hun.

Det handler om genkendelighed

Lis Mærsk Staunstrup foran byggepladsen til Varde sogns kommende sognehus over for Sct. Jacobi Kirke

Genkendelighed og folkelig forankring er en ledetråd i Lis Mærsk Staunstrups visioner for Folkekirken. Genkendelighed i højmessen; genkendelighed i det sprog, kirken bruger for at tale dens budskab ind i tiden; genkendelighed gennem familiernes traditioner. Alt må kunne debatteres, og man bevarer og genopliver også ved at forny. Men som hun slutter af: »Vi er dybest set bare nogle, der forvalter noget, der allerede har været i gang i et par tusinde år, så i forandringer skal vi fare med lempe.«

39


40


Hugger vi sten, eller bygger vi katedraler? Overskriften dækker over to tilgange, som ikke står positivt stemt over for kirken. Men vi risikerer i vejen for hinanden. I hvert fald ikke for Sabina Bøg at havne i en lukket klub, som spreder utrygog Mogens Maagaard. De er kirke- og kulturmedhed hos de andre, der ikke kender præsten, arbejdere i henholdsvis Sct. Jacobi Kirke i Varde og den faste menighed og kirkens budskab. BudZions Kirke i Esbjerg. Hun er bl.a. drevet af at idenskabet skal stadig gå som en rød tråd gennem tificere målgrupper og tilbyde dem meningsfulde tilalle tilbud, men formidlingen og især graden af bud hver især. I centrum for ham står forkyndelsen forkyndelse kan der godt skrues på, når vi vil af alles uforbeholdne fællesskab med Gud. Begges viinvitere ind.« sion for det gode arbejdsmiljø er Mogens Maagaard nævner kompromiser, nysgerrighed og så kirkens missionsbefaling: løsninger på tværs af kirkesyn. Gennem mere sparring på »Grundlæggende er Folkearbejdspladsen kan vi blive kirkens opgave at gå ud og Flere indgangsdøre til yderst fleksible forkynde evangeliet. Vi skal kirken at tage i ikke fokusere på, om vi kan blive enige med mennesker, »Vi er nødt til at gå i dybden der har et andet bibelsyn eller kirkesyn end os med hele et menneskes liv og samtidig kigge selv. Det er tværtimod befriende at lade Helligbredt ud på befolkningen, når vi vil skabe meånden om at vise det sidste stykke vej til hjerningsfulde møder med kirken,« siger Sabina tet hos den anden. Det er den ekstra røde tråd, Bøg. Allerførst mener hun ikke, at 60-årige vil kirken har i forhold til andre organisationer og begynde at komme til kirken af sig selv: »Hvis virksomheder, at alle ting kan åbne dørene til de mennesker ikke op gennem deres liv har fået kirken. Det kan være alt fra præstens dåbssammed, at kirken er et sted med mening for dem, tale i hjemmet til ældre-caféens medlemmer, har de allerede fundet meningsfulde aktiviteter der gerne vil ringe rundt til hinanden under en andre steder. Dernæst er der i det brede percorona-nedlukning eller en smalltalk i døren til spektiv heller ikke to 30-årige eller to 60-årige, kordegnekontoret med den muslimske kvinde, der er ens i livssituation og interesser.« der skal have navngivet sit barn.« Så hvem vil vi gerne invitere ind hvornår og til Et konkret sted at møde mennesker er i en diahvad? Sabina erkender, at »vi er dygtige til at log om den præstationskultur og søgen efter målrette vores tilbud til dem, der i forvejen er 41


