mosaikk #8 blå

Page 49

Min krop kastede sig tilbage og landede oven på noget vådt og koldt. Jeg blinkede i takt med min puls og mærkede sprækken i min isse udvide sig, dele sig i to og så tre små og fine afgrunde. Den sendte stråler af mørkt ingenting ned igennem alle nerver i min krop og hægtede sig på mine knogleled. Der sad det fast og hakkede til som tusind krager på en nøgen kornmark i januar. Jeg har aldrig stået på en nøgen kornmark i januar og aner ikke, om der er krager, men jeg forestiller mig, at det er sådan, der ville se ud, hvis man kunne observere mine knogler blive opslugt af dette mørke ingenting. Det kan man bare ikke, og derfor tog jeg det ikke alvorligt, ligesom den sprække som kollisionen med asfalten medførte dengang, i et årstal jeg ikke længere husker. Den tog jeg heller ikke alvorligt. Tragedien, der ligger begravet på trappeafsatsen, er blot en gentagelse af den lille barnekrop, der er klemt sammen mellem sin cykel og den kolde cementerede asfalt. Det er den reaktion, kroppen giver, når det ødelagte ikke bliver repareret. Flere skub, mere rotation. Jeg ligger på den nøgne mark i januar. En sort krage placerer sine kløer på min albue og begynder at hakke. Den begraver sit næb i min blege hud, der er så papirtynd, at der kun skal få kræfter til, for at næbbet trænger igennem. Mit blod er blåt og koldt som is, mørket har suget alting ud og dét, der er tilbage, er en tjærelignende substans, der limer kragen fast til min arm. Den hakker mig itu, og jeg orker ikke at forsøge at vifte den væk. Ligesom dengang på cyklen, og dér på trappeafsatsen, ligger jeg med ryggen nedad og ansigtet vendt mod den overskyede himmel, mens jeg forsøger at skimte meningsfyldte konturer i de fedtede, hvide klumper over mig. Mine arme er spredt til alle sider, og mine ben ligger spejlvendt, mens krager kradser over alt på min papirtynde hud. Til sidst bader blot jeg i en sø af tyk, klistrende og fastlåsende væske og kan næsten ikke bevæge mig længere. Jeg kniber øjnene sammen og anstrenger alle brikker, jeg har, på at finde billeder i skyerne, meninger, historier, selv silhuetter leder jeg efter. Noget formfyldt.

47


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.