Karsten Hald Jacobsen er stoppet som sømandsmissionær i Aasiaat efter seks år, hvor han har mødt et utal af søfolk, fiskere og fangere. Han har især holdt af at snakke menneske til menneske og er oprigtigt interesseret i, hvordan den anden har det. I årenes løb har han været en god lytter og sjælesørger. Karsten er bosat i Aasiaat. Arbejdet med at finde en ny sømandsmissionær til området er i gang. •
Vi vil gerne opmuntre og hjælpe
Vi har tid til en snak om:
• hverdagen ombord
• personlige glæder, sorger og udfordringer
• andre spørgsmål og behov
Mød
• Sømandsmissionær
Henriette Kiilerich Mikkelsen, Sisimiut. Telefon +299 25 22 94
Søfolk hjælper udsatte i Grønland – og Mirjam hjælper til
Betænksomhed, samarbejde og velvilje giver varmen i en kold vintertid
”Nogle gange får vi hjælp og donationer udefra til hjemløse-arbejdet, og det er bare helt fantastisk at opleve, hvordan andre er med til at støtte og hjælpe. Det kan være selv de mindste ting, der tæller,” fortæller volontør Mirjam Lund fra Sømandsmissionen i Nuuk.
Thorkil Clausen Riis, der er skibsfører på TUKUMA ARCTICA, henvendte sig til daværende sømandsmissionær Niels Chemnitz i
Nuuk for at høre, om der kunne være en interesse for brugte puder og dyner fra skibet til det sociale arbejde blandt fx hjemløse.
Niels kontaktede Nathanael fra Frelsens Hær, som gerne ville give donationerne videre til værdigt trængende i Nuuk. Derfor hentede Niels og Mirjam puder og dyner på skibet, fik dem sorteret og afleverede 12 sække med sengetøj i god stand hos Frelsens Hær. ”Da vi afleverede dem til Frelsens Hær,
skulle vi egentlig bare stille dem i et lille lagerrum, men før vi knap nåede at sætte de første sække ind, begyndte de hjemløse med det samme at udvælge sig puder og dyner, de hver især ville have. Det var fantastisk at se, hvordan en så lille ting, som for os ikke krævede det store, gav en stor glæde og var til gavn for andre,” tilføjer Mirjam. •
Flere steder i Grønland uddeler Sømandsmissionen påskegaver med en hilsen om påskens budskab samt påskeæg eller chokolade. Det sker til besætningen ombord på skibe, men også på SØMA i fx Sisimiut. Her er der tradition for, at børnene kan hente en påskepose på
Nuuk er et vigtigt knudepunkt for både grønlandsk og international skibstrafik, og Kamillas erfaring gør hende særligt godt rustet til at styrke relationer i og omkring havnen.
Ny sømandsmissionær i Nuuk
Kamilla Hestbech er ny sømandsmissionær i Nuuk fra den 1. februar 2026.
”Når jeg tager derop som sømandsmissionær, er det min syvende tur til Grønland, for siden jeg kom til Nuuk for første gang, har jeg simpelthen ikke kunne få Grønland, og alt hvad det bragte med sig, ud af hovedet. Stillingen som sømandsmissionær giver mig lov til at arbejde med det, jeg har allermest på hjerte, nemlig at være noget for mennesker i deres livssituation, og møde dem med Guds kærlighed lige dér.”
Kamilla er tidligere volontør i Grønland, ansvarlig for krydstogtmission i Aarhus, og med en praktik i Sømandsmissionen føler hun sig meget privilegeret og vel forberedt til det nye job. Hun er også kandidat i Human Security.
”Min baggrund giver mig mange spændende nye perspektiver om selve ’mennesket’ og overvejelser om, hvordan man kan hjælpe på flere planer. Jeg ser frem til at komme tilbage til Nuuk, møde folk, være en del af et kristent fællesskab, forhåbentlig lære lidt grønlandsk, og så bare se, hvad Gud har tænkt, der skal ske,” siger Kamilla forventningsfuldt.