effektivitet, der udfordrer os i dag. Sabina forestiller sig emner ud fra kirkens menneskesyn: »Hvad består mennesket af, har vi et åndsliv, og hvad kan vi så bruge det åndsliv til? Der er ikke ret mange steder, hvor man taler ind i åndslivet. Uden for kirken er det et tabu, hvordan det indre liv ser ud. Derfor skal vi holde døren åben ved at tale med folk om kirkens menneskesyn, men ved hjælp af en humanistisk sprogbrug.« Vi kan blive bedre til at udnytte de gode minikonfirmandforløb og fortsætte familiernes positive relation til kirken ved at gentage en indføring i kristendom for forældrene. Som kirke- og kulturmedarbejdere erfarer Sabina og Mogens, at præster dels er pressede på arbejdstiden og dels, at en måde at nedbryde blufærdighed over for kirke og kristendom på kan ske ved også at lade andre end præsten om at stå for det. Det minder dem om, at det psykiske arbejdsmiljø i Folkekirken trænger til et løft: »Præster og medarbejdere imellem skal vi endnu mere bruge af hinandens fagligheder og metoder og løfte hinanden frem i lyset, for vi kan bidrag forskelligt til den lange vandring med sognebørnene. Ingen af os er bedre end de andre i stand til at se den stærke røde tråd på den vandring, men vi kan alle i de små ryk gå med mennesker ud fra kirkens budskab,« siger Mogens. »Gennem mere sparring på arbejdspladsen kan vi jo blive yderst fleksible i, hvordan og hvornår vi åbner dørene til de enkelte sognebørn,« supplerer Sabina.

42

Flere skal eje noget af deres kirke Evangeliet er for alle, og det skal helt ud. Men hvis man ikke møder sine lokale medborgere i kirken, kan man nemt få indtryk af, at den lokale kirkes tilbud er ligegyldigt. Man kan få den oplevelse, at det kunne være lige meget, hvor man bor, når man ikke ser sine naboer i fællesskabet. »Vi må være bedre til at give medejerskab til det fælles,« siger Sabina. »I dag vil folk have ›deres‹ eget lille område, som de skal føle et ansvar for, i stedet for kun at dukke op og være passivt modtagende ud over, når der skal synges. Vi skal give mange flere mennesker små overskuelige, velformulerede opgaver, der ikke koster for megen tid af dem. På den måde siger vi, at der er brug for netop dem.« Hun fortsætter: »Når det lokale foreningsliv langsomt dør ud, hvem skal så understøtte, at vi kan være fælles om noget? Folk vil egentlig gerne de folkelige fællesskaber, selv om de ikke melder sig til at sørge for, at det sker. Der i adskiller kirkens fællesskab sig ikke fra foreningernes. Forskellen ligger i, hvor meget ansvar der bliver skubbet over på folk for at deltage.« Mogens refererer så til Frans af Assisi om, at kirken mest skal arbejde med hænderne. »Kirken har siden dens begyndelse haft som opgave at handle mere end at tale. Vi skal være helt tydelige om, hvad vores særlige opgave er; hvad forskellen er på f.eks. kirken og bridgeklubben. Det kan vi gøre ved at fremme et ærligt


og autentisk miljø omkring kirken. Vi skal lade menigheden mærke, at vi som personer har en tro, men at troen heller ikke fritager os fra udfordringer og bekymringer. Derved lægger vi selv krop og forståelse til kirkens kerneværdier som omsorg og næstekærlighed.«

Et sted at gå hen med det svære Flere diakonale opgaver, som kirken traditionelt har varetaget, er for længst blevet overtaget af velfærdsstaten. »Meget af det er så ved at blive skubbet tilbage i kirken igen,« pointerer Sabina: »Der ligger en konflikt i, at vi som kirke kommer til at skulle udmåle, ›hvor megen‹ næstekærlighed vi kan påtage os på bekostning af kommunens forpligtelser.« »Hugger vi sten, eller bygger vi katedraler?,« spørger Mogens videre. »Hvis kirkens berettigelse kun ligger i at overtage kommunens sociale opgaver, er det kun som at hugge sten.

