Hugger vi sten, eller bygger vi katedraler?

Overskriften dækker over to tilgange, som ikke står positivt stemt over for kirken. Men vi risikerer i vejen for hinanden. I hvert fald ikke for Sabina Bøg at havne i en lukket klub, som spreder utrygog Mogens Maagaard. De er kirke- og kulturmed- hed hos de andre, der ikke kender præsten, arbejdere i henholdsvis Sct. Jacobi Kirke i Varde og den faste menighed og kirkens budskab. BudZions Kirke i Esbjerg. Hun er bl.a. drevet af at iden- skabet skal stadig gå som en rød tråd gennem tificere målgrupper og tilbyde dem meningsfulde til- alle tilbud, men formidlingen og især graden af bud hver især. I centrum for ham står forkyndelsen forkyndelse kan der godt skrues på, når vi vil af alles uforbeholdne fællesskab med Gud. Begges vi- invitere ind.« sion for det gode arbejdsmiljø er Mogens Maagaard nævner kompromiser, nysgerrighed og så kirkens missionsbefaling: løsninger på tværs af kirkesyn. Gennem mere sparring på »Grundlæggende er Folkearbejdspladsen kan vi blive kirkens opgave at gå ud og Flere indgangsdøre til yderst fleksible forkynde evangeliet. Vi skal kirken at tage i ikke fokusere på, om vi kan »Vi er nødt til at gå i dybden blive enige med mennesker, med hele et menneskes liv og samtidig kigge der har et andet bibelsyn eller kirkesyn end os bredt ud på befolkningen, når vi vil skabe me- selv. Det er tværtimod befriende at lade Helligningsfulde møder med kirken,« siger Sabina ånden om at vise det sidste stykke vej til hjerBøg. Allerførst mener hun ikke, at 60-årige vil tet hos den anden. Det er den ekstra røde tråd, begynde at komme til kirken af sig selv: »Hvis kirken har i forhold til andre organisationer og de mennesker ikke op gennem deres liv har fået virksomheder, at alle ting kan åbne dørene til med, at kirken er et sted med mening for dem, kirken. Det kan være alt fra præstens dåbssamhar de allerede fundet meningsfulde aktiviteter tale i hjemmet til ældre-caféens medlemmer, andre steder. Dernæst er der i det brede per- der gerne vil ringe rundt til hinanden under en spektiv heller ikke to 30-årige eller to 60-årige, corona-nedlukning eller en smalltalk i døren til der er ens i livssituation og interesser.« kordegnekontoret med den muslimske kvinde, der skal have navngivet sit barn.« Så hvem vil vi gerne invitere ind hvornår og til hvad? Sabina erkender, at »vi er dygtige til at Et konkret sted at møde mennesker er i en diamålrette vores tilbud til dem, der i forvejen er log om den præstationskultur og søgen efter

effektivitet, der udfordrer os i dag. Sabina forestiller sig emner ud fra kirkens menneskesyn: »Hvad består mennesket af, har vi et åndsliv, og hvad kan vi så bruge det åndsliv til? Der er ikke ret mange steder, hvor man taler ind i åndslivet. Uden for kirken er det et tabu, hvordan det indre liv ser ud. Derfor skal vi holde døren åben ved at tale med folk om kirkens menneskesyn, men ved hjælp af en humanistisk sprogbrug.« Vi kan blive bedre til at udnytte de gode minikonfirmandforløb og fortsætte familiernes positive relation til kirken ved at gentage en indføring i kristendom for forældrene. Som kirke- og kulturmedarbejdere erfarer Sabina og Mogens, at præster dels er pressede på arbejdstiden og dels, at en måde at nedbryde blufærdighed over for kirke og kristendom på kan ske ved også at lade andre end præsten om at stå for det. Det minder dem om, at det psykiske arbejdsmiljø i Folkekirken trænger til et løft: »Præster og medarbejdere imellem skal vi endnu mere bruge af hinandens fagligheder og metoder og løfte hinanden frem i lyset, for vi kan bidrag forskelligt til den lange vandring med sognebørnene. Ingen af os er bedre end de andre i stand til at se den stærke røde tråd på den vandring, men vi kan alle i de små ryk gå med mennesker ud fra kirkens budskab,« siger Mogens. »Gennem mere sparring på arbejdspladsen kan vi jo blive yderst fleksible i, hvordan og hvornår vi åbner dørene til de enkelte sognebørn,« supplerer Sabina.

Flere skal eje noget af deres kirke

Evangeliet er for alle, og det skal helt ud. Men hvis man ikke møder sine lokale medborgere i kirken, kan man nemt få indtryk af, at den lokale kirkes tilbud er ligegyldigt. Man kan få den oplevelse, at det kunne være lige meget, hvor man bor, når man ikke ser sine naboer i fællesskabet. »Vi må være bedre til at give medejerskab til det fælles,« siger Sabina. »I dag vil folk have ›deres‹ eget lille område, som de skal føle et ansvar for, i stedet for kun at dukke op og være passivt modtagende ud over, når der skal synges. Vi skal give mange flere mennesker små overskuelige, velformulerede opgaver, der ikke koster for megen tid af dem. På den måde siger vi, at der er brug for netop dem.« Hun fortsætter: »Når det lokale foreningsliv langsomt dør ud, hvem skal så understøtte, at vi kan være fælles om noget? Folk vil egentlig gerne de folkelige fællesskaber, selv om de ikke melder sig til at sørge for, at det sker. Der i adskiller kirkens fællesskab sig ikke fra foreningernes. Forskellen ligger i, hvor meget ansvar der bliver skubbet over på folk for at deltage.« Mogens refererer så til Frans af Assisi om, at kirken mest skal arbejde med hænderne. »Kirken har siden dens begyndelse haft som opgave at handle mere end at tale. Vi skal være helt tydelige om, hvad vores særlige opgave er; hvad forskellen er på f.eks. kirken og bridgeklubben. Det kan vi gøre ved at fremme et ærligt

