13.5. Strategisk brug af lokalplaninstrumentet

udvikle attraktive sommerhusmuligheder f.eks. i forbindelse ved indpasning i udviklingstrængende landsbyer, ved naturmæssige eller menneskeskabte attraktioner eller i tilknytning til naturgenopretning med eksempelvis skovrejsning, søer og vandløb. Hertil kommer sommerhuse på genanvendte arealer, herunder havnearealer og overflødiggjort infrastruktur, som det eksempelvis planlægges gennemført efter færdiggørelsen af Femerforbindelsen ved Rødbyhavn. Men sådanne alternative muligheder har kommunerne endnu ikke taget særligt systematisk op i deres planstrategier og kommuneplaner.

13.5. Strategisk brug af lokalplaninstrumentet

Set under ét er kun omkring halvdelen af sommerhusene i Danmark omfattet af en lokalplan. For ikke-lokalplanlagte områder gælder kommuneplanrammerne og byggeloven (bygningsreglementet), og her er der tale om en meget overordnet og udetaljeret regulering. Mange af de fungerende lokalplaner er af ældre dato, og nogle af dem må betragtes som værende utilstrækkelige i en moderne kontekst.

Kommunerne kan vælge at gennemføre lokalplanlægning i såvel nye som eksisterende områder. Det opfattes oftest som vanskeligere at lokalplanlægge i eksisterende områder end ved nyudlæg, fordi en regulering i eksisterende strukturer er mere kompliceret, og fordi processen i en vis udstrækning kræver grundejernes engagement og medspil. Den omdannelse, som allerede er i gang i mange sommerhusområder med fortætninger og byggeri af storsommerhuse, er imidlertid et argument for at iværksætte en sådan lokalplanlægning.

Lokalplansinstrumentet er særligt velegnet til at regulere sommerhusenes størrelse, fysiske fremtræden og placering på grunden samt til at fastlægge forhold om terræn, vegetation, hegning og adgangsforhold. Med meget rummelige bestemmelser kan man opnå et heterogent, ”selvgroet” og kolonihaveagtigt præg. Ved strammere bestemmelser kan opnås en planlagt, f.eks. egnsbestemt og mere homogen, bebyggelseskarakter, som det f.eks. ses i Skagen. Lokalplanerne kan anvendes til at sikre, at udviklingen ikke sker på bekostning af det lokale miljø, og den kan være et led i en klimasikring inden for sin afgrænsning. Der mangler en afsøgning af mulighederne for at regulere andre bæredygtighedsaspekter, herunder bredere klimapasning, ejerorganisering, biodiversitet m.v.

En lokalplan er først og fremmest velegnet til at forhindre en uønsket udvikling. Det gælder eksempelvis opførelse af storsommerhuse. Den kan også i en vis udstrækning proaktivt fremme en ønsket udvikling, f.eks. ved at udvide byggemulighederne. En lokalplanlægning kan således sagtens anvendes strategisk og politisk, hvis kommunen ønsker dette. Dens styrke er, at den på grund af den bindende retsvirkning for grundejerne skaber en retssikkerhed, investeringssikkerhed, tryghed og forudsigelighed. Den kan dermed forebygge nabokonflikter. Er der ikke handlepligt, kan grundejerne fortsætte en eksisterende lovlig situation. Det kan i eksisterende områder vare længe, inden ønskede forandringer er implementeret, idet der først kan stilles krav, når ejerne søger om bygnings- eller andre ændringer.

Især nyere lokalplaner indeholder imidlertid ofte også en omfattende og detaljeret redegørelsesdel, som beskriver sommerhusområdets særlige landskabelige og bygningsmæssige karakteristika. Det er også i redegørelsesdelen, at nogle kommuner begrunder landskabelige hensyn, herunder uønskede arter af vegetation, og de giver eksempler på foretrukne bygningsproportioner, materialer m.v., som kan sikre et harmonisk indtryk eller en indpasning i landskabet. En gennemarbejdet redegørelsesdel er således et ikke-bindende, men alligevel vigtigt redskab til over for nuværende og kommende ejere at klargøre og kommunikere de kvaliteter, man ønsker i et sommerhusområde.