Drift, begær og komiske tragedier hos Lars Von Trier – Interview med Lillian Munk Rösing
Af Inge Høeg Lauridsen og Sebastian Ørtoft Lillian Munk Rösing er lektor i Litteraturvidenskab her på IKK. Hun forsker, blandt meget andet, i psykoanalysen som tekst- og kulturanalytisk redskab. Vi møder hende på hendes kontor til en kort snak om komik, tragik og hendes nye bog om Lars von Trier: Hvorfor skider bjørnen i skoven. Temaet i denne udgave af Mosaikk er bevægelse, er det et begreb, der spiller ind i din forskning? Ja, på en måde. Måske kan man sige, at noget at jeg interesserer mig meget for, er psykoanalysens begreb om drift. Drift skal ikke forstås som en biologisk instinktiv drift, og sådan set heller ikke som begær – idet vi i begæret allerede har at gøre med en eller anden transformation af driften. Driften er i stedet det, som Sigmund Freud opdager i sit essay Hinsides Lystprincippet som dødsdriften, som Jaques Lacan, den franske psykoanalytiker, derefter gennemskuer som drift i alt almindelighed, og først og fremmest definerer som en gentagelsestvang. Tilsammen giver det det psykoanalytiske
32
standpunkt, at der helt basalt i mennesket er en gentagelsestvang, en stupid repetitiv mekanik, der kommer før alt andet. Den kan så kanaliseres og transformeres, og vi kan lave lidt rytme i den. Men den forbliver den samme repetitive bevægelse. Seksualdriften er her et godt eksempel. I bund og grund er sex ret ensformigt det er så at sige ’op-på-hesten-igen’ - men vi gør også en hel masse, for at det skal blive en lidt mere spændende historie. Vi laver udsættelser, forhindringer og forlængelser. Vi laver altså rytmik i den mekanik, eller gentagelsestvang der er et meget grundlæggende princip i os. Så har jeg også været meget optaget af, at der er noget i denne her gentagelsestvang, der både er meget komisk og meget tragisk. Gentagelse har for det første en komisk side. Noget især den franske filosofi Henri Bergson har været optaget af, og i kølvandet på ham også slovenske Alenka Zupančič. Bergson formulerer det på den måde, at komik opstår, når man applicerer noget mekanisk på det organiske menneske. Zupančič korrigerer lidt og siger: jamen, den mekanik er egentligt en del af, hvad det vil sige at være menneske. Så den er egentlig ikke noget menneskefremmed, der lige pludselig appliceres på os, vi har den her gentagelsestvang i os, og den har også en komisk effekt.