2 minute read
13.4. Reservekapacitet i de eksisterende sommerhusområder
udmøntes i en temalokalplan for hele kommunen, der på bindende måde præciserer maksimumseller minimumstørrelser for sommerhusene i alle sommerhusområder.
Herudover kan planstrategierne bidrage til, at sommerhusområderne også ses i tæt og koordineret sammenhæng med infrastrukturen og med udviklingsmål i de by- og naturområder, som er naboer til sommerhusområderne. Kommunerne kan hermed knytte planlægning bedre sammen med strategier for turismeudviklingen generelt.
Kommunerne kan bestræbe sig på at gøre de overordnede planlægningsprocesser mere inddragende. Da sommerhusejerne sjældent er borgere i samme kommune, skal der en særlig indsats til, som kan organiseres f.eks. i et samarbejde med grundejerforeningerne. Odsherred Kommune er en af de kommuner, som har høstet erfaringer hermed gennem en længere årrække. Coronaperioden har vist, at det kan lade sig gøre at samle interessenter til debatmøder ved brug af Zoom m.v., ligesom man kan opfordre sommerhusejerne til at give deres mening til kende i skriftlige høringer.
Verdensmålene og navnlig DELMÅL 11.3 understreger behovet for en velovervejet arealhusholdning, hvor man så vidt muligt begrænser ibrugtagning af nye arealer på jomfruelig jord. Denne tankegang er fra gammel tid bygget delvist ind i planloven. Nye sommerhusområder i kystnærhedszonen er omfattet af krav om statsligt udstedt landplandirektiv, og der ligger således overkommunale strategiske hensyn til grund.
Undersøgelsen viser, at der er gode argumenter for fortsat fra statsligt og kommunalt hold at statuere en tilbageholdenhed med at tillade udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen. I eksisterende udlagte sommerhusområder er 7 % af grundene stadig uden bebyggelse. Selvom man næppe kan forvente alle bebygget, så ligger der her en betydelig reservekapacitet.
Bebyggelsesprocenten for alle landets sommerhusområder ligger så lavt som 4,3 %. Der er meget stor variation fra over landet og mellem de enkelte sommerhusområder, men de fleste steder er der i de eksisterende områder betydelige byggemuligheder, som kan bidrage til at øge sommerhusenes størrelse og kvalitet. I den hypotetiske situation, at byggemulighederne udnyttes, kan antallet af kvadratmeter øges til det dobbelte inden for de almindelige og nugældende maksimale bebyggelsesprocenter. Det er kommunernes opgave gennem lokalplanlægningen af sikre en afbalanceret udvikling, som tager hensyn til både naturkvaliteter, herunder beplantning, infrastruktur, bebyggelsernes størrelse, udtryk og placering, klimasikring, ejerorganisering og andre relevante forhold i en bæredygtighedskontekst.
Moderniseringer og ændringer sker på ejernes eget initiativ, men i de seneste år har der været en ikke ubetydelig nedrivning af ældre sommerhuse med henblik på nyopførelse af større bygninger. Det er en indikation på et behov for at se på ejendomsstrukturerne på nye måder. Spørgsmålet er, om man på udvalgte relevante lokaliteter kan forestille sig en jordfordeling, som ændrer ejendomsstrukturen, og hvor denne efterfølgende låses fast i en ny lokalplan. Det kan eventuelt finde sted i forbindelse med klimasikring eller andre større ændringer, hvorom der kan skabes en konsensus i sommerhusområdet.
Hvor udbygning inden for den tre kilometer brede kystnærhedszone er stærkt statsligt reguleret, så har kommunerne til gengæld mere frit slag for nye sommerhuse uden for kystnærhedszonen og i områder med byzonestatus, og her kan de øge ferieboligkapaciteten. Der findes muligheder for at
