Vi skal hjælpe folk til at bidrage mere til deres kirke, end kirken skal levere til dem

Kim Schmidt har nu i 20 år været graver og kirketjener ved Agerbæk Kirke. Ved at tænke utraditionelt i sit arbejde har han erfaret, at kirken ikke så éntydigt skal levere ydelser til folk, men inddrage folk i arbejdet. Mange flere får derved en oplevelse af at kunne bidrage; og desuden et stærkere tilhørsforhold og gode minder om deres gang i kirken.

Lige dele gode minder og oplevelse af nytænkning

ker og tage os tid til at lytte til andres ønsker. Jeg tror, at vi er i gang med en forandring af, hvordan folk skal møde indholdet. Det kan være prædikenen eller den måde, gudstjenesten bliver sat sammen på, der bliver fornyet,« siger Kim. Han forestiller sig, at vi kan møde mennesker ved at pirre dem lidt i deres forventninger til kirken Min vision for Folkekirkens rummelighed er, at vi skal møde tilflyttere med en bedre velkomst og dens normer: »Vi er vant til kirkeorglet, og det kan suppleres med klaver nede i kirkerummet, eller at vi har Det er i høj grad de personli- en kirkesanger, der synger ge oplevelser, der værdisæt- en solosang. Prædikenen fra ter kirken, mener Kim Schmidt: »For de fleste prædikestolen kan blive suppleret med en præmennesker er det en bygning, der rummer min- diken fra kirkegulvet, evt. med brug af rekvisitder fra dåb, konfirmation, vielse og begravelse. ter.« Jeg tænker på alle de personlige og familiemæssige oplevelser. Man kan komme ind i kirken og »Vi er en folkekirke, så vi skal bruge ressourigen mærke suset fra dengang, man fulgte dat- cerne på at skabe mere liv i rummet - ikke være teren op ad kirkegulvet eller huske, hvor man et bygningsmuseum. Min vision for Folkekirsad til sin konfirmation osv.« kens rummelighed er, at vi skal møde tilflyttere med en bedre velkomst og vise, hvad vi kan Gudstjenestens velkendte træk - tid til ro og hjælpe dem med. Det gælder lige fra at invieftertanke - tror Kim også vil være et kende- tere dem med til et sognearrangement og til at mærke om ti år. »Ro og eftertanke skal præge vejlede nye kirkegængere om, at der bruges et den måde, vi fornyer kirkens indhold på, for vi salmebogs-tillæg, eller hvor de løse hynder til kommer ikke uden om at skulle tænke nye tan- bænkene ligger. Det skal ikke være sværere el-

ler anderledes end det at tage imod gæster i sit eget hjem,« siger Kim.

Værdien i, at vi hører forskelligt

ler som udfordrer mit syn på tingene. Hvorfor blev det sagt på den måde?« Den bestemte udlægning fra den bestemte præst får ordene til at blive levende. For Kim »Mange kender til at havne i en livskrise eller i Schmidt siger det noget om, at kirken dels kan sygdom. Vi skal som folkekirke være bedre til at tale til alle hver især og dels kan rumme foranrække ud og tilbyde at være dringerne i hver enkelts liv: et aktivt netværk for den, der »Vi modtager alle prædikeikke er vant til at finde ind i nen forskelligt, fordi vi har en menighed. Folk skal op- Det styrker oplevelsen af forskellige indfaldsvinkler til leve, at der er andre at støtte netværk, når kirken tager den. Jeg hører selv noget ansig til i kirken. Da er vi nået initiativer til at vise folk, at det i en prædiken i dag end langt,« siger Kim og fortsæt- de selv kan bidrage for ti år siden. Den kvalitet ter: ved forkyndelsen skal vi ikke »Vi kan nok i første omgang glemme at fremhæve. Det invitere folk med i sognehuset. Det kan gøre, at kan jeg høre fra mine snakke med kirkegænvi kommer til at lære hinanden bedre at kende gere efter gudstjenesten. Når vi bagefter bliver og får lyst til sammen at gå over i kirken og bevidste om, at vi kan høre en prædiken over også få en oplevelse af fællesskab der. Det skal den samme tekst forskelligt, oplever mange, at ikke kun være i form af ambulanceredning, at de også har plads i kirken med deres tanker og vi skal række ud til dem, der er ensomme eller deres sted i livet.« på anden måde er svage. Vi skal fortælle, at vi jævnt hen også har brug for dem og deres biLokalbefolkningen skal engageres drag, hvis vi skal overleve som kirke. Alle har til at være kirke sammen noget at give.« Kirkens opgaver i lokalsamfundet hænger for Folk skal opleve ved Folkekirken, at der er Kim sammen med hans idéer om det gensidige plads til forskellige holdninger og syn på tros- møde mellem mennesker. Kirkens medarbejdelivet. Det kan være en berigelse og skal fortsat re, præster og menighedsråd er ikke de eneste, være en værdi ved gudstjenesten. Kim oplever der skal levere opgaver ud i lokalsamfundet: selv, at »de bedste prædikener kan være dem, »Vi skal hele tiden se efter, at alle har et eller ander ikke er lige til at gribe for min forståelse, el- det at bidrage med ind i kirkens fællesskab. Det styrker oplevelsen af netværk, når kirken tager

