Kirken skal holde sin egenart i samfundet i hævd

Det er muligt at kombinere kirkens særlige status i den brede befolkning og dens relevans for den enkelte i en stærk vision for Folkekirken, ifølge menighedsrådsformand i Næsbjerg sogn, Birgitte Iversen. Hun reflekterer over, hvordan vi udnytter den folkelige forventning til kirken og vækker den til live, både i de kulturelle lag, og når den enkelte har et behov for kirken.

Ingen grund til at gøre kristendommen indviklet

Det kan godt tage nogen tid, før man kommer dertil. Måske skal man nærmest komme ud for et eller andet først og virkelig føle, at man er afmægtig. At man har brug for noget stærkere at have sit liv i. Noget, der kan gennemstrømme alt og stå for alt. Noget, der kan bære alt.« Birgitte tror, at corona-krisen og dens affødte daglige Det giver en oplevelse af at blive salmesangs-ritual på landsmødt og hørt, når man sammen dækkende tv har rørt ved et med andre kan tale højt om behov for at komme nærmere Med den rette tilgang til for- trosmæssige emner kirken end ellers: »Kirkelukkyndelsen vil kirkens bud- ningerne i foråret 2020 viste skab kunne nå til alle og en- mig, at når noget selvfølgeligt hver, mener Birgitte: »Uanset, hvem der sidder pludseligt bliver taget fra os, på kirkebænken - om man er opvokset med er der en menneskelig insisteren på, at man vil kirkens trossætninger og ritualer eller har op- have det tabte tilbage - i det her tilfælde kirken. levet en mere pludselig vækkelse i sit liv - må Det er voldsomt at sige, at kirken skal have fat i fundamentet gennem hele kirkeårets prædike- os, når vi nærmest ligger ned, men det er præcis ner først som sidst være, at vi alle er Guds børn. der, kirken har så meget at give os.« Vi er elsket af Ham, vores gæld er betalt, vores Et kig ind i præstens maskinrum sammen med skyld er sonet. Det er det vigtigste at få ind i andre giver et fællesskab om gudstjenesten: »Vi hovedet. Har man fået det ind i sit hoved og sit har haft prædikenværksted, hvor man en ugehjerte, ja så er kristendommen faktisk ikke så dag kunne komme og tale præst og menighed indviklet. Det er i grunden ikke så vigtigt, om imellem om, hvad søndagens tekster og budpræsten giver dig ›en lille flad oblat‹. Det vig- skab handlede om og gav af associationer. Det tige er, om du husker, at Jesus har gjort sådan, giver en oplevelse af at blive mødt og hørt, når at oblaten står for noget. man sammen med andre kan tale højt om tros-

mæssige emner og så om søndagen høre tanker fra samtalerne blive inddraget i prædikenen.«

Skabe højtider i sognets kulturelle liv året rundt

»I Næsbjerg har vi et samarbejde på tværs af alle foreninger, som vi kalder Fokus Næsbjerg. I det forum har alle mulighed for at fortælle, hvad der sker netop i deres forening via et ›nyhedsbrev‹, en reklame eller skrivelse, der bliver omdelt til alle 570 husstande i sognet,« fortæller Birgitte. »Med ›Kirkens nyhedsbrev‹ i Fokus Næsbjerg kan vi give vores bud på, hvad der skal ske i kirken, når alle mand af huse samler sig om en fælles begivenhed som Sportsugen, Byfesten eller Jul i Næsbjerg. Med løbende udgivelser kan vi styre opmærksomheden hen på kirkens liv her og nu. Det opleves relevant for sognets beboere, når de kan gribe kirkens tilbud med det samme.« En balancegang mellem kirkens indforståede sprog og folkeligheden kan skabe den brede interesse om en seriøs begivenhed: »Kirken skal ikke lade være med at tale om Gud, når den får mulighed for at blande sig med det lokale kulturliv og få et møde i stand. Det ville være for ærgerligt. Medlemmerne af sportsklubben tager også deres klub og træning seriøst. Hvis folk f.eks. under Sportsugen oplevede en koncert i kirken uden noget religiøst islæt, ville de med rimelighed kunne undre sig over, at der alligevel ikke var andet eller mere i det end det.« I det hele taget er der mening i at finde de tilknytningspunkter, som folk kender lokalt og hægte sig på dem. »I Næsbjerg har høstgudstjenesten en stærk konkret appel. Den skaber billeder af at høre til, fordi høsten i kirken og høsten på marken kan spejle hinanden i at være relevante i vores liv,« forklarer Birgitte.

Kirkens område skal holdes åbent og må gerne betrædes

Vejen ind i kirken går mange steder ad kirkegården: »Kirkegården skal være et sted, hvor folk kan lide at komme, og hvor de også må komme. Vi skal indrette den sådan, at man har lyst til at opholde sig der. Hvis kirken og kirkegården ligefrem ligger inde midt i byen som i Næsbjerg, skal folk kunne se sig selv befinde sig der. Det må hverken være for lukket eller for åbent,« mener Birgitte. Hun ser, at kirkegården kræver lige så mange overvejelser som kirkerummet for at få folk til at føle sig så meget hjemme, at de tør gå der og måske overveje også at gå skridtet videre ind. »Jeg kunne godt tænke mig, at folk ikke var så forskrækkede over at gå ind i selve kirken, hvis der foregår noget derinde. Det er da der, det bliver spændende,« siger Birgitte. Der skal være et samspil mellem indretning, beplantning og vedligehold. Der er det en velsignelse at have en graver, som kan mere end det: »Kirkegår-

