Byggeriet af nye hospitaler kan lære af kunstmuseet Louisiana

Bygningskomplekset i Humlebæk blev skabt i dyb respekt for de landskabelige kvaliteter. Afvekslende, hyggeligt og en intim kontakt med den omkringliggende natur var et absolut fokus i 1950erne og udgør en stærk kontrast til de store sygehusbyggerier, hvor sådanne kvaliteter er blevet fortrængt

Der er en tankevækkende verden til forskel fra nutidens sygehusbyggerier og tilbage til dengang byggeriet af Louisiana tog udgangspunkt i en tom herskabsvilla i Humlebæk, som museets skaber, grosserer Knud W Jensen pladask faldt for og købte i 1955 for at virkeliggøre sin drøm om at skabe et nordsjællandsk kunstmuseum.

For ham gjaldt det om at lade villaen indgå i et omfattende museumsbyggeri og samtænke arkitekturen og naturen, så byggeriet kunne fremstå intimt og hyggeligt i samklang med både Øresundkysten og omgivelserne, der kom til at udgøre den smukke museumspark.

Modsat meget af det moderne hospitalsbyggeri, ønskede Knud Jensen at bevare stedets ånd og indrette museumsbyggeriet efter stedet. Museumskomplekset kom derfor til at slange sig på den store naturgrund og kantede sig udenom de store træer som den gamle, flotte mangestammede bøg, der stadig pryder museumsparken.

Som et ekko fra en fjern fortid stod kontrasten til moderne hospitalsbyggeri pludselig lysende klar, da Louisianas bygningsingeniør Anette Hansen, der har en fortid på Arken, holdt indlæg om skabelsen af museet og i sin gennemgang konstaterede: ”Det siges, at Knud Jensen og hans to arkitekter Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert i flere måneder gik rundt på stedet for at lytte til naturen og lade sig inspirere før de slog stregerne til de første bygninger.”

Indlæggets titel Louisiana Museum of Modern Art contra et hospital blev sat I relief, da Annette Hansen citerede Knud W Jensens tankegang fra projektets tilblivelse: ”Et kunstværk, et stykke arkitektur eller et landskab gør det ikke alene. Kun når der opstår en helhed, når kunsten, bygningsværket og landskabet forener sig og dermed forstærker oplevelsen, får vi denne næsten udefinerede fornemmelse, stedets ånd, og her er noget særligt.”

Vi lader citatet stå et øjeblik til ære for nutidens teknikere og entreprenører.

DATA

500-750.000 besøgende om året 10-12 særudstillinger om året 15-20 koncerter pr. år 14 teknikrum og 58 el-tavler 3 kølemaskiner 5 gasfyr En nødgenerator og et større antal UPS-anlæg Udskiftning af spots og glødelamper til LED Opgraderet BMS-system Nyt kontor/projekthus bygget som lavenergihus Installeret luftkvalitetsmålere i udstillinger Gamle designlamper ombygget til LED Lysstyring med Philips Dana Light Et fristed for byfolket

Nordgangen var det første byggeri ned til Øresundskysten øst for den diskrete herskabsvilla fra 1855. Glasgangen i fløjen, der stod færdig i 1958, kanter sig stadig forbi det gamle bøgetræ og forbinder naturen i parken med omgivelserne og kunsten indenfor.

Ideen var arkitektonisk også at skabe arkitektur oplevelser med afveksling og stemninger for de besøgende undervejs, hvor lavloftede mellemgange forbinder de store udstillingsrum. Der er både inde og ude havudsigt mange steder undervejs og døre til parken. Sidste del af Vestfløjen blev færdig i 1976 og er gravet ned i jorden, som sikrer et optimalt klima. ”Knud W Jensen tænkte Louisiana som et fristed, folk skulle væk fra byen, komme og slappe af. Han ønskede at skabe en ny måde at gå på museum på. En ting var kunsten, men den skulle også indeholde arkitektur, natur, film og musik, digtoplæsning og politiske debatter.

I 1976 fik Louisiana sin egen koncertsal med plads til 250 gæster og meget atypisk for tiden også sin egen café. Kritikerne mente det ville fjerne fokus fra kunsten, men Knud Jensen var ret ligeglad og mente Louisiana skulle være et udflugtsmål, hvor kunsten kun var en del af oplevelsen”, konstaterede Anette Hansen.

Byggeriet af den 1500 kvm. store Sydfløj startede i 1982 og fremstår i hvidmalede murstensvægge med ovenlys, der sikrer et fortrinligt flow af besøgende, når man bevæger sig rundt i komplekset. Arkitektonisk får man også oplevelsen af at befinde sig i et helt nyt område. I 1994 fik børnene deres eget børnehus i tre etager, der med sine buede former lov til at skille sig ud fra den japanske pavillonstil og modernisme.

I 1998 udvidedes butikken med 800 kvm. under terræn og bebyggelsesprocenten var ved at være nået, så i princippet stod Louisiana færdigt samme år.

På den 42.000 kvm store grund, er 30.000 brugt på park, hvor selve museet dækker 13.000 kvm. med 10.000 kvm. udstillingarealer. Louisiana har et lille hotel med 5 værelser, konferencefaciliteter til 150 og en koncertsal til 250 personer plus mange teknikrum.

