Forestillinger udskoling og ungdomsuddannelser 2022/23
FOR SKOLER
På Teater Nordkraft elsker vi at have skoleklasser i teatret i forbindelse med undervisning. At inddrage teater og drama i pensum er gavnligt for eleverne på flere punkter – både i forhold til den faglige og den personlige udvikling. Ser man en forestilling baseret på en kendt eller klassisk tekst, kan iscenesættelsen hjælpe eleverne med at analysere og forstå teksten på dybere niveauer, når handlingen udspiller sig lige foran dem. Alle sanser stimuleres og pludselig kan de både se, høre, lugte og føle karaktererne på nært hold. Teater vækker empatien hos tilskuerne. Vi kommer med helt ind i kernen af historien, ind i hovedet på karaktererne og ind i vores egne private følelser, når vi fortolker og reagerer. Live teater er også en form for dannelsesrejse. Hele oplevelsen af at komme ud i verden uden mor og far, og sætte sig ind i en teatersal, hvor man skal følge særlige regler. Her kan man ikke blive distraheret af Snapchat eller TikTok, man kan ikke scrolle videre hvis det bliver kedeligt eller ubehageligt, og man skal være stille af respekt for de andre publikummer. Samtidig lærer man nye ting om sig selv og sine klassekammerater, når oplevelsen efterfølgende skal fordøjes og diskuteres. Ingen oplevelser er 100% ens. Teater Nordkraft hjælper gerne med at inddrage teater i undervisningen. I samarbejde med Teatercentrum har vi udviklet seks små samtalehæfter, der
fungerer som guides til efterarbejdet med en scenekunstoplevelse. Her er der spørgsmål og øvelser, der går i dybden med alt fra den visuelle oplevelse til karakterarbejdet på scenen. 1 Den samlede oplevelse 2 Performerne 3 Fortællingen 4 Scenografien 5 Lyd og musik 6 Den eksperimenterende
Vi arrangerer også gerne rundvisninger eller artist talks i forbindelse med forestillinger. Ring eller skriv til os på skole@teaternordkraft. dk eller 98111666 og hør mere om muligheder og priser. Elever fra 7. klasse og op er altid velkomne til alle forestillinger på Teater Nordkraft – du som lærer ved bedst, hvad der passer til dine klasser. Men på de næste sider kan du se, hvad vi særligt anbefaler til de forskellige aldersgrupper. 45