skellige kulturelle strøminger. Det er snarere hendes fasttømrede tro på menneskets ret til at udfolde sig frit – som hun forsvarer ved flere lejligheder – der bærer hende igennem forskellige kriser.
Marjane Satrapi, Persepolis, p. 300, se oversættelse bagerst i artiklen
Igennem hele fortællingen fungerer Marjis bedstemor som en person, Marji kan dele sine tanker med, hvad enten det drejer sig om religion, problemer i skolen eller kærestesorger. Efter en episode, der markerer et midlertidigt brud mellem de to, fordi Marji anklager en uskyldig mand over for det iranske politi, tilgiver bedstemoderen hende først efter Marji atter har bevist sin integritet ved at protestere mod de religiøse autoriteter på universitetet i Teheran. I et panel på side 300 i værket beskriver Marji forsoningen som en episode, der medvirker til, at hun for første gang i lang tid føler sig tilfreds med sig selv. Det er med andre ord ikke hendes evne til at hive sig ud af kriser gennem tilpasning, der bringer lykke. Snarere viser det sig at være hendes tro på, og forsvar for, grundlæggende frihedsrettigheder, der udstyrer hende med en følelse af værdighed og selvtillid, uafhængigt af hvilket land, hun befinder sig i, og hvilken kultur, hun bekender sig til. Forsoningen mellem Marji og bedstemoderen markerer en bevægelse væk fra den meningsløshed, der tidligere har præget Marjis liv. Marjis erfaring af værdighed og menneskelighed kan på den baggrund ses i lyset af Lotmans udlægning af litteraturen som et medie, der formidler værdimæssige koder. Både Primo Levis og Marjane Satrapis jegfortællere har således et dybfølt behov for at sætte deres traumatiske situation ind i en værdimæssig kontekst og dermed skabe en fortælling om deres egen identitet, der udstyrer dem med en følelse af mening og kontinuitet.
55 .