Tanken #22

vel og have lykkedes mig at fordrive en vis Uro, men forstær ket vilde den vistnok være vendt tilbage som Feberanfaldet TA N K E N # 2 2 F O R Å R 2 0 1 9

TANKEN

#22 FORÅRET 2019

Filosofisk tidsskrift for studerende

efter Nydelsen af koldt Vand. Det, der egenlig mangler mig, er at komme paa det Rene med mig selv om, hvad jeg skal gjøre, ikke om hvad jeg skal erkjende, uden forsaavidt en Erkjenden maa gaae forud for enhver Handlen. Det komm er an paa at forstaae min Bestemmelse, at see, hvad Guddom men egenlig vil, at jeg skal gjøre; det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvi ken jeg vil leve og døe. Og hvad nyttede det mig dertil, om omslag 1

13/05/2019 11.12

Den toogtyvende tanke ForĂĽr 2019 Handling!

tanken22.indd 1

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

TANKEN er et tidsskrift med udgangspunkt i filosofistudiet på Københavns Universitet og udkommet to gange årlig, næste udgave er til efteråret 2019 TANKEN modtager gerne artikler, essays, anmeldelser, kritik o.a. på tankensredaktion@gmail.com, her kan du også skrive, hvis du vil annoncere TANKEN vil gerne takke SL fonden for støtte Læs tidligere udgaver og følg med i arrangementer og deadline for næste udgave på tankenonline.dk eller facebook.com/tankenonline Tryk: Campus Print Oplag: 200

Chefredaktion Elise Normann Malthe Majgård Nørbjerg Redaktion Alexander Nygaard Hummelmose Bodil Hvass Kjems Carl Luis Hvilsom Caroline-Imelda Sørensen Emil Gade Nielsen Jeppe West Larsen Jonas Dam Rasmussen Laurits Læssøe Fauli Line Rasmussen Magnus Sabroe Bjernemose Markus Gehlert Mikkel Walldo Layout Carl Luis Hvilsom Illustrationer Bodil Hvass Kjems Felix Azarov

—2—

tanken22.indd 2

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

ARTIKLER 7

Bedøvet i en verden af konstante indtryk Sara Rejaye Gryesten

10

Implikatur eller Implikation?

Jonas Dam Rasmussen

14

En tanke forankret i praksis Klara Sørensen

17

Et forsøg på en Arendtsk kunstteori Emil Meyer

20

Filosofi om handlinger: Intention formation og handlingskontrol Jelena Bundalovic

24

Om at gøre hvad man ikke kan Carl Luis Hvilsom

28

Arguments and Reality I. G. Norant

32

Forskningen på filosofi – et spotlight

42

10 hurtige med phd’erne Introduktion til Tankens nye podcast

44

TANKEN læser In Praise of Mathematics Ned på jorden Sådan ender demokratiet Tingenes mærkelige orden Først lærer vi økonomerne at kende

47

HOROSKOPER

52

TANKENS VALGTEST

—3—

tanken22.indd 3

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Handling!

LEDER

HANDLING! Ordet er pompøst, slagkraftigt og helt vildt flertydigt. Det passer umiddelbart bedre trykt med rød skrift og caps lock på en flyveseddel eller malet på et banner, end trykt på mat, cremefarvet papir af højeste kvalitet i et tidsskrift for filosofistuderende. Som du sidder nu, med Tanken i hånden, i din behagelige lænestol med en god kop kaffe, er du måske selv langt fra hvad, folk forbinder med handling. Så hvorfor gøre Handling! til tema for dette nummer af Tanken?

Det er populært at kræve handling, så populært at det er noget, der er enighed om blandt parter, der ellers er uenige om stort set alting. Således afslører en hurtig søgning på ordet “handling” på hvor tids mest benyttede kilde til erkendelse, Google, at så forskellige aktører som “politiker”, “pædagog” og “et medlem af taxinævnet i Aarhus” kræver handling. Lige såvel som “unge”, “paven” og sågar “Brøndby” samstemmer i, at handling skal der til – i rimelig forskellige sammenhænge, godt nok. Det er eksempler på, hvorfor handling er en svær størrelse at få greb om. Det er noget, vi har talt en del om på Tankens redaktion i forbindelse med valg af tema, og den samtidige meningsfuldhed og meningsløshed ved begrebet handling var for os en oplagt grund til at lægge det op til fri filosofisk fortolkning for bladets bidragsydere.

Motivationen for temaet kom desuden fra noget, der er lidt “closer to home”, fordi handling sommetider stilles op som et modstykke til tænkning, noget vi bryster os af at bruge en del tid på på filosofistudiet. Handling, som tema for et filosofisk tidsskrift, kan for nogen sikkert virke ironisk – for hvad har handling med filosofi at gøre? Aristoteles opdelte menneskets liv i det kontemplative og det aktive liv, og man støder i dag stadig på opfattelsen af denne dikotomi mellem filosofi og handling. Filosofi er tænkning, spekulation og kritisk stillingtagen til svære og komplekse spørgsmål, som er givet i en to og et halvt tusinde år gammel tradition af samme navn. Og filosofi ikke bare er sådan, men bør også være sådan. Tit møder man det synspunkt, at filosoffens dyd er at opholde sig ved den tænkning, som nødvendigvis må gå forud for handling, med en stolt insisteren på, at overgangen fra det ene til det andet er noget, nogle andre må tage sig af. Set i det lys synes handling som filosofisk tema at stå overfor et paradoks. Hvad er pointen med en filosofisk undersøgelse af handling? Bliver det ikke en smule ironisk at give en filosofisk opfordring til handling, hvis filosoffen nødvendigvis står stille, når hun gør det?

—4—

tanken22.indd 4

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Det virker som, at problemet handling vs. tænkning er et problem om en grænsetrækning. Hvad er overgangen – hvis der er nogen – mellem kritisk refleksion og handling? Er det at sætte sig ned og skrive en filosofisk artikel om handling fx. en handling? Går grænsen mellem ren refleksion og handling i noget så simpelt som at skrive tanker ned på papir? Et svar kunne være, at filosofien er handling i det den kaster noget ud, som den ikke længere har kontrol over. Om det er i form af talte eller skrevne ord, demonstrationer, debatter eller andet, er ikke så afgørende, så længe tænkningen sætter noget i spil, noget, der kan afstedkomme noget uforudset. I det du fx. skriver en filosofisk artikel, sender den til et tidsskrift og den bliver trykt, mister du samtidig kontrollen over din tænkning, fordi du udsætter den for andres blik, mulige kritik og videre tænkning.

Alle vores bidragsydere har taget det på sig som en opgave at give grundige, nysgerrige og ambitiøse undersøgelser af filosofien om det at handle. Ironisk nok har vi med et tema som Handling! altså produceret en diskussion af et emne, men dette har ikke, i forlængelse af det ovenstående, været på bekostning af handling. Det originale spørgsmål om grænsetrækningen mellem handling og tænkning giver derfor måske kun mening, hvis man opgiver forhåbningen om at kunne demarkere den med et stykke kridt. Det lader sig ikke gøre, hvis tænkning og handling altid trækker spor af og indeholder kimen til hinanden. Bidragene vi har modtaget vidner om mangfoldigheden af bud på, hvad handling indebærer – dette er ét bud herpå.

Karakteren af de bidrag, vi i denne omgang har modtaget, har imidlertid, for at sige det mildt, overrasket os meget. Givet temaet og den omstændighed, at vi havde citeret Marx i vores call for papers, havde vi forventet meget eksplicit politiske bidrag. Meget få bidrag af sådan karakter er det imidlertid blevet til, hvoraf ét endda handler om ikke at handle, som det etisk mest forsvarlige i forhold til klimakrisen. Derimod har vi modtaget bidrag om kunst, bevidsthed, uenighed, argumenter og virkelighed, og derudover et kreativt bidrag i form af et fotografi. Omend vi er overraskede, er vi også glade for og stolte over, at vores medstuderende har haft lyst til at fortolke temaet i så vidt forskellige retninger. Vi takker til alle, som har bidraget til indholdet af denne udgave af Tanken.

I forlængelse heraf har vi på redaktionen haft det som ambition at gøre denne udgaves indhold mere studienært, hvilket bl.a. er sket i form af et omfangsrigt forskerinterview. Medlemmer af redaktionen har i måneder arbejdet for at komme grundigt til bunds i, hvad de enkelte forskergrupper på afdelingen for filosofi beskæftiger sig med, og har på baggrund af dette udformet en lang artikel, som skal give overblik over de muligheder, der er for at stimulere sin filosofiske interesse i de forskergrupper, der er her på stedet. Det er et stærkt stykke arbejde, som vi er stolte af at kunne præsentere.

Læn dig derfor trygt tilbage og hengiv dig til tænkning over Handling! i denne toogtyvende udgave af Tanken. God læsning.

—5—

tanken22.indd 5

13/05/2019 09.45

tanken22.indd 6

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Bedøvet i en verden af konstante indtryk ARTIKEL – af Sara Rejaye Gryesten

Det er blevet sværere at fokusere. I hvert fald for mig. Jeg har efterhånden alt for mange muligheder ved hånden til at kunne gøre bare én ting. For jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Jeg scroller gennem mit Facebook-feed og ser artikler fra Politiken, livestream fra demonstrationer, billeder af min venindes nye lejlighed. Jeg ser alt det her, men jeg ser det ikke. Det er blevet en slags baggrundsstøj, noget, som jeg passivt oplever uden at erfare, og som derfor kommer til at fremstå ligegyldigt for mig. Der er demonstrationer, jeg burde deltage i, artikler, jeg burde forholde mig, veninder, jeg burde skrive til. Men jeg gør det ikke. Jeg føler mig handlingslammet af alle indtrykkene. Hvorfor har mulighederne kun gjort mig mere passiv? Her kan Walter Benjamin måske hjælpe med at finde svar.

Et fysisk indgreb I sit essay Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder undersøger Benjamin følgerne og potentialet af den teknologi, der sprang op i hans samtid.

Benjamin mener, at den teknologiske reproduktion er revolutionær for kunsten, for med den forfalder kunstværkets her-og-nu – dens aura (Benjamin 1998, 132). Aura er kunstværkets unikke eksistens på det sted, hvor det befinder sig. Det peger på værkets aktuelle position, og tydeliggør relationen mellem værk og tradition. Hermed får værket en symbolsk værdi, da det repræsenterer en tabt tid, og aura giver da mulighed for en kultisk tilgang til værket. For at

have kultisk værdi og være del af et ritual, kan værket ikke være frit tilgængeligt, det må have en uopnåelighed ved sig (ibid., 138-9). Det auratiske værk retter sig derfor kun mod den enkelte betragter.

Men med reproduktionen af teknologiske værker som film og fotografi forsvinder værkets symbolske værdi. Filmen har ikke et her-og-nu, da den er masseproduceret, så man kan ikke tale om kopi og original (ibid.,w 134). Værket kan derfor ikke fungere som genstand for kultisk dyrkelse, og behøver ikke at være skjult. Det reproducerede værk kan udstilles offentligt og henvende sig til et massesubjekt. Filmen bliver vist i biografen – ikke for den enkelte men for mængden.

Her har filmen evne til at trænge ind i beskueren, hvilket maleriet ikke har. Benjamin beskriver forskellen ved at sammenligne kameramanden og maleren med kirurgen og magikeren (ibid., 148). Når magikeren skal kurere en syg, lægger hun blot sin hånd på den syge, og begrænser kun en smule den naturlige distance imellem dem. Kirurgen trænger derimod ind i patientens indre, så afstanden mellem patient og kirurg bliver næsten ikkeeksisterende.

Ligesom magikeren holder maleren en afstand til det, hun maler, og hun skaber derved et totalbillede, som man kan betragte med samme distance. Filmen bliver derimod vild og fragmentarisk, for ligesom kirurgen forholder kameramanden sig til objektet gennem et indgreb. Gennem kameraet trænger hun sig ind i det, som bliver filmet.

Den ekstreme nærhed skaber en visualitet, hvori

—7—

tanken22.indd 7

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

filmen griber os på en næsten fysisk måde. Når massesubjektet ser film i biografen, sker der en simultan kollektiv reception, som Benjamin sammenligner med at træde ind i en bygning (ibid., 149). Kollektivt bevæger publikum sig ind i materiet, og det har lige så lidt kontrol over filmen, som det har over bygningen. Når man betragter et maleri, har man tid til eftertanke og fordybelse, men det er ikke muligt, når man ser film. Publikum træder ind i et rum, hvor alt er i bevægelse, og man dænges af indtryk, som man ikke kan nå at reflektere over, før de forsvinder og erstattes af nye. Den intense overflod af indtryk er det, som skaber filmens chokvirkning.

Bevidstheden som pirringsskjold For bedre at forstå chokvirkning må man forstå det, som Buck-Morss i sin artikel ”Æstetik og anæstetik” kalder Det synæstetiske system. Det synæstetiske system afbilder et møde mellem ydre sanseindtryk og indre erindringsbilleder, hvor vores nervesystem er sårbar for ydre stimuli (Buck-Morss 1994, 86).

Chokvirkning skal derfor læses som en neurologisk konsekvens af ekstreme stimuli, der kan traumatisere betragteren.

For at afværge chok tager vores bevidsthed derfor funktion af et skjold imod ekstreme indtryk, så vi undgår det, vi ikke kan klare (ibid., 60). Benjamin trækker her på Freuds forståelse af bevidstheden som et pirringsskjold, der skal afværge chok, der kan traumatisere. Bevidstheden sørger for at gøre hændelser, som skaber chok, ufarlige ved at få os til at betragte hændelsen passivt uden refleksion (Benjamin 1996, 132-4). Når vi ikke reflekterer over hændelsen, undgår vi nemlig at reflektere over de utallige indtryk, som møder os.

Freud skabte teorien med tanke på granatchok, som traumatiserer soldater, men med Benjamin ser vi krigsneurosen som norm i det moderne liv (BuckMorss 1994, 60). Vores sanser bliver konstant udsat for chok, for vi møder for mange indtryk til, at vi kan nå at danne os et helhedsbillede. Hvert indtryk forekommer derfor gentagende, og det opsluger os i en ligegyldighed overfor omverden, så vi bliver dovne og apatiske (Benjamin 1996, 125). Benjamin bruger Baudelaires beskrivelse af mængden som eksempel på dette. I Baudelaires beskrivelse af storbymængden er mængden ikke en masse men et mylder af forbipasserende – af indtryk, der overrumpler os, og som får os til at falde længere ned i ligegyldighed, da vi forsøger at undgå chok (ibid., 137). Ligegyldigheden

kommer fra den enorme mængde af usammenhængende indtryk.

Vi kan ikke nå at forme alle oplevelser i vores erfaring som en sammenhængende kæde af begivenheder uden at blive udsat for chok, så i stedet bliver vores perceptioner til flygtige oplevelser. I Baudelaires mængde f.eks. er hvert indtryk en isoleret oplevelse, og vi får derfor ikke en samlet erfaring af mængden.

For at undgå chok sammensætter vi ikke størstedelen af vores perceptioner i en helhed. I stedet befinder vi os i et hav af flygtige oplevelser, der er isolerede fra hinanden, og vi bliver dermed fremmedgjort fra vores egne oplevelser.

Anæstetisering af masserne Ifølge Buck-Morss er det synæstetiske systems opgave derfor blevet omvendt. I stedet for at skabe et møde mellem de ydre sanseindtryk og de indre erindringsbilleder, bedøver systemet vores sanser og fortrænger vores erindringer for at undgå chok og ekstreme stimuli (Buck-Morss 1994, 61). Det synæstetiske system er blevet et anæstetisk system. Vi bombarderes med fragmentariske indtryk og perciperer derfor så meget, at vi slet ikke perciperer noget.

Det er ikke langt ude at se en politisk funktion i anæstetiseringen af masserne. Når vi bedøves af indtryk, ødelægger det vores evne til at reagere politisk – vi følger bare med den politiske agenda uden at reflektere over dens betydning.

Den funktion øges idet, der i bymiljøet dukker fantasmagorier op – opstillede illusioner, som har til formål at anæstetisere folk ved at oversvømme sanserne. Buck-Morss beskriver fantasmagorier som en teknoæstetik, der skaber en omverden, som manipulerer vores synæstetiske system. Som et eksempel på en fantasmagori er butikspassagerne, der fanger os i en fantasiverden af vinduesudstillinger, som giver illusionen af en overflod af varer (ibid., 63). Det er en kollektiv bedøvelse, som gør anæstetiseringen til social norm. Med sin enorme mængde af smukke indtryk anæstetiserer fantasmagorien os, og kulturen kan på den måde henvende sig til et publikum, som kan betragte men ikke reagere, og der kan da skabes et middel til social kontrol.

Virkeligheden er et bedøvelsesmiddel. Ved at få mig til at leve i fantasmagoriens komfort, er min krop blevet en genstand, som er adskilt fra min sårbarhed. Jeg er blevet et legeme, der følger normen, så jeg ikke skal lide under den moderne teknologis

—8—

tanken22.indd 8

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

chok. Smerten ved at leve i et sådan samfund er derfor bare noget, jeg betragter, som var det en illusion.

Vi handler ikke kritisk, vi reflekterer ikke, vi følger den sociale norm.

Filmens tabte potentiale?

Benjamin mener, at filmen har mulighed for at vække os fra vores bedøvelse. Film kan nemlig konfrontere os med chokvirkning og modernitetens problemer.

Filmkunsten svarer nemlig til de farer, vi møder i virkeligheden – de uendelige indtryk, den kollektive bedøvelse, tabet af kontrol – og ved at udsætte os for chok i filmen, kan vi blive trænet til virkeligheden.

Vi har vænnet os til at ignorere vores eget advarselssignal, og filmen har potentiale til at bryde igennem vores pirringsskjold, så vi igen kan sanse verden.

Den kan mobilisere masserne og tvinge os til at blive kritiske (Benjamin 1998, 156).

For at forstå hvordan filmen kan få os til at blive kritiske, kan man sammenligne filmen med Benjamins forståelse af Brechts episke teater. Brechts episke teater bliver beskrevet som anti-aristotelisk, da det gør op med idéen om, at teaterstykket skal have spændingsopbygning, der ender med konfliktløsning. I stedet skaber Brecht en sporadisk opbygning.

Han lader forskellige situationer udspille sig, og situationerne forbliver separeret fra hinanden gennem forestillingen. Ved at benytte sig af det episke teater ødelægger Brecht derfor illusionen om en helhed, som det aristoteliske teater opretholdte, og det skaber en kritisk attitude hos publikum (Benjamin 1992, 38). Ved ikke at skabe en sammenhængende handling, men en serie af fragmenterede indtryk, mobiliserer Brecht publikums dømmekraft, så de opdager fragmentationen i forestillingen og omverden.

