mosaikk #8 blå by mosaikk

tidsskrift

institut for kunst- og kulturvidenskab

mosaik

#8 blĂĽ

mosaikk

Tidsskrift for Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet #8, november 2018

©Bidragsydere & mosaikk Pris i løssalg: 40 kr Redaktion Afonso Guerreiro (ansv.) Aksel Strandbygaard Amalie Søndergaard Anna Margrethe Correll (ansv.) Anna Nørreby Benedikte Sofie Martinussen Camilla Holm Rautenberg Camilla Ranfelt Camilla Steengaard Kristiansen Elisabeth Julie Kier Ellen Wiborg Emilie Cosmi Ida Skrubbeltrang Hansen Karin Schrøder Bladt Laura Lund Rasmussen Louise Machholdt Høyer Lærke Liv Madsen Mie Bjørnskov Frandsen Mikkel Rahbek Nanna Schmidt Nordestgaard Niclas Preisler Clausen Sabine Krog Christensen Sandra Møller Henriksen Simone Andersen Sofie Sommer Lang Stella Thomsen

Layout Amalie Søndergaard Anna Nørreby Benedikte Sofie Martinussen Camilla Ranfelt Louise Machholdt Høyer Nanna Schmidt Nordestgaard Sandra Møller Henriksen Simone Andersen Stella Thomsen Omslagsillustration Nanna Schmidt Nordestgaard Udgivet af Foreningen mosaikk Tryk Christensen Grafisk Redaktionsadresse mosaikk c/o Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Karen Blixens Vej 1 2300 København S www.mosaikk.dk Kontakt redaktionen på mail redaktion@mosaikk.dk Udgivet med støtte fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab og Statens Tidsskriftsstøtte

ISSN 2246-8439

indhold Leder af Anna Margrethe Correll & Afonso Guerreiro

..................... 5

Blue Blue Berlin af Niclas Preisler Clausen

..................... 6

Blå sensommer af Hanne Dion Famoye

..................... 8

you may now close this window af Heidi Stoklund & Stinne Wittendorf ..................... 10 Blå tango af Nanna Schmidt Nordestgaard

..................... 16

Glass af Thomas Fleischer ..................... 22 En melankolsk flugt af Olivia N. Nedergaard

..................... 24

Blue Untitled af Aya Fabricius

..................... 28

Ud i det blå af Camilla Költzen Pedersen

..................... 34

A DAY AT THE BEACH af Cecilia Fiona

..................... 38

Vampyrer - et uakademisk forsøg på at stille et muligvis akademisk spørgsmål af Jonas Wedel-Brandt

.....................

Hiver 17 af Lou Josef

..................... 44

Om kraniebrud og blå mærker af Pernille Kjær Krydsord af Karin Schrøder Bladt Det Blå Øje af Mads Kruse Christensen

blå bog af Ida Skrubbeltrang Hansen

..................... 70

Jeg Føler Mig så Farverig i Dag af Ninna Helene Meacock

..................... 72

Feeling blue: et eventyrligt subversivt potentiale af Louise Machholdt Høyer

.....................

VRANGSPEJL af Louise Merian

.....................

..................... 46 Naboblå af Julie Jacobsen .....................

..................... 84

50 Jeg var blå i kirken af Louise Lynggaard Rosenmejer

..................... 54

Mavel og Intimate af Magnus Lind Nielsen

..................... 60

Fortælling til min far af Afonso Guerreiro

..................... 66

Blue Mouth, Blue Language af Sebastian Blankensteiner

..................... 68

..................... 86

blå

leder

“At first there is nothing, then there is a profound nothingness, after that a blue profundity.” - Yves Klein. Den franske kunstner Yves Klein (1928-1962) var besat af farven blå. Store kanvas, gulve, skulpturer som alle er blå og nøgne. Monokrome ultramarine overfalder. Over for sine venner, kaldte han himmelen for sit første værk. Hans fascination for det uendelige, det dybe og det fjerne materialiseres i hans værker ved at han fjerner alt konkret, og kun lader den ambivalente blå farve stå tilbage. Han skabte farven “International Klein Blue” ved at benytte almindeligt ultramarint pigment og tilsætte et bindemiddel, som gav farven dets vedvarende intensitet og livagtige puddereffekt. Med andre ord, har han skabt en ny farvedimension, en dybde, som virker magnetisk på beskueren, en såkaldt “blue profundity”. Ligesom Klein har alle deres egen blå. Det kan vi se i det brede spektrum af bidrag i dette nummer af mosaikk.

Blå kan være musikalsk. Blå kan være teknologisk. Blå kan være syg. Eller død, kedsomhed, ensomhed. Lykken er blå. Askepots kjole er blå. Italien spiller i blåt tøj, og det gør Frankrig også. Gadeskiltene i København er blå. Et blåt stempel viser troværdighed, men at være blåøjet viser, at man ikke ved så meget. Er du blå i Danmark er du til højre, er du blå på den anden side af Atlanten, er du til venstre. Hvis der altså er en forskel. Mosaikk kommer aldrig ud af det blå. Vi ville ikke eksistere uden en vidunderlig talentmasse fra forskellige dele af instituttet, som har valgt at dele deres arbejde med os såvel som dig. Mosaikk er frivilligt baseret, og ville naturligvis heller ikke eksistere uden en støttende redaktion bag kulissen. Til sidst vil vi også gerne have muligheden for at takke vores læsere, som giver os lyst til at fortsætte. God fornøjelse! På vegne af mosaikk Anna Margrethe Correll og Afonso Guerreiro, ansvarshavende redaktører på mosaikk #8

Blue Blue Berlin Af Niclas Preisler Clausen

En bjørn tænker ikke nærmere over det, når den krydser en landegrænse. Den sætter den ene pote foran den anden på skovbunden og krydser en ”grænse”. Der er ingen, der beder den om at vise pas eller stiller spørgsmål som: Business or pleasure? Anything to declare? Ingen, der står med spredte ben, armene over kors og afviser bjørnen med en håndbevægelse. Jeg så, hvordan han markerede med fingrene i luften, hver gang han sagde ordet ”grænse” for at vise, at han ikke godtog dén arbitrære konstruktion. Tjeneren serverede en nydeligt anrettet cocktail med et afklippet stykke gran hvilende på glassets kant. Jeg forestillede mig en bjørn i en nåleskov, duften af harpiks. Han havde en nedknappet, blå skjorte på, briller med zebrastribet stel og glas, der forstørrede hans milde øjne. Vi havde tilbragt dagen sammen, gået fra Kreuzberg til Neuköln under byens S-bahn og snakket om queer cinema. Han var fra Melbourne og mente nu at have været her så længe, at han var blevet Melberliner. Han interesserede sig for grænser og prøvede at kommunikere det til mig gennem støjen fra snakkende gæster, klirrende drinksglas og latin house. Væggene var nøgne, og tunge messinglamper hang ned fra loftet. Der var ingen planter. Han havde mørke hår på armene og på brystet. Han spurgte, hvad jeg syntes om den udstilling, vi havde set i baggården. Jeg svarede, at jeg godt kunne lide baggården. Den var ikke som de københavnske med græs og barnevogne, hvor eftermiddagssol smyger sig mellem de gule huse. Baggården bestod af fliser og beton, oplyst af et langt lysstofrør. Isbjørneblå drinks blev serveret i keramiske masker, hvis næser fungerede som vinglasstilke. Vi skulle 6

give os selv god tid til at vælge en maske, der passede til vores humør, fik vi at vide. Jeg valgte én med lukkede øjne og en mund formet som et ’o’. Når man drak af maskerne, var det som at sætte munden til en østers. Vi satte os ned på en kant med vores keramik og betragtede klientellet. De bar riflede fløjlsjakker og havde dinglende nøglebundter i buksestroppen. Arrangøren af eventet var en boghandel af den type, hvor bøgerne ligger i store stakke uden prismærker på. Jeg ville vælge en bog, noget tilfældigt, eksotisk, esoterisk. Det første, jeg dvælede ved, var en bog på dansk: ’Krise til opstand: noter om det igangværende sammenbrud’. Jeg lagde den hurtigt fra mig og bladrede derefter længe i en bog med blanke sider. Jeg endte med at købe en gul digtsamling, som afslørede tilpas lidt om sit indhold. ’Lies and Diet Coke’ hed den. Jeg drak maskens indhold, stillede den fra mig på betonkanten, og bladrede i bogen. På bogens sidste side stod der: Supported by Statens Kunstfond. Det var sen nat, og vi stod bag tre amerikanere i køen til Berghain. De havde svært ved at stå stille og kaldte hinanden for ’babes’. You look lovely babe. I can’t wait babe. I got you babe. Musikken bankede inde i technotemplet. Bankede som et bor i en mine. En sølvmine flere hundrede unge tyske mænd engang tog ned i for at bore i en kold mineskakt. En skakt med en infernalsk larm fra sprængninger, vogne, hakken og en kanariefugls kvidren. Når kanariefuglen stopper med at kvidre, er det, fordi den er død af kulilteforgiftning. Jeg forestillede mig en gul kanariefugl flyve rundt inde i Berghain mellem svedende efterkommere af tyske minearbejdere. Vingerne stopper med at slå, og den falder ned i kroppe, der vrider sig til tung, industriel lyd. Berghains bouncere stod med spredte ben, armene over kors og verfede ’babesne’ væk med et kast med hånden.

Jeg prøvede at se ligeglad ud. Ude, inde, jeg var da ligeglad med, om jeg fik adgang til templet, jeg har blåt blod i årerne og andre steder at gå hen. Jeg havde en gul t-shirt på med et print af 50 Cent fra hans ’Get Rich or Die Tryin’’ tour. Vi blev set længe an af vagterne i døren, indtil Berghains svar på Beelzebub, en lille mand med tatoveringer i ansigtet, afviste os med en håndbevægelse. Solen var ved at stå op, og et gyldent lys lå over Spree. Vi gik langs floden, og gaderne var øde. Han havde knappet sin skjorte op og skuttede sig i den friske morgenluft. Vi satte os ind i en lille biks, bestilte currywurst til deling og en cola light til mig. Jeg lagde min hånd på hans og lænede mig lidt frem. Jeg fortalte ham, at jeg fandt det absurd, at han som australier gik op i grænser. De havde jo ingen. Ejeren af biksen satte en paptallerken foran os med en snittet kogepølse og pomfritter overhældt med gul sennep på bordet. Der blev tændt for radioen. Vi var de eneste gæster. Radioen spillede Marie Möörs ’Boys in Blue’: …Cinnamon, candy, sugar and spice. Oh, I remember your taste was so nice… Han spiste nogle af pomfritterne og begyndte så at tale om sin hund, en Grand Danois. Han savnede den, selvom den kunne finde på at kravle op i hans seng. …Waiting for my boys in blue… Han fjernede sin hånd, tog mobilen op af lommen og swipede gennem et galleri af hundebilleder. Der var billeder af hunden i haven, hunden med en bold, med en pind, med en skål. Jeg tog en tår af min cola og pustede lidt i sugerøret, så det boblede. Han blev ved med hunden - knyttede små kommentarer til hvert et billede og swipede derudaf. Hunden med hans søster. Hunden på verandaen. Hunden med et halsbånd. Hunden i hans seng, hunden med en hanhund, en hunhund, med en hvalp. …The colour of fucking is not blue...