Alex Smerechynskyy tjener søfolk fra hele verden: de der anløber havnen i Odessa samt ukrainske søfolk og deres familier, som kan være særligt udfordrede under krigen i Ukraine. Selv om det kan være udfordrende at navigere sikkert, er han tændt af at bringe mennesker håb midt i en krigstid med megen bekymring, mange tab og lidende mennesker. Noget så enkelt som at bage
Sømandspræsten fra Ukraine vil sprede håb
pandekager til de søfarende minder dem om, at de ikke er glemt. At man kan være sammen selv i en tid med ufred.
Står bag søfolk
Trods modstand er Alex Smerechynskyy vedholdende og trofast blevet ved med at arbejde. Stella Maris var en af de første kristne organisationer, der fik tilladelse til
skibsbesøg tilbage i midten af 90’erne. Det har betydet meget for mange søfolk at blive set, lyttet til og støttet:
”At stå bag søfolk og deres familier er med til at skabe håb, og det er der brug for. Det havde min interesse at møde søfolkene ombord. Siden 2004 har jeg arbejdet som sømandspræst, primært i Odessa, men også i to andre ukrainske havne, som ikke funge-
rer lige nu på grund af krigen. Mødet med mennesker giver mig en mulighed for at fortælle evangeliet. Her kommer mange nationaliteter. Jeg behøver ikke gå ud i al verden og fortælle, fordi store dele af verden kommer til os,” forklarer Alex.
Der kommer stadig mange skibe forbi Odessa, for den globale skibsfart fortsat sejler. Og mandskabet er glade for besøg.
Sikkerhed
Alex Smerechynskyy er katolsk præst. Egentlig kommer han fra det vestlige Ukraine – langt fra havet. I 1999 spurgte nogen fra Odessa, der i generationer havde sejlet som kaptajner, om han ville med på havnen. Med ombord og møde søfolk, fordi de mente, det ville være godt for søfolkene med noget support. Han var med et stykke tid,
og efter et par år sendte hans kirke ham til en tjeneste blandt søfolk med udgangspunkt i Odessa havn, hvor de nu efterhånden er et team, der tjener søfolkene. Det er en svær tid at arbejde i, fordi der kan være fare. Og det påvirker den enkelte. Alex har lagt mærke til, at søfolk fra Syrien fx ikke er bange. Måske fordi de har været vant til krig, ræsonnerer han sig frem til. Ingen af ”Naapitaqaraangama aperisarpakka: sunik amigaateqarpit? Sumiuuneri apeqqutaatinnagit: Qatanngutigaakkit, anigaakkit/ najagaakkit. Iivangkiiliu oqaluussissutigisarpara. Asanninnerullu nalunaarutiginissaa,” Alex Smerechynskyy taama isumaqarpoq.
”Når jeg møder en, spørger jeg: Hvad har du brug for? Uanset nationalitet: Du er min bror/ søster. Jeg prædiker evangeliet. Og det er at proklamere kærlighed,” mener Alex Smerechynskyy.
Odessa Sortehavip avannaata sineriaaniippoq. Tassaavorlu Ukrainep illoqarfiisa annerit pingajuat, taannalu umiarsualivittut pingaaruteqaqaaq. Umiarsualivik Havnen er en af de største ved Sortehavimi talittarfiit annerit
kvinderne fra teamet går ombord på skibe, som kommer fra muslimske lande. Sikkerhed er i højsædet.
Håb
Odessa ligger ved Sortehavets nordkyst. Det er Ukraines tredjestørste by og en vigtig havneby. Havnen er en af de største ved Sortehavet med anløb af mange store fartøjer.
”Jeg oplever, at der er mange forskellige kulturer i byen, forskellig mentalitet, forskellige mennesker. Når jeg møder en, spørger jeg: Hvad har du brug for? Uanset nationalitet: Du er min bror/ søster. Jeg prædiker evangeliet. Og det er at proklamere kærlig-
hed. I den her forfærdelige tid, er folk mere åbne. Der er budskabet om Guds kærlighed og nåde noget, folk behøver. Det er en støtte. Og netop HÅBET er en del af kærlighedens væsen,” siger han.