Pga. filmens evne til at skabe et kropsligt indgreb og opsluge publikum, har filmen i endnu højere grad potentiale til at mobilisere. Filmen har mulighed for at opsluge masserne i flygtige og isolerede indtryk, som gør os opmærksomme på de flygtige og isolerede indtryk, som bedøver og kontrollerer os.

mig selv. Når jeg streamer en film hjemme, kan jeg mærke min mobil vibrere i min lomme, og jeg ved, at med en tryk på en knap kan jeg se noget andet. Jeg er derfor også blevet mere utålmodig, når jeg ser film, og ser sjældent film, der rent faktisk prøver at udfylde deres potentiale. I stedet ser jeg film og serier, der er del af fantasmagorien.

Jeg undgår film, der udfordrer, men bruger film og serier som afslappende underholdning. Jeg døser hen til en serie, jeg allerede har set, som giver mig billedet af en sammenhængende verden, og som jeg kan betragte uden refleksion. Filmen kan måske få mig ud af min handlingslammelse, men det kræver, at jeg giver mig selv plads til at blive grebet, og det har vist sig at være en større opgave, for jeg er træt, og der er Friends på Netflix.

LITTERATUR Benjamin, Walter, 1992 [1938]. Understanding Brecht. 1. Udg. Verso.

Benjamin, Walter, 1996 [1939]. Fortælleren og andre essays. 1. Udg. Gyldendal: København.

Benjamin, Walter, 1998 [1936]. Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder. 1. Udg. Medusa.

Buck-Morss, 1994 [1992]. Æstetik og anæstetik. 1.

Udg. Medusa.

Cassegard, [1999], Schock and modernity in Walter Benjamin and Kawabata Yasunari. 1. udg. Routledge.

Så hvad er der sket? Det er 83 år siden, Benjamin skrev om filmens potentiale, og teknologien har udviklet sig langt siden da. Den teknologiske reproduktion er blevet endnu mere ekstrem med tjenester som Youtube, HBO og Netflix, og det må have en forskel i den måde, vi ser film på. I biografen er jeg taget ud af min hverdag, jeg er sat i en mørk sal, og jeg glemmer

—9—

tanken22.indd 9

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Implikatur, implikation og giftige diskussioner ARTIKEL – af Jonas Dam Rasmussen

Hvordan kan det være at det nogle gange virker helt umuligt at stable en konstruktiv debat på benene? Hvorfor synes denne umulighed at knytte sig til nogle bestemte emner og hvordan sikrer vi os at vi indgår i debatter på den mest konstruktive måde?

Med lidt hjælp fra sprogfilosofien kan vi finde (en del af) svaret til alle tre spørgsmål.

I megen klassisk sprogfilosofi bestemmes betydningen af et udsagn ved dets sandhedsbetingelser, dvs. ved de omstændigheder under hvilke det er sandt.

Så udsagnene “Der er et æble på bordet” og “Bordet har et æble på sig” betyder det samme, fordi sætningerne er konstrueret på en sådan måde, at de begge er sande, hvis og kun hvis der er et æble på bordet.

Sætningernes sandhedsbetingelser bestemmes af de konventionelt bestemte indgående ords betydning og sætningsstrukturen. Vi kan kalde denne første forståelse af et udsagns betydning for udsagnets bogstavelige betydning.

I tillæg til et udsagns bogstavelige betydning ligger også udsagnets implikatur.

Et udsagns implikatur er den betydning udsagnet får i kraft af, at vi kan regne med, at modtagerne er vant til at se vores udsagn som udtryk for nogle bestemte intentioner. I de fleste samtaler vil disse intentioner være et udtryk for et ønske om at være informativ og kortfattet, men i andre samtaler kan

intentionerne være et udtryk for ønsker om f.eks. at anerkende, smigre eller vildlede.1 Grunden til at udsagn har implikatur i kraft af modtagernes forventninger til os er at modtagerne kan sige noget i stil med: “Det havde ikke været informativt (...anerkendende, smigrende, vildledende, etc.) at udtale x, hvis ikke udtaleren tænkte y.” Jo mere trivielt eller åbenlyst falskt et udsagn er, desto mindre grund har du tilsyneladende til at sige det, du siger, og desto mere siger det derfor, at du alligevel siger det, du gør.

Så når et forældrepar spørger skolelederen, om hvordan det går med deres datter, og han svarer “Ja, det er jo ikke fordi jeres datter er blevet smidt ud af skolen” kan forældrene sige til sig selv “Det havde ikke været informativt for skolelederen at sige det, han gjorde, hvis ikke han tænkte, at der havde været en risiko for, at datteren blev smidt ud.”, og derfor er implikaturen at det går dårligt med datteren.

Den væsentligste pointe ved min skelnen mellem bogstavelig betydning og implikatur er at mens din forståelse af den bogstavelige betydning kun afhænger af dine sproglige kompetencer (dit kendskab til de konventioner, som styrer hvordan specifikke ord og deres sammensætning bestemmer et udsagns sandhedsbetingelser), afhænger din forståelse af implikaturen af udtalerens (relevante) formodninger, intentioner, holdinger, etc.; Kort sagt - af hele din idé om udtalerens mentale tilstand. Sagt med andre ord:

— 10 —

tanken22.indd 10

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Hvis to personer ellers taler samme sprog kompetent nok, forstår de den bogstavelige betydning ens. To personer forstår kun implikaturen ens, for så vidt de har en tilstrækkeligt lignende model af udtalerens mentale tilstand.

Vi har nu et værktøj til at forstå hvordan misforståelser kan opstå; Har man et tilstrækkeligt misvisende billede af sin samtalepartners mentale tilstand, misforstår man hvad, det er ens samtalepartner vil med sine udtalelser, og dermed udtalelsernes implikatur.

I den politiske sfære kan dette stå i vejen for en konstruktiv debat.

Hvis vi gerne vil sikre en konstruktiv debat, skal vi selvfølgelig ikke sige alt bogstaveligt. Det ville være kedsommeligt og omstændigt, hvis ikke umuligt - så længe sproget bruges til noget, og folk tænker over, hvad det bruges til, er implikaturer uundgåelige. Når man snakker i et forum med så bredt et publikum som den offentlige sfære, vil der derfor altid være nogle, som forstår dine udsagn som de er ment, og nogle som ikke gør. Det man kan sikre sig er, at dette skel ikke går samme sted som skellet mellem de folk der er hhv. enige og uenige med en.

Det gør det desværre ofte; Det burde ikke komme som nogen overraskelse at folk med forskellige politiske holdninger, med forskellige samfunds- og menneskesyn, modellerer andres mentale tilstand tilstrækkeligt anderledes til, at de kan opfatte det samme udsagns implikatur forskelligt. I udgangspunktet går det forståelsesmæssige skel altså langs det politiske, og det kræver derfor en aktiv indsats at undgå dette.

Vi er ikke nødvendigvis opmærksomme på, at vi kun taler til dem, vi er enige med, eller at vores implikaturer ikke opfattes som de er ment. Selv oplever jeg kun at være opmærksom på min brug af implikaturer, når jeg virkelig gør en bevidst indsats for at lege med sproget. Resten af tiden kommer brugen af implikaturen fuldstændigt naturligt. Skolelederen har næppe tænkt, at han kunne sige det, han sagde, fordi forældrene så kunne tænke sig frem til hvad, det var han mente. I dagligdagen har vi sjældent brug for mere end en intuition, der siger “yay” eller “nay” til de udsagn, vi kommer på, alt efter om vores hjerne finder dem passende at sige eller ej. Vi slutter os automatisk fra vores egen sind til andres og forventer, at vores måde at se verden også er den måde andre ser den på, og at de derfor burde tænke “yay”

og “nay” på samme tidspunkt som os selv, givet de er enige med os om bare de mest åbenlyse sandheder.

Det er en kedelig og gennemtæsket, men sandfærdig, kliché at den måde vi ser verden på er mere subjektiv, mere bestemt af vores egne omstændigheder, end vi ofte går og tænker. Vores egen perspektivistiske oplevelse af verden behøves dog ikke udmønte sig i uenighed, men når vi snakker med nogen, som vi tilsyneladende er stærkt uenige med, kan dette betyde at vi ikke ser hvor enige, vi egentligt er; Vores hjerner siger “yay” og “nay” til forskellige udsagn, ikke fordi vi er uenige om det vi diskuterer, men fordi forskelle i den måde, vi ellers opfatter verden på kommer til udtryk i forskellige opfattelser af implikaturerne af de udsagn, vi siger “yay” og “nay” til.

Tænk bare på når nogle feminister siger, at der er mere end to køn, og nogle, ofte alt-right, personer, kalder dem “faktaresistente” eller lignende. Det, ‘antifeministerne’ misforstår er venstrefløjens ønske, om at anerkende folk der ikke passer ind i den normale kønsindeling, og - fordi antifeministernes ikke genkender dette ønske hos dem selv - fortolker de venstrefløjens budskab som værende i modstrid med den tilsyneladende åbenlyse sandhed, at enten er du født med to x-kromosomer, eller så er du ikke.

Denne ‘åbenlyse sandhed’ er reelt ikke nogen sandhed - man kan godt være født interkønnet - men det er heller ikke pointen for antifeministerne. Pointen for dem er at værne mod ubegrundede angreb på en lingvistisk og administrativ praksis, som tager udgangspunkt i en forsimplet, omend brugbar, opdeling af befolkningen. De to parter er selvfølgelig ikke enige om det som, takket være deres brug af implikatur, får dem til at virke uenige om antallet af køn - nemlig hvilke ulejligheder (eller hensyn), man skal gøre sig for at anerkende interkønnede. Dette sidste spørgsmål har sin rod i komplekse spørgsmål om identitetsdannelse, diskrimination, lingvistisk effektivitet og meget mere, og kommer sjældent til udtryk i debatten, fordi parterne har for travlt med at blive sure over det, den anden ikke mener.

Når en af parterne giver et forsøg på at forstå hvorfor modparten siger det, han/hun gør - et forsøg på at give en model af modpartens mentale indhold, som kan forklare modpartens udtalelser - tager forsøget som regel udgangspunkt i politiske floskler; Man tager udgangspunkt i de fjendebilleder, der bliver tegnet i polemiske taler og alternative nyheds-

— 11 —

tanken22.indd 11

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

sider. Jo mere idiotisk et fjendebillede, man tager udgangspunkt i, jo mere (tilsyneladende) latterlige udtalelser kan man forklare hos sin modpart.

Det er f.eks. derfor at der ofte, i kønspolitiske debatter, bliver hæftet noget karikeret socialkonstruktivisme på feminister; hvis man tror at ønsketænkning er virkelighed, så kan folk der ønsker at være et tredje køn godt være det. Sagt med andre ord: Feministens modstander kan tænke “det havde ikke været sigende at udtale ‘der er mere end tre køn’ hvis ikke feministen var en naiv socialkonstruktivist.”

Fejlfortolkningen af implikaturer er selvfølgelig ikke noget der hører til den ene eller anden fløj. Nogle feminister tror at når nogen ikke vil kalde sig selv feminist siger de også at de ikke går ind for ligestilling. Personens tilsyneladende rystende udtalelse er selvfølgelig ikke et udtryk for sexisme, men et udtryk for et ønske om at distancere sig fra de udtalelser som moderne feminister kommer med – udtalelser som personen formentlig selv har misforstået.

Implikaturer fordrer misforståelser og får os til at se vores modstandere som karikaturer – Det burde være galt nok, men det bliver værre endnu. De fortolkninger som vi skaber på baggrund af vores misforståelse af modstanderens brug af implikatur bliver hurtigt selvforstærkende. Dette sker fordi de modeller af vores modstanderes mentale indhold som vi skaber pga. deres uforklarlige udtalelser selv har indflydelse på hvordan vi fortolker fremtidige uforklarlige udtalelser. Hver gang vi hører en udtalelse som vi kun kan forklare med idioti, bliver vi bekræftet i at vores model af modstanderens mentale indhold må være rigtig, og jo mere bekræftet vi bliver i at vores modstander er idiotiske, jo hyppigere kan vi se modpartens udtalelser som udtryk for idioti og når det forståelsesmæssige skel går samme sted som det politiske, ender vi med et samfund som er polariseret uden nogen god grund.

Som regel er de mest polariserede debatter også der hvor barrieren mellem objektsproget, det sprog vi bruger til at beskrive verden, og metasproget, det sprog vi bruger til at beskrive sproget, nedbrydes. Der har vi skabt muligheden for at sproget kan snakke om sig selv, muligheden for at fortolkningen kan forstærke sig selv - mulighederne for såkaldte ‘strange loops’, en cyklisk, selvreferentiel struktur.

Erfaringerne fra sprogfilosofien er at dette hurtigt leder til uforudsigelige og voldsomme konsekven-

ser – løgnerparadokset, “denne sætning er en løgn.”, er et eksempel på en sådan strange loop. Et strange loop blev også brugt af Kurt Gödel til at vise at det er umuligt at konstruere et sundt og fuldstændigt system der kan beskrive aritmetik og af Bertrand Russell til at vise at naiv sæt-teori er inkonsistent trods dets tilsyneladende uskyldige præmisser. Det som er lektionen fra sprogfilosofien er at hvor der er strange loops er der også muligheden for at ting, som virker simple og uskyldige hurtigt bliver komplicerede og uønskede.

I mange af de mest giftige debatter er denne objektsprog/metasprog barriere nedbrudt fordi selve debatten har en indflydelse på det problem man debatterer, og det derfor er relevant for debatten at diskutere sig selv. I sådanne debatter kommer man hurtigt til at diskutere implikaturen fordi man ønsker at sige noget metasprogligt, men ender med at gøre det med objektsproget vha. implikaturer fordi det virker underligt at eksplicitere grunden til at man siger det man siger – det virker ikke særlig vigtigt at nævne i en debat at du ønsker at anerkende en befolkningsgruppe. Det der virker vigtigt er at du anerkender dem.

Det jeg lige har beskrevet gælder bl.a. for: ligestillingsdebatten, hvor en del debattens pointe er at gøre opmærksom på de ligestillingsproblematikker vi har i dag; udlændingedebatten, hvor fremtoningen af generaliserende eller racistiske stereotyper er med til at skabe selvsamme stereotyper i dele af befolkningen; ‘identitetspolitiske’ debatter og andre debatter hvor der er på spil ikke er økonomiske eller sociale krav, men krav om en anerkendelse som debatten selv kan være med til at give.

Når du deltager i en af de her debatter skal du derfor være parat på at forklare hvorfor du siger det du siger. Når du kommer med en politisk kontroversiel påstand i debatten, skal du spørge dig selv om din modpart ville sige at det du siger er decideret forkert, eller om de kunne nøjes med at sige at det du siger er ‘noget lort’ at sige.

Hvis din modpart blot kunne nøjes med at sige at det du siger er ‘noget lort’ at sige er det fordi det kontroversielle er impliceret, ikke ekspliciteret; du har ikke været klar nok med hvad det er du mener og/eller dine ‘modstandere’ har ikke været gode nok til at fortolke dit budskab (hvem vi bebrejder er ligegyldigt – faktum er at i langt de fleste tilfælde kan du gøre det bedre).

— 12 —

tanken22.indd 12

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Hvis dine modpart derimod ville sige at det du siger er decideret forkert har du første del af opskriften til en konstruktiv debat – nu mangler der bare at du forklarer hvorfor du tror/synes det du siger og at de forklarer hvorfor de ikke tror/synes det de siger. Sådan kan i blive ved indtil i forhåbentlig finder noget i er enige om som i kan arbejde ud fra. Og hvis i ikke finder noget i er enige om så er i stadig blevet klogere på hvorfor den anden synes det han/hun synes.

Når du er modtager er din rolle for det første at sikre at du har forstået hvorfor modstanderen siger det han/hun siger. Lade være med at tænke at modstanderen er en idiot. Vær pedantisk! Vi skal blive bedre til at acceptere pedantik i debatter fordi vores pedantik er med til at kortlægge de reele uenigheder.

Vi skal være mere kritiske overfor generaliseringer – ikke fordi de er forkerte eller misvisende, men fordi de står i vejen for en konstruktiv debat og fordi de får os til at virke mere uenige end vi reelt er.

og sikre at alle parter ved hvad de laver, hvad de mener og hvorfor de bliver sure – og til det har vi brug for filosofi.

Eksemplerne i min tekst har selvfølgelig været overdrevne. Få er så inkompetente som de karikaturer der optræder i mine eksempler, men implikaturer er overalt; prøv, næste gang du overhører en debat, at lege ordkløver og læg mærke til hvor sjældent parterne modsiger hinanden. Jeg har gang på gang oplevet at, i diskussioner om alt fra scorereplikker til Beyónce, har brugen af implikaturer gjort diskussionen giftig.

Den nuværende tendens til selvforstærkende fortolkninger er i høj grad et resultat af at vi er blevet mere opmærksomme på at hele vores adfærd er bestemt af vores socioøkonomiske baggrund og psykologiske natur. Når man er ude af stand til at forklare sine modstanders udtalelser rationelt er det blevet mere acceptabelt at slutte at så må de udtalelser være udtryk for at modstanderens tanker og intentioner er et resultat.

Husk, at folk du er uenige med ofte mener noget andet, med det de siger, end det du tror, og at deres kritik af din ‘åbenlyse sandhed’ ikke bunder i deres irrationalitet, men i deres manglende forståelse af din mentale tilstand. Folk er forskellige – men ikke dummere af den grund.

Jeg tror mange af os har erfaret, at det ofte er federe bare at lade være med at diskutere visse emner, bare at blande sig udenom, men svaret er ikke at træde tilbage og lade de resterende deltagere blive sure på hinanden. Svaret er at aktivt at gå ind i debatten

— 13 —

tanken22.indd 13

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

En tanke forankret i praksis ARTIKEL – af Klara Sørensen

Question everything.

Learn something.

Answer nothing.

– Euripedes

Hvad har en oprørsgruppe fra Mexicos jungle tilfælles med en kreativ landsby i indre Aarhus?

Ikke noget tænker du måske, og meget ved de to er vidt forskelligt. Der er langt fra Aarhus til Chiapas, både geografisk, socialt, økonomisk og kulturelt.

Men fælles for de to grupper af mennesker, eller de to territorier, er, at det er lykkedes ikke at adskille tænkning fra handling, at gøre tænkning til praksis.

Disse to steder og mennesker har givet mig både ord og handlingsanvisninger. Jeg trækker på dem og bruger dem som målestok for mit eget arbejde og engagement. Ikke mindst fordi jeg hos dem ser væsentligt mere (handlings) potentiale end hos langt størstedelen af analytikere, tænketanke og politiske partier.

Jeg brugte kun fire dage i selskab med Zapatisterne, samt nogle uger inden besøget, på at lære om dem.

Alligevel har de hængt fast i de to år, der er gået siden, som referenceramme og som en måde at møde min egen og andres kampe på.