og autentisk miljø omkring kirken. Vi skal lade menigheden mærke, at vi som personer har en tro, men at troen heller ikke fritager os fra udfordringer og bekymringer. Derved lægger vi selv krop og forståelse til kirkens kerneværdier som omsorg og næstekærlighed.«

Et sted at gå hen med det svære

Flere diakonale opgaver, som kirken traditionelt har varetaget, er for længst blevet overtaget af velfærdsstaten. »Meget af det er så ved at blive skubbet tilbage i kirken igen,« pointerer Sabina: »Der ligger en konflikt i, at vi som kirke kommer til at skulle udmåle, ›hvor megen‹ næstekærlighed vi kan påtage os på bekostning af kommunens forpligtelser.« »Hugger vi sten, eller bygger vi katedraler?,« spørger Mogens videre. »Hvis kirkens berettigelse kun ligger i at overtage kommunens sociale opgaver, er det kun som at hugge sten. Han frygter, at næstekærligheden så bare bliver skåret ud i afmålte små bidder til få mennesker. Det har ikke virkelig vægt og værdi for kirken. Nej, for mig står og falder alting på, hvad vi lægger i billedet af katedralen. Et godt og håndfast udgangspunkt for det billede finder jeg i Kirkeministeriets Betænkning nr. 1477 fra 2006: Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. (…) Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave,« siger han. Sabina ønsker så, at kirken bliver konkret visionær, når det handler om ikke at overse nogle udsatte mennesker trods skarpe politiske prioriteringer. »Hvis vi ønsker, at det kristne menneskesyn skal have indflydelse på ting i samfundet, skal vi se på børnenes vilkår,« siger Sabina: »Når Folkeskolen bliver mere udsultet, kan vi risikere et samfund med mennesker, der ikke er vokset op med almene begreber som dannelse

og det hele menneske, men i stedet er præget af skolevæsen, der er baseret på De Ti Bud og kriet mere éndimensionelt og konkurrencepræget stendom,« siger Mogens. menneskesyn.« Om kirkens solide grund Begge mener, at der skal op- i samfundet siger Sabina: rettes gode kanaler til, at præ- »Sammenlignet med andre sterne i samlet flok kan offent- Der må Folkekirkens tage lande har vi herhjemme et liggøre deres kritikpunkter, sit kulturelle ansvar på sig og mindre polariseret samfund, så de får vægt og ikke bliver oplyse om, hvilken fælleskultur fordi Folkekirken er en bredt overset i enkeltstående og vi står på skuldrene af dækkende institution, hvor svære teologiske debatind- alle har plads. I USA er f.eks. læg. »Sidegevinsten er, at vi abort-spørgsmålet trukket får signaleret til de mange, der i dag er bange skarpt og unuanceret op, fordi det afhænger af, for at møde sorg og vil have diagnoser stillet for hvilken bestemt menighed og hvilket kirkesyn, hurtigt at blive mentalt ›fikset‹, at kirken er til man tilhører. Derimod - fordi den har et folkefor at lytte og støtte i at leve med det svære. Mu- ligt mandat - kan Folkekirken nå bredt ud, når ligheden for at blive lyttet til og at tale sammen den vil oplyse om emner som, hvad et liv er, og menneske til menneske uden for det tungere hvad demokrati betyder.« behandlersystem skal tales frem. Her er en størBåde Sabina og Mogens ser i disse år en meget re efterspørgsel, end præsterne kan nå alene. Vi formynderisk stat, der leder borgerne i frygt, er flere, der kan bære den opgave,« siger de to hvis de ikke adlyder den. »Frygten får os til at kirke- og kulturmedarbejdere. acceptere at blive ledet sådan, for at det ikke skal gå værre. Hvem skal så fortælle, at det nok Folkeoplysning om den fælles skal gå alligevel - at mennesket godt kan vælge kultur fra kristendommen sit liv selv?,« spørger Sabina Bøg. I det politiske system er der ikke rigtig plads Svaret er ligetil, ifølge Mogens Maagaard: »Foltil at tale om, hvilken livsetik og livsnorm, vi kekirken er det eneste sted, der har så tilgængeønsker i samfundet, mener Sabina og Mogens. ligt et tilbud om et uforbeholdent kærligheds»Der må Folkekirkens tage sit kulturelle ansvar fællesskab med Gud på baggrund af troen på på sig og oplyse om, hvilken fælleskultur vi står Jesus Kristus. »Det er det glædelige budskab, på skuldrene af. Den skal påtage sig den opga- som de begge gerne vil åbne mange døre til, at ve at formidle endnu stærkere, at vores værdier flere hører - uden om den frygt, som den politiog normer stammer fra kristendom og kirke - at ske verden og medierne kan sprede. vi f.eks. har et retssystem, et demokrati og et