dens medarbejdere skal være udadvendte, så folk føler sig velkomne der. Kirkegården er en arbejdsplads, men først og fremmest sognebørnenes sted. Den skal hjælpe folk de første skridt hen til en oplevelse af at høre til kirken.« Ligesom gudstjenestens ord kan blive for højtravende, kan kirkegårdens træer rage for højt op og stå for tætte. Det erfarede man i Næsbjerg: »For år tilbage havde vi store, gamle træer ved diget. Så blev de fældet, og der blev meget åbent. Det gav så et andet problem. Kirkegården ligger over for Brugsen, og folk følte, at alt for mange andre kunne se, at man gik derinde. Den, der f.eks. lige havde mistet og nu så efter et gravsted, brød sig ikke om at blive betragtet af kunderne ovre på den anden side. Vi opdagede, at kontrasten kan blive for stor mellem det samfund, man bor i og den kirke, man også er en del af.« Sogneaftenerne osv. i kirkens tilstødende lokaler behøver heller ikke at lukke folk inde bag »snævre grænser og udelukkende talen om Gud. Men det skal stadig have en smag af kirkens område. Man kunne godt begynde sogneaktiviteterne med en salme, så man bliver ledt ind i det rum sammen med de andre fra byen.«

Samfundets forventninger til kirken er kirkens store chance

For Birgitte skal kirken vække til engagement, men uden at tale politisk. Kirkens budskab kan godt trænge ind og blive hørt alligevel: »Man ville nok løbe ind i problemer, hvis man udtalte sig direkte politisk fra prædikestolen. Men hvis man ellers hører kirkens budskab, kan man jo ikke undgå dernæst at vælge det rigtige: At du vil tage dig af din næste. Hvis du førte budskabet ud i livet, ville du tage imod de mennesker, der kommer til vores land, og behandle dem ordentligt. Og du ville sørge for, at de gamle bliver passet ordentlig på vores plejehjem, og at de fængslede får den hjælp, de trænger til osv. Det er jo alt sammen politisk, men det kommer indefra.« Birgitte sondrer mellem vores kulturelle arv og tidens politiske skel: »Den danske kultur er nærmest bygget op omkring De Ti Bud og

næstekærlighedsbuddet. Bevæger vi os derhen, hvis kirken sagde, at man ikke vil tage politisk holder vi os egentlig inden for kirkens rammer. udstukne regler på sig, når formålet er at passe Men så snart buddet om at hjælpe sin næste bli- på hinanden. Folk ville finde det usandsynligt, ver til konkrete sager, f.eks. hvor mange flygt- at man ikke kan finde ud af det i kirken, af alle ninge vi skal modtage, er vi ovre i politik. Det steder! Det skal vi som kirke tage som en komer en gråzone; for vi kan aldrig sige, at nu har vi pliment.« Allerbedst som vi står i det dilemma, delt hensynene og ressourcerne lige. Der vil al- at kirken måske bliver uretfærdigt behandlet i tid være en ny ›næste‹ at tage forventningerne om at oversig af.« holde love og regler, har vi Gråzonen mellem kirken og Kirken skal ikke lade være lige præcis chancen: politik er blevet tydelig und- med at tale om Gud, når den får »Så kan vi komme i gang med er den aktuelle corona-krise, mulighed for at blande sig med at tale med folk om kirken synes Birgitte. Hun har på det lokale kulturliv og kirkens budskab ud fra kirkens vegne mærket tyng- konkrete problemstillinger,« den af de restriktioner, der siger Birgitte og ser mulighepolitisk er blevet stukket ud, og hun reflekterer: der for, at kirken, selv i kaotiske situationer, of»Hvis der opstod smitte, der havde sit udspring fentligt kan få skabt større forståelse for, hvad under et foredrag i vores konfirmandstue, kun- den hviler på: »Det er ikke rimeligt, at kirken ne man frygte, at ansvaret ville blive rettet mod bliver bedømt hårdere på, hvordan den viser kirken, dvs. menighedsrådet. Samtidig var det samfundshensyn i forhold til andre offentlige tilladt i foråret, på trods af smittefaren, at samle steder. Hvis det så sker alligevel, har den en virflere tusinde mennesker til en demonstration kelig god anledning til at svare for sig og tale foran Christiansborg. Oven i det kom der for- højt om sit ståsted. Kirken består som udgangsbud mod at samles flere end halvtreds menne- punkt af mennesker, der er fejlbarlige som alle sker til en begravelse! Er det retfærdigt over for andre, og derfor overtræder den ikke regler og kirken, kan man spørge.« Og så alligevel: hensyn mere eller mindre end andre.« Under Kirken lever på, at ord og handling må hænge alle omstændigheder mener Birgitte Iversen nu, sammen: »Det er utrolig vigtigt, at kirken hold- at vi i kirken burde kunne finde ud af at tage er fanen højt og helst kommer pletfri gennem hensyn. Ikke af os selv, men »fordi kirken altid en krise. Hvis ikke engang kirken kan finde ud har en større værdinorm og et ›bør‹ at rette sig af at rette ind og tage de nødvendige hensyn, efter.« er det betænkeligt. Det ville være meningsløst,