Ansigtet er gråt og ophovnet. Hun rører ikke ved det, men ved at det er koldt og hårdt. Bylten ville passe helt perfekt ind i landskabet, hvis ikke det havde været for den blå dynejakke. Et sted i baghovedet konstaterer hun, at døde mennesker har det med at genvinde en ellers maskeret naturlighed. En kød- og blodhed man glemmer, når man omgiver sig med mennesker i deres levende form, og som man kun en gang imellem bliver mindet om, når man ser på et andet menneske på en bestemt måde, mens det lukker læberne om en gaffel og lader en mundfuld forsvinde ind i mørket – og man tænker, at det i grunden er ulækkert, at munden, som tygger, savler og synker, sidder midt i ansigtet, og at det er grotesk, at det samme organ bliver brugt til noget så forfinet som at tale. Hun registrerer ikke den summende lyd fra en motor i det fjerne. Hun koncentrerer sig om sit forehavende uden rigtigt at tænke. Det knaser af siv og sten, der bliver revet fri af mudderbunden under vægten af kroppen, mens hun slæber den ind på stien. Kvindens lange, lyse hår filtrer sig ind i grene og blade i forbifarten. Det er da egentligt pudsigt, at hun ligger her. Det kunne have været alle mulige, men tænk at det lige er hende.
Hun havde genkendt hende øjeblikkeligt, selvom døden og mosen har maltrakteret hendes ansigt. Louise hedder hun. Det står ikke helt klart for hende, hvor det er hun kender hende fra. Hun kan ikke knytte hende til nogen bestemt situation, men hun kender hendes ansigt og hendes fornavn. Måske har de gået i skole sammen? Eller kan hun måske være en skuespiller? Hvilken film kender hun hende fra? Hun kan ikke placere hende, og hendes hjerne bliver ved med at forsøge at finde sammenhænge og forestille sig, hvordan hendes stemme mon lyder, og hvad hun kan have hørt hende sige, men uden resultat. Irriterende. Tankebanen afbrydes af lyden fra motoren i baggrunden, der er blevet højere, men så stopper brat. Det er først nu, det går op for hende, at biler ikke plejer at køre helt herud. En dør smækker med en dump lyd bag hende, og hun kan høre gummistøvler, der sjosker målrettet gennem sølet. Et eller to par? Hun vender sig rundt, men når ikke at opfatte noget, førend hun bliver væltet bagover af noget tungt, der rammer hende i ansigtet. Der lugter af jord. Hun kan mærke kulden og fugten trænge langsomt ind gennem stoffet og en sten, der borer sig ind i hendes baghoved.
81