Blå sensommer Af Hanne Dion Famoye

Søndag Birketræsbarken blafrer i vinden sagte orgeltoner blå konfettirester cirkler og firkanter i guld fra festen i går på græsplænen. Jeg kyssede med S på dansegulvet papirstynde strimler glimtende, grønne og rosa

Mundens Klokke Lyset ringer ind fra fjerne tider, enkelte dråber balancerer på stilken i mundens klokke Chardonnay 2017 fra Sydafrika

Sigrid Jeg er forelsket i en der arbejder i Netto i Hellerup Jeg køber HubbaBubba. Hun hedder Sigrid. Jeg er lige kommet hjem fra Hong Kong. Og jeg er bare så klar på at score. Mine forældre ved ikke at jeg er lesbisk. Efter lacrosse på den internationale skole, rørte Jessica mine bryster i badet. Hun var hjemme hos mig og mine forældre. Min far ville vise hende Dansk Kultur Medisterpølse Rødkål Brun sovs Carlsberg

Drømme Åbner øjnene drivhus og tordenvejr. Jeg kigger bag mig, en hvid og orange kat er kommet ind til mig. Der er et blåt lys i rummet, hos min mormor. Det falder ind gennem de mørke skyer. Det kan være godt eller rigtig skidt. Der vokser ærter på de nærmeste planter. Tæppet falder ned på fliserne, da jeg rejser mig op. Jeg går ind mellem bladene. Vær lidt mere tryg, der sker ikke noget. Friske dufte, nogle af tomatplanterne har fået bladlus. Krukker med jord. Nu er jeg rolig igen

you may now close this window Af Heidi Stoklund og Stinne Wittendorf

ÂŠ Heidi Stoklund og Stinne Wittendorf

Blå tango

Af Nanna Schmidt Nordestgaard På urbandictionary.com beskrives feeling blue som at være deprimeret eller ked af det. Begge er affekter, der ofte associeres med individet, men på det seneste er depression ikke kun blevet anskuet som en individuel psykisk lidelse. For eksempel flytter IKK-lektor Mikkel Krause Frantzens nyligt udkomne bog En fremtid uden fremtid fokus fra individets psyke til at undersøge depression som et kollektivt problem, der kendetegner den moderne vestlige verden. At læse feeling blue som en depressiv tilstand, der gør sig gældende for flere mennesker, er også udgangspunktet for denne artikel. Artiklen analyserer den ungarske forfatter László Krasznahorkais roman Satantango og ser på, hvordan Satantango behandler depression både som individuel sindstilstand og kollektiv affekt som resultat af en meningsløs tilværelse i et faldefærdigt Sovjet. I romanen forsøger en gruppe landsbyboere at skabe mening i tilværelsen, mens de drikker, snyder hinanden og boller udenom. De venter på, at noget skal ske, der kan bringe dem ud af deres trummerum, og den begivenhed bliver profetskikkelsen Irimiás’ tilbagekomst. Irimiás igangsætter en række dramatiske forandringer i landsbyboernes liv, der for en stund jager

depressionen bort. Men under Irimiás’ brandtaler sniger den deprimerende følelse og tomheden sig konstant ind på landsbyboerne, der med deres indre monologer bekræfter depression som et problem, der er større end den enkeltes psykiske tilstand. Ved at forskyde fokus fra individets indre følelse af blå som noget, der skal løses, skjules eller behandles til en mere symptomatisk analyse af depression, løfter denne artikel blikket på depression fra selvbebrejdelse til samfundskritik. At gå i ring ”What is behind me still remains ahead of me. Can’t a man rest?”,i udbryder Futaki i Satantango. Citatet italesætter erfaringen af tid i romanen som noget gentagende; Futaki, romanens skeptiker, går i overført betydning i ring. Det, han har passeret, ligger stadig foran ham, han flytter sig ikke ud af stedet, og det samme sker igen og igen. I det hele taget venter og venter romanens karakterer på retning, en ordre, bare et eller andet, der kan give deres liv mening, mens de stagnerer i mudder og regnvejr. Erfaringen af tid som gentagende er et centralt aspekt ved forståelsen af depression. Det er en pointe i Mikkel Krause Frantzens forskning, nemlig vigtigheden i at forstå depression som et problem

i tid.ii Ifølge Krause Frantzen er depression en chronopatologi,iii det vil sige depression som en sygdom, der har rod i en oplevelse af forstyrrelse i tid. Det som Futaki sætter ord på kan ses som et udtryk for depression, fordi netop sammenhængen mellem tid og progression er sat ud af spil. Det er med andre ord ikke muligt for Futaki at forestille sig fremtiden som en forandring af status quo, hvilket den italienske, marxistiske teoretiker Franco ’Bifo’ Berardi i After the Future beskriver som fremtidens kollaps. I Satantango konstaterer Irimiás, hvordan fremtiden ikke lover forandring: ”That’s precisely why I say we are trapped forever. We’re properly doomed. It’s best not to try either, best not believe your eyes. It’s a trap, Petrina. And we fall into it every time. We think we’re breaking free but all we’re doing is readjusting the locks”. iv Irimiás formaner sin håndlanger Petrina, at reel forandring ikke er mulig, at det, der føles som agens, blot er små forskydninger i et ellers determineret system. Ligesom Futaki oplever at gå i ring, oplever Irimiás, at ingenting han kan gøre kan ændre fremtiden til det bedre. Regnvåd rejse Ifølge Berardi er ideen om fremtiden som forbedring af nutiden ikke en naturgiven tankegang, men et resultat af en borgerlig produktionsmodel,v der fordrer, at kapitalistisk produktion skaber merværdi, der resulterer i forbedring af materiale og viden. Men Berardi er uenig. Han mener, at forskellige samfundsformer gennem det 20. århundrede har spillet fallit, idet de realiseredes.vi Det vil sige, at når det 20. århundredes utopiske samfund realiseres, viser de sig at rumme deres modsætning, dystopi.vii Her tænker Berardi blandt andet på Sovjetunionen.

Fremtiden uden fremtid har derfor rod i realiseringen af det 20. århundredes utopier. I Satantango er det ikke længere muligt at forestille sig fremtiden som forbedring, og det er netop dette forhold mellem nutid og fremtid, der skaber en depressiv følelse i romanen. Men hvilket rum for handling er der til stede? Landsbyboerne bringes tilsyneladende ud af deres depressive tilstand, da Irimiás vender tilbage. Irimiás vil skabe et kollektiv for landsbyboerne, hvor alle arbejder for og ikke mod hinanden, i modsætning til landsbyboernes interne stridigheder. Gentagelsen som tidslig erfaring står i kontrast til den rejse, landsbyboerne tager på, ansporet af Irimiás’ brandtale på den lokale kro,viii fordi rejsen signalerer håb om en bedre fremtid, der hele tiden negeres af de oplevelser, landsbyboerne gør sig undervejs. Den mislykkede rejse stiller spørgsmålet om muligheden for agens og handling i gentagelsens depressive modus. Hvilke løfter om fremtiden indebærer rejsen som koncept, og hvilke implikationer har rejsen i en verden præget af depression og chronopatologi? Irimiás har på intet tidspunkt reelt planer om at realisere kollektivet, men er blevet indrulleret i en bureaukratisk suppedas, der gør ham til en slags spion for regeringen, samtidig med, at han også er en fupmager, der er ude efter landsbyboernes penge. Men uanset hvad Irimiás’ intention er, er hans ord nok til at give landsbyboerne mening i tilværelsen, og det mener jeg er et udtryk for, hvordan romanen udstiller landsbyboernes tro på idealet om fremtiden som forbedring af nutiden overfor den depressive tilstand af at gå i ring. Derfor bliver rejsen ikke forløst i et meningsfuldt fællesskab, men splintrer den sidste rest

af sammenhold mellem karaktererne, der ender med at gå hver til sit i den silende regn. Og netop i det moment ser jeg romanen som udtryk for en deprimeret tilstand, fordi rejsen er underordnet den overordnede erfaring af tid som gentagende, hvilket peger på den kollektive erfaring af depression. Levet tid Tidserfaringen i Satantango kan ses i relation til den historiske kontekst i Ungarn under Sovjetunionens indflydelse i 1980’erne. I Béla Tarr. The Time After analyserer den franske filosof Jacques Rancière den ungarske filmskaber Béla Tarrs fremstilling af tid i 1980’ernes Ungarn. Béla Tarr har blandt andet lavet en syv timer lang filmatisering af Satantango. Som udgangspunkt ser Rancière et skel i Béla Tarrs repræsentation af tid i Ungarn mellem lineær og levet tid. Lineær tid skal forstås som den kommunistiske regerings fremtidsplaner, hvor opgaver og løsninger ligger i en lineær, progressiv linje ud i fremtiden. I modsætning til lineær tid står levet tid, der er kendetegnet ved gentagelsen,ix jævnfør Futakis indledende citat. Rancière påpeger, at denne gentagende fremstilling af tid hænger sammen med folks reelle liv i skyggerne af Sovjetunionen i datidens Ungarn i 1980’erne.x Men om end der findes et bureaukratisk spor i Satantango, mener jeg ikke, at det kan forstås som en lineær bevægelse af planer ud i fremtiden, men ligeledes må forstås som indbefattet i en cirkulær, repetitiv tid uden overblik og planlægning. Dette udstilles, da Irimiás indleverer en rapport over landsbyboerne til to bureaukrater, der må oversætte Irimiás’ grove sprog

til gængse vendinger, inden de når de officielle rapporter. Eksempelvis bliver ”That foul old bag of poisonous gossip”xi til ”a transmitter of unreliable information”.xii Selve fremstillingen af bureaukratiet viser ikke overblik eller lineær tid, som Rancière fremhæver hos Béla Tarr, men afslører gentagelsen i tiden, der er til stede i Satantango. I modsætning til Rancières læsning af Béla Tarrs film, er det bureaukratiske ikke et spor, der negeres af levet tid, men snarere et spor, der i sig selv er indbefattet af levet tid. Med andre ord, både rejsen og det bureaukratiske spor må i Satantango forstås som underlagt en erfaring af tid, der er det blå, deprimerende loop, som sætter romanens handling i et problematisk lys. Det nødvendige håb Modsat at se gentagelsen eller den levede tid som modsætning til den lineære, produktive og progressive tid, kan gentagelsen i sig selv forstås som noget produktivt. Det ser jeg i romanens sidste kapitel ”The Circle Closes”, fordi kapitlet markerer både slutningen og begyndelsen på romanen, idet romanens udsigelsesforhold afsløres, og vi forstår, at det er landsbyens doktor, der fra sin stol ved vinduet har skrevet romanen. Dermed er doktoren den implicitte forfatter til romanen, og vi opfordres til at læse cirklen som det overordnede, strukturerende princip for romanen, hvilket jeg mener kan ses som et udtryk for cirklens eller gentagelsens produktive aspekt. Ved at have doktoren som implicit forfatter og gentage begyndelsen af romanen, mimer læseren karakterernes gåen i ring, og slutningen bliver ikke en forløsning af plottet, men blot endnu en gentagelse af

Â© Alexandre Dulaunoy

romanens tolv kapitler. Modsat den lineære tid, rejsens løfte om fremtiden eller en økonomisk ide om fremskridt, har gentagelsens cirkulære bevægelse ikke noget fremtidsperspektiv. Det er netop den tidslige anomali, der skaber følelsen af depression i romanen. Igennem romanens udsigelsesforhold i relation til den historiske kontekst i en fremtidsløs tid, peger romanen på mobilitet som underordnet en eksistentiel tidslig erfaring af gentagelse, der stiller spørgsmålstegn ved muligheden for mobilitet som forbedring, der kendetegner den moderne verden. Blåt ansvar I Satantango reflekterer landsbyboerne aldrig over om livet kunne være andet end valget mellem uheld eller udslettelse,xiii som Futaki et sted i romanen konstaterer. Landsbyboerne reflekterer aldrig over den kontekst, de befinder sig i, og stiller sig tilfredse med de livsvilkår, de er blevet givet. Jeg mener, at vi som læsere er i en privilegeret situation, hvorfra vi kan overskue grunden til karakterenes depression i en kulturel og historisk kontekst. Med værker som En fremtid uden fremtid, After the Future og Satantango, gøres vi opmærksomme på at rette et blik på de vilkår, vi lever i, og hvordan de fremmer affekten feeling blue. Læser man med Berardi og Krause Frantzen, skal roden til depression lokaliseres i en politisk kontekst, ikke hos den enkelte. Med andre ord peger romaner som Satantango, der fremstiller en forskydning i tid, på et mindset i den moderne verden, hvor fremtiden lokker med løfte om forbedring gennem modernitetens lyksaligheder, men konstant konfronte-

res med aflivningen af denne forestilling om fremtiden som forbedring. Analysen her skal ikke forstås som en fortale for, at det er den enkelte deprimeredes ansvar at kurere sig selv ved at lokalisere roden til sygdommen udenfor sig selv. I stedet peger Satantango på depression som en kollektiv affekt indlejret i en kulturel kontekst og dermed på det blå, ikke som individuelt problem, men som kollektivt ansvar.

Noter i. Krasznahorkai 2013:133 ii. Frantzen 2017:4 iii. Ibid:6 iv. Krasznahorkai 2013:220 v. Berardi 2011:12-13 vi. Ibid: 26 vii. Ibid. viii. Krasznahorkai 2013:174 ix. Rancière 2013:9 x. Ibid: 8 xi. Krasznahorkai 2013: 253 xii. Ibid. xiii. Krasznakhorkai 2013:135

Litteratur • Berardi, Franco ’Bifo’: ”Chapter One: The Century that Trusted in the Future”. I: After the Future. Oakland: AK Press (2011)::12-13 • Frantzen, Mikkel Krause. “Introduction”. Going Nowhere, slow: scenes of depression in contemporary literature and culture. Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet. (2017):4 • Krasznahorkai, László. Satantango. London: Atlantic Books (2013, org. 1985):133 • Rancière, Jacques.”The Time After”. I: Béla Tarr. The Time After. Minneapolis: University of Minnesota Press (2013):9

Glass Af Thomas Fleischer

I remember my grandfather. I remember sitting with him in the brown leather couch listening to vintage jazz records. He would vocalize â&#x20AC;&#x2DC;tsstk ka tsstkâ&#x20AC;&#x2122; along with the drums, grinning his face off as a muted trumpet bounced in the background. I never got jazz. It bored me, but his company filled me with a sense of calm.When I was nine he died of cancer. I remember the feeling of loss. I sometimes remember these feelings better than I remember the man himself. I remember his towering figure, his wide body, his jazz. I remember my last moments with him. I remember a pair of hands reaching out from his massive, yet frail, body as I was about to leave. I remember the Christmas before he got sick. I had given him a model ship, which due to his condition worsening soon after, was never built. As I left him one last time he told me to finish it for him, which I never did. But when I think of his face, a crevasse cracks the glacier, revealing nothing as far as the mind can see. I search the garbage dump. It stretches as far as I can see; all else is hidden in a dirty fog. The garbage dump rests on land where we once lived, my grandfather and I. His picture should be here somewhere; hidden beneath the rubbish and rubble. The picture of my grandfather towering above the two-year-old me as we walk hand in hand down a Mediterranean street. I see my old polaroid camera, but the lens is cracked. I see white sneakers, but they are dirty and ripped. I see my old smartphone, but there is no battery left. I remove an old sports jersey and finally I recognize the simple wooden frame; it has to be the picture of grandpa. Beneath the picture frame a faint light shimmers. A shiny opaque glass bubble. I pick it up; it is beautiful, perhaps the most beautiful thing I have seen my whole life. Hidden among a lifetime of garbage, this beautiful glass bubble. There is no dust, no dirt, no single scratch on it. It is perfect. I look at its smooth surface, I think grandpa would have loved it, like he loved his jazz. I stare deep beyond the glass, past the opaque border of the exterior, into the deepest core of the glass bubble. A transcendent blue light looks at me and fills me. Tss tk katss tk.

