
1 minute read
Lazarus
Ungdomsforestilling LAZARUS
En af de bedste danske ungdomsromaner genopstår på scenen
Bent Hallers mørkeste ungdomsroman ”Lazarus” fra 2012 er blandt de allermest læste bøger i folkeskolens ældste klasser.
Tvillingerne Aurora og Alwin kommer fra et rigmandshjem. Deres forældre har ægte kunst på væggene, og afholder exceptionelle middagsselskaber med kendte og magtfulde gæster. Tvillingerne slæber en duft af uopnåelig overlegenhed efter sig, overalt i den lille kedelige provinsby de bor i.
Aurora og Alwin er noget særligt, og de er uadskillelige. De tilhører hinanden med krop og sjæl; de er uløseligt forbundne, til hverdag, efter skole og i tankerne – de har ikke plads til andre, indtil drengen Lazarus dukker op... eller, det kalder de ham i hvert fald. Og Aurora forelsker sig hovedkulds. Alwin vil være med, og de tre teenagere starter en maskeleg hvor de på skift udgiver sig for at være hinanden; de går ind i mystikken og skifter køn og seksualiteter som det passer dem, og leger med deres identiteter og hinandens følelser.
INTERVIEW
”Lazarus har det hele; ubærlige følelser, kærlighed og jalousi, tvivl og mod. Det tilfældige møde danner baggrund for en rørende og kompleks fortælling om identitet, køn og seksualitet.
Bent Haller skrver nærmest scenisk, og jeg glæder mig vanvittig meget til at se, hvordan Teater Nordkraft indfanger relationen mellem Aurora, Lazarus og Alwin og de helt igennem fantastiske beskrivelser som: ”De næste dage gik hun i luften og på vandet, i skyerne og på duften af det nyslåede græs fra kompostbunken i havens fjerneste hjørne. Der lå en varm sommerdyne af dufte over huset. Hun følte sig som et menneske, der et kort øjeblik fik lov til at være en engel.”
Marianne Holst Hundebøl,
Pædagogisk konsulent CFU
Dramatisering og iscenesættelse: Maria Kjærgaard Sunesen Scenograf: Kathrine Gjerding Medvirkende: Jakob Hannibal og Lærke Schjærff Engelbrecht, mfl. Forestillingen er baseret på Lazarus af Bent Haller Udgivet af Gyldendal, produceret i samarbejde med Gyldendal Group Agency.
