Pingpong om sundhedsvæsenets diagnose, behandling og mulige helbredelse

Valget var lige ved at blive udskrevet. Og scenen kunne godt være hentet fra den senere valgkamps partilederrunder, hvor politikerne står ved hver deres høje bord og udlægger hver deres syn på samfundet. Her var det ikke hele samfundet, men dog en meget væsentlig del af det – sundhedsvæsenet – der skulle dissekeres.

Torsdag eftermiddag på FSTA’s årskonference er tidspunktet, hvor deltagerne så småt er begyndt at kigge hen mod aftenens festmiddag, der er et kærkomment og nok så vigtigt afbræk i alle de faglige udfordringer, som konferencen ellers byder på. Det sidste foredrag, inden det kulinariske og sociale tager over, kan derfor godt handle om emner, der ligger lidt i udkanten af, hvad medarbejdere i teknisk afdeling på et hospital behøver at vide alt om. Sidste års foredrag om øllets historie med tilhørende ølsmagning var et eksempel på det.

Emnet i år var dog særdeles relevant. Intet mindre end hele det danske sundhedsvæsen var på programmet. Til gengæld var formen lidt anderledes end de traditionelle foredrag. – Dette er 50 procent sjov og 50 procent faglig viden, sagde eftermiddagens facilitator, bestyrelsesmedlem i FSTA og sundhedsøkonom Michael Møller, da han introducerede panelet.

Varme eller kolde hænder? Ja tak!

Ligesom i en partilederrunde var panelet sammensat, så emnet blev belyst fra forskellige vinkler. Der var repræsentanter for både de ’varme’ og de ’kolde’ hænder,

Sundhedsøkonom Michael Møller, ingeniør Lene Stevnhoved, læge Torben Mogensen og sygeplejerske Annette Vogelsang Rieva.

hvis man defi nerer de to fl oskler som dem, der henholdsvis har kontakt med patienter, og dem, der beskæftiger sig med at planlægge, opbygge og drive sundhedsvæsenet. Men modsat i et panel af politikere havde kombattanterne ikke fastlåste holdninger til den ene eller anden håndtemperatur.

En psykiatrisk sygeplejerske arbejder naturligvis med patienter. Men med overbygninger inden for projektledelse og organisationsudvikling, byrådsarbejde i Hillerød Kommune og undervisning har Annette Vogelsang Rieva også fokus på det ’kolde’ og nødvendige maskineri.

Som læge og formand for patientforeningen Lungeforeningen har Torben  Mogensen altid patienterne i fokus, men som ivrig debattør i medier som Altinget har han ofte forsvaret de kolde hænder og blandt andet harceleret mod, hvad han kalder ”DJØF-bashing”.

Ingeniøren i trekløveret, Lene Stevnhoved, har ikke kun blik for mursten og andet ’koldt’. Hun var indtil for nylig projektchef i Center for Ejendomme i Region Hovedstaden, men hendes formandskab for Social-, ældre- og sundhedsudvalget i Solrød Kommune viser, at hun også brænder for ’de varme hænder.’

Plads til forbedringer hos væsenet

Efter at have diagnosticeret selve sundheden med ord som ”plads til forbedringer”, ”meget god – hvis man ser bort fra alle dem, der ryger og drikker for meget, hvis sundhed er elendig” og ”vel ok, men vi skal sørge for, at de mange ældre i fremtiden også forbliver sunde” kunne panelet gå videre til en snak om ’væsenet’. Debattørerne blev bedt om at kigge ti år frem og give sundhedsvæsenet anno 2032 karakter: – Om ti år vil vi have lavet nogle justeringer, men vi vil ikke have forandret sundhedsvæsenet afgørende, mente Lene Stevnhoved, der gav karakteren 5 på en 10-talsskala.

Torben Mogensen er ikke kendt for at lægge fi ngrene i mellem, når det gælder kritik af sundhedsvæsenet, og han lagde da også ud med at påpege, at ”det eneste, der kunne redde sundhedsvæsenet, var en pille, så folk kunne se tv og spise pommes frites uden at tage på og få dårligt kredsløb”. Han indrømmede dog, at han var blevet mere optimistisk om sundhedsvæsenets fremtid på det seneste og gav 2032-årgangen et 8-tal, der lænede sig op ad et 9-tal.

Annette Rievas 8-tal lænede sig til den anden side, og hun begrundede sin trods alt rimeligt positive karakter med, at vi i 2032 har lært selv at tage ansvar for vores sundhed, fordi der i sundhedsvæsenet er kommet langt mere fokus på forebyggelse. – Vi har fokus på et sundhedsvæsen – ikke et sygehusvæsen, lød hendes tiårsprofeti ultrakort.