En bro hjem
Siden krigen begyndte i 2022, mødes arbejdet for søfolkene hele tiden af nye udfordringer. Man skønner, at der er ca. 150.000 ukrainere i den maritime sektor, hvis man tæller deres familier med. Mange sømandsfamilier er berørt af krigen. Nogle tabte livsgrundlag hen over natten, andre kunne ikke tage hjem og var spredt over hele verden uden at kunne komme i kontakt med de
nærmeste pårørende, som måske boede steder, der blev bombet. Nogle sømandsfamilier havde ikke penge til at opretholde hverdagen.
“Stella Maris Ukraine blev en stemme og bro hjem. Vi skabte kanaler med verificeret information, vi støttede de familier, som ikke kunne få kontakt til deres kære og vi hjalp mandskab langt hjemmefra med at forstå, hvad der rent faktisk foregik i Ukraine,” tilføjer han.
At overleve
Sømandspræsten uddyber: ”Det er befolkningen, der bliver angrebet. 3000 søfolk er sårede eller dræbt. Bag hver uniform er der
sår, som ingen kan se. Og som måske kan læges. At ændre mentalitet er og bliver en stor opgave. Nogle af de søfolk, jeg møder, er post-sovjet folk. De er ikke kristne. De siger måske til mig, nej jeg vil ikke gå i din kirke, men de vil godt høre, hvad jeg har at sige. De vil godt høre om kristne værdier, og jeg må gerne give dem redskaber, der kan være med til at ændre deres mentalitet. Deres liv. Som giver dem håb. Jeg har også lavet online grupper for ukrainske søfolk, så vi kan fortsætte kontakten.
Vi har også et beskyttelsesprogram, der skal lære søfolk at overleve. Mandskab hørte luftsirenerne, men vidste ikke, hvor de kunne søge ly, eller hvad de lige skulle gri-
be til. Vi giver dem redskaber, så de kan passe på sig selv. Så de ikke kommer noget til.”
Den største udfordring er at redde mennesker. Krigen ødelægger mennesket i mennesket.
Skub hadet ud ”Den største udfordring er at redde mennesker. Krigen ødelægger mennesket i mennesket. Bygninger bombes, mennesker dør, men det allerstørste problem er det had, som alle disse handlinger efterlader i menneskers hjerter. Når krigen er slut, er der stadig dette enorme onde, for hadet vil overleve. Min
vision er at skubbe hadet ud af Ukraine. Fylder hadet det meste i hjertet, er der ingen fremtid. Det er den største udfordring, vi står overfor.” Alex kigger ud ad vinduet. Han arbejder med store personlige ofre, da hans nærmeste er bosat udenfor Ukraine, men han insisterer på at tjene søfolk i Odessa. Det mener han, han er kaldet til. At tjene den der lider, den der savner, den der mister, den der arbejder til søs. •
Sømandsmissionen har en enkel og ligetil kristen praksis. Vores sømandsmissionærer er kristne og begynder deres arbejdsdag med bøn om at være vejledt af Gud. Og de oplever tit at stå i en situation, hvor de kan gøre noget godt for den søfarende. Aldrig anmassende, men altid åbne for en tjeneste, en samtale eller hjælp til opbyggelig litteratur. Du vil aldrig opleve, at en sømandsmissionær overtræder nogens grænser, men du vil altid opleve, at sømandsmissionæren har god tid. Både menneskelig og åndelig omsorg er vigtige værdier i mødet med den søfarende.
Sommetider bliver vi spurgt: ’Hvad vil det sige at være kristen?’ Det enkle svar er, at man tror på Jesus Kristus og har betroet sit liv til ham. Mere skal der ikke til. Man kan nemt komme til at tænke om det at være kristen, at man skal tilfredsstille Gud ved at være meget troende, meget bibellæsende, meget ked af sine synder, meget god ved andre og meget gavmild med sine penge etc. Det ligger så dybt i de fleste af os, at
man belønnes efter præstation. Hvis jeg er en god kristen, er Gud glad, hvis jeg er en dårlig kristen, kan Gud blive vred.