Masser af indeklimaproblemer

Det oprindelige museum var meget afhængigt af et stort dagslysindfald og isoleringstandarden var nærmest lig nul. Det gjorde det umuligt at holde temperaturen stabilt på 20 grader og den relative luftfugtighed

Director Facilities & Security, bygningsingeniør Anette Hansen fra Louisiana, leverede et tankevækkende indlæg fra en svunden tid i 1950ernes efterkrigstid med diskret modernisme, præget af kvalitetsmaterialer og en byggeskik hvor afveksling, oplevelser i bygningerne og samklang med naturen var i højsædet, så kunsten kunne komme publikum i møde.

på 50 pct., som er et internationalt krav til opbevaring af kunstværker.

I 1990erne lagde museumsverdenen stigende vægt på opbevaringen, men det nybyggede Louisiana kæmpede i 1998 med kondens indvendigt på vinduerne, utætte tage, begyndende skimmelsvamp i udstillingsrummene og fik de første afslag på at låne værker.

Allerede i 2001 startede en større modernisering for at matche tidens krav. Der var brug for at optimere klimaet, brandsikre museet og øge sikkerheden, der blev en stigende trussel, da værkernes markedspris strøg voldsomt i vejret.

Alle eksisterende rør blev konverteret og nye sat op sammen med et nyt, effektivt ventilationsanlæg, så luftskiftet i udstillingsrummene kunne øges, undgå kondens og forbedre hele indeklimaet. Hele sikringen blev styrket med blandt andet gitter og alarm.

Der blev tænkt i sektionering for bedre at styre de enkelte lokaler, glasskydedøre og sluser indførtes som klimasikring, så man ikke kunne træde direkte ind i udstillingsrummene. Træ blev udskiftet med stål, men for ikke at ødelægge det arkitektoniske look i de ældste bygninger, blev det synlige træ saltvandsbehandlet, der kom varmetråde i ruderne og et utal af små teknikrum blev erstattet af få store.

Museet fik en ny kølecentral og lov til at etablere end 120 meter dyb boring for at pumpe grundvandet op som hjælp til kølingen. Det store luftskifte, affugtning og opvarmning til 20 grader gav stabilitet, men er dyrt i drift. Museets store dieselgenrator bruger 80 liter i timen og kan træde til ved strømnedbrud. I dag er klimaanlæg, lys, køl/varme og alarmer CTS-styret.

Selv om ny forskning og erfaringer viser, at kunstværker af lærred og papir godt kan tåle langsomme udsving, har museerne ikke ændret deres krav om konstant opbevaring ved en temperatur på 20 grader og 50 pct. luftfugtighed. Et grønnere Louisiana på vej

Med mere end en halv million besøgende årligt, er energiforbruget stort og ikke mindst dyrt, da kunstmuseet og tre magasiner bruger 200.000 kubikmeter naturgas til opvarmning, men forventer i nær fremtid at kunne blive tilsluttet fjernvarmenettet på to af dem, men der er først udsigt til at selve museet kan få fjernvarme i 2028.

Museet bruger 1,9 mio. kWh el årligt, men forbereder sig på at installere solceller på de tre eksterne magasinbygninger der har velegnede tagflader. Af hensyn til museets unikke arkitektur, er der i bestyrelsen ikke planer om at montere solcellepaneler på taget af museumskomplekset.

Louisiana arbejder hårdt på at få nedbragt sit CO2-aftryk og har indført LEDbelysning, bygget lavenergikontorer, opgraderet sit BMS-system og har installeret luftkvalitetsmålere, så luftskiftet kan reguleres i forhold til antallet af besøgende i bygningerne.

Efter at have læst om Rigshospitalets ombyggede køleprojekt, skal museet også have moderniseret sit køleanlæg med dette projekt som forbillede og forventer besparelser på både køl og varme qua mere intelligent styring. Den fysiske og elektroniske samt organisatoriske sikkerhed er styrket væsentligt.

Kunstmuseet betragtes som et hovedværk i dansk modernistisk arkitektur og kom til at hedde Louisiana, da den tidligere ejer af herskabsvillaen i Humlebæk, officer og hofjægermester Alexander Bruns tre hustruer, alle hed Louise og Knud W Jensen valgte derfor at bruge herskabsvillaens oprindelige navn Louisiana til sit visionære projekt.

Danfoss Fire Safety er en multinational virksomhed med hovedsæde i Danmark. Virksomheden udvikler og leverer højtryksvandtåge brandbeskyttelsessystemer under navnet SEM-SAFE® . Med højtryksvandtågeinstallationer i kommercielle og industrielle bygninger over hele verden, tilbyder vi mange konkurrencefordele gennem omkostningseffektive systemer, høj kvalitet og ydeevne. De fremragende egenskaber ved vandtågeteknologien gør SEM-SAFE® til det optimale valg for hospitaler, fordi det bidrager til en sikker evakuering af mennesker. På grund af de små rørdimensioner, den store dækning, det minimale vandforbrug og det kompakte design er SEM-SAFE® en effektiv brandsikringsløsning. Vi har årtiers erfaring med at levere højtryksvandtågeinstallationer til både nybygning og renovering af hospitaler. Derfor har vi både knowhow og færdigheder til at levere løsninger, der opfylder alle vores kunders behov med hensyn til bæredygtighed, æstetik og funktionalitet. Dette samtidig med, at vi sikrer overensstemmelse med lokale og nationale regler. Vidste du, at de danske supersygehuse i Aarhus, Odense, Køge, Aalborg og Gødstrup er brandsikret med SEMSAFE® højtryksvandtågesystemer? Oliver Bradley, Business Development Manager, oli@danfoss.com, +45 2486 4162 www.semsafe.danfoss.com