Zapatisterne startede i 90’erne i junglen i Chiapas, en af Mexicos sydlige stater. De startede som en revolutionær hær, EZLN (Den Nationale Zapatistiske Befrielseshær), der gjorde oprør mod staten, blandt andet på grund af dens tilslutning til neoliberale internationale handelsaftaler og diskrimination

af Mexicos oprindelige befolkningsgrupper. Siden midten af 90’erne har Zapatisterne kontrolleret dele af Chiapas. Og med kontrollen over territorierne, har organiseringen af hvad, man kan kalde den Zapatistiske civilbefolkning, fyldt mere og mere i den Zapatistiske fortælling.

Organisationen er flad og centreret omkring de fem Juntas de Buen Gobierno [råd for god regering], hvor medlemmer fra hæren er afskåret fra at sidde.

Juntas de Buen Gobierno er den øverste instans, og under dem findes et netværk af mindre og mindre enheder ned til fællesskaber af omkring 300 familier, som forsøger at nå konsensus, når der skal tages beslutninger.

Pladserne i Juntas de Buen Gobierno roterer, både af praktiske hensyn, da mange ernærer sig ved landbrug, og for at flere får erfaring med regeringsopgaven.

The compañeros and compañeras are constructing something else, and they’re putting it into practice.

When they engage in these practices, that’s when they start to discover what’s missing. (What comes next I: Then and Now)

Det er ikke givet at noget er perfekt, bare fordi det er anderledes.

We recognize that we were lacking something, that we were lacking something as Zapatistas. It’s not that we’re autonomous and that therefore we can’t fail.

(What comes next I: Then and Now)

— 14 —

tanken22.indd 14

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Institut for (X) er, som junglen i Chiapas, på mange måder et radikalt anderledes sted end resten af Danmark. (X) lader sig bedst beskrives som en ø-gruppe.

På hver ø bor en semi-monokultur; i A-C-E-F husene bor arkitekter, kunstnere, snedkere og designere, B-huset er primært musikere, DJ’s og eventmagere, D- og haven er vikinger, parkour, cross-fit og sport, og i Industrien bor smedene, skaterne, snedkere og cykelsmeden. Det er synergien mellem øerne som gør (X) til en levende bydel. Øerne ligger fysisk midt i Aarhus, på de gamle godsbanearealer.

(X) startede i 2008 som et midlertidigt projekt af gruppen Bureau Detours. Det var ikke planlagt, at der skulle være kreativ bydel, men da det midlertidige projekt “Dream City” lakkede mod enden, blev henvendelserne om at være med, ved med at strømme til Bureau Detours. Bygningerne stod bare og ventede på at blive revet ned, så indtil Bulldozer Day kunne der vel lige så godt ske noget i og omkring dem. (This is X) Alle bygningerne krævede arbejde, men der var plads og lejen var billig. Det er ikke så mærkeligt, at de mennesker, som jubler over at have deres egen nøgle til noget hullet og slidt, er nogle andre mennesker end de, som start-up spaces, kontorfælleskaber og etablerede studiopladser tiltrækker.

Midlertidigheden er, hvor usikkert det end kan lyde, fundamentet for (X): “Everything is temporary” står der på plakaten på Bydelskontoret. Bebor man midlertidigheden må man handle. Det betyder, at man prøver af. Bliver bydelen bedre, hvis vi gør sådan?

Ordene, skitserne og tegningerne kastes rundt på bydelskontoret, indtil de prøves af i den virkelige verden, og om et halvt år ser området endnu engang anderledes ud. Først i skrivende stund mærker vi rigtig midlertidighedens natur, da Bulldozer Day er oprandt, og halvdelen af (X) er jævnet med jorden.

Bydelen Institut for (X) er på 10 år blevet en bydel, det er svært at forestille sig Aarhus uden. I modsætning til Zapatisterne er (X) ikke fuldstændig autonom, og et mål de seneste år har været bedre samarbejde med kommunen. Bydelskontoret (BDK) er et samarbejde mellem kommunen og (X) for at sikre “den bedst mulige bydel”. Men BDKs opgaver rækker langt udover at sikre byudviklingen på X. Med Borgmesteren Jacob Bundsgaards egne ord, skal BDK være “En sten i skoen på den kommunale byudvikling”, eller som det også lyder: “Visionernes vagthund”.

(X) har i fælleskab udviklet en mængde principper og filosofier for god byudvikling. De er ikke udviklet på baggrund af læsning og universitetsgrader, men ved at afprøve og kaste ideer rundt i bydelen. Ved at drive lokal byudvikling. (BDK Årsrapport)

Den umiddelbare gevinst ved at forankre tænkning i praksis er selvfølgelig det at handle. Handling er en oplevelse af, at forandring er mulig og det giver modet til at drømme og teoretisere om den ønskede forandring. Men forankringen af tænkning i praksis gavner særligt tanken selv. Det giver først og fremmest en kredibilitet at kunne pege på noget i den virkelige verden og sige “se!”. Men vigtigst af alt gør det også tænkningen sårbar, fordi man uomtvisteligt vil støde på noget, som skal være anderledes end man først havde tænkt. Når du oplever at tanken eller praksissen er mangelfuld, er det ikke, fordi du møder et argument eller en overbevisende ligning, i stedet oplever du noget på din eller dit fællesskabs krop. Det er fysisk, helt bogstaveligt “in your face”.

Den slags oplevelser er sårbare, fordi de er væsentligt sværere at benægte end et modargument, fordi dem omkring dig ofte vil kunne se, mærke eller relatere til dem. Og I derfor kan bruge hinanden til at ændre praksis og tanke.

Hvordan bedriver man tænkning i praksis, hvis man hverken er bosat på en kreativ øgruppe eller i en jungle i Chiapas? Et bud kommer fra James Holloway, som i sin bog, Change the World Without Taking Power, argumenterer for at “gå spørgende”, et begreb der er mere eller mindre direkte inspireret fra Zapatist bevægelsen.

Den militære leder af EZLN, Subcomandante Marcos, skriver i sit tredie brev til filosoffen og forskeren Luis Villoro, at de, i deres brevudvekslinger, ikke bør forsøge at skabe sandheder, men snarere at klargøre de substantielle, men sjældent åbenlyse konturer af samspillet mellem teori, etik og politik.

I think we should continue to insist on “anchoring” our theoretical reflections in concrete analysis or, more modestly, trying to mark its geographic and temporal contours. That is, we should insist that words are said (or written, in this case) from a specific time and place, from a particular calendar and geography. (Third Letter to Don Luis Villoro)

Zapatisterne har som grundprincip en opfordring

— 15 —

tanken22.indd 15

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

til organisering. I en af Zapatisternes comunidades fortælles der om en partidista [person som tilslutter sig et politisk parti], som i fortvivlelse over den fattigdom, som rammer ham og hans nærmeste uanset, hvilket af partierne, der sidder i regeringen, spørger Zapatisterne: Hvad skal jeg gøre?

We tell him that he should organize, plain and simple.

“And then, what do I do?” he asks. And so we say to him: “then you will see for yourself what to do, what emerges in your heart and your head, no one else is going to tell you what to do.” (On the Elections: Organize)

Idet du involverer andre mennesker, bliver det svært ikke at praktisere. For I bliver nødt til at tale sammen, at danne et fælles sprog og et fælles narrativ. Så er du allerede i gang med at handle. Igennem fælles praksis styrkes den fælles tænkning: En fælles måde at betragte virkeligheden på, der sjældent opnås gennem teoretisering. Zapatisterne og Institut for (X) er to steder med et særligt stærkt narrativ og sprog.

Sproget bruges internt, men også i ekstern kommunikation. Hvordan tror du en kommunal medarbejder reagerer, når de får at vide, at du “leder efter kommunale helte, fordi du har nogle principper, der kan afhjælpe den gordiske knude i byudvikling?”

Måske bør din henvendelse i praksis være mindre komprimeret, men udtrykket “den gordiske knude” sætter gang i helt andre billeder og løsningsstrategier, end den mere kommunale formulering: “samspillet mellem kommune, erhverv og civilsamfund”.

Zapatisterne og Institut for (X) er territoriale, og måske derfor har de haft så relativt meget succes: her gør vi tingene anderledes. Men et territorie behøves ikke være fysisk, det kan også være socialt og betyde: I vores fællesskab gør vi tingene anderledes.

Litteratur Haack_Marteinsson, 2015. This is X. Haack_Marteinsson Holloway, John, 2003. Change the World Without Taking Power. Pluto Press.

Juul Wendell, Laursen m.fl. 2018. IF(X)2 - Kreative Frizoner - Institut for (X).

Artikler Bydelskontoret årsrapport - januar 2018 Avantgarde Principper for God Byudvikling - Institut for (X) Subcomandante Insurgente Marcos - July/August 2011 - Third Letter to Don Luis Villoro in the Interchange on Ethics and Politics - https:// enlacezapatista.ezln.org.mx/2011/08/25/thirdletter-to-don-luis-villoro-in-the-interchange-onethics-and-politics/ Subcomandante Insurgente Moisés - April/May 2015 - On the Elections: Organize - http://enlacezapatista.ezln.org.mx/2015/05/14/on-theelections-organize/ Subcomandante Insurgente Moisés - January 3, 2017 - What comes next I: Then and Now http://enlacezapatista.ezln.org.mx/2017/02/20/ what-comes-next-i-then-and-now/

Med lån fra både Aarhus og Chiapas er mine råd til praktiserende tænkning: Organiser dig, gå spørgende, og bind dine tanker i tid og sted. Spørg dine naboer i bredest mulige forstand, hvad de tænker.

Bureau Detours anbefaler f.eks. at man tager kontakt til sine (fysiske) naboer, ved at stille højtaleren i vinduet, spille sin yndlingsmusik og så ellers vente i vindueskarmen på reaktionerne. Mød dem nysgerrigt.

— 16 —

tanken22.indd 16

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Et forsøg på en Arendtsk kunstteori ARTIKEL – af Emil Meyer

Hannah Arendt er ikke kendt som en kunstteoretiker. I Arendts hovedværk The Human Condition spiller kunst, og endnu mindre billedkunst, en lille rolle. Det er et bredt værk, ikke pga. antallet af sider, men fordi der gennemgås utrolig mange emner.

Hendes hovedfokus er det politiske liv, herunder religion, økonomi og videnskab, som store betydningsfulde emner. Et sted heriblandt finder vi også kunst. Det er ikke noget Arendt bruger lang tid på, 9 sider, men dog noget, der har en central rolle. Kunsten er et slags bindeled mellem det medmenneskelige og materialet. Når Arendt beskriver kunstarterne, beskriver hun billedkunsten som værende bundet af sit materielle medie, maleriet eller skulpturen.

I 90’erne så kunsten helt anderledes ud. Maleriet og skulpturen var kun to blandt mange medier.

Kunstneren fokuserede ikke længere på at skabe en følelse i sine værker, men på at få følelser frem i beskueren. Samtidskunsten har udviklet sig til både at problematisere og bekræfte netop Arendts teori om kunst. I det følgende vil I se en skitsering af Arendts ”kunstteori”. Teksten forsøger med et enkelt eksempel at illustrere, at Arendts teori er central for samtidskunsten, hvilket ikke er nok til at drage konklusionen til fulde. Mit fokus er derfor at etablere denne sammenhæng, frem for en mere dybdegående diskussion, der nok kræver en længere tekst.

The Human Condition For at forstå Arendts teori om kunst, må vi først placere kunsten i det system Arendt bygger op i The

Human Condition, hvilket kræver en absurd lyngennemgang af bogens indhold. Arendts bog beskriver menneskets virke, eller hvad Arendt kalder Vita Activa. Vita activa er en forvrængning af Augustins oversættelse af det græske bios politikos, det politiske liv. (Arendt 1998, 12) Kontrasten til dette liv er vita contemplativa, det tænkende liv. For Arendt er dette måden filosoffer traditionelt set har betragtet livet, mens de i en stor udstrækning har negligeret Vita activa. (Arendt 1998, 14) Henover middelalderen har begrebet transformeret sig til at betyde, hvad den direkte oversættelse dikterer, det aktive liv. Begrebet er i denne forstand mere end blot et begreb: det er en hel tendens. Det politiske liv i dagens samfund er langt bredere end det før antaget. Således er menneskets politiske liv blevet til et liv, der omhandler al menneskelig aktivitet i samfundet. (Arendt 1998, 156) Ud fra dette beskriver Arendt tre aktiviteter som, kendetegner Vita activa: Labor, Work og Action.

Labor er menneskets biologiske processer. Det er aktiviteten, der holder mennesket i live, noget så simpelt som at spise og sove og mere kompliceret, som ens levebrød. Labor fungerer som en cyklisk bevægelse. Samme bevægelse som menneskers liv har: mennesker dør og mennesker fødes, og dette fortsætter uendeligt. (Arendt 1998, 97-8) Work er menneskets omgang med den tingslige verden altså aktivitetsformen, hvor mennesket skaber. I denne forståelse af begrebet er mennesket skabende, og det skabte vil altid forgå. (Arendt 1998, 137-8) I den danske oversættelse oversættes work med fremstil-

— 17 —

tanken22.indd 17

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

ling, mens labor bliver til arbejde. Arendts pointe er, at disse begreber i mange tilfælde betyder det samme. (Arendt 1998,141) F.eks. en kunstners værker er kunstnerens levebrød, men det er også noget kunstneren har skabt. Det handler derfor også til en vis grad om det perspektiv, der antages. Den sidste, Action (handling), er for Arendt den mest menneskelige af de tre aktiviteter. Hvor labor har opretholdelsen af livet som fokus, og work har det færdiggjorte produkt, så har action intet andet konkret mål end mennesker. Action er menneskets forhold til andre mennesker, dvs. at tale og handle derefter og omvendt. (Arendt 1998, 177) Det er inden for action, at mennesket opretholder et fællesskab, hvor demokratiet har sit virke og samfundet eksisterer. Med action forudsættes der af samme grund en lighed og forskellighed mellem mennesker. (Arendt 1998, 175) Igennem tiden har forskellige aktiviteter haft den styrende position. Da mennesket i stor grad har overvundet den nødvendighed, der er forbundet med livet, pga. teknologiske fremskridt, har labor overtaget den styrende position i hierarkiet mellem disse tre i dagens samfund. (Arendt 1998, 133-4) Dermed sagt viser disse tre aktiviteter menneskets virke, men de er på ingen måde konkret et hierarki, blot tre aktiviteter. Det vigtige fra denne pointe er, at aktiviteterne har en overlappende karakter, og selvom det virker som en simpel opbygning er realiteten ikke således.

Men hvad med kunsten? Kunsten beskrives af Arendt som at være placeret i work, som man siger a work of art, men dens inspiration finder man i action. I praksis, at kunstværket er bundet af sit materiale, altså det er et produkt. Det er derimod tænkning generelt værket udtrykker. Et kunstværk er for Arendt noget, der beskriver menneskelig handling og forholdet mellem menneskene. (Arendt 1998, 168) Om det så er kærlighed, demokrati, had eller noget fjerde. Der er også et paradoks i dette forhold.

Kunstværket er bundet til dets materialitet, mens dets udtryk transcenderer materialet. Når action iscenesætter sig som inspiration overskrider det sig selv, da kunstværket materialiserer sig, men tænkningen er endeløs, og i et endeligt værk kan action ikke være den ledende aktivitet. Kunstværket er derfor det ypperste, work kan præstere. (Arendt 1998, 171) Da det repræsenterer ideen om at opretholde et produkt for dets egen skyld og intet andet, altså skabelse for skabelsens skyld. (Arendt 1998, 167) Arendt skriver derimod også, at digtningen og musik er tættere på action end billedkunsten. Det be-

står af ord og lyde, ting der er svære at presse ned i et materialistisk paradigme. Mens billedkunsten er bundet af det produkt ideen har materialiseret sig i.

Digtningen derimod er i dets oprindelige format lavet til at blive husket, og materialiserer sig først i det skrevne ord. (Arendt 1998, 169-70) Men hvad hvis billedkunsten også er ord? Eller hvad hvis billedkunsten ikke kan materialisere sig?

Imod den arendtske samtidskunst Da Arendt skrev The Human Condition i 1956, var alt kunst næsten kun maleri eller skulptur. Abstrakt ekspressionisme var på sit højeste og mange så endda dette som et endepunkt for kunsten. I de efterfølgende 60 år har kunsten drastisk ændret sig, hvordan er der ikke rigtig en præcis definition for, men jeg vil forsøge at forklare samtidskunsten.

Samtidskunsten er en kompleks sag. En kompleksitet vi allerede finder i begrebet. Kunsthistorikeren Rune Gade noterer sig, med henvisning til Terry Smith og Peter Osborne, at begrebet bærer på en sammenhæng mellem væren og tid og en adskillelse fra kunst, der ikke er samtidig. (Gade 2019, 23-4) Kunsten er bundet af den tid, den er lavet i, men den ekskluderer i praksis også kunst, der ikke følger med tiden. Gade illustrerer selv dette med et eksempel. I 1996 lavede Louisiana udstillingen NoWhere. Dette var på en opfordring til direktøren Lars Nittve fra den tidligere direktør Knud W. Jensen, der ville have en ”overbliksskabende mønstring af samtidskunsten”. (Gade 2019, 36) Udstillingen handlede om den autoritative mangel, der er indenfor samtidskunsten og hengav sig helt til ideen om en pluralistisk forståelse af kunsten. Titlen kan forstås både som Now Here eller No Where. I praksis er det begge dele på samme tid. (Gade 2019, 37) Udstilling viser et billede af en global kunst, der er nutidig. Hvor ingen påkalder sig retten til at kalde noget kunst. I stedet finder vi en bred kunst med mange forskellige nye og gamle medier, som performance, video, fotografi, maleri, installation, skulptur osv. Ingen af disse medier har et kvalitativt krav på kunsten. (Gade 2019, 25) Dvs. kunsten står uden et ledende medie og uden stærke bærende institutioner.

I 90’erne trådte en ny måde at agere med kunst ind på scenen. Kuratoren og kunstskribenten Nicolas Bourriaud kalder dette relationel æstetik. Han beskriver denne måde at tilgå kunsten på som et socialt anlæggende. Det er en forståelse af kunst, der i sin essens påstår, at kunst er et socialt fænomen og heraf

— 18 —

tanken22.indd 18

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

ophøjer det sociale i kunsten. (Bourriaud 2002, 31) En af dem, som Bourriaud mener, er en tydelig eksponent for denne bølge er thailandske Rirkrit Tiravanija. Lad os tage et eksempel.

Et af Tiravanijas mest berømte værker hedder Who is afraid of red yellow and green først udstillet i 2010 i Bangkok. Værket består af to elementer: Vægge, der er dekorerede med avistegninger fra oprøret i Thailand samme år. Og tre forskellige typer karryretter, gul, rød og grøn, serveret i midten blandt disse tegninger. (Hirshhorn Museum, 2019) Deltagelse er nøglen til værket. Enten deltager beskueren i at tegne på væggen, spise af karryretterne, begge dele eller ingen af delene. Det er den sociale konvention i at være tilstede i rummet, der gør værket til et kunstværk.