En af de beretninger i Bibelen, jeg er virkelig glad for, er beretningen fra Golgata, hvor man har korsfæstet Jesus sammen med to forbrydere. Her er, hvad der sker:
Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede Jesus og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«
Hvem var det, der mente, man skal tro meget, før Gud bliver glad for én? Der tog man fejl!
Hvem var det, der mente, at Gud giver efter fortjeneste? Der tog man også fejl. Forbryderen på højre side af Jesus kunne prak-
tisk talt bare en ting, og det var at lægge sit liv i Jesu hænder.
Man kan tænke om Gud, at da han så de tre personer, der var hamret så forfærdeligt op på korsene, at der var én af dem, han elskede højere end de andre, nemlig sin egen søn Jesus Kristus. Men man tager fejl. Det var forbryderen på højre side af Jesus, Guds hjerte åbnede sig for. Dér hang den elskede! Der hang den, Guds hjerte smeltede for. Ham i midten, Jesus – Guds egen søn var blevet den forbandede. Hvordan kan det ske? Det er det, der er hele pulsslaget i evangeliet. Jesus bliver den, som Guds dom falder på, mens forbryderen, der betror sit liv i Jesu hænder, bliver frikendt.
Hvad vil det sige at være kristen? Det vil sige, at man som forbryderen på korset betror sit liv i Jesu hænder. Uden bare én eneste god og from gerning, lukkes man ind i Jesu frelsende favn. Om man så har været den største tåbe og har et ocean af dumheder på sin samvittighed – hvis du betror dit liv til Jesus, følges du med ham i evighed. Så er du frelst. •
Yoice Malpartida er stolt af at sejle med B.A.P. Union Talle Ship. Der er stadig et par år til hun er færdig med uddannelsen til officer. Sammen med sine unge kolleger tog hun gæstfrit imod de mange besøgende, der ønskede at se det imponerende sejlskib indefra.
B.A.P. Union Talle Ship tassaavoq Esbjergimi Tall Ship Race ingerlanneqarmat, umiarsuarnit tamanit annersaallunilu nutaajunersaq.
B.A.P. Union Talle Ship var det største og det nyeste skib, der var med til Tall Ship Race i Esbjerg.
Møder alverden i Danmark - Tall Ship Race 2025
Esbjerg var for sjette gang vært for The Tall Ships Races, hvor 44 imponerende sejlskibe - heraf 14 store klasse A-skibe fra 17 nationer deltog. Inden de anløb dansk havn, havde skibene besøgt Le Havre og Dunkirk i Frankrig, Aberdeen i Skotland og Kristiansand i Norge.
Formålet med Tall Race er at fremme forståelse på tværs af nationer og kulturer ved at tilbyde sejltræning til unge og inspirere dem til at leve et tilfredsstillende liv. Tall Ships Races vil gerne være et fyrtårn for internationalt venskab og forståelse, som bringer vidt forskellige kulturer og nationer sammen.
Det kunne man da også opleve på havnen, hvor skibene lå side om side med flag og besætninger. Flere steder var der farvestrålende dansere og musik fra hjemegnen. Og så var der åbent skib, hvor man blev høfligt og venligt guidet ombord for at se skibene indefra, fx på det store B.A.P. Union Talle Ship fra Peru. Et 115,7 meter langt skib med 4 master og 34 sejl.
Sammen med 71 andre arbejder Yoice Malpartida her som ”midship man” og rund-
viser i dagens anledning. Hun er i gang med at uddanne sig til officer i den peruvianske flåde. Unge uddanner sig i fem år til at blive officerer. Det første år sejler de helt lokalt. Senere udvides pensum, fartøjernes størrelse og afstanden hjem. Skibets mission er at lægge dæk og faciliteter til som uddannelsessted af midship, men fra det peruvianske naval academy gennem international træning. Vurderingen er, at et sejlskib er den mest effektive nautical træning i verden. Og gennem uddannelsen lægges der vægt på disciplin, teamwork, mod og udholdenhed.