Han frygter, at næstekærligheden så bare bliver skåret ud i afmålte små bidder til få mennesker. Det har ikke virkelig vægt og værdi for kirken. Nej, for mig står og falder alting på, hvad vi lægger i billedet af katedralen. Et godt og håndfast udgangspunkt for det billede finder jeg i Kirkeministeriets Betænkning nr. 1477 fra 2006: Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. (…) Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave,« siger han. Sabina ønsker så, at kirken bliver konkret visionær, når det handler om ikke at overse nogle udsatte mennesker trods skarpe politiske prioriteringer. »Hvis vi ønsker, at det kristne menneskesyn skal have indflydelse på ting i samfundet, skal vi se på børnenes vilkår,« siger Sabina: »Når Folkeskolen bliver mere udsultet, kan vi risikere et samfund med mennesker, der ikke er vokset op med almene begreber som dannelse

43


og det hele menneske, men i stedet er præget af et mere éndimensionelt og konkurrencepræget menneskesyn.«

skolevæsen, der er baseret på De Ti Bud og kristendom,« siger Mogens.

I det politiske system er der ikke rigtig plads til at tale om, hvilken livsetik og livsnorm, vi ønsker i samfundet, mener Sabina og Mogens. »Der må Folkekirkens tage sit kulturelle ansvar på sig og oplyse om, hvilken fælleskultur vi står på skuldrene af. Den skal påtage sig den opgave at formidle endnu stærkere, at vores værdier og normer stammer fra kristendom og kirke - at vi f.eks. har et retssystem, et demokrati og et

Svaret er ligetil, ifølge Mogens Maagaard: »Folkekirken er det eneste sted, der har så tilgængeligt et tilbud om et uforbeholdent kærlighedsfællesskab med Gud på baggrund af troen på Jesus Kristus. »Det er det glædelige budskab, som de begge gerne vil åbne mange døre til, at flere hører - uden om den frygt, som den politiske verden og medierne kan sprede.

Om kirkens solide grund Begge mener, at der skal opi samfundet siger Sabina: rettes gode kanaler til, at præ»Sammenlignet med andre Der må Folkekirkens tage sterne i samlet flok kan offentlande har vi herhjemme et sit kulturelle ansvar på sig og liggøre deres kritikpunkter, mindre polariseret samfund, oplyse om, hvilken fælleskultur så de får vægt og ikke bliver fordi Folkekirken er en bredt vi står på skuldrene af overset i enkeltstående og dækkende institution, hvor svære teologiske debatindalle har plads. I USA er f.eks. læg. »Sidegevinsten er, at vi abort-spørgsmålet trukket får signaleret til de mange, der i dag er bange skarpt og unuanceret op, fordi det afhænger af, for at møde sorg og vil have diagnoser stillet for hvilken bestemt menighed og hvilket kirkesyn, hurtigt at blive mentalt ›fikset‹, at kirken er til man tilhører. Derimod - fordi den har et folkefor at lytte og støtte i at leve med det svære. Muligt mandat - kan Folkekirken nå bredt ud, når ligheden for at blive lyttet til og at tale sammen den vil oplyse om emner som, hvad et liv er, og menneske til menneske uden for det tungere hvad demokrati betyder.« behandlersystem skal tales frem. Her er en størBåde Sabina og Mogens ser i disse år en meget re efterspørgsel, end præsterne kan nå alene. Vi formynderisk stat, der leder borgerne i frygt, er flere, der kan bære den opgave,« siger de to hvis de ikke adlyder den. »Frygten får os til at kirke- og kulturmedarbejdere. acceptere at blive ledet sådan, for at det ikke skal gå værre. Hvem skal så fortælle, at det nok Folkeoplysning om den fælles skal gå alligevel - at mennesket godt kan vælge kultur fra kristendommen sit liv selv?,« spørger Sabina Bøg.

44


At se Hvad vi ser, og hvad vi gerne vil se i fremtiden, er, hvad visioner handler om. Sognepræst Gert Frost Nicolajsen brænder for, at vi skal se vores muligheder og finde vej sammen med alle dem, som vi er kirke sammen med.

kom evighed og lys fra Gud. Det kan være til en begravelse, hvor mørket og meningsløsheden blev udfordret af opstandelsens under helt ind i mit liv.

