Synligt og usynligt kirkearbejde er to sider af samme opgave

For sognepræst i Gørding, Pernille Plesner Troldborg, består kirkens arbejde af lige dele aktivitet inden for egne fysiske rammer og ›ude i marken‹ blandt de mennesker, vi er kirke for og sammen med. Kirkens budskab skal til enhver tid forkyndes i et væld af sammenhænge.

Kirke for alle

Kirken skal være et korrektiv til samfundets idé om, at vi hele tiden skal præstere, ikke begå fejl og have nytteværdi, mener Pernille Plesner Troldborg: »I kirken peger vi grundliggende på det enkelte menneskes værdighed. Vi kan være fælles om at forholde os til vilkårene ved at være menneske og bliver samtidigt holdt fast på vores ansvar.« Det gode budskab kan forkyndes på mangfoldige måder til mange tider. Kirken lægger ramme til gudstjenesterne om søndagen, kirkelige handlinger, familiegudstjenester, foredrag og koncerter. »Jeg synes, det er vigtigt, at vi har øje for alle de lejligheder i menneskers liv, hvor kirkens budskab kan forkyndes. Dåbsgudstjenester om lørdagen kan tage trykket af mange dåb i højmessen, og det giver mulighed for at tale evangeliet ind i netop den kontekst. En indledende dåbstale forud for selve dåbsritualet kan være med til, at forældrene og fadderne føler sig set og særligt tiltalt, og at resten af gudstjenesten måske i højere grad opleves som vedkommende.« Pernille oplever i disse år, at flere og flere gerne kommer og deltager i gudstjenester og kirkelige arrangementer, hvis de får en særskilt invitation: »Så opleves kirkegangen som legitim. En oplagt kirkelig legitimering er børnene. Børn trækker forældrene med, og en prædiken ud fra børnenes forudsætninger giver en åbenbaring af, at kirken kan tale til folk. At den faktisk har noget at tale ind i vores levede liv.« Modsat det målrettede blik på dem, der kommer til kirken om søndagen og ved særlige lejligheder, skal det usynlige kirkelige arbejde stå lige så stærkt. »Husbesøgene kan fylde meget, og det er en væsentlig måde at møde den enkelte på som både ›Pernille‹ og som ›præst‹. De personlige møder er ikke til at gøre op i arbejdstid og resultater, men skal anerkendes. Vi forlader vores kontor og går ind i menneskers stuer uden tanke på særlige målgrupper og behov.«

God tid til at undersøge vores kirkeliv

Der er en tendens til at spejle sig i præstens tro og præstens visioner for kirken. Men præsten

er ikke ene om at vide noget om, hvordan vi Den lydhøre kirke inden for skal udvikle kirken, så den opleves som sog- og uden for kirkens mure nets kirke: »Menighedsrådet skal have mange flere kræfter frigivet til at bidrage med visioner Vi skal spille sammen med det samfund, vi er om, hvordan den lokale kirke skal være. De skal en del af. De faglige og menneskelige ressourkunne udfolde deres ambitioner og visioner for cer ved kirken kan bruges ind i det omkringligkirken, for jeg tror absolut, at engagementet in- gende foreningsliv. »Vi kan vise, at en gudstjeden for sognets grænser er det, der driver folk neste f.eks. godt kan fejres i forbindelse med et ind i menighedsrådene. Deres holdninger til det verdsligt arrangement, som folk i forvejen har kirkelige skal bringes mere valgt til. Når vi har blik for, hvor og hvornår vi frem i lyset. Man må tage sig kan samarbejde med det øvden tid, det kræver at drøfte rige lokalsamfund, kan nogle aktuelle kirkelige temaer, så Vi skal prioritere tid til aktiviteter godt fungere mere de eventuelt kan udmønte sig at mødes om, hvorfor vi gør, ad hoc.« i lokale tiltag. Liturgisk for- som vi gør her hos os Det lokale menighedsråds andring er en måde, hvorpå involvering i aktiviteterne er vi kan markere, at vi fejrer en stærk garant for kontakgudstjeneste på vores måde i vores sogn,« siger ten mellem det kirkelige og det folkelige. Når Pernille. ›kirke‹ og ›folk‹ går op i en højere enhed, kan Hun vil egentlig gerne bevare den form og for- det give deltagerne en større frimodighed til trolighed, som Højmesse-ordningen lægger ned at være med - også når arrangementet foregår over kirkegængeren på bænken søndag formid- på kirkens grund. Skole-familie-kirke udgør en dag. Alligevel udelukker hun ikke, at man lo- solid trio. Pernille fremhæver dette samvirke, kalt kan introducere en ny, gennemarbejdet li- hvor kreativitet, livsoplysende undervisning turgi, f.eks. til nadveren: »Vi skal prioritere tid og almen dannelse i skole-regi møder eleverne: til at mødes om, hvorfor vi gør, som vi gør her »Det trækker automatisk forældrene med ind i hos os. Der er liturgiske forandringer en måde, kirkens ramme, når præsten er skolens aktive hvorpå vi fremover kan markere, at vi fejrer medspiller. Det er i det hele taget vigtigt, at kirgudstjeneste på vores måde i vores sogn. Ikke ken prøver at finde sin plads andre steder end alle menighedsrådsmedlemmer kommer med kun her på Kirkevej 22.« en lang forhistorie fra det kirkelige liv. Nogle Ved siden af de udadrettede aktiviteter i lokalhar måske andre dagsordener. De skal klædes samfundet ser Pernille et behov for fordybelse godt på, og det kræver længere samtaler over i den kristne tro. En slags konfirmationsforbetid.«