ÂŠ Nanna Schmidt Nordestaard

En melankolsk flugt – En tekst om Joni Mitchells album Blue (1971)

Af Olivia N. Nedergaard

De fleste af os kender nok rejselysten. Lysten til at komme ud og se nye steder og få nye oplevelser. Måske kender vi også en anden side af rejselysten, den der nærmest er en flugttrang. Det er lige meget, hvor rejsen går hen, man tænker ikke på at planlægge den, man må bare væk. Men når den store udlængsel er forløst, bliver man ensom og længes hjem. Får en følelse af at være fanget imellem lysten til at bryde ud og lysten til at søge tryghed. Ikke kun i forbindelse med rejser, men i de fleste af livets aspekter. Vi står tilbage med en følelse af ambivalens, af tvivl og af melankoli. Den melankoli hænger sammen med farven blå - man føler sig blå, man har ”the blues”- og Joni Mitchells album Blue fra 1971 indkapsler den følelse. Både teksterne og musikken er fyldt med melankoli og ambivalens. Det gør det ikke til et trist, man kunne fristes til at sige sort, album, nej, det er ”blues” med masser nuancer. Albummet handler om savn og hjemlængsel, men også om glæde og udlængsel. Det handler om at håbe, mens man er modløs og at elske, mens man hader - kort sagt om den konstante splittelse vi som mennesker ofte er fanget i. Hvis du ikke kender albummet, eller måske bare ikke har hørt det længe, vil jeg anbefale, at du sætter det på nu. Det her er på ingen måde en anmeldelse, så jeg kan lige så godt afsløre min ”dom” med det samme; jeg synes, det er et fuldkomment fantastisk album. Det er et album, jeg har haft med på rejser på min gode, gamle iPod, hørt om og om igen på lange busture. Det er et album, jeg både kan blive glad og opløftet af, og det er et album, jeg kan blive virkelig rørt af. Netop derfor har jeg fået lyst til at dykke lidt dybere ned i Blues’ univers, tematikker, stemninger og ikke mindst dets tekster. Jeg vil kalde det følgende for en undersøgelse. Jeg undersøger albummets temaer og dets bevægelser ved at kigge nærmere på fire sange. Albummet er, som sagt, ikke bare et trist eller melankolsk album, men rummer mange kontraster. Ikke mindst når man tænker på den tid, det udkom i – lige i kølvandet på de glade tressere hvor der, i hvert fald i mange politiske og kunstneriske kredse, herskede optimisme og en 25

tro på fremtiden. Den tro virker som en bristet illusion på Blue. Joni Mitchell synger om politiske problemer og den svære kærlighed, og det er de to hovedtematikker, jeg fokuserer på i det følgende. Særligt når de to krydser hinanden, når det private bliver politisk og omvendt. Blue er et album i bevægelse både geografisk, fra Californien til Grækenland, Canada, og Paris, og i sindsstemninger. Det ser man allerede i de første linjer af første nummer ”All I Want”:

’’I am on a lonely road and I am traveling / traveling, traveling, traveling / Looking for something, what can it be? / Oh I hate you some, I hate you some / I love you some’’ Her bliver sangens tema slået an: den ensomme rejse uden noget fastlagt formål med den svære ambivalente kærlighed som rejsemakker. Lysten til at kunne rejse væk for at kunne blive fri stilles over for lysten til at skabe en romantisk relation og få det trygge liv til at lykkes. Som der ganske enkelt står i sangens sidste vers:

’’I wanna have fun, I wanna shine like the sun / I wanna be the one that you want to see / I wanna knit you a sweater / Wanna write you a love letter / I wanna make you feel better, I wanna make you feel free’’ Den simple kærlighed med kærlighedsbreve og striksweatre kan ikke blive indfriet, så det er også her på allerførste nummer, at udtrykket at 26

være ”blue” bliver brugt for første gang: Både jeg’et og du’et bliver ”blå” på grund af den konstante veksling mellem had, jalousi og kærlighed:

”Do you see - do you see - do you see how you hurt me baby / So I hurt you too / Then we both get so blue” Konflikten mellem at søge både det frie og det trygge er til stede flere steder på pladen. På nummeret ”My Old Man” kan jeget heller ikke leve op til sine egne forestillinger om kærlighed og tosomhed. Her er ambivalensen den samme som i ”All I Want”: Jeg’et vil både strikke sweatre og have du’et for sig selv, men vil samtidig ikke have, at de to skal være bundet til hinanden. I omkvædet på ”My Old Man” ser man en holdning om, at kærlighed ikke behøver at medføre ægteskab:

”We don't need no piece of paper / From the city hall / Keeping us tied and true” Men når duet så er væk, kan jeget ikke håndtere ensomheden og får igen ”the lonesome blues”. De to første sange udtrykker en del af den splittelse, der er på pladen: På den ene side er der 60’ernes tanker om spontanitet og fri kærlighed, og på den anden jeg’ets personlige længsel mod kærlighedsforholdet og trygheden. Det er frihedens evige ambivalens, som jeg tror, vi alle sammen kender følelsen af – at have lyst til at være frie og uafhængige, måske rejse langt væk, men samtidig også have lyst til trygheden og det hjemlige.

På nummeret ”California” er jeg’et helt konkret til stede i en verden, der har mistet hippietidens tro på fred:

“Sitting in a park in Paris, France / Reading in the news and it sure looks bad / They won't give peace a chance / That was just a dream some of us had” Her citerer Mitchell John Lennons sang ”Give Peace a Chance”, der udkom to år før Blue, i 1969. Hun afskriver drømmen om fred som en naiv illusion, men skriver samtidig jeget ind i den illusion ved at skrive ”some of us”. ”California” er det store hjemlængselsnummer på pladen: Jeg’et har været i Europa - Paris, Spanien, en græsk ø (nærmere bestemt Kreta på nummeret ”Carey”) – men længes nu efter Californien, for gaderne i Paris er fulde af fremmede, og nyheder. På titelnummeret, der selvfølgelig bare hedder ”Blue”, er jeget konfronteret med modstykket til den førnævnte optimisme og møder en nihilistisk ”what the hell”-tilgang til det hele:

”Acid, booze, and ass / Needles, guns, and grass / Lots of laughs, lots of laughs / Everybody's saying that hell's the hippest way to go / Well I don't think so / But I'm gonna take a look around it though / Blue I love you” Det at gå ”blue” bliver redningen fra ikke at gå i døden, eller til helvede, med syren og sprutten. Melankolien er eneste vej ud af fortvivlelsen og rodløsheden. Måske ikke bare en vej ud, men

en måde at forholde sig til verden på. De, der har mistet håbet og er gået over til stofferne, kan kædes sammen med dem, der på ”California” engang troede, at freden kunne få en chance. De, der ikke fik det samfund, de drømte om og måske derfor har givet op på det hele. Men som sagt vil jeget ikke reagere på de bristede illusioner på samme måde. Sidste linje i citatet: ”Blue I love you” siger det fint. Det udtrykker en kærlighed til det blå og melankolske og til den måde, det blå kan beskrive en sindstilstand af konstant splittelse. Hvis man skulle sætte ét ord på teksterne på Blue, skulle det være længsel – længsel efter ro og frihed, efter kærlighed og ensomhed og efter hjemmet vævet ind i en udlængsel. Dermed er det også fortabtheden, forvirringen og ambivalensen, som Mitchell beskriver. Poesien og melankolien bliver, om end ikke løsningen, en måde at bearbejde alle de modstridende følelser på, som jeg citerede ovenfor fra ”Blue I love you”. Lige så længselsfulde og ambivalente som teksterne er, lige så meget er de fulde af kærlighed – kærlighed til livet og alt det blå i det. Vi er måske nok fangede i en konstant trang til at flygte fra det hele, men der er også noget menneskeligt i at lade alle de modstridende følelser eksistere oven i hinanden. Det minder mig om en samtale, jeg havde i dag med en veninde, hvor vi konkluderede, at det var smukt, at både håb, glæde og en stor tyngende sorg kunne være i os på samme tid. Præcis som det er i universet på Blue. Jeg tror, at kærligheden og håbet blandet ind i det triste og melankolske er det, der får albummet til at leve 50 år efter det udkom – såvel i et regnvejrsvindue i København som på en rejse i Asien, langt fra Mitchells tid og sted.

Blue Untitled Af Aya Fabricius

"Blue Untitled 1" ÂŠ Aya Fabricius

"Blue Untitled 2" Â© Aya Fabricius

"Blue Untitled 3" ÂŠ Aya Fabricius

Ud i det blå Af Camilla Költzen Pedersen

Hey Erin! Så har vi endelig forladt det triste, grå lortehul. Det regnede sidelæns i tre ud af de fire dage, vi var der, og den sidste dag regnede det bare almindeligt. Søvn har vi stadig ikke fået meget af. Sengene var bedre her end de andre steder, hvilket nogle da også fik udnyttet. Sams libido kastede os igen ud i en traumatiserende symfoni med en gæstemusikant. Det lød lidt som en blanding af at trække en sko op af en mudderpøl og en meget engageret prædiken til Vorherre. Anyway… vi blev i går aftes nødt til at begive os ud af hostellet, for vi havde ikke mere mad, og det var efter, vi havde spist kiks med mayo til frokost. Vi vandrede gennem hele byen i regnen for så at finde ud af, at det eneste supermarked var lukket. Tilbage på hostellet skiftede vi til tørt tøj. Tørt. Ikke rent. Vi kører alle på fjerdedagsundertøj. Det våde tøj måtte vi putte i poser og ned i rygsækken, der var ikke tid til, at det kunne tørre. Vi skulle jo tjekke ud og med bussen. Vi fik noget toastbrød af vores russiske roommate, der lugtede af mug. Altså fyren, ikke brødet. Det udgjorde vores aftensmad, som vi slugte, mens vi styrtede afsted. Vi missede dog alligevel den sidste bus og måtte vente seks timer på stationen. Så vi var nødt til at sove på en bænk, men til gengæld tjente vi næsten til turen, fordi de forbipasserende troede, vi var hjemløse. Håber du har det godt. P.s.: Mark har stadig ikke været på toilettet. ***

ikke, hvad forskel det gør. Politiet? Nej, det er slet ikke nødvendigt.”

Mig: ”Shit, hej! Vi har et problem. Vi sidder på en restaurant og har lige spist, men de tager ikke kort. Sam gik ud for at hæve. Det er en time siden nu. De lukker snart, og de er pissesure. Jeg tror ikke, de forstår, at Sam er ude for at hæve penge. Kan du ikke oversætte, hvis jeg sætter dig på højtaler?”

Mig:

”Hvad siger han?”

Erin:

”Ikke noget særligt. Vi snakker bare lidt om nabolaget.”

Mig:

”Han ser virkelig sur ud.”

Erin: ”Jeg er sikker på, det nok skal gå.”

Erin: ”For helvede. Jo, jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Hej, du snakker med Erin, hvem taler jeg med? Okay, ja det kan jeg forstå. Min ven er ude for at hæve penge nu. Jeg ved det. Jeg er sikker på, der ikke er længe igen. Har I prøvet at ringe til Sam?”

Mig:

”Hvorfor helvede skulle du også brække benet? Du er den eneste af os, der taler sproget. Det skulle hellere have været Mark.”

Mark: ”Fuck dig.”

”Nej, for jeg har den eneste mobil. Sam fik jo stjålet sin den første uge, og Mark smadrede sin i forgårs.”

Mig:

”Jeg tror, de genkendte det ord. De ser virkelig vrede ud. Hvordan er fængslerne her?”