initiativer til at vise folk, at de selv kan bidrage på andre håndgribelige måder end ved kun at komme til gudstjenesten.« For Kim er det naturligt at have en samtale med alle, der står for at skulle have en bisættelse eller begravelse: »Der kommer nogle, der aldrig har været inden for kirkediget før. Jeg lytter til deres behov og kan vejlede omkring de normer, der er for handlingen i kirken, kistenedsænkningen, valg af gravsted osv. Vi vil gerne blødgøre kirkegårdsvedtægten ved at tale med dem om alt, hvad vi kan tilbyde i stedet for begrænsninger.« Ud over det første praktiske møde i forbindelse med et dødsfald er den gode samtale også første skridt til at tilbyde folk et bekendtskab og et følgeskab med kirken og kirkegården, der måske skal vare mange år. Endvidere fortæller Kim om, hvordan de tre gravere får brudt nogle grænser ned ved at gå indenfor i folks haver: »Vi har fået en hel masse varieret pyntegrønt til gravstederne ved, at vi er taget rundt og har fået lov at klippe af folks buske og træer. Folk får på den måde en aktie i gravstedspyntningen, og vi giver noget tilbage ved at vise vores kreativitet på deres gravsted og holde prisen lidt nede. Samtidig kommer vi i snak med folk om deres livshistorie ud fra noget konkret, nemlig hvor de har planterne fra. Den samtale sker ofte på tværs af husstandene. Vi får brudt nogle skel ned mellem ligusterhækkene, og de leverer gratis grønt til kirkegården og bidrager ved at åbne deres hjem for en snak.« Kim Schmidt med det afklippede pyntegrønt fra haver i sognet.

Kim vender sig igen væk fra gravstederne: kale berettigelse.« Social åbenhed og overskue»Den bedste måde at pynte en kirke på er ved lig geografisk afstand til den lokale kirke er af at have folk i kirken. Vi kan jo ikke være kirke, stor værdi. Det ændrer bare ikke ved en anden, hvis vi ikke får folk til at komme.« I Agerbæk mere dyster vision: nøjes man så ikke med at få folk til at komme. Trods de få kilometers afstand mellem kirkerne Der er en gensidig forventning om, at de bidratror Kim ikke, at billedet ser sådan ud om ti-ger: »Hos os er det venner, tyve år. »Sogne og kirkegårfamilie eller naboer, der låner de på landet bliver affolket. kirkenøglen og pynter kirken til en begravelse, og familien flytter selv kisten fra kapellet. Vi engagerer folk med Retorikken skal være sådan, at den truede kirke skal overleve; ikke lukke Den situation presser Folkekirken, også i Ribe Stift. Om få år vil der være en del kirker, der skal gøres til lejligopgaver, så de opdager, at hedskirker eller nedlægges, det gør en forskel, at kirken for vi skal bruge kræfterne der, hvor de rækker bliver brugt.« længst. Ressourcetilførslen til vedligeholdelse af de gamle bygninger bliver indimellem holdt Folkekirkens geografiske og i live for længe, hvor man i andre dele af samfrisindede tilgængelighed fundet ville have rationaliseret tidligere. Det »Vi lever i et kristent land, og kirken skal være viser, hvor svær problemstillingen er. Hvordan mere synlig. Både i den offentlige debat og i bestemmer man, hvilken konkret lokal kirke kontakten til mennesker med anden religiøs der skal nedlægges?« Ved så indgribende en baggrund. Når vi skal byde nye velkommen i beslutning som kirkelukning eller alternativ menigheden, må det også gælde udenlandske brug af kirkerummet mener Kim, at der skal en tilflyttere,« mener Kim. Han er glad for den folkelig høring til gennem en lang og grundig danske ›åbent hus‹-model, hvor mennesker u- arbejdsproces. »Retorikken skal være sådan, at anset kulturelt og religiøst tilhørsforhold har den truede kirke skal overleve; ikke lukke. Det lov at bruge Folkekirkens kirker og kirkegårde, ville være en konstruktiv synsvinkel, der kan som er let tilgængelige overalt og med få kilo- hjælpe med at genoprette folks tabte ejerskab til meters afstand: »Når vi viser større åbenhed kirken.« over for den del af befolkningen, kan især kir- Ud over kirkens mere interne udfordringer kens diakonale aktiviteter såsom fællesspisning såsom kirkelukninger melder der sig af og til blive tættere befolket og bekræfte kirkens lo- spørgsmål, som fører til en offentlig politisk el-

ler kulturel debat. Det kalder på et bevidst, konstant arbejde med at navigere rundt inden for debatkulturen. »Vi skal huske at skelne mellem Folkekirkens rummelighed og den holdningsløse kirke,« mener Kim Schmidt. Den rummelige baggrund skal være det naturlige motiv til at få udfoldet flere forskellige holdninger i de debatter, der udspiller sig i det offentlige rum: »Jeg synes f.eks., at spørgsmålet om vielse af homoseksuelle for år tilbage blev tacklet fint ved, at Folkekirken ikke tog en beslutning ud fra én teologisk synsvinkel alene, men lagde beslutningen ud til den enkelte præst. Det gør Folkekirken synlig som et sted, hvor der hersker en respekt for forskellige synspunkter.« Kim Schmidts engagement viser, at vi sagtens kan bruge utraditionelle metoder til at styrke tilhørsforholdet til kirken. Ifølge ham skal kirken ikke så meget trække forandringer ned over hovedet på folk, men mere, gennem tillid, holde folk op på at kunne bidrage til forandringer selv.