Vores kirke kan noget særligt. Ikke fordi vi i Det var en vielsessamtale. En tidligere konfirkirken er noget særligt. Men fordi vi har fået mand havde fundet en dejlig noget særligt givet. Vi har mand. Nu sad de og glædemødt en Gud, der i kærligVores kirke kan noget særligt. de sig til vielsen i kirken og hed bøjer sig ned til os genIkke fordi vi i kirken er noget festen på hotellet. Pludselig nem Jesus Kristus. Vi har særligt. Men fordi vi har fået kom ordene: »Gert, jeg kan mødt et fællesskab på tværs noget særligt givet godt huske, hvad du sagde til af interesser, evner og kunmin konfirmation for ti år sinen. Vores kirke er ikke bare den!« Med et glimt i øjet måtet underholdningstilbud på te jeg erkende, at det kunne jeg faktisk ikke! Og linie med biografer, storcentre og seværdigheså kom der en hel genfortælling. Og min erinder. Vores kirke har særlige evner og baggrund dring blev hjulpet i gang. for at møde mennesker i livets særlige situationer - både de største glæder og de største sorger Der er situationer, hvor vi møder noget stort i - både det mest meningsfyldte og det mest mekirken. Noget så stort, at det sætter sig blivende ningsløse kan vi favne mennesker i. Og kirken spor i vores sind. Mit liv blev sat i forbindelse har evne til at møde mennesker med hjælp til med Gud. Jeg oplevede at høre til. Ordene gav tolkning og forståelse af deres liv ind i en større pludselig en mening, der rakte ud over dagligsammenhæng med vores Gud og skaber, med dagen og blev til et grundlag i mit liv. vores Herre og frelser. Det kan være en søndag, hvor vi samles omkring døbefonten og en lille ny. Eller en søndag, Visioner hvor præstens ord netop kom til at blive ord fra I virksomheder og i politik tales tit om visioner. Gud til mig, til trøst og til tro og til meningsfuld For mange af os bliver det let et fremmedord, forståelse af mit liv. Det kan være en konfirmatisom ikke giver den store mening. on eller et bryllup, hvor der midt i glæden også 45


46


Men vision handler om at se. Hvad ser vi? Hvordan ser vi på os selv? Hvordan ser vi vores virkelighed og vore muligheder? Vision handler om, hvad vi ser i vores drøm for vores fælles liv. Vision handler om, hvad der er det vigtige, hvad der er det centrale i at være kirke. Vision handler om, hvordan vi ser hinanden. Ser vi op til eller ser vi ned på?

kom der børn eller for os: børnebørn. Der skal noget nyt til for at rumme og favne børnene. Samtidig skal de store rhododendroner og æbletræerne bevares. For der er vi selv rummet. Det kræver visioner og arbejde, hvis vores have skal blomstre og trives og rumme forskellige hjørner og kroge, hvor mange forskellige mennesker kan opleve sig hjemme i haven.

Det kan godt overføres på vores kirke. Vi må have øje for Vision handler om, hvordan det særlige, som er kirkens ... vision handler om at se. vores kirke skal se ud om ti bærende indhold. Det må Hvad ser vi? Hvordan ser vi på år: plejes og italesættes. Vi har os selv? Hvordan ser vi vores • Skal den ligne den kirke, fået et særligt budskab. Vi har virkelighed og vore muligheder? vi kender? Det er ikke fået et særligt fællesskab. Til nok at gøre ingenting. givelse, omsorg og tryghed er Hvad skal vi gøre for at nogle af de store ord. At høre bevare kirken, som vi kender den? til hos Gud. At vide sig tilgivet for alt det utilgivelige. At mærke sig elsket og set med kærlige • Eller skal kirken forandres, fordi vores tid øjne midt i et broget liv. forandres? Hvad skal vi gøre for på én gang

at bevare det særlige i kirken og samtidig forandres derhen, hvor vi gerne vil?