Erin: ”De kan ikke få fat på vores ven, men det varer sikkert ikke længe nu. Hvad er navnet på restauranten? I den nordlige bydel? Ah, min mor voksede op kun tyve kilometer derfra. Nej, jeg ved

Erin:

”Du ville ikke klare én nat. Jeg skal nok snakke lidt mere med ham.”

Mig:

Mig: ”Nu kommer Sam sgu! Hvor fanden har du været? Du, Erin, jeg lægger på. Tak for hjælpen.” ***

Mark er okay! Jeg beklager alle de beskeder, jeg sendte i nat, men han er okay. Men for helvede en nat. Det lykkedes os at finde et sted med nok ledige senge. Vi badede, spiste, og så var det ellers tid til en velfortjent drink. Vi købte to flasker vodka. Jeg har kun fundet den ene, måske Mark stadig har den anden? I hvert fald, så valgte fjolset at danse på en stentrappe, vælte og slå hul i hovedet. Vi fik en lokal til at ringe efter en ambulance. De syede ham og bad os andre om at gå hjem. Da klokken så var fire, blev vi vækket af min mobil. Det var hospitalet, der ringede for at fortælle, at Mark var stukket af. Vi ledte i en time og gik så tilbage til hostellet, hvor vi fandt ham på gangen sovende i en pøl af sit eget opkast. Jeg aner ikke, hvordan det var lykkedes den fulde idiot at finde hen til hostellet. Vi fik liv i ham, og jeg tog ham tilbage til hospitalet. Han var ikke vildt tilfreds, men denne gang blev han. Alt i alt: vi er okay. *** Det er sket igen! Vi er blevet efterladt af bussen. Vi var på vej til sidste stop på turen, da Mark desperat bad chaufføren, der ikke forstod et ord engelsk, om at stoppe. Mark styrtede ud af bussen og hen ved siden af et uskyldigt babyfår, hvor han med bukserne kun halvt nede eksploderede i en kataklystisk, brun stråle op ad nærmeste træ. Bussen begyndte at køre. Mark var stadig i gang med, i afbrudte stød og let grædende, at besudle træet. Han vinkede desperat, men var ikke i stand til hverken at trække bukserne op eller løbe efter bussen. De andre passagerer gloede ud på ham, og en ældre dame gjorde korsets tegn over brystet. Vi styrtede op til chaufføren og fik ham til at stoppe bussen, og jeg gik ud, mens Sam forsøgte at tale med ham. Det endte med, at vi alle sammen måtte stige af, fordi han ikke ville have Mark tilbage i bussen.Vi måtte derfor gå de sidste fem kilometer ind til byen. Det var som om, at Mark, da han først var gået i gang med at skide, ikke kunne stoppe igen. Jeg tror aldrig, fåret kommer sig over det.

ÂŠ Nanna Schmidt Nordestaard

Â© Cecilia Fiona, "A DAY AT THE BEACH"

A DAY AT THE BEACH Af Celilia Fiona

Vampyrer – et uakademisk forsøg på at stille et muligvis akademisk spørgsmål Af Jonas Wedel-Brandt

Judge Schreber feels something, produces something, and is capable of explaining the process theoretically. Something is produced: the effects of a machine, not mere metaphors - Deleuze & Guattari Jeg havde for nylig en oplevelse, som fik mig til at tænke over vampyrer. Ikke i en ordinær forstand, men måske mere som en bestemt måde at tilgå andre mennesker. Sociale VampyrerTM, kunne vi kalde dem. Det fik mig til at tænke over, hvordan dette fænomen fungerer. Jeg sidder til familiefødselsdag. Min kusine fylder fem. Det er i sig selv meget hyggeligt, med lyserøde prinsesser, kage og teboller. Jeg sidder overfor min mosters mands far. Som læseren måske kan forestille sig, er det cirka tredje eller fjerde gang, vi snakker. Umiddelbart viser han ikke den store interesse for mig, men da et andet familiemedlem spørger ind til, hvordan det går på mit kollegie, får han en snert af noget. Gud, hvor sjovt! Der har han sgu også boet tilbage i 60’erne. Straks bliver jeg overdynget af en række spørgsmål. Virker elevatorerne stadig ikke? Er der stadig en kiosk nede i foyeren? Er jeg også fuld hver dag? Jeg ville ikke blive overrasket, hvis han spurgte, om den samme gut stadig er formand for bestyrelsen. Hvad der hurtigt slår mig er, at hans interesse ikke ligger i at høre om stedet anno 2018, men at han bruger mig som undskyldning for at genopleve sin ungdom gennem min ungdom. I starten er det fint, men efter et stykke tid begynder jeg at kigge ned på de blå blodårer på mine underarme. Er der stadig noget i dem? Jeg føler mig drænet for energi. 40

Det er jo ikke det værste, der kunne ske. Jeg havde en lidt anstrengende familiesammenkomst. Og hvad så? Men kan dette fænomen, social vampyrisme, have mørkere og mere voldsomme nuancer? Hvad kan man ellers suge fra et andet menneske? ***** Jeg tror egentlig, at vi alle gør dette fra tid til anden. I forskellig grad. For det meste er det sikkert rimelig uskadeligt. Jeg tror også, at vi alle kender en vampyr eller to. En ven som du føler får mere ud af jeres venskab end dig selv; en person, som præsenterer hin eller andre som ”min ven, som er kunstner/musiker/har været med i Paradise”; eller en person, som ikke bidrager til gruppearbejde. I sådanne forhold er der typisk én, som dræner og én, som bliver drænet. Og typisk er det irriterende, men ikke et problem. Vel? Tag som eksempel en ofte brugt, men måske mindre uskyldig, stereotyp: ”My gay best friend”. En kliché, som findes mere i tv-serier end i virkeligheden (forhåbentligt!). Her er det ikke lige så ligegyldigt. Sværere at vifte det væk med ”øv, hvor irriterende”. For fortjener vores homoseksuelle eksempelperson at være venner med folk, som kun narcissistisk vil spejle sig i en selvfantasi om at være en allieret? Man kunne spørge sig selv, om den enes væren marginaliseret (om det så er seksualitet, etnicitet, religion, klasse eller køn) burde være et grundlag for et gensidigt bekendtskab. Og er det kun immaterielle ting, disse vampyrer kan suge? Hvis vi nu for eksempel forstår beatforfatteren Jack Kerouacs forhold til Neal Cassady som vampyristisk; Neal er den vilde fyr uden bekymringer, som altid finder en måde at blive fuld, betalt og kneppet på; Jack vil gerne være alt dette. Han er måske et billede på en ufarlig vampyr. Til tider næsten mere symbiotisk end parasitisk. Jeg vil sige, at det stadig giver mening at betragte ham som vampyr, dog som en mindre skadelig underkategori. Her er der umiddelbart ikke noget materielt, som suges. Jack lever videre, Neal får adgang til et kulturelt miljø. Det kan have materielle konsekvenser, men har ikke en håndgribelig form. Men ville vi også kalde forfatteren Francis Scott Fitzgeralds forhold til sin kone Zelda ufarligt? Efterhånden er der meget som tyder på, at han har stjålet flere kunstneriske idéer eller endda værker fra hende. Er der også her tale om vampyrisme, eller befinder vi os i et andet terræn? Der er klare forskelle mellem denne type vampyr og den forrige. Graden af skade, de forvolder, er én ting, men Francis stjal jo rent fysisk ting fra Zelda. Manuskripter og dagbøger. Her behøver vi ikke insistere på en uset mekanisme, men bliver præsenteret for en håndgribelig én. Jeg vil mene, at processen stadig kan betegnes som vampyristisk. Yderligere kan man bruge Hr. Fitzgeralds tyveri som belæg 41

for, at al vampyrisme har en materiel udformning. Energi, lyst, udstråling, humør og lignende er alle fænomener med materielle konsekvenser og materielle ophav. Med den farlige og rovdyragtige vampyr i F.S. Fitzgerald, ser vi processen i en af sine mest ekstreme former, en form, som derfor er nemmere at observere. Så der er så at sige to former for vampyrer. Den ufarlige og den farlige. Den, som blot er ubehagelig eller ucharmerende, og den mere rovdyriske, som efterlader den drænede dybt såret. Lad os kalde dem Jack-vampyrer og Francis-vampyrer. Vampyrisme er altså ikke kun irriterende, men også lidt mere ufedt eller endda skadeligt. Netop derfor er det relevant at stille nogle spørgsmål til fænomenet. ***** Hvad er det egentlig, der bliver drænet her? Jeg bor jo ikke mindre på kollegie, og vores fiktive ven er ikke mindre homoseksuel. Vi kan vel tale om, at der er en energi, tid eller tillid, som bliver drænet. Men det er vel et af de mere umiddelbare problemer ved at det, som bliver drænet, ikke svarer til, hvad vampyren suger. Vampyren kan i sin selvforståelse være mere kunstnerisk uden at have produceret et eneste kunstværk i hele sit liv, mere allieret af at have en homoseksuel ven, men det ændrer ikke på, at det kun ligger i selvopfattelsen. Vampyren skader den drænede og snyder sig selv. Det dyrebare blå blod er alligevel bare rødt. Det, som drænes, er ikke vores karakteristika, men noget andet. Måske det netop er dette, en energi med en bestemt smag, som bliver drænet. Den levende bliver drænet for lyst, mens vampyren får en form for revitaliserende oplevelse. Det bringer os videre til det næste spørgsmål. Er vampyren virkelig en levende død? Altså med ”død” som det definerende substantiv og ”levende” som et uddybende adjektiv. Det ville kræve en forståelse af den Sociale Vampyr som én, der primært er død, hvilket jeg mener er forkert. De fleste mennesker er en smule vampyrer. Jeg vil ikke sige, at vi alle er det på en farlig eller problematisk måde, men jeg tror, at mange har tendenser i den retning. Vi starter livet med at dræne, mon ikke vi bliver ved til en vis grad? Så vi er alle deltidsvampyrer. Men hvis det er en deltidsbeskæftigelse, ville det være mere rigtigt at sige, at Sociale Vampyrer er døde levende. Det er ikke et spørgsmål om overlevelse, men om midlertidig revitalisering. Dødheden er her set som en mangel (på liv, energi eller noget tredje) mere end et komplet fravær. ***** Måske en tilgang til den Sociale Vampyr gennem myten om vampyren kunne give mening. Her er vampyren ofte 42

aristokratisk og charmerende. I hvert fald indtil du ser dens farlige og frastødende side. Men hvordan kan vi koble den sammen med dens sociale fætter? Det ville i første omgang kræve at forstå den Sociale Vampyr som aristokratisk eller i det mindste som havende en form for magt over den drænede. Det kan man se i nogle af de tilfælde, vi har undersøgt: Fitzgerald, vores ”allierede”, mit fjerne familiemedlem. Det er sikkert ikke de eneste situationer, hvor den drænede ikke nemt kan frabede sig kontakt med vampyren. Den Sociale Vampyr er ofte en person, du ikke kan bede om at gå; hvad der gør den endnu mere farlig – du kan ikke slippe væk fra vampyren, når først du er i dens magt. Det er måske netop sandt for Francis-vampyren. Ofte tillader de sociale koder ikke, at den drænede går, eller også opdager den drænede slet ikke, at vedkommende bliver drænet, før det allerede er sket og er for sent. Men det virker ikke som om der er et fast mønster i det, jeg ovenfor har beskrevet. Eller der er i hvert fald en teoretisk mulighed for en ikke-magtfuld Francis-vampyr. Og en magtfuld (eller i hvert fald ikke til at slippe af med) Jack-vampyr så vi jo i mit første, eget eksempel. Jeg vil gøre et forsøg på en terminologi og opdele vampyren i yderligere to kategorier: magtfuld og svag. ”Svag” bruges her som antonym til magtfuld, ikke som ufarlig. Svage vampyrer kan være lige så farlige som de magtfulde – de er bare nemmere at slippe af med. Hvis magt skal være en del af analysen af den Sociale Vampyr, må det være som en modifikation af de to typer, jeg allerede har opridset, og ikke som karakteristika, som knytter sig til en bestemt type vampyr. Jeg vil dog alligevel mene, at magtanalyse er et frugtbart værktøj at benytte overfor social vampyrisme, da giftige mellemmenneskelige relationer har tendens til at være ulige magtbalancerede. ***** Det giver os et billede af den Sociale Vampyr som død levende og delt op i Jack eller Francis, irriterende eller farlig og magtfuld eller svag. Derudover har de fleste mennesker tendenser mod en lettere form for vampyrisme, som ikke er et fast mønster, men enkelte handlinger, der peger i retning af de mere konsekvente karakteristika. Noget bliver drænet og suget – ikke blod, men noget andet og mere subtilt. Dog ikke mindre materialistisk virkeligt. Vi er således alle vampyrer – nogle på deltid, andre med karriere indenfor faget. Vi suger af hinanden, både bevidst og ubevidst, og vi gør det ofte uden, at vores ofre kan slippe væk fra os. Fra tid til anden er kunst, kultur og kapitalinteresser skabt på baggrund af social vampyrisme. De findes overalt omkring os. Til tider usynlige og velfungerende – andre gange synlige og destruktive. Jeg har med dette essay forsøgt at lægge op til videre arbejde med Sociale Vampyrer. Man kan betragte det som en grov skitse. Det er ikke et færdigt udtænkt og formet begreb, men nu er det på vej til at blive det.