Værket består i en række symboler. Den gule og røde karry står for de to største partier i Thailand, og den grønne repræsenterer militærets uniform. Ideen er at kunne samle sig om kunsten i ly af demokratiet, frit og hæmningsløst. I sig selv en smuk tanke.

Værket består i en forståelse af total frihed og forskellighed, eller sagt på en anden måde, i Arendts begreb action. Da objekterne i dette værk på ingen måde immanent udstråler den kvalitet, som ideen bekræfter, er objekterne overflødige. Når Tiravanija udstiller dette værk, er det også uden en dato, i teorien fordi det aldrig er færdigt, igen for videre at udskyde muligheden for materialisering. Det er også nærmest umuligt at opretholde værket. Der skal være nogen til at servere, nogen til at tegne, der skal i det hele taget være mennesker. Værket er flygtigt. I Arendts forstand fjerner værket sin materialitet i et forsøg på at blive til ren action. Arendts ide om Action er lig Tiravanijas ide om kunst. I Arendts kunstforståelse skal vi forstå, at denne umulighed bekræfter et forsøg på at fjerne work, som den drivende kraft i kunst og gøre det til action. Værket forsøger at blive den inspiration, som det er inspireret af.

Alligevel må vi forstå, at værket har en materialitet. Selvom det forsøger at bryde med sin materialitet, er værket et værk. Det er til og med blevet solgt i 2017 til Hirshhorn Museum, Washington D.C. (Hirshhorn Museum, 2019) Værket er derfor i denne forstand en del af work som Arendt har beskrevet, på trods af dette forsøg på at adskille sig fra sin materialitet.

Forsøget er interessant her, da det viser, at Arendts måde at tænke kunst på netop er et centralt problem inden for samtidskunsten. Rirkrit Tiravanija står i denne tekst alene, men der er en række andre

kunstnere, såsom Dahn Vo, Santiago Sierra, Thomas Hirschhorn osv., som ligeså godt kunne vise denne tankegang. Men dette ene eksempel er et udtryk for, at samtidskunsten lægger sig op ad en arendtsk måde at forstå kunst på. Som Rune Gade illustrerer, så presser samtidskunsten sit eget begreb til det yderste. Således, at kunsten er kvalitativ kompliceret at placere, præcis som i Tiravanijas værk. I tråd med Arendt er det både en måde at følge og problematisere hendes tilgang til kunst. Samtidskunsten formår at fremstille paradokset i Arendts kunstforståelse, at kunstværket både er og ikke er mere end blot sin materialitet. Tilbage finder vi værker, hvis koncept er selve værkerne. Konceptet som produkt, er en slags materialitet. For samtidskunst viser netop ikke at være det, Arendt har beskrevet om billedkunst. Og selvom det minder om digtningen, er dette alligevel en anden form for materialitet. Men samtidskunsten kan alligevel forstås indenfor Arendts system, som denne tekst forhåbentligvis viser.

litteratur Arendt, H., 1998. (1956) The Human Condition. Chicago: The University of Chicago Press.

Bourriaud, N., 2002. ”Relational Form”. In: Relational Aesthetics. Dijon: Les presses du réel. Pp. 25-40.

Gade, R., 2019. ”Samtidskunstens Historier”. In: Terræn: Veje ind i samtidskunsten. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Pp. 22-43.

Hirshhorn Museum, 2019. RIRKRIT TIRAVANIJA: WHO’S AFRAID OF RED, YELLOW, AND GREEN. [Online] Available at: https://hirshhorn. si.edu/exhibitions/rirkrit-tiravanija-whos-afraidof-red-yellow-and-green/

— 19 —

tanken22.indd 19

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Filosofi om handlinger: Intention formation og handlingskontrol ARTIKEL – af Jelena Bundalovic

Jeg føler mig helt igennem uforberedt. Som altid.

Har glemt, hvad jeg skulle i dag. Jeg vil gerne op i bjergene og vandre, men projektet, og planlægningen omkring det, virker tidskrævende og uoverskuelig. Hvor skal jeg starte? Jeg vil så mange ting, men får det aldrig ført ud i livet. Typisk. Fire noter om hvad forskningen om intentioner kan lære os om handlingskontrol og planlægning af handlinger. #1 Intentioner som handlingskontrollerende Under Københavns Universitets filosofistudie er der mange, som ikke er blevet introduceret for “philosophy of action”. En spændende afgren af filosofien, der overlapper psykologi, og som beskæftiger sig med teorier om de processer, der forårsager menneskers handlinger.1 I filosofien om handlinger søger man at beskrive forskellige mentale tilstande, der forårsager og kontrollerer handlinger, heriblandt intentioner.

Inden for psykologi, neurovidenskab og filosofi har man i de seneste årtier forsøgte at forstå, hvad intentioner er for en størrelse. Mere specifikt, søger man at afklare, hvad det vil sige at forme en intention, huske den og eksekvere den, når den rette tid kommer. I debatten om intentioner er der uenighed omkring, hvad det vil sige at forme en intention, og hvilken type mental tilstand en intention er. Hermed snakker vi ikke om gode, dårlige eller uhensigtsmæssige intentioner. Nej, vi snakker om intentioner forstået som såkaldte “mentale tilstande”2. I denne

forbindelse er en intention en intention om at gøre noget i fremtiden – foretage sig en bestemt handling.

I filosofien om handlinger og intentioner er de fleste enige i, at intentioner er kendetegnet ved de to grundlæggende karakteristika: (1) de styrer vores adfærd direkte, og (2) de er stabile (hvilket er nødvendigt for, at de kan styre vores adfærd). Men vores forståelse af intentioner er dermed langt fra tilfredsstillende, og spørgsmålet om, hvilken type mental tilstand der er tale om, står stadig åbent. Eksempelvis er non-kognitivister og kognitivister enige om, at handlingskontrol og stabilitet (jf. (1)-(2)) er centrale karakteristika ved intentioner, men de er uenige i, hvorvidt intentioner er identiske med overbevisninger. Ifølge kognitivister kan vores overbevisninger have netop de karakteristika, som psykologien og filosofien associerer med intentioner (jf. (1)-(2)). Således er intentioner ikke ’særlige’ og distinkte mentale tilstande (som non-kognitivisterne hævder), fordi overbevisninger kan fungere på samme måde som intentioner.

Evnen til at forme intentioner gør det muligt at planlægge vores handlinger og dermed være med til at skabe kontrol omkring vores fremtidige gøren og laden. For eksempel: I dag former jeg en intention om at holde fødselsdagsfest på fredag, gøre rent i køkkenet i aften og ringe til min mormor i morgen.

Jeg former sådanne intentioner, for at jeg kan handle på en bestemt måde, når tiden kommer. Baseret på

— 20 —

tanken22.indd 20

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

min intention om at holde fødselsdagsfest på fredag udfører jeg handlinger, der gør mig i stand til at holde festen. For eksempel inviterer jeg gæsterne, og jeg køber ind til at bage kage om torsdagen. Når jeg husker min intention om at gøre rent i køkkenet, går jeg ud i køkkenet og begynder at vaske op. Et billede af min mormor fanger mit øje, hvilket minder mig om min tidligere intention om at ringe til hende i dag, så jeg går ud i stuen for at finde min telefon og ringe til hende.

Mine intentioner styrer min adfærd. Baseret på mine intentioner udfører jeg visse handlinger. På en måde forklarer disse intentioner, hvorfor jeg opfører mig, som jeg gør. Man kan sige, at en intention om at foretage sig en bestemt handling i fremtiden er som en plan; en lille pakke af information der formes og hives frem fra hukommelsen, når det er tid til at bygge videre på den eller udføre den intenderede handling. Pakken fortæller mig om, hvad jeg skal gøre. Jeg hiver min intention frem, forud for at jeg handler. #2 “Intending is believing” – kognitivismens mantra Ifølge stærk kognitivisme er en agents intention om, at φ en overbevisning om, at hun vil φ. En agents overbevisning om, at hun vil φ, er en nødvendig og tilstrækkelig betingelse for, at hun har en intention om at φ. Har agenten en intention om at gøre noget, betyder det, at agenten har en overbevisning om, at hun vil gøre det. For eksempel, hvis jeg har en intention om at ringe til min mormor i aften, har jeg en overbevisning om, at jeg vil ringe til min bedstemor i aften. Det er værd at bemærke, at ifølge stærk kognitivisme er det ikke således, at jeg først former min intention og dernæst får en overbevisning om, at jeg vil gøre det, jeg intenderer. Nej, når jeg former min intention om at ringe til min mormor i aften, er dét, jeg former, en overbevisning om, at jeg vil ringe til hende i aften.

Den stærke kognitivisme kan udtrykkes med følgende formalisering: Jeg har en intention om, at jeg vil φ ← → Jeg har en overbevisning om, at jeg vil φ.

Inden for neurovidenskab3, har forskere forsøgt at identificere intentionelt mental indhold fra andre typer af mentalt indhold, såsom følelser og forventninger4. I arbejdet med at adskille forskellige typer af mentalt indhold er det blevet foreslået, at det at

intendere et udkom og forvente et udkom er lig hinanden (“intimately related”) (Gilbert and Fung 2018, 280-9). Årsagen er, at intentioner og forventninger ofte igangsætter de samme hjerneaktivitetsmønstre (Gilbert and Fung 2018, 278). Men implicerer det, at en intention er en forventning? Så forhastede er forskerne og de kære filosoffer naturligvis ikke. Fra det faktum, at intentionelt og forventningsmæssigt mentalt indhold får de samme områder i hjernen til at lyse op på forskernes skærm (ved fMRI5), kan det naturligvis ikke konkluderes, at intentioner er forventninger. Eller at overbevisninger er intentioner for den sags skyld. Alligevel er det netop det, den stærke kognitivisme hævder: En intention er en særlig type forventning om fremtiden. En intention om at gøre noget er identisk med en overbevisning om, at man vil gøre det.

En lang række indvendinger til denne tese, herunder modeksempler, er naturligvis blevet fremført, men rækker ud over denne artikels fokus6. Vi skal her i stedet koncentrere os om, hvilken type overbevisning de stærke kognitivister har i tankerne, når de argumenterer for, at intentioner er identiske med overbevisninger. #3 Praktisk overbevisning og sandhed Ifølge nogle stærke kognitivister er der med en intention tale om en såkaldt “praktisk overbevisning” (a practical belief7), som agenten former og bruger til at huske og eksekvere den intenderede handling, når tiden kommer.

I filosofi siger vi som regel, at sandheden af en overbevisning relaterer sig til objektivitet. Hvorvidt en overbevisning er sand afhænger af, om overbevisningen er i overensstemmelse med den objektive sandhed8. Men en praktisk overbevisning – det vil sige en intention ifølge nogle kognitivister – behøver ikke at henvise til objektiv sandhed. I stedet er formålet med en praktisk overbevisning, fra en agents perspektiv, at planlægge og kontrollere fremtidige handlinger. Ifølge Marušić and Schwenkler (2017) er en praktisk overbevisning ikke den type overbevisning, som er sand eller falsk i lyset af såkaldt “objektiv sandhed”. En agent kan have en praktisk overbevisning om, at hun vil φ, uden at hun tager den overbevisning for at være “sand” i streng forstand9.

Vi former ofte overbevisninger om, hvad vi vil gøre, men vi ved som oftest ikke på forhånd, om disse overbevisninger vil vise sig at være sande. Forskellen mellem min overbevisning om, at ‘bordet

— 21 —

tanken22.indd 21

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

foran mig er rødt’, og min overbevisning om, at ‘jeg vil ringe til min mormor i aften’, er, at de er formet på baggrund af forskellige typer af tænkning. Min overbevisning om, at ’bordet foran mig er rødt’, grunder i min teoretiske tænkning, mens overbevisningen, ’jeg vil ringe til min mormor i aften’, grunder i min praktiske tænkning. Min overbevisning om bordet er baseret på evidens, mens min overbevisning om, at jeg vil udføre en bestemt handling, repræsenterer min beslutning. Vi kan også sige, at når jeg former overbevisningen om, at ’bordet foran mig er rødt’, er jeg passiv. Jeg retter mig efter de visuelle input, jeg får ‘udefra’. Modsat er min overbevisning om, at jeg vil udføre en bestemt handling, mere aktiv, idet jeg er den, som skal eksekvere den pågældende handling, for at min overbevisning bliver sand. Det vil altså sige, at min praktiske overbevisning om, at jeg vil φ, er op til mig at gøre sand ved at eksekvere handlingen, som φ repræsenterer. At gøre overbevisningen, jeg vil φ, sand, er så at sige det sidste skridt i en agents praktiske tænkning: (1. skridt) agenten overvejer, hvad hun bør gøre, og hvad der vil ske (ifølge den stærke kognitivisme), (2. skridt) hun beslutter sig for, hvad hun vil gøre, og former en praktisk overbevisning om, at hun vil φ, og (3. skridt) på baggrund af hendes praktiske overbevisning handler hun på en bestemt måde, hvorved hun gør hendes praktiske overbevisning sand.

Når en agent har en praktisk overbevisning om, at hun vil φ, anerkender hun ikke blot, at noget er sandt fra begyndelsen; hun søger at gøre noget sandt i fremtiden. En agent kan være rationel i at have overbevisningen om, at hun vil φ, selvom handlingen φ endnu ikke er eksekveret, og selvom hun kan være i tvivl om, hvorvidt hun vil huske at udføre handlingen, når tiden kommer. På den måde har hendes praktiske overbevisning ikke et såkaldt “mind-toworld direction of fit”; den praktiske overbevisning, på det tidspunkt den formes, behøver ikke at repræsentere verden, som den er – ikke endnu. Som Marušić and Schwenkler skriver: “an agent’s view of what will happen does not simply reflect the future as it will be anyway, independent of her reasoning about it, but also helps to create the future it represents” (Marušić and Schwenkler 2017, 2.).

Eftersom intentioner styrer vores adfærd, og intentioner er identiske med overbevisninger (ud fra et stærkt kognitivistisk perspektiv), implicerer det, at en persons overbevisninger direkte styrer vedkommendes adfærd.

#4 Intention formation & mental imagery Kigger vi bredere ud på den neurovidenskabelige forskning om intentioner, støder vi på fænomenet mental imagery. Mental imagery er, i korte træk, det at simulere en fremtidig handling eller et scenario mentalt (Brandt et al 1997, 33). Mental imagery kan forstås som en proces, hvor visuel information bliver repræsenteret i arbejdshukommelsen. Vi bruger mental imagery i mange sammenhænge, for eksempel når vi dagdrømmer, når vi skal forestille os noget, eller når vi skal genkalde os et objekt. Vi benytter os også af denne type mentale ‘teknik’, når vi former intentioner.

Mental imagery får mere og mere opmærksomhed fra researchere i de kognitive videnskaber. I denne forbindelse er forskere særligt interesserede i at påvise, hvordan mental imagery direkte kan guide en persons handlinger. Interessant nok tyder forskning på, at når vi former mentale billeder af vores handlinger på forhånd, er der langt større sandsynlighed for, at vi rent faktisk udfører disse handlinger, når tiden kommer (Pearson et al. 2015; Marks 1999; Altgassen 2016). Vi kan bruge mental imagery til at forme intentioner og derved gøre eksekveringen af vores intentioner mere sandsynlig.

Ifølge Kosslyn (1994-) kan en persons intentioner og planer for fremtidige handlinger blive lagret i hukommelsen i form af mentale billeder (Kosslyn et al. 1995, 1335-1340). Mental imagery kan være en måde, hvorpå en agent forbereder sin handling. Årsagen til, at teknikken kan betragtes som en forberedelsesmetode, er, at mental imagery af handlingen skaber de samme forandringer i hjernen, som når man rent faktisk udfører handlingen (Kosslyn et al.

1995, 1342). Én måde at bruge mental imagery på, når man former sin intention, er at udfylde intentionen med detaljer, såsom hvorledes handlingen skal udføres, i hvilke omgivelser, hvor mange forskellige delhandlinger der skal udføres, i hvilken rækkefølge, osv.

En anden måde, hvorpå en agent kan bruge mental imagery i forbindelse med hendes intention formation, er til at forme såkaldte “ques”. For eksempel: “Når jeg ser min kalender, mit ur eller en opvaskebørste, så tager jeg opvasken i aften”. Her bliver mine “ques” kalenderen, uret og opvaskebørsten.

Mental imagery, i forbindelse med intention formation, sætter folk i stand til at skabe overblik og prioritering i det handlingsforløb, som intentionernes eksekvering forudsætter. Man kan sige, at men-

— 22 —

tanken22.indd 22

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

tal imagery forstået som et led i intention formation er en slags strategisk planlægning. Mental imagery bliver, interessant nok, et værktøj for vores praktiske tænkning.

Litteratur Brandt, S. A., & Stark, L. W. (1997): “Spontaneous eye movements during visual imagery reflect the content of the visual scene”, Journal of Cognitive Neuroscience, 9, pp. 27–38.

Bratman, Michael (2009): “Practical Rationality, and Self-Governance”, in Ethics, 1119, pp. 411–443.

David, M. (2015): “The Correspondence Theory of Truth”, Stanford Encyclopedia of Philosophy.

Holton, Richard (2009): Willing, Wanting, Waiting, Oxford: Oxford University Press.

Kosslyn et al (1995): “The Cognitive Neuroscience of Mental Imagery”, Neuropsychologia, Vol. 33, pp. 1335-1344.

Kosslyn (1994): Image and Brain: The Resolution of the Imagery Debate, Cambridge, MIT Press, pp.

1-23.

Marks, D. F. (1999): “Consciousness, mental imagery and action”, British Journal of Psychology, The British Psychological Society, pp. 567-585.

Marušić and Schwenkler (2017): “Intending is Believing: A Defence of Strong Cognitivism”, Analytic Philosophy, forthcoming.

Mele, Alfred R. (1992): Springs of action: Understanding Intentional Behavior, Oxford University Press.

Pearson, J., Naselaris, T., Holmes, E. A., & Kosslyn, S. M. (2015): “Mental imagery: Functional mechanisms and clinical applications”, Trends in Cognitive Sciences, 19(10), pp. 590–602.

Setiya, K. (2014): “Intention”, in Stanford Encyclopedia of Philosophy.

Sphall, Samuel (2012): “Action”, Stanford Encyclopedia of Philosophy.

Velleman, David (2007): “What Good is a Will?”, in Action in Context, A. Leist (ed.), Berlin: Walter de Gruyter, pp. 193–215.

Wu, Wayne (2017): “Shaking Up the Mind’s Ground Floor: The Cognitive Penetration of Visual Attention”, in Journal of Philosophy 114 (1), pp. 5-32.

NOTER 1 Se for eksempel Sphall 2012 om “Action” i filosofi.

