Økologisk Landbrug | nr. 666 | 41. årgang | udgivet af: Økologisk Landsforening

Page 20

20

ØKOLOGISK LANDBRUG

MAD & MARKED

28. maj 2021 nr. 666

Aurion har udviklet metode til at rense og afskalle de fleste danske bælgfrugter Det ligner et afgørende gennembrud for den hjemlige produktion af økologiske bælgfrugter til konsum, når Aurion tilbyder lønproduktion af hele processen fra oprensning og afskalning til eventuel forarbejdning og pakning af danske bælgfrugter

Det er et kæmpe gennembrud i forhold til en af de største udfordringer ved at dyrke mindre partier af bælgfrugter og gøre dem klar til konsum. JESPER FOG-PETERSEN, ØKOLOGIKONSULENT, ØKOLOGISK LANDSFORENING

BÆLGFRUGTER

AF JAKOB BRANDT

Hidtil har det været mere end vanskeligt for økologer at få renset og afskallet bælgfrugter til konsum, men går det, som Aurion-direktør Brian Nybo håber, vil oprensning, afskalning, forarbejdning og færdigpakning af danske bælgfrugter i løbet af få år udvikle sig til en vigtig indtægtskilde for selskabet. Han oplyser i den forbindelse, at Aurion efter en del testarbejde har fundet ud af, hvordan hestebønner kan afskalles på virksomhedens anlæg til glutenfri produktion. Samtidig tilbyder Aurion nu at oprense linser til en renhed, der gør dem egnede til human ernæring. Dermed er to af de største hurdler ryddet af vejen for en hjemlig produktion af bælgfrugter til middagsbordet oplyser Brian Nybo, som ikke er i tvivl om, at den hjemlige produktion af bælgfrugter vil vokse markant de kommende år. »Vi har lavet et set up, så vi kan varetage hele processen, fra de høstede råvarer bliver leveret hos os og renset for sten og urenheder, til vi står med helt rene produkter, som vi kan sortere efter størrelse eller male til mel og pakke i poser,« siger Brian Nybo, som allerede har lavet de første aftaler om lønproduktion. LIGE HVAD VI MANGLEDE Solhjulet er en af de økologiske grossister, som har været nødt til at sige nej til at lave kontrakter med danske økologer, fordi det ikke var muligt for dem at finde et sted, som kunne oprense og afskalle deres bønner, oplyser Dorthe Friis Christensen, der er indkøber hos Solhjulet. »Vi har snakket med flere økologer, som var interesserede i at dyrke bønner til os, men samarbejdet strandede på, at de ikke kunne få dem afskallet, så det er helt sikkert interessant, at Aurion nu er kommet på banen. Det var lige det led, som vi manglede i kæden, for vi kommer aldrig selv til at afskalle bønner. Det skal landmændene selv sørge for, inden de leverer deres bælgfrugter til os,« siger Dorthe Friis Christensen.

Aurion nu er klar til at fjerne en barriere for den hjemlige produktion af økologiske bælgfrugter til konsum ved at tilbyde lønproduktion af hele processen fra oprensning af linser og afskalning af bønner til eventuel forarbejdning og pakning. Fra venstre: direktør Brian Nybo, kornansvarlig Bjarne Hansen og smed Lasse Bjerre foran det anlæg, som skal rense bælgfrugterne fra de danske økologer. Foto: Gitte Bjerre

Ærterne driller stadig

BÆLGFRUGTER: Mens Aurion allerede har bevist, at selskabet er i stand til at håndtere både linser og bønner, er der ifølge Brian Nybo, direktør for Aurion, stadig udfordringer med visse typer ærter. »Udfordringen med ærter er, at de er mere fugtige, så de fedter anlægget ind, og det kræver meget rengøring,« siger direktøren, som ikke vil afvise, at Aurion bliver nødt til at investere i en ekstra afskaller for at blive i stand til at håndtere de ufatteligt mange sorter, der findes af bælgfrugter. »Vi er midt i en innovationsfase, og ved udgangen af året er vi meget klogere,« siger han. Prissætningen for kunderne kommer til at afhænge af hvilke krav, de stiller til slutproduktet, og her er det en udfordring, at ingen præcis ved, hvilke forventninger forbrugerne har til danske bælgfrugter.