Hiver 17 Af Lou Josef

"Hiver 17" Â© Lou Josef

Om kraniebrud og blå mærker Af Pernille Kjær

Med mine fingre i sine hænder ser hun ud over kanten af sine briller og siger med en dyb og behagelig stemme: ”Der er noget, der er gået stykker inden i dig. Dine følelser er knust og faldet fra hinanden. Vi skal have dem samlet igen.” Mine følelser er knust og faldet fra hinanden. Alle mine knogler er gule og afpillede af sorg og afmagt, og jeg har blå mærker overalt på indersiden af min krop. Da jeg var lille, faldt jeg på min cykel og hamrede mit hoved mod kantstenen, så små klumper af blod piblede ud på den frosne jord, og så lå jeg der og vibrerede i takt med pedalernes snurren. Der kom is ud af min mund, når jeg hev efter vejret. Min hjerneskal revnede, og øverst, under håret, skar en næsten mikroskopisk, sort streg sig ned igennem overfladen. Den åbnede ind til alt, men den var så mikroskopisk, at ingen opdagede, at den var der, ikke engang mig selv. Min krop blev dækket af mørke pletter, og senere, da de blå mærker forsvandt fra min hud, sank de ned igennem mine nervebaner, satte sig i hver eneste celle og farvede mine organer ligeså mørkeblå og rådne som en nattehimmel uden stjerner. Mange år senere faldt jeg ned af trappen i en ildelugtende ejendom på Vesterbro. Jeg fik et kærligt skub, en tynd og rystende finger prikkede mig usikkert på min rygrad, så mine ben faldt fra hinanden, og min overkrop roterede ned over trin efter trin. Jeg passerede gennem luftlag efter luftlag, der slog mig på hver side af mit kranie, indtil jeg hamrede ind i det nederste vindue. Mit kraveben brækkede glasset i 77 stykker, 70 af dem satte sig som nåle i hele mit halsrør, de sidste syv landede på trappeafsatsen smurt ind i en rød, klistret væske. Jeg klamrede hænderne til den mugne vindueskarm, og jeg kastede noget slimet og udefinerbart ud over fortovet. Det snittede måske en forbipasserendes brune hestehale, men hun gik videre i tryg uvidenhed om kraniebruddet, der fandt sted 3 etager over hende.

Min krop kastede sig tilbage og landede oven på noget vådt og koldt. Jeg blinkede i takt med min puls og mærkede sprækken i min isse udvide sig, dele sig i to og så tre små og fine afgrunde. Den sendte stråler af mørkt ingenting ned igennem alle nerver i min krop og hægtede sig på mine knogleled. Der sad det fast og hakkede til som tusind krager på en nøgen kornmark i januar. Jeg har aldrig stået på en nøgen kornmark i januar og aner ikke, om der er krager, men jeg forestiller mig, at det er sådan, der ville se ud, hvis man kunne observere mine knogler blive opslugt af dette mørke ingenting. Det kan man bare ikke, og derfor tog jeg det ikke alvorligt, ligesom den sprække som kollisionen med asfalten medførte dengang, i et årstal jeg ikke længere husker. Den tog jeg heller ikke alvorligt. Tragedien, der ligger begravet på trappeafsatsen, er blot en gentagelse af den lille barnekrop, der er klemt sammen mellem sin cykel og den kolde cementerede asfalt. Det er den reaktion, kroppen giver, når det ødelagte ikke bliver repareret. Flere skub, mere rotation. Jeg ligger på den nøgne mark i januar. En sort krage placerer sine kløer på min albue og begynder at hakke. Den begraver sit næb i min blege hud, der er så papirtynd, at der kun skal få kræfter til, for at næbbet trænger igennem. Mit blod er blåt og koldt som is, mørket har suget alting ud og dét, der er tilbage, er en tjærelignende substans, der limer kragen fast til min arm. Den hakker mig itu, og jeg orker ikke at forsøge at vifte den væk. Ligesom dengang på cyklen, og dér på trappeafsatsen, ligger jeg med ryggen nedad og ansigtet vendt mod den overskyede himmel, mens jeg forsøger at skimte meningsfyldte konturer i de fedtede, hvide klumper over mig. Mine arme er spredt til alle sider, og mine ben ligger spejlvendt, mens krager kradser over alt på min papirtynde hud. Til sidst bader blot jeg i en sø af tyk, klistrende og fastlåsende væske og kan næsten ikke bevæge mig længere. Jeg kniber øjnene sammen og anstrenger alle brikker, jeg har, på at finde billeder i skyerne, meninger, historier, selv silhuetter leder jeg efter. Noget formfyldt.

Jeg presser alt væsken ud af kroppen, men der ér ingen former. Ikke engang silhuetter. Det ville være så nemt, hvis dén revne i mit kranium bare kunne ordnes ved en hurtig tur på skadestuen. Et to tre sting og du er sund og rask. Men min hud er tyk, og stingene kan ikke nå igennem den. I et mørkt kælderrum, under et farverigt dansegulv, binder min krop knuder og plejer den voksende revne med kulde og ulvehyl. Her sidder jeg så, bundet om mig selv som en såret sommerfuglelarve, med blodrøde tårer piblende ind og ud og tværs igennem alle nervebaner. Jeg løfter min fingre op imod loftet, og dens flossede negl pumper i voldelige sammentrækninger af alt det, der har samlet sig dér. I den ene blodåre efter den anden, løber først den ene, snart den anden grønne, ildelugtende substans igennem og presser sin vej mod mine tindinger. Min finger hænger bare der i luften, ude af stand til at rive min hals fra hinanden, så jeg kunne få vejret bare en smule. Min lever og min milt holder slåskamp i min indre gårdhave og slår alle vaserne itu, så de skraber deres blodige kanter mod indersiden af min mavesæk. Det gør ondt, men jeg kan ikke mærke noget længere. ”Vi skal have samlet dine følelser igen. Det er ikke meningen, at du skal gå rundt og være trist hele tiden.” Jeg hører, hvad hun siger til mig, og jeg prøver at sluge ordene. Langsomt og i takt med min vejrtrækning skubber jeg dem igennem min strube, men halvvejs igennem giver jeg op. Spytter bogstav efter bogstav ud i mine blege håndflader. De er grimme og grå, og der flyver krager over mit hoved. Hyænerne snerrer og vandrer rundt i cirkler omkring mig på den kolde kornmark. Du er der snart, siger de. Jeg spejder ud i fremtiden og håber, at de har ret, men jeg har aldrig prøvet ikke at være ødelagt, ikke at have blå mærker. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne finde ud af at være repareret?

ÂŠ Nanna Schmidt Nordestaard

Krydsord Af Karin Schrøder Bladt

Løseord: ___ ___ ___ ___ ___ ___

LĂ¸sning ses pĂĽ side 86

1. Oldtidsgrækeren bag Poetikken 2. Han og Horkheimer skrev Oplysningens dialektik 3. Stilfigur, der forbindes med ”pars pro toto” 4. Færdiggør titlen på det udbudte KUA-fag: ”Beyoncé, køn og . . . .” 5. Uofficiel stavemåde af pentameter-typen som Shakespeare benyttede sig af

10. En konferencerække af korte foredrag eller navnet på Mark Wahlbergs plyssede sidekick i en amerikansk komedie af samme navn fra 2012 11. Folk som os, der endnu ikke er blevet opsporet af licensvognen 12. Hverken Puff den magiske drage eller Lucy in the Sky with Diamonds handler om dette 13. Manden på væggen i IKKs fredagsbar

6. Modsvar til dur, der ofte lyder melankolsk

14. Den franske billedhugger bag Grubleren

7. Intervallet mellem 1. og 3. trin i den diatoniske skala

15. Disneys modsvar til farbror Claudius fra Hamlet

8. Komponisten bag Die Forelle og Erlkönig

16. Kendt grafittikunstner fra Storbritannien

9. Fransk dans, hvis navn stammer fra ordet for slyngel

17. Filmmagasin eller bjergnymfe forbandet af Hera

18. Instrument

26. En tidlig britisk forfatterinde med fornavnet Aphra

19. Begreb fra Poetikken, der beskriver en åndelig renselse opnået gennem æstetiske og kunstneriske oplevelser

27. Nørretranders fornavn

20. Ditlevsen refereret til i filmen Blinkende lygter 21. Sangeren bag utallige introsange fra 90’erne – fra Bubbibjørnene til Pokémon

28. Måske skriver du noter på en bærbar af dette mærke 29. Søskendeparret Dante (maler) og Christina (digter) 30. Museum for moderne kunst i New York City

22. Vandblomster malet af Claude Monet

31. Ditlevsen, der mente, at Man gjorde et barn fortræd

23. Garfunkels fornavn, der også er et fremmedord for kunst

32. Århusiansk museum, hvis grundplan er inspireret af Dantes fremstilling af Helvedet

24. Disse møder Merry og Pippin i Tolkiens The Two Towers (magiske væsener, bestemt flertal) 25. M.C., hvis trapper var uendelige og ulogiske

Løsning på side 88

Det Blå Øje Af Mads Kruse Christensen

Onde øjne er Blå og spejder altid efter Blåt. Den sætning snoede sig frem som det bølgende hav og overdøvedes straks af bølgernes eget rabalder. De skreg ad mig; jeg vidste ikke, hvor jeg var, ingen vidste, hvor jeg var - eller kunne vide det. Idyllen, der afventede mig déroppe, på himlen, jeg gloede på, blinkede derimod drillende ad mig. Bølge og sand var rystende knogler; nære og del af en svag krop. Alt under himmelhvælvingens satinbløde Blå blik: stranden, de bugnende stålblå bølger, der hørtes, men ikke sås - de var ustabile. Ironisk var det, at to så tvivlsomme jordiske rester skulle være mine gældende livsbetingelser – det der skulle lede mig på vej. Det Blå Øje var himmelsk! En mulig dødsbetingelse! Det Blå Øje stirrede tilbage i sin almægtige, skyfrie stilhed – mindede mig om drømme. Det var, som hvis Det Blå Øje, gabende, rødramt, nærigt som gud, havde gnedet sine søvnkorn ud; de var landet her, og blevet til Fanden - den allestedsnærværende satan. Spørgsmålene skriftede sig selv i mit uduelige baghoved: Hvad lavede jeg her? Hvorhen? Og hvorfor? De var lige så fortabte, som mig, den passive ophavsgrund; de vidste noget, men visdommen vidste intet. Og det måtte jeg så erkende, og stille mig til tåls med, for at finde de uransagelige veje som Det Blå Øje fremsætter: Fanden er blot én af hans værktøjer. Den milde østenvind sukkede, for første gang, på mine tæer, og rev mig ud af døsen; Det Blå Øje havde, i uvidende stunder, været mine hypnotisør. Jeg rejste mig op, med mærkelige følelser af både forvirring og klarhed – af at Guds magt var forsvundet. Jeg følte mig indespærret på den åbne strand; den var obskur, som en åbenbaring man ikke umiddelbart forstår. Ja, stranden var i oprør mod dagen. Lyset, dagens Blå himmel, var klarsindet, fyldt med ren luft – naiv og uskyldig. Mågerne basunerede deres foragtelige djævelskheder deri; djævletrods og gudemord. De skreg som hylende grise, mågerne. Solen spiddede disse heroiske orner, og deres fossende rødt sprang ud som det røde, der omgiver dannebrog. Solen er skarpere end korset. Og, med ét: idyl. Himmellegemets vandfald af blåt havde begravet, hvad der skulle begraves. Ja, det havde stjålet solens

rampelys, slukket for mågerne. Solen, mit ve, ak og pine, syntes som en overfladisk skramme i dette aquatiske tomrum. Ære og frygt var Det Blå Øjes herolder. Jeg var dets bannermand, men jeg følte mig nu som en hofnar. Det Blå Øje, nu med hånlatter af mit spedalske og udtørrede udseende, ville dykke ned og fortære mig, forekom det mig. Det store Blå Øje kunne forjage Gud og hvermand - hvis det da ikke selv var gud eller hvermand. Det Blå Øje er det ondeste øje af alle; et sådant, der ser og ses af alt, men hvis eget blik er skalkeskjul. Man ved mindst, når man ser på himlen. Forrådt! Min banemand. Det Blå Øje hjemsøgte mig nu med et distanceret og koldt blik. Og jeg kunne jo ikke bare kaste himlen af mig, sådan som man gør med en ligdug, eller en jakke. Den Blå mund og dets bølger kakafonerede i kor med mågernes basunist-skrig, lugten af saltvand gjorde attentat på næsen, og dagens Blå Øje lagde takten med sin Blå gigantglød. Jeg ønskede at skrige i takt med dette symfoni-sammensurium, som burde have medført et jamrende flugtforsøg; men det forblev ved flæben. Jeg vedblev her - i forstummet løb - ved havet, under himlen. Jeg var paradokset på korset, en naglet gud, med kun den magt, der tillægges mennesker. Med al mulig frihed til frygt, til attrå, gjorde jeg intet. Fri som himlen, siger man, og dog intet mere indespærrende end frihed, følte jeg. Tankerne, forvirrede og truende, fulgte hinanden som vindpust. Der var makabre stjerner i luften, flyvende fra havets røre, svævende som havskum; jeg greb ud, forsøgsvis, uden at kærtegne. Mellem den Blå luft: En bølge, nær, og til himmels - fosteret til moderen. Mødre er ophavet til selv skygger. Skygger er under den forfulgtes tommelfinger; forfølgerens fingre peger på sig selv. Grusomhed er skyggens følgesvend, og selvet er dets fjende; at det lever i en bevidst uvidenhed, er den værste ende. Skyggen er det modsatte af vold; det modsatte af kontakt. Ofte kan truslen være værre end en akt. Her jeg var! Min skygge med mig. Den store, regnvåde og altomfattende Blå kyklop, spionerende fra oven, dets moderøje i vuggen – gloende på sig selv. Mørket! Dets Blå mund kom over mig, en Blå ligdug, der faldt over min vugge; forseglede pludselig skyggens anonymitet bag et velkendt ydre.

