Kirkens særkende skal fortsat kunne genkendes

Det folkelige og det kirkelige kan og skal ikke skilles ad, mener Lis Mærsk Staunstrup. Hun er menighedsrådsmedlem og kontaktperson i Varde Sogn. Man bevarer og genopliver det gamle ved at forny, men far med lempe! Langsomhed og omtanke er også en dyd.

Det identitetsgivende møde med kirken

»Hvordan kommer man til at møde kirken? Det kan man gøre ved at blive fortalt ind i den folkelige tradition - ved at leve sit dagligliv et helt konkret sted og lige nu, men med rødder og bevidsthed om det, der gik forud,« mener Lis Mærsk Staunstrup. Lis knytter i høj grad traditionen til familiens historie. De unge går sjældent selv hen og banker på kirkedøren. »Men jeg er ikke bange for, at vi laver for få aktiviteter for børn og unge. Kirken er der, når vi har brug for den. Det tror jeg, at de yngre generationer godt ved, når de på forhånd er blevet taget med ved de traditioner, hvor kirken har haft en plads i familien. Mange stifter også bekendtskab med deres lokale kirke gennem blandt andet minikonfirmandundervisningen.

Den lokale forankring er vigtig. Der bliver det Højmessen og ritualerne giver vores kirke.« Ganske vist er der en tendens til, oplevelse af at høre til at de store fortællinger, salmerne og den historiske bevidsthed fylder mindre hos folk. »Men »Det er ikke antallet af kirkegængere, der er det kradser man lidt i overfladen, tror jeg nu be- væsentlige - det er, at forkyndelsen finder sted,« stemt, at der er interesse for det,« siger hun. mener Lis. »Kirken er det sted i tilværelsen, hvor man kan komme, som man er uanset ens At dåbstallet falder, er konstaterbart på lands- stemning. Du skal heller ikke være en bestemt plan, men det har flere årsager: »Sammen- type eller præstere noget bestemt. Der er et fælsætningen i befolkningen lesskab, der samler os i noget forandrer sig, og med flere uden for os selv, og selvom ikke-kristne medborgere vil det give sig udslag i dåbstallene. Også den mere udbredte tanke blandt forældre Kirken har en væsentlig stemme at lade høre i hele identitetsdebatten vi ikke er ens. I kirken sidder der måske nogle, man er rygende uenig med politisk, men det er ikke væsentom, at barnet ikke skal dø- ligt. Der sidder måske også bes, før det selv kan tilvælge én, man ikke bryder sig om, det, spiller ind. I dag forventes vi som indivi- men der er plads til alle i kirkens fællesskab. der hele tiden at skulle skabe os selv. Vi træffer Her er det ikke er min egen ›skaben-mig-selv‹-valg, der definerer os og giver os en identitet. identitet, der er i fokus. Det er da aflastende! Alle forældre træffer hele tiden afgørende valg Kirken har en væsentlig stemme at lade høre for deres børn, men alligevel er dåben et sted, i hele identitetsdebatten, og det er min opfathvor flere og flere viger tilbage. I den bedste telse, at flere og flere får øjnene op for det.« mening,« siger Lis. Hun mener, at man, ud over dåbens gave i sig selv, »også snyder barnet for Lis forventer, at interessen for det, kirken taen historisk forankring. Det går glip af en større ler, vil komme til den enkelte drypvis, over tid: fortælling, det kan se dets eget liv og måske »Når vi lever livet og gør vores erfaringer med også slægtens fortælling i. Identitet handler i den store glæde eller med afmagten, da søger høj grad om relationer. Du har allerede en iden- vi kirken. Når vi ikke selv har ord, der rækker, titet gennem dine nærmeste relationer; og det har vi brug for ritualerne. De er slidstærke, og er nemmere at tabe identitet end at få sig en ny.« generationers erfaring har vist os, hvor vi kan gå hen, også selvom vi måske ikke slider kirkebænkene tynde hver søndag. For mig viser det,

at det folkelige og det kirkelige ikke kan skilles ad.«

Det, der foregår i kirken, er ikke en løsrevet museumsoplevelse med historieformidling, som vi Det ville dog ikke skade med en levende sam- kan komme ind og få en time om søndagen, slår tale om, hvad der er gudstjenestens særkende, hun fast. »Kirkegængere er ikke besøgende. Vi som får os til at gå til den igen og igen, vurde- får tværtimod en tiltale lige ind i det liv, vi lever rer Lis: »Liturgi-debat er en måde at værne om med hinanden. Derved bliver kirkens budskab gudstjenesten, især højmes- og ord aktuelle og kan refleksen. Så bliver vi mere klar tere tanker og strømninger i over, hvad der ikke behøver ... jeg er ikke bange for, at vi tiden og sætte en horisont. Vi at blive autoriseret, og hvad laver for få aktiviteter for børn skal både fastholde de betydder omvendt er uopgiveligt. og unge. Kirken er der, ningsmættede ord, som ikke Ændrer vi ved liturgien, æn- når vi har brug for den kan erstattes meningsfuldt dres teologien, så grundigaf andre ord, og vi skal også hed og omtanke er påkræ- finde det enkle sprog frem og vet.« lytte efter ord og begreber, der er oppe i tiden, så evangeliet til stadighed ›Need to have‹ og ›nice to have‹ forkyndes.« må afgøres lokalt Det betyder også for Lis, at vi ikke behøver at være mere bekymrede for højmessens fremtid Ingen kan undgå at se kirken. Den vil altid være end for kirkens aktiviteter generelt. Kirken åbplaceret et synligt sted nær, hvor vi bor. Samti- ner sig og tilbyder med sine mange forskelligdig er kirken også placeret i den enkelte fami- artede aktiviteter en dialog med tidens og menlie: »Mange familier har traditioner for, hvad neskers interesser. man gør ved særlige lejligheder. Det giver en genkendelighed i det kirkelige univers, selvom Uanset, om der ligefrem dukker en mulighed man flytter rundt i landet. Kirken sætter en op for at bygge et nyt sognehus tilpasset fremramme om vores liv, uanset hvor i landet det tidens kirkeliv, som nu i Varde sogn, er det de skete. Man kan ligefrem huske geografisk, hvor lokale forhold, der må afgøre, hvilke aktiviteter man var til en bestemt begravelse, et bryllup der giver mening. »Det er i hvert fald ikke op til osv. Det sted får man en særlig forbindelse til mig eller et tælleapparat ved kirkedøren at afsamtidig med, at det indgår i ens overordnede gøre, om det er ved højmessen, at berøringsflabillede af kirken,« siger Lis. den til lokalbefolkningen opstår og får værdi,