redelse for voksne kan vække lysten til at blive dig‹ fra Højskolesangbogen.« Spørgsmålet er, klogere på troen og dens praksis. Fysisk er kir- om vi lukker folks ører for kirkens budskab ved ken en synlig - nogle steder den eneste synlige at sige nej til en sang, som de godt kan forestille - bastion i sognet. »Det skal vi også markere på sig til lejligheden. »Jeg tror, at vi på den kirkeindholdssiden, ved at tale vedkommende om lige arbejdsplads kommer til at kæmpe med at troen. Den skal være inkluderende. Det gælder få folks goodwill, hvis vi konsekvent siger nej f.eks. der, hvor kristne fra andre kirkesamfund til deres ønsker,« er Pernilles vurdering. og andre sprog bosætter sig i et sogn, og Folkekirken da kan være med til at opfylde deres be- Foden i døren til det sekulære samfund hov for kirkeligt fællesskab, blot ved at iværk- Kirken skal ikke lukke sig om sig selv. Den har sætte gudstjenester på andre sprog.« Pernille bygningerne og ritualerne til at invitere det tror, at »vi nogle gange bare skal mødes og være sekulære samfund ind til fælles møder. Ribe åbne for at tænke anderledes. Domkirke kunne være stedet, Ved at bryde vanens magt og hvor Folkekirken og det ›ofde trygge rammer, f.eks. ved Vi kan vise, at en ficielle Esbjerg‹ mødes først at flytte gudstjenesten uden- gudstjeneste f.eks. godt kan i det nye år og fejrer nytårsdørs, opdager vi måske, at fejres i forbindelse med et gudstjeneste: »Vi må godt det inkluderer nogle andre verdsligt arrangement være dem, der ikke lukker os eller flere end dem, vi forven- om os selv, men sætter foden tede at se.« i døren til det sekulære samFællessang er med til at lægge troens ord i fund og får en røst dér. Det kan hjælpe på evnen munden på flere end blot præsten. Aktiviteter til at kunne se hinanden i øjnene og fremme den omkring salmer og sange er en forholdsvis sim- fremtidige samtale og et samarbejde, når man pel måde at skabe mening for folk på, fordi mu- som kirke og kommune har mødt hinanden sikken og ordene allerede leverer materiale til ved en gudstjeneste.« fordybelse. »Vi skal holde øjne og øre åbne for, Blandt andre udadvendte aktiviteter nævner hvilken musik og hvilke sange, der kan være Pernille: »Det ville være fremragende at kunne ønske om og anerkende, hvad der er vigtigt tilbyde teologisk voksenundervisning a la Teofor andre end os selv, f.eks. når en vielse skal logi for Lægfolk på stiftsplan med de teologiplanlægges. Hvis det betyder, at de også hører ske discipliner repræsenteret. Kunstmuseerne alt det andet, der bliver sagt og sunget ved den kunne danne ramme for konfirmanders udstillejlighed, og det taler til deres hjerter, er det fint linger. Mange i mine sogne er desuden glade for mig, at vi synger ›Du kom med alt det, der var for tv- og radiogudstjenester.«

Folkekirken kan udnytte mediebilledet og koordinere sin tale ind i verserende politiske og etiske debatter: »En gruppe præster kunne sammen få opgaven at tale ind i f.eks. MeToodebatten ud fra forskellige teologiske synsvinkler. Det skal ikke være Folkekirken som sådan, der mener noget, men med flere afsendere af et debatindlæg kan det afhjælpe trykket fra modreaktioner. Det kunne sættes i system, så vi ikke bare venter på at blive spurgt om vores synspunkter, men løbende lader kritiske stemmer, nuancer og de gode fortællinger fra Folkekirkens præster flyde ud og blande sig i mediestrømmen.« Medielandskabet byder på nye veje at gå: »Der udsendes podcasts og radioprogrammer med aldeles glimrende samtaler, der sætter ord på livet og troen. Hele den digitale platform skal kirken efter min mening drage endnu større nytte af, så vi når flest muligt med den kristne forkyndelse.«

Tradition og fornyelse

Pernille Plesner Troldborg mener kort og godt, at kirken skal være kirke til tiden: »Det vil sige, at kirken på én gang skal være genkendelig og åben over for forandringer og tiltag. Om søndagen kan vi i fællesskab være kirke; sætte os og høre »hvad Gud vil tale til os«, som det lyder i indgangsbønnen. Det kan få udtryk på mangfoldige måder alt efter sogn og menighed,« afslutter hun sine visioner for kirken med.