Himlen er en livlig farve – på overfladen. Men havet er himlens død. Ligdugen havde kvalt bølgerne, men ikke vandet. Det ligmandsblå svælg omgav mig som bunden af havet; spyttet, lugten af kadavere og bølgerne dansede som ballerinaer - frem og tilbage. Havet var et dansende dukketeater af livløse kroppe, hvori organerne røbede en tom og mørk tilværelse - et liv der var, men ikke var. Den Blå mund, der slugte verdenshavene, med tænderne højt hævet, havde fortæret havskumstjerner, og dagslyset var begravet i denne skyggenat; kun Nordstjernen sprang frem over dette midnatsblå inferno. Det var, som hvis Det Blå Øje hidkaldte en vismand, og pegede nu, med en sprække dagslys, en finger ad mig! Det var hån fra himlen, Blå som helvedesflammernes stilke. Havet slog nu, for første gang, fra sig, trykket fra flere tons dødevand bankede på mit kranie, som man banker på en dør. Mine indre væsker lækkede ud ad revnerne, og skriget var overrumplende - ét med tomheden. Jeg åbnede øjnene - ude af tankens hestehul. Jeg kiggede på min skygge. Den forekom mig Blålig mellem det orange-glødende sand – et lille stykke hav midt på land. Dets sirener sang silkebløde sange i kor med mågernes fløjte-hvisken. Havets skybløde skjolde strøg let hen over min nakke med løfter om frelse. Jeg følte en stærk, nærmest afrodisisk, tiltrækning til den store gabende døbefont - til at finde ly og visdom i hvalens mave. Ved Lucifer! Om ikke leviatanen lyver - selv her i dagslyset kunne mørket sætte sig ind i sin rolle, som hvis havbunden til stadighed var her på land. Havet ydede vold; som et andet morter-bombardement havde det overfaldet en nærliggende klippesten. Dets granatsplinter flåede sig koldt ind igennem mine azur-årer. Mit indre blodhav gjorde optog; solen fossede og boblede i mine indre gemakker. Solens blodhav, der flyder der fra hjertet, og det spektral-blå fra horisonten, som gigantiske neonskilte, forenede sig til en giftig-spids tilværelse. Min tilstand var den af en vandpyt i de neon-nedlagte gader. Der var en tillokkelse ved at blive vasket ud, fuldstændigt tyndet ud som akrylmaling, og forsvinde ned i kloakken sammen med resten af den palet, der udgør nattens farve-omstridte stræder. Farver gør farver til. Havvandet var ved at vaske mig væk, førend jeg nærmede mig det, og blodet ved at brænde mig op, førend jeg havde forladt det – de havde kollideret uden mig. Det var blodbrand - noget lige lukt fra Helvede.

Det havde været som et møde med Skaberen, svøbt i Det Blå Øjes tæppe, da jeg var vågnet op herude midt på stranden – med den uklarhed, der tillægges de tidlige krakilske morgener. Ja, og nu forekom Det Blå Øje mig koldt, og dog frostklart som månen. Solen gemte sig, til stadighed, som et stjålet blik. Jeg følte en uigennemtrængelig og sadistisk lyst til at sprinte ned til havet. Deja-vuet fløj dog i flæsket på mig, som en løve på savannen, og satte en stopper for alt; onde øjne er Blå og spejder altid efter Blåt. Sætningen føltes udstrakt som havet, men jeg vidste, det kun varede et kort moment, som hvis hele mit eventyr på den ugudelige strand var blevet opslugt af et hestehul, opsummeret i en tom sentens, og nu var i et vakuum. Mine øjne spilede sig op, som én der ser døden for anden, og sidste, gang – stor indsigt kræver store øjne. Pupillerne tog over, ja, de var de sorte huller, der mættede sig i, og slugte, det Blå lys fra oven. Jeg så herefter mig selv ligge dér, mellem sand, skygger og konkylier, med voldelige krampetrækninger i mit eftermæle, lig havets bølger. Jeg stirrede op med næsten sort-opslugte, og dog opspilede, øjne, imens jeg selv kiggede ned. Øjnene, jordiske, nærmest forsvundet, lukkede sig i som uopfyldte ønsker, og planer aldrig realiseret. Alt blev sort. Dét der fandt sin vej ind i mit perspektiv, da øjnene åbnede sig, var det evige Blå tomrum foroven. Jeg satte mig op, nærmede mig forvirret det Blå, som hvis for at kysse det. Da jeg indså, at jeg ikke kunne nå det, lagde jeg mig, overvundet og afvist, tungt ned på ryggen igen. Kuldens kolde kærtegn stirrede på mig som det første, dernæst en sygeligt dyb kærlighed - opstået af en pludselig indsigt i min uendelige ensomhed. Dét havde fået benene lidt på gled. Mine benbevægelser havde da mundet ud i en atter krympende søgen; kun de ensomme søger. Den endte ved det dampende hav - efter en rum tids indsnørrende forvirring, og med bevidstheden i kog. Jeg vendte hovedet prekært mod land, og så mine fodspor i det ellers forladte strandsand; de var usikre og foruden retning - lig de ensomme træer. Dagmånen stirrede dem i ryggen. Månen, her i dagslys, lå dér, uskyldigt som et babyblåt blik, svømmende i overfladen af himlen. Der var håb i dette barn, dette barneblik, uskyldigt og opfordrende. Ja, der lå den, månen, næsten druknende i himmelhavet, med kun skalpen tittende frem, som en slags forening af sol og Blå Øje, med alt potentialet i verden til at overgå dem begge - når natten kom. Min søgen var overstået, nu var der kun venten tilovers. Jeg vendte mit sinds øjne, et sidste nysgerrigt blik, mod den ådselædende ligblå udsigt, mod munden.

Men dens tænder var så højt hævet, som skyerne, at jeg måbede med. Solen havde fordrejet, vendt og vredet sig om til en skrigende, og skrækindjagende, Blå; en overjordisk skrigblå drøbel hang over gabet, og i gabet, med dets gyselige blik. Kyklopens seende mund åd sig helt ind i sjælen, som et gigantisk Blåt genfærds gab, og trak mig, som hvis ved den blotte indånding, ned mod horisonten - dér hvor alt mødtes. Pludselig: En silende regn af rødt, skrånende som en lavine, faldt ned og mængede sig med sin ærkefjende. Solen tog form på min pande. Jeg tog hånden derop, som hvis for at rive den ned, og med ét forsvandt hånden bag et rødt forhæng; isoleret af, og silende af, blod. Det Blå kravlede, som en edderkop, op ad blodstrømmen. Mit indre øje slog i, og jeg følte et slesk slik – vandet! Vandet var endelig nået mig. Mine fødder kunne ikke følge med; det var, som hvis kroppen var ude af denne verden, oppe mellem skyerne, faldende, og nede under havbølgerne; ved at bukke under for presset på bunden af havet. Himmelvandet kvalte mig langsomt; som kniven der sløves af havet, lå jeg ubevægelig. Og jeg så Det Store Blå Øje, den sidste sol, totalt opspilet, udfolde sig som en gigantisk safir. Alt blåt, nu for evigt forenet, stirrende på hinanden, og spejdende efter andet.

ÂŠ Nanna Schmidt Nordestaard

ÂŠ Magnus Lind Nielsen

Mavel og Intimate Af Magnus Lind Nielsen

Dette værk er udvalgt fra en serie af plastikfolie i high density polyethylen (HDPE) skulpturer, der grundlæggende tager afsæt i forundringen ved at fratage et velkendt industrielt materiale dets funktion og dermed ud fra de tilbageliggende æstetiske elementer i materialet ændre dets formsprog. Ergo at give det flade statiske plastfolie en skulpturel proposition. Dette sker igennem en kemisk og langvarig proces, der gør at materialet rejser sig og indtræder i den tredimensionelle sfære. Materialet transformeres organisk i takt med at kontrasten mellem de fundne (allerede bearbejdede) plaststykker og de nye, med et intenst fokus på de ornamentale omdrejningspunkter, afslører værkets antydning af figurative industrielle former. 63

Dette værk udforsker facetterne ved “found imagery” og dets kulmination med det industrielt genererede materiale (HDPE), idet værket sammensætter to typer af overflødige og skrottede materialer og former dem af æstetisk værdi. Bl.a. ved at dekontekstualisere kollagemotivet og understrege dets fragmenterede væsen. Dermed sætter jeg lighedstegn mellem denne anerkendte kunstform og skrald, hvormeddet i lige så høj grad bliver den aktive anskaffelsesproces af materialet, der er i centrum, såvel som det visuelle udfald. For mig er det interessant at observere æstetiske værdier agere i oversete eller skraldede materialer. For eksempel når de, som i dette værk, på ny indsættes i en skralde-kontekst i form af en kurateret skraldekælder fra den pågældende (tidligere) gruppeudstilling Multi rum. Hermed bliver udstillingsrummet aktiveret af den fysiske skraldeproces, som netop også skaber et metaperspektiv, da visse beskuere imødekommes af deres eget skrald indsat i en æstetisk kontekst. 65

Fortælling til min far Af Afonso Guerreiro Min far besøgte mig forleden. Han havde en trompet med. Han gav mig trompeten, gik ind i min spisestue og sagde jeg har lært at flyve. Det lød meget mærkeligt. Jeg overvejede kort, om det kunne være virkeligt eller ej. I virkelighed var det sidste jeg huskede, at jeg var faldet i søvn. Sofaen var for kort, vinduerne i stuen for store og lyset for blåt. Jeg vendte og drejede mig, og selvom uret viste, at klokken var for mange, kunne jeg ikke sove. Var jeg ikke faldet i søvn? Min far kom ind med hat på, selvom min far aldrig går med hat. Han gav mig trompeten og sagde ved du hvad, jeg har lært at flyve. Det er faktisk ikke så svært, som man tror. Jeg tænkte: “Kan det virkelig passe? Har han mistet forstanden? Eller har han fundet den?” Han insisterede jeg har lært at flyve og fortsatte igennem min stue, nok tre trin foran mig, uden at kigge på mig, som om han ledte efter noget, jeg ikke vidste, hvad var, og som jeg begyndte at tvivle på, om han overhovedet selv vidste. Pludselig forstod jeg, at det han ledte efter, var fuldstændig ligegyldigt. Hans tur gennem lejligheden var vigtig. Faktisk lige så vigtig som at jeg gik efter ham, mens han sagde de fjollede ting, han sagde. Vi sad på en kanapé i mit studie. Jeg tænkte: “Jeg har ikke studie, ej heller spisestue.” Det var ikke mit hjem og lige så snart jeg opdagede, at det ikke var det, blev rummet omkring mig ligegyldigt. Det var næsten magi; rummet blev til en scene uden kulisser, tomt mens det ventede på at blive fyldt op med det, man havde lyst til. Det eneste, der var vigtigt, var min far. Jeg har lært at flyve.

Jeg så ham i en luftballon, men han var ikke et menneske længere, mere en tegnefilmfigur, med den hat han ikke går med, flyvende i en luftballon med jorden i baggrunden barnligt tegnet i blåt, for lille i forhold til ham for at overdrive afstanden. Vi blev mennesker igen. Min far kiggede på mig. Jeg har lært at flyve. Jeg vågnede i dag og var bevidst om, hvordan man flyver, som var det indlysende, som om jeg altid havde vidst, men aldrig husket det. Og jeg vågnede i dag med den kunnen. Ikke fordi jeg allerede har prøvet at gøre det - det har jeg ikke - men jeg ved, at jeg kan. Og ved du hvad, jeg har ikke lyst til at flyve uden din mor. Ikke fordi jeg er bange for ikke at kunne flyve uden hende, men det er som om, det ikke rigtig giver mening. Ved du hvad, tak for te min far drikker ikke te men jeg skal til at gå min far siger ikke “skal til” jeg tager lige hjem for at hente din mor. Jeg blev siddende på kanapéen, med trompeten i hånden.