Da det hidtil har været umuligt at opspore danske møllerier eller frøfirmaer, som var i stand til at løse opgaven på tilfredsstillende vis, har det været lidt op ad bakke for de mange økologer, som øjner et spændende potentiale i at dyrke bælgfrugter. Derfor er flere partier bælgfrugter kørt til oprensning og afskalning syd for grænsen i Tyskland, men fremover kan økologerne nøjes med at sende deres bønner og linser mod nord, hvor Aurion tilbyder at pakke poser til detailhandlen. Aurion løser dermed en vigtig udfordring for de danske økologers voksende produktion af bælgfrug-

Hvor store mængder linser, Aurion kan rense på en dag, afhænger helt af renheden. Er høsten meget beskidt, kan anlægget måske kun klare et par ton, mens det kan klare op til 10 ton, hvis der er tale om renere partier.

ter, som efter planen skal ende på de danske middagsborde – enten som hele linser, bønner og ærter eller som ingrediens i forarbejdede fødevarer. Med afsæt i de aftaler, Aurion allerede har i pipelinen, forventer Brian Nybo, at de danskproducerede bælgfrugter allerede inden for de næste par år vil udgøre tæt på fem pct. af den samlede mængde råvarer, som bliver oprenset og forarbejdet/pakket i virksomheden. »Det kører på et separat anlæg, så det går ikke ud over vores øvrige produktion. Det bliver et add-on, og det kan meget vel tænkes, at bælgfrugterne allerede om få år vil

udgøre en to-cifret andel,« siger direktøren. ET KÆMPE GENNEMBRUD I Økologisk Landsforening har både Jesper Fog-Petersen og Henrik Hindborg i flere år arbejdet for at stimulere den hjemlige produktion og forberede markedet for økologiske bælgfrugter, og deres begejstring over Aurions initiativ er ikke til at tage fejl af. »Det er et kæmpe gennembrud i forhold til en af de største udfordringer ved at dyrke mindre partier af bælgfrugter og gøre dem klar til konsum,« siger økologikonsulent og

plantefaglig vidensudvikler Jesper Fog-Petersen. Han leder projektet »Sort it out« , som undersøger forskellige sorter af kikærter, bønner, linser, ærter og hestebønner ift. hvor egnede de er til at dyrke i Danmark, og hvor velegnede de er til konsum. Han fortæller, at foreningen har kendskab til flere små møllerier, som overvejer at gå mere aktivt ind i arbejdet med økologiske bælgfrugter, mens branchens største aktører hidtil har været noget tilbageholdende med at lave kontrakter med danske avlere og investere i det nødvendige udstyr. NU FALDER BRIKKERNE PÅ PLADS Jesper Fog-Petersen og Henrik Hindborg glæder sig over Aurions klare udmelding, og de er ikke i tvivl om, at den nye genvej til markedet vil sætte yderligere skub i den hjemlige produktion af bønner, ærter og linser. Henrik Hindborg, der er markedschef for detail og leder af projektet »Styrket afsætning af klimavenlige økologiske proteinafgrøder til konsum«, arbejder på langs af leverandørkæden med fokus på lokale proteinafgrøder. Han ser det som en vigtig mission at motivere avlere, virksomheder og grossister til at arbejde tættere sammen for at kickstarte processen, og her er Aurions initiativ endnu et skridt i den rigtige retning. »Nu er det løst én gang for alle, så nu falder brikkerne lige pludselig på plads for en betydelig produktion af danskproducerede bælgfrugter til konsum. Nu er det ikke længere hverken bøvlet og svært at få varerne gjort færdige til konsum,« siger han.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.