” Vi har været undervejs i tre måneder. Det tog en del uger at sejle via Panama til Europa med sejl. Herfra Esbjerg skal vi videre til Holland og England,” fortæller Yoice Malpartida. Servicemindet og smilende viser hun rundt på det imponerende skib, som havde gjort meget ud af at vise nationalitet ved både kulturelle aktiviteter, mandskab som fortalte om Peru og udstillinger med forskelligt fra det bjergrige land i Sydamerika. •
”Inuttat(creww) apuuffisatsinnut ambassadørisut isigaavut,” manager Ida Lundberg oqarpoq.
”Vi ser crew som værende ambassadører for vores destinationer,” siger manager Ida Lundberg.
Vi ser crew som værende ambassadører for vores destinationer og regionen, så det er vigtigt for os, at der er gode faciliteter og tilbud tilgængelige for dem, når de kommer i land. Det er noget af det, vi løbende har fokus på,”
Mandskabet
er ambassadører
Ida Lundberg er manager for Cruise Denmark – Copenhagen and beyond, hvor Sømandsmissionen er blevet medlem. Det er et business-to-business netværk af krydstogthavne, destinationer, skibsagenter og turoperatører i Danmark og en lang række andre - i alt 57 forskellige aktører. Fra kontoret i København har hun et godt overblik over krydstogt.
Stigning
Det er ikke kun i Grønland, at antallet af krydstogtsanløb stiger år for år. Ombord er der tusindvis af gæster, der serviceres af mandskabet/ crew fra et utal af nationer. Netop det enkelte menneske, der er ansat ombord, interesserer Sømandsmissionen sig for, når sømandsmissionærer og frivillige møder crew og hører dem om, hvordan de har det - eller arbejder på at stille faciliteter til rådighed, der kan være frirum for crew, så de kan slappe lidt af, før jobbet begynder igen.
”Vi ser crew som værende ambassadører for vores destinationer og regionen, så det er vigtigt for os, at der er gode faciliteter og tilbud tilgængelige for dem, når de kommer i land. Det er noget af det, vi løbende har fokus på,” siger Ida Lundberg.
Ida Lundberg fortæller, at man fx i Cruise Baltic, et regionalt krydstogtnetværk, årligt laver en Crew Activity Guide med tilbud og
oplevelser fra de forskellige destinationer i Østersøen. Guiden bliver sendt ud til skibsagenter, der er brobyggere mellem land og vand, så de kan videresende den til rederierne. I hvor høj grad crew bliver eksponeret for guiden og rent faktisk bruger den, er et af punkterne på sekretariatets to-do-liste, da Ida og resten af krydstogtteamet gerne hele tiden vil blive bedre til at forstå og få indsigt i ”rejsen af informationer og brugen af den” mellem skibsagent, skib og crew. Derfor arbejdes der også på idéer om at gøre guiden digital fx via en app, så det er muligt med løbende opdateringer og status på, hvor mange der anvender den. •
• I fx Aarhus forventes 73 krydstogtskibe i 2026 i alle årets 12 måneder. I 2025 var det 61. Aarhus er primært et pitstop på ruter, der sejer til Baltikum og længere mod nord – også til Færøerne, Island og Grønland.
• Krydstogtshavne i Cruise Denmark: Aarhus, København, Fredericia, Helsingør, Hundested, Nyborg, Rønne og Skagen.
1. Stolthed over professionen: Søfolk er stolte af deres fag og kunnen, mod og udholdenhed.
2. Stolthed over fællesskabet: Søfolk vil gerne have kammeratskab ombord. De kan være stolte af at høre til i en særlig kultur og tradition.
3. Personlig stolthed: Når man føler, at man har gjort noget godt og er blevet mentalt stærkere, fx klaret en opgave, overvundet en udfordring eller handlet i overensstemmelse med sine værdier.
4. Stolthed over andre: Når man ser nogen, man holder af, lykkes med noget vigtigt for dem.
5. Kulturel eller kollektiv stolthed: Når man føler sig stolt over at tilhøre en bestemt gruppe, fag, nation, kultur eller bevægelse.