Blue Mouth, Blue Language Af Sebastian Blankensteiner

ÂŠ Sebastian Blankensteiner

blå bog Af Ida Skrubbeltrang Hansen i forordet står der: ”dette er et udsnit af tre formidable år heri vil I vækkes til live igen” så se mig genopstå: den frihed, der fandtes i at ens kendetegn var: dejligt højtråbende eller: altid klar på en tequila hvor nemt det var, bare at få lov at være første indtryk: store patter den hvalpede dristighed undskyldningen som ung alder kan være det var en anden tid, især i provinsen her er dit liv, dit levnedsløb: kæmpe kasser og stadig single farmor spørger igen ”men bliver du til noget?” siger samtidig: du er ikke noget endnu men jeg var fandeme noget og mere dengang de skrev i min blå bog: du er fuld af eventyr og hvordan siger jeg til farmor at da jeg blev indskrevet på universitetet mistede jeg forbindelsen til mig selv nu er hver en præstation et skridt jeg tager alene og skal jeg skamme mig over at jeg hellere vil være hende med de store patter af frygt for at være hende der: hvem?

verden var mindre glæden var at have en fransk hotdog i hånden det var hende, de skrev, jeg var fucking stræber, men aldrig kedelig stålsat tro på systemets vej, beviset som mål men hende, de skrev, jeg var pakkede sit lort og skred, da hun indså at være ”noget” er et simulacrum at ”noget” er noget andet end dig at ”god nok” i virkeligheden betyder: dét, der altid bevæger sig væk fra dig de skrev på de bleggule sider klassens gode råd: tro på dig selv håbets og støttens imperativ der dengang betød: vær ikke så kedelig eller: du er bange for at møde verden de skrev det ikke til mig, men til den stille pige hende der ikke sagde noget i timen eller dansede til festerne hvad skulle man ellers skrive til en, man ikke forstod jeg var ikke bange det er jeg nu jeg kan ikke råbe bedøvet af forventninger jeg vil skrige og forbande men ingen kan lide ynk ville ønske nu, at jeg havde været den der fik et klap på skulderen i stedet skrev de: stram op!

Jeg Føler Mig så Farverig i Dag Af Ninna Helene Meacock

Feeling blue - et eventyrligt subversivt potentiale Af Louise Machholdt Høyer Hvis jeg skulle vælge hvilken Disney-prinsesse, jeg identificerer mig mest med, ville det være Belle fra Disneys Beauty and the Beast, og det er nok primært, fordi hun bliver skildret som en lidt finurlig læsehest. Den smukke og dydige Belle søger i Beauty and the Beast et bedre liv uden for sin trivielle landsby, og befinder sig dermed pludseligt i et trekantsdrama mellem den uhæmmede og meget maskuline charmør, Gaston, og den mopsede, men, skal det vise sig, alligevel lidt søde Beast. Med en næsten uændret genindspilning af deres tegnefilm fra 1991 er det her 26 år senere en ren nostalgifølelse, som Disney dyrker. Det er for meget, alt, alt for meget, og jeg var vild med det. Men ud over en uregerlig begejstring og en presserende lyst til at finde mit helt eget Beast, efterlod filmen også en udefinerbar trist følelse, en følelse af feeling blue. I min brug og definition af udtrykket feeling blue er det helt centralt, at det ikke lader sig nemt bestemme, og slår man udtrykket op i diverse online ordbøger, får man forslag som: trist, mut, dyster, deprimeret og melankolsk. Udtrykket har ikke én fast betydning, men

er snarere defineret af en forstyrrelse, en negativ række af følelser, der indikerer at noget er off, at noget ikke er, som det skal være. Netop denne affektive tilstand af feeling blue vil her være mit udgangspunkt for at undersøge, hvordan Beauty and the Beast, men også eventyr generelt, opstiller helt bestemte idealer. Der er tale om en subjektiveringsproces, hvor bestemte subjekter skabes under bestemte idealer. Jeg arbejder i artiklen med to niveauer: eventyrets narrative niveau, hvor karakterernes idealer opfyldes og et niveau, hvor læseren eller seeren bliver konfronteret med tilstanden af feeling blue. Mit fokus vil ligge på subjektiveringsprocessen, og hvordan der i denne kan opstå et subversivt potentiale igennem feeling blue.

Imaginære eventyr I min affektforståelse trækker jeg på kulturteoretiker og filosof Lauren Berlant, der ser affekt som noget, der uventet rammer subjektet i øjeblikket. Mere præcist ser Berlant affekt som ubevidste strukturerede impulser, der optræder som en forstyrrelse i subjektet.i En sådan forstyrrelse kan netop optræde som feeling blue. Berlant

trækker på den lacanianske psykoanalyse, hvor det ubevidste er struktureret som et sprog,ii hvilket muliggør, at affekt kan undersøges ud fra overfladestrukturer. Disse overfladestrukturer er det, som Lacan kalder de tre ordner: den symbolske orden, den imaginære orden og den reelle orden. I den symbolske orden formes subjektet altid allerede igennem sprogets interne relationer og forskydninger, en struktur, der udgør den verden, som for subjektet indeholder betydning.iii På Beauty and the Beast’s narrative niveau udgør Belles landsby den symbolske orden, en struktur hvor specifikke love gælder, og idealer efterstræbes. Den imaginære orden er der, hvor subjektets idealer opfyldes, hvor subjektet har opnået sit begær og kan føle sig hel igen.iiv Landsbyens imaginære orden kommer til syne igennem eventyrets lykkelige slutning, hvor Belle og Beast gennem ægteskabet finder den store kærlighed, hvilket fordrer et specifikt, og meget normativt, kærlighedsideal. Den reelle orden er derimod der, hvor subjektet bliver konfronteret med, at der findes noget uden for den struktur, som den symbolske og imaginære orden fordrer, noget der ikke kan defineres.v Modsat den imaginære orden, hvor subjektet bliver konfronteret med, at idealet ikke kan opnås, at der er noget uden for den symbolske orden, der ikke kan indfanges, en sproglig betydning, der altid vil undslippe eller forskydes. Hverken i Beauty and the Beast, eller i de fleste andre eventyr, er den reelle orden til stede, da eventyrets narrativ er afhængig af, at prinsessen stort set altid vil få sin prins med dertilhørende slot og kongerige. Kriterier som ikke des mindre kan forekomme som

drømme i det samfund som eventyret udspringer af, men som sjældent er en realitet. Den lacanianske psykoanalyse er en tilgang, som undersøger netop dér, hvor der i strukturen opstår forstyrrelser, freudian slips eller upassende stilheder.vi Med andre ord dér, hvor det reelle utvivlsomt vil fremkomme, hvor subjektet affektivt indser, at der måske hverken er prins, slot eller kongerige. En af eventyrgenrens træk er, at det har et iboende ideal i sig, en, med eventyrteoretiker Jack Zipes ord, iboende eventyr-diskurs.vii I sin bog Fairy Tales and the Art of Subversion udfordrer Zipes den generelle tese om, at eventyr er tidløse, universelle og harmløse fortællinger for børn.viii Zipes sætter i stedet eventyret i en sociopolitisk kontekst, hvor han undersøger, hvordan eventyrets ideal afspejler de ofte normative samfundsstrukturer og derved producerer bestemte subjekter. Eventyret er derfor historisk betinget, og det er hverken tidløst, universelt eller harmløst. Eventyr bliver herigennem et imaginært udtryk for det samfund, det udspringer af, en ønsketænkning, der i kraft af eventyrets form altid vil opfyldes. Jeg vil argumentere for, at der er en tæt forbindelse mellem eventyrets idealer og de affektive tilknytninger som, ikke alene barnet, men alle subjekter er udsat for.

Affektive konfrontationer Psykoanalytikeren Bruno Bettelheim kobler i sin bog

The Uses of Enchantment: The Meaning and Importance of Fairy Tales eventyrgenren med følelser og affekt. Gennem freudianske analyser undersøger Bettelheim, hvordan barnet modnes psykologisk, og derved bliver udrustet til at træde ind i samfundet via en stimulering af barnets mere eller mindre ubevidste følelser og drifter.ix Barnet lærer igennem eventyrets form, som fordrer en forhindring og en lykkelig slutning, selvstændigt at håndtere svære følelser. Følelser som eksempelvis angst, som afværges ved at vise afsky overfor skurken og empati med helten.x Følelser får her en opdragende effekt, idet barnet skal lære at beherske sine følelser og drifter for at kunne indskrives i samfundet. I Beauty and the Beast får kærlighedsidealet en vigtig rolle i eventyrets narrative fremdrift, og herigennem lærer subjektet, at nogle følelser er mere passende end andre. Der opstår derved et hierarki mellem rigtige og forkerte følelser, da det ikke er hvem som helst, der kan og bør elskes, og derfor er affekter helt centrale for eventyrets form og funktion. Det er ifølge Berlant igennem narrativer, hvor forhindringer enten fungerer modarbejdende eller muliggørende for, at idealet kan opnås og at kollektive begærsstrukturer kan blive synliggjort.xi Som sagt fordrer begærstrukturen i Beauty and the Beast et særligt kærlighedsideal, og det er igennem dette kærlighedsideal, at affekt yderligere må undersøges. Konfrontationen med den uopnåelige kærlighed opleves affektivt af subjektet og kan bedst forklares ved det, som Berlant i sin bog Cruel Optimism definerer som cruel optimism: ’A relation of cruel optimism exists

when something you desire is actually an obstacle to your flourishing’.xii Cruel optimismxiii forekommer, når det er selve tilknytningen til objektet, der umuliggør en opfyldelse af objektet selv. Det betyder, at begærsobjektet, kærlighedsidealet, i sig selv er med til at hindre trivslen for subjektet, idet subjektet fortsat begærer idealet på trods af, at det er uopnåeligt. Det er et grundelement i subjektet, hvor subjektet er tvunget under en begærsstruktur med begærsobjekter, der pr. definition er uopnåelige.xiv En af grundene til, at subjektet bliver ved med at forfølge eventyrets kærlighedsideal, er, at kærlighedsidealet er paradoksalt, idet idealet både er universelt og partikulært,xv og kærlighedsidealet bliver stærkt kritisabelt, idet subjektet ikke oplever idealet som selvmodsigende. Tværtimod bliver selvmodsigelsen det, der muliggør, at subjektet bliver ved med at forfølge idealet, netop fordi subjektet aldrig vil kunne hverken be- eller afkræfte det.xvi Der er med andre ord en forskydning, et smuthul, hvor kærligheden altid vil være enten for partikulær, eksempelvis en søgen efter den eneste ene, eller for universel, eksempelvis en søgen efter den kærlighed alle andre har. Derfor vil der altid opstå en mulighed for at kunne bortforklare, hvorfor lige netop dette subjekt ikke har fundet kærligheden, og subjektet kan derved udholde idealet, fordi kærligheden måske findes næste gang eller næste gang igen. Der opstår en cirkulær temporalitet, hvor subjektet drømmer om den universelle og partikulære kærlighed, et ideal der er placeret i fremtiden, men hvor subjektet i nutiden hele tiden bliver konfronteret

med, at idealet ikke findes. Herefter finder subjektet en mulig forklaring i kærlighedens paradoks, hvorefter håbet opretholdes. Subjektet bliver igen og igen, mere eller mindre bevidst, konfronteret med idealernes uopnåelighed, hvilket lader subjektet tilbage med en affektiv forstyrrelse, en fornemmelse af at der er noget galt, en feeling blue.