2 Dette er det grundlæggende begreb om en intention, som kan findes hos bl.a. Bratman (1987), Mele (1992) og Velleman (2007) i filosofien, samt Wu (2017) og Gilbert & Fung (2018) inden for neurovidenskab.

3 Kognitiv neurovidenskab er en gren af både neurovidenskab og psykologi.

4 Se eksempelvis Gilbert and Fung’s (2018) artikel om at “decode” intentioner. Her undersøges hvorledes intentioner relaterer sig til mønstre af hjerneaktivitet. (Ibid., 289).

5 ‘fMRI’ referer til ”functional Magnetic Resonance Imaging” som er en teknik der bruges til at måle hjerneaktivitet.

6 Se eksempler på modargumenter og problemer for tesen i Stanford Encyclopedias ”Intention”, eller i mit speciale, som du kan finde på academia.edu, hvor jeg tager de mest centrale problemer for kognitivismen op og forsvarer den mod indvendingerne.

7 Se Marušić and Schwenkler 2017.

8 For eksempel: “x is true iff x corresponds to some fact; x is false iff x does not correspond to any fact” (David 2015, “The Correspondence Theory of Truth”).

9 Som Marušić and Schwenkler skriver: “In deciding what to do through her practical reasoning, an agent determines what will be true in light of what she sees as good” (2017, 2).

— 23 —

tanken22.indd 23

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Om at gøre det man ikke kan ESSAY – af Carl Luis Hvilsom

Nogle gange gør man ting i livet, man ikke helt ved, hvor kommer fra. Og en lille handling bliver meget større. En pludselig indskydelse mens man går ned af Gl. Kongevej, og så møder man en af livets store skuffelser. Det skete for mig en varm sommerdag i 2016, hvor jeg gik ind i Sound Station. Det var varmt, alle i butikken havde våde pletter i armhulerne, og jeg husker, at ekspedienten snakkede om hollandske hardstyle-udgivelser fra 90’erne med en tysk house-DJ. Jeg rodede hylderne igennem og faldt over en brugt LP-plade, hvor man på omslaget ser en guldfisk i en blender lidt skråt oppefra.1 Billedet er rystet på en med-vilje-grim måde, hvor fotografen bevidst sætter lukketiden for langt op, for at billedet bliver sløret. Det var en skuffelse, fordi jeg altid har beundret værket Helena af den danske kunstner Marco Evarresti. Installationen er i sin enkelthed 12 guldfisk i blendere, originalt opført i år 2000 på museum Trapholt og mange andre steder siden. Det er siden gået hen og blevet et slags kulturelt symbol, og blev f.eks. også brugt som illustration i forbindelse med KU’s åbent hus for kommende studerende i foråret 2019.

Hvis det skal være helt teknisk, er det egentlig ikke guldfisk, som mange tror, men sværdragere, som jeg fandt ud af i min research til dette essay. Jeg fandt også ud af, at idéen faktisk er endnu ældre end pla-

den, da en fisk i en blender stod ved siden af Kim Schumacher i tv-programmet 1999, der kørte på DR i 80’erne. Skuffelsen var selvfølgelig at opdage, hvordan Evaristti ikke selv havde fundet på idéen. Materialerne, sværddragerne og Moulinex-blenderne var præfabrikerede og værket var, som så meget konceptkunst, ikke andet end ren handling, ingen idé eller kunstnerisk håndværk, bare at stille det hele op i et rum. Mange ville nok indvende, at “det kunne jeg også have gjort”. Og det er netop heri det geniale består, for det gjorde vi ikke. Vi handlede ikke. Men hvad gjorde vi så? Hvis man er dialektisk anlagt, kunne man sige at vores egen ikke-handling bliver positiveret som det, den i grunden er, nemlig blot en anden slags handling. Dovenskab måske, eller bare den flade hverdag.

Helena byder os til at handle, at trykke på knappen. Så meget har jeg altid forstået, men jeg forstod ikke det større i værket, før jeg lærte Slavoj Žižeks tanker at kende. For værket er set med Žižeks briller rendyrket ideologikritik. Det lokker, ægger os med sin røde knap, og konfronterer os dermed med vores forhold til dyret og til naturen, som vi i det moderne samfund fuldstændig har overtaget. Er der i grunden forskel på at blende en fisk i en museumshal i Kolding og at slå en ko ihjel i en slagtehal? Det konfronterer os med den handling, som en slagtning nødvendigvis er, og som er nødvendig for at producere det kød vi spiser, og dermed med den orden, som

— 24 —

tanken22.indd 24

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

samfundet fungerer efter. Ideologien er det, som får samfundet til at fungere, som når vi bliver nødt til at glemme, at kyllinger og grise går rundt og ætser i deres eget lort, når vi spiser kød. Lige sådan bliver vi nødt til at glemme, at der ikke er mere jordklode tilbage, når vi baserer vores økonomi på økonomisk vækst.

Man må også spørge sig selv, om vi ikke allerede trykker på blenderknappen? Hele arter uddør for tiden på grund af klimaforandringer og forurening af naturen. Her er også CO2-udledningens problem: Det er netop ikke handling, vi har brug for, men ikke-handling. For i denne verden er en handling næsten altid CO2-udledende, f.eks. når man kører over til sin ven, køber nogle jeans eller blot ånder ud efter et godt knald. Der er nok af handlinger i vores samfund, og dét vi har brug for er, at flere lader være. Flere der bliver hele dagen i sengen i stedet for at køre rundt i bil og flere til at stene på det lokale værtshus i stedet for at flyve til Thailand. Det er også, om end med en lidt anden mening bag, blevet Žižeks catchphrase: I would prefer not to.

Sætningen kommer fra Herman Melvilles Bartleby, the Scrivener. En kort roman om chefen på et kontor, der laver kopier af retsdokumenter (en omfattende proces før kopimaskinen), som ansætter den ejendommelige skrivekarl Bartleby. Bartleby arbejder trofast og ihærdigt, indtil han en dag bliver spurgt, om han ikke vil kigge en kopi igennem, hvortil han svarer “I would prefer not to”. Som fortællingen skrider frem står det klart, at Bartleby insisterer på sin ikke-handling. Han bliver boende på kontoret, selv efter han er blevet fyret, selv penge siger han nej til, og til sidst ender han i fængslet, hvor han helt til det sidste foretrækker at lade være med at spise. Det er en form for autentisk ikke-handling til forskel fra den slags ikke handling, som det er ikke at have skabt Helena. Bartleby identificerer sig med sin handling (og det gør den autentisk), mens der ikke er nogen, som går rundt og identificerer sig som “mig, der ikke skabte kunstværket Helena”.

Det er også derfor, tror jeg, at Helena provokerede så meget dengang og stadig gør. Fordi den tvinger os til at forholde os til det fremmedgørende i, at vores dagligdag, som åbenlyst består af handlinger (stå op, lave mad, køre på arbejde osv.), ikke føles sådan.

Selv om disse dialektiske spidsfindigheder er morsomme, er min pointe dog en anden. Der gemmer sig nemlig et argument om vores forhold til klimaforandringerne, som jeg synes træder bedst frem ved en forståelse af filosoffen Thomas Pogges kritik af de vestlige samfunds handlinger. Pogge beskriver i World Poverty and Human Rights hvordan vi i vesten er en årsag til fattigdom i den tredje verden, bl.a. fordi vi faciliterer, at tyranner kan sælge naturressourcer (mineraler, olie osv.), som de ikke har demokratisk ret til, eller at de kan optage dyre lån i den undertrykte befolknings navn. Vi er grund til at fattigdom eksisterer, skriver han. Det er en stærk argumentation, for det er langt mere effektivt at få nogle til at indse, at de gør noget forkert, end at få nogen overbevist om, at de burde gøre noget bedre, som f.eks. er Peter Singers argument i et berømt essay.2 En god opsummering af Pogges argumentation kommer han selv med i et spørgsmål: Why do citizens of the affluent Western states not find it morally troubling, at least, that a world heavily dominated by us and our values gives such very deficient and inferior starting positions and opportunities to so many people? (Pogge, 3)

— 25 —

tanken22.indd 25

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Pogge er ofte blevet kritiseret for den kausale kæde, som lænker Vestens handlinger sammen med de skrækkelige konsekvenser for tredjeverdenslande.

Det er altså svært at bevise, at vi i Vesten direkte er årsag til fattigdom i den tredje verden, om end der kan være noget om det. Derfor virker Pogges argumentation kun stærkere, hvis vi i stedet for at snakke om fattigdom skifter problematikken til klimaforandringer, og hvordan vi som samfund bør agere i den situation. Det er efterhånden almindelig antaget i forskningen, at udledning af drivhusgasser fører til forhøjede temperaturer og ødelæggende klimaforandringer. Der synes altså at være en klar kæde mellem forbrug, som f.eks. papiret du sidder med i hånden, og skade på mennesker her på jorden.3 Problemet er altså, at vi destruerer den mulighed, som mennesker på f.eks. lavtliggende øer eller på grænsen af en voksende Sahara-ørken har for at leve et liv med et nogenlunde udgangspunkt. Situationen er altså mere radikal, end jeg beskrev den før: Vi blender ikke blot dyr, men mennesker.

Begivenhederne minder meget om den dramatiske motor i første sæson af TV-serien The Wire. Her sætter et hold af politifolk sig for at aflytte en række telefoner, en såkaldt wiretap, for at afsløre en narkoring.

Det står ret hurtigt klart for alle, at det er den gådefulde Stringer Bell, der er bagmanden. Men han er som en skygge for politiet, og de kan hverken finde ud af, hvordan han ser ud, eller hvad hans telefonnummer er. Han er den store anden4 i Baltimores low-rises, dårlige beton-rækkehuse, hvor gadedrenge sælger heroin.

Politifolkene er fanget et sted, hvor de ikke kan handle, for de kan ikke anholde Stringer Bell, før de har bevist hans skyld. Men han er klog, for han viser sig sjældent offentligt og taler nemlig aldrig i telefon. Man kan sige at Stringer Bell ikke-handler på en autentisk måde, fordi han med vilje sidder som bagmanden på loftet af en stripklub, mens politiet i modsætning er fanget i et slags limbo uden handling, fordi de blot sidder og lytter og lytter uden at komme nogen vegne. Politiet kan altså sige til Stringer Bell, at det ville være bedre, hvis han lod være med at sælge narko. Men de kan ikke bevise hans skyld, og derfor kan de ikke kræve, at han holder op.

Der en analogi til vores eget samfund, for vi kan sjældent bevise, f.eks. hvor skylden for klimaforandringer præcist skal placeres, men de fleste af os er godt klar over, at vores indretning af samfundet

har slagsider såsom klimaforandringer, kummerlige sweatshops eller overfiskeri. Žižek kalder disse fænomener for objektiv vold (Bjerre & Laustsen, 129), objektiv fordi det altså sker, lige meget hvad end vi nu synes om det, og vold fordi rigtige mennesker lider under det.

Lad mig prøve at opsummere min position, og hvordan denne Stringer Bell-karakter kan forklare os noget. Vores samfund som sådan er forbryderisk, og jeg nævner Pogge for at føre de fældende beviser: vi ødelægger naturen og specifikt mennesker.

Det er derfor jeg skriver, at vi trykker på blenderknappen, fordi vi udøver denne vold. Men vi er en meget gemen forbryder, der ikke vil indse det. Stringer Bell er omvendt en autentisk forbryder. Han er godt klar over, at han bryder loven, det er hele hans selvbillede, men han er bare ligeglad med det, for han har helt bevidst taget et valg om at handle på trods.

Det er derfor vi som seere kan holde med ham, han er nærmest sympatisk.

Det forholder sig omvendt med os selv, vi er en usympatisk forbryder, der ikke vil se sig selv i øjnene.

Det er ikke “naturligt”, at vi er endt det sted vi er, det er noget, som er et resultat af konkrete handlinger og valg. Man kan sige, at vore handlinger skaber samfundet, og at “sorteper lander hos os” (Pogge, 21).

Derfor synes jeg, det er mere korrekt at tale om klimaforandringerne som noget, vi skaber, end noget, der er i vores magt at stoppe.

At modsætte sig den skadelige udledning af drivhusgasser er altså ikke et spørgsmål om at gøre noget bedre, men om at lade være. Alt for ofte bliver det fremført af store dele af klimabevægelsen, at man skal være vegetar, at man skal rejse med tog og bus, at man skal købe økologisk og genbrug osv. Men det er grundlæggende en opfordring til det supererogatoriske og er simpelthen ikke et krav, der er radikalt nok. Det supererogatoriske er en handling ud over (super), hvad der er påkrævet af en. Men denne tanke forudsætter et moralsk rum som er “under”, hvor man ikke behøver gøre noget. Og det er netop det rum som Helena peget på, det som vi i dagligdagen glemmer. Men dette, mener jeg, eksisterer ikke, for det eneste alternativ til en handling er en anden. Den supererogatoriske klimaopfordring som argument fungerer altså kun, hvis man glemmer, at vi har fingeren på knappen.

— 26 —

tanken22.indd 26

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

I stedet er vejen frem det simple, men radikale, nej.

Det er ikke det stoiske nej, som er kujonens handling, der aggressivt lader tingene stå til – den gemene forbryders nej. I stedet er det Bartleby, som viser os vejen frem. Der er nemlig en fantastisk dobbelthed i hans udsagn. Når han siger, at han foretrækker at lade være, er det i virkeligheden omvendt – han insisterer på at lade være. Mens chefen, fortælleren, foretrækker at Bartleby arbejder videre, men ikke kan få sig selv til andet end afventende ikke at handle, og til sidst bliver han nødt til at flytte kontor, fordi han ikke kan tage sig sammen til at sige Bartleby op. Når Bartleby insisterer på at sige nej og står stejlt på det, så afslører han den løgn, som det er ikke at handle for i stedet at ikke-handle. Ikke fordi det er hvad man burde gøre, men fordi det er det eneste reelle svar på en handling, der er forkert.

Dette nej er både svært og nemt. Det er nemt at være doven, det kunne være at blive hjemme i stedet for at tage på arbejde. Men det er også svært, for det er et nej til sit job og dermed sin plads i samfundet, til det som Žižek kalder for en symbolsk ordens virkelighed. Det er, som pointen næsten altid er for Žižek, en revolution mod den liberale kapitalisme, fordi de valg man bliver stillet overfor er uacceptable. Hvis nogen spørger dig, “vil du have pest eller kolera?”, så er det altså, man må have lov til at svare “nej tak”.

An act does not simply occur within the given horizon of what appears to be “possible” – it redefines the very contours of what is possible (an act accomplishes what, within the given symbolic universe, appears to be “impossible”, yet it changes the conditions so that it creates retroactively the conditions of its own possibility). So when we are reproached by an opponent for doing something unacceptable, an act occurs when we no longer defend ourselves by accepting the underlying premises that we hitherto shared with the opponent (Žižek 2000, 121-22)

Men hvad hvis “bæredygtigt” tøj blot udleder 10 eller 20% mindre CO2?5 Udledninger er der dermed stadigvæk, og det valg, som samfundet tilbyder om et “grønt alternativ” er stadig mellem to onder, man kunne nu sige ”pest eller AIDS?”, og det rigtige svar er stadig nej.

Så hvis du synes det lyder idiotisk bare at sige nej, så har du ret. Det er det, og det er netop derfor, det er nødvendigt. Der er prøvet så mange løsninger indenfor det givne system, vi er på COP 25 nu og har set mange skiftende regeringers klimaplaner (og også set dem forpasse mange muligheder for at handle), og det skulle forestille at være eksempler på de kloge og gennemtænkte valg. De har alle det tilfælles, at de har været utilstrækkelige. Derfor er det måske vejen frem med det dummeste af alle politiske våben, bare at lade være. Det er faktisk prøvet før med succes.

Tænk på Bartleby, på manden, der stoppede tanksne på Tiananmen-pladsen ved bare at stå stille, eller på vores velfærdssamfund, der er bygget på strejken som modstand, der grundlæggende set er et dumt og simpelt nej.

litteratur Bjerre, Henrik Jøker & Carsten Bagge Laustsen, 2013. Den nyttige idiot: En introduktion til Slavoj Žižeks samfundsteori. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Pogge, Thomas, 2003. World Poverty and Human Rights: Cosmopolitan Responsibilities and Reforms. Polity Press. Žižek, Slavoj, 2000. “Class Struggle or Postmodernism? Yes Please!” i Contingency, Hegemony, Universality. Contemporary Dialogues on the left. London: Verso. Žižek, Slavoj, 2008. Ideologiens sublime objekt. København: Hans Reitzels Forlag.

Žižek sammenligner det med den homoseksuelle mand, som ikke kan komme ud af skabet. Han bliver konstant spurgt, hvilken kvinde han vil have, indtil han en dag siger ”nej tak”. Dermed bryder han med selve “horisonten” for spørgsmålets mulige svar og dermed sin egen identitet som heteroseksuel, “normal” mand.

Mere konkret kan man se på, hvordan vi nu får nogle nye valg om f.eks. at købe bæredygtigt tøj.

— 27 —

tanken22.indd 27

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Arguments and Reality ESSAY – af I. G. Norant

Introducing I. G. Norant: I. G. Norant, ph.d., Dr. phil., is Chair at the Department of Philosophy, Cognition and Communication, and the John Schofield Memorial Professor of Philosophy of Language, Logic and Metaphysics at Oxford University. He has published extensively on topics ranging from the methodology of philosophy to theories of language, from the theories of fallacies to the notion of “truth” in logic.

There is an objective reality out there. Saying anything else is just silly. Nonetheless, my argument in this article will have to take these silly propositions seriously (for a while). That is, in order to counter any argument, reading the opposing view in its most sound articulation is not only most fair, it is also what makes a good counter-argument. The reason I am saying this, is that the overarching goal of this argument is a refutation of what in this article will be coined as “reality-denying arguments” (RDA’s). The most prominent and influential figures of this “argumentational” strategy being J. Derrida, M. Foucault, G. Deleuze and the like, the tradition going all the way back to G. W. F. Hegel’s impenetrable coherentist justificational system (ICJS). A question one should ask oneself is the following: Why do these RDA’s seem so impenetrable? Why is it not uncommonly heard that analytical philosophy deals with arguments, thus insinuating that this other kind of

philosophy does not? These are the questions that I will try to come near in the following.

Much of contemporary philosophy (including the above mentioned authors) on the continent builds its texts on what one could refer to as “the literary aspect” of language, that is, the presupposition that there is such a thing as “text between the lines”.

However, recent developments in the philosophy of language and in philosophy generally have shown that this element of language is redundant in a comprehensive theory of language.

My contention is that there is no such thing as “text between the lines”. My argument builds on a very simple logical structure. For supposing that there is “text between the lines” is the same as saying that there is something that there is not. And this is plainly absurd. Now, one could object that I am reading this in an ontological way, and “text between the lines” is an epistemological category, not an ontological one. But the inconvenient truth is that most RDA’s assert that text between the lines is an ontological category.