Pengene på bordet

Og så kom pengene på bordet…

Michael Møller udfordrede paneldeltagerne ved først at tilbyde dem én million til forbedringer i deres eget sygehus og derefter 100 millioner til forbedringer i sundhedsvæsenet generelt. – Så… Hvad vil I bruge pengene til? lød spørgsmålet. – Det spørger du vel ikke en sygeplejerske om? replicerede Annette Rieva, som dog alligevel havde et svar på, hvad millionen skulle bruges til: Efteruddannelse og personalepleje, så arbejdsglæden kom tilbage, og færre sygeplejersker fl ygtede væk.

Både ingeniøren og lægen syntes at hygiejne var et godt område at investere en million i. Sidstnævnte mente endda, at manglende hygiejne var vor tids ”største trussel, bortset fra Putin” og foreslog en alarm, der bippede så højt, at den kunne høres på gangen, hver gang nogen glemte at vaske hænder efter et toiletbesøg. Det var faktisk afprøvet på Hvidovre Hospital, hvor Torben Mogensen tidligere var vicedirektør. Efter sigende fi k det dog en brat ende, da en overlæge kom ud fra toilettet og sagde, at der var noget, der bippede derinde, og at det skulle fi xes…

Konsensus – men for få penge

Der var en vis grad af konsensus om, hvad de 100 millioner kr. til sundhedsvæsenet generelt skulle bruges til. Forebyggelse er det vigtigste, og alle tre pegede på variationer over velfærdsteknologi, som er knyttet til patienten og både kan spare på de knappe ressourcer og give de patienter, der er sendt for tidligt hjem fra hospitalet, bedre livskvalitet.

Lene Stevnhoved, der nu arbejder i rådgivningsbranchen, mente dog, at beløbet var alt for lille. – Når vi konsulenter har fået vores 100 millioner, er der jo ikke mere tilbage, belærte hun de knap så regnekyndige i panelet og på tilhørerpladserne.

De glemte faggrupper

Det var så signalet til at få samtalen væk fra kolde kontanter og tilbage til de menneskelige ressourcer med hænder af diverse temperaturer.

– Der er mange faggrupper, som arbejder på hospitalerne, og vi skal alle sammen arbejde til gavn for patienterne. Men hvem er de vigtigste? Hvem er mest uundværlige? ville facilitator Michael Møller gerne vide.

Lene Stevnhoved greb bolden og talte varmt om, at djøf’ere og andre, som er med til at forme sundhedsvæsenet og få hospitaler til at fungere i virkeligheden nok var de mest uundværlige. I hvert fald var de de mest udsatte og glemte og fortjente derfor at få anerkendelse.

Nu kunne man måske forledes til at tro, at Torben Mogensen, der jo har anmeldt bøger og kaldt forfatterne for DJØF-bashere, ville være enig i dette synspunkt, men han fremhævede en anden faggruppe, der er ligeså glemt og usynlig: – Sekretærerne – dem der tager imod patienterne. Det første indtryk betyder mest, og det er dét patienterne lægger mærke til. Det betyder meget for hele opholdet og for deres forsatte brug af sundhedsvæsenet, sagde han og mente det.

Udvidede faggrupper og tak fra fl uen

Også Annette Rieva tog fat i de glemte faggrupper, men hun måtte dog løfte begrebet faggrupper op til et andet niveau, da hun pegede på ’de pårørende’. – De pårørende vil komme til at påtage sig fl ere og fl ere opgaver i sundhedsvæsenet – både med at passe folk i hjemmene og med at gå til hånde i hospitaler og institutioner, sagde hun og foreslog at bruge nogle af Michaels millioner på vingaver for at påskønne de pårørende, der i fremtiden bliver nødt til at træde til, hvis sundhedsvæsenet overhovedet skal fungere.

Der kommer naturligvis en lang række andre emner – også af de 50 procent med mere fagligt indhold – på dagsordenen, når et helt sundhedsvæsen skal diagnosticeres og kureres. I fl æng kan nævnes bæredygtighed, regionernes fremtid, nærhospitaler, private ditto, sundhedsteknologi og nemme spørgsmål som ”hvad er et godt liv?”…

Men dels kan sådanne spørgsmål ikke rigtig rummes i en lille fl ues hjerne, dels er der nu ikke mere plads i denne artikel.