Subversivt potentiale Ifølge Berlant er kærlighedsidealet pr. definition uopnåeligt for subjektet, hvilket står i stor kontrast til eventyrgenren, hvor idealer netop bliver opnåelige i form at den lykkelige slutning. Eventyr er dermed igennem deres narrative form et direkte udtryk for den imaginære orden, de idealer, som det samfund den udspringer af, opstiller. I Beauty and the Beast ses dette ikke alene, idet at Belle og Beast til sidst får hinanden i noget, der tenderer til et massebryllup, men også idet at Beast og hans tjenestefolk genforvandles til menneskelige skikkelser og bliver genforenet med en nu hel landsby. Hvor Berlant kritiserer samfundets begærsstrukturer, kritiserer Zipes samfundets normative idealer. Særligt Disney bliver af Zipes stærk kritisereret for at skabe og reproducere subjekter efter den normative struktur,xvii frem for at udfordre og stille sig kritisk overfor samfundet. Men en af Zipes væsentligste pointer er netop, at der i alle eventyr er subversive elementer, da det er et grundelement i selve genren:

Fairy tales interrogate the lack of correlation between real world practices and ethical idealistic options. Therefore, even the sentimental and contradictory happy endings in standard fairy-tale romances and Hollywood films are somewhat subversive in that they compel us to consider what is lacking in our lives that prevent us from fulfilling our dreams and utopian longingxviii

Zipes har, som Berlant, en lacaniansk tilgang, hvor eventyrets iboende ideal netop bliver det, der gennem den lykkelige slutning kan afsløre, hvad der mangler for at opfylde det selv samme ideal. Det eventyrgenren kan, er at vise en konkret fremtid, hvor idealerne er opnåelige, og det er det, der gør eventyrgenren til en genre med en affektiv værdi, idet subjektet her kan blive konfronteret med at dets liv ikke indeholder hverken uhæmmede charmører eller mopsede bæster. Der ligger et subversivt potentiale i eventyrgenrens lykkelige slutning, idet den affektivt igennem cruel optimism kan afsløre noget om de idealer, som samfundet har, og derigennem hvad der mangler, for at idealet kan opnås. Berlant er, ud over at være kritisk overfor selve den struktur subjektet er fanget i, særligt kritisk overfor den måde, hvorpå ansvaret for opnåelsen af idealet ligger hos subjektet og ikke hos samfundet. Hun mener derfor, at romantiske narrativer, som Beauty and the Beast, opretholder splittelsen i subjektet,xix idet eventyret muliggør, at subjektet kan udholde deres

affektive forstyrrelser. Subjektet bliver lullet ind i en cirkulær bevægelse, hvor alene genkendelsen af denne bevægelse kan have en nydelsesværdi i sig selv, idet subjektet genkender begærsstrukturen og kan relatere til den.xx Alternativet er, at subjektet ikke trives, at det ikke kan udholde det uopnåelige begærsobjekt, og derved bliver fanget i et dødvande, hvor begærsobjektet hverken kan udskiftes eller opnås. Det er netop, hvad Berlant forslår som en mulighed for modstand: at være åben overfor det dødvande, der opstår, når subjektet konfronterer begærsstrukturerne og fornemmer dens affektivitet.xxi Subjektet kan altså ikke, ifølge Berlant, ændre begærsstrukturen. Men en bevidstliggørelse af begærsstrukturen, og derigennem en destabilisering af det normative samfund, kan måske åbne op for nye muligheder. Feeling blue har derved et eventyrligt subversivt potentiale igennem eventyrets lykkelige slutning. Et potentiale der kommer til syne, idet subjektet bliver konfronteret med, at noget er galt, at der er noget, der mangler. Og måske er denne mangel slet ikke så slem endda.

Noter

Berlant, 2012, s. 3 Lacan, 1978, s. 20 iii. Ibid. iv. Ibid., s. 25-26 v. Ibid., s. 22 vi. Ibid., s. 23 vii. Zipes, 2012, s. 21 viii. Ibid., s. 1 ix. Bettelheim, 1976, s. 5 x. Ibid., s. 11 xi. Berlant, 2012, s. 14 xii. Berlant, 2011. s. 1 xiii. Jeg har her valgt at bibeholde begrebet på dets originale sprog, da en dansk oversættelse ikke vil være tilstrækkelig, da ordet ’cruel’ ikke alene betyder ond, eller grusom, men også ubarmhjertig og forfærdelig. xiv. Berlant, 2012, s. 29 xv. Berlant, 2001, s. 437 xvi. Ibid. xvii. Zipes, 2012, s. 198 xviii. Ibid, s. xiii (min kursivering) xix. Berlant, 2012, s. 98-99 xx. Berlant, 2011, s. 34 xxi. Ibid., s. 36 i.

ii.

• Bettelheim, Bruno: ‘Introduction: The struggle for Meaning’ i The Uses of Enchanment: The Meaning and importance of Fairy Tales. Penguin Books, Great Britain (1991[1975]) • Disney: Beauty and the Beast. Instrueret af Bil Condon (2017). DVD. • Lacan, Jacques: ‘The Freudian Unconscious and Ours’ i The four fundamental concepts of psychoanalysis. W&W Norten, New York (1978) • Berlant, Lauren: ‘Introduction: Affect in the Present’ og ‘Cruel Optimism’ i Cruel Optimism. Duke • University Press, USA (2011) • --- : ‘Love, a queer feeling’ i Homosexuality & psychoanalysis. The University of Chicago, USA (2001) • --- : Love/Desire. Dead Letter Office, New York (2012) • Zipes, Jack: ‘Introduction to the routledge classics edition’, ‘Fairy-Tale Discourse: Toward a Social History of the Genre’, ‘The Origins of the Fairy Tale in Italy: Straparola and Basile’ og ‘Walt Disney’s Civilizing Mission: From Revolution to Restoration’ Fairy Tales and the Art of Subversion. Routledge Classics, Great Britain (2012 [1983])

Litteratur

VRANGSPEJL Af Louise Merian Hun løber. Den friske morgenluft finder vej gennem munden og halsen ned i lungerne og borer små, frysende nåle ind i kødet på svælget og får det til at svide og hvine og svulme. Ind og ud, ind og ud. Men hun fortsætter. Hun styrter med voldsomme bevægelser væk fra tankerne og billederne. Hovedet og overkroppen først og benene slæbende efter sig. Hun er udmattet, men hun ved at det her er det eneste, der virker. Videre. Morgendisen ligger stadig over søen, dagen er ikke vågnet endnu, og verden omkring hende er tyst og smuk og klar. Vandet er blikstille og gråt. Kun en tidlig lappedykker kruser overfladen, for så at forsvinde ned i dybet og lade ringene i vandet ebbe ud og fortage sig. Men inden i kroppen bruser blodet hastigt rundt, hun kan høre det dunke i ørene. Den massive, sorte tåge har fortættet sig bag panden og tynger brynene ned over øjnene, så hun ser ikke andet end billederne for sit indre blik. Fremad. Væk. Væk fra billederne.

Men så sniger omverdenen sig alligevel ind gennem øjenkrogen. Noget ligger og vugger i det sumpede mellem sivene. Noget lidt for blåt midt i alt det brune, grå og hvide. Hun stopper op. Det smerter i brystkassen, der hæver og sænker sig i voldsomt tempo. Lungerne bliver ved at hive kold luft ind, astmaen kradser og får hende til at hoste. Den sorte tåge begynder endelig at opløse sig, og hun får nu rigtigt øje på det, der ligger og vugger uden at passe ind. En kongeblå dynejakke, der er lidt for blå, men alligevel er til at overse, fordi den er smurt ind i mudder og derfor delvist camouflerer sig. Der lugter af jord. Det fugtige, glatte udenfor stien svupper smattende og bryder stilheden, når hun løfter og sætter fødderne i det. Koldt og klamt. Hun trækker ærmekanterne ned over sine hænder, rynker brynene og bøjer sig ned for at trække den tunge menneskebylt ind på land.

Ansigtet er gråt og ophovnet. Hun rører ikke ved det, men ved at det er koldt og hårdt. Bylten ville passe helt perfekt ind i landskabet, hvis ikke det havde været for den blå dynejakke. Et sted i baghovedet konstaterer hun, at døde mennesker har det med at genvinde en ellers maskeret naturlighed. En kød- og blodhed man glemmer, når man omgiver sig med mennesker i deres levende form, og som man kun en gang imellem bliver mindet om, når man ser på et andet menneske på en bestemt måde, mens det lukker læberne om en gaffel og lader en mundfuld forsvinde ind i mørket – og man tænker, at det i grunden er ulækkert, at munden, som tygger, savler og synker, sidder midt i ansigtet, og at det er grotesk, at det samme organ bliver brugt til noget så forfinet som at tale. Hun registrerer ikke den summende lyd fra en motor i det fjerne. Hun koncentrerer sig om sit forehavende uden rigtigt at tænke. Det knaser af siv og sten, der bliver revet fri af mudderbunden under vægten af kroppen, mens hun slæber den ind på stien. Kvindens lange, lyse hår filtrer sig ind i grene og blade i forbifarten. Det er da egentligt pudsigt, at hun ligger her. Det kunne have været alle mulige, men tænk at det lige er hende.

Hun havde genkendt hende øjeblikkeligt, selvom døden og mosen har maltrakteret hendes ansigt. Louise hedder hun. Det står ikke helt klart for hende, hvor det er hun kender hende fra. Hun kan ikke knytte hende til nogen bestemt situation, men hun kender hendes ansigt og hendes fornavn. Måske har de gået i skole sammen? Eller kan hun måske være en skuespiller? Hvilken film kender hun hende fra? Hun kan ikke placere hende, og hendes hjerne bliver ved med at forsøge at finde sammenhænge og forestille sig, hvordan hendes stemme mon lyder, og hvad hun kan have hørt hende sige, men uden resultat. Irriterende. Tankebanen afbrydes af lyden fra motoren i baggrunden, der er blevet højere, men så stopper brat. Det er først nu, det går op for hende, at biler ikke plejer at køre helt herud. En dør smækker med en dump lyd bag hende, og hun kan høre gummistøvler, der sjosker målrettet gennem sølet. Et eller to par? Hun vender sig rundt, men når ikke at opfatte noget, førend hun bliver væltet bagover af noget tungt, der rammer hende i ansigtet. Der lugter af jord. Hun kan mærke kulden og fugten trænge langsomt ind gennem stoffet og en sten, der borer sig ind i hendes baghoved.

Så sætter hovedpinen ind. Den rugende hovedpine, hun altid forestiller sig som en kold hinde af kviksølv, der flyder rundt under pandehuden og gør hende syg og kold og varm.

Hun rejser sig fortumlet og ser sig tilbage. Hjulspor fra en bil har printet sig ned i den smattede bund i kanten af stien. En erindring dukker op fra ubevidsthedens dyb og svæver rundt i det smertende mørke bag øjnene.

En due kurrer, vinden suser i birketræerne, og en sky går fra solen, som sender en stråle af varme og orange ind gennem øjenlågene.

En drøm. Hun drømte at en bil var kørt helt herud.

Hun åbner øjnene og kan slet ikke orientere sig. Hun ligger på den mudrede sti i mosen, kan hun se. Hun ser på solen at det er formiddag. Men hvad laver hun her? Har hun drukket? Hvorfor er hun faldet i søvn herude, hvad har hun lavet? Hun forsøger at huske aftenen forinden, men det eneste hun husker er morgenen; hun løb. Eller er det samme morgen? Men hvorfor gør det da så ondt i hovedet? Hun var ude at løbe. Og nu ligger hun her. Hun må have drukket.

Et andet billede dukker op. Et gråligt ansigt og våde, brune blade filtret ind i lyse lokker. Louise Mejses ansigt. Hun ryster billederne af sig. Ikke flere billeder. Ikke flere tanker. Hun børster det værste jord af dynejakken og ignorerer smerten i hovedet, der dunker insisterende, da hun sætter i løb.

ÂŠ Nanna Schmidt Nordestaard

Naboblå Af Julie Jacobsen

Dette er en tegning som handler om ham. Du hilser på ham hver dag i den snævre opgang. Han skal op, og du skal ned. Han kigger og smiler blot et anstrengt smil. Du sætter med vilje lyd på din hilsen. Han mumler og trasker videre ned. Vi ses, Nabo Blå. Det handler om ham. Du ser ham ud af vinduet hver morgen. Det handler om ham. Han er Nabo Blå. En mand, formentlig uden navn. Han er eksisterende, men uden spor. Levende, men ikke pulserende. Han er derinde. Han er derinde på den anden side af væggen. Godnat Nabo Blå, sov godt. 85

Jeg var blå i kirken Af Louise Lynggaard Rosenmejer

Jeg var blå i kirken fordi hans yndlingsfarve var blå. Jeg havde spurgt ham en aften, og han måtte tænke længe før han turde svare. Måske var det lige så vigtigt for ham som for mig. Dengang var yndlingsfarver vigtige for mig. Min kjole var blå og blomstret, en sommerkjole, der havde været med på sommerferie året før og kom det igen året efter. De andre i kirken var klædt i sort. Mit hår var sat op i en lav hestehale, sådan en hvor man kan se at håret har etager og helst vil være løst. Jeg tror jeg har et billede af det et sted. Eller det ved jeg at jeg har, for ellers ville jeg ikke vide hvordan jeg så ud den dag. I dag ville jeg have været sort fordi det er man. Det var kun de sortklædte mænd, der bar ham ud af kirken. Stærke mænd i jakkesæt, der havde et sikkert hold i siden af kisten. Jeg stod ved bilen og så på. Jeg så på kisten, som var i kirken og var på vej væk, og snart var den slet ikke en kiste længere. I dag ville jeg måske have fået lov til at bære med. At løfte en del af læsset fra et sted til et andet. Jeg er stærk nok nu til at løfte med. Bisættelsen fandt sted i samme kirke hvor jeg engang blev døbt. I samme kirke blev jeg nogle år senere konfirmeret, og på kirkegården besøger jeg stadig hans lille rektangulære plads med den grønne gravsten, som kun er grøn fordi den ikke kunne være blå.

LĂ¸sning

O ___ T B ___ L ___ K ___ O ___ LÃ¸seord: ___