Let’s start with the basics with a very simple definition of an argument: DEF1: An argument is such iff it is composed of sentences, which holds some propositional content, and

— 28 —

tanken22.indd 28

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

this content is intended to persuade an interlocutor in a reasonable way.

It is clear that it follows from this definition that all philosophy must be constituted by arguments.

Trying to refute this definition will simply be an example of the definiendum of the definition. I find it hard to believe that anyone capable of critical thinking would abolish this definition: It is simply selfdefeating to propose that this definition is false.

Now, what about “literary sentences”? Let’s take a look at one of the best known ones due to G. W. F. Hegel: “the existence of mind is a bone” (G. W. F. Hegel: The Phenomenology of Mind trans. J. B. Baillie. Library of Philosophy: 1931. p. 369). Many philosophers have proposed that the purpose of such a “speculative sentence” is that the very literary incorrectness of the sentence is supposed to “activate” something in the reader, which is the true reference of the sentence. Now, how did anyone come to know this? By reading about Hegel. And through the sea of secondary literature, we must be able to trace some kind of link of transmitting of information back to the source himself, that is, Hegel. The problem of these kinds of arguments is that they are reality denying. They simply suppose that there is something in a sentence that there isn’t. No one in their right mind and without knowledge of secondary literature on The Phenomenology of Mind, could ever draw out a coherent understanding of the sentence at matter.

Hegel is thus only the “grandfather” of nonsense.

Many prominent “philosophers” have proposed the same kind of language use.

Ever since Plato of whom Hegel is the heir, the question of equivocality has been a central philosophical problem. For example, is The Republic about the organization of the perfect soul or the organization of the perfect city-state? I believe that all literary texts, such as the dialogues of Plato can be read in multiple fashions, but (!), there is an objective answer to the question, that is, the answer we would get if we asked Plato himself. One could maybe object that the main protagonist (the man carrying out the argument) of Plato’s dialogues is Socrates and that Plato probably would tell us that we should ask Socrates about the opinions of Socrates and not Plato. I will not entertain that objection here.

On the question of equivocality, I want here to draw my attention to a brilliant proposal by two of my colleagues, namely S. E. L. Fasserting and A. R.

Rogant. In their article “Qualing Quinea” they show, using a very intelligent thought experiment, exactly what is wrong with RDA’s. Here is an excerpt from their text: Suppose that I am having a discussion with one of my philosophy colleagues about the nature of philosophy.

My colleague, having spent most of his philosophy education in France, has been reading a lot of RDA philosophy. I am arguing that philosophy is about arguments, and that whenever a philosopher says something, there is a particular meaning of the sentence that the interlocutor should grasp, and that the meaning of those sentences is reasonably objective. Now my colleague objects and tells me that I am completely wrong. He tells me that objectivity is not an objective category and that “reasonability” is a normative category, thus completely undermining my claim of objectivity. He claims that I could just have easily said: “subjectively agreeable” instead of “reasonably objective”. (”Qualing Quinea” in Antithesis Vol. 14, 2007)

As my colleagues show in the following pages of this article, even though the RDA philosopher makes a bold claim, in reality, it’s the opposite: “subjectively agreeable” is an objective category. The very term “category” is objective in its nature. There is simply no way of saying something without asserting the objectivity of the sentence – the very meaning of asserting something is holding that it’s true.

And this may be the most interesting difference between RDA philosophy and analytical philosophy: Truth is for the RDA philosopher simply out of the picture.

The intelligent reader will have noticed that the theme of my argumentation revolves around the term “reasonability”. Because truth in its nature by most philosophers is considered something external, that is, something that is to be found in reality and not “within” by some mystical experience, by dropping the term of truth, the RDA philosopher also drops reality as a criterion of argumentation. And that is in its essence unreasonable. The excerpt of the text by Fasserting & Rogant brilliantly illustrates the roadblock of RD-Argumentation. There is simply no way in or out of RD-Argumenation – even though an RDAP might treat this as a compliment.

I have until now only presented my attempts at a refutation of RDA philosophy, but not yet have I presented my proposal for the real critical thinking

— 29 —

tanken22.indd 29

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

that I think philosophy should have as its goal. Thus, my concluding remarks shall be about the concept of reasonability. What does it mean to be reasonable? If there is something that reasonability is not, then it is supposing that a text can say something that didn’t come from an intention from the author of that very sentence. Reasonability is not only an appeal to the reality of things, but it is also a way of thinking that appeals to the basic rules of logic as well as common sense. My proposal can be presented with the following rules: 1. Whenever you want to say something, use a clear and understandable language.

2. Don’t say something that you know can easily be misunderstood.

3. Only say something if you mean it.

By following these very simple rules, philosophy as a discipline would gain progress, a great increase in firm knowledge (knowledge that is not constantly refuted on the basis of a naïve scepticism) and most importantly: coherence.

As my overarching goal of this article has been to try to refute “literary sentences” as a legitimate way of philosophical discourse, I must return to this point in concluding my article. I want to make clear that I do not want to remove literature as a legitimate subdiscipline of the arts, I simply want to make clear that literature should be literature and philosophy should be philosophy. Mixing the two, which was basically how philosophy started, has always been an Achilles heel for philosophy; always having a thorn in the side of the philosophers who really try to come nearer the truth. The RDA philosophers might wonder what the “text between the lines” of this very article is. I will let them wonder about that, and conclude with the following quote by the great Bertrand Russell: “Do not fear to be eccentric in opinion, for every opinion now accepted was once eccentric”.

— 30 —

tanken22.indd 30

13/05/2019 09.45

BRAW

Håndlavede, økologiske øl brygget i hjertet af Nørrebro!

Smag vores øl i Braw Baren i kælderen ved Nørrebro Bryghus på Ryesgade 3.

tanken22.indd 31

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Forskningen på filosofi – et spotlight Bevæbnet med vores telefoners mikrofoner og en vældig nysgerrighed, har vi i de forgangne uger bevæget os op på forsker-gangene for at tale med de mennesker, der styrer forskningen på filosofi, for at blive klogere på hvad de laver.

De forskellige forskningsprojekter, -grupper og -centre har vidt forskellige udgangspunkter. Der er noget for alle. Til trods for denne forskellighed er der noget som de alle har tilfælles og som vi har erfaret på første hånd mens vi har lavet disse interviews: Dørene er åbne og forskerne menneskelige (tro det eller ej). De efterspørger alle studerende som aktivt engagerer sig i deres forskningskreds. Hvis du som filosofistuderende gerne vil have mere ud af din uddannelse eller ønsker at omsætte det du lærer til handling, har vi derfor kun et råd til dig: Engager dig i forskningen!

— 32 —

tanken22.indd 32

13/05/2019 09.45

Forskningsgruppen i praktisk filosofi er en af 3 forskningsgrupper tilknyttet instituttet. Gruppen faciliterer diskussion af den forskning i praktisk filosofi som foregår på instituttet. Praktisk filosofi dækker over etik og politisk filosofi og relaterede fag såsom metaetik.

Kontakt: Morten Ebbe Juul Nielsen (mejn@hum.ku.dk)

Convergent Ethics and the Ethics of Controversy (CEEC) er et forskningsprojekt der omhandler bioetik, de kognitive mekanismer som får os til (irrationelt) at frygte nye bioteknologier og forholdet mellem bioetik, kontroverser og mainstream demokratiteorier.

Kontakt: Klemens Kappel (kappel@hum.ku.dk)

Forskningsgruppen i teoretisk filosofi er en af 3 forskningsgrupper tilknyttet instituttet. Gruppen faciliterer diskussion af den forskning i teoretisk filosofi som foregår på instituttet. ‘Teoretisk filosofi’ er en parablybetegnelse for fag som erkendelsesteori, bevidsthedsfilosofi, metafysik, videnskabsfilosofi og sprogfilosofi.

Kontakt: Thor Grünbaum (tgr@hum.ku.dk)

Intentions, Selections and Agency er et tværfagligt forskningsprojekt i filosofi og psykologi. Forskningsprojektet omhandler hvordan vi husker hvad vi har valgt at gøre og moralske problemstillinger forbundet med f.eks. at glemme noget man skulle gøre Kontakt: Thor Grünbaum (tgr@hum.ku.dk)

Center for Information og BobleStudier (CIBS) arbejder med indsigter fra økonomi og deres anvendelse i den digitale verden, digital uddannelse og forholdet mellem demokrati og fænomener som shitstorms, fake news og techgiganter.

Kontakt: Vincent F. Hendricks (vincent@hum.ku.dk)

Den filosofihistoriske forskningsgruppe er en af 3 forskningsgrupper tilknyttet instituttet.

Gruppen faciliterer diskussion af den forskning i filosofihistoriske emner som foregår på instituttet. De holder 2-3 arrangementer per semester i filosofihistoriske emner.

Kontakt: Leo Catana (catana@hum.ku.dk) eller Sabrina Ebbersmeyer (rtg643@hum.ku.dk)

Center For Subjektivitetsforskning (CFS) har eksisteret siden 2002 og tager udgangspunkt i den fænomenologiske tradition og analytisk bevidsthedsfilosofi.

Lige nu beskæftiger de sig med at undersøge ‘vi’-et nærmere og hvordan en ‘vi’-relation opstår.

Kontakt: Dan Zahavi (zahavi@hum.ku.dk)

Nils Holtugs forskningsprojekt The Politics of Social Cohesion omhandler forholdet mellem national sammenhængskraft, national-kulturel identitet og velfærdsstaten.

Kontakt: Nils Holtug (nhol@hum.ku.dk)

tanken22.indd 33

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Interview med Vincent F. Hendricks (CIBS) Under CIBS er der en række løst definerede forskningsgrupper, der arbejder med hhv. matematisk modulering af socialpsykologiske fænomener, digital uddannelse, økonometri og twitterstorms, og deres anvendelse på socialpsykologiske fænomener og endeligt medarbejdere som arbejder med opmærksomhedsøkonomi, demokrati, politisk bobledannelse og det offentlige rum.

CIBS har markeret sig som et stærkt handlingsorienteret forskningscenter. Som Vincent siger så har det været en integreret del af centeret fra starten af “at videnskaben også tager et ansvar for de udfordringer, som verden står overfor.” og CIBS’ fokus på demokrati og socialpsykologiske fænomener passer, som Vincent nævner, lige ind i at World Economic Forum siden 2013 har sagt at misinformation på nettet “er en global udfordring på lige linje med klima, migration og flygtninge og verdensomspændende sundhed og alt muligt andet.”

Der er blevet udgivet en række bøger med tilknytning til CIBS og deres forskning. ‘Spræng Boblen’ blev skrevet som et lille programskrift for centeret, ‘Infostorms’ som et mere forskningstung forstudie til CIBS, ‘Dit opslag er blevet slettet’ har en studerende som medforfatter og handler om ytringsfrihed og techgiganter, ‘Os og dem’, der ligeledes har en studerende som medforfatter omhandler identitetspolitiske akser og identitetspolitiske bobler og ‘Fake News’ omhandler... ja, fake news.

Hvis man gerne vil være med understreger Vincent at det er nemt, “Her går man jo bare op.” Man behøver heller ikke være bekymret for at man bare bliver sat til at hente kaffe, hvis man engagerer sig. “Som det er her på centeret, hvis I som studerende kommer til at bruge jeres tid heroppe, så skal i også have noget ud af det. [...] lige så snart i sætter pennen på papiret, så er det med henblik på, at der kommer noget ud af det – en kronik til Politiken, en forskningsartikel, en bog eller hvad det end måtte være.”

— 34 —

tanken22.indd 34

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Interview med Klemens Kappel (CEEC) For det første argumenterer CEEC for at ingen af de etiske teorier, som de professionelle filosoffer tager alvorligt (konsekventialisme, kantianisme, dydsetik og kontraktualisme), implicerer at bioteknologier i udgangspunktet er problematiske. Hvis en bioteknologi er sikker, effektiv, ikke leder til store fordelingsmæssige uretfærdigheder og hvis den kan bruges med en rimelig form for accept så er bioteknologien etisk acceptabel.

Den anden del af forskningsprojektet omhandler, at der inden for de sidste 10-20 år er kommet mere sofistikeret psykologiske teorier, der er empirisk velfunderede, som muligvis forklarer, hvad der foregår når folk oplever bioteknologi som dybt problematisk.

Disse psykologiske forklaringer på hvorfor folk finder bioteknologier problematiske kombineres med mainstream demokratiske teorier for at undersøge legitimeringen af demokratiske beslutningsprocesser der angår bioteknologi.

Når vi spørger Klemens om forskningsgruppens forhold til ‘Handling’, fremhæver han at CEEC påviser,

hvordan man kan strukturere de debatter, hvor de før omtalte psykologiske mekanismer kan spænde ben, på en måde som hjælper den demokratiske samtale.

Derudover sikrer CEEC sig at den danske befolkning kender til de her ting ved bl.a. at lave foredrag til gymnasier og forskningsmiljøer.

Forskningsgruppens møder ligger en gang om ugen hver onsdag fra 14-16. Her bliver der læst en artikel til som folk diskuterer eller der bliver holdt et lille oplæg om og givet feedback på, en artikel . Hvis du nu står og tænker, “jamen hvor meget skal jeg kunne før, jeg trykker send?” så siger Klemens ”at det ikke kræves, at man har nogle specielle forudsætninger, det regner vi ikke med, at folk har, men det er klart, at det ikke giver så meget mening, hvis ikke man faktisk kan bruge lidt tid på at sætte lidt sig ind i stoffet. Det bedste er at komme at snakke med mig eller Andreas, som står for møderne og så bare tage den derfra.”

— 35 —

tanken22.indd 35

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Interview med Dan Zahavi (CFS) Hos Center For Subjektivitetsforskning har der altid været en stor interesse for en fænomenologisk og bevidsthedsfilosofisk undersøgelse af selvet, men dette fokus, har i nyere tid, bevæget sig nærmere studiet af “vi”-et og hvordan en “vi”-relation opstår mellem individer. Der forskes bl.a. i, hvilken slags forståelse vi må have af hinanden for at opnå en sådan relation.

Har det fx at gøre med at kende til og kunne forstå hinandens motivationer eller intentioner? Spiller empati, fælles værdier og det konkrete ansigt-til-ansigt møde en særlig vigtig rolle?

Dan Zahavi har også i mange år arbejdet med spørgsmålet om hvordan filosofiske indsigter kan omsættes og anvendes indenfor sundhedsvæsenet.

For tiden har han særlig fokus på uddannelsen af sygeplejersker. Sygeplejen har længe haft interesse for fænomenologi. Det er vigtigt at forstå hvordan patienten oplever sin sygdom, hospitalsindlæggelse, det at leve med en kronisk lidelse, etc., og her kan fænomenologiske begreber som livsverden, empati, kropslighed etc. være relevante.

Hvis man som studerende ønsker at sætte sig ind i CFS’ forskning kan man enten læse nogle af deres publikationer - (vi på redaktionen kan godt anbefale Zahavis ‘Fænomenologi - En introduktion) – eller deltage i nogle af deres mange workshops, konferencer m.m. Datoerne for disse kan alle ses på MEFs hjemmeside. CFS arrangerer også nogle interne ugentlige forskningsmøder som kun er åbne centerets egne medarbejdere samt specialestuderende.

CFS har for nylig modtaget to store bevillinger som tyder på at de snart skal til at ansætte nye folk, og der vil givetvis opstå flere muligheder for mere studenter-involvering de kommende år.

— 36 —

tanken22.indd 36

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Interview med Leo Catana (FHF) I den filosofihistorisk forskningsgruppe (FHF), er der intet fokusområde, udover det, som hvert medlem er specialiseret i. For Leo Catana gælder her græsk antik filosofi i det 5. og 4. århundrede før vor tidsregning, og for Sabrina Ebbersmeyer det 17. og 1.

-århundredes filosofi. De arbejder både selvstændigt på hver deres publikationer og projekter, men også sammen, blandt andet om in- og eksklusionsmekanismer i den filosofihistoriske kanon. For Catanas vedkommende, arbejder han pt. med Platons etik og politiske filosofi og Aristoteles’ dydsetik. Ebbersmeyer, der også mere generelt beskæftiger sig med kvinder i filosofi, arbejder med inklusion og eksklusion af kvindelige filosoffer i filosofihistoriske oversigtsværker i Tyskland i det 19-århundrede.

Ift. filosofi og handling, peger Catana på filosofihistorie som en afgørende kilde til vores kulturelle selvforståelse. Han nævner, hvordan der i tiden omkring 9/11 blev italesat en kløft mellem den arabiske og den vestlige verden, der blev etableret i den offentlige diskurs ud fra den antagelse af kun Vesten nød godt af en oplysningstid, der angiveligt adskilte religion og filosofi, hvilket Catana mener er faktuelt misvisende: I den vestlige oplysningsfilosofi var religion og filosofi ofte tæt sammenvævet, og i den arabiske tradition gjorde tænkere som Averroes en her del for at frisætte filosofien fra religionen. Således kan filosofihistorie have enorm betydning for den offentlige debat, når det kommer til kulturel selvforstå-

else eller identitet. Et andet eksempel er den antikke dydsetik, der i disse år tages op af en række moderne filosoffer, blandt andet inden for normativ etik (fx.

Annas, Hursthouse, Foot), miljøetik (fx. Hill, Sander), ledelsesfilosofi (fx Solomon), men også inden for utilitarismen (fx Driver). Filosofihistorie er interessant i sig selv, men yder også et meget stort bidrag til moderne filosofi.

FHF afholder en 2-3 arrangementer per semester, hvoraf de alle er åbne for studerende. Der er tale om workshops, hvor der ofte er inviteret en udenlandsk forsker, der præsenterer et relevant projekt, eller “graduate seminars”, hvor en nuværende specialeskriver indenfor feltet, præsenterer sit projekt og får feedback af lærere såvel som studerende. Info om møderne kan findes på MEF’s kalender, men også på Academia.com, bl.a. under Leo Catanas profil. Bedst er det at skrive direkte til Sabrina og Leo og blive sat på deres mailingliste for FHF. I tillæg til FHF organiserer de to også et tværfagligt historisk forum, The Copenhagen Intellectual History Seminar (https:// intellectualhistory.ku.dk), som én gang om året mødes med kollegaer uden for filosofi, eksempelvis teologi, jura, litteratur, historie etc. I år handlede mødet om det 17. og 18. århundrede, næste år (foråret 2020) vil det handle om græsk filosofi i det 5. og 4. århundrede før vor tid. Her er studerende også velkomne. Interesserede opfordres til at skrive til Leo eller Sabrina og blive sat på en mailingliste.