eller om det er ved foredrag f.eks. Men der skal at der er nogle ord og tanker at hente her, som være højmesse, og der kan budskabet sagtens man ikke kan få andre steder,« siger Lis. »Det bære sig selv. Resten kan være godt at have, skaber et rum for samtaler om det almenmenmen der er forskel på ›need to have‹ og ›nice to neskelige, som ofte kan være svært at finde i en have‹,« siger hun. hektisk hverdag.« En konkret opgave med at forankre kirken i lo- Hun forestiller sig, at der kan være vide grænkalmiljøet er at sørge for godt ser for, hvad man kan have samvirke mellem skole og af aktiviteter i sognehuset elkirke. Det er vigtigt, at den ... det er ikke sikkert, at man ler sognegården: »Alt, hvad kirkelige undervisning bliver skal fare ud og gøre en masse der ligger inden for den dantænkt med i skolernes ske- aktivistisk for at redde, ske lovgivning, er en sammaer. »Forkyndelse hører på hvad reddes kan tale værd. Hvis nogle finder ingen måde skolerne til, men noget så relevant, at det må et godt samarbejde om gode drøftes, skal vi gøre det. Der undervisningsmæssige tiltag, som Folkekirken skal ikke diskuteres politik direkte, men man tilbyder, er værdifuldt. I den anden ende af livet kan godt diskutere f.eks. opfattelsen af demofår kirken en kolossal tilknytning hos folk ved krati, åndsfrihed og ytringsfrihed, når bare man begravelser, for alle mennesker har deltaget i accepterer præmissen om, at man heller ikke eller kommer til at deltage i begravelser. Der uden for kirken behøver at være enige.« kommer kirken med sit, byen kommer med sit - Vi skal tage vare på vores kulturarv i og omet bysbarn er død - og de, der kendte den døde, kring kirken: »Bevaring er mest værd, hvis det kommer. Der sker en sammensmeltning af den historiske kan pege på nutiden og række ind enkelte, byen og kirken og dermed en oplevelse i fremtiden. Kirkegårdene er et sted at kunne af at høre til sognets kirke,« siger Lis. nytænke kulturarven, fordi de har potentialet til at kombinere deres egentlige formål med et Ligeværdige samtaler og kulturarv bredere perspektiv. Mange kirkegårde omdansamler os som kirke nes til et rekreativt rum for de levende også, og Der synes i tiden at være en voksende interesse det ville binde dem yderligere sammen med for at kunne tage del i den eksistentielle sam- byen,« siger Lis. tale. »Jeg tror, at kirkens budskab bliver efter- Fraflytning på landet er en udfordring for Folspurgt nu, fordi man har en fornemmelse af, kekirken. »Hvis præsten kommer for sjældent i

Lis Mærsk Staunstrup foran byggepladsen til Varde sogns kommende sognehus over for Sct. Jacobi Kirke sit sogn, fordi hun eller han skal dække mange sogne og ikke har mulighed for at involvere sig lokalt, ændrer det noget ved forholdet mellem kirke og folk. På landet er der lige så stort behov for præstedækning og kvalitet i den kirkelige betjening og i form af ressourcer til vedligeholdte kirker, dygtige medarbejdere, mulighed for at bygge til osv. - især, når kirken er det sidste samlende sted i sognet,« forudser Lis. »Det er vigtigt, at vi så vidt muligt bevarer kirken på landet, også selvom det vil kræve, at der skal nytænkes og forandres. Langsomhed er en dyd i Folkekirken, og det er ikke sikkert, at man skal fare ud og gøre en masse aktivistisk for at redde, hvad reddes kan. Det kan udvande og føre os på slingrekurs,« siger hun.

Det handler om genkendelighed

Genkendelighed og folkelig forankring er en ledetråd i Lis Mærsk Staunstrups visioner for Folkekirken. Genkendelighed i højmessen; genkendelighed i det sprog, kirken bruger for at tale dens budskab ind i tiden; genkendelighed gennem familiernes traditioner. Alt må kunne debatteres, og man bevarer og genopliver også ved at forny. Men som hun slutter af: »Vi er dybest set bare nogle, der forvalter noget, der allerede har været i gang i et par tusinde år, så i forandringer skal vi fare med lempe.«