Vores have Hjemme i vores have kender jeg det godt. Tit tænker vi, at den er fin og ikke skal ændres en masse, for vi nyder den og er glade for den. Men vores have kræver pasning, hvis den ikke skal gro til. Nogle gange skal haven forandres. Der bliver brug for en sandkasse og et gyngestativ, for nu

Skal mennesker om ti år også se det, er der noget, vi må sætte i gang nu. Vi er langt på vej ved at gøre det, som vi allerede er gode til - men må også have øje for, hvor vores svagheder er, og hvor vores nye veje går.

Kirke med mennesker Vi har haft travlt med at være kirke ›for‹ folk. Ind imellem kan jeg godt tænke, at vi har brugt mange kræfter på at ›lave‹ kirke, som vi tænker, at dem, der ikke kommer i kirken, gerne vil.

47


Vi har i bedste mening forsøgt at sælge kirken som en ›vare‹. Dermed har vi glemt det særlige i kirken, som egentlig er det bærende. Vi har glemt, at kirke ikke er noget, vi tilbyder mennesker. Kirke er noget, vi er sammen. Måske har vi glemt at være folkekirke - at kirken netop bliver kirke der, hvor mennesker samles om det kristne budskab. Kirkens særlige er ikke, at vi tilbyder oplevelser, men at vi drager mennesker ind i et fællesskab og en fælles tro og en fælles fortælling om Gud, der i Jesus kommer til os.

ces kan vi hjælpe hinanden til både at se vores egen virkelighed og den vej, vores kirke skal gå de kommende år. Vi er lige nu i gang med en visionsproces - en samtale og en opsamling af input fra alle sammenhænge i vores stift. Alle er velkomne til at bidrage og kigge med på Ribe Stifts hjemmeside (www.ribestift.dk/vision). Om man er ti år eller 90, har man vigtige bidrag til den proces. Det vidner denne bogs række af spændende interviews også om.

Kirken er mere end store ord Vores kirke er begavet med mange veluddannede medarbejdere og præster. Vi kan noget med mange ord. Og vi har til fulde taget Luthers sentens om »Ordet alene« som frelsesgrund til os. Vi har tænkt, at alt drejede sig om ord. Men vi har glemt betydningen af relationerne. Vi har glemt, at netop i mødet mellem mennesker og mellem Gud og menneske skabes en relation, en samhørighed, et fællesskab, som har afgørende betydning for vores kirke. Kirke er ikke bare et ordets fællesskab. Kirke er i høj grad også at være set og rummet, at høre til i et fællesskab og en tro og en fortælling om Gud, der tager os til hjerte.

Hvor går vores vej nu? At se er ikke forbeholdt de få. Det er de fleste af os heldigvis fælles om. Og netop i en fælles pro-

48

Gert Frost Nicolajsen har været sognepræst i Vorgod-Fjelstervang i 29 år og har de sidste otte år siddet med i Ribe stiftsråd. Biskoppen har bedt Gert være med i en ottemands arbejdsgruppe, der skal hjælpe os alle til sammen at præge vores kirke og give den liv i det kommende tiår.


Hvilke veje

?

- en publikation fra Ribe Stift i anledningen af årsskiftet 2020-2021.

Ansvarshavende redaktør: Elof Westergaard. Redaktion: Birgitte Nør Jahn, Morten Fester Thaysen og Lene Bruun-Kristensen Layout: Videbæk Bogtrykkeri A·S Typografi: Brannboll Fet, MetaPlus, Palatino Fotos: Gitte Volsmann Papir: 300 g Matsilk og 170 g MatSilk Oplag: 1900 Tryk: Videbæk Bogtrykkeri A·S, december 2020 ISBN 978-87-992290-3-1

49


ISBN 978-87-992290-3-1 50


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.