— 37 —

tanken22.indd 37

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Interview med Nils Holtug (Politics and Social Cohesion) Nils Holtug, der tidligere har været leder af ”Centre for Advanced Migration Studies”, er nu på fuld tid tilbage på Afdeling for filosofi, hvor han bl.a. forsker i fordelingsretfærdighed og migration. Han har modtaget en bevilling til sit projekt ‘The Politics of Social Cohesion’, hvor han kigger på argumenter, der forsøger at begrunde bestemte immigrationspolitikker ud fra, hvilken effekt immigration har på sammenhængskraften og velfærdsstaten, samt argumenter, der forsøger at begrunde bestemte integrationspolitikker ud fra en ide om, at en fælles national identitet er en forudsætning for samfundets sammenhængskraft. I sin forskning inddrager Nils både empiriske studier af, hvilke effekter immigration har, samt politisk-filosofiske diskussioner af nogle af de værdier, der ofte lægges til grund i disse debatter, herunder nationalisme, liberalisme og multikulturalisme. I den forbindelse argumenterer han for en teori, der kombinerer kosmopolitanisme, liberal egalitarisme og elementer af multikulturalisme.

Nils er frisk på at hjælpe engagerede studerende, der interesserer sig for hans projekter, med at føre deres ideer ud i livet. Hvis man fx nedskriver sine tanker om velfærdsstatens normative forpligtelser eller lignende, skal man ikke være bleg for at søge råd. Yderligere kan man opsøge de forskningsmøder han deltager i, hvor der præsenteres en bred vifte af forskning inden for hans område. Disse møder er bl.a. i forskningsgruppe for praktisk filosofi, som du også kan læse om i interviewet med Morten.

— 38 —

tanken22.indd 38

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Interview med Thor Grünbaum (Forskningsgruppen i Teoretisk Filosofi og ‘Intentions, selection and agency’) Når vi spørger Thor om gruppens forhold til bladets tema, ‘Handling’, joker han først med at han nok kommer til kort på den aktivistiske side. Han fremhæver dog også at netop handling er et emne som han har beskæftiget sig rigtigt med. Spørgsmål om hensigt, vilje, passivitet, grunde og planlægning af handlinger har Thor arbejdet, bl.a. i forbindelse med forskningsprojektet ‘Intentions, selection and agency’ - “Jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle til skolehjemsamtale, men jeg tænkte ikke på det i løbet af dagen. Hvorledes huskede jeg det igen? Og hvad gør man, når man ikke husker det?”. Forskningspro-

jektet ligger således i krydspunktet mellem filosofi og psykologi. På den ene side er der det psykologiske spørgsmål om, hvordan vi husker ting. På den anden side er der de moralske konsekvenser der følger af, at vi ikke er i kontrol over hvad vi husker. Det var Thors intention at deltage i skolehjemsamtalen, og ikke hans intention at glemme det.

Hvis man er interesseret i anbefalet læsning til forskningsprojektet ‘Intentions, selections and agency’ nævner Thor på nul komma fem bøger nok til et helt semesters frilæsning. Dog lægger han særlig vægt på Donald Davidsons “Essays on actions and events” og Elizabeth Anscombes “intentions”.

Hvad angår mulighederne for at engagere sig i forskningsgruppen i teoretisk filosofi siger Thor at “Man er parat til at deltage, hvis man synes det er sjovt og man læser filosofi. Det eneste man skal er at deltage forholdsvis regelmæssigt og have forberedt sig. Som studerende er man velkommen til bare at være med på en lytter hvis det er det man vil.” Selvom møderne på instituttet er lukket for de almene studerende, så er der både åbne læsegrupper, workshops og jævnlige seminarer, som alle studerende kan deltage i. Alt information om disse events kan man finde ved at skrive til Thor Grünbaum.

— 39 —

tanken22.indd 39

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Interview med Morten Ebbe Juul Nielsen (Forskningsgruppen i Praktisk Filosofi): Forskningsgruppen i praktisk filosofi (PPRG) er et forum hvor man kan præsentere papers, projektideer, ansøgningsideer, etc. for at få kollegial kritik fra andre interesserede. Af disse projekter, er det de færreste projekter som er rent teoretiske; Der er et handlingsperspektiv i langt det meste af det der foregår i PPRG. Som Morten påpeger er “det mest essentielle spørgsmål i normativ etik og politisk filosofi ultimativt er hvordan vi skal handle.” Der er selvfølgelig nogle projekter hvor, man skal “have flere mellemregninger med” før, man kan se implikationerne for, hvordan man skal handle . Morten understreger dog også, at der ikke er en “aktivistisk åre” i gruppen; Efter hans erfaringer er langt det meste filosofi, hvor konklusionen er givet på forhånd, noget “lortefilosofi”.

Møderne foregår ca. en gang hver uge eller to. Skriv en mail til Morten om hvad man har tænkt sig, forventer etc. Selvom PPRG er en arbejdsgruppe, og ikke et serviceorgan, og de derfor ikke er så “glade for folk der ligesom laver en helikopter-ting hvor de lige kommer ind og får kritik på det de har lavet og aldrig kommer igen.”, så er møderne åbne. Man er mere end velkommen til bare at være med på en lytter, hvis det er det man har lyst til. PPRG laver et program ved hvert semesterstart, som bliver korrigeret lidt. Her kan man se hvad “og hvis man så tænker, at det vil man rigtig gerne høre om, så skal man bare droppe forbi.” I PPRG, vil de desuden rigtig gerne have flere nuværende og fremtidige speciale- og bachelorskrivende studerende indenfor praktisk filosofi i gruppen. Man er velkommen til at komme forbi og præsentere sine ideer, som man så kan få bred feedback på.

— 40 —

tanken22.indd 40

13/05/2019 09.45

tanken22.indd 41

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Tour de chambre på ph.d.-gangen Der findes mindst én filosofistuderende, som kender mindst én bachelorstuderende på filosofi. Der findes også mindst én studerende på filosofi, som ved at der findes kandidatstuderende på filosofi. Men findes der mindst én filosofistuderende, som ved at der findes Ph.d.-studerende på filosofi?

Det gør der formentligt. Men hvem de er og hvad de laver, er der ikke mange, der ved. Filosofi er en meget lille uddannelse, og det er derfor vigtigt, at vi værner om det nære miljø på studiet. Derfor har Tanken været på tour de chambre hos tre forskellige Ph.d.’ere, for at lære dem bedre at kende og gøre opmærksom på dem og deres forskning. Det er der blevet tre podcasts ud af, som du kan høre på vores hjemmeside. Her i bladet kan du lære dem bedre at kende gennem ti spørgsmål vi stillede, som handler om alt fra deres yndlings filosofibog til deres favoritfestsang.

Du kan høre hele podcasten på Tankens hjemmeside, www.tankenonline.dk/Podcasts

Filippos Stamatiou Navnet er græsk fordi han er fra Athen. Forsker i fri vilje. Har et smil som varmer.

Is eller lagkage?

Is Dit yndlingssted i København?

Dronning Louises Bro Hvem vinder folketingsvalget?

Socialdemokraterne Hvad er dit yndlingscitat?

Isaac Asimov, da han blev spurgt, hvordan han ville beskrive sig selv: ”I am, in ascending order of importance, a writer, a scientist, a sciencefiction writer and the worlds greatest lover.”

Dit yndlings festnummer? ’Ecuador’, Sash!

Hvad er efter din mening det største aktuelle samfundsproblem?

Fraværet af omsorg for eller interesse i andre mennesker Hvad er din yndlings filosofibog? ’The History of Western Philosophy’, Bertrand Russel Hvad er din yndlingsbog uden for klassisk filosofi? ’The Odyssey: A Modern Sequel’, Nikos Kazantzakis Hvem er efter din mening den mest undervurderede filosof?

Parmenides Hvis du ikke skrev en Ph.d., hvad ville du så lave?

Være en opdagelsesrejsende

— 42 —

tanken22.indd 42

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Tine Hindkjær Har taget sin bachelor i Odense. Forsker i civil ulydighed og politisk arrogance. Synes at vi skal komme til forskermøderne i praktisk filosofi.

Is eller lagkage?

Lagkage Dit yndlingssted i København?

Christianshavns kanaler Hvem vinder folketingsvalget?

Socialdemokraterne Hvad er dit yndlingscitat?

David Estlund om sin egen demokratiteori: ”It’s just right.”

Dit yndlings festnummer? ’When doves cry’, Prince Hvad er efter din mening det største aktuelle samfundsproblem?

Enten ulighed eller klimakrisen Hvad er din yndlingsfilosofibog? ’Democratic Authority: A Philosophical Framework’, David Estlund Hvad er din yndlingsbog uden for klassisk filosofi? ’Tilværelsens Ulidelige Lethed’, Milan Kundera Hvem er efter din mening den mest undervurderede filosof?

Gerald Allan Cohen Hvis du ikke skrev en Ph.d., hvad ville du så lave?

Arbejde med politik

Louisa Jane Holt Er fra Australien. Forsker i liv, død og bevidsthed.

Har skrevet sciencefiction-litteratur.

Is eller lagkage?

Is Dit yndlingssted i København?

Mit hjem på Amager Hvem vinder folketingsvalget?

Håber De Radikale Hvad er dit yndlingscitat?

Har ikke et Dit yndlings festnummer? ’Around the World’, Daft Punk Hvad er efter din mening det største aktuelle samfundsproblem?

Klimaforandringer og udryddelse af dyrearter Hvad er din yndlingsfilosofibog? ’Biological Autonomy: A Philosophical an Theoretical Enquiry’, Matteo Mossio og Alvaro Moreno Hvad er din yndlingsbog uden for klassisk filosofi? ’The Brief and Frightening Reign of Phil’, George Saunders Hvem er efter din mening den mest undervurderede filosof?

Robert Rosen Hvis du ikke skrev en Ph.d., hvad ville du så lave?

Arbejde på et museum

— 43 —

tanken22.indd 43

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Tanken læser In Praise of Mathematics af Alain Badiou, Gilles Haeri, (oversat til engelsk af Susan Spitzer) Wiley

Siden begyndelsen har Gud, på godt og ondt, reddet filosoffernes røv. Gud har været alt fra den mindste dominobrik til en ‘deus ex machina’ som redder hovedpersonen fra dæmoner med besynderlige motiver. Siden 1882 har gud dog været gone med stort G. I guds sted må vi, ifølge den kendte filosof Alain Badiou, sætte matematikken.

Ifølge Badiou forbinder matematikken vores egen endelighed til sandhedernes uendelighed. Det er i denne overgang fra endelighed til uendelighed at mennesket kan finde lykken - eller i hvert fald den version af lykken som man finder i det Aristoteles kalder det kontemplative liv. Matematikken tillader os at forbinde det endelige med det uendelige fordi matematik er ontologi, undersøgelsen af væren abstraheret fra det værende. Fjern alt særegent ved det værende, og du står tilbage med det som matematikken studerer. De formelle strukturer som matematik undersøger er de selvsamme strukturer som universet er underlagt. Dette er grunden til at matematiske opdagelser uden nogen tilsyneladende forbindelse til den fysiske verden kan finde anvendelse i fysikken flere århundreder efter deres opdagelse.

Gilles Haéri og Alain Badious bog, In Praise of Mathematics, er et transskriberet interview med Badiou hvori hans forhold til matematikken uddybes.

Bogen er i lige så høj grad en belysning af nogle af de bizarre roller som matematikken har spillet i fysikken og filosofien gennem historien og en refleksion over matematik som skolefag som den er en præsentation af Badious filosofi. Den engelske oversættelse er god og sproget flyder naturligt. Grundet formatet er indholdet så tilgængeligt og let som konventionel teoretisk filosofi kan være, men det betyder også at forklaringerne lejlighedsvis er overfladiske.

Jonas Dam Rasmussen — 44 —

tanken22.indd 44

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Ned på jorden af Bruno Latour Informations Forlag

Sådan ender demokratiet af David Runciman Informations Forlag

Bruno Latour vender den klassiske bemærkning fra Heraklit på hovedet. I stedet for at sige, man ikke kan bade i den samme flod, siger han, at man ikke kan træde på den samme jord to gange. Vi er i den antropocæne tidsalder, og jorden forsvinder under vores fødder, enten lokalt hvor der ikke er flere kulminer at grave eller marker at drive uden massiv landbrugsstøtte eller i en moderne globaliseret verden som langsomt begynder at indse, at den løber tør for planet. Med klimakrisen er der ikke længere noget stabilt forhold mellem jord og menneske, og uden fast jord og territorium kan man ikke orientere sig politisk.

Vi orienterer os ud fra en akse man kan kalde den gamle højre-venstre, udkantsdanmark mod den kreative klasse, Trump mod Obama eller de gule veste mod Macron, men de er alle mangelfulde analyser.

I stedet vil Latour indføre den mere passende Lokal mod Globale position, som alle har det problem, at de har mistet deres jord. Men i det bliver vi til et universelt subjekt, et grimt et, bevares, men trods alt.

Dette universelle udgangspunkt er Latours forsøg på en ny retning for politik: mod det jordiske.

Men Latour har også sine øjne rettet mod en anden akse: mellem Natur og Menneske, som har samme løsning, nemlig forståelsen af mennesket som jordisk. Af jord er vi kommet, og den navlestreng skal vi aldrig kappe. Med andre ord vil Latour forstå det sociale og det geologiske sammen og samtidigt.

Et flammeskrift. Sådan betegner forlaget selv bogen, og Latour skriver vitterligt i et alvorligt sprog, som f.eks. når USA træder ud af Paris-aftalen, så er det som Nazytysklands lebensraum, og det er en krigshandling når vi ødelægger vores jord. Vi er i krig. Som konsekvens af denne krise i den politiske orientering giver Latour sit bud på, hvordan man kommer ned på jorden igen, for vi skal finde grunden under vores fødder, helt bogstaveligt talt, og falde til jorden politisk.

Sådan ender demokratiet! Det er de ambitiøse titlers ambitiøse titel i 10-trin-til-lyksaligheden-agtigt forældet damebladsformat – og denne omtaler er nede med det.

Man kastes hovedkulds ud i det: allerede kapitlernes overskrift – “Kup!”, “Katastrofe!”, ”Teknologien tager over!” - indikerer action og spænding, der smager af scener fra Ulykken af Tom Kristensen, foruden en ganske bette bismag af Station 2 - på patrulje. Det skyldes måske letheden i sproget, den ubesværede formidling af et særdeles omfangsrigt stofområde, der er kogt ned til få letlæste, men slagkraftige sider. Det er umanerligt britisk; næsten til det punkt, hvor bogen egenhændigt – næsten som et menneske – spørger, “Vil du have en kop te?”.

Nuvel. Bogen er et forsøg på at kortlægge truslerne mod demokratiet i dag, og disse trusler er så delt ind i de tre førnævnte kapitler. “Kup!” tager udgangspunkt i kuppet (surprise) i Grækenland i 1967, og sammenligner med Grækenland anno 2014, Syriza-regeringen og Tsipras som den historisk pressede regeringsmand. Herfra går turen til Tyrkiet, Egypten, Ungarn og USA; så over sammensværgelsesteorier, populisme, demokratiets behov for modstand for at trives og til sidst en rammende præcisering af demokratiets problem, “Demokratier er blevet vældig gode til at løse et problem – vold – der i fortiden har været en forudsætning for at løse det andet – ulighed”.

“Katastrofe!” formidler den selvindlysende pointe, at hvis verden går under, så er det også slut med demokratiet, mens “Teknologien tager over!” både er informativt, foruroligende og lidt fjollet - især, hvis man er en kende analogt anlagt.

Den clickbaitede titel og det tabloide førstehåndsindtryk leverer sidste, nydeligt performative pointe i bogen: demokratiet ender ikke sensationelt i en kavalkade af blod, klimaangst og flyveblade. Det dør snarere langsomt i en serie af tilbagevendende, lange, smertefulde krampetrækninger.

Carl Luis Hvilsom

Magnus Sabroe Bjernemose — 45 —

tanken22.indd 45

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Først lærer vi økonomerne at kende ... så tager vi økonomien tilbage af Jørgen Steen Nielsen, Sebastian Gjerding og Nikola Nedeljkovic Gøttsche Informations Forlag

Tingenes mærkelige orden: Liv, følelse og skabelse af kulturer af Antonio Damasio Hans Reitzel

Bogen afrunder en artikelserie i Information med titlen Vi tager økonomien tilbage. Udgangspunktet er, at økonomien er blevet så kompleks og indviklet i matematik, at den almene borger ikke forstår den.

Bogens formål er at gøre økonomien til allemandseje gennem portrætter af historiens 30 vigtigste økonomer og en gennemgang af 20 væsentlige begreber, der kan lette forståelsen af dette uhyre som økonomien synes at være. Bogens ambitiøse mål er forbilledligt og kan for nogen måske synes naivt. I hvert fald har den været årsag til, at de af mine venner, der læser økonomi, har slået en hånlig latter op og klappet mig kærligt på skulderen og ønsket mig held og lykke med at forstå økonomien på 240 relativt letlæselige sider. Denne hånlige latter synes jeg dog på ingen måde er berettiget, da bogen på mange parametre holder sit løfte om give et kendskab til økonomer og økonomiske begreber. Bogen gennemgår i 30 kapitler, 30 af historiens største økonomiske tænkere, hvor den faglige tyngde synes at variere alt efter, hvilke økonomiske tænkere, der beskrives, og hvor letforståelige deres økonomiske tankegang er. Hvert kapitel formår dog at vække læserens interesse. Bogens skaber en stor interesse for at læse videre, og derfor er ”anbefalingen til videre læsning”, som hvert afsnit er udstyret med, kærkomment og på den måde undgår bogen at forklejne de økonomiske teorier. Ud over kendte økonomiske tænkere som Adam Smith, John Keynes, Milton Friedman, portrætteres andre tænkere, hvoraf jeg fandt de økologiske økonomer, såsom Kenneth Boulding, Nicholas Georgescu-Roegen og Herman Daly interessante.

Deres økonomiske tænkning er kendetegnet ved, at jordens knappe ressourcer er med i regnestykket, og at begrebet vækst hives ned fra sin piedestal for i stedet at fokuserer på en bæredygtig økonomi.

Efter at have læst bogen er man ikke i stand til at forstå økonomien og alle dens facetter, men man er bedre klædt på til dette store projekt, og bogen har, for mit vedkommende, formået at vække en interesse og dæmpet den ærefrygt, som jeg havde over for økonomien inden jeg læste denne ganske glimrende bog.

I sit femte og nyeste værk udfolder professor i neurologi turned filosof Antonio Damasio sin teori om følelser som primus motor for livets udvikling. Han mener, at følelser spiller en essentiel rolle som bindeleddet mellem krop og sind, og at denne rolle er blevet negligeret både fra bevidsthedsfilosofiens og neurobiologiens side.

Damasio kategoriserer følelser som mentale oplevelser, der knytter sig til fysiologiske tilstande, og som sikrer, at organismen vil reagere på stimuli på en sådan måde, at artens videreførsel sikres. Følelser er en overlevelsesstrategi i evolutionær forstand; en effektiv måde at navigere i verden på, ligegyldigt om man er en encellet organisme eller et menneske. Alt levende har en iboende trang til at overleve, og denne trang aktualiseres, når subjektet handler i overensstemmelse med dets følelser.

Derfor er følelser ifølge Damasio nøglen til at forstå eksempelvis kontraktteori: hvorfor og hvordan mennesker indgår i sociale sammenhænge; og spilteori: hvorledes mennesker tager beslutninger. Endda kan vi gennem en forståelse af følelser demontere the mind-body problem, som Damasio gør i sin bog Descartes’ Fejltagelse fra 1994. Her argumenterer han for, at adskillelsen af sjæl og krop – og i forlængelse heraf, fornuft og følelse – er misvisende, fordi førstnævnte er baseret på sidstnævnte. Rationalitet er en forfinet overlevelsesmekanisme; et resultat af følelser.

Damasios teori er overbevisende, fordi den er solidt plantet i naturvidenskaben, hvorfra den forgrener sig videre ud i psykologien og filosofien. Desværre er sætningskonstruktionen repetitiv, hvilket gør bogen træg at komme igennem til trods for kvaliteten af indholdet.

Bodil Hvass Kjems

Jeppe West Larsen — 46 —

tanken22.indd 46

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

HOROSKOPER

Vædderen: 21. marts – 19. april Filosof: René Descartes (31. marts 1596) En nyopdaget kærlighed til det kontemplative liv rammer dig dette semester. Du befinder dig bedst derhjemme foran pejsen med en kop vin chaud. Da Merkur er i din bane, har du god kontakt til koglekirtlen og erkender derfor klart og distinkt.

Godt råd: Kom ud af din komfortzone. Alt kan ikke ske a priori (medmindre du har Tinder). Expand your mind.

Vandmanden: 20. januar – 18. februar Filosof: Charles Darwin (12. februar 1809) Til trods for, at du ikke længere er så fit og ikke længere er den stolte indehaver af en vaskeægte beach body, holder du stadig hovedet oven vande i hverdagens kamp for at overleve. Din selvforståelse er forskruet, da du opfatter dig selv som en løve, mens resten af verden ser dig for hvad du virkelig er: En vandmand. Du tror at livet altid handler om at konkurrere. Det gør det ikke, det handler om at kneppe...

Godt råd: Husk at vandmænd også besidder gode kvaliteter, der udvikles helt naturligt med tiden.

Fisken: 19. februar – 20. marts Filosof: John Rawls (21. februar 1921) I denne periode rammes du af en voldsom uretfærdighedsfølelse. Alt er forkert; du føler, at du har været uheldig med din lod i livet, dit blik er sløret, og du bruger alt for meget tid på ønsketænkning. Måske ville det være bedre, hvis du var lige fisk, lige vægt.

En lækker ven fortæller dig, at du tænker for meget over slutresultatet; It’s the journey, not the end.

Godt råd: Lad være med at tænke for meget over, hvad der kan gå galt. Slap af og maksimer det søde i livet.

— 47 —

tanken22.indd 47

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Tvillingen: 21. maj – 20. juni Filosof: Blaise Pascal (19. juni 1623) Din splittede natur kommer virkelig til udtryk denne periode. Enten får du en god måned, eller også får du en dårlig måned. Du kan prøve at regne på det, men hvis den dårlige måned eksisterer, kan du jo lige så godt lade, som om den er god... Eller er det omvendt? Better safe than sorry.

Godt råd: Indgå ikke væddemål i denne periode, du risikerer at blive ludoman.

Krebsen: 21. juni – 22. juli Filosof: Gottfried Wilhelm Leibniz (1. juli 1646)

Tyren: 20. april – 20. maj Filosof: Søren Kierkegaard (15. maj 1813) Foråret er på vej, men fortvivlelsen og angsten plager dig stadig. Du føler dig fremmed i din egen krop og sat af noget, der ikke er dig – men frygt ikke uden bæven. I dette semester vil du møde en flirt, men du har dårlig kemi med jomfruens tegn.

Wicked Rabbit har hævet priserne på vej-selv, Leo Catana ved ikke hvem du er, metafysik blev ikke oprettet som valgfag, og en dum englænder har fået

Godt råd: I denne periode er det optimalt at udleve din indre æstetiker, men husk; studenterhuen er en fin indikator på om blomsten bør plukkes.

æren for din matematiske opdagelse. På trods af en hård medfart forbliver du positiv, da du ved, at du lever i den bedst mulige af alle verdener.

Godt råd: When life gives you lemons, make lé monade.

— 48 —

tanken22.indd 48

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Løven: 23. juli – 22. august Filosof: Hilary Putnam (31. juli 1926) Venus styrer dit tegn i denne periode. Det betyder et højt østrogenniveau og kærlighed i luften. Du bliver helt våd ved synet af Snurre Snup (måske fordi du ser dig selv i ham), men du er ikke sikker på, om det er vand eller tvand. Folk vil stadigvæk ikke anerkende dit foretrukne pronomen, og du fornemmer at der er gået noget galt ved din dåb.

Godt råd: Husk, at du kan være forelsket på mange forskellige måder.

Jomfruen: 23. august – 22. september Filosof: Georg Wilhelm Friedrich Hegel (27. august 1770) Du har det i og for sig fint nok, men har stadig en nagende følelse af, at ingen forstår dig, og du har desværre nok ret. Det ville måske være mere fornuftigt, hvis folk bare lyttede til dig, men virkeligheden forholder sig anderledes; de lytter absolut ikke. Du matcher rigtig dårligt med tyrens tegn, og du er i den grad jomfru.

Godt råd: Tag imod konstruktiv kritik – du har ikke nødvendigvis selv løsningen på det hele. Og nej, at David Possen kritiserer din Kant opgave skyldes ikke udelukkende, at du er for perfektionistisk

Vægten: 23. september – 22. oktober Filosof: David Lewis (28. september 1941) I en anden verden, for eksempel på din skæbneplanet Venus, føler du dig lidt ved siden af dig selv under denne månecyklus. I det mindste ved du præcis, hvem der har vundet de sidste 20 års kampe i australsk fodbold. Eller gør du? Måske husker du forkert – måske er alverdens pingviner blevet vegetarer i et forsøg på at redde kloden. Det kan selvfølgelig ikke længere udelukkes.

Godt råd: Hav lidt situationsfornemmelse. Det kan sagtens være, at du tror dine små detektiv-lege gør os alle sammen klogere, men nogle gange skal man bare holde sin kæft.

— 49 —

tanken22.indd 49

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Skorpionen: 23. oktober – 21. november Filosof: Augustin af Hippo (13. november 354)

Skytten: 22. november – 21. december Filosof: Derek Parfit (11. december 1942)

Godt nok er København ikke Guds stad, men du trives – trods utugt, synd og naturalisme. Lykken skal du ikke regne med at finde dette semester, da du bruger al din tid på at kigge på Instagram og Transcendentalpragmatisk Memeklub. I kraft heraf har du vendt dig mod mennesket og væk fra Gud. Godt råd: Hav tålmodighed, lev efter Guds bud, og du vil med garanti blive lukket ind i Guds stad (hvis ellers han føler for det).

Når Jupiter står i retrograd, kan du føle dig stresset.

Du skriver alt for mange kontrakter, og i din travle hverdag hører du mere elevatormusik end Bach. Du føler dig ikke som dig selv, men det skyldes muligvis, at nogen har dræbt dig, sidste gang du var på mars, og lavet en kopi af dig her på jorden. Du er lidt af en kedelig kartoffel, men bare rolig – verden er ikke et bedre sted uden dig.

Godt råd: Get your priorities straight.

— 50 —

tanken22.indd 50

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Stenbukken: 22. december – 19. januar Filosof: Simone de Beauvoir (9. januar 1908) “Man fødes ikke som stenbuk, man bliver det.” Du er fuldt ud bevidst om din egen frihed, men det stopper dig ikke. Dine flotte horn bliver objektificeret af alle, og du elsker det. I denne periode kan du med fordel indlede intellektuelle og erotiske forhold med midaldrende franske mænd. Du finder snart en person med ét øje for dig.

Godt råd: Hold øje med din nye kæreste, det kan godt være han kigger på dig, men han har også blik for (d) en anden.

— 51 —

tanken22.indd 51

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Valgtest: Hvilken politisk filosof er du mest enig med?

Denne sommer byder på to spændende valg. Hvad skal du stemme? Som med alt andet i livet, bør du sætte din lid til filosofferne. Tanken hjælper dig med at finde ud af, hvilken politisk filosof, der bedst repræsenterer dig.

Hvordan tilbragte du 1. maj i år?

Hvordan har du det med grænser?

E: Jeg mødtes med min studiegruppe i kritisk marxisme. Vi markerede dagen med brunch og hvidvin.

Spektaklet i Fælledparken er efterhånden blevet for mainstream for mig, men arbejderne har min fulde støtte i ånden.

A: På Fælleden med mine kammerater, selvfølgelig.

Folket har altid det fælles gode for øje, og den dag var det fælles gode øl.

D: På mit studiejob, 1. maj var en onsdag, så vidt jeg husker? Der er ikke nogen, især ikke en flok langhårede, freeload’ende hippie-kommunister, som skal diktere, hvornår jeg skal tjene mine penge.

F: Jeg var oppe at slås.

B: Jeg nød talerne, mens jeg med lukkede øjne drømmede mig væk til folkeforsamlingerne i antikkens polis.

C: Jeg har det ikke så godt med at være en del af store folkemængder. Forvirring, uforudsigelighed og mangel på konventioner er ikke lige mig. Dog betragtede jeg forsamlingen som en sympatisk tilskuer.

D: De er vigtige, både når det kommer til at holde folk fra min private ejendom og min personlige sfære. De må gerne være sikret med pigtråd og betonmure, hvis de holder folk fra at tage det, der retmæssigt er mit.

F: At en magthaver beskytter mig mod mine fjender, er for mig den primære grund til at give magt til nogen. Så jeg stemmer på den, der kan bygge den største mur.

A: Grænser er bare endnu en af de dårligdomme, som menneskets socialisering og samfundets opståen har medført. Ideen om at nogen kan eje et stykke jord er latterlig. Jeg savner de tider, hvor man kunne løbe frit over sletterne uden en grænsevagt, eller nogen andre mennesker for den sags skyld, så langt øjet rakte.

B: En velfungerende stat må nødvendigvis have stærke og hurtige vagter til at bevogte staten mod uindbudte gæster. De skal være veluddannede, men aggressive som pitbull terriers.

E: Grænser er en vilkårlig spatiering, der tjener til at adskille det liv, vi beskytter fra det liv, der gøres nøgent.

C: Jeg har særdeles stor respekt for grænsen, der omkranser Königsberg.

— 52 —

tanken22.indd 52

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Find svaret på næste side →

Er du generelt optimistisk omkring fremtiden og omkring hvor samfundet er på vej hen?

C: Jeg er overbevist om, at vi bevæger os i den rigtige retning på trods af enkeltstående svipsere. Jeg ser tegn på den gode vilje over det hele.

A: Samfundet er noget lort, og jeg ville ærligt helst være foruden det og de andre mennesker. Men når det nu skal være, så kan man da håbe på, der snart kommer en revolution og lidt gang i den.

B: Jeg var meget optimistisk i en kort periode, da Macron blev valgt i Frankrig. Men siden er mit håb faldet, da det viste sig, at pøbelen ikke var klar til en filosof på tronen.

E: Jeg mener, vi lige nu befinder os i en grundlæggende medmenneskelighedskrise, men vi er heldigvis nogle, der gør oprør mod statens brutale voldsregime gennem jævnlige systemkritiske statusopdateringer på facebook.

D: Generelt er det hårdt for mig at bo i Danmark, og jeg er deprimeret det meste af tiden pga. det urimeligt høje skattetryk og den håbløst store offentlige sektor. Den seneste tids snak om brugerbetaling i sundhedsvæsenet har dog givet mig et lille gran af håb for fremtiden.

F: Så længe der er en stærk hersker, som kan sørge for, at folk holder deres aftaler og ikke bekriger hinanden hele tiden, som f.eks. Lars Løkke-Rasmussen, så går det nok. Dog oplever jeg en stor tillid til folk, der gør det muligt at udnytte systemet. Med de muligheder for overvågning, som vi har i dag, kunne staten overveje at skrue lidt mere op for overvågningen af borgerne og sætte straffene i vejret.

Hvilken styreform er den ideelle?

C: En republik, hvor borgere makker ret, men kan kritisere magthaverne og statsforvaltningen offentligt (inden for fornuftens grænser).

A: Jeg er fristet til at svare demokrati, men det ville kun virke for guder, ikke for mennesker.

F: Enevælde. Det er trods alt bedre, at én slår nogle ihjel, end at alle slår alle ihjel.

B: Aristokrati eller monarki med den eller de bedst egnede som leder. Det vil naturligvis betyde filosofferne.

D: Jeg vil have en minimalstat med mest mulig frihed til individet.

E: En demokratisk velfærdsstat, der gør det muligt at uddanne sig og prioriterer kultur og dannelse. Men også gerne en stat, der en gang imellem laver fuckups, såsom brud på menneskerettighedskonventionen, så jeg har noget at skrive bøger om.

Hvad betyder mest for dig i valget af hvilken kandidat, der repræsenterer dig politisk?

D: Et par flotte øjenbryn.

F: Magt og store muskler.

A: Jeg afviser den præmis, at jeg kan overføre min suverænitet til en person eller gruppe, der kan repræsentere mig politisk og træffe beslutninger for mig. Det er jo slaveri, og frivilligt at overdrage andre retten til at herske over mig, og anerkende en sådan myndighed, vil være at opgive mig selv som moralsk agent.

B: En uddannelse i filosofi.

C: Fornuft og pligtskyldighed.

E: At personen har læst Walter Benjamin.

— 53 —

tanken22.indd 53

13/05/2019 09.45

TAnken #22 — forår 2019

Du er mest enig med: Flest A’er – Rousseau: Du er en vild type. Du mener grundlæggende, at civilisationen har korrumperet mennesket, og ville foretrække at leve i harmoni med naturen uden moderne påfund som sprog, familie eller fællesskab. Men nu hvor mennesket er korrumperet, er der behov for en suveræn, der lovgiver efter folkets fællesvilje. Hvordan det lige skal lade sig gøre, er du lidt splittet omkring; du tror ikke på politisk repræsentation, men du tror heller ikke at menneskene kan håndtere demokrati. Du ser dig selv som folkelig, men dine modstandere kalder dig alligevel totalitær.

Flest B’er – Platon: Nogle anklager dig for at have totalitære tendenser, men det er helt urimeligt, for du er faktisk rimelig progressiv. Det med eugenik og at tage børn fra deres forældre, mente du jo ikke bogstaveligt. Du vægter fællesskabets lykke højt, og det medfører, at alle må udfylde den funktion, de er bedst egnede til. Og filosoffer er nu engang dem, der er bedst til at lede.

Flest C’er – Kant: Du har hjertet på rette sted, men din samtid forstår ikke helt dit politiske ståsted. Hvis alle bare var lige så fornuftige som dig, ville alting være meget nemmere. På trods af ting som hungersnød, folkedrab, og at folk omkring dig konstant gør dumme ting, som at lukke enorme mængder CO2 ud i atmosfæren, tror du stadig på, at fornuften vil sejre. Du ser masser af tegn på, at mennesket alt i alt er på vej mod det bedre.

Flest D’er – Nozick: Du ejer dig selv og dine talenter, og ingen skal fortælle dig andet! Du hopper ikke på godnathistorien om en kollektiv ånd eller et fælles gode. Folk skal holde sig fra det, der er dit, og der er ikke noget uretfærdigt, i at du har mere end andre, fordi du er smartere end dem. Du kan godt se det fornuftige i en stat, der forhindrer andre i at stjæle din macbook eller bryde ind i din lejlighed, men dér bør staten så også stoppe.

Flest E’er – Agamben: Du har et skarpt blik for magt og for hvordan staten fungerer ved at udelukke nogle liv fra det beskyttende fællesskab. Det er du ikke bleg for at bruge, når du taler om aktuelle politiske sager. Dog er det på det seneste blevet lidt for nemt for dig at lave dine analyser, når regeringen stolt beslutter at sende flygtninge ud på en øde ø, og du savner en udfordring. På trods af samfundets mange uhyrligheder, glemmer du ikke at nyde livet. Du gør det faktisk næsten sexet at tale om munkeklostre og undtagelsestilstand.

Flest F’er – Hobbes: Du er grundlæggende pessimist – eller som du vil sige, realist – omkring menneskenes evne til at samarbejde og ikke slå hinanden ihjel i kampen om ressourcerne. Derfor vil du have en “strongman” som leder, én der kan tvinge folket til at leve i fred og fordragelighed. Fordi han banker dig, hvis du ikke gør det. Ét lyspunkt i mørker er, at det lader til, at du i mange lande har folkeånden med dig netop nu.

— 54 —

tanken22.indd 54

13/05/2019 09.45

tanken22.indd 55

13/05/2019 09.45

Citatet på omslaget er fra Søren Kierkegaards efterlade skrifter (SKS 17, 24–5, AA:12) og er skrevet i Gilleleje d. 1 august 1835: Det, der egenlig mangler mig, er at komme paa det Rene med mig selv om, hvad jeg skal gjøre, ikke om hvad jeg skal erkjende, uden forsaavidt en Erkjenden maa gaae forud for enhver Handlen. Det kommer an paa at forstaae min Bestemmelse, at see, hvad Guddommen egenlig vil, at jeg skal gjøre; det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe. [...]

Det er derefter min Sjæl tørster, som Africas Ørkener efter Vand. Det er det, der mangler, og derfor staaer jeg som en Mand, der samlede Indbo og havde leiet Værelser, men havde endnu ikke fundet den Elskede, der skulde dele Livets Med- og Modgang med ham. Men for saaledes at finde hiin Idee eller rettere sagt finde mig selv, nytter det mig ikke at styrte mig endnu mere ind i Verden. Og det var netop det, jeg før gjorde. Derfor troede jeg, at det vilde være godt at kaste mig ind i Jurisprudentsen, for at jeg kunde udvikle min Skarpsindighed i de mange Livets Forviklinger. Her tilbød sig netop en stor Masse af Enkeltheder, hvori jeg kunde fortabe mig; her kunde jeg maaskee fra de givne Facta udconstruere en Totalitet, en Organisme af Tyve-Liv, forfølge det i hele dets dunkle Side (ogsaa her er en vis AssociationsAand i høi Grad mærkelig). Derfor kunde jeg ønske at blive Acteur, for at jeg ved at sætte mig ind i en Andens Rolle kunde faae, saa at sige, et Surrogat for mit eget Liv, og ved den udvortes Afvexling finde en vis Adspredelse. Det var det, der manglede mig, at føre et fuldkommen menneskeligt Liv og ikke blot et Erkjendelsens.

tanken22.indd 56

